Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Nov. 4, 1910)
X Robert Ooekiat fta Engelft Cl Thr. Christo-fein CAN-) Warst-In sad taoö med Hovedet skjult i sHænderne ,,James,« sortiatte hun, »jeg ved. der er noget i seien; o, sig mig, min Dreng, hvad det er. Du er min endli- Stth ieg bar ingen anden i Verden end dig, on beklo- noget ikulde tilstede dsg, ved jeg itte, hvad jea siulde gribe til«. Derpaa lænede hun sig mod hans SW og græd »Det er just dette, Moder,« sagde lian ester en Iavse med araakvalt, hitlkende Stemme »O Gud, o Cudl Ovad ital jeg gere?« »Der-sont det er en fand Ben, Jatnes,« svarede sun, »ja er jeg glad ved at here det. Der-sont der er nogen Sorg eller Byrde, der huiler paa dit Sind, vil san hjælpe dig, naar du gaar til ham.« «Det er vierte end Sorg, Moder; det er Bann-re. Moden jeg kan aldrig komme tilbage til Masons igen.« »Jamme! Baue-krel« streg hun med et sorfærdet Udtryk i Stemmen. Odem taler om Vanære2 James, ska mig ikle: sig mig, at det var ilte sandt, du sagde.« «Det er desværre sandt, Moder, altfor inndt.« Derpaa fortalte han hende saa meget, at hun tun de qætte iig til, hvori Vanæren bestod. Da Sandheden Iled klar for heade, faldt hun beivimet onl. Marston bleo i højeite Grad sorfærdet Han troede, Inn Var oed at de, som him laa der lcenet tildage i Sto IM med et dsdblegt Ansigt. »O, jeg har myrdet hendel Jeg har myrdet heu del« sites han. »Moder! Moderl tan du ilke høre mig, Moder?« og han bøjede sig ned og kygssede lsendesrs tolde Einst .«- «- « Hun børte hans Ztemnny og lidt eiter lidt kom bun til Bevidfthcd - - men tun til endnu dnbere Einer te. Dette Stsd havde ryftet hende sorfcrrdeliqh og efteiv haanden iin Bevidftheden taldte den frogtelige Sand l,ed tilbage, blev liendes steiler i liejeste Grad Dold setnmr. Dersom en Sen noaen Linde dar set en Modeer Sor« da iaa Marslon det den Tag. Sinn inntesis innies III sor hans Nieroasrelse — ja for alt - undtaaen hans Bankkre. »Q« raabte hin-, »at ieg illilde leise at ie denne Dagl Aldrig aldrig i disie 57 Aar, iidui iea kom til Vayntith har noacn lunnet tale om Vancrre i Idrlinsi delse nied iuig eller mitte. Ia nu er det min Eim, min eneste Stu, fom dringer mine graa Haar med Sorg til Grasen. Ja, det vil ikte vare lange-; det vil ikke vare lustige nu. Tette har lnust mit Hierte Dette har — Tat Gad, at min italkels Mund ilte leoede at se denne Tag —- det Vani, han endoa velsignede da han laa Paa iit « Dsdsleje.« ltf l »Moder, Moderl« skrea Marston. »Jlle, itlel Jeg tan ikle holde det udl jeg tan dir-keins iklel O, Mo der! leg vil vende om; ja, jeg vit virlelig. O, hoilken usiel Synder feg har vceretl Tcrnk itle mere paa det, Moderl Prso at glenmie, hvad jeg har væretl Jeg blev vildledt, Moder-. Jeg oed nol, det var usselt at lade sig vildlede; men jeg gjorde det. Jeg ital aldrig mere brin se Slam og Vanære over dia, nej aldrigl men jeg vil vcere dig en Hin-m Moder; ja, jeg vil i Sandhedl« Ren den stattels ganile Moder ryftede blot paa Hemden og med foldede Heender soingede sig selv freut — »du tilbage i Stolen med et tungt, sorgsuldt Blit. Eiter nogen Tids Forløb blev hun roligere, og Marfton sortalte hende da, hoad Mafon haode sagt, idet han tiliejeda at han tænkte, deriom hun vilde slkive og sptrse hom, vilde han not være ligcfaa god iom sit Ord; thi Marston tunde ikle udholde vedblioende at falde lin Moder til Byrde og desuden stedfe ved sin Mermelie minde hende om sin Vancere. Hun strev laa et Brev til Dr. Mason, og det var et, der sit hans Gerte til at blsde, da han lceste det, laa han sit en Plads sor Jameö. Det var rigtignot itte nær saa god en Plads, iom han havde haft hoö dam; men den var lanqt borte fra alle hans gamle Kam-neusten paa et Cted hoor han itte var saa udiat for den Stags Fri ftelier, og hvok han var under stræng Kontrol. Vi vil da forlade ham en Tid og vende os til Robert To eller tre Tage ester Marstons Afftediaelse taldte Mason Robert ind i siontoret og talte alter alvor· list oq indtrwngende med hom. Robert inntes set-st, han M lidt strecan: thi han stiflede, at Or. Maion slulde vide, hvor ydmyg han selte Tig; nien han syntes ikte rig tiq, denne tog Heiliin not til hano Angek. Men lidt es ter lidt maatte han indrsmnm at hans Mester haode Iet, naar han aadent on liaefremt sorestillede ham den Blind, han davde qfort sig ityldig i. Maion oiste hom, bookledes han haode giort lig slyldig i at sliule neiget san oidste, var lnndiat, og hoorledes han, dersom Mars stons Tyveri itle var dleven opdaaet i Tide, let tunde viere dleven indoitlet deri. Derpaa talte han aloorlinl med bam om de Kanimerater. lian hause tin-rot iaa for tkolia med, og otn den Fare lian var i, baade lwad Hel Ired on Rygte avail, naar lian git til offentlige Hase »Im iorsilrer diq, Jolinsen,« iortiatte han: «ikc kund- itte tro det. da det iersle tom mig for Sirt-. Jee ftmde over dia lom over min ean Sen. Alt-rni, al· dris, inin trenn, lau laan- du lese-. Ist lanan noaei Ists For daade Sie-le oq Legems Skyld lieder- ie dls aldrin at aaa til et oftentlint Hut-, mit-tagen lov Use Ismtnlnaet ten-per det. Jan-n Mand. der hat e Stein euer er et spie-n umd, dar nonet at am et laa sent Stein Its Im Wort til din Tadel-« —- Iiodert biet sich —- «II Mit W our denn- sllsre Jeq hol Ists-M titles Retort- WIW ist Ist-ekle Mmmmnsuatnskinmcammnn UFUMIIILIUMMMWAII LJethr ogsaa iagt ham, at sor ihans og din egen Styls vil jeg ikle tilintetgsre den Stdn-trakt, its-at ieg bar TM til at atre det, dersoin du vil gaa ind paa en Overenss com-it angaaende disie Ting, ’som ieg lroever, du ntjs agtigt og med Trostab maa ovevholde. Didie Betins gelser liendte jeg din Faden og han hat givet dem sin fnlde Billigelie, ja, endog paalagt mig itke at lade nogenting hindre deres punktlige Overholdelie Adskils lige af dem bar Gensyn til din Opftrfel i Forretningen, hvor der er Anledning til Forsremmeliex men de dig tigite er falgende: at du sorelabigt skal tilbringe dine Sandage hie-onna at du itke maa sage Selslab med nogen udenfor Hufet uden mit Samttjkta at du under ingen Omstændigheder maa bei-ge et ossentligt Sus, og endeligt, at du sokelsbigt hver Maaned slal aflcegge mig Regnitab sor Brugen af dine Lommepenge Paa disie Betingelser vil jeg beholde dig. Du maa nu felv ais-re, om du vil gaa ind paa dem eller ille.« Robert iølte nok den iaakende Mistcenksomhed, disie Regler in«deholdt; men han vidste jo, han havde gjort nok til at nadvendiggøre dem. Dog tøvede han Han iyntes, nogle af dem var for strcenge. Han havde not falt, at nogle Skærpeliek vilde blioe nodvendige; men han havde haabet at tunne saa dem loempet lidt. Han vilde dog gerne en Gang imellem vcere samtnen med sine gamle Kammerater og gaa lidt nd om San dagen eiter sit eget Tykle Og han syntes ikke om den Jde at sknlle gare Negnitab for Brugen as sine Penge. Men han falte, det nyttede ikke at gere Jndvendingerz thi det vilde tun iiyrke Mistanken mod sham. Han sag det saa til sidst, at han vilde gaa ind paa dem. »Jeg vil anbesale dig at gøre det,« iagde Mason, ,,men jeg anstec, dn ital handle for dig ielv. Der er Papirerne, som indeholder Betingelsekne Tag dem med dig, og dersom du sremdeles faitholdet, at du vil gaa ind paa dem, saa nnderikriv dem og bring dem tilbage: men hufl, jeg krcever dem strcengt overlsoldte Der er endnn en Ting, jeg har at iige, og som jeg haaber, vil voere glædeligere for dig: Jeg har face ilaaet din Faden at ———- for at hjaslpe dig lidt i Gang vilde det være bedst for dig at komme bort fra Wynd ham en Tid, og faa snart vi tan iaa en ung Mand i Maritons Plads, vil jeg lade dig reife hieni· Der er endnn 2 Maaneder til din Fern-, men jeg hat ordnet det saadan, at dn lan rejie inarefi nmligt og blioe hiern me 3 llger i Siedet for de fasdvanlige iO Dage. Og iaa haaber jeg, Jol)nie«, dette maa blioe Vegyndelien til bedre Tage for dig. Du har faaet en aldorlig Ad Uariel. Du er bleden naadig bevaret for Rnin ved Op dagelien ai Maritons Brøde. Synd ikte mere, at iike noget værre slal vedersares dig. Du ital itke here Be brejdelier fra mig. sor, lwad der er iket, dersoin Frem tiden viser, at du i Zandhed vil forbedre dig. Jeg hat ogiaa paalagt Willis at passe paa, at intet bliver sagt om den Sag i Værksiedet Gnd veliigne dig og hicelpe dig til fra nn af at leve et nyt Liv.« Dybt r1)iiet, med Stam, Anger og no Forj..«.:»r lasmpende nmd de gatnle Fristelser, var Robert nde as Stand til at tate, og idet ban greb Masons udrakte Haand, iagde han nied nreppe herlig Sie-ame: ,,Tal Meiter,« hoorpaa han sorlod Kontoret Da han var bleden ene med sig selv, blev han over vceldet as marke, imertelige Tanter. Hans egen Daars ilab inntes batn altsor overvceldende Des-Juden var han slet ikle vel til Mode ved Tanlen om at itulle reise hjem. Han tunde itte udholde Tanlen om at stulle mode iin Fader og Moder. Deres Kærlighed —- han visdste siklekt, de vilde være kcerlige —- vilde blive frygteligere at bcere end deres Bebrejdelser. Dog lunde han itle as slaa at reise. Saa toenkte shan paa den gamle Ssmands Historie, og det Jndtryk den bavde giort paa ham, hvorledes han havde været nkærlig —- meget ukaerlig mod sine For aeldre Og boad om han nu, som Samandem aldrig ftulde se iin Moder igenf f Saaledes ivandt Dagen —- msrl og tung for Ro bert — endelig bort. Endnu rugende over sine nlyttelige Tanter gil han i Seng og saldt til sidst i Sonn. Den nasiie Dag sit Robert et Bkev sra sin Faden Folgende Udtog derai vil bedst viie, hvor eint og last ligt hanö Fader og Moder tæntte paa hamt ,,Jeg vil ikte plage dig, min Dreng, ved at gentage, lwad der er sketz heller ilte vil ieg prsve at bestrive med hvilte Fe lelser din Moder og jeg læfte Or. Maions Brev. Jeg haaber kun, det maa blioe en iaadan Advariel sor dig, at du ved Guds Naade maa vende om sra enhver ond Vej til den trange Vei, der forer til Livet. Vi haaber eftek Masonö venlige Okdning snart at se dig. Du slal ilte være bange for at komme hjem. Jngen anden end din Moder og ieg ved noget otn denne Sag, og du ded, vi lan ikte lade være at elite dig. Men o,min tækeDreng, di oil ilte tænke paa det sorbigangne, om di maa haa -be noget bedre i Fremtiden. Vi har eet Ønike angaaens de dig. Tersom di en Gang maa se dig iotn en sand Jeiu Kristi Eiterfslger, har oi alt, shvad vi ensker sor dig.« . Der var faa noget mere om Hiemmet glcedeligc Nobel-eh iom vi sarst rigtigt flatte, naar Hiemmet er langt dorte; og det ilnttede med endnn en Gang ai udtqlk dckks glade Foroentning om inart at ie ham igku, samt Oaabet ein« at lian sra nn ai niaatte begondc et am Liv« »Man Gnd,« jlnttede det, »gioe dig et am Vierte og en villig Rand, saa stal alt not bit-Ue godt.'· IX Ikedlss. befindlet paa Stændselens Mi. Sand-h foktviol i din Miele ej. SM, Iom hat wadet, med Redning iok diq Armut-r kommen. dybt Mec dem fis Nod for at reife til Gliedes og Livet Us. tot hvis stelle sit As san hat sit-et Immde los-heade. wettet den dsde disk m Ioklaudetieui Tr- fpf Un sind-. c. fsk W IW W Ist Ins Munde sor migl Vil mit Suk han og her-W Jo, i den Strom som for Syndere ils-d Tvæt mig nu, Herre, for hvad jeg sorbrød, Og jeg skal blive, trods Jammer og Epe Hvidere selv end den deslige Sue. Tot tog længere Tid, end -Hr. Mason havde tæntt, for Robert blev særdig til at rejse hjem: og det syntes, som om en hsjere Visdom havde lagt dette tiltette, da det netop blev Middel til, at Robert sit stistet et nyt og —- som det senere «viste sig — betydninasfuldt Bekendts skab. George Hartison var en af Masons Butikssvende, der havde vcetet ansat i en Afdeling af Forretningen, sont Robert ikke havde hast noget videre med at gere lfoorfor han ikke kendte stort til hom. Mason derimod kendte ham som en as sine paalideligste og dygtigste Mcend, og for at saa Robert bort fra det daarlige Sel slab, han var kommen i, samt faa ham under en for standig og god Jndslydelse satte han hant under Hart-i sons Tilsyn Nesultatet heras blev i mange Maader til Roberts For-del. Beskceftigelsen var hooedsagelig ny for ham, hvorsor han tastede sig over den med mere Inter esse. Han kom heller ille saa meget i Veroring med de andre Leerlinge eller Svende, hvilke han netop for Øjes blikket onskede ot undgaa. Harrison selv var en oms sorgssuld, venlig og godhjertet Mand, der aldrig pla gede Robert med Hentydninger til det passerede Hans Maul var helt igennem at faa Robert ind paa den rette Vej, men for Øjeblitket ansoa hatt det for klogest ikke at tale ligesrem til shacn om Kristendom Han Mutes han luude se Tegn paa bedre Følelser hos Robert, og han prøvede at opmuntre dem, uden at det slulde se ud, sont om han laqde Mærte til hom. Han talte ofte med ham men provede aldrig paa at presse religiøse Emner frem. Han ventede blot paa en »gylden Anledi ning« til at faa en rigtig indgaoende Samtale med ham. Mason glcedede sig ved at se, at Robert blev Har risons Ven og han gjorde alt, hvad han kunde, for at gore Venskabet endnu inderligere· Jnden ret lcenge sit Harrison den Lejlighed, han havde spejdet ester, til at saa en indgaaende Samtale med Robert. De spadserede sammen en Aste-m efter at Fabritken var luttet. Det var i den tidlige Sommertid, og alt omkring dem var saa henrivende desligt, som det tan vcere under en klar Fuldmaanes Stin. Ooer dem syntes de dejlige, grønne Vogel-lade ncrsten gennemsigtige, idet de mellem Trwers nes Grene skuede op imod den klare blaa Himmel, hnors sra Stceret fra Solnedgangen endnu itte var helt sor svundet. Nattergalen sang sine deslige Toner tæt ved; nu og da fortalte en hurtig Bevoegelse mellem det neds faldne Løv dem, at en eller anden levende Stalming var ude at søge Bytte. J Baggrunden snoede et Band lob sig srem straalende i Maanelyset, som en Solv snor. Foran dem hcevede Ruinerne af et gammelt Klo ster sig op itnellecn Traserne J det klare Maanelys saa det nd som mcvgtige Piller udhuggede as Jbenholt og Elfenben, der stod mellem hverandre — —- Det var den Spadseregang, Robert satte mest Pris paa: thi den gamle Klosterruin mindede lsam saa leoende om Beechs arn og han-S Barndomsdage der. J Asten syntes det endog mere end almindelig dejligt; aldrig, syntes han, havde dct gamle Kloster vwret saa storartet og sntult, eller Maanelyset saa tlart og mildt som i Asten »Er det itke prcegtigt?« sagde Robert, idet han glemte sin Undselighed over den Naturstønhed, der aabs nede sig foran dem, da Klosterets østre Vindue viste sig i sin sulde Storhed «Herligt,« svarede Harrison, der ikke mindre beundres de den nassten henrioende Scene »Der er ingen Udsigt,l som kan sammenlignes med denne, og ingen Rain, derl i mine Tanker er lig gamle Walton Kloster.« »Med Undtagelse as Beecham,« sagde Robert» Denne, ielv om i sig selv itke saa storartet, syntes sor» ham i Lyfet as Kcerlighed til Hjemmet og de mange Barndomstninder dog at var-re den smutkeste Plet paa Jokden. " »Du skasl jo fnart rejse dertil, ital du ikke, Johns sen?« spurgte Harrison »Saa «snart, den unge Mond lommer,« soarede Robert; ,,nien han synes at lade vente noget længe paa sig.« »Det er jeg næsten glad ved,« sagde Darrison stille — halvt til sig selv. ««Hvorsor det?« spurqte Robert ihastigt, idet han selte, at hans Ledsager maattte have en eller anden særlig Grund for en saadan Udtalelse. »Ja,« soarede Harrisom ,,jeg kan so lige saa godt sige dig det straff-: i mange Henseender kan det fo være mig ligemeget; men jeg er itte glad ved, at jeg stal as med dig.« Robert tav stille et Øieblik eller to; saa sagde han til sidst: »Ta! stal dn have, Harrison Jeg kan dog ikle sorstaa, hootfor du skulde brnde dig saa meaet om mig: nten du har onst-et en sastliq qod Kollega, det maa sen sige: du har talt min Saa, naak ingen anden vilde, on jeg ikke selo lande: og den aanile Znegl Wjllis —« »Saa sagte. saa sagte,« afbrsd Oarriionx »Willis » en rigtig god stammen-at ielo om han ogiaa lmr sine F«.jx· zog kk sit-m paa, han gjorde alt i den allerliedFte Oensigt.« »Maaske? men liae meinst, han var innen Hirlo for mig; men«, tilssiede han ten sagten Tone-, »jeg ved nur« sey dar unstet ilein.« »Ja. det er iandt nvk,« Iaqde Oarkisom ,.oq seg er alad ved, at du indter dem, Jus-usw« Robert vor ved at blive urolia ved den Mande hoowaa band solleqa tnltr. Don haode ventet lidt met-. Medfiielle sra den Stde on nwiten band-t. at Oacribx slnlds W sont uoaet t setninq at en Undlkvldning for dam: Inn i stehet for hat-de han taset Ordene i W wide Wink Modus-w leistet var en Its-Hefe ti- t- is m ask-i is- san-us »Im« sagdelnm til sidst »Da var details-Its men jeg var dog alleigevel ikke den verste. Jeg et sil ker paa —- ". Her standsede han, fom om han ikke hol-l af at fortsættc sit Selvforfvar, og Harrifon for-Hatte ,,Pr-v aldrig at undflylde noget, der er fort-et Johnsen. Se det, sum det er, og lad en Spads være es Spads." »Men trat du dog ikte,« sagde Robert, »at Om stændighederne gør noget til Sagen? Omstændiqudet fører til Fald«, ved du jo nol, er et sammelt Okl sprog.« »Ja, og i mange Tilfælde frygtelige Fald«, ins-i rede Harrifon »Det bliver altfor ofte brugti Bisenz ning af, at Omstændigheder undskylder Synd·« »Du er naturligvis ilke det, jeg mener,« fortlau Nobert; «men tror du dog ikle, at man ftundom nun gøre Ting, fom man bagefter ønskede ikle at have qmt »simpeltl)en fordi de synes at komme ind paa ons Voi. pp )det kan man fo da ikke hindre, kan man vel?« ! »Det er jeg ikke saa siller paa.« svarede Hmisox -,,Det synes mig, vi har mere travlt med selv aj klats Tilfasldctx end ui ofte tæuker paa. Vi saar en Sasd sss eller andet Sted og gaak bort og glemmer det; mse Sæden gror hele Tiden, og den bærer Frugt i iin Tib. Saadan gaar det stundom med, hvad vi iigerseller mit og ikle tænler mere paa; det bringet Omftcendiqhedet. som, vi troede, kam af fig selv.« »Men man lan da ikke undgaa at fcerdes mellns Fall, og saa kan man nceften jkke lade vcere at stu ligesom de gør,« lagde Robert, der nok suskede at im jin egen Sag paa Bane, men dog ikle vovede at tale lia nd »Hvad mener du med ,næften ikke lade være’?« fpurgte Harrifon. ,,Aa, det ser da faa særi ud ikle at ville,« fvakkde Robert-. »Fort shvem jer det fwrt ud?« fortsatte Hatkiim »Er det for dig selv, shar det intet at betyde, for inge anden fender da noget til det. Er det fer.andre, burde man ifke førft spørge om deres Ønfler, men om hvad der er Ret· Er det noget, jom ek u’skyldigt, og det km de glcede andre at dpfylde detes Øniker, iaa er det na turligvis ikke forkert at gøre det, men er det noget tvivb samt eller sorkert, saa har det ikke stort at belud-. for dis. hvad andre tænter; derimod er det af overordentlig se tydning for dig selv, hvad du gee« »Men kunde det ikte være ret at gøre —- i hvekt Fald, vilde det itke vwke nceften umuligt itke at gøre — noget, som du ikke er sikker paa, er helt rigtigt, ellet i det mindste noget, som du er i Toivl om2« sagde b bert i lidt forvirret Tone. »J et saadant Tilfælde,« sparede hans Kollqu «burde vi sikkert vente, indtil vi har faaet Klarhed disk angaaende; og det iynes mig, at om man nærer Tod-L vilde det vcere bedst at lade det hele veere Hat du Iw gen Sinde hørt Historien om Monden, der manglede en Knif, og hans Maade at udfinde, hvillen han spat-s bedst om ?« »Det hufker jeg ikke,« sagde Robert. Hvordan II det?« - « »Jo, Inellem mange Llnsøgere var der to, han sw tes bedst em. De var begge dygtige Mænd, og han vidstt ilke, hvem shan skulde vcelge. Saa besluttede shan at iættk dem paa en Prøve, før han gjorde sit Valg. Han taldk dem en for en ind i sit Bibliotek og spurgte den first »Terson1 jeg nu lejede dig, og du fkulde tote mig pas en snæver Vef, ved hvis Sider, der var en meget ins ver Skrænt. Hvad vilde du faa gøre?« ,Aaa Herr-H sarede han i Tillid til sin Dygtighed, »Jeg vilde tsc Dem paa et Haarsbred ncer Skrwnten i fuldstæudis Siklerhed’. Han kaldte da den anden ind og gov hm samme Spørgsmaal ——« »O, ja," sagde Robert, ,,nu husker jeg det; Is sagde, han vilde holde fig saa langt fra Skrcenten fes muligt, og Monden fagde: ,,Saa er du Monden fu mig.« i »Jeg antager, du kan selv gøre Anvendelfen ds af, sagde Harrison. ,,Vcer sitker paa, ingen af oc et stcerke not til at gaa ind iFare, og vm det skulde ske. hvaddet stundom tun gere, at vi bliver ledede indi Fristelfe eller maa iærdes mellem andre, fom vil le fos dort, iaa er den visefte og fikrefte Politik at holde sit iaa langt som muligt ira Skrænten. Desuden, derioss vi begynder at give den Taufe Rum, at det er O tin-s dighederne, der get det hele, da ved vi aldrig. hvok di bliver ledt hen. Vi tun ptøne at undfkylde os ovetfot enhver Tingx men det er i Virteligheden det iannne ie at sige, at det er itte forkert at gøre hoadsomhelst, usu blot Fristelsen dertil er stcerk not.« »Ja, men det synes mig den-« iagde Robert· · der er ForskeL at Ting maa bedre kunne undikyldts under visie For-hold end nnder andre.« »Qmitcvndiqheder frembkinger ikke ForiM Johnsenx disie ivaje ikke mellem ret og forkekt. Net et ret, og forfert ek forlett over hele Ver-den og til alt Tiber; du kan aldtig faa noget andet ud deraf, og — tro min, det er en fertig Sag for en nng Mund at tm me ind i en iaadon Tanteqang som din. Du fer, jeg to ler lige nd til dis: incn det nytter itte at beimytte d Sag.« »O. dct er, hoad ieg snsker. du vil,« sagde Robert der fette i iit Oiertr. at Oakriion havde Net. .,Vel, gamle Kainmekat.« sagde Oarriion WM .vi hat je itte tendt hinandcn lau imme: men det ist-I mis, vi er kommen qodt nd ai det med hinandetn II sendet iclofttgeliq hele den Ussm mcd Meister-: D tot all det bedksoe miq mequ om du sitt-ils m— send du hoc last her i site-h Du menek det MS s duk