» Den gamle Ptæstegaard.
en gammel Feststme
(Fotilot.)
Tset blev sent-re fortalt, at disfe Ord havde gjort et
meget forskelligt Jndtryk paa Till)ørerne, der itte var:
vante til den Slags Tale. Nogle hat-de inent, at det vari
underligt, at den Mand, der jknldc vasre deres LærerJ
vilde bcgynde mkd den Befendelie, at han sknlde lærc af;
dem: det passede ikle, syntes de, til en Præsts Værdigs
heb, men de, til hveni Talen enentlig Var henvendt, for
ftod den« og opfyldte hans Von onI »aldrig at forlade
vor egen Forsamling«.
Hans Værdighed haode ikke taaet nagen Stude.
Hertil bidrog ilke saa lidt en Vegivcnhed, sont vak
te megen Ovsiat i Menigheden
Prasstens Formand havdc kun været i Entbedct i
elleve Maaneder; han havde for et lmlnt Aar iiden ført
sin unge Vrud ind i Pkcestegaarden, da han efter et Pak H
Dages Engeleje døde, to og tredive Aar gantntcl Leids-»
aarfagen var en Lungebetamdelse, iom han en Faste-:
onsdaq havde paadraget jig ved Uforsigtighed. Oni den-!
ne Sag havde dog alle Sognebcboerne en ganske andenl
I- Mening. Der thede i Annekset et ældre Frnentinnncr,
sont af alle fjern og nat-r var stemplet sont en rigtig uds
lært ·Hels, og, naar hnn kotn rotlendc med jin lange
Mep, gil Fall helft til Side: naar hnn ikte var til Ste
de, blev hnn aldriq taldt andct en nirsten Helsk At hun
virkelig var en Heks, derom var der og lnnde der bil
list-is aldeles ikke være nogen Tvivl, itke alene fordi
hun kunde gøre Kreatnrer soge, udfinde Tyve, ikke
alene fordi der altid stod et Kosteskaft baa hendes Zwi
kendør til Vrng Et. Hans Afterr, naar hnn drog til
Blotslvjekg, men fokdi hun havdr en Sen, sont hun hav
de indviet i nogle af sine Kunster. Medens Moderen var
meget ondskabsfuld, var Sonnen Skikkeligheden felv, saa
han fortrcedigede aldrig noget Menncfle: nien det hav
de manae iet, da han tjente hos en Gaardmand, at naar
han oin Sommer-en laa paa Markt-n on »flox1 sinkst
saa lunde man se de skønnefte Slotte og Paladier, sont
hurtigt forfvandt igen. Dette Syn havde der vtrret alt
tok mange vederhasftiqe Vidner til, faa det lunde itle
drages i nagensomhelft TvivL dersom man da illi
vilde qaa for at vasre et rent vantro Menneile
Medens manae var enige om, at de haode set Tegn
not baade paa Kirftens og Stinnens Mast, san er spl
sende en uimodstqelig Kendsgerning. Da den aidødc
Ptæst en Fasteonsdag kom til Annetiet og qik ind i Kir
ken, san han Helden itaa i Vaabenhufet med en fort
hund: da han iaa Degnen, anmodede han dcnne om at
ist-ge for, at Hunden ikke lom ind og fokstyrredc Wind-os
tjeneften. Sksndtden gamle hcrderlige Denkt, der horte
til enden April Heltene og havde miftet iin ene Arm i
Konnedybet, slet ikke var videke dristig oed at bringe
Pkcestens Befaling til Hefsem iaa maatte han dog nørc
det, men han fil det Sonn »ot hvor hnn nat-, itulde on
faa bendes Hund mus, oq de lyaode liesmedliet til at kom
me i Kitte«. Da hon imidlertid foriitredo l)endc, at lmn
maatte opfnlde Præsteiis Panier-g, qil hun nd med de
Ord: »Ja! ja! maa jeg ilke komme i uiklem saa fig til
Pisa-sten, ot jeg flal viere ham Kom- for, at lmn aldrig
mere ital komme paa Prasdilestolen her«.
Det gis virlelig ogiaa saaledes: thi ncefte Zøndag
par den unge Mand. dsd.
« Nu kom den nye Præft,. og den iamme Historie gen
tog sig akkurat pao iamme Monde: Heksen og Hunden
var i Vaabenhufet, Forbudet blev givet, og hun gav det
femme Svar fom sidst.
Dei var en meget kold Dag, Pkwsten havde en halv
Mit hieni, iom han tilbagelagde kørende og jiddende
i en af de faakaldte magelige Doktor-sinke Da han holdt
for Daten, og Trappen blev iat til Vognen, var det ham
ikke muligt at røre iig eller reife fig for et voldsomt
»Huld« over Lænden; man maatte bære ham ind, og
han qit til Zeugs
Eiter at have liggct et Par Dage, git Ondet over,
og not-sie Sondag ftod han atter paa sin Prcedikefiol;
men fra den Time af vor det klakt not for alle, der dil
de tro, at der havde staaet en Kamp mellem den ficerkere
og den ftærke; men at Præften havde sejret i Stridem
korringede ikke hans Værdighed
Heksen ielv havde en Følelse af, at hendes Mast
Ovar brndt, hun trat fig, som den overvundne, mere og
mere tildage, ou Prassten og hun msdtes ikke mete. Hun
havde iniange Aar ille været til Alters, vel sagten-;
fordi hun ilke vilde trcrde jin gatnle Modftandet under
Øjnene; men, da den asldstc af Præfiens Stuner var
bleven indsat som Kapellmn oq l)nn, der nn var nogle og
firfindstyve Aar, laa dsdssyg, sendte hun Bud til ham
dm at komme og bereite hench Tet var hans førftc Esm
bedsgerning of den Slags, og det er vcsl let weitaan
Hat, at han ikte følte fig videre oplagt til den. Aldelegs
ufokberedt, som hun i enlwer Henfeende var, sik hun
ikke Salronientet; men Ønfket lnsrom vislc jig ogscm knn
at være et Paafknd Da han, som Ritnalet bydcr, jpurgs
te heade, om hnn havde nagen Hemmelighed paa Gerte
som hun Inslede at leite iin Samvittighed for, fvarede
bun: Ja. Da alle de Tilstcdeværende var fjernede, Ig
Kapellanen lot-jede siq ncd til hendc for at here hendes.
Skriftemsah hviftede hun: »A vil sei l)atn, te a foer for
lidt aa æ Kast« lfxeg vil lade ham uide, at jcg sank for
lidt af Faitigkagfen). Andcn Bekendelfc havde hun ile
-at gen-, anden Trang eller Lccngfel fslte hnn ikkex nten
meite Dag var hun ded. «
Prcesten var i det hele taget en meget tonfervativ
« Natur, og denne viste iig iscer i Forhold til Kirke og
Gudötjeneste Han tillod fig aldrig nagen Forandring
i Formernex iom det stod i Alterbogen, ladledes blev
det udtrykt; hans Maade at udføre de gejftlige Hand
Iinger pqa blev indtil Scutningen den iamme lom den
Dag, da han overtog sit Embede; iom Mensgheden
hat-de vænnet lig til dem, laaIedes blev de, og han holdt
Hi ved den Ovetbevisninw at lelv om han kunde niere.
Pulte om Mundean lau tilkom det ikke ham at gsre
·- —--—-— —
det paa egen Haandz thi han var en ydmyg og meget
samvittighedsfuld Mand.
Hans Medtjenere maatte tilftaa, at han baade hav
de og kunde give Grunde for sin Konservatisme Naar
der den Gang, som senere, blev gjort Forflag snarti
en og jnart i en andenRetning og naar en enkelt nygre
Prasst stødte fig over et eller andet, og derfor fulgte sit
eget Hoved og hjalp sig selv, saa knnde han aldrig gaa ind
paa iligt, men kunde blive meget varm i fine -Udtalel
fer.
»Im gaar aldrig ind paa sligt: thi i min Præsteedi
har jeg lovet: eeremoniæ in ecclesia receptæ observentur,»
og indtil den Øvrighed, jeg er underlagt, forordner no-«
get andet, bliver jeg ved det, jeg har modtaget. Endnu
er det dog, Gud ske Lovi saaledes, at jeg kan gaa fra
den ene siirke til den anden, og iøle mig hjemme, fordi
der er Ensartethed til Siede, men hvorledes vilde det
dog gaa, naar det blev overladt til enhver Prcest, jom
baade er ny i Tro og i Embede, at forandre hvad han
vil, omikde i Miteten saa i Formen; det kan jo pna
den Maade komme saa vidt, at der ikte findes to Kirker
her i Landet, hvor den enfoldige Kriften genfinder det,
han bevarede og iholdt heilig fra fin Barndom. Lad det
nedarvede have sine Mangia, og det ihar det vel, jeg
siger dog: ,,Fordcerv det itke, thi der er Belfignelje deri.«
,,Og des-indem dersocn nu alle disfe Former, sont
skal bei-re Skylden for, at en Præfts Virlsomhed ittei
kqn have Fkihed til at udvikce rig, dekspm disse uu hkevi
forandrede efter enhvers individuelle Ønske, vilde de
saa kunne give mere, end Former overhovedet kan give?
Dei er jo itte dem, der bringet Aanden, lige faa lidt sont
det er Kam-t, der forvandler Band til Vin. Jeg trot,
at denne megen Tale om Forandring i Formerne let»
lau blive beugt som llndftyldning for, at vi ilke cirbej-;
der pna es selo, fordi oi mener, at oi ikke kau faa Lovs
til at bruge de lirceften Vor Gerte gav os, som di vil.!
»Hei er Aanden, der levendegør de døde Formen
oq som danner dem til rette Tjenere for sin; og Aanden
tun ingen, seid den bedste, Form erstatte. Ooor den le
vendenørende Aand bor og virier. der sorandrer den
selv de gnmle Former, og danner dem, som den beljøoer
dem. Annden kan være faa ftcerk, at den itte alene fylder
men sprcenger de gamle Former —— de gamle Lieder
flasker sprasnges af den nye Vin; jni san er Tiden der,
saa sier det, hoad mange ønsker; men scm er det itke
Menneskets .Lsaand, der øver Vold mod det gamle; saa
er dets Time kommen, og Annden bngger sig et nyt
Hub i Siedet for det gamle«.
Joamle Bunenyagcsn hat saqti Enchiridion:
,,Curatore-3 iscclesiarnm requirintus, non turbatores«,
og det ftaar fast endnu. Jeg hat i denne Tid lwst om
en ftor stummen iom er fremtraadt i den musikalske
Werden, og som har frembragt Kompositionen hvis
Form er forikellig fra de gamle Han har yiiret, at han
var kommen for at reformeke Musikken, altsaa som en
ny Messing. Vil det lykkes Vani? on bebøves denne Re
formation? Da det unge Menneske, der kaldtes Mozart,
optkaadie ial Beskedenhed og uden Spaadom om Virt
ningen of sit Arbeitse, da talte han ikke etOrd om, at han
tænkte paa at oille reformere Musikken, han havde ingen
Pretentioner i den Netning, men, da han iaa tidlig gik
bott, knn fem og tredioe Aar gammel, da var Reforma
tionen foregaact, de Aacnle Former var fprængt".
»Vi er ikke uenige om Maolet, men om Vejen der
til, og jeg hat Taalmodighed til at vente, indtil den
Tag kommt-r, da Aanden Massen hvorhen den vil.«
Den gamle Prceft vilde i vore Dage have hørt
de samme Klager som i sin Tid, været Vidne til Kamp
om Formerne og til megen Selvraadighcd, men han vil
de nu have talt som den Gang; thi han var meget konsj
iervatjo
Lader os en Sendag nandre til Kirke med Præsten;
nien vi maa veeke nieget prcecise; thi han hørte ikke til
dem, der har saa liden Agtelse for deres Menighed, at
de af Magelighed ladet den vente paa fig. Paa Slaget
gik han nd af Prcestegaarden, og, naar han kom til et
bestenit Sted paa Vejen, begyndte ,,bitte Kjeld«, Ringe
ren, at treekke i Klokkeftrengem og de, der vilde med,
vidste godt, at paa dem blev der ikke ventet.
Hvor smuk kunde den gamle St. Peders Kirke,
en Augustiner Klosterlirke fm del tolote Aarhundrede,
ikke have været, med de heje Hvælvinger, de smukke
Blændinger, og fremfor alt med densskønne og sjcelds
ne Apiis; men den bar desvcerke altfor mange Spur
af Vanrøgt og Tidernes Faltigdom: ikke engang Lin
ne paa Alter-et var staanet, faa baade Naduere og Vielfe
maatte sie med de tomme Messingflagerx thi det var jo
Oplysningens Tid, derfor havde Skoleveefenet tilegs
net sig de Lyiepenge, som Tiendeejeren flulde spare
Vi ntodtages altid, felv i daarligt Befr, af en stor
Forsamling, der har fordelt sin. dels inde i Kirken, del-J
nde paa Kirkeganrdem thi den egentliqe Gndstienefte
er ikke begyndt; der er Skrifleniaal Dette blev den
Gang-holdt i det store Sakristi« thi, naar Antollet of
Konfitenter tillod det, tog Prwsten dem ind, helft faniis
lievis, for at han kunde give Skriftetnlen en saa aaben
og fortrolig Henvendelse som muliqt; kunde dette ikke
naas, blev der dog knn indladt saa mange, sont knnde
fnkrle paa een Gang, og hvekt Sirt fil sin Tale Deren
ud til liirken blev lnkket. og ndenfor stod den gainleI
Degn soin en Cerberiis, dels for at innimenligne de
indtrædende med sin Liste, rig dels for at hindre dein,
der ventede udenfok, fra at iægge Øret til Deren
Den gamle Degn var en ganfke mærkelig Person«
Sceregent for ham var, at det dnbt furede Ansigt altid
var det samme, altid ubevasgeligtz ligesom han aldrig
i fin Gang, i Kirlen eller paa Vejen, var set i andet
Takt end fire Fjetdedels, fauledeö var der aldrig den
mindste Forandring at opdaqe i hans Anfigtsudtryk,
enten han fungerede i Sorg eller i Glædex han ftod
aber-et as alt, hvad der foregik omkring hom, og vendte
stadig den store Streu i det famme Tempo. Skumlere
vilde paastaa, at det engste Øiebllh da der kunde sporeö
noget fremmed Udtryk ihans Anstat, vat, naax Fad
- M
derne efter Daaben gik op at ofte; naar han gav Tegnet
til at de skulde komme, ved at intonere Offetsalmem
Jeg glæder mig
O! Jesus-! ved min Daalh
Og takker dig
Af Hiertet inderlig osv.,
da vilde onde Mennesker mene, at der var mere lldtryk
i Sangen end ellers.
Sangemä Desværrel der var virtelig ikke Tale om
Sang: thi der var ikke Spor af Tone i hanc. Det var itke
underligt, at han optog det fom en personlig Fornærs
meist-, naar man, .idet man gav ham Salmenummerne
spumte om han kunde synge den eller den Melodi: thi
alle ZW Salmer i Kingos Salmebog lød alle ens, uden
anden Forfkeh end at den ene flugte flere Ord end den:
andeu. Man kan jo desværre vænnes mere eller mindre
til fligt forargeligt chesenz men det var ganske vist
en utaalelig ·Ooergang, naar Præften med sin rene Te
nor beqyndte:
Alene Gud i Himmerig
Være Lov og Pris for al jin Naade
og Deqnen san fortfatte med:
Der han haver gjort i Jorderig
J disse samme naaderige Tage;
og han sanitidig begyndte sin langsonime Gang op og
ned ad .nirkegulvet.
Han tunde itte paa nagen Maade lide, at Menigs
heden oilde synge med, og hans Kone lige saa lidt;
naar hendes Sidemcend vilde gøre Tegn til at stemme
i hvisiede hun straks til dem: ,,Aa, lad Fatteri lad Fai
ter alene!« Der var een Mand, en Kirkegænger, som
aldrig iuigtede; i niange Aar, lige til sin Ded, Søndag
efter Sondag, kcempede han en Kappestrid med Degnenx
shan satte Tonen højere og heim-, men var som San
ger onitrent ligesaa uheldig som denne, saa det var for
alle Tilhørerne en øreslærende Væddestrid.
J note Dage vilde der ganske vist paa sine Steder
være blevet badet paa dette uhyggelige Uvaesen derved,
at Prassten gør sig selv til Fiirteianger, og lader denne
sidde i Degneftolem medens han selv oandrer op og
ned ad nirkegulvet Dette blev nok ogsaa undertiden
foreslaaet, men Præsten nægtede det paa det bestemte
ste. »Im har virkelig slet ingen Ret til at scette ham fra
Bestillingen; det er beklageligt, at han nogen Sinde
er kommen her, han burde aldrig have været Kirkesans
ger, men nu er han det engang. Hvad vilde en Præst
gere, naar han iyngende vandrer op og ned, og han saa
saaDegnen komme for at hcevde sin Net til at vandre ved
Ziden af l)a1n; det blev sikkett Præsten, der kom til at
trcekke det korteste Straa. Nest den eneste Udnej er vist
den at bei-ge Stolerne ret ofte, og der at indøve Verne
ne i Salntemelodierne, fortsoette ved Konfirmationsfor
beredelsen og iaaledes opdrage iig et Sangkor, deri
Kirken kan ,,tage Troen« fra Degnen Paa den Maade
tkceder vi innens Net for nær«
Modieetninqen mellem Prcest og Degn traadte in
nen Sinde grellere frem end ved den heilige Nadoere
Naar den første messede, —- jeg bar aldrig hørt nogen
gøre det mere opbyggeligt, —- Jnditiftelsesordene: »Vor
Herre Jesus Ninus-, i den Nat, da han blev forraadt«
osn., iwniede han Røsten, naar han kom til dette »for
raadt«, og det hele Drama traadte saa leoende frem:
men naar saa Degnen udstødte, eller rette-re udhalede, sit
qnieliae Ameni —- saa var det hele Jndtryk forstyrret
Tet mesi paalidelige Billede af Prassten i lsans lsele
Virisomhed kan vistnok gives ved at aftrykke den Jn
slrnks, lsan gao sin aeldste Søn, da denne i hans syv og
halvtredsindstnvende Aar, medens han endnu stod i sin
fulde Aandskraft, blev Kapellan has hom.
Den lød saaledes: ;
Vejledning for min kære Medhjcel
sper, da han traadte ind i den gejstlige
Stand, fordi det er min inderlige Ban,
at min Erfaring maa komme ham, mit
Hieries San, til gode.
Allerførst vil ieg tale om dit Forhold til den Me
»nigl)ed, der bliver dig bettoet; ikke alene til denne, hvor
sseg staat ved Siden af dig, men ogsaa til den, dui
JFremtiden ikal kalde din
Det Vil vel jagtens blive djn Lod, jom det hat occ
«ret min og mange andres-, at du man begynde med et
Entbede, der lnn kan give dig en tarvelig Jndtoegt Al
ligevel bør dn ved din Tiltrwdelse holde alle Tanker
dur, at du om kortere eller længere Tid skal ferlade den,
langt borte fra dig, og du fkal fra den første Tag holde
fast ved, at det er denne Menighed, der er din, og det
er den og dia, som Gud har samtnenføjet Thi dersom
du lomtner med Tanker om snart at draae bort igen,
faa nil der innen Fafthed og innen ret Zandhed vasre;
i din Gewinn Hold din Jndtrwdelfesprcedilen i deni
Tro, at der skal du blioe til din Død; ital det ikke viere!
saaledes, saa faar du nok et eller andet Bud fra Vor
Herre onl, at nn har han ang for dig et andet Sted
Ovorledes man san en betrogtek Priesters Forflyttelfer,
faa er det dog en afgfort Sag, at ligefonk Herren i Lin-.
nelsen om Kongesønneng Brnllnp ikke sendet de sannne
Tjenere hver Gang til de bndne, men førft sinc, og der
nasft andre, sanledes kan det for Guds Rige voere mid
vendigt, at der kommt-r en nn Nest til at lyde i en Me
nighed, men betragt det blot itke fom din Sag alene
at bestemme Tid og Stund.
Men paa den anden Side: med vor Egenkcerlighed
og Lyfter for Øje stal du svogte dig for at udgive det fom
Herrens Kalt-, der dog mere er dit eget. Du hnfker
not, at da en meget bekendt Prwst søgte og fik Befors
bring til et andet Embede, og han i sin Afskedöprædis
ken udtalte fin Sorg over at forlade sin gamle kære Me
nighed, men forsvarede sig med, at det var ikke hans
egen Syst, men den Helligaands Kalt-, der havde drevet
ham til at We bot-t, da blev den spydige Bemætkning
gjort, at det var yøjst mcerkeligt, at den Helligaand altd
drev Præsterne bort til Embeder med stinke, men II
driq med mindre, Jndtaegter. Jal shvor dog ogfaa Pos
ster kan vasre forunderlig taktløse Past. N. i T. fjgit
jyo Entheder forgasves, men han havde iat sig det sa
faft i Hovedet, at han fik et af dem, og hver Gang holst
han Afskedsprcediken om det tunge i, at han var tvungs
til at forlade Menigheden. Naar det ene Embede fa
var givet dort, tog han fat paa det andet; men da has
endelig fik det ottende, faa var der ingen i Menighedex
der brød sig om den Helligaand; det gik nu som mai
Hyrdedrengem da Ulven endelig ksom.
Er der nogen forsvarlig Aarfag til at forlade di
Menighed, saa forklar den det ligeirem og redeligtx met
lwad det indvortesliald angaar, faa lad det blive en Sag
niellem dig og den Herre, du dog først og fremmest ilai
tjene, og fom er den famme alle Veane
Naar du hat gjort diq ret klart, at du nu bor i ibn
dlkieniql)ed, det Vil jo sjge,, at der er mange :I.Iiei:iahcu:.·s:.
itore og fkmaa, paa Hoden og i fkønne frngtbare Linne.
men of dem alle er der kun en eneite. der er din, Tat- sit
jea sikie dig, lwad der følqer deraf. Du beliøver knn at
bringe een Gave med dia, som indeilutter alt ander 1 Fig,
det er Oengivelsens Naadegaue Der staar ju, yvor der
tales om Herrens Forhold til Menigheden, at han ben
gav sig for den, og deraf var Følgem at Menighedeu
blev helliget og ren«set, en herlig Menighed, som maattt
være hellig og uftraffet Dette store Maal blev naaei
oed hans Hengivelse og ved din Hengivelse, først til
ham og derefter til din Menighed, skal ogfaa det unad
som er hans Villie og Hensigt med din Gerning i han
oa din Mseniahed Mangler du Villie til at hengive dis,
til at ville tjene alle af den Aand, der boede i hat-,
saa forilaar dine gode Evner ,dine Kundskaber og For
stand aldeles ikke; men har du den, saa begynd med
Frimodighed, og du ikal fe, hvilke skønne Frugter der
vil vokse paa Hengivelsens Træ.
At hengive fig, det betyder jo at ofre sig selv os
sit eget for andre. En god Præst har det tilsælles mes
Lyset, at jo stasrtere det lyser, desto mere fortcerer dit
sig selv, og det stuttes til sidst; men til hvilken Velsiqs
nelie bar det ikte været for mange, som saa oed dette
LyEIP —- saaledes vil du ogsaa sortcere dig selo ved Heu
givelsem og til sidst gaar ogsaa du bort; men sryqi
itke: de, der leerte at se Ved dig, og de, som fandt den
rette Ves ved dig, og derved selo blev Lys i Menighedeih
de vil staa omtring din Gran med Velsignelse og Tak;
oa den Herre, som hengav sia selv sor sin store Meniss
hed, han vil holde den Tale over dig: »hvo som vil
frelse sit Liv, skal miste det, men hvo som mister sit Li
for min Skyld, han skal srelse det.«
Du vil maaske spørge: hvorvidt skal Hengivelses
stroekke sig2 sor hvem skal jeg hengioe mig? Jeg ktm
ikte sige andet, end at du skal forsøge paa at hengive
dig for ethvert Menneske, der derved er dig betroet, at
han bor inden sor dit Sogns Groenset Det kan vel sy
nes, som om dette er et daarligt Stel, men det er nu en
gang Grwnsen sor dia: det aør Forskel imellem dem, der
er indensor og dem, der er udensor, og dersom nogeu
oil anse denne Grcenfe som en Hindring sor sin Gernink
saa Vil han, so længere lsan rykker fremi Hengivelsq
leere at tatke Herren, fordi Grcensen «ikke ligger lasngece
nde. Sknlde nogen mene, at det so dog er noget aldeles
vilkaarliqt hvor et Sogns Grænser begynder og endet,
saa er der saa meget andet i Lioet, der ser nd som et
blot -Hændelse, og som dog er noget langt niere. Ordei
staat, saa vidt seg huster, kun en eneste Gang i det tm
Testamente, »as en Hcendelse drog en Præst den samme
Ves«,· men den smndelie havde dog større Betydninq
baade for Præsten og sor den oversaldne.
Altsaa, med det Forsæt, at du vil forføge at væu
noget for alle, maa du komme. Du har Ved din Tiltrid
delse itte Net til at betragie nogen, som om han ikke
kom diq ved, —--— at dette vel senere kan ske, er noget an
det; men du maa begynde med Apostelens store Regel
for Øse: «Jeg hat giort mig til en Tsener sor alle, paa
det seg kunde vinde des slere: seg strceber i alt at tret
kes alle, idet jeg ikke føger det, som er mig selv, men d
sotn er mange nyttigt, at de kan srelses«
Du har i denne Henseende en stor Fordel, at ds
nemlig ikke hører til noget Parti: —- jeg ønsker, at d
aldrig maa komme til at høre til andet end det, der
imjes med at have Jesus Kristus til Foret Dersom ea
sPræst kommer til sit Embede, og Nygtet om, at hau
ihist-er til et bestemt Parti, er gaaet i Forvejen, saa blioet
"han øjeblitkelig taget til Jndtægt as dem i Sognet, sos
derer til det samme; de vil straks vise, at sørst og frem
mest herer han dem til, derved skydes de øvrige til Side.
og der indtræder en Spaltning, som ikke altid er U
at udjævne Denne Snare, som er kommen manan
Prasst dyr at staa, kan du undgaa ved at minde dig selv
om: »Alle er de mig betroet, og jeg er alles Tjener·«
Dette ndelnkker ingenlunde, at der i Tidens Ltk
ndvikler sia en Forskel i dit personlige Fothold til den
enkelte, men saa har det en natuklig og ingen nnaturlis
Grund, naonlig den, at J beage er eet i vor Heere-s os
Frelsers Tro.
Du kan vol has-Je Grund til at sperqu Zlnl jeg os
saa gcm til dem, out hoc-m alle er enige, at der vil oq
lau ika fnyttes noqet Forbold intellem dem og min
Raum-y- anbcnlscre Smtdem Fall, fom aldkia sættex
des-es Fde i Hirtenk? Jeq lau ikke suare andet end Jckl
Til alle udcn Undtogelfe, osn det faa er den enefteGanQ
du kommt-r l deres Gus: det er din Pligt at goa, for at
tilbyde dem det Nasdelmdskab, du er sendt med, og som
skal fokkyndes for »den qanske Verden«; hvem ved. ow
du maaske ikke kan være heldigere med at vinde dem
end dine Formænd var. Accidit sæpe in punctd, qvod
nonfperatur in anno. Frygt ikkel Du behsver ikle «
vaTe bange for at btive stnidt ud, onj du end kan eq
leve Herr-eng Ord: »Dersom nagen i et Hut lkke vll em
namme eder, og ikke here ederö Tale, san gaat nd as
det Hus og wster Stsvet af ederö Fsdder«; men selv I
hat du gjort, hvad du burde ved ikke at san Hast
forbi.
) (MW·)