Den gamle Præflcgaard
en gammel Feltprcst.
Gott«-)
Den wldstc Søn var Student, oa sanitidia an Zøn
af en af Prasslens asldile Rennen Di- taltc am Reisen
og om de unacg Optiold i den storr Stad: nim, da Pras
sten time-da at det Var et iarliqt Lin, inldt af Kristal
ser, og han føjlsde til: »Einem-II dn aller jea kan betsarc
deml« svarrdis Vennon nimct rast: »Ja, iea fortanacr
itke af min Son, at lian ital vaer noaon Holaen«.
Ti- skiltrssz ad, Vlircsjicn im det nainlo Sinn nimme
de fla, Drin-no var trnklct nd for at spanidcssz for: nien
Luftm vat- saa trnkkesnde lsaadls for Forasldre oq Zon
Da vinkscdis Prasiten Sonnen lien til siq oa iørtls liain ind
i Stndrrvlammercst, der apnitr iaa nianae Minder fra
Barndommrm oa Moden-n sad der allen-de mod Tar
klasdrt for iinc Øjncx Da Dem-n var Instit frcmtoq Fa
den-n rt annsfo sinmolt Bilchdc til noale faa Stilling:
det ioresstillrdts en Mand snvd iin Wins, Her taaisr Af
sklsd nie-d on Ein-, der ital paa Vandrinq oq sont staat
midt intelleni dem mod Nansclcn lsaa klimmen oq nd
strastkcr iin Saand til Afiken
»Msn sinns, faer Drenal Tag bettl- Villcdis med
dia: Moder oa jisa liar skrrvet vori- Navne nisdcnnndcsn
for at dn kan forstaa, linin do tro Pol-sonst pr. Vasr dlst
has dia, oa naar dcst onde kommen saa taa det frem
faa kan dn sk- o—5«, iin vj nnsd vor licle misrlialipd ons
favncsr dia, oa saa nil dn not saa Kraft til at siais til
Fristen-in »Via bort fra iniql«
Illlodrrvn stod im oa kahl-di- ssa oni Sonnen-J Hals;
hnn hlsiskede sin Llislcsd saa stille-: »Tu, vor or ntsn Stoll
bcsd, dot ist-d du, na linisri Røit altid liar haft en Wann
sont inacn andern-, iordi im as din klllnnd sørsns Nana
harte niit ka-I«i·sl(s Raun: ,,!lI-’o’1-!« In nil itfe slaa nisa
feil: tlii saa brnder dn mit Hiern- i Ztnklcn naar dn
komnnsr tillsaaes, iaa er dit Lic oq dit Zinil dtst sammt
soin i Tag. Iaa nn din Moder-J »in-J med paa Mien,
oa Mnd vcliiancs dial«
Voanen var kørt frem, de nmatte eine iia losk- ira
hinanden Zønnen kørte lanqiömt nd nd Lande-desjen:
men der iiod en Flok Uaa Oøjen i Laden, ninkende nied
dereiz Lonnnetørtlasden indtil Balken ikjnlte dem on
det aamle leere Hietn for ham .
Tet lille iimple Efillinngbillede er nieint i treiindss
tyve Aar: det bar nandret vidt omkrinq i dis—ie Aar
i Kein oq i Fred: ai oq til lsliver det taaet frem, iaa
taler det endnn liqefaa inderlint ioni liin September
dag. on stiller Virteliqheden i Illlindetsrs Etiktelie freinz
tlii nanr det lnllesJ op, ftrønnner der en Tnit nd ai
det, iom leivendenør den aainle stasrliabed til dein, der
er quet bortz -- det er Sonnen-Z Jeriitmroie
Nu er den nantle Priesteqnard ineinnnden, den«-«
Sted kendes ifle niere. En skøn Jnnidan blen der sink
ket Jld vaa den ai en lille Tienefiednsml, der iffe ind
ste, lsvad tmn aiorde: da inden en Tinte var den en m
gmde Tonn: alt, bvad der var inmlet i inreetnve Aar,
alt, livad Hiertet bavde iaaet iaa laset, linert Einsie,
sont bavde iin Historie, alt var dorte. Prceften var ilfe
Ichjemmcn da Ulnkken ikete, ban var flere Mil dorte vaa
en Enibedsreiie: en Zon, sont var hiennne. blev iendt
til lmm for at bringe liam den iømeline Efterretninn
saa ikannlmnt .ioni mnligt. Daaen efter anden deute
des lian biems lian un band Onitrn var i de inanqe Aar
saaledes notsede samtnen, at de Var «eet Werte da een
Sjcel«· Hnn liavde i den lanae Tid saa ofte erinret, at
i Prkwelien var limi, den lille skrøbelige Winde-, den
stcrrkeste:'fmsrkere end lmn, den liøje ranle Mand. Onn
sad dernde pan lldfiatsliøjen i Hauen oq inejdede nd
iniod Balken: lnin imntede for, at Zlaqet lmnde vieret
»Hm lmaedt for ham. da det linude trufiet lnnn nden non-Z
Støtteitan Nn ikiinter lnm Wonnen, reiier sin. gaar nd
intod l)mn, og naar ban i rette Tit-. Gan liaode allerede
set, at der ilet intet var tilbnqe as det nainle Hieni; kun
en Vrandtomt, lworovee de store ivedne Elnietmser nn
stod iotn Ssrqeaike: i det Øjeblik sank han samtnen, on
da bun naaede hinn, var en Krampegraad ved at brnde
frem. Da toa lnni hat-is Honed imellem sine Sasnder
on gav liain Trøit i de Ord: Pfad-Oel elikede Faderl Vi
kan ikke glennne inrretyve Aar, fulde af nfigelia :iiaade,
over en eneer Tags Zoml« Det var for ham det for
1Ifende Ord, san han knnde sont-e: »Tak, bvot knnde
jeg dog glemme det? ieg har jo dig endnnl«
»Det er ikfe godt, at Menneilet er ene: jen vil
gsre ham en Hin-la iom ital vasre hos han1«, iaaledes
»talede Herren i Stabninaens Begnndelie, on han bar
holdt sit Ord rnndt om i den hele vide Verden: iea
ved intet Steti, twor dette Ord er itønnere opfyldt end i
de gamle Prasstegaarde
I» Gnd veliiqne iremdeles Samlivet derindel
)
Jnden im forcløbia forlador den aamlc Guard,
maa jea endnn onttale en Egenfkals ved don, dct nor
Gasstfribeden Den fandtcsi i bøj WImd: Dunst fkod ikke
clene nacht for dom, der dkog forbi una den nlfare
Ves, og Tom søatc derind for at lmile siq on Stund
nejl det ftod aabcsnt for enlnnsr, sum tmsngttb
Dct var rn notwendig Folge af de fattiae Tiber,
at Anat-riet var almindclia ndbredt: dct anwg til sidst
en fandan Udfirætnitm, at Zoqnct nmattc antams en
stor, ftckrk Mond til »Stoddvr-konnc«: hanc- chrv var
det at vife alle fremmede Inmier ndcn tm- Zoqnctsz
Gras-ne on navnlia at passe non do jnafaldto »Nat
mandszsfolk«. Tissc droq om i tut-get sinke-Floka Manidcsne
forsynede med Wurme-ster- og Idedclflikkerværktøi. Win
derne ofte med en Vugae, hvori et Vorn laa, paa Rog
gem on pan Bryftet med en Pofe, hvoraf et starre Bar
nehoved stak frem: des laa ndc om Sommermrtterne
om Vintcren gernd i Bøndernes Loer, og de kunde un
dertidem navnlig paa mindre- ftærkt befolkede Eqne, va-·
he temmelig nætgaaende. Dei kunde bcrndc, at do splte
sig generede af en for stor Binnewa faa lod de det
mindste as Bornene blisve tilbaae et eller andet Sted
— ved en befaret Vei, og saa drog de videre.
Saalebeö fandt Præsten engang, da han vilde gaa
i Matten, et spædt Pigebarn i Vejgrøften ved Havelaas
gen; det blev døbt, sat i -Pleje, vg, da hun var konfirs
meret, kam ihun til at tjene has en rigtig flink -Gaard
mand. Fornnderligt var det: hun havde det sna godt.i
alle HenscendeU men Fuglenaturen var i hende, Naturen
git over Optugtelsem da den forsie Natmandsflok drog
farbi, tnnde lhun ikke modstaa Fristelsen, hun forlod
alt, fors-vandt, og kom først til Syne mangfoldige Aar
efter, da hnn blev afleveret til Fattigvassenet
Hnn gik altid stille omkring on indlod sig ikte
gerne used-andre; hnn var trosast, og alle vilde gerne
the hende i Arbejde, men selv blandt frennnede gik
hnn altid grnblende otnkring. Hvad grnblede hnn over?
Ved en Hasndelse kam det engnng frem; hnn tin-rede knn
eet Ønske endnu iLivet, neinlig det, at hnn lunde koni
ine til«:’llters:s. For at hnn knnde nnn dette Maul, tog
Prcesten hende til sin, for at nennentnaa hendess Børnes
last-dont ined lsende, on det niste sig da, at niedens Las-J
ning on Strivning var fnldstændig glemt, san var
Børnelnsrdonnnen det ikkez nien alt laa saaledes hnlter
til bnlter, blandet Ined de inest forskelline Tinn, at det
syntesI noverkoinmeligt at san det bragt i nonenlnnde
Zmnnnsnlnrnn Hnn sorklnrede, at hnn i de munge
Aar stndin haude vandret ointring, mest i Østerrin og
Unnarn, og næppe nagen Sinde haode næret flere In
ne pan eet Stud- Der var bestandiq nagt-t, der drog
liende opnd, on sont uoldte l)ende Um; i sdirken hnode
lnin aldrin t1n·det komme, nten saa snart lnm kom for
bi en Stole, drones hnn med niiqelin Lcengsel ester
Vørnene, on lind dn Lasten-n, onI hnn ikke inantte fid
de et Øjeblii inden for Døren, niean hnn lnwde Religion
Raar linn da surrte-J, at nn knnde bnn ifte rnnnne niere,
im gik lsnn ntter dort, on taentte over det, hnn lsavde
.«rt, lande det samtnen nied, lwad lnm hnvde snaet
n1.det5teds, on sanledes uandrede lnni nrnblende, til
linn ntter snndt en Stole Ved denne Munde at lnsre
Pan nanedeszs det, at alt laa intelleni lsinandenz den
dyhesle Zandlsed lan ved Ziden ns den mest lmrokke Bild
sarelse, on der ndnik Sonn sont nidnede onc benne Tele.
Men, Gnd vasre lovet! nanr et klllenneske ,.er as Zaud
lsed«, saa nøseski Vorherre so Ined san lidt, sna lidt frn
vor Eide, on lnm var virkelig ns Enndlsedem lsnn nan
ede den store lislnsde nt komme til Lwrrenss Vord; san
Var der ilke inere sur lsende at leoe for, on hnn
gis bort fort efter.
La det lilev paalaqt alle Unmut-denke 1 anuandj
at der Pan een on fainme Tag sknlde holdes en Nazzia
paa alle de otnvandrende Folh blev disie innilede ou til
iidft henoiit lnier til sit Hjeiniled og dernied hørte denne
Plage for en stor Del op.
Men »de fottiqe have J altid hosis edel-", det viste
iig ogiaa ber; Antallet af disie var tneget frei-t; nann
lin lienintod Jnl var Døren aldriq lnkket Prasften kom
on ad lllaarden oq medte en stor Flut ined f1)ldte Hinwe;
da lian kom ind iaade tian til iin .(ione:
»Im synesJ inesten, at det bliuer for inegetl«
»Ja, det synesrs im rigtiqnot onsam endnn er det
neepne Middaq, da lier har dog vieret to on tredinei
Dag.«
»Te: kan dirfelia ikte liline ned at gaa iaaledes«.
»Nei! det er jeg eniq i; Uil du iige det til dem«.
»Eige det til dein?«
Terined ait ban, dg der lslen intet jagt; sian for
andrede Tiderne im, men indtil det .fkete, var Prieste
naarden de fattiqes Asyl
Der laa i det liele taqet en tin-net ftrerk dragende
Magt i den gainle Guard, nden at det egentlig er let
at iige, hvori den Ina; der lom en Masiiqde fremniede,
og de toni atter og atter igen
Jea lmvde en qod Ven, ioni en Tag noqet for Mid
dag foni hjein on fortalte sin Koste. at han havde trnffet
noglc gainle Betendte paa Gaben, on dem havde lian
bedt ein nt lonnne til Illliddog. Da hnn tilfyneladende
lsleu inmet nlsehaqelig onermiket, for-di linn intet ist«-J
tra hande at give dem, spare-de han: »O! bryd dig ilet
ifte oin det, iøm blot for ct venligt og glad Aniigt i
Tallertenen: det er Hovedsanen«. Teriom det ilaar til,
faa er Gnaden ined Heniini til de nmnae frennnede i
Prasstegaarden riqtianok løst: thi inilde og venliqe An
iiqter var de altid iiktre paa at niøde iaa vel bog-i Pras
iten fom hos hans Konk.
Men til disse to inaa det ganike Viit indfkrasitles.
Born pleier ellersI gerne at ville se fremmede, nien det
var paa ingen Munde Tiliceldet lierx mere ugcestfrie
Skabninger fiudes isten Jeg tun iiæupe angive Aal-sa
gen: niaaike var det, fordi de var iig selv not, maafte
fordi deres rolige og ensformige Lin blev afbrndt: et
Vidraa var den ueftergiveliqe Omtlasdnjna oq den fntale
Prasfentation
can mart en Vogn mass- eller hortes, gao Børnrne
fiq We Tid til nrerncere llnderiøqelie, de forivandt: thi
Inn-In det icm var, jcm var det en Fjende Te qav den
iannne Forestillinq sont en Staats :lkatinsel«ter iqmnle
Hilfe-, i Merket vrimler de naa liizilvench men i sannne
Lieblik noaen trasder ind ined et Los-, farer de ind i
deresri Stnntlntller on itinller fig. Blev Bernene ille
kmnfke onerraskede ved et aldeles nventet August-, san
fo’r de nd ad Deren, hort, lslot dort: nien var Netraiten
ad denne Vei dem aislaren, iaa nd igennem Vindners
ne, nd iHaven eller Mai-ken, for at afvente,- lnmd Ti
den uilde bringe .
Var det til al Ziel tun et fort Veiøa, til Eiter
sniddags Te Kl; fein, san lod de iia flet ikle ie: men lilen
de frennnede til Tilfteth ina mnntte de til iidit bide i det
sure Æble ou lifte iiq ind ad en Bauder. Der knnde
endnn i den asldre Tid vindes en Sinnle lldsasttelfm thi,
naar de vor sinuttet ind i liefkeneh blev de niodtaaet af
et stort Baal paa Skorstenen, bvor der hanq en Gans
eller en Flalkun pao Spid Kunde Kokkepiaen nn for
barme iiq over et Par af dem og sætte dem til at dreie
Spiddet, iaa havde de jo en Undsfnldning til at forhale
Jndtrædelsem og hvilken Glasde var det desiiden ikke,
naar de ikke blot drejede, altid uvcegerlig i det samme
rolige on langiomme Tempo, men isten naar de dyn
pede Kosten i Flehen og overftasnkede Siegen dermed, faa
Jlden gnisirede og sprudede of de Stænk, der faldt ned
i den.
Men sont al Ting faar en Ende, iaaledes ogsaa
dette Arbejde, og nn ftod det vcerste tilbage: Jndtrædels
sen i Etnen og Prasientationen for de fretnmede. Bat
nene blen pndset op, de gik til Dagligftnedørem lyttede,
vendte onl, fordi de ikke fandt Øjeblifket pagsende de
kam iaen, hande Hnanden paa Laasem men vendte at
ter onl: -- faa foni pludfeliq en voksen nnentet nd af
Deren, de dar opdaget, og de maatte ind. Hoilken Tor
tnr! Jeg tør ilke indeftaa for, at denne Pine blev be
ftandig hos dem alle, ncen om en af dein ved im, at den
hemmte ved i Inange Aar, i Inange forsikellige Stillin
ger, i Wig sont i Fred, og at det først efter megen
Overvindelse lykkedes hanc at viere iig few-, naar han
traadte ind i et ftort Zeljkab.
Dei var Lakidsbybørm de var ingenlunde uopdragne,
heller ille niere kejtede i deres Fremtræden end mang
foldige andre Vorn; men de Var dog Landsbybørn, ube
rørte af den store Verdens Former og Fordrinaer, og
sont den Gang heller aldrig ansiede, at det nogen Binde
skulde blive anderledes.
En ikeregen Aariag til denne ,,Fjaletl)ed« Var vel
not, at de fornd nidfte, at de iom oftest itnlde optrasde
sont Zanqere for de fretnmede De var alle, nden Und
tagelse, kommen til Verden med rene og smukke Stein
1ner: det liørte dem alle til, at de liavde innget i Pug
gen. Da den celdste Søn næppe var halotredie Aar gam
mel, koin den højefte Embedsniand, Ztiftamtmandetn
paa en Enibedsrejfe til Prasstegaardem lian var en ven
lia gannnel insvn Mand, en ftor Vørneven, som havde
liørt am dette Vidnnderbarn, og derfor endelia vilde
høre Trengen synge. Varnets Undfeelfe var ikke til at
overvinde, før det fik Lov til at ftaa i en Kroa, Ined
det lille Anfigt vendt ind imod Vceggenx iaö sang det
Fryd diq ved Livet
J dine llnndonisanr ein
me» sen tnivler paa, at disfe Ord fandt nagen Sien
klanq i lmns eget lille Sierte
Zangen dannede en lietndelia Hieelp til at fnrflsm
Tiden for Gæsterne Derfom Prwsten «bavde nagen Af
and, faa var det Musifkenx oq det var det ikke alene
i bans kraftiqe Alder, men oaiaa i lians liøfe Alber
dlnn. Sande den i liaan Ilnqdom haft en lienrivende
riskant ever liam, iaa belioldt den denne oqiaai den
fidfte ivwre on fmerteliae «Svadom: da var det, iaa
snkzrt lian liørte Toner im Jidevasrelseh sont om han on
leriede Ealniens Ord:
Jea fornemmer Folkestemmer
Velae hen i Enqlelor:
Tonestrømme om mig inmnme
Og forlynde, Gud er stor!
L! hvor da niin Sle kan iige
Glad Farvell til Verdens Rich
-— oq dug trillede den ene store Taare ned ad den gamle
le siind efter den anden: thi» det kan ofte falde faa
sperrt, at »iige Bei-den ret Farvel«.
J den ferste Tid indikreenlede Musikken iig til
Sang med lsiititar: da iwer Aften gil Priesten op da
ned med jin Violin, iom ban i iin Ztilling som Hnszis
leerer i et meaet mnsitalik Hns havde leert at ipille mere
end nlntindelig godt; naar han da spillede Rodesi ta
lende Melodier med Variationen havde han en meaet
takncmmeliq Tilliørertredsy Da Vernene Voliede til og
leerte et eller andet Jnstmment, da Tiderne tillod, at
der lileu anikaifet et asldm beugt sllaver —- iom Pras
iten aldriq nndldd at prasjentere med den Bennvrkning,
at ,,det var af :!Ic’arichals«, da nøjedecs man ikke med
det namle, men der blev armnaeret baade Trioer og
Fivartetter. ·
Der ntaatte gansfe nift uiieö en visi- Opfindidmhed,
sur nunenlnnde at instrnmentere, oq der maatte gelte-J
manne Unniten tln at ndføre de oprindeliae Instituten
som de dar ikredet derom knnde der navnlig i Name
delien ilte vasre Tale. Prassten ejede et sjasldent imnkt
ou kuitbart Instrument en Viola da Nambm sum lian
havde faaet somsret af en Adelsmand, der havde købt
det i Neapel; det liavde et bredt Gribebmsdt af Iden
holt, indlagt med Pserlemoen i Stedet for de oprindelige
ielss Strenge fik det nn fire Celloftrenae, og beholdt
en nnerkelia til-d oq indsmigrendse Tone. Første Violin
tilfaldt den asldste Zeni: Inen derfont lian inaatte over-—
taae Bratichem blev der taget til takte med en Fløjte
Da den celdfte Dotter havde lasrt at spille paa
Fortepiano, avancerede man til de slønne Trioer af
Mozart, Beethoven oq Mendelssolne
Hoox det dar skøntl oq med heilte-n Andagt blen
der baade spillet og l)ørt. De er harte-, de, der ipillede:
Viola da Gamba brasndte, den namle Præfteqaard er
iorinnndem men Tonerne fra de Timer let-er endnu,
uq lnier Gang en af Melodierne vender tilbage, man den
nsldite Zøn holde Haanden for Øinene: tlii de Minder,
der likmer iijnlte i diisie Toner bliver for stieer
,
lI.
J Dronnina Taamars Vife «bedder det fo:
Ta Hunnen red over Randbøl Hed’
To fnlnte hmmem femten Euende,
Men der hcm fom over Ribe Vro
Da red den Herr-e alene!
Det er net ier san fjaflden gaaet Forfattere-paa
lianende Monde: en hel Del Lasscre hat begondt mn en
af here-Z Bogen kjdt efter lidt under Las-Initiqu er den
ene falden fm efter den andeu, sna til fidst -— - red den
Heere alene.
Jdet jea nn kontmer til et nnt Affnit af min Vog,
føler jeg en vis Fryqt for, at det samme vil onemaa
mig, og derfor vil jea helft ftraks fiae, hoad Jud
holdet bliver, for ikke at beque nagen
Hidtil hat Bogen lmndlet om den gamle Prasstes
gaard, og om Livet i den: det følaende Afsnit aaar vi
dere. Liaesons en Prcestegaard er uadfkillig fra en Kir
ke m en Kirkegaard, fault-des er jo ogfaa Præstens Liv
i Ofemmet uadfkilleligt fra hansz hele gejstlige Virksomi
hed: ja, man tot vel fige, at ligefom det Ord, der Iyder
fra Prædikestolen, altid maa minde Tilhørerne om:
»Gut hen og gør det«, sauledes lyder det dgsaa for en
hver Prassh der er et Vidne for jin Herre: »Sig its
mere end du selv kan staa ded, men gaa nu hjetn acad
dei, som Herren shar givet dig facwel fom sde andre; les
nn i det og af det i dit Hiem at dn næfte Sondag ku
»staa ded« mere end den sidste«.
I Det er derfor min Hensigt i dette Afinit at give
en Skildring af Priestern iom vi nu tender lidt til fr
Pr-æs1egaarden, i slirken og i hans Menigihed For at
alle femten ikke lige straksz fkal falde fra, vil jeg navns
lig bede niine nnqe Prwstenenner om endnu at fslc
et lille Stykke nied; thi selv om de ikke fkulde finde no
get, — Tiden er jo åaaet frem paa mange Maader —
sont de niener, at der kan tjene dein til Efterfølgelsr.
saa oil der dog Inaaffe knnde findes noget lidet, som det
kan viere vcerd for dem at tasnke lidt nøjere over.
Tette saa ineget niere, sonnen Del af det følgenk
er fremkonnnen i en sit-regen Anledning
Da den asldste Zøn var naaet faa nidt, at hat
knnde hjwlpe Faden-n i haust besmerlige Enibede, di
var det dennesJ inderlige Ven, at han Inaatte blive til
Gier-de for heian gmnle fast-e Menigbed, og han tillod
der-for ims, at Eønnen begnndte Ined at gaa paa egen
Haand, det nil fige, nden at vejledesi af den Erfaring
Faden-n liande nnnden i de Inange91m«; han føgte at for
bekede hmn, saa godt han fortnaaede.
» Dei-sont Sønnen derfor ned det ninndtlige eller skrifts
Iige Ord hat« haft den Lykke at vcere til Werde for nogeu.
san liar han, mest hind! at takke den Fader for det, solt
faa kasrlin førte ham ind paa Vejen.
Jst-g har derfor tcenkt mig, at der maafke knnde vætt
andre singe Priester, hvenc det kunde interesse-re at vide.
hvad den gamle shavde at betro den unge, og hvorledes
hun seln ndrettede den« Gerniiig, der er fælles for gamle
og nnge Wrassten
Nn liar jeg forkloret niig fornd, og man saa over
lade enhner ieln at anwcm om han vil ftandse paa Rand
bøl Heda eller han vil følge tned til Ribe Bro.
Tet vil maaske være rigtigft at begynde ined at
bestrioe Præftens Person lidt nøjere.
Han Var en inink «Mand, temnielig højx bog Bril
lerne skiulte sig et Par Øjne, der til sine Tider kund
mere strenge, inen sum i Negelen vidnede om det bløde
on unt-nie Hier-te, der boede i In«nn. Det første Jndtryh
den irennnede fik af hinn, naar l)an tmadte frem, var
oistnok, at lmn var en Mand, der forftod at bruge Myns
diglied, baade i Tale og i Haiidliiig, og at han havde
en Villie, der var vant til at blive sat igennemz
Denne Mnndigshed var ifke paataget, sont den jp
nndertiden kan viere: den Var sanledes smeltet sam
tnen med hans Natur, at Børnene, medens de var sinnt-,
lnwde stor Respekt for den. Senere, da de blev voksny
faldt det Jndtryk aldeles hort; da kom det fortrolige
Samliv frem, shvor intet, hverken fra hans eller dereö
Side, behøvede at skittles. Da kom hans Hjerte til fin
fnlde Ret on vifte sig blandt andet deri, at skulde has
tale til nogen af dem, ved en eller anden betydningsfnld
Lejliqlied, da formaaede han det ikke nden efter at
baut-d nmnp for at holde jin Følelse tilbage.
Han var af Naturen en begauet Mand, og dektil
konk, at lian bande en unerkelig fympatetiik Røft. Den var
ikke steeil, nsen lnmr dar den dog grilsende, Og faa bøielig,
at den lnnde lraane ned til det allerdybefte, enten den
san lød fra Prcedikeftol on Alter, eller naar den nasslejt
hvifkende blev ledet ind i den inqu ellek døendetz Ore·
Vønderne lnwde en tndelig Furnennnelfe lieraf, og der
for saqde de dIn lmnt, »c1t lmn var en Engel Pan Prio
dikestolen, inen en ren Titeln-L nnnr lmn kom for Alte
ret.«
Tet nmntte for en ikke rinqe Tel tilskrioeö Stem
men, nt lmn dar en innre ljeldig Lejliglielsstalerz lian
kunde spille nun alle Hiertetszi Strenge
Oan dar en nng Mand, da lmn blev kaldet til sitt
store :lIc’eninln-d: on ligefdm lnin altid, seln sont gang
Mand, aldriq gil« Pan Prwdikestolen nden en visz Ængs
stelse og en levende Følelse af sit store Anwar, lcmledez
gik lmn Ined samme Sind til iin Tiltmsdeliesprwdikem
Bøndernesz anommelse var, denqanq viii langt
met-e end nn, forlnwiende, naar det gfaldt oni at erin
dre en Prasdikem hvor der var en drdentliq Gang. TM
har fravden Tid Eksempler paa, at enlelte flittige Til
liørere knnde gengive den nassten Ord til andet, lng
soin de ogiaa fleise Aar, efter at Prcediken var boldh
knnde fige: »Klein De ljuske, at den og den Søndag
talte De die-se Okd til os?« «
« Saaledeizs gil« det ogfaa med Priestens Tiltrasdels
sesiprcedikem den lieoaredses Paa inangeis Lieber jaa lieu
ge den Elægt levede, der hadde ljørt den; vel ikke mindst,
fordi Formen var san fdrffellig fra den, lmori den Slagk
Prcedikener i den Tid l)oldtes, naunlig dar Zlutningep
det
Tonne lod neniliq snalede—3:
,,Efteis at lmve udlaqt Dagensji skønne Evangelium
for edel-, esteis den Rande, der blen mig given, man
im ilntte ined at tale noget oin mig selts, soin nu ikke
alene skal lnjgge og bo iblandt oder, inen sont stal vil-re
Herren-I Vidnc for eder. sen siaer like-, at jeg skal viere
oder-J Vejlederx tlii Vejlederen er fasllesJ sur eder og mig,
Jesus Kristnszs: jeq flal tun Unsre et Vidne um og fot
limn un Eman Rande; ng det staats saa siltert for mig,
nt sen ilte tun fretnsøre ander Vidnesjibyrd end det, Her
ren seln lJnr ginet og vil give mig. Jffe alene sinnen
nim Mond i Bilder lonnner jeg til oder, nieii ogiaa sm
nng i Tro, ou sen ei- ittei Stand til at give mer-,
end jeg lnii«: jeg kan illie laane yos andre eller tage paq
Vom ou give det nd for niit eget; dersor beder jeg edet
l)e1·inde, sont ei- lnngt nidere i vor Hei-les Jesu Krisis
Erkendelse, langt mere p«c·øoede i Tro og fremskredne i
Kirrlighed end jeg, at J vil tage imod mig som jeg et,
og have Taalniodighcd nied mig, mens«jeg mere oq
mere skrider fretn ad den Vei, som fører til Lioet. Jes
retten-den Bøn til oder, sont liørec til de gamle i Trer
at J ikke vil forlade denne Forsamling og mig, men at
J for mig vil viere, lwad Aron og Hur var for Moses
under Komm-m bede for mig, at jeg, som Tiden gam;
kan blive mere pg meve frigjort ved Sandheden, sas
. jeg kan blive et rigtigt Herrens Vidne for eber«.
Wertheim-)