X«
Robert
Oveosat fra Engelfk
of
Thr. Christener.
(Slu«ttet.)
»Ve1, hoad er det din Mening at iige?« spurgte
Robert.
»Im vil figc dem ligc nd, at du er bkcven en Kri
sten, og at du kan ikke lasngere bære dig ad, som de gan«
«Jeg skal prom,« var Spore-L
«ng iaa Mckrke til, at dersom de got Jndoendins
ger og lcwek Vcsvasrligheder for os, vil jeg udøvc min
utvivlsomme Ret til at scrttc hoem som helft af dem nd af
Værkstedet. om de offer sig der igen.«
»Ist-g ausser, du oilde,« sagde Robert
Lejligheden lod ikkc lcvnge ventc paa fig: thi Jack
Ion, der havde faaet not Mod ncd sit fidste Bei-g, kam
snart igen for at aflcvggc Robert et Bei-g. Men i Ste
det for Robert kom Harrifon ham i Mode-.
»God Dag, Or. Oarrifon,« sting Jackson dristigt,
»et: Johnjen hat-«
»Ja, kmn er,« soarcde Harrifon i en Tone, der syn
tes at sigex »Gott dig nu ikke altfpr fras«
»O, oel, maaske kmn or optagct; jeg ønskvde ban
at se Dom et Minut.«
»Hu Jactson,« sagdr Onkrifom »jeg har et Par
Iigefremme Ord at siqe Tem: Tenno Afdclinq bestorer
jeg, og san læ:·ge jcg er hist-, vil im ingen Tagdriverc
og Sladdertafkck have bor: sorfmar De det?«
.,"Forftaar! Te hohem-r jlvt ikke at gøre Dem saa
balstyrrig over den Ihm Te bildet- Dom vol ikke ind,
at Te er Herre og Mäswr over dcst Mit-'
»Undsfnld min. om im saade more-, end jog burdcs,"
fortsatte -L«sat«rison: »mcn dct can ikfe tjlladcss3.«
LI. vol, im skal nof san Jolmson at se en undcsn
Gang; det gør ika fcm ftor Forjkei.
»Undskyld nqu, Jarkfon, men Johnsisn ausser slet im
Deres Bessein
Lniler itiel Hvad ntener Ich-"
»Im nie-nein han øniter intet Zamtvem at have
med Tem. Te for-staat det niaasle itke, Jacksotu "1nen
Sandheden er, at der en sket en itor Forandrina med
Johnien.«
...L8vad mener De?« nentoa Jaction
»Ja-a mener. at hat« hat-Der jea, er bleven en jand
Jesu Kriiti Eiter-folgen og detfor tan han itke lerne-, som
l).1n for bar lenkt, oa ban stiften at jeg itnlde sige Dem
det.« -
»Fokdi ban ielv stammede iia ved at iige det, an
tager jea,« iaade Jacksom ,,J er et deiligt Par Humbugs
magekel« «
»Nei, han ftammer iig itte ved ielv at sige det,«
udbrsd Robert, der i det iannne kom til Stede cned blas
sende Minder og funklende Øjne, »og han behøver heller
ikte at flammt- iia Jeg er færdig med jek alle, og det er
godt Jea er tun bedrøvet over, at feg blev ved saa lasnge
has eder sont jeg gjorde «
- »Aha dal« nrcenaede Jactiom »sikten et Par Kleis
te! Hvor er vi doa ande, iasrlig naar ni dritter os fnlde
Ssndan Eftenniddaa oa saa bliver "p1ittede i Sena, me«
dens- Familien er l-orte.«
Robert var i lin Oplndielse oed at ioare; men Hart-i
son lagde Haanden paa baniz Arm og fande: ,,Ti hellere
stille, Johniem og lad mia tale med ham.«
Derpoa oendte ban sia til Jackson og sagde: ,,Alt
dette er forbi og glemt Tet er bekendt og tilgivet Hat
·· De merk-, De ital have sagt?«
»Mere? Nei: nsed ilndtagelie af, at jeg haabek da,
X Johaer ikke er falden i Hasnderne paa en værre Slyngel,
end Matfton var.«
Harrifon fslte sia tiljlyndet til at give Svar paa
Tiltales men han besindede fig oa faade roliat:
»Im-lud Værtstedet, Jaction.«
»Im stulde ønite at vide, hvem der har aivet Dem
Net til at kommandere mia ud,« iagde Jacklon opbragt.
,,Forlad Værtitedet,« sagde Harriion igen i en ro
lig, men bestemt Tone.
,,Hverken for Dem ellek andre af den Kaliber,«
raubte Jacklon og satte sig i Forsoarsstilling.
»Saa kommer jeg til at bjcelpe Dem,« iagde Harris
son: oa for Jactfon haode faaet Tid til at tcente sig om,
fandt han sig selv tnurrende tundt ude paa Gaden efter
et traftiat Stød, der haode binlpet ham ud af Deren
Fsrst følte han iia tilskyndet til at ilaast men han havde
en Fslelie af, at Harriion bande for fast et Tag for hain
at modstaa, oa ined en LH eller to ait han sin Vei, oq
Xspqtobert laa ham itke merk-.
J »Koksnøalerne« dreiede Eamtalen noale faa As
teuer fenere sia oni Robert Tons en ai dein lmvde niodt
pag Gaben den Dan· »Han mlde knap not tale til lnia.«
lagde han.
»An, det er den Snrrisum der har fncwt et Lag 1
dank-' fngde Jackson misd on Ed, »on Umbilde opblasft
-——: jeg skulde snske at Isido, b«.«.d kmn or for en shaont
Jeg fkal not hufke ham en skøn Tau for et Pude» lmn
bar spillet mig.« -
»Vat det den Dag, han smed diq ud as Masonsrs
Fabrik?« fagde en -as de andre-.
En ffralende Latter fnlmc dottr Zpømssmaalx on
Dukfon kastedc i høi Grad asmcrlig fin Pibe fm sin, fom
om han vilde forestille sig endnu more kommstan men
da dette kun for-gedi- Latteren, anfaa han det for klogcft
at samle den on igen og tie stille.
»Kom Jackson,« fagde Smithiom «det san jo ikke
nytte at nægte det. tPan fandt dig der efter Johnsen og
Iagde dis, at du fkulde lade ham være, gjorde han ikkc?
-»qg unge Johnfen felv stod fom en Mut-. — Jeg kan godt
Ude at se en Mond vise jin Farve ——— og da du saa blev
soc www imed han dig ud: givrde han Mes«
»Og Mosö fagde, han har aldrig ist set Jackfon
komme ud i en faadan Fari,« fagde en unben, ,,det var
næstem svm hatt flIi-«
»Ve1, tad ham bare prøve at rjre mig igen, det er
det hele!« sagde Jackson.
»Aa, det skal du vist not passe paa, han itte saar
Anlcdning til,« sagde Dyte; han er een for mange ssor
dig; men hvad med Johnsen, kommer han igen?«
»Nej,« svarede Jackson, ,,«han tør ikke.«
»Vol, ieg ved sined Densin til dette ,,tør ikke«, sagde
Smithson tankesuld-; »maaske var det bedre for nogle of
Restcn of os, om vi kom til at liqtie ham.«
»Au, lad os nu bate være fri,« sagde Dtike; »Was
Smithsom taq dig en Fingcrbølsuld oq gisv os ,,Et Lin
paa det blau Ocemi«; ou tmn begyndte at «nynn2 paa
Vifen.
Robert var nu scerdig med ,,.8iors3nøqlerne«; og de
ulyktelige unge Mænd, som samledes der, blev snart fast
diqe’ mcd ham, da de sandt nd, at han virkelig mente,
Iwad han bavde sagt til Jackfom og at, hvad der end
havde vasret at sige om hans tidligcre Liv, saa var der in
tct at udscvtte paa ham nu.
Lampen var udkwnmcst, og Robert hcwde sejret
over noqlc as de Fristelscr, der sivrlig havdse plagct hom;
hon havde lasrt den storcs Aktien der er saa vigtig for ok
alle, at dest at værc bestemt og oprigtig i hele sit Gut-s
sorhold er den lytkeligstc og tilligc den basderligste Frem
gangsmaade, samt at nanr Kot-set blivcsr villigt taget op,
er det oö ikte for tungt at bæke.
XlL
Hur Haand du tagt paa Hort-ones Plov,
Ta sc diq ej tilbagc,
Eis rs til Nordens Trylleikosv
»Da ei til Zodomsz Plage-!
Mcn pløi din Furt-, strø Gnds Sasdl
Er Jordm diq for tør, san ist-ird;
Vil Grunde-i tun-le Nøsteih
Ia twnt ma Gyldenhøth
Vi maa itke tr» at Robert innen andre Vaniteligs
heder niødte, end de i fidste Kapitel omtalte. Jo, han
mødte mange, iom entwer, der asrligt og redeligt strik
ber efter at folge i Krifti Fodspor, vil gere. Han fandt
nd, at »Bei-dem stødet og Pferden-n« nrøoede at indvik
le ham i del-es Siiarer on føre hmn tillmge igen paa de
ganile, onde Befe. Ognaar hanstnndtoin troede, han
ljaode mnidet en Seit Korn de qanile Fristelser atter
tilbage, og dette gjorde hant ofte helt Islytkelig. Men
lmns Sanitaler med Oarrison lijalp lmin ineget; on
livad der bialp liain endnn niere, dar-, at lian aldors
liat iøgte Guds Aands Vejledninq oq Ofaslp til at folge
iin Fressen og skønt lian bleo dnqtiqere i fin daqline
NerniniL dleo han oaiaa nnsre brwndende i-Aanden til
at tjene Herren
J den Hesiieende var Hartifons Jndflndelie as største
Betydning for hom. Gan liavde lasrt at indfe, at Flid
on Troikali i vor jordisle Gerning oafaa tjener til at
fokljerliqe Nnd Gan leerte fanledes at heilige lJele iit
Lin og qore den Del deraf, foni ellers ofte oilde Viere
ledeliq Elid, interessant og uirtsoint Han prøocfc ker
liqt at note iit bedste for sin jordiske kllcester. ikle med
Lientieneite for at lseliaae Menneiter, men med et op
riqtigt Objekte i lttitcsirth on dernted dleo han niere
on niere dimtikmjort til sin ltterninn on aiorde raste
Frenntridt, saa han af Mafon bleo anset for at Unsre en
af lmnsJ nnolideligftennge Mir-nd oq noget as en An
toritet i alt, hoad der hol-te til hans Afdelinq iForrets
ningen Tette gnv ham nieqen Jndflndelse, soin ban
mode-de at bknge til sine Medarbejderes dedfte Han
talte ofte nted dem, naar han fandt en god Anledni1m,
on prønede at drage deresz Jnteresiek iniod det qode,
samt befkytte dem mod de Snarer, han ielv var falden
i. Det lieh-ver itke at iiieddeles, at Maion qlasdede iia
meke oed at lægge Masrke til dette, og hoorledes hone
Faders og Moders Gliede var endnn større
Efter 2 a 3 Aar-s Forløb fik Bannen Tilbnd oni
en meget bettoet Stilling et andet Sied, og stønt Mafon
nødigt Oilde af med hom, raasdede han hacn dog for iin
egen Styld til at tage den. Her maa vi saa byde ham
Farvel. J sin ny Stilling lykkedes alt for ham over
Foroentning, og han steg fra en Tillidspost til en an
den, indtil han bleo Medleni af Firmaet. Der fortsatte
han i endnn stock-e Stil at øve den fatnme gode Jndi
flydelse paa sine unge Mit-nd sont han for haode giort
ooetfor Robert: og mangen enung Knos, sder kocn ind
til London og var ndfat for alle dens Fristelier oq Fa
ket, yak yafl LVUMO tu ycsus nl Un m Inllc Wun, form
han kom under Harrifons Jndflydclse. san og Robert
blev ved at vcrre gode anen oq disnms lom aldrig til
London i Fokretnitmsanliaqcndcr. nndtagen kmn Onsaa
maatte besøae stn gamle og trofaste Ven.
Da Harrifon fnrlod Wundhan1, var Nobertsz Læs
retid nckften udløben, og Mason tilbød ftraks at tiliutets
gute hans Kontrakt for Neestn of Tiden oq give- hmn
Oarrisonsrs Pladsk Undcr Forlmndlingen herum udtaltc
Mason sin Tilfrchhed med lmnsis OpførscL »uden thili
ket, Ti- nok furstaar, im iklc vilde give Dem dette Til
bm«. Terpaa qan lmn en Heutydninq til bans tjdliqri
re Lætcaar og stumm-, om hun vilde have noaet iniod
at fortasllo lmm alt oiu Affaskerne med Marstonx tlji
han fande: »Im havch daorlige Tilbøjolighcder, sm
jeg forlod Bucht-im og jeg lmvde gjort miq fknldig i
mer«-t, sont Fader ikkts vidste.« Dcrpaa fortalto lmn um
Harrifom hvor venlig lmn havdc vasrcst, og hour oftc
lmn lmnde oplnst on vejlcdct l)an1, samt om hans Ets
csmpcsl bande i og udrn for Forretninqesm hvordan lmn
lmnch taget hans Parti, uaar andre san ned paa hanh
og opmuntret thut til at blive i sin Gerning, samt ad
«varet hom mod at lytte til de gamle Kammeraters Quer
talelfek. »Og min eneer Frtmt Hr. Mason, med Hen
syn til at modtaqe Dekes Tilbud, er, at De vil finde
en altfor ftok Forftel nu, da Hartifon er bortc.«
»Im vil løbe Risikoem Or· Johnsen,« sagde Mason
opmuntrede. Det var førsth Gang, Mason havde titu
leret ham ,,Hr.«, og der var næppe noaen Jroni deri«,
da hans Ansigt straalede af Tilfredshed. »Jeg vil lobe
Miit-dem og jeg fkal sige Dem til deres Opmuntrtng,
at ieg hat lqgt meget nIie Masrke til Dei-es Opførsel
—- mere end De maaile tcenker — lige fra sprst af; og
at, hvad De saa actbent hat fortalt mig, stadfæfter helt
igennem den Opfattelse, jeg hat forenet mig. Det er
mig en stor Glcede, baade for Deres FaderLi Stle og
Deres egen, at jeg tan tilbyde Dem denne Stillina, og
jeg haaber, De vil beholde den, til der oiier sig noget
bedre.«
Hoilken Glcede, der bleo iBuchani, lan du soel selv
forestille dig, selo oin der let kunde strives et langt
Kapitel om Robert-Z Besøg hos dem, da de hatte det hele,
og da hans Ven Harrison, hvein han skyldte saa meget,
reiste med ham og blev modtaget i Hjenmiet næsten som
deces egen Sen
. I I
Tersom ivi nu efter noale Aarsss Frainrrelse atter
komnier tilbage til Wyndhani, gaar ned ad Gaden og
betragtee de nye Fabrikker, komme-r oi oqiaa til :).liaion—:s;
men den er bleven meget forandret og itke faa lidt for
starret Paa Stiltet er der ogsaa sket Forandring. J
Siedet for det ene Naon »Mason« lasser oi nn »Ma
son og Jolmsen«. Vi spørger forbaoset: ».Lwad, er Ilio
bert Jolniien kommen i Partnerstab ined Busoni-«
Vi maa helle-re gaa ind og spørge hatn fein En liqes
frem, sorretningsmcesssigt ndseende Mund lonnner oLi i
Mode on lnifker. Vi gør os felo lnstendt og i nassle
Øjeblit qentender oi i Monden foran osJ oor gamle Ven
Robert selv. Han indbyder os naturliaois til at komme
ined ind, skønt det er ikke her, han bor: nien han paa
staar, oi ital folge med ham hjem efter Kontortid til
hans sinntke, lille Villa nden for Wyndham paa Vejen
til Walten Hall. Der iidder lsan san nced fine eqne
sniaa isaa Univerne og fortirller oc- lsele sin Historie
:lIiason onstede at trivkke siq tilbage og over-drage For
retninnen til sin Zen, men han indsaa, det vilde vceres
bedst, otn lian kam i Partnerskab med en, sont helt igen
nein forftud sig paa For-retningen, og til bbem han
knnde habe ndel« Tillid Han foreslog derfor Robert at
aaa i Partnerskab med bans Sen, idet han gjorde gcel
.dende, at Fortetningen vilde knnne udvisdes betydeliat,
efterdi andbyggerantallet i Wyndharn øgedes ftcerkt
Medens den Sag endnn var nafgjart, traf det fig en
Gang, at Mason onitalte den for Fiantajn Norman, der
nn havde arvet iin Faderg Sind-Z oa boede i Walten
Hall. Zaa jnart denne børte Tale derent, bad han strats
am Lon til at lijaslpe :iobert, om denne nianglede den
tilstrcekfeliqe Kapital til at beaynde med. Bette babde
lmn gibt-t, on Robert var saaledes blenen sat i Stand
til stralszi at tebe en Pakt i Forretninaen Gan havde nn,
singde han, tilbaaebetalt ftørste Delen af den laante
).Ciapital, oa ved Sindin Velsignelfe havde Forretningen
Jndviklet jia endog niere, end de baode Ventet. Han var
ldesndem sont bi senere hørte, blebet en meget indflydel
sesria LlIland i Vcien da havde alles Agtelse Desnden
var der ikte en Mand, sum var mere virksoni og awar
lia i den ,iiirte, hvortil ban harte.
Det vilde brere skønt, otn oi kunde give en ligesaa
fordelaatia Stildring af en af de andre Personen vi
bar leert at tende i Historietr Marston vendte iig des
basrre aldriq riatig bort fra jine bnde Veje. En fort Tid
»fyntes:« han at forbedre fig, efter iin staktelss Moder
Ded, der indtraf ea. UT- Aar efter hans Tyve Opdagels
se, oendte han tilbage saa lanat, sont hans Midler bilde
tillade bam, til fin Drnlkenflabslaft, og Oi ded, hdor
den Vei vil ende. Til Trods for alt, hvad der bleo gjart
for l)a1n, fant lian dybere og dybere, indtil han til
sidst ilap over til Amerika, mistcenlt for Delaatinbed
Hi et frngteligt fliøveri. der bar begaaet Liaesom Roberts
Vei dar »den retfcerdiges Sti, der iom et stinnende
Lug- bliver tlarere da klarere til Lliiddag,« saaledes bar
flaikelirs Iliarstons lig den andert, der omtalessi naser
Verö: ,,De ugudeliges Vej er som Merket.«
Tn lnnde niaafte bade Lnfi til at «vide, om Robert
moan Sinde niere saa den gamle Jemand hvis For
ltrellina bavde ajort iaa dnbt Jndtryk paa ham, og lwis
Ilcerliae Ord saa ofte fenere bar kommet i hans Tanker.
Ja, han gjorde, on det git saaledes til: en Tag inaatte
han reer til en Nabobyi Forretningsanliggender, og
da han kam derhenj l)nikede han, at det var der, den
ganils Sømand fiandsede for at se iin Moders Grav.
Da ban var fcerdia med sit Ærinde, gik han ind paa
Fiirkeaaarden for at ie, ocn han kunde finde den. Den
gamle Graver bavde travlt mellem Gravene og hjalp
han at sage efter den. »Ved De noget oin Sonnen, Ru
ben Wilmot, der gik til SøS?« spurgte Robert.
»Den jea MU« ndbrød den aamle; »ja, det tan
De unsre fitker paa: tbi en bedre Mand, end han er
har aldrig boet i Millbroot.«
»Wer han her da?« spnrate Robert.
»O jal Han har vasret her Z Aar nu til nieste Fre
daa. Jan kebte det gantle Ort-:- der nede ved Butten
,l)vor gamle Brown plejede at bo. Han sagde, han tnnde
dog have Lyst til at se en lille Smulel Band. De ved
maafke, hvor jeg mener.«
Tet vidste Robert imidlertid ikkc, saa Graveren
paatog slg at veere hans Vejviser. De fandt den gamle
Mand fpadserende frein og tilbage i sin lille Haue, liges
som han plejede at gaa frem og tilbage paa Dcekket, og
da han laa Robert noerme fig, som om han vilde tale
med ham, tog han heilig Hatten af og fande: »Deress
I «
Dirne-» uuu Ort-ic
»Tc hufkcr mig ifkc,« sagde Robert.
List san im ikfc siqu jeq gar,« fvarede den gam
le, idet han lidt forbavfet faa paa hum
«Mindes De, hvorledes De for over ti Aar fidcn
kom her til Vyen med den gmnle »k)imulator« for, fom
De made at fe- Dcrrs Modcrs Grav, og hvordan Do
)da fortaltc out et Skibbrnd for en ung Kritik-, der sad
slw over for Tem? De- bewde en Ven med, sont Dr ti
"tnlercsdes Styrnmnd, hufkrr jeg.«
«Men De er da ikke den unge Mand2«
»Ja-h er,« faade Robert fmilende. »Da jeq tænktc,
zda im hufkede, dette var Byen, De talte om, at jeg
vilde prøve at finde Deres Moders Grav; for jeg kmr
san ofte tænkt vaa Deres Historie, felv om jeg ingen
Anelfe havde om, at De boede herf«
I »Det var smukt gjort af Dem at hufke paa min
trete, gamle Moders Grav og komm-e at des-ge mig,
Kom indl kom indl og lad· os tale lidt med hinanden·«
»Nu, unge Mand,« sagde den gamle, da de var
kommet ind i Hyttehm maa jeg give Dem G Symph
nmal? Do vil ikke tage mig det ilde op?
»Nei, sikkept vil jeg ikke det,« svarede Robert.
»Hm- De føgt Herren, unge Man-d? Hur Tel»
»Je« haaber, jieg har,« svarede Robert. »Im tror
paa hom, og han hat været meget naadig imod 1nig.«
,,Amen, Amen! Priser Herren,« sagde den gamle
Mand, idet han greb Roberts Haand og sgan den ei
hinteligt Sjmandshaandtryt ,,Saa er det alt godt
ja alt qodt. Hvordan er det nu, der staat i Sanges-if
,,Veslcvgtet i Kriftus for hans vans Skyld,
Et Hiertenss Velkommen her modtag.«
Ja, oq dcst er alt det Slægtfkab, jeq l)m«tillm-.1r«
Inen
Min Ein-l jkal bodc for Zion end,
Mens Lin og Aande ich har;
Thi Venner oa Slægt or atmet disk-ind.
Hokus Gud i sin Faun dein ta«r.
L lwilkct but-list Hand det cr, er dct ist-VI- L«" "
ffal modi- d«(-m iaen — — maasko indem M lawsan
Apostle, Profestcstz Mortyrcr der
Omkrinq min Frelserc ftaar;
ON fnart, mine anner i Kriftus saa kast,
Vj den herlige Skare og naar.«
»Me« De handcs en Von mcd Dem den »man
sagde Robert; »han var "«ikke of Teres Familie, unta
get jeg?«
»s?ej, ikke i Familien, men min gamle Styrmanix
der hat fulgt mig lige siden den Gang, jeg fortalte
om.«
,,»Leoei- han endnu?« ipurgte Robert
»Nei. han er død gaaet bort før mig, han havde
et slemt Angreb ai den gule Feber nede i Vestindiety
og den gjorde det af med ham i nogle faa Timer. Meu
han er atmet hieni. »Sei-lind herligtl Var de fidfte Ord,
ban talte;« og den gamle Sømands Læber skælvede, og
hans Øjne fyldtes med Taarer. De sad derpaa og sam
talede, Robert fortalte hom, hvordan han var kommen
til at føge Herren, niedens den gamle ofte afbrød hatt
med Udbrud af Tak og Pris eller Linier af Salmer. Eu
delig var Tiden omme, at Robert skulde gaa. ,,De nil
komme at se til den aamle igen, vil De ikke, naar De
kominer denne Vej?« sagde han, idet Robert rejsie Eig.
»Det vil jeg fitkert gøre, og De maa ogsaa kom
me at besøge mig, svarede Robert, hvilket den gamle
Jemand lonede at gere. Men han fik det aldrig nd
førtx thi nieste Vinter bleo han meget syg og iendte
Bud efter Robert for at sige ham Faovel
,,Af Sted til sidft!« udbrød han, idet han ftrakit
Haanden ud mod Robert. «Af Sted, og fcerdig til Rei
sen. Alt i Orden, Styrmand,. alt klar!
Dybt falden, utro, min Frelfer er ncer
For inig at frelse, han fitkert er her.
z; Vøn man jeg kæmpe som uslefte Orm,
Med Mristus « Skibet jeg smiler ad Stormk
Vil De lcese for mig?« sagde han; »jeg kan ill
tale meget nu, og jeg kan itke holde ud at læse.«
»Robert tog den forslidte Bibel, den gamle Bibel.
der haode tilljørt Kaptajnens Moder og siden heade
Død oceret band Ledsager paa alle hans Reises-, og be
gyndte at lcefe af det Kapitel i Brevet til Korintheruh
der beziynder fault-des: »Thi oi oide, at derfom vort for
diike Hug, denne IHutte, nedbrydes, have vi en Vygs
ning af Gild, et Gus, som itke ergjort med Gewim
eoigt i Himlene.«
«Saliqe Haab, salige Haab,« sagde den gamlt
Mand: »det er »Ein-long trycme oq inste Anker,ja, tryc
og fast,« oq idet han fagde disie Ord, reiste han iig op
i Zeugen: ,,hoilstet ogsaa gaar indenfor Forhænget:«"
men Anstrenqelsen udmnttede hom, og Robert slutteds
Verset: »Hoor Jesus-, vor Forløber, gik ind for os
»-O, ja, Jesus-! Han er ast, og i alle.«
Deran inwlede Robert ned at bede med jin sanfte
Ven, hvorpaa han forlod ham. ,,Jeg haaber at se Das
igen,« sagde han, idet han forlod Stuen
»Ist-te ber, nnge Mand, ikke her: men jeg haabetz
vi fkal mødes. Gud «veliigne Dem oa føre Dem feel-il
biem til fidst.« Og idet Robert luttede Toren, hørtt
ban lmm sinc:
»Freli! i den iikre Hann,
O, modtag min Sjæl til iidst.«
Den qamle Fiaptajn hoiler ved sin Moder-Z Sid
indtil de retfwrdiges Opftandelse Lykkeligt for os on!
oi maa slntte vort Livs Sejlads, som han gjorde.
it s .
Trrsom Robert Jolmfens Livsssiiftorie ikke allen
de har lært os sin Leltie, faa vil det ikke nasre til
ftor Rotte at gcntnge den : men det bar stundom fin Bo
tydninq at summcre op, bund vi bar læft, for at vi det
ncd lau faa et klare-re, samlvt Jndblik i det bele. Lat
dcsrfor vore- fidsth Ord bline disse:
Robert Inlmsens Fojltrin bans llngdomsdage bo
stod i Mangel paa Sandbcsd on Mod. Og da Gnds Nan
des formde lmniZ Sjertcn saa han fil fin Synd at it
on lom under Gudss »Aan chledning, blev han sand.
nmdia, nluorliq ou standtmftig: oq faalcdes aik has
fremad bnadc i dcttc Lin-Z Sysler og i at tjene Gud
Tor fan ikke lcsvess et fondt Liv, et Liv, der er værd C
leuc, luden disk-sc- Egenffaber.
llnqe Mel-nd, vwr fande, vær brave, oprigtiqeä
edcrs Forljold over for baade Gud og Mennesker, samt
modiae til at modstaa alt det onde og altid atre det.
fom oders Samvittighed siaer oder, er got-L Lad Gab-Z
sinsNaade fornye eders Hiertw og prøve faa at fucbs
fylde eders Løb for Kriftus uden Skam og Baum
Sau fkal J Skridt for Skridt vinde Seit, den Seit,
som ovewinder Vordem og eders Liv skal blive »die ret
færdlges Sti, der er lom et skinnende Lys, »der blivs
klarere og klarere lndtil Middag.«
ge · ;
