Den gamle Ptæftegaard.
en sammel Feltptæst.
Guts-ZU
Naar Afviklingen var endt med de hyppige Uds
taab: »O, er det Deml« aabnedes den tarveltge Taglia
stue soc Gapfterne Tarvelig var det hele Møbelment:
en stenhaard Itanape, betrukken nted blavtcrrnet hjems
melavet Hørlærred set-J Stole ug et stort og set lille
Bord, samt, foruden et SpejL et Par Forleninger .ved
de hsjtsiddende Vinduer. Paa Vasggene hang, hvad der
i mange Aar blev betragtet sont «noftbarl)edet«, Bille
der i røde Glasramnier af de tolv berøttiteste Kompo
nisterx for at hæve enhver Tvixvl onc virtelig Lighed
var der paatrykt ethvert: Nach dein Leben gezeichnetl
Men Gæsterne befandt sig niigelig vel derinde,
unstet Traktementet var taroeligt sont Stum, og det
af den haukde Reduendighed
Familien i den gatnle Prcesteqaard var nødt til
at folge med: entwer, seln den ollermindfte, lldnift uden
for det allernødvendigste straffede jig selv· Præsten hav
de tiltraadt Embedet paa en Tid, der endnu i de følgens
de ti a tolv Aar stadig gik nedad, og for at knnne be
tale enhver sit -— og det var en ufravigelig Regel — -
maatte der nted de usle fniaa Jndtnsgter pna det stren
geste gennemføres et felvfornægteliens System.
Tet var fra et af de førite Aar i den Tib, at Præs
sten iortalte folgendes Ved en Del Opofkelse af flere
Familie-r var det lnkkedes at faa en fattig »Hu-Inland
til at hente Posten i Byen en Gang oin Unen. Jndhol
det af denne indskrcenkede fig gerne til den lille Stiftsp
avis, der baade i Form og Jndhold bar Vidnessilinrd otn
Tidens Noifonihed og Stillestaaen; Brette harte til
Sjældenheder, baade furdi Papiret var dtth, og fordi
Portoen var iaa hof. at et Brev til nebenle tostede
to og halvtredsindstyve Øre
Entbedsbreve var, selv om Jndholdet jkke altid nrenat
taget angik Fiongens Tjeneste alene, kendelige paa de
tes zi. T.; mange af dem blev outsendt fra Provften
iden saakaldte Provstetaste, ier blev beførget fra Præft
til Prwst af Stulelasrerem som i Neglen feln moatte
lsbe med den, for ilke at skulle have Udgift med at leje
et Bud. En Dag ankom et Embedöbken med Posten; det
vor Unselng at det ikke indeholdt noget bel)age1igt, tl)i
Præften faa forfcvrdet nd og betroede sin ulyllelige Ko
ne, at det var et itrengt Nykkerbrev fm Eurem-weih
bvoti han blev truet med den sterer Ulylte, deronst han
ikkc uopholdelig indsendte den kesterende Prasmie Tet
stod klart for dem begge, at det var en llnmliglnspd at
staffe Pengene til Befe, oa dng nmatte der findes- Pan
en Uddej for at afvasrge det truende lluesz Man blw
sda enig um« at Prasslen sfulde gaa oder til den meget
Eldre Naboprast sont nor en mere fursøgt Mand, der
ansaas for at leve under liqnende »dann for nt fao et
godt Mad. Han tog jin Etok ou vandrede derdver; da
schon havde achnet sit Werte for den merc erfarne Rudo,
tog denne bom »den at sige et Ord med ind i sit Stu
benkammer-, hvor han aabnede et gamtnelt EhatoL tkak
en stok Stuffe ud, som var fyldt med Atem-, Aar efter
Aar indkomne oa oldeles ligelydende med det, han nu
for første Gang havde faaet. Noboprceften forsikrede, at
Entekasfens Samvittighed var ftillet til Freds, naar den
blot fik sine Biene, bvorpaa der aldrig sont Som, af
fendte: thi der var i de mange Aar endnu aldrig time
des ham nogen Ulykke i den Anledning. Med denne
Trsst vandcede han atter hjem; oq lidt eflcr lidt fyldtes
Vfaa hans Staffe.
the alene Levemoaden, ogsaa chededragten var
stmpel i Prasstegaardem oa jeg er vis paa, at hvekken
Præsten ellcr hans Kone i mange Aar købte nogen sijolex
de bar begge det Tøj, hvortil deres egne Faar havde
leveret Ulden, som Husmoderen og Pigerne havde spuns
del og farvet, Vasveren i Sognet vævet, og som en
Monds-· eller Kvindeftkæddec, der gik paa Omganm
havde wet. Som Birnene vokfte til, fik de asldfte For
celdrenes aflagte og omsyede Fllæder, der saa gik i Arv
til de mit-, men stadig blev kortere og loktere·
Ttæfko var for Bornene det eneste og bedste Zod
th uden for Huleh del var i Stand til at bære igens
nem tykt og tyndt, og i LIbet var det saa let at tage
dem as for at tmnme Vandet ud af dem, og saa fort
iætte med de pjaflvaade Føddek.
Den crldfte Søn havde aldkig hatt Hunnen m yan
blev otte Aar, da fik han det føkfte Pak, oq hans Glæde
var usinelig. En gammel iordkuiken Skonmqrn der git
»von Okngang, bit-v heutet for at sy den-; det ftod fleke
Dage paa, og etiwert sZsjcsbliL der tunde affes im Ums
ningen, blev benyttet til at staa over Zionmqercn En
delig blev de fasrdigw at de paa sine Ztedcr var for
stete, Dem andre for inton, det blov der alchles itkc ta
get chsun til: of økonomiftc Grunde um« Ort-long be
lagte med Jeknsko, sont sman Ocstcsiix on dist var en
utrolin Gliede for Dkengem da han forste Gang ftulde
ned til csn ai Herreganrdena for at viiis iin Stoltl)ed,
at gaa et stokt Stykie ai Vejen baglwnc3, for at ie, inwr
tydclig Heftefkoene blev staaende i den blnde Jord.
Vistnot var det en stok Hjælp i det tnrmslige Hug,
at fom Aarene gif, votsedcs Papst on Meniklhed indcrs
ligere on indcrliqercs inmitten, oq Banden or altfor
praktisk anlagt til ikke at vide, at der gioes andre Ve
viser paa Venikab end venligc on anerkendende Ord. Be
boekne nøjedes iite alene med at ivare derks Smaakcs
sel, Sinn-, Ost og Æg, som de var pligtige til ; nejl der
var itkc mange Dach, paa hvilke der ikke kam Gavek
af Kot-, Fiik, Vildt og andet godt til den gamle Pras
stegaard Jeg tør vel ikie paastaa,-at Gewesene altid var
udspcmiqne af en ren oa ublandet Kwrlighed; det gamlt
Ord: Noget for noget, laa mete i hin Tid iom en Art
im Fædrene end i Nutiden: men vist et det,«at der pas
den Maade blev lukket mangt et Hul og bødet pack man
se sm.
Det er teudenien i vore Dage, at enbver Af
Iijt in natura bit converteres til Pknqr. og at alle Ydels
Ia ital iovvandles til Kontanter. Jeq bar altid iet be
i
s
tænkeligt hetpaaz thi jeg mindeö saa godt den Wid,l
bvor sTienden kun kunde leveres, fordi den leveredes in
natura, as det, sam var ienhver Bandes Gaarsd, og
hvor det Oilsde ihave medført baade Jndsørsel ag Ud
pantning, dersom der skulde have vceret betalt Penge.
Og hin Tid,, da en Mand for at kunne betale sine
Skatter ofte maatte kare sit Korn sra Købmand til Kab
nmnd og tigge sham til at give ham en ringe Pris sor
det, fordi Terminen stod for Dørem sden kan komme
igen, om itke as de samme Grunde som den Gang.
Dei qsaldt i disse Aar, hvor Sparsommeligheden
Inaatte gennemsøres i alt muligt, iørst og fremmest
am at nndaaa enhoer Pengendgist, on heras fulgte at
tek, at·enhver ikke alene maatte leere at nøjes med det,
ihan hande, men at Fordringerne smaatte indskrwnkes
saalede5, at de kunde tilsredsstilles ved det, der var i
Hufen on til nt gøre Uddyttet as dette saa start som
niuligt.
Teite sorstod Prcestesrnen trods nagen; hnn var
en udmasrket Øtonom, ag i høf Grad arbejdfoni. Bedre
end Præsten sorstod hnn at tage Forlsaldene sont de
var, ag, naar han nndertiden tnnde nære Ønsker, som,
i hvor smaa de end var, dog overgit de beskedne Evner,
da var hnn nied sin dybe Natur altid i Stand til at
give Fortlariiig, san han sapan dem.
Hun var et arbejdsomt Menneske, sont aldrig syn
tes at kunne blive trcet; hnn sasrdedeszi tidlig og sildig
i sit Ins-, itte alene inde, men i den nhyngelige Udens
omslesliqhed i et Bryggers og en Mastkestne med toppet
Ztengnln, tlinede Bergge, utætte smaa dlyindfattede
Vindner, twori det tudede, saa snart Binden rørte fig
kort sagt, paa Zteder, hvor der var saa uhyggeligt og
toldt som der vel knnde via-re
Da Børnene blev starre, sagde de ofte: »Men, Mo
der! hnorsor gaar du dig dog aldrig en Tur?« Hun
svarede dem altid med et SmiL at hun havde Motion
sra Morgen til Asten i sit Hirs, on hnn saa ingenMrund
til at stge nagen anden.
Var der nogen Tid tilovers fra thets jndvortes·
Gewinn. faa fom den leere Zpinderok frem, og med
en utrættelig Haand forstod hun at drage den fineste
Traad frem om Tenen. Naar Aftenen kom, det tynde
Talglns, som skulde oplyse hele Einen, blev fat paa
Bordet, Log Prceften fin Guitar on fang med fin rene
og klare Tenor de gamle Sange, ledfanet af jin Kones
Etemnre, on pna den Munde glemtes Zornerne en staf
let Jtnnd vGan um« en begejftret Venndrer af Oeblens
fchlceger og lunde inanqe of lmns Tinte-, der nylig var
ndlonunen, ndenad Naar han saa gik op og ned ad
Nulvet on reciterede line Pndlingsdigte, enten Wiede
meltsJ Tødsfong:
Ratten blinler,
Zifernehoeren trinken-,
Enfom krummer fig den grønne Strand osv.
eller Wohls:
Dasller Mmoetk nronne llrter 5nmal
sna knnde han bline saa greben af Jndholdet, at Vorne
nes Taarer brød frem, og de havde en Felelse«af, at
de hnvde vceret i Kirke
Talalnfetl Ja! dette med tilhorende Lnlelaks var
en meaet oiatin Del af Husetss Xnventarinm og det
havde fin enen Historie
Naar Jnlen nætmede fig, begyndte lGusknodekens
strengeste Tid: der fknlde slagtes ind, brygges og ba
ges, og der slnlde ftp-des Lys. Det fidste var et møjfoms
meligt og viftnol meget nfnndt Arbejde; Hugmoderen
ncaatte selv besorge det, det kunde ikke betrog nogen an
deu: thi paa dette Arbejdes Resultat beroede hele Hu
sets Oplysning den lange Vinter igennen1.
Apparaterne var ikke laa gansle fau; de gik der
for ogsaa ofte fra Hus til .·du8. De beftod førft af en
meget stor rund Vordvlade, der hvilede paa en ftor Fod,
lau den kunde drejes rundt, og hvis Kant var besat med
en Mængde smaa Jernkroge. J disfe sidste hang en Del
lrnaa runde Brilker, paa Underfiden besat med flere
Hægter, hvori Merne til Lylene hængtes, —— og ved
Siden ftod et Kur med den lmeltede Talg. Brikken med
Vcegerne toges af Bordet og fænkedes med stor For
figtighed ned i Karret, toges meqet varsomt op, for at
Ver-gerne ikke skulde hænge samtnen, laa hwnqtes den
paa Verdet, dette drejedes lidt, og Raden kom til den
neefte, der behandledes sont den fertige; saaledes gik
det, Gang for Gang, ien Talgos, fom ikke fyntes at
viere at ndholde, indtil den tilsigtede Tykkelle var naaet«
Der var Prcmfe s— Lamper kendtcs ikke - "« til ät
løbc med i Hufei, der var smalle Lys med grobe Vlaars
garnsnasger til Follestuem der var Lys til daglig Brng
i Stum, og tykkere Lys med Bomuldsoæger til Stab-Zu
on der var cndislig en Slags for siq selv, Tom optog alle
Børuenes Tonika-, uaar Støbningen aik for fig, nemlig
Hellig tre Hungers Lust-t. Naor Tiden til Støbninaen af
dette var kommen, faa vcg Vørnoms ikke fra Stedotx
thi dct var for dem fom om et helt Kunstwerk fknlde
frcmstaa Dct var nemlig ikke tilflrwkkeligt, at Lyfet
var trearmet, nei! der fluldei det Num, hvor de trc
Arme mødthsT nedlcmavs et vist Qvanlmn KrudL Nam·
Hellig trc Kongcrssllftcsn da lom,» Lnset tccndte8, blen
Bat-neues Epasndina slørrc oa større io more Arme-m
forlortechky on Tidsvnnktet nwrmcde fig, da Eksplos
fionen lom og Lystst flukkedcs. Dette sit-te ikkr altid, tbj
undcrtiden, naar der intri Krudt var at fan, blev de bo
draget; men sna lovede Moder-en, at det ganfke bostemt
skuldeflc næfte Aar-. , f f f
Til Lylet hsrte den uundværlige Lyfefaks af Mes
slng eller Staal, sorfynet med en Veholder, hvori den
afklippede Tunde .gemtes. Folkene kom dog letteke til
Pudsningem de havde ingen Sass, men spyttede paa
Fingrene, gkeb den qloende Tande, og kaltede den ned
paa Stengulvet. « !
Det var trange Tlder, do alle i een Stue maatte
se ved et llmpelt Lyt. Mogene blevllge MIrkeJ nu shar
man Stearinlyö uden Lylefaki, Vlies og Gaölamper. og
kugen can Mte fis lud l den qumle Tib. cvor man
Arbejdet nu itke være blevet let, og Studeringerne gan
fke anderledes alvorlige end den Gang.
Den daglige Levemaasdei Præstegaarden svar na
turligvis yderft tarvelig. Kasse kendtes ikte uden paa
ganske enkelte Højtidsdage. J de første Aar af Præstens
Ægteilab gaves der aldrig mere end een Ret Mad til
Middag, men den blev dog snart udvidet til to, da der
ikke syntes at være noget sparet derved Ved Middagss
bordet stod Bernene altid op, de skiftedes til at bede
Bordbønnen, og eftek Maaltidet kyssede de Forældrene
paa Haanden med Tat for Mad.
Tet følger af sig sel«v, at der Var iite mange Fest
dage i Hufet foruden de tirkelige; Fødfelsdagene blev vel
erindrede, men Gaver kendtes ikke, ial Fald hasvde det
hele ftor Lighed med den kære Claudiusfes Højtider med
de stegte Æbler paa Kakkelovnen. Da den ældste Søn
fyldte sit ijette Aar, var hans Fødselsdagsgave fra Mo
deren en Nuqtvebak med tyndt Smør, og fra Faden-n
det megist indljoldsrige Løfte, »at i Morgen inaa du iaa
Lov til at bekude paa Latinen.« J
cn llndtagelfe dannede Julenx nied iin foutndei
lig gribende Magt over alle kastede den oqicm sit Zkasr
ind i den gamle Præstegaard Der ganes aldrig Inte
gaver, den Skik kendtes ikke, der fandtes hverken Zule
træ eller Jnlelmrd — den celdste Zøn faa for første
Gang et tændt Juletrce, da shan havde været Student i
to Aar — men det havde heller ikle det mindfte at be
wde, »den itore Glcede« var der, og brød maaske stcerkei
re igennent, fordi Tankerne ikke blev forftyrrede af no
get andet, nien ganske kunde optages af den. At det tun-·
de være iaaledes, maa vel forekonnne den nulevendeZlcegt
fornnderliqt; thi den er vant til de store Forberedelfer,
til de lange Ønfkeiedler med Børnenes Forhaabninger,
og dereis Epænding, mens de staatliidenfor og uenter
paa, at Tøren til den Stue, hvor Juletræet er «ændt,
aabnes; ie! lwor forunderligt, at der i de Dage, der al
deles intet kendte til sligt, kunde vcere en ligesaa jub
lende Glcede og ligesaa taknemmelige Hierter.
« Hver nøjes med det, han har: Jul er Jul: lige
riq og liqe veliiqnet for alle, der hat aabne Hierter. oq
kan synge Werden nd med det rette Varneiind
Det gamle Ord
Aaret er aldrig faa lang,
Juleaften er dog trangl
blev i Julen ftadfceftet i Prasfteaaardem thi Fordere
delserne beayndte lcenge i Forvejen ag lagde Beflag
paa alle Kern-steh selv Bernenes. De blev taaet i Brug
dels til at 5nittePel1ernødder, og dels til at laue de
meaet nødvendine Pelsepinde Til det sidste hørte der
en Vis Lvelsex tbi det var ikke not, at de havde den be
ftemte Laande nien de maatte heller itke vcere for glatte
eller for starpkantede Det var itke langt fra, at Børs
nene, naar Pellerne med Pindene kom paa Bordet og
blev raste, da tilegnede sig en stor Del af Æren for Pin
denes Skyld Den Gang havde man, naar man vilde
beteane en tnnd Suppe, det Udtryk, at den var kogt
paa en Pølsepind: nn fer man aldrig Pølsepinde, og de
tnnde Supper grasferer alligevel, faa Folk bar vel
fundet paa nonet andet at koge dem paa.
Endelia tommer Heitiissaftenem Tusmørket taaer
til; Husmoderen kaster det sidste Blik over alt ude og
inde, for at fe, otn alt er i Orden. Solen er gaaet ned,
den ftore Fokfabbat er begyndt; Prceflen sidder paa sit
Værelfe med Tankerne paa den Tag iMorgen. Verne
ne konnt-er frem, lidt undfeliae i deres Sendagstlæder:
Qarlene staat ude ved Branden, vadfkende sig i Band
truget og terrende iig i Vesleforet, Pigerne gøre derei«
Totlette, —- faa slaar Klokken Der bliver sat to Los-«
paa Verdet, Prcesten tret-der ind fka Studerekammeket,
og Festen beginne-. I
l
I
l
Nu trasder alle. Folkene ind, hver med fin Salme-.
bog, alle tager Plads, det mindfte Barn »Paa Moders
Skød«, Præsten intonerer: ,,Op glædes alle, glaedesc
nul« og alle stemmer i. Med at enhver gav den andeni
stn Haand med et »Glasdelia Fest! « var Julen begyndt:
nu først var. den bleven til Birkelighed l
Jndtil denne Akt var endt, var Middagsmaaltidet
opsat: nu begyndte det. Spisefeddelen lød altid eens:
Nisengrød, der paa de fleste Steder, foksynet med Ka
nel og et stort SmørhuL kom ind iet ftort fælles Fad,
Gaasesteg, vg, som Desfert, Æblefkiver. I
)
Naar Maaltidet var endt, alt var ryddet runde,
kom Kortene frem, —-— de ældfte og meft ukendelige kom«
ud i Folkestuem de mindre maknlerede maatte endnn
holde denne Jul nd —— on Spillet begyndte. Heri del-l
tog nlle med Undtagelse as Prasstem der næfte Morgen
Kl. 7 i Mnlm og Mørke skulde køre en Mil til thun-ts
kikken, on det bestod i Halotolv eller »den ftore og den
lille Comet« om Pebernødder. Heraf var der to Slags,«
de lmide og de araa: de førfte var de bedfte, derfor naneY
de de i Antal aldrig de sidfte. Man kunde være vis paa,
at Wninften aldrig bleo betalt med en l)nid, men altid
nnsd en grna, on imr det ninliat, faa bleu een gjort.til«
to. -
Kl. 9 prasciss nik alle i Selig; de af Børnene, derv
laa i det kolde Værelfe mod Nord, hvor der ikke var Ta
le om Kakkelovm klædte fig af, hvor Vægqene skinnede
som glicntende Diamanter af Salpeter og Js; naar de
onaqnede nasste Momen, var Lage-net foran den-s Mund
san stin Tom et Vmstx men Aftenens Herlighed hande«
qjort sin Virkning:
De havde drøtnt saa ssdt om Bethlehem,
Oq var det end forblommet,
Te drømte dog sandt om Barnet Hiern.
Som laa i Mybbernmmet. -
De drømte, de legte Jul med dem, I
Hvis Sange de havde fornummet. —
Man kendte dengang tkke til de mange sanftre-re
Fovholdsregler. som Nutiden unser for en Nødvendighed,
endnu mindre til de mangjoldige fmaalige Bekymtin-:
get for Bsrnenes Sundhed. J den Henleende var Bist-«
nene i den qamle Præftegaard aldeles frit stillede, sogA
dog var de ældfte kommen ikke lldt fkem i Aareue, fsrs
de saa nagen Læqel deres Hieni. Dtenqene kendte hvers
sen til Undets ellet Mi: den fttste Oberst-alle fis
den asldste Sen, sda han «blev Student; han M II
ud til en Fcetter, der skulde rejse en Tur, og han I
den aldrig niere. Uden noget om Hallen, med as
Krave og bart Bryft, færdedes de hele Degen ude i·
Sne og Js: med vaade Fødder og med kolde, »mitte
de« Hænder, der vel kunde fmerte til Taaker, kunde it
vende hieni; men sunde Lunge-r og rede Kinder basi
de ind med i Stum
De to crldste Bøtn blev undervist af Forældnskk
indtil Drengen, ti Aar gammel, blev sendt i Unmut-hu
Han følte det i Vegyndelsen som en Befrielie: thi del
ftod Faderens Taalmodigehed ikke altid i Fortiolä tii
hans Fordringer, dels var Drengen felv hockte-n flsttis
ellet begavet.
Da Tiderne forandrede sig lidt, Vertieflokten biet
ftørre, holdtes der en Lærerinde til en Inmot billig Hm
fenere Suslærer af ftørre eller mindre Rast-di E- m·
diese imr en gammel forfalden Student. ksn andcn ists Title
selndannot pukkelrygget Efolelærer, der tnwdc »Hm-:
time sin Afsked for Songeligbed; cn Modus var Erz
narisr, tin-n en temmelig bnrnert Perso-A nusd Vn nie-»si
ikrwnket Enndskreds, nt det Var lum »Im-Ifng In s:
oide Bernenesx hertil kom, at hnn Ums tcsnnncslig giv
tisk. De hande hnm paa den Tid, du de saakaldtc gudeh
ge Forfamlinger begyndte, og Lasteren findt-de diss- of
sit ganfke Hierte fordi lmn ikke ljaode rinqeito Forktmd
paa, hvad det var, der famlede Folts Ram« der deckst
var det mindste i Vefen med et as Moment-, nat bunt
ftadige Skceldsord dettet »Nun! lmn lbnnl derer not
til Fionventikelbrødrene!« og nom- dennc Tom Um- IF
sagt, fulgte Straffen uvcegerlig
De alleryngfte Børn havde den Lylke at how s
dygtig, from og kærlig Mond til Lnsrert oxj lmri oft-es
lod dem en god Aw
Der holdtes aarlig Eksamen: men den nit Its-e c·
uden at der gik mequ Ængstrlie for-nd, baade for Ost-«
reren og Bernene Fra begge Eider blen der form-kein
til den saa godt sum niuligt; nun nam· den gar fort-L
var det Tom on- et Mareridt zmr onerstaaet JBM
Ver-neue var der iscer en lille Eisd, saiiix1ittinlyisdsfsslb,
uiexnst flittiq on begavet Pige, icr lmem Etsamen M
sont en fand dllædseL skønt hun Inanka ollertninth hand
Grund til at frygte for Udfaldet Tllkiddanen var tot-bi.
ou Fil. to fknlde Eksamen begyrde Da lntn gis Ist i
at gaa over i Sidehuset, hvok Sälen lmldtes, rund-txt
hun af den store Kalkunhane, der vnftende dq pludruk
de, med en grænseløs Vigtiqhed, lisnc hen iniod beut-ex
hendes Sierte var saa forpint, at Zum standiede sonst
den med de Ord: ,,-Ol Lyksalige Pszldderkotk Du TM
itte til Eksamenl«
Ja! der var mange Mangler on niaxme Eavn -«i"
den nanile Guard, og man følte dog saa lidt til Ek-:
Ipdagede man dem ved et Beiøg paa en nf Jerregamdo
ne, saa alemte man dem hurtig. En star Vetijgnelie hat
de bragt Vørnene; de leerte dem i en t.:r:«elig og feist
Barndom ikke at stille ftørre Fordringer til Linet. end
dette senere kunde indløfe, og som det, Gnd ncere takkett
Igiaa har indløst til Fulde. Jngen af dem bar haft
tørre Veksler at præsentere, end de har tnnnet san lo
talt; det skyldes deres Barndom.
Begge Foraeldre var troende Meintest-en og de
Tanke faldt dem vist aldrig ind, at noget af Berat
tunde falde fra. De arbejdede for dette Maal paa den
Bis-, fom hørte Tian til. Der prædikedes itke iHjtsas
met, der lød ikte bestandig Formaninger, indtlwdik Z
Ztriftsteder: der var maaike mindre Bekendelse i Ort IX
Troen, end der nn vilde have vaeret; men at den var fik
Stede, det faas og feltes paa alt; thi, naar Herren lo
aer, at »hvo fom tror paa -ham, af hans Liv stal Eisd
levende Vandftrømme«, saa saas denne Vandstrøm oh
Vegne; i de glade Dage som inderlig Taknemiiieliatied,
i de førgelige fom Ydmyghed og Taalmodighed säh
haabløie som det »levende« Haab, der gav Sikkerknsrs o
Frimodighed
Det var saadanne Vandstrømme, der dem Fels oft
.1beeidst, flød ud til Bat-neue
Der fortælleg es et Sted i Apostelen Paulus« Lip
da den romerste Høvedsmand havde bundet han: -.--7 U
lade ham piske, at han lader denne hente for at nimm
ham med de Ord: .,J—eg er romersk Vorger«. Da Gewiss
manden svarede: ,,.svor1edes er du fattige Menneske lite
oen det; den Ret har jeg maattet ksbe for en høj Vnsk
bemærker Apostelen blat: «Jeg er fsdt til den«. Beme
ne i den gamle Præftegaard forlod den, eet eftet m.
»den at noget of dem tcenkte paa, at der kunde rstka
anden Vej for dem end deres Forceldres; de var ltdt
til den famme Tro, og det faldt dem aldrig ind, cide
kunde Unsre eller bline anderledes: de anede ikke, at man
ge maa lobe det for en høj Pris, som de havde Jan-i
i Vttgqeqnm løbe det igennem Fald og Tvivl og Is
fwgtelse i lange Tider. Naar alle Romena hvor forkkeli
lig dereås Levevej end hat været, er gaaet frem i- M
Overbevisning om deres Tros Sandhed og Styrke, I
skyldes det Vandstrømmen fm det qamle Hieni: »Fo
asldrenes Velfignelse bygger Vgrnenes Hufe«.
Cen af kllalmpmssternes Feuer var kommen r As
føn iPmsflegaardsem hnn var en uscedvanlig elsdelis
og anndriq Rom-, der selv havde mange Born, og has
havde talt om sit Haab for disse. J Samtalens Ltk
havde lmn til Susmoderen ntret, at det var sjældem d
der i Hufe, lmor der var manae Bern, ikke gik et If
dem tobt En af de smau Menge, en Purk paa en is
otte Aar, havde hørt denne Udtalelfe, vg, da de ft
mede unr reift, qil han ben og lagde grwdende sit Os
ved i sllloderens Stett-« idet han sagde:
»Moder! jeg er saa bangel««
,,.55vorfor, min Dreng?«
Jordi Fru P. sagde, at af mange Ssdskensde TIT
der gerne en forloken Son, og det bliver vift migl«
,,Nejl« svarede hun med et moderligt WI, »O
bliver ikke dig, og det bliver ingen af edu, det er d
vis paa, fordi fea hver Morgen og Astrn bedet h -
edel-, og overgiver eder til vor himelste Faden for L .
han kan bevare eder alle-«
Hendes Spaadom flog til; hun mistede W f
dem, der var hende sendet
alKTI:- .:- - .,-.-. -.-, WM «