Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Jan. 6, 1911)
gmä en gammcl Felix-mit Gott«-) Der er etsfcsltc Pisa-steh sont itke tun Wisse-, fordi de ingen Tone ejer, men der cr flerr, sont aldrig burde messe, fordi enhvcr Tone, de udstøder, er i den Grad skrigendc fale at den kan jage Folf mcd lidt Lre nd af Kirken Jeg oil blandt andre næone dig vor fællcs Ven N.; han, der i sin Tale hat en saa fjcklden ten og klangfuld Susme messer ffrækkcliq. san har fortalt mig, at hon i flcre Aar nicschdc fra Alten-t, udcn at shan fclv havdo nogen Anelse out, Hoor utaaleligt dct var at høre paa. Sau hasndte det siq en Sontttterdag, da han havde en deevich at Kirkcdørtsn stod aabc·n, og da« han vendth jin om for at begnude Brudctalem upda gede han, at hans Jagthund var kommen ind on bat-de laut sig midt paa Kirkegulvcst: der var nu intet at gørc herved og han trøftcde sig destiden med, at Hunde-n var et veldresseretDyr· Alt gik qodt, menin lmn tolle-, mcn - i samme Øjeblik han beanndtc at messe: »Hm-en vasre med odisr!« udftødtc Hunden et san vnldsomt »Sol, sont om den havde faaet of Hunde-nisten og styrtede nd as Mtkett »Siden den Dag«, føjede hon til, .,har jcg al dtig mesfcts thi Hunden ndtnlte oltfur tydelig sin Tonk, og hvad maatte Mcninheden san ikke følc«· v Man can vel chppe bedre bete-ine, hvorledesz Mes sen bsr vcere end med Haandbogens Ord fra Aar 1539: »Bei-elfen lkal mesie lanqiommelig oq redelia, saa at Folket lan vel forilaa og merkte liannein«. En nfraniges lig Betingelse for at kunne nie-sie godt, er at man lan læle godt, lcese ined det rette lldtrnk, med dyb Forflaael le, vg, hvad der er meiin nainrligl, nced Etandsdning paa de rigtige Steder. Naar en Priest, der lon imme alligevel ille fan messe, saa er det, fordi han ille kan lcefe og iaa bliver hans Messe ikle andet em Jasleri. Tet er ikke opbyggeligt at here en faadan fare los, standse paa urette Bieder, vrere færdig før Meninaen er nde, og han derfor man gøre de nlnmqeliqfte Nullader, for at naa nd til Punktnmmet Illt dette lonnner af, at lmn ikke kan lcele-kigtigt: men det er ikle til Opbyggelfe, hel let ikle er hans Messe ,,langsommelig og redelia«. Der can komme en Fristelfe — og den er tnaaske itke longt borte fra dig « for den Pia-it, Tom er nni likalsl og som synger qodt: lmn kan mesfe for inmit. Jeg hat hsrt Præsier, hvis Messe alt for ineqet mindede om Teatret: den var for liinslia, ilke .,redeliq« nol, og man havde vonileligt ved at holde den Taufe nde, at de vilde brillere med deres Stemme Tet man dn nogte dig for: det et ikle sommeligt, hverlen i en Kolssmd eller i en fattig Landsbykirle: thi hvor vi faa staat-, jlal ei altid staa socn de, der liessen og ille draae Qpnmsrliontheden heiUJaa os selv i Stedet for von Herren Im minder dig» herein, fokdi jeg selv kender til denne Frisielse, men bleol friet im den-zum en icereaen Munde Da jeg var dleven ordineret, var det miq t'lcirt, at derfom jeg tunde forelcese Striftens Ord faulende-L at det lnnde gaa til Werte-, iaa nmatte jeg ogsna lnnne meis Ie dem fauledes, at de tunde gøre den fannne Wirtinan men slnlde det fle, san niaatte mit eget Hier-te oqiaa lieg-! ges ind i Tom-kne. Saa forspate leg det, oa min Elem me hovde jo Dmfiang nol, til at jeg knnde gøre noget ud of den; men jeg tog Inig iklei Lllgt for, at Flnnftenj tog Magie-n fm Dierteh og jeg laade mete Vægt paa« Tonerne end paa Ordet Det gil sauledes, indtil Feste-ti den begyndte, oq da feg fknlde mesfe den dejliqe notiert efter Prredilem havde jeg sat mig for, saavidt muligk at qske Melodien til et Udtryl for Jndholdet Tet gil i Vegyndelsem men da jeg lom til: ,,Vi tolle dig, Jesus Krisis-! at du haver haaret paa dit hellige Lege-me alle vore Synder, og med dit Blod udilettet alle vore Oder trwdelser« —- faa var jeg færdig, og fra den Tag hat leg altid bestrebt mig, for, at vcere »redelig« i min Mes ie. Vers-Hm denne Lyst til at gsre mete nd af dinStcms me, end ü bsr. kommer over dig, iaa vil Fristclien sic kert forlade dia i det Øieblik, du for Alteret begonder at meöie Jndstiftelfesordcnc: »Mir Hetre Jesus Krisms iden Nat, der han blev formadt« osv.: thi er der noget Mel-Ah da vi iølcsr os saa stnaa, saa jmaa saa er det i femme Stund. Pan en Maade bar jeg ganike vist aidrig fslt mig sioltere, det vil da iige, mere betrog-L on aldrig ved noch Handling hat im sølt mig gladcm end naar ieg jeg tager Vrødet i Haanden og gør dct isrste Stridt benimod Knasfaldet Det ligger vol deri, at icg paa den enc Side satt-r mig faa uiigcslig Mich for-di her er alt Herrens og intet mit cgct, og paa den anden Side forsvinder min egen Personligs hed fulditasndig i Glanien af Lieer Heriighed Maasse et der noget individurlt beri, men im wisset-, at denne Filelse maa gaa i Akv til dig; thi der er iniet, der mere drioer til, at alt sker imnmeiigt oa med Orden end den« Ladek us gaa nækmcrc ind paa den heilige Nod Me. Dn vil oiftnok, hour du saa fonnner heit, fortstndo den SM, at Falk i Negelcsn Haar to Gange um Ante-: til Alters, nemlig Forum ou Estcsmmc Wir hvnid du kan, for at dette kan forandrN, for at M fu« erkenn-sk at Rande-is Grade ichs nødneudigniiz lmsuxusr san-most mcd Jnrdenz Miq er det fikt- lytlcdes at fnn donne· SM, der er arm-i fra Fast-rette forandret, ungtet dcst ogfaa af den Grund er ønfkcsligt, for-di der innen Em» bedghandling er saa trwttende oq anstrengt-ums fom de Alterqanmy hvori merk-End hundrede Gerfter deltagcn Jeg hat itkcs fulgt mine Formæuds Stif, som fra Priv Wtoleu betendtgjorde,.at nu begyndte Altergactgem cigesom ogsaa, at næste Søndag holdt den op, og der hellstes Mc flere fsr Titeraaretz men, uagtet jeg idcliu og idelig hat windet om, at der var Altergang ved hver Wktjmeftr. iaa et det bog, med faa Undtagelser, i Ho vediagen brwset ved det gamlr. , Medeas der er nieset fau, som slet Mc Wer Her uui Hub- os medeni M store Flettal qaar de to re W qlementerede Gange, san er der enkelte, som itke nøjes derived, men som Inskek at tommunicere meget oftm om det var muligt hver Søndag. Det er gar-sie vist ask lige og oprigtige Kristne, til hvis Ønfke der bar tages alt det Henfyth der er muliqt: mon, da det ogsaa er sandlpedstro Mennesker, man knn tnlss med om alt, som augaar Guds Nige, san vil T-« -·s»d: dig til ofte at« drøfs te denne Sag med dem, oq navnlig bedi- dem overvejc, om de ikke i den-s Længsel overvurdere deres virtelige Trang, og paa sammc Tid Imdcrnurderer straften og kVelsiqnelfon i Herr-Ins :lIi’-aaltid, som um dettcs ilfe kunde bevare fin fulde Kraft strengere end fra Søndag til Søndag. Mind dem ille alone om, at der efter Aposte lenszs Qrd gings Lllennestcr, ,,som laer altid og knnne al drig komme til Sandljeds Erkendeljc«, men mind dem -ogiaa om Elias i Orten, som Engelen takte en Nage bagt paa Eli-den og en Krukke med Band, idet den sagde: ,.Staa op og ædl thi Vejen er for lang for dig!« ogihan siod op, aad og drak, og han gik ved den samme Mads Kraft i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter ud til det Guds Bjerg Horeb. Der er alvorlige, Wende Zicele i enhver Menighed, som tillige er ængsteliae, naar Altergangstiden kommen fordi Provelsen af dem felv altid fører til det Resultat at de ikke er voerdige Gasfter: de hat mete Øje for Lo ven end for Naaden, og gaar i siadig Frygt sor, at de asder og dritter fig selo til Dom. Disse Mennefker er at ligne ved »den ryaende Tande«: de vil ofte føge til dia Aftenen før Altergaugen, og i dit Vierelse holde et pri: vat Striftemaal De kan viere dig til stor Velsignelie; thi netop, fordi de er cerliqe, og uforbeholdent ndtaler siq for dig, netop, fordi de ilte ftjuler unget, giver de dig et Jndblik i det »fokjagte og trodsige« Hierte snm fører dig til Blut-ringen der kan komme mange andre til gede. De gaar til dig, «fordi de venter at finde Wer lighed hos dig, og du vil ikke nægte dem den: de lasgger Beslag paa mere Tid, end du maaike kan affe, og paa starre Taalmodighed, end der iynes fornødenx men det erülienuejteh over for hvem detOrd aldriq maa alt-man «-szielper dem til Rette med Zagtmudiqlkedens Aand!« Lied for dem on med dem: kwor triettende de ofte kan szm hnotoite det samme maa qeutaueski on atter genia iqeks twnk altid paa, at det er bedre».at have med dem at landre, sont fer deres Synd i et Forstørrelfesgla5, end med dem, der slet ikke vil eller lan je den. , Oq ai dem vil vi desocerre finde mange; jeg me iner ikke «. ligegyldiqe eller dem, der bar holdt fig fri for saadanne aabenbare Sonder, iom ogiaa denne Ver den fordømmer, de occultis non indicat etcleiim men jeg mener dem, lniisI liele udoorkes Lio staor i den grelleste Tlliodfastning til dered Daabopagh og som dog ftadig ikmer Herrens Vord, naar Tiden dertil er kommen for det øorige Sonn. Danike Lov ncevner iblandt dem, der skal holdes borte fra Nadveren, ,,iaa nimme, som for masteligen lever i nogle aabenbare Laster, iom Hor karle, Ekørlennere, Magerkeit-la Stommere, Skcendegæs frei-, Voldksmasnd og allermefl Gnds Ords Forbaanere on Fornægtere, iom aabenbare og fornden al Mudsfrmit iynder.«» At nasgte disse Menneiler at komme til Her renirs Bord oil jo altiaa kunne forfoareszsz men alligevel liar det sine itore Vanfleligheder. Jlnioareh — — faales des er jo Werden s for Afoisningen oil altid blioe ka itet over pim Praiten iom lldilag af en Myndighed l)an ilet ilke ljaode liait liehoo at visi-, oq deroed forniindikes dereis Ansoar, der ene skulde bcere det; men i alle Til fælde maa der fra Prwitens Side vises al den Vorsom -hed, der er mnlig. Afvisningen man ikke komme iioentet an nden Var-sel, og der maa ikke begyndesz ined at be tragte dem fom Grene, der allerede er afikaarne fra Vin trieet, og iom der altiaa ikke er andet at gøre oed, end at opbroende dem. Du ikal snarere betragte dem foin JJjaslcy der dog maaske kan helbredes, og som foroildede, Tom lmem der endnn er Daub, og derefter skal din Frem iganqgnmade rette fig. s Jeki tror at kunne anbefale dig at gaa iamine Vei, Hain jeg nu i flere Aar har gaaet, og fom jeg ikke fortrys jder. Jeq forlanger, at Listen over dem, der vil til Al ters am Søiidagen, ital vceke sluttet Torsdag Akten, og LDegnen bringet mig da »Tegneboaen«. Skulde nogen lmelde sig ienere, iaa maa han perfonlig komme til mig; Zog, livis det er en af de ovenior i D. L. omtalte, da gi ives lierved en naturlig Leilighed til en Samtale, nden Hat det voekker nogen Opiiqt i Menigheden, ligeiom det, Ihr-is han ikke bliver ,,tegnet«, knn hedder, at han bliver Hborte for-di han er kommen for sildig. » Jeg sender aldrig Vud til nagen af dem om at mis zde hos mig, men finder jeg dem paa Listen, gaar jeg til dein. Tet er ikke noqu behaaelig Gang, men efter Ien Von til ham, »der niver alle net-ne og bebrejder itke,« tager jeg Fredag Eftermiddag min Etok og vandrer til .vedkommendes Bolig on søaer faa at komme til at tale med ham i Enrmn Under denne Samtale vil jeg bede dig beflandig erindre, hvad Nitualet figer om Sygebes Jrettelie: «Nciar Prassten da kommer til den Mit-, hilser ;l)an hannem venligen i Gud.« Diagnosen er jo ikke von Elkelig, Stigdommens Veikaffenhed er iaa klar, at der likke kan opftaa noan Tviol om den, hverken fra Pras ftenö eller den Paagceldendes Side: men fra iørft til iidst ikal du lade fkinne igennem, at du ikke er kommen sont kommen men sont Lerne, ou djt hole Rassen Ifal mo 01n,utmst, der drincr dig, er itte Entbtsdsntmtdiql)cd, nie-n Sinsrlighcden fm baut, du« ikke alone or kommen for at holst-, men ousaa for at suqu do! fortmbt(-. Tu san nnd-— Idc Mrdgørligl)ed, oq du san umdr- Trods, - hvilkm of Deleue afhcknger af mangc Ti11a, ikkc minrqt af din por fonlige Anseelse og Astele i Menigbedcuz fm dkt mefte nil de give cftcr for din Forcnftislina de vil for staa det betænkeligc i at modjastte sig, og de uil bliuc borteJ fanledcs er det gaaet mig mangc Gaum-. »Nun en cneste Gang hat jeg mødt Trodss det nor fra en Mand, der var saa forhasrdeh at hawvilde blive i iin Synd, men alliaevel nde Denkens Maalted Han blev ved med den Paastand at det var hans R et, og at jeg hav de Me Magt til at her-de ham denne; vg, da jeg for sittrede yam, at sfelv om han mødte, vilde jeg dog ikke give ham belustig, hverken iAbfolutton eller i Sakra mente, blev han des ved sin Padtantt Jeg bavbe Tags -W Degnem hvnd der var foregaaet, mcsn han holdt ikke Monden dorte, han gik op med de andre og knæledp smed dem under Skriftetalem der var ifkc ander for ntig »at gøro end at springe ham forbi ved Haandspaalckggek jen. Han reiste fig, gik straks ud as siirkem og kom der aldrig mete. Hans Endeligt Vil du erfare nedenfotn Det var vel i jin Orden, om der før Skriftetalen lød en lydelig Skriftcbøn fra Konfitcntorne; findes den i din Menighrsd, san behoo den; jeg læggcsk for øvrigt ikke megen Vckgt paa den. Her er der enfclte of de widri-, der benytter den; men, naor gamle Stine med meng Salvelse begynder den med: ,,Højærværdige Gud og Fa der1« og i feer Bønnen gør sig skyldig i andre mask kelige Misforftnaelser, faa falder virkeliq dot opbvggeligc dort. s— - Som ethvert and-et Menneste trcengev ogsaa en Landsbypræst til Motion, og hertil er aioet ham en Les lighed, hoor han kan forene utile dulei, saa hans Van dring itke liliver Triveri. Han har de syae fjern og nier og forstaar han sin Gerning ret, saa kommer der innen tærere Gæst i Snset end han: men oil du opnaa dette. saa maa du komme gerne og ofte. J Vegyndelsem da jeg foni her og qit omkring, vakte det en voldsom Op sigt og llro; naar jeg kom ind ad Porten til en Gaard, og Hunden gøede, iknlde man tro, at der var Jordskælv: jeg knnde se en Masnade Sfitkelfer inde i Stuen fare imellem l)inanden, og icette alting paa den anden Ende linesotn jeg oasaa fnnde here det Udraab: »Es-siegt derer Priestenl« og, naar jeg aabnedeDøreih var alle forsvunds ne: lidt ester lnnde Ins-niederen komme ind sra Ket tenet, ladende i højesle Grad ooerraitet oed at se mig, oa med en Ro, som om hun ifke hande moerket det aller mindste til Forstyrrelsen Saaledes blev det dog itte lcenge oed: nn vcekker jeg ikte synderlig more Oesigt end enlwer anden on nieder overalt milde og taknemrnes lige Ansigter Da sen engang paa en saadan Vandring mødte en Fynbo og sortalte hont, hvor jeg vilde heu, sagde han: »An ja! det maa vcere morsomt -— Fynboerne kan sont bekendt have det morsomt ogsaa ved en Begravelse — saadan at gaa omkring og se til syge«. Ja! Tet er, for at bruge hans Udtr1)k, nirtelig »inorsomt« at Here Zi)aebeføg, ikke alene at »Hm-de sig med de glade«. men ogsaa at ,.grwde med de grcedende«: thi her er man en givendiy og det kan man altid Vwre ved en Sygeseng. Tot er itte alle Priester givet at knnne vcere det: det er en Naadegave, naar nogen ret forstaars det: men ikønt den dersor ikke kan ooergives sra den ene til den anden, iaa er der dog no;et, som man tan leere on inm kan liibrinqe dertil Du bar en Fordel, som ikke er saa ringe, deri, ati dn er et Landsbybarn, du er vant til de sattiqe, lave on ikke altid overdrevent renlige Boliaer, hvor Taglia stue, Zooelannner oq for en Del Spisekammer er eet Num, oq lnmr Vindnerne er fastnaglede, saa der aldrig tonnner sisiit Lnst derind, ikke at tale om, at man, for at bin-es af den soge, maa liane med det balde Lexjeme indei den merke Altona Desuautet kan der vel, naon lia under enidemifke Sygdomme, peatonnne dig Frygt sor at blioe smittet: stnlde denne Frngt komme, iaas lied en kort Ven, sør du gaar ind ad Døren, oa trøit dia med at du gaar i hans Fiald, der agter Vesøaet l)o—:« de snne iom asort iniod bam fein Jea b c.r lnn en eneste. wann solt denne Angest, i en Ti,sns-:epidemi, nien jeq overdandt den, on den er aldrig kommen siden. J Ne gelen er al den Tale om Emitte, og Frngten for den. knn et anaelie, ioin sorsninder, naar man riqtig rører oed den. Onad der skal sitteirUZ Tet retter fin annike estets de iotskelliae Forltold ou Personen Naar dn er traadt sind nted den her paa Egnen altnindelitte Hilsem ,,(85nds:ss Fred lserinde!« oft bar tntvrlet dig den sygeö Tilstand, saa skal dtt allersorst ilet ikke teenke paa, at du kommter i Eaenskalt af Priest, nten detintod, at du er et Menness ske sont andre, der har et venliat Sind intod baut, der-« litt-set soran dist. Der er noget, sotn kaldes ,,Salvelse«, oq sont der tidligere bleo sat større Pris paa end nn; den stal du slet ifke lcegae dig efter; thi det er saa lanat fra, at den er ønsfelig eller nødoendig, eller at den paa nonen Maade ltidraqer til Ordets Jndgang i den syqeszs Hjerte at den snarere tan blioe en Forhindrittq; den er itle oartn oq naturlia, dersor frentkalder den saa let santnte Følelse som Jobgs Veniter. Der staar jo skrevet, at da disse stod omkkinct ham vg førte den bjerteløse Tale, da soarede Joh: »Im har hart ntattge Ting sont disse; J ere allesantnten besvætliae Trestere, ogsaa jett knnde tale sont J, ottr knn eders Zle i ntin Stiel-S Sted«. Dn ikal tlle, naar dtt har sat dig ned, ltegynde paa »nted Saloelse« at holde en Prcrdilen sor den soge: thi det tan saa let srentkalde de Tanker hos denne: »Ja! sad jeg, hoor dn sidder, oxt laa du, hvor seq ligger, saa knnde oasaa jeg tale paa santnte Maade«. Vistnok er du kommen for at tale det Ord, der er en Guds straft sor den, sotn trot, oa sor, sont Paulus siger, ,,at made Vod paa· eders Trog-s Qltanktler«, nten sald ikte nted Deren ittd thtset, lad det kotntne as sia selo; der ttioes altid en naturlig Aitledttittg. Beatntd med at tale nted den syge om de Ting, sont itke bar noget med Gnds Nige at gere, nten sont dog opfylder ltans Tanketx benyt det sont et Middel til at faa sagt, hoad dn oil sige: brng det til at .laste Lys ooer, hvad der synes ham at vwre en Gnade, bttnt det til Fortnattittq, Ontnnntring og Trost, nten lad det altid skinne iaennetn, at dn stdder niere sont »Von hos Von-« end sont Præst bos din Tilhører. Dei er Herrens Mening med Sygdomnten at »dra ge« den syac til fig, og hoor ofte er dette itke stet? nten ogsaa for Præsten er den et Middel til at vinde Vierter for sig: fremntede Hierter kan komme til at hænge ved ham, saa de blioer hans trofaste Venner heke Livet tgennem, og derfor siger jeg dig, kære Son! foksøm aldrig nogen sygzi din Menighed; thi de bringeis Velsignelse for dig selvspog dit Liv: derfor staar der jo ogsaa strevet: ,,Det er bedre at gaa til Sørgehuset end til Gæstebudshuset"· " Du vil ofte komme til at gaa ind i Segel-use i Tvtoh oq med des Sporgsmaab »Mit skal jeg siqu issf » W og du vil gaa dcrfra ftyrket i diu Trso paa Guds Ords Kraft i dens Mund, der har faaet set Embede at varetaqr. Hom- ofte bar jeg jka erfaret, at duo qui idem dient-L non est idem. Jeg har i al Skrøbelighed fremfsrt et Ord, oq die-n snge hat svaret, ligesom Hedningerne s Antiokisa: »O! uil De ikke sige det igen1« Naar jeg da hat« bewirkte-L at han jo har kendt dettc Ord frsa Bam dommcsn af, bar jisg faaet det Innr: »Ja, ganske vistl men det forefommer mig, at naar De udtaler det, et der andorledcs lKraft i det«. For hver Gang, vi sank et saadant Some nokser ogsna Tilliden til det Kalb. Vordern-c hat bettoet os, og, »vi rette de slappede Kncek Uagtet du vjl gaa ind til de syge med den Beken delse, at du ikke kan gøre ftore Ting, saa vil det dog ika slkm feil, at du kan faa store Ting, ja! ubegribeliae Ting at sc: de or kun ikkc gjortc af dig. Du vil faa m Tnnlnmdiqhvd at st-, sum er nldcles ufatteliq for al Ins-: neskelig Forsmndx jeg vil fom Eksscsmpel blot minde TM mn Johanne Marie, der laa paa Sygelejet uafbrudt im sit trettende til sit otte og halvtredsindgtyvende Aar, sont i de sørite Aar led de største Sinerter, indtil hendes Lein iner var Dis-net heit, som i de sidste tredjue Aar itke knnde vende sig selvi Sengen, og sont dog, niaar man end kmn og saa til hende, altid havde det samme Innr: ,,Jeg har det saa godt, saa godt: jeg kan høre Lisetten synge berudenfor, jeg har mit daglige Vrød, og jseg et vis paa, at det er kun for det gode, at Herren iaia tidliq lmr taget mig bort fra Verden; jeg har nok lidt meget, nien nu er det altsammen forbi, og hvad er det i Sam nienligning med den Herlighed, som min Frelser hat uunden sur mig, og som venter paa niig«. Hvad Salmen siger: »Im har for mange været som et Under«, det kunde hnn Disselig sige. In nil faa at se, at den unge og stærke, der med hele del-es Hierte hcenger ved dette Liv, lidt efter lidt bytter lltaalmddigheden med et gudhengivent Sind, at sont det ndnortes Menneske affalder, fornyes det indvoki tes Tag for Tag, og der kommer Fred og Stilhed i Ztedet for Mismnd og Utilfredshed Ja! Du vil faa at se, htmrledes dllkennesker i Guds Stole lærer »at sige Verden ret Faroel!« at det lenende Haab jager al Dødsi srimt dort: Laden er allerede overvnnden, fordi Herrens Rand Vidner i deres Tro, at Frelseren, som er gaaet i Foruejen, hsar beredt dem Zted i Faderhufetmed de mange Viere-lieu Tet er saadanne Tegn, der er Herrens synlige, lo vende Ord, og hver Gang en Præst gaar bort efter at have set dem, følge den garnle Formaning med: »Dis se mine Ord skal du lægge paa dit Hierte og paa din Zle og binde dem til et Tegn pna din .Haand,« as du fan lwre Haab af dem, ogsaa der, hvor du ikke set dem. At beiøge syge er altid sat for-ge sin Menneikekunds skab. Der gives Præster, som i Aandslivet kun erkendet to Stillinger berettigede: enten — eller; alle de mang foldige Mellembeftemmelser, der ligger herimellem, set de ikte eller i det mindste ikke erkende deres Beut tinelfe Jeg kan bedft tydeliggøre dig min Mening ved folgende: jeg hørte en Gang en Præst, fom i fin Priv diken talte oni Loderi, og sum pludfelig udbrød: »Der foni der er nonen iblandt eder, som i dette Øjeblik sik det Bud: nn ital du do! og han saa ikke modtog dette Bud med Tat og jnblende (851cvoe,·sack er han intet tro ende Mennesie!« Mon ikke denne Mond sprang alle de Mellembestencnielser over, fom dog i Virteligheden liq ger jinelletn at nrue for Tøden og at juble over den? Mon nun ikfe hnr glemt, at »felo hour Lyfet er ikinnet freut nf Thier-tenA og det stinner i oore sisjerter til at onlnje sinndjtaben om Guds Herlighed i Jesus- diristus der tmr ui dog dette Lignendefw i Lerkar«. Hog de aller fleste inne oil du træffe paa Mellembesteinmelkst ofte pan den: »Ist-g er ganfte tilfreds nied, hvad Vorherre vil, enten Lin euer Ded«; og du skal ikke fratende den al Ret. Und niig sont et Etsencpel anføre Llpostelen Pau lus: den Mand, fom saa ofte udtrykker sin Lnægjel eftet at oandre ljerfra, og vandre hjem til lHerren, sont det, det var ineget bedre. En Mond med hans sikkre Tro for sig selv, maatte jo ogsaa overføre den paa iine prøvede Venner, og unde dem Bortgangen herfra saa snart iom muligtz men oi ved dog et Tilfcelde, hvor en Wellent Jbestenunelfe onsaa hos hani fik sin Ret; thi der, hvoc Hhan ointaler sin trofaste Medarbeider og Medftridek, ;Epapl)roditns’5 Sygdoni, figer han: »Don var ogfaa syg og nær Tødem men Gud fordarmede fig over have dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeq ikke iknlde have Sorg over Sorg«. Glced dig, naar da ftaar Ved en troende Kristens Dødkileje, men glem im, at det er et Mennefke. Med Sygebesøgene staar S y g e b e r et t e 1 i e u i Forbindelse Det er fo her en alinindelin Skik, at en boer aloorlin Zygdoin afføder Ønsket om at nyde den heilige Nadoere Der er nistnok knyttet en hel Del Overs »tro dertil; det er soc-jedes en meget udbredt Mening. Jnt om Sakranientet ellers hverken gør fra eller til, iaq Ihnr den Birkning i Zygdomstilfælde, at der kommet len steife efter, en Afgørelfe imellem Lin og Dad; og idet er desværre en Vildfareise hos mange, at ved Ny bdelsen of Nndneren er den fnges Synderigifter udslettet7 han hnr nu faaet det ,,Nejfemnaltid«, der er,tilstrækkes lig til en salig Vortnang, fein huor de nødvendige For-· ndsnstninger mangler, sont fan gøre Illtergangen tilraqs delig for den syge. j rslfgørcljcsn Hqu i djn Oaand: du skal Mo sum-» Zum um du kmt uddolo det, der er din betroet, eller Mc Jst tun Wude jix1, at ni lsliucr tfaldte for sent, faa den siwd Vevidsthed er bot-tu i scia Fald vil de omnæreude « finde dcst ganske i fin Orden, at vi drager bort med ufots reitet Eng; jcq hat da altid, før jcg reiste, opfordwt Familien til at bode- en Affkcsdsbøn over den syge iFoIs eninq med mig. anen vil time diq dcttc ilde op: thi her er Nægs telsen af Sakramente-i ikke »den fvges, men Sygdomment Sky1d. Nasgthsjs det derimod af sandte Grunde, da ans-»O det ofte fom et Myndighedsmisbrug af Præsten, der je personlig iutet risikerer ved at gøre den fyge den side Tjenestel i Almindelighed betragtes det ogsaa iom at PM, ikke alene paa den Me, men paa bete Familie-. III-JEAN » is« » W)