Oversat sra Engelsk
of
Ehr. Ehristensem
Guts-U
»Saadan gil det dig«, svarede Ckloet·
»Se, min Dreng«, sortiatte han, idet han vendte sig
til Robert, der begyndte at blive lidt oengstelig over den
Vendina, Samtalen haode taget, da han var bange for,
der skulde blive talt til ham om Religion, »det var min
Moders Banner-, der bragte mig Naade, hvilket jeg sørst
siden sandt ud: thi baade Asten og Morgen, ja mange
Gange om Tagen bad og raabte hun til sGud sor mig. J
et as sine sidste Breoe til mig, sor hun dode, skrev hun, at
selo om det havde oste vaeret en haard Prove for hendes
Tro, stlte hun sig dog overbevist om, at—snart eller sent
—- vilde Gud srelie hendes Dreng. Og hun sagde, at hens
des Tro derpaa var bleven bestyrket ved, hvad hun havde
last ien gammel Bog om en, »der levede i aamle Dage; ja
— jeg er ikke loerd; hvad var nu hans NavnI Au —
August —- nej, det var ikke Augustus, thi det var jo Kes
seren, som vi lceser om i Testamentet.«
»Angust —in, har seg hart dig sige,« sagde Styrs
manden
»Ja, Augustin, det gar nu ikke saa meget ined Nav
net: men hvordan han var saa slem i sin Ungdom, og
k; hvordan hans tcere gamle Moder bad og græd for hani,
som Mødre græder over deres Vern, der er døde; og dog
vendte han itke om: hvordan hun saa en Dag klagede sin?
Nod sor en god gannnel Biskop, der opmuntrede hende til!
at vente og haabe: ,thi’, sagde han, ,det er innuligt, at eni
saadan Taaressn kan gaa til Grunde’; og dette, iagdex
min Moder, styrtede hende i Troen paa tnin Frelse ng
han lod mig ikle gaa til Grunde«, tilsøsede den barkede
Soniand idet han cerhodigt lostede Hatten
»Amen, Pris- ncere (sind,« lød det sm Styrmanden
M var Tavshed et Øjeblit eller to, lniurnaa den
qamle Somand iagde til Robert: »Im ital sortcelle dig
det hele, min Drena, hvcrdan det gis til, hnis dn nil hoer
det; det kan niaaske gore dia godt en Gang, naar du toens
ker derpaa.«
Robert haode ikke Mod til at aøre Jndvendinger.
og Kaptajnen sortsatte:
»Jeg havde ver-rat paa Zøen over sire Aar og var
ganske godt kendt med Saaerne, slønt jea endnu ilke lind-H
de naaet Nangen A. B.«). Vi sejlede paa Endatnerikass
Knst, oa sont en Folge as Klirnaet og Ildsvasvelien naar
Slibssollene var i Land, havde vi 5 a 6 syge as et Mand
skab paa is. Dette gsorde Arbejdet haardt sor Reiten, og
saa var der en saadan Heda sont jeg hoerlen for eller siss
den har kendt Mage til. Endelig sit vi da vor Ladning
om Bord oa satte Seil. Men der var megen Modløshed
paa Skibet, da Ankeret var lostet, oa mere end een as de
gamle Sømcend sagde,, at Skibet tom aldrig mere i
Havnz sor det var i en daarlig Tilstand, og sKaptainen
vilde ikke vente at saa det repareret, oa saa var nassten dets
-halve Mandskab nde as Stand til at arbejde. Men ois
havde ilke Tid til at tænke paa sligt, og ester en Dag ellers
to var der ingen, som sagde noget. s
Men henimod Asten den tredie Dag, da vi var sont-I
men et godt Stylle sra Land, begyndte det at blcese op
med en srisk Brise, til det nassten blev Sturm, oa oni Nat-T
ten blev det endnu merke. Vort Slib slinarede srygteligt,
og endelia sprang det lass. Vandet steg med en voldsom
Fakt, saa vi lnnde iiæppe holde det nede trods alle An
strengelser. Til sidst steg det saa hurtigt, at medens nogle
dlev sat til Pumperne sor at aore deres bedste, blev Ne
as os sat til at slytte Ladninaen sor om mnliqt at
stoppe Laskken Vor Ladning bestod mest as Hader, og vi
havde et haardt Arbejde med at saa dem ud, da de var
gennemvaade og dersor srngtelig tnnge. Endelig kom vi
til Ocellen, og Vandet skyllede ind med en rasende Fakt.
-» Alt, hvad vi tunde saa sat i, stoppede vi iHnllet, og nogle
as de gennemvaade Hader hialp os mere end noaet andet;
men doa var Arbesdet ved Pumperne haardt, og ikke en
eneste as oö sit et Øjeblikg Hvile den Nat. Nceste Dag var
Pest-et lidt bedre, og dersom vi havde hast et bedre Mand
ssab, lunde vi maaske have klaret det: men som det var,
havde vi knn lidt Hauch og dette svandt helt, da Stormen
ester saa Timers Fort-b atter viste sia —- srygteligere
end nagen Stude« og krcengede Stil-et helt over. Pilger
ne styllede hen over os som rasende Uhnrer, og alt, vi kun
de gere, var at passe paa itte at blioe skyllede dort. Vi sik
doa Stormasten kappet, men Skibet vilde ikke rejse sig,
ssr vi oasaa sil Mesanmasten kappet, svingede det om
, ina med en saadan Kraft, at vi næsten alle blev kastede
i· Sten. Lækken var atter bleven aaben, —- eller der var
sprunget en no, vi sik aldrig at vide hvillet var Tilsceldet,
da vi begnndte at sorstaa, at der itle var mere Daali til
bage sor os. Nogle as Meendene gil da til Maaasinet oa
drak Rom, til de blev rasende.
Kaptasnen ordrede os til Vaadene, men da vi loo
nede Storbaadem oiste det sig, at en Planke i den var
kunst, Baaden syldtes og sank strals. Da saade Kaptaient
,Det er sorbi. Foltens: beaynd nu hellere at bede, sor in
tet san redde os. J dette Oseblil, min Trenn. var det —
oa sea shneQ som om ieg tan here det endnu - akkurat
sont seg horte en Stemnie klar og tndelia aennem Stor
mns Mol, oa ieg vidste, det var min leere Mode-eg: ,D,
Cerrr. srels min arme Drena: o Herre, red hani nu oa
skels hatn sor eviat': oa ssrste Gana i mit Lio bad sea
sitcelia selo, sltnt sea altsd hseknme havde leert at sym
slsc Vom-er- Jea saade: ,Ond, vier mia Sen-der naadiq'.
Verm M sea, hvordan det doq stulde aaa intn inn
Ust stol, hle vt stulde aaa til Bund-, oa sea raubte
sit i min Unaest Det var et Mateliat Øseblikl noqle
»Und-de da Male bad, noale asorde beaae Del- nieste-n
. k- Ivndedksm Wie siedend-de Mitwi- ss Male
U sk Mitgt nien sandt —- sordandede san-. som
M W: os alt tin-den« Mode Volaerne os sra
«) UMWS et W Mundsw qu Hyp
Z M
Ende til anden as Stil-et som nn syldtes hurtigt og alle
rede begyndte at synke med Forstavnen Alt dette, min
Dreng, sandt Sted i mindre Tid, end jeg har sbrugt til at
sorteelle dig det, og der var kun een Mulighed tilbage,
nemlig at prsve de smaa Baade, som vi dog var sikre paa,
ikke kunde holde Stand i en saadan Bølgegangz men Sti
bet sank, og der var intet andet Hand Vi sik dem da lus
nede og søgte at saa dem klar as Stil-eh da det sank, for
ikke at gaa med i Dybet, og Gud hjalp os, saa det virkelig
lykkedeö at saa dem begge i Vandet, og maaske de dog til
sidst lunde være blevne srelste begge to, hvis ikke saa man
ge af de drukne, rasende Meend sprang i den ene, at den
gik lige ned til Bandlanten, og ester den næste store sBøls
ge saa vi dem ikke mere — med Undtagelse as en Dreng
paa min egen Alder, han sik sat paa et Troestykke, og vi
fiskede ham ov. Saadan gik det til, ikke sandt, Styrs
mand?«
,,Saadan gik det", svarede denne, »Herrens Naoni
være priset, ja Herren viere prisetl«
»Amen til det ,Broderl Kun 5 as de 15 blev frelst;
min Styrmand her ag jeg var to as dem. Kaptajnen var
Zhelt sortvivlet og sag"de, det var hans Skyld altsammen,
»det gamle Skib. Vi var da nødt til at ro dort, da vi saa
og da vi sik Baaden klar, kunde vi ikke sormaa ham til atJ
’gaa i den. Rigtignok var der ikke lang Tid til Qvertalelse
iet saa skygtetigt Øjebxik Han sagde, han vilde btive paaj
det vilde snart synle, og det sidste, vi saa af hom, var, atL
han tlamrede sig fast til Stnbben af Stormasten, hvorpaa
en stor Bølqe kom og slugte hele Skibet, som du kunde
kastc en Nnddeskal i en Dam .
Det var en sorscerdeliq Nat, s- — var det itke, Star
mand2 og især for mig var det grusuldt, da jeg falte
Guds Vrede hvilede over mig: alle mine Synder stod saa
levende for mig, og dog syntes det mig, som om Gud
alliqevel vilde srelse min. Naar andre skreg as Frygt, var
jeq tavs, for jeg var overbevist om ,at min kære Moder
bad for mig hele sden Nat, sfønt hun ikke anede, hvilken
Nod lIendes stalkels Drenq var i. Ja, sen kan ikke sortælle
jer alt, lmad oi qik iqennem den Nat, men det var for
særdeligt Vi havde kun en lille Smnle Brød og Vand sor
een Tag: men vi var nødt til at spare naa det: for vi Did
ste jo itke, hvor lcenqe det nilde vare, sør vi blev samlet
on eller naaede Land. Etormen var dag, Gud ske Lod,
stillet af, faa vi lnnde hnile lidt, skønt det var en daarlia
Ovid-, qennemvaade kolde og snltne som vi var. Dog —
vi holdt Modet onve den Dag, spiste det meste as vort
Bred da nød en lille Traube Band: men da det blev Nat
igen, og vi slet ikle vidste, hvor vi drev omkring, gik vi
naesten sra Zans oq Samlinn. Nasste Tag, da Zolen be
gyndte at breende, Hnnqeren oa Tørsien at blive pinlis
gere, begyndte en as Matroserne at tale vildt om, hvors
ledes han saa qrønne Marter med Faar on Horden som
han havde set saa ofte, da han var DrenII. Terpaa sprang
han over Rcelingen og sank, — og vi var saa sløvede, at
ikke een prøvede paa at raekie bam en Finger til .(djcelp:
iike sandt, Styrtnand?«
»Ja vel, jo vel, vi gjorde intet, han sank i et Øjeblik
og var borte —- ja, i et Øieblik«, gentog Styrmanden med
en hastidelia Pavse mellem Ordene: og hans Ansigt bar
Prreg as, at hatt atter iTanlerne gennemlevede hineNæd
selens Dage. !
»Der var vi saa«, sortsatte Kaptajnem «vi sire, ogi
det var ligesom Rædselen gjorde os- baade stumme ogi
ubevregelige !
Til sidst var der en,som sagde:»Kamnverater, er der ikke
en as os, der knnde lrese en lille Ben? det kunde maaske
nøre os aodt! Der var ingen, som sorstod sig paa Banner:
men vi fande, vi vilde gore det dedste, vi lunde Saa læste
en lidt as »Fader var«, en anden lidt as Katekismen om
Rind, som har slabt os: og min Styrmand her sagde: «
,Jeg tror paa Gud Fader AlmæatiaeC var det ikke san
dan, Styrmand?«
»Tet var«, svarede denne ,,Jeg tror nu, — men ikke
den Gang«, og han lasste derpaa lanasomt men korrekt:
«Retsa-rdiggsorde ved Troen have vi Fred med Gud sor
medelst vor Herre Jesus Kristns«.
»Det er riatigt«, sagde Kaptasnem »en velsignet
Fred er det ogsaa, sont overgaar al Forstand: men, som
im var ved at sartcelle, lovede vi alle, vi vilde fige lidt:
ag da nn anen kam til mig, kunde jeg slet ilke komme i
Tanler om noqet andet end de Ord, der lom til miq under
Stormen: Wud vasr mia Synder naadiq’: det iaade sen
sJa og heller ikke et Mut mere, for jeg syntes det maatte
vcere sokbi med band made, oa dog selte jeg, som om han
vilde ikle lade mig gaa til Grunde Vi skjulte alle vort
Ansiat i Hasnderne og sagde Amen til alle disse Banner.
O Gud være lovet«, udbrsd den graanede Mansd lieder
aetJ »han kan here Vonner paa Hat-et saa vel som paa
Landet: han asorde det ogsaa den Mann om ikte just i
samme Øjeblik
I Oele den Nat siorede ri ester Stiernernc, saa godt vi
Ikunde Vi havde itle set et eneste Seil eller et Glimt as
Land siden Stormen Den neeste Dag sortærede vi den
sidste Pest-it og drat den sidste Draade Band. Vi var som
døende on haode opaivet ethvert Hand om Redning. Oele
Dagen sad vi mere lig døde end levende Mennester, og da
sNatten kom, daslkedess lsZimlen as merke Skyer, og«en stiv
Inmiqu via-ftp op im Nord. Nu syntes den sit-see Gnist
sat Haab sluilet sak os, da oi vidste, det var aldeles umn
lliqt atter at taqe staunten op med en Sturm Men Wind
brnnte i sin Naade netop denne Fiuling til at srelse os.
iNæste Momen, da vi not lIavde seslet en 20——30 Knob,
troede vi at se et Seil Manden, som ssrst opdagede det,
lvar aldelet ude as Stand til at tale: han prsvede derpaa,
Imkn in- eu Lyd kam Mk hau- Ladee Sau m der net-.
Isokn saa det, og vi iatte ad ned og greed sont BornC Her
lestede beuge Mandene paa Hatten og ttrrede Øsnene
I»Vi prsoedr. saa godt vi lande, at ftnre ester Seilet vins
tede med Aarer oq ijorterx men det laa ille nd til, at
Stibensandslabet knnde iaa Die paa os Vi troede alle
;rede, devitdeleile for-di ocenaivoresoctskteq: ,Lad
es springe over Vard og Itre Ende m det bele: Oel
nei,«, ivarede ieq, .de kund- maasle endnu faa sie paa os.
eq —-— i hoert Tilsælde —- Gnd veer miq Synder naadiq.
Sag var det. du, Meine-nd tilisiede Zog trat-, Mk
landtk
s
-M
,Det gjorde jeg«, var det ensformige Svar.
«Saa fortjatte vi vor Fakt, og til sidst, ja til sidst op
dagede de endelig vort Signal og sparede derpaa samt be
gyndte at styre hen imod os. Da græd vi Glædestaarer og
omfavnede hinanden«.
Flere Gange i Samtalens Lob havde Robert nistet
en Taare af Øjet, og nu var han lige ved at hulke af Be
vægelse; men idet han forspgte at mande fig op, spurgte
han: ,,Blev J faa alle frelste?«
»Alle vi, som var ti"lbage«, svarede Kaptajnenx min
IStyrmand her og jeg samt to andre, hoilket var hele
Westen af 15 Mand«.
»Hoad var det for et Skib, der frelfte eder ?« spurgte
Robert videre for at skjule sin Bewegens-.
»Det var intet Skib, min Dreng, intet Skib, men
lGuds Barmhjertighed. Skibets Ravn var ellers ,,San
Juan«, et fpanskt Rofkib. Skibs«folkene oare nogle snurs
rige Fyre, Katolikler allesammen, og de bad baade til
Jomfru Maria og andre Helgener; men forøorigt niaa
jeg sige, de gjorde for os, hvad de kunde, og de fyntes at
gøre det med Glcede. De gav os baade Klæder og Penge
og satte os ilLand ved den forste Havn, vi kom til, iaa jea
kan kun fige: »Gnd velsigne deml Hvad iiger du, Stor
mand?«
»Jeg siger: Gud veliigne dem, Amen!« svarede den
ne, ,,thi gode ved os var de, det Vidnesbyrd skal de have,
felv om det var Hedninger. Maatte de finde Barmhjertigs
hed hos Gud paa hin Dag«
«:)lmenl« tilføjede Kaptajnen højtideligt
,,Hvor rejsle J faa hen?« spurgte Robert, der nu
syntes at blive interesseret i Sønicendenes frygtelige Op
levelfer. ·
«Hvor vi reiste henl ja, min Dreng, vi tog Hyre med
det førs1e, det bedfte Skib,«der skulde hjemad, og vi kom
baade lyfkelig og vel til London.«
»Da --—-- og — tcrnkte De —?«
»Tcrnkte hvad2 min Dreng«, spurgte Kaptajnen,
der faa, at Robert nølede og stammede med at faa det
frem.
»An, jea mente — jea mente Teres Moder-C sit
Robert endelig fremstammet, idet han blev blussende rød
over hele Ansigtet
,,Min Moder! ja, du kan tro, jeq tcrnkte paa hende:
ofte i de eniomme Nattevagter paa Skibet tænkte jeg paa
hende, paa mit Varndomshjem og hoorledes jeg løb bort
derfra, paa Stormen og mange andre Tit-g: men jeg
haaber, Gud har hart mine Banner og slaaet en Strea
over alt det forbigangne Saa fnart jeg kunde slippe bort
fra Skidet, kan du unsre sikket PM- jeg satte Kursen hjemi
ad, og jeg glcedede mig rigtig ved Tanken om, hvor lykke
lig Moder oilde blive, naar jeg kom ind og fortalte hende,
hvad sen havde opleoet, hvordan vi i Skumringstimerne
vilde sidde og tale farnmen om Herrens Bønhørelser og
underline Farelfer med os.
Da iea kom til ,,Montaaes Vaaben«, der ligger ncer
ved mit Hjem spurate jeg Kromanden om, hoordan min
Moder havde det.
»Din Moder«, gentog han, idet han faa forbavfet
paa mig, »in-ad mener du?«
»Undfkyld«, sagde jeg, ,,mit Navn er .’uben Wilmot,
on jeg er paa Vej lifern at beføge min Moder. De hufter
not Raben Wilmot, ilke sandt?«
»Jo,« lvarede han, ,,jeg hufker ogsaa Mary Wilmot.
Er du den Nuben Wilmot, der løb hjemmefra og aik til
Sas?«
»Ja, det er mia«, sagde jeg, »og jeg haaber at fin
de min Moder vel, men nu vilsjeg gaa for med egne Øjne
at fe, hvorledes hun har det«.
Derpaa fortalte han mig, at min Moder var ded,
faa hende fik jeg aldrig mere at se i dette Liv. O, hvor
»rystet jeg blev ved at here dette Budskab. Min dyrebare,
’ecskede Moden hende jeg føkst nu ket hque leert at eure,
lag som jeg nu havde haabet at gøre rigtig glad. Ja, ieg
forsikrer, J kunde have flaaet mig til Jorden med en
Fjer, saadan fkælvede jeg. Den godmodige Kromand faa
)det og forspgte at opmuntre mig lidt. »Vi maa jo alle
da før eller lenere, naar vor Time kommer«, treftede han
»Du kan nu blive her i Nat, min Dreng, og du skal selv
faa dit Beweise saa du ikke behøver at komme sammen
med dem«, tilfsiede han, idtt han pegede hen imod Skcens
keftuen. »Du fer jo ud til at vcere en anftændig og brav
Knos, og for din Moders Skyld fkal du faa det allerbeds
ste, vi kan dyde dig: thi hun var en god Kvinde, om en
saadan nogen Sinde hat levet, saa hendes Dad var et
Tab for mange. Du bliver her, on ieg lkal fortcrlle dig alt,
hvad feg ved am hende.« (
»Den Nat blev jeg faa i »Montages Vaaben«, og
tidlig ncee Morgen gik ieg til min Moders Grav. —- Nu
er feg atter paa Vej derhen, for jeg leiler. Gud være
takket for hende, oa ieg haaber ved hanö Naade at msdes
med hende igen, naar jeg er fcerdig med min Gerning
hernede. Oglaa dig, min Dreng, haaber jeg, vil made os
der, om vi end aldria mere skUlle msdes her nede. Hvad
liger du, Styrmand?«
»M-des der«, gentog denne: ,,msdes der, og aldrig
mere skillekc
»Saadan gik det til«, fort-satte Kaptulveth Ut jeg
lærte min dyrebare Frelfer at lende og ellke Det er evigt
«sandt, at
thust lsgte mia der nde
Midt i Verdend Synd og Stam:
Mens de hsie Pilger sprude,
Frelste han mig, det Gith Lam.
O, hvor stor en Skyldner er ieg
Dog til dig min Freller leer:
Knyt med Naadeus starke Vaand mig
Iris Mk til dig Mer«
W Ced dleve udtalte las varrnt oa inderliat. at
Robert dlev syst stehet der-f, es trods alle sue Insimns
gelier kunde han ist-e hindre, at staates-e pstede frem.
Kawinmlssmpssswttslchw War-han
sowsmdeslssdee .IndselII-edts,shsdeena.
.og lade sin Naade viere over dig ·f-or sin Barmhjertighedt
Skyld i Kristus Jesns. Amen.« »
Dagoognen standsede nu ved en lille LanW
og ester endnu et hjerteligt Haandtryk og Farvel steg Ro
berts Reisesaeller ned, og han maatte sortscette Reisen
alene. Det varede dog itke lasnge, sør han naaede Wynds
ham, hvor han nu mellem ny Omgivelser skal staa sit
Prove.
VI.
Fly fra BabeL unge Hierte,
Sky den kaade Ungdomslyst,
Gar din Brudgom ej den «Smerte,
At du elsker Verdens Lyst.
Ist-DIE
Han vil selv dit Hierte have,
J ham skal du have nok,
Han Dil nødig se dig traoe
Med den store VerdensTFlot
Robert fandt snart ud, at der var ikke iaa lidt For
ftel paa at oæke hjemnte og arbejde lidt nu og da, naar
han shavde Lyst der-til, og saa arbejde i et sremmed Viert
sted fra Morgen til Aften uden Spørgsmaal om Lyst eller
Behag. Han bestod dog sin Provemaaned rigtig godt og
blev snart antaget som sast Lærling Mesteren, Mr. Ma
son, var en flink og god Mand, men alvorlig i sit Versen
og streng med Hensyn til Disciplin. Han sorlangte ubes
tinget Lydighed as sine Arbejdere og streng Oderholdelse
as Forretningsprincipperne baade i og udensor Arbede
tiden, Punktlighed med Hensyn til Arbejdstiden og Tro
skab i Opfyldelsen as enhver Pligt. Be den Laerling, som
Mason fandt staaende ledig i Arbejdstidem og i Hjems
met sorlangte han bestemt, at de unge Mænd skulde være
til Stede ved Momen- og Aftenandagterne, og ingen
maatte sorlade Huiet uden Tilladelse, der dog altid var
let at saa til en Spadseretur eller en Visit.
Kör. Maion solte det itore Ansvar, der hvilede paa
bam ooersor de unge Mænd, der var under hans Tillan
og han søate som Husfader at blive delagtig i Abrahams
sVelsignel«se: ,,Jeg kender ham, at han skal byde sine Børn
og sit Hus efter sig, at de skulle bevare Herrens Bej.«
Han haode en stor Forretning ikke saa lidt større end
Johnsens, og havde dersor ikke saa saa unge Mcend i Ar
bejde. Selv var han ikke saa meget i Forretningen, som
Noberts Faden men havde dog Ooertilsnn med det hete.
Blandt de mange Kammerater Var der større Forskel paa
Karaktetmne end Robert var Vant til at se, og at de ikke
alle Var Moders bedste Born, kan man not trenke sig. Oste
sortes der Samtaler as en saadan Art, at Mason ikke vils
de have taalt det, om han haode ncvret til Stede: men alle
forstod jo not at passe paa, naar han var i Nærheden.
Robert var i Ferstningen meget alvorlig Han kun
de ikke saa den aamle Søtnands Fortælling ud af Tan
lerne: den haode asort dnbt Jndtryk paa hom. Desnden
maatte ban atter oa atter twnke paa det kwre Barndomb
hieni, oa Tanten paa sin Moder-J Taarer, sin Faders
Ænastelse oa Vedrøvelse, samt sine eane hyppige Uartigs
heder syldte bam ofte med dnb Smerte og Bedrovelse
blandet med Leengsel ester Hjemmet Han viste saaledes i
Veaxmdelien en Samoittiahedsfuldhed og Troskab, sont
looede godt sor Fremtidem og en af de unge Mænd, ved
Naon Willis, søate, da han lagde Mærke til dette, at op
nmntre Robert, tog ham med til Sondagsskole og talte
oste med ham.
Trods alt dette var Roberts ssierte dog stedie fremmed
for Stud, og han holdt ikke as Willis’ indgaaende Spørgss
maal, men sagte, saa snart denne sbegyndte at tale orn
Prædikenen eller andre religiøseEmner, at slippe bort fra
ham snarest mnligt. Willis lagde Mærke til dette og var
bedrøvet derover: men han manglede kristelig Visdom og
Takt. J Siedet sor at prsve sig lidt frem og ved en stille’
kærlig Omgcengelse vinde Roberts Tillid, saa han det som
sin Pliat altid at søre Talen hen paa Religion og holde
Moralprcedikener sor Robert, hoilket denne ikke holdt as
og derfor søate at undgaa Willis, naar det lod sig gere
Dette sørte ham lidt estev lidt i Komplot med nogle andre
unge Mænd, der ledede ham en helt anden Ves. Willis
saa godt dette; men i Stedet sor ved Kaerlighed og med
Forstand at tage sig afNobert, betragtede han ham nu sont
en elendig Knoegt, der selv havde besluttet at gaa Forder
velsens Vei.
Dette gav Anledning til, at Robert kom under Ind
slndelse as en anden nng Mand ved Navn Marston, der
var knn saa Aar celdre, men en durkdreven SlyngeL der
stedse forstod at søre Hin Mason bag Lyset.
»Saa du har gioet gamle Willis Rejsepas, ser jeg
— haode faaet nok as hans interessante Underholdnins
ger«, begyndte Marston en Dag; ,,han provet det sørsi .
med mig, men du kan tro, jeg viste ham snartVintervejen
Jeg sagde til ham: »Hu Willisl jeg har f Dag vceret
nede hos Doktoren«. ,Er du syg, James-’ spurgte han;
,jeg har nok lagt Mærke til, at du har set daarligt ud i
den sidste Tid (her esterlignede han Willis’ Stemme, san
Robert ligesrem rystede as Latter)’. ,,Ja«, svarede seg;
,,jeg blev daarlia til Pas en Asten, ester at du haode talt
med mig«. »Ja saa,« sagde han: ,,jeg haaher, det var et
godt Tegn paa, at hvad ieg iagde til dig, Innres, ikke var
uden Virkning«. »Nei, dn kan tro, det virkede«, svaredi
iea: ,oa det saadan, at Doktoren lod mig sorstaa, at hvis
ieg sit mer-e as den Slags, saa vilde han ikke tndestaa sot
Folgerne’. Du kan tro, Willis blev sorbltfset, og sit Ist
tnnde saa noget sagt. slap ieg hort. Siden den Tid hat
han aldria pravet vaa at besvære mtg med sit Ortes-«
Det var med adskillig Fort-ansah Robert litt-te ps
denne Historie oa derester sputgtex »Um gtk du da vix-so
lig til Doktoren?«
.,Aa,« svatede Makston, idet han med et stolt M
fast peaede over den venstre Skulder nd mod sah-:
..niin Dotter bot dernde: hans Navn er »Swdseke«: met
da han idetsamme laaHrOillis komme komd-, W
han olndselia med megen Jvek at solde og glath pas It
IMM, tdethansds schmisthwstb
dien til en popultek Rie. -
Ists-Its
