Den gamle Præftegaard.
en gammec Feltprcest.
- z Form-d.
N Ei
J mit lange Liv faldt Snorene for niig paa liflis
ge Steder, men intet Sted var lifligere end de gamle
Præstegaarde, enten det saa var min egen eller mine
Bauers-. Jntet Steds har mit indvortes Mennefke haft
mere Opbyggelse end der, og intetsteds følte jeg mig
Sandhedens Aand nærmere end der. Terfor hat jeg un
der Nedskkinningen af denne Vog stadig tænkt paa
eder, J gamle, lade, nceften saldefærdiqe Pkæstegaardet
og jeg viide saa gerne have skrevet noge:, der Hunde blive
en levende Sten under de ftrøbelige Bygninger, i hvilke
mange af mit Livs bedfte Dage- tilbragtes.
Men det er ikke Steuern-, der levendegør, det er
Aanden, og det er ika Mute-ne, nien Tllkennefkene, der
ek Aandens Basrere, og i de gancle, simple Priestegaari
de er der vel sont ofteit unge og itfe meget erfarne Præst
ster; dem har jeg bestandig i denne Bog haft for Øje,
om jeg dog maafke i mit Teitamente Bunde efterlade
dem en lille Aw.
Det er tce og havtredfindstyve Aar, siden ieq
blev Prwit, og jeg har været det under ikke ganer al
mindelige og lette Forhold, saavel i Krig sont i Fred;
selv um jea nu ligeoverfor niin Oerre og Sind aldria
gnaaede længere end til »den unyttige Tjener«, oa selv
om jeg tog feil og kunde have gaaet en anden og rig
tigere Vei, saa er der dog uden Modiigelfe falden nogen
Erfaring af til mig. Det er langt fra min Mening, at
den ftnlde have nogen Vcerd for alle, nien niaaike knnde
en eller anden lasrvillig iblandt de unge eller alleryngste
Prwiteis finde en Anwdning af noget, som han kunde
Mude paa sin Maade; det er knn det, jeq har ønitet,
staat ieg ogfaa hat tilegnet de innie Priester dette mit
Testamente. «
Hm wr nor taioe nenne Vog mit unanwnte, oet
-sidfte, jeg striver; thi en gammel Mand, der aaar i iit
ni og holvfjcrdiindstyuendc Aar, han er opflidt; han
ist ikke have more at sige, for ikke at foripiide dct
Venditab, han vandt fra faa mangc Sider, og hon bør
vcere taknemmelig for, at han er kommen til denue Er
kendcise.
For en Dei Aar iidksn var ieg til Ztede vcd et me
qet sinkt Midiionsnmdc; den kummeliao Sol var Prop
fuld nf Monat-icon Det sidftis Forcdrag tmk lasnge ud,
vg, da jeg stulde med Toget, forlod jeg henimod Stut
ningcsn min Plads og gik hcn og stillede mig ved Uds
ganqssdørcii Tii min Forundring blev jeg fuiqt af en
Tel Bund-er nie-d en net imxx Mom- i Spidfen, vg, da
de staunst-de formt mig, iiørto im en Mond fige til Ko
nen: »Im foriikkrtsr Tem, dct er l)am, De fan rotiq
gaa hen til i)am!« Paa disse Drd som Dionen miq nasisp
mete, tog min Haond og sagde: ,,-Oi Gud veliigms Verni«
Pan mit Svørggmamä um hun ikte tog feil af mig on
en andeu, itmredp hin( blut: »so-g Ued wirkt-tin im, lwad
« brdder; men er det ikte Dem, der har sirevet »Par
sten i Krigen"?«
»Jo! det er det.«
»Ja! dkrfor sich jeg og vor hele By: Gud vcliigs
ne Dems« "
As alle de kasriige Hilienek, ieg hat modtaget fra
mangcs ubekendte Menneskcr, fom jeg aldrig har set cller
faar at fe, var der ingen, der var mig kæreke end Bon
dekonens. Dcrfom derfor en enkelt, jeg tør ikke gøke
Regning paa mange, i dette mit Testamente findet en
Saum-, der væcker en kærlig Fslelse for »en gammel,
»Hu-engem Feltpræst«, der nu tager Afsted med sin
n, faa bedet jeg, iig blot saameget: »Gud velsigne
haml« —- men det er maaske formegetx thi det Ord
indeholder jo ali.
Tit Affkod vil ieq iige til alle mine Læfem «Gud
helft-ne edel-t«
Wanders.
E· Hsyet Mølleu
I.
En Præsteqaakdl
Ja, kære Lasset og Læserindel Du vil maafke sige:
Kan der virkeliq figes nagt-L sont er værd at læfe, om
en Præftegaard, tilmed om en gommel og grim, lcw
og forfalden PrwftegaardP
Jo! du knn tro, der kunde kortaslles megct af den,
der havde Evne til nt satnte ekle de forskelliae Jnds
ttyk og Erindrinner im den, osg som faa kunde forftnn
»Es udtale det altfnmmen san tydcligt og klart, at du
tunde opleve det med hom.
Dersom denne Eonc var ginet mig, saa tror jea
noc, at du, naor du havde endt Lassningem vilde kunne
Tige: »Ist den havde nirkeliq noget nodt at foktælle,
den gamle Prcritegaardk
Jeq man ftrats besonde, at jeg ved »Pra-stegaar
de« tun forsmar dem paa Landet. Kabstadprwstegaardes
ne er af en ganske anden Slagsz de ligger i den lange
Castroka og har ikke noget færcgent Prægx de kan være
Præftegnard i Ank, og nasste Aar faa en sanfte anden
Bestenintelse; Bøknencs Vakndomsindtkyk fm dem hnr
Me nagen Magt for hele den-s Liv, fordi de ikke er be
srændfede af dette ene Has, cnen cr fordelte paa alle
Nabohufene.
En Landsbyprwstegnard, en of de ægte gamle, la
ve, men endelps ndftrakte, den ligger ene, hat Plads
nok tundtom og prwsenterer fig, san lav den end er, for
hole Sognet »son1 Stadt-n pqa Bieraet«. Den er en
Herden ganske for Iig felv; ille et eneste Hub i Nærhes
hverken Herregaarden eller Bondegaarden, hat det
Es- , den hat, denhar mange Gange stiftet Beweise
den ene Slcegt gaax og den anden kommer. men det
M dog altid en Pisa-stelltest der bærer samme Stem
pel käm dens Forqænger, og det er vel nærmest Antiq
Isn Ul, at alle kan Lende Gast-den og den« Besternmelsr.
Dei Wie-r derinde med Belftand oq Mist-w
med lyse og med merke Dage, med Fred on Ufred;
Kærlighed og Selvopofrelse kan drage ud, Egenkoerligs
hed og Forsdringsfuldhed ind, men den gamle Præste
nanrd er Vidne til det altsammen, maa se at faa Plads
til mange, i Stedet fsor et Par Bern; den bliver ikke
spurgt, men entwer, der tager Bolig i den, rumfterer
i hver Krug, bygger op og river ned, og forlanger,
at den gamle fkal finde sig taalmodig i ethvert Jndfald.
For Prwstens Born er disse gamle Hase den hele
Verdem eller maafke jeg skal fige, at den var sdet i min
Barndom, dels fordi de ydre Okngivelier dengang var
inngt mere tillnkkede end nu, dels fordi Verdens Til
lotkeljer og Tilbud oin Nydelser. ligefotn oqsaa Lethe
den til at faa noget at se af dem, langt fra var saa
stok som nu.
Use-n waftegnardem det var en Bei-den for fig; i
den nit hver Tag hen med at gøre Ondaqelser; der
var ikkc et Num, felv ttte det, der endog favnede den lille
fire Tommeciss Blyrude til at lyse det op, uden at det
var gennemføgt; der var itke en Vandpyt, nden at dens
Tybde var loddet med de bare Ben: der var ikke et
Trek, uden at enhver Gren var prøvet, og ikte en ster
re Sten, uden at den jo havde sit Nsavn og fin Vestems
melfe i Barnets Fantafi Og ikke det alene: nej! der var
ikke en Krag, uden at dens Værdi som Skjulested var
kendt, ikke en Dor, nden at dens særegne Knirken satte
nmnge Tanker iBevægelfe, og ikke en Piet, uden at den
havde sin Historie, ukendt for de voksne Ja! der var
ikke et Doktrin iblandt de Hundrede, uden at alle havde
det paa Følelsem hoor højt Venet fknlde løftes for at
komme over; thi det havde længe kostet daglig Øvelie
og Kraftanstrengelse at naa over paa den anden Side,
og det noaedes tun ved stor Øvelse med beqae Armenk
Iomkring Dsrftolpen.
i Endelig kommek Tiinen: Drengen maa bort, nd
iiblandt fremmede. Den Daq ved han mindst as alle,
hvad det melden medens Forældrenes Smerte viier
sig tydelig nok, er hans Tanker ude i den nye store Ver
den, hvoraf han hidtil intet bar kendt, men sont for bam
bar en fortryllende Glasde Det bliver snart anderledes:
sor hver Tag der gaar dernch trwnner Minderne fra
lSchsmmet iig srem med itwrkere og stcrrkere Mant, on
overalt aaar Lasngielen i deres Følge J ntin Stoletid
voliede den fra Ferie til Feriex ieg har vandret paa
Veer og sulgt Fuglene i deres Flnat ad den Kant
hnor Priesteaaarden laa, ieg har misnndt den røde Ksuik
paa Poswognen, sordi han kunde styre iin Vei hen til
jmine Ønskers Maul.
» Hvor qodt sorftod ieg det ikke, da min Formands
zEøm Tom nn var bleven en ældre Mand, kom til mig i
Beim: han beqyndte med at sige: »Man ieg faa Lov
til at gaa omkring alle Veqnex men mna iea qaa ganile
alene?-« Gan gis sor os at synes alene, ganike alene,
Jmen der var en Hm af Barndomsminder, sotn inlgte
med. Im fulqte ham med Øjnene, jeg sorstod nol, hvors
for han stod stille, inart paa et, inart paa et andet
Ztedx seg forstod, hvad lian halte-, da han uidelig, ; ::i
Eulen sank, iteg op paa den lille Høj i Gauen, der nends
sie nd til Ciirlenaardem hvor hanss Forwldrc og fleu
Søikende 'laa, tog Hatten af og lagde Hcenderne samtnen
i en stille Ban. Det var fidile Gang, lian korn der, men
nu var alt det gamle fornyet, og endnn engang havde
han set, alle sin Varndoms Riqer og Herliqhedek«. Hast
qik bort med et kort Farvel og et varmt dsaandtryk
han havde atter faaet noget at leve as.
Den gamle mosbegroede Priestegaard bar en Eune
til at gemme Minder, som intet andet Hng Jeg vil
iikke prøve paa nøiere at udvitle Grundem men jeg vil
fpsrge alle J lære Venner, ældre og yngre, sont oin
Sommeren har oplioldt eder ien gammel Præstegaard,
eller som blot en lokt Stand paa en Fodtur er draune
derind sor at hvile eder, om J ikke bærer Minder hos’
edcr sra den ganile Gaard, der indeholder meget meke
end en Opskrift as Spise og Dritte Minderne i en
Prwstegaard er saa sornnderlig ftærkt knyttede til de
bestemte Steder; det staat sor en, sont om man ikke
kan saa Minder-ne med, uden at saa Stederne med: der
fok er den itakkels fattige Præfteenkes Bortgang saa
usigelig svær; thi hun ital flyttes og kan ikke blive paa
lStedet·
Der boede en Præsteiamilie ien gammel Prieste
gaard; den havde boet der i syrretyve Aar: ni Born var
spdte og opdragne i den, nu var de næften alle borte on
havde ielv Hus og Hiern. Saa brændte den gamle Gaard
iLøbet as en Time, oq meget ubetydelig Jndbo blev
reddet. Guarden blev bygget op igen, rummelig og be
kvem, med mange og store Bcerelier. Vinteren med Mor
ket kom, de gamle slyttede ind, nye Mel-let var an
ikafset on enhver frennned fik det Judith at nu var alt
’dog ganske anderledes end i den gamle Tid
» Det inne-J, iom det var iaa; men over Moderen
hnilede der et Trot, oa bun bar paa et Savm som hun
ikke kunde been-, et Saon as Minder om det lasreite hun
iejede Vinteren aik dag, men da Vaaren brød stem,
ssormaaede hun ikke las-more at bwre sit Savn og skrev
idersor folgende Vrev, der stulde gaa rnndt til de fra
iværende Bern:
; chre Vørnl ·
F Bi cr, Gud vaer lovotl komm- qodt over Vintercsm
Iog nu synes det, fom om Foraaret infan dejlige Sol
Hur faatst Magie-m saa komme-r Somntcren, da der kmj
steife-By og Wut dct er i god Tid —— J fagde jo altidt
»«J.)(’odcr koncmek imnnsr for tidlig!« saa vil jeg doq
allerede nu tage et Løfte of oder alle uden llndtaqoljc.
Naar vi i den gamlc urkftatteliqe Prasstmaard havdc
drum-i vor Te Kl. 5, —- J hufker nok, at naar nimmt-us
Fødselsdag den 28. Januar oprandt, saa var det Sig
nalet til, at vi førfte Gang drak Te uden LUS; naar
Fadek faa vandrede op og ned ad Gulvet med fin Pibe
oa spekulerede.« san Hatte jeg mig op paa Forhøiningen
ved Vinduet med min Strickestrømpe J nndrede eder
faa ofte over, at jeg kunde strikke med en Bog ved Si
den, hvori jeg samtidig leite: dette kunde jeg jo ikke i
Tuvmsrketz naar jeg saa lukkede Bogen, faa læste jeg
»udenad«, det vil five, saa læfte jeg imit Hier-te eders
belc Lkv om kam Jeg M Oder im wdeliq Tom smaa,
I
Gulvet, lege og læse, fmile og græde; og i de mange
Aar havde paa denne Maade enhver af eder faaet fin
beftemte Plads her i Stuem eders hele Skitfelse, fnart
i den ene, fnart i den anden Situation, stod saa levende
for mig, og den blev meft levende, naar jeg lsod niine
Øjne følge eder hen i den Krag, jeg haude givet Naivn
efter eder.
Mine elfkede Bern! J Vinter har jeg ikke ret kun
net finde eder; J har bestandig ftaaet for mig, entgin
ne af en Taage. Det er, fordi alle eders oelfignede Bar
nehoveder er breendte med den gamle Gaard; jeg kan
ikke ret faa fat i eder, og det piner mig hver Dag. Det
nytter ikle, at jeg ladet tænde Lys; thi det Sted, jeg
fegen det er ede.
J fan forftaa, at jeg maa have eder tilbage, og der
for er det nu eders Moders Bøn til eder alle, at J vil
indrette eder faaledes, at J uden Undtakxelse —- thi
jeg har ilke Raad til at mifte en enefte, ikke en enefte -,
vil komme her til Sommer, blive her noqu Tage sam
.men, i det mindfte faa lcenge, indtil jeg bar faaet eder
stillet op, hver paa den Plads, hvor jeg san finde eder
;i Vinteraftenerne, on Pasfiare lidt med eder.
f Fader figer, at jeg til alle Latinere ffal slutte med:
’»»Hoc volu, hoc jubeo«.
n føde J allesammen var; jeg faa eder kravle paa
Mater tua.
! Det stillede iig saaledes, at dette Ønske knnde bli
ve opsyldt, og de blev placerede, som hun oilde; der
havde hnn dem staaende, indtil den Tag kom, da hnn
blev nødt til at forlade det nye Ofem med de gamle
HnsgndeL For Bornene blev den nye Bolig aldrig som
den gamle, der var brcendt, og som havde taget det med
sig, der aldrig kunde erstattes.
Den gamle Præsxegaard var et velsignet Sted; de,
der traadte derinid, følte, at der var noget helligt over
Etedet, on, ncmr de git dersra, forsitrede saa mange,
at de bar Fred med fig; de, der forte sorbi paa Lande
vejen, saa over til den og udbrød: »Der bor en lyttelig
Familie!« «
Hvori laa dette Trylleri?
Saa man blot paa det uddortes, saa maatte man
langt snarere søle sig srastødt end tiltrnkken
Naar man fik det første Glimt as Guarden oppe
paa Waffen, sremtraadte den virkelig —- omgiuen af de
mcegtige Elmes og Asketroeer, og udstyret med de syv
Skorslene, der rigtignok ikke, paa Grund as Husetg
sorskellige Hasdm diste sig i sannne Linie - men en
uis Fordringösnldhed, men som man nasrmede sig, for
suandt Anseelsen make og mete.
Jdet man drejede sra Landevesen for at køre ind
i Prasstennardem aabenbarere den stratsz sin hele Elen
dighed i al dens Nøgenhed. Man maatte igennem et IHul
som rigtignok idaalig Tale taldtes »Eønderport«; men
hadde Vognene den Gang it«t«e oceret saa lave on name
lige som de dar, var man i Tova um det dog ikke var
sikrest at staa as soran Jndkørselen eller dog i det mind
ste lægge sig ned, sor ikke at støde Hovedet mod Tun-r
liagerne
Var man slnppen vel igennem, stod tilbage at kom
me over en ikke sævn Dæmning intellem to dyde Bass
siner, hoor det, om hdilket det den Gang hed, ,,at det
satte Fragen paa Bordet«, med stok Omhyggelighed germ
tes. Det kunde hænde, at en mindre heldig Kust læssede
Passagererne as sok tidlig og iniod dereg Villie. Saa
ledes kam en Tag Familiens fæte Ortsstang der aldriq
sorsømte at komme ind, naar han var i Pratsis i Nam
heden, sor at han en Times Tid tiunde slaa sine egne
Sorger l)en, men-J han sad paa dette fredeliqe Sted,
oq nød, nadnlig de ootsne Pigebørns Spøg og Lotter,
kørende ind ad Sønderport; da han allerede havde op
»daget, at de Venlige Ansigter stod i Karnapvindnet on
niktede, rejste han sig op og svingede med sin nye graa
Hat; men ved denne usorudsete Vevægelse bleo Mustens
Opmaekksomhed draget sra Hestene, og i samme Øjeblik
laa det Hele i Møddingen Dottorens nye graa Hat hav
de saaet sit Banesaar, og hans Paaklædning saa sorge
jlig ud; men, sagde han, det, der havde hat-met ham
niest, var, at Pigebørnene itke stod jamrende i Vin
duet, men derimod laa med Hovedet ned i Vinduestari
men sor at stjule den ustandselige Lotter, som drød
»frem over Ihans komiske Stilling.
Dasnmingen var i Birkelmyeden en gennemyullet
Steinhko sont førte op til Stuehnset, der med jin to
store Faqs Kaknap med de jpinatarønne Stolper, faa
yel oenligt nd. Var man per tot discrimina rernkn kom
men saa vidt, mnatte tnan dog endnu i Vendingen for
an Deren vogte sig for en ftor lHob masgtige sprcengte
Nasmpestem der, fljulte af Grase- oq andet llt"rudt, kun
de oasre et farligt Skcer at undaaa Naar disfe Sten
var tagt der, det vidste intet Menneske, lige saa lidt,
som huor de var kommen fra: kun Prwftens Børn lendte
dem unfe: hti itnellens dem var dereI Leaepladis, de
foreftillede Butitker, hvorfka de folgte deres Baker til
l)inanden; der var Fioloniali sanoel sont JsenkrmnbntiL
vel forfynet med forfkellige Husfliddvarer, dannede med
egne Olender af det bløde Ler, hentet fra Dammen nden
for Gaarden, og lldualget var faa stott, at Køberen ikke
.forgceoes spurgte om noget.
Nødt, som man var i Neglen, til at løre Fod for
Fod iqennem lsaardem havde man Tid til at faa et
Jndtryl af alle«lldbygninqer. Man knnde ncesten tro,
at de oar fra Middelalderen, dersoln deres aalJenbake
Skrødelighed ikle hnode vidnet iniod dem. De begnndte
lave on hcvvede fia lidt eftek lidt, saa sank de igen et
Stykle, og paa Rygningen var der ·ligesom Kamelpnks
ler, der afløstes af andre mærkelige Figuren Alt, ogfaa
paa Stuehuset, selv paa Guardens Stolthed den grund
»murede Kot-nach var Straatag, pyntet med forskellige
jLandflaber af Mos og de St. Hansløg, der aarlig blev
opsat of Karlene og Pigerne, og stshvisspFremtid det
havde stot Betydning, om de voksede eller gik ud.
l Paa Grund as Guardens urimelig store Udftroezi
ning var det vanskeligt at holde Taget vedlige; det bkev
tyndere og tyndere, og naar der saa kom en Sturm, gik
det hele op og ned sont et Sagen: da maatte alle Foll
paa Beneve, forsynede med SttM- Hat-ver, Bonnhle
l·ofn., som blev lagt paa de mkötænkeliqste Stodeh ind
til Stormdagene var forbi. Naar dette var stet, blcv
alle Hullerne stoppede med Halmsvisken det pyntede, faa
de gumle Huse saa ud fom Falk, der havde haft Vorne
foppen
Alle Udhusene og en Oel af Stuehuset has-de Ler
vægge, som ved et Tværstykke var delt ito Dele. Der gik
naturligsvis hvert Aar Fald paa en stor Del af dem, og
mod Slutningen af Binteren gik man, hvis der ikke
var stukket Halm i Hullerne, eller sat gamle Tore for,
og shavde frit Jndblik i Stalde og «Loer; wen hen ad
Foraaret begyndte det aarlige Arbejde med at opfsre
nye Vægge. Leret blev æltet, ksrt til, Lag for Lag
stampet fast, og naar den halve Aabning var findt, stod
Væggene nagen Tid for at fynke; saa kom Reiten paa,
for senere at kaltes-.
Det var en gylden Tid for Præstenss Von-, ikke
alene, for-di der kunde falde saa mangt et Emnks Ver af,
himmf der funde dannes Fugle og Hefte da unt-re man
kelige Tyr, meu fordi Vergqene Var for denk, inmd Trav
ernetvar for Vørn i Skovegnen Det var en Wæde for
dem, saa snart den bløde Væq var opfert, nie-d Finarg
ne at ffriue Jnitialer til del-es Raune, ug der Jar mes·
stor Tilfredsstillelfe, at de Aar efter Aar saa hin-r pau
sit Monument. Alle de Vaegge, der blev staaende. og paa
den sydlige Side kunde de staa i mange Aar, var de
aarlige Vidnesbyrd om Børnenes Fremskridt i Efrives
kunsten
Ja! hvor fik de dog engaan en levende Illustra
tion til et Sted i Bibelen en saadan Foraarsd.m, da,
»Prcesien, der rigtig nok var hjemme i den hellige Skrift
fremfor de flefte, kam ud i Gaarden, hvor det saakaldte
»Klinearbejde« ret dreves paa Kraft, og han da fagdez
»Ved J, h-vad dette betyder2 Det er et talende Billede
paa de Ord, der staar at læse hos Profeten Ezetiel i
det trettende Kapitel: »Mit Falk opfører en Væg, og
de stryae den an med løs Kalk; men fig, til dem, som
anstryge med den lese Kalk, at den maa falde ai: der
komme-r en stcerk Skylregtn Haglen styrter ned, og et
Stdriunejr bryder les-. Og fe, naar Væggen er falden,
man der da ikfe skal figes til eder: hvor er Anftrygs
ningen, med ljnilken J have anstrøget den?«
Se, kcere Bern! det kan vi let finde os i, og det er
vi saa nante til, nien lad os vogte os for, at ikke de fel
gende Ord ital opfyldes paa os:
»Jeg vil lade et Stormvejr bkyde løs i min Har
me, siger Herren, og der ital komme en Skylrean i min
Brede, dg lHagelstene i min Forbittrelfe, sont fkal
fuldende det, og jeg vil nedbryde Vaeggen, sont J have
anstrøget med les Kalk, og ftyrte den til III-dem og
dens Grundvold skal blotte5; og den skal falsc, da J
skal omtomnie derudi og fornemme, at jeg er Herren.
Og jeg dil fnldtomme min Harme paa Baeggen en Paa
den, som har anstrøget den med løs Kalk; oc, jeg vil
sige til eder: Barte er Væggen, og borte ere J.«
Præslen føjede til: »J, forstaar not Mcningem
at vi skal ikke fætte dort Haab til Lervregge, nien til
Grundmur; thi det falder itle, naar Storm og Negn
kommen det vil sige: fætte al vor Lid til vor himmelske
Faden og dygge paa den Grunduold, som han hat lagt
og hois Plads intet andet can indtage, Jesus Kriitusx
han har sagt os: hvo sont «l)ører mine Ord og gør efter
dem, det er en forstandig Mand, sont byggede sit Hus
paa en Klippe; naar Skyldregnen og Bandet og Stor
mene kominer — saa blivee Hufet ftaaende.« —
Vognen med de fremmede standsede endelig formt
den grønne Gangdør. over hoilten der i mange Præs
stejlægter havde staaet indfkrevet:
En Kristens Hns er ftillet saa,
Med- og Modgang ud og ind goa
Kommer Modgang, ej forsag,
Hammer Medgang, far i Mag.
Med de nudærende, magelige Befordringer, der
har bistmsmuus Trin paa Siderue, vilde Gassterne næst
sten kunne være i Entreen, sør gamle Bedstemoder, der
fad paa Forhøjningen og altid havde taget jine Sko
af, havde faaet Tid til det sædvanlige Udraab: »O!
hvor er mine Sko! hvor er mine Skol« eller inden Bar
nene, der af Nysgerrighed iad med fladtrykte Ncefer
mod de smaa Ruder, havde sundet sig saa meget, at
de kunde forsvinde. Men saaledes gik det ikte den Gang,
da var nian nødt til at give Tid og til at tage al Ting
mcd Ro: Da der nemlig ingen Trin fandtes paa Vog
nen, var Gæsterne, maafke med Undtagelfe af et en
kclt ringt, gymnastit øvet Menneske, nødt til at blive
fiddende, indtil Befrieren kom. Det var Stuepigen. J
den Anledning stod der altid i Kragen ved Gangdøren
en Trappeftiqc, som var til at flaa sammt-m og ved den
førfte Lyd af en Vogn fo’r Stuepigen ud, flog Stiqu
op, fom var forfynet med to Jernkroge til at lasgge paa
Vognkantem faa førft kunde Aflæsningem der ikke altid
var sanfte let og sikker udcn Haandsrækning, især naar
Trimsne paa Treppen var glatte af Jsslag, foregaq.
Jmidlcrtid, dct Hit: den ene Pakke eftex den anden
blen, halvt bauten, halvt ledfaqcst af Pigem ført hen til
Gangdøren At dct var andet end Pakker, var ikke let
at fotftaa; thi om Vinteren maatte Passagererne paa
de aabne Vogne indpakkes og indhylles og indbindes i
den Grad, at der intct af dem var at se: og de var det
for fuldftkvndig ukendelige, indtil de var udløfte of lige
faa manm Lag Tøi som en asgyptifk Mumie. Langsomt
nasrmcde skakkem hvis Jndhold var ubekendt, iig den
aabne Gangdøn hvor Prwstemadammen, som hun den
Gang altid kaldtes, allerede stod, bestandig i Uviöhed
um, hvem Gxesterne vak, men felv om Hiertet ikke var
qanske lot, fordi Tankerne vankede omkring fra Kik
ken til Spisekammer, og hun ikke ret kunde faa alt til
at slaa til, altid dog med det milde Anfigt og med ei
ueifignet Veilmuftfmih « der mindede om Ordeue i Sal
men:
s
J
Hvor lutxer milde Blik man saur,
Og Hiertet imod Hier-te staat,
As Kærlighed og Glæde.
GottsWJ