« estandIliyliörnene
As Z. s. Inseln-on
NYTIVSsROMAN 1 klRE DELB. «
( konnt-)
Hans 0rd havde gennetntrtengt enhver, der horte
dem, med grihende Mast. Han var selv dyht hevæget,
men.hehersltede sin Følelse med stille Kraft.
Anton var kommen til at staa saaledes, at Lises
Ansigt ikhe var ham skjolt. Deres Blilc mødtes ofte
onder Brodevielsem og no var det hem, sotn det Zude
folde i hendes dunkelblaa Øjne opløste sig i Klarhed
os Inderlighed Det vel helcendte Barneansigt kom no
til Syne og skinnede oci af det fint odvilclede, ligesom
forcdlede Aasyn — Noget lignende maatte der viere
koregaaet med Udtrylclcet i hans eget Ansigt;·kor det
M sotn Lise no iørst rigtig havde genkendt den aldrig
slernte Legehroden
Da endelig Brodeparret korlod Alteret og no par
fis ledsegedes ei Brodeiølget gennern Kirlcen, raltte An
ton sin Arm til Lise, og hon modtog den, idet en plud
selig Rodtne korslcønnede hendes Kinder. De gilc tavse
Zennem Kirlcen og over den korte Kirkegaardsstj til
Tlsdsen oden for den store Gitterport, hvor Vognene
ventede Det var som de hegge havde saa nendelig me·
get at sitze hin-nder men intet 0rd konde komme over
dere- Lober.
Anton folgte kon Lise til Brodens Vogn, hvor den
, mcdvanlig hevægede Brodgom allerede med stille Lyk
ulighed hat-de hragt Mariane til stkde ved siden af
camilla. Vilhelrnine havde taget Plads i sin Faders
Vogn Bmden var glad heviegetz hon omfavnede velc
selvis sin leere-te Venjnde og sin« nye. kærljge sviger
inde. Mngnos havde modtaget sin Brods og sine Ven
vets 0mktvnelser. Han svang sig no atter paa sin He
ItekongesTrone, hvor hans Plads, ekter hans For-dile
ring. no var aldeles nødvendig. Han vidste ak Tj«ene
ten, at Kodsken laa hernset i Kroen. Tjeneren var
sprungen op ved sin Herres side. Magnns greh den
mtegtige Firhestepisk og ßav sin Følelse Luft —- i et
Lmæld, hvorved alle Hestene stod paa Baghenene.
Ferdinand var endno ilclce kommen til liest. lians
saddel skolde sprendes fastere. »Var vi no alle lcun vel
i Brodehosetl" —- sagde han lidt urolig til Engl-en
deren »s— »det ver et dumt lndfald at· Magnus metl de
singe Hingstel Det F ......... Vandmøllehjul kan de ilcli(
iordroge."
sondhy var traadt ud ak Kirken stralcs efter Anton
cg havde no faaet hsm under Armen, for at gaa ind
med harn i sin Prwtegaard Der vilde han hlot aflægs
se Presteltjolen og derpaa indhente Brodetoget i sin
esen Vogn tilligemed Anton. Han havde hørt Grev
Ferdinnnds Ytring og stodset. lnden Magnos endno
htvde faaet sine orolige Hingste til at ophøre med de
re- Dnnsen og springen i Tøjet, efter det stærlce
smteld var sondhy kommen korod og havde med Anton
naset Broen ed Vindmøllen· Hans Hinsigt var at
ile ind i Mollen og kaa Folkene til at standse Meile
hjolet, til Toget var kommen korhiz dag, inden dette
M harn moligt, horte han og Anton Larmen ak Brode
sognen med de vrinslcende Hingste, og smtelden ak
Brodgommens Pislt over de orolige Heetehoveden De
maatte slippe hinanden og trtede til side ved det slcroi
holige Rælcvterk Pna Broens venstre side, hvor An
ton søgte at faa Rad-. var Rtklcværlcet højst hrdstkseh
digtz her las den løse Broplanke henltastet ved siden
If det farlige svælg. den havde del-heb Her var det
nnslteligt at staa fast; men han see no lton Faren for
de Kot-ende. »Til deresp — ruhte han —- »Broen
fes i stykhersp
Magnos hovde hørt det og trak i Tdtnmerne For
lsxernq com allerede trsmpede paa Broen, ningede no
set til klein, men idet Mollehjolet no her rollede bro
sende txt ved dem, hlev de som ruendez de knyite og
otejlede sondhy stod her nie-ten indekletnt melletn
Vosnhjolet og det nylig ndksldne styhke Rehvterlcz
men hsn stod tut sorn en Malmstotte Han sea, det
hlev ornoligt at faa Aestene korhi det hroeende Hinl,
og hnn ruhte med en Rost, som hen vilde opvsrhlte
Me: »auch Mollehjoleti kor God i klimlens sltyld,
sond- detl"
Bude Molleren og hanc svend stod i den melede
Lage og hetrtgtede Vognen med de steilen-je Hing-te
Det feldt dem ikhe selv ind et stand-e Mollem og
sondhys lcmpestemme overddvedes of Heetenes Trom
pen og den htosende Vandstyrtnins. Vognen stod et
Øjehlilt stille midt paa Erden. medens de stejlende
Isingsttz der no hude konde se og here lljnlet, var
net ved tt gna has over. Mtgnns stod opreth os
olog tot-nget ned pas dein med veldige slag.
»Zde Mollehjoletl —- standtl" —- rsahte sond
hy endno en Gang nd over det hrnsende Dyh, medens
hin odstrskte sin Hund iinod det. l det urnme vendte
hsn sig os rev Vognddren op. cnmilla, sont sad hat-n
nenne-h ruhte hsm Hunden og steg nd. Aon ver
bles, men syntes dog rolig. Hon slap Ue hon« Hund,
men m med Tillld ps- den mtegtige skihkelse. der
her stod i Mekjoley Myttende ved hendeo side.
llon m no tilhsse i Vosnem for It kaa de andre nd
III-d ; men Veso-isten vor no osm ahnet pas den on
dstt side. Anton steh her Lise. som nllerede var ode
os hovde ist sin kod ved det sehend- svslg. Utn hu
We over det os siep ikhs header Hund. medens han
Vgl-Lein smdenodpudetenstsstersdskilte
III-I olle tro cr- Vosnhjolet os dtt ohnedo Gaswerk
I III-I cjchllk for nett-ne into os for-fonds nnd
fein-. Ists et Lym kenn-n Hals-jin —- still-hinl
I plodselis stand-It es slg sei-. son- ud et M—
1It IW VIII-M hard- ihko M III do
MUWJMQLMUMM
I Visi- ssl d- vllds Hat-.
. »N.Msl«-—Wcmms-»codhes
fse III-R Inn Ihslwth Don holdt As fest soc
— Aus-. non Ists hwii tm ons- Irouh ins
—tlssstlkofosnemeerdmodskllndu
W
De ver nie-ten eile tomme; de fieste Bryllupsgkster.
var steget nd og gilt over Broen.
Anton liavde lykiceiig kørt beede Bruden og Lise
over pne Vejen. De stod ligeledes stille, men endnui
gennernrystede ek Skræiikerk og stottede sig til hang.
Arme
.,Anton! kcre Anton l« —- hvislcede Lise og drog
atter Vejret krit —- »dig sendte vor Herre til vor Red
i.!ngl"
Hendes Navn iløj ogsaa fra hans Lieber, og hans
Arm omslyngede liende.
.,se!" —- raabte Mai-jene og Sprang frem —- »der
kører Megnns genslce ordentlig op ed Bakken — Gud
site Lovl"
»Gucl site Lovl" —- gentog Anton, og, nden et
vide det, liavde lian og Lise inderlig omkavnet hinan
den. Deres Lober ver mødtes under det fæiles Udraabt
.,Gud site Lovl" -
De kunde alle se Vognen paa Toppen ak Bei-ken,
hvorfra Vejen drejede om til Herregaardsalleen og
det oplyste Brudelius. Magnus var fuldicommen Herre
over Sit Firspand, men lod nn Hingstene lebe rale fort
,,I-lan tror, ved Gad, lien liar os alle tre i Vog
nen!" —- raasbte Bruden og loo —- ..det er da en mage
løs Kask, jeg bar til Brudgoml det slcal lian ilcice dø i
Synden for l" —- Mariane leih glad over Vejen til ca
milla. Tjeneren, som var sprungen ned. da Hestene
standsedes et Øjebliic under Bei-Mem havde luiclcet de
aabnede Vogndøre. men fundet Vognen tom. Magnus
var dog kørt kra liam uden at erkare bans Opdagelse
Nu icorn Tjeneren tilbage og bekrtektede, hvad man«
havde kormodet. sicræicken blev hos de fleste afløst af
Latter. camilla og Bruden steg beroligede op i den
mermeste Vogn, og Anton korte Lise sjæleglad hen til
den nieste
»Vellcommen lijem, Anton l« —- livislcede nu Lise
med sin kordums gladedeste Barnestemme og trylcicede
liens Arm til sit Hierte — »saa lievde du dog iiclte rent
glemt mig, fra jeg var liile? Teic, talc for mit Liv i Af
teni og Tale for den lille Hilsen med min Duel«
Anton var saa overvældet ei Gliede. at lian næppe
kunde tale »He-koste Lise!" —- livislcede lian kun —
,,nu glemmer jeg dig aldrig i mit Liv! —- Naar maa
jeg sige dig alt —- alt?
»l Morgen l« — svarede Lise med et yndigt smil
og steg ind i den Vogn, de lievde nærmet Zig, iivor linn
med Glædestaarer gtyrtede sig i Vilhelmines Arme og
kniete Haenden til Kyng.
..Jeg kommer stralcs efter!" —- raabte Anton ok:
ilede over Vejen til stinde Han omiavnecle sin alvor
lige Ven og fortalte aibrudt, livad der var sket, og
livoriedes dennne Dag og Time var den lylcsaligste i
liens Liv.
De gilt nu giade tjlbage mod Præstegaarden, hvor
fra de stralcs vilde indltente Brudetogetz men de stand
sedes ved en stor Larm og Folkestimmel uden forVands
møllen. Man havde opdaget den besynderlige Grund til
Mollens pludselige standsning. Liget af et aldeles
lcnust Menneslte var kommet op i Hjulværitet og lieYde
Stendset det
»Hei-re cudl det e-r Hr. Frandsenl" —- raubte
Møllerdrengen —- ,,jeg see ham kør staa og beide sig
nd over Broen imod H julet —- lian mumiede saa selt,
og jeg blev bange. Han bar sagtens wer-et iidt druic
ken, som ssedvenlig." «
»Und vaer hans sjtkl naadig!" —- sagde Præsten
og gilt stille korbi med Anton. — ,,l«ien her maeske,
uden at vide det, vteret vor Velgører i sin M og kreist
menge dyrebare Liv i denne Time l«
Da stinde og Anton icort efter semledee med Bru
deparret og alle de glede Giester i Brudelinset, var der
livlig Musik og megen Monterlied, issr omkring Brud
gommen. sorn endnn stod noget siuitøret og übe rigtig
bevde komndet sin Forskrsltkeise over Vrndevognens
Tomlted, som lien feret isten-de opdeget, de lien holdt
for Brudelmeets Der og sprang ei Butten, kor selv et
kere Bruden ind i den keetlige sel.
»Godt hort, Doggel" —- segde Ferdinend og Unp
pede bem pee den brede sknider. — »Du her rigtignok
aget din Brod kre Kirke sont en icerll"
Alle lo; men Megnns, eom nn kdret hevde keeet
semmeniteng i det bele. kik i det eemme Øje pee An
ton eg for pindselig over hem. sont en Eiern, med bez
se de etore Ist-Inder pee inne sknldre »Hu jeg dig
der. Godierli" — brnmmede lien og rystede liem dyg
tig — »er dn kommen her hiern, kor et etjteie Druden
nd ek Vogt-en for mig gere mig- til Ner for liende og
dem Alle pee Inin VryllnpedegP —- Dn er de ikke etort
bedrel" «- vedblev lien ox rette sondby Heer-den —
,,men dn ver dog meneriig og nejedee med niin sit-ten
Dn er desnden jo en heilig Uend. derer Jes: — bevde
du ikke stoppe Molieltjnlet ved et 0rd ek din Mund,
ver det dog nok geeet seit tned de enge Hing-te De
is) lebst iige til Ketten — men ne er det fort-il Vi
ekel nok til Bord-P —- Hen sprang ben til ein Brod og
fette hende til sryllupsbordet. — Lord Herdiy bild ein
Arm tii Grevinde cemiile og enbekeiede ein Albeners
vleerinde til Anton; dog lige over for dern sit Use Pind
ved sundbyee side Livlise Blik kin over Vor-den og
eile ver siede·
sandiyw Gitde ved Festen korekom dog de Pieete
beeynderiig stille. cetniiie ver okeee necdvenlig teve.
Men krystede tor, et Eventyret pee Meilen-seen for
etsrkt list-de engrebet Lende klverken Anton eller
sonddy teiie til nosen on den niykheiise seine-order
i Ueileitiniey for ikke et blende denne nisysslise
Ioreetiiiins i den eilt-Wiss Cisde
Ved sordet drejede set-steten gis dos niete on- den
etdete segimäed kecdinend os Stile ver bie
venetendeedeeevosnenvedsroesosltevdeiueew
sen- knonet ee. W ds- M
»An-r Mi« —- ItIIId III-W
..n-as-'n-We-Wrs- qu.
M—,Mvervieeeiisenliestttistede.dsm
M III O filth IW es II III-es «
W II Iedrikt ved III-e W ver i U
s
mindste aldeles ingen. Hvad der ekete, vilde sket allige-l)I
vel" — «
,.Men havde Ar. lcnudsen iklce vieret" — sagde ,
Bruden — .,var baade Lise og jeg sprungne lige ned i
Akgrunden."
»Jeg havde besluttet at blive siddende og dele
sksbne med Magnus" — sagde Camilla —- .,men" —
»Det bnrde jeg da vel snarere, som hans splinter
nye Ægtemage" —- sagde Bruden —- .,men — — det :
maa viere en større Mast, der tralr os ud at Vognen.« «
»Slcæbnen!" — gentog Englænderen -—— ,,eller, otn
De vil, Hr. Pastorl" —- henvendte lian sig til sande :
— ,,Forsynet i det blinde, rumme Tilkældes skilckelse."
,,l Morgen vel Byfoged Kyng kunne give os alle ·.
Forlclaring over denne Dags Miralcler" i— sagde Sand
by — ,,Forsynet i det blinde, dumme Tilfældes Skilc
kelse."
,.l Morgen vil Bykoged Kyng kunne give os alle .
Forlclaring over denne Dass Miralcler" — sagde sunds ·
by. —- .,l vor Tid behøver vi dem sjselden anderledes." «
»Danmark maa endelig viere et lylclceligt Land» — .
bemerkede Lord Hardly —- ,,naar slcæbnen her staar
under Politiets specielle 0psyn!"
Man lo og talte om andre Ting, blandt andet om .
den totale Maanekormørlcelse, sorn man kunde kaa at «
se, l1vis man rilde danse til Kl. 5—6.
Kyng saa alvorlig paa stinde og drog ham efter
Bordet ind i en anden stue. Kort efter forlod den iv- ;
kige Embedsmand selslcabet, for stralcs at foretage
synsforretning og optage Forli-r, angaaende det fund
ne Lig i Mølleværlceh
Medens Magnus aabnede Ballet med sin Brud, og
de klestes Opmrerlcsornlied var henvendt paa Dansen,
Stod Anton og Lise i et sideværelse, livor Lampelyset (
blandede sig med det klare Fulmaanelys kra Havevin- .
duerne. Hen liavde de nu en lang, uforstyrret samta1e, »
hvori de aandelig gennemlevede alle de tolv Aar med ,
hin-indem da de ilcke havde set hin-indem Det var, sorn j
de tvende Livsstrørnme med alle deres Lysglimt og
skygger. med alt, hvad de havde tænlct og kølt og lidt, z
rullede dem forbi med detes korslcellige Retninger. —
Der kløj okte Lyskunker med de gensidige Erindringer .
om deres Barndomsliv fra den ene til den anden af»de
bevægede Livsstrømme —- til sidst samledes de, sorn
ved et Vidunder, ved det brusende MøllelijuL der denne
Akten for dem havde været et virlceligt LyklcehjuL
»Er det nu Tid at staa her og snaklce Gammelt iI
Maaneslcin?" — afbrød dem endelig Grev Magnus. -——I
»Na skal l danse paa mit Bryllup og snalclce ungtl —
nu hører liverlcen Mariane eller Jomfru Lise til de
Duer, der klyver kra Dansen med strandmaagernel —
koml" —- Han kørte dem munter ind i Dansesalen, og .
snart fløj de lien i hinandens Arme blandt de dansende.
l Antons og Lises Lyksalighed var kun sundby,
Villielmine og liendes Fader indviet. Først paa Hjem
vejen, da Moder og Datter sad sammen i Maanelyset i
Grevens Vogm som Jørgen ked bag efter, betroede Lise
sin Moder, livor lykkelig hun var· Men da hun efter
denne sin mærleeligste Fødselsdag var gaaet til Ro paal
sit lille Loftslcammer i Faderens Has, og Jørgen nul
Mitte, ltvad Lise havde betroet sin Moder i Vognemi
rynlcede lian den tylclce Pande og rystede paa Hovedet.i
»Det kan viere godt nol: med den Lyksalighed, lille»
Mo’rl" —- brurnmede han -·-- »men det er dumme Luft-l
kasteller, som aldrig kommer noget nd ak· Lad nu vor
Landlkiber iørst om en halv snes Aar komme levend·e
ltjem igen kra Troldene og.Djtevelslca-bet Udenlands og
viere saa holden en Mand, sorn jeg eller Hans Litsews
btoder —- eller saa dygtig en Spillekant som Hr. slcade,.
der dog nogenlunde kan tjene Brødet til sig selv, —l
saa —- ja saa sltal jeg noli sige dig, livad jeg saa Ren-.
ker!" — Dermed pustede Jørgen sin Praas od, sluktel
Tanen med sine vædede Eingre, trak sin Aue ned over
begge øren og sov.
Men Lises sjæl var saa glad denne Nat, at sev
nen iørst Lande komme hende mer lieu ad Morgen-nun
den. -
W
Hovedet ak migl —- saa tidlig hat du vel Ehe faset es
Donnertt Jeg lcan noli vide, hvad der er aa Fsrde —
,Du ved jo nok, du er mjn Kandelfeng du Landlsbers
)g nu mener du sagtens, jeg sltal sise Ja og Amen til-.
wad du og et andet Barn maaske kan hitte paa; met
lerorn tænker jeg som saa —dog korn nu kørst ind un
ler Tag, Krabat! og De med, Hr. ByfogedI Jeg veck
iolt, De vjl holde med den Landstryger, hvor klog ox
’orstandig enMandDe dog ellers er —- rnen lmm nu kun
nd begge to, siger jeg, saa kansKaren nolc sigc os, hvad
let egentljg er, jeg tænlcer om de Dele, »k: hvad jeg
Forlclarede hende i Aftes!"
Hans Litsenhroder havde set Vognen komme.»An
zon havde njltlcet til ham og hans Kone. og næppe var
le andre komne ind i stuen, før Hans stod mjdt iblandt
lem og knugede Antons läg-enden Han hat-de Kone og
)egge Børnene med. Anton maatte allerførst lcysse
,Knoldene» — sagde han — og saa sidse med, ,,fot
Zammelt Venslcabs og smørrebrøds skylcl!" —- Hun
iavde nemlig sørget for hans Frolcost, ila han var Post—
ireng·
l den alvorlige Kyngs Ansigt vnr iler denne Dap
en usædvanlig Bevægelse. Det var Som der vilcle frem
ræde noget vaadt i hans altid tørre Ojntu ng som der
sar noget, der hindrede ham i at faa de klare, besindigr
)rd frem, der svævede paa hans Lieber-. Der var en Blu
ling af Følelse i hans juridislt Embedsmine son
1an syntes at være upassende. Han rcsmmede Sig noglk
Jange og lagde nogle Papirer paa Borclet Endelig nd
)ad han sig et Øjeblilcs Opmærlcsomherl paa noget. hak·
)aa Embedsvegne havde at sige — og alle tax-.
,,Inden vj høre dine og din gode Kones Tanker,
lørgen!" — tog han nu Order —- ..vil jeg. som vor
Ven, Anton Knudsen korrige Vers-s ug tilljge com her
iteds Notarius publicus, forelægge jkr nogle Dolcumens
er, som vedlcomrner alle Parter, ogqaa dsg. Hans Lit
ienbroder, samt ilfn kegteviede Hastru og dine Børn. Da
com som du var li;Ildetl" Han overralcte nu Jørgen og
Hans hver et D«-kument, med flere Underslcrifter og
Zug-L ug ilet vnretle noget. inden han kunde gøre dem
)egril)e-ligt. at det var et Par tinglægte og lovljg affen
-e(lt- Umsehreve der gjorde dem begge til meget holdne
Mænd og satte dem i stand til betykleligt at udvide
leres Næringsdrikt.
De gjorde begge store Øjne, og deres Ansjgter blev
;traalende; men de stirrede paa Dokumenterne, som de
Iavde Møje med at stave, og kunde kun iklce forstaa,
1vor denne pludselige Lyklce kom kra
,,Den kommer nærmets fra vor Herre og dernæst
Fra en gammel Ven af os alle, som for Resten leun er
26 Aar gammel" —- vedblev Kyng —- ..ug som l hat
:aget jer at· og været gode imod, da han var en fattig
Dreng. Nu har han en Del Aar tumlet sig om l Verde
ned de Gaver, vor Herre har givet ham. ng er kommen
Tier hjekn, sorn en rig Mand, ekter hvad vi her kaldet
zaaledes. Han har desuden godtgjort. hvad der er
bedre, end al anden verdslig Lyklce, at han er et dygs
tigt Menneslce Han forstaar en Kunst. com agtes og
Dres højt af alle dem, der kan fatte den. og sorn kat
glaede og opløkte ntallige sjæle, som ingen Dom elle
Begreb har derom. Han har allerede længe været det,
Jnan kalder en berømt Virtuos; rnen den Riags Berg-m
melse, der dog altid er flygtig og som oftest forleder til
det selvbehag, vj alle har vor Del af — den Bett-m
melse, siger jeg, har han nu givet Akkald paa —- til
Dels af Nødvendighed ——— hvad jo altid er Grund nok
— men dog kornernmelig for hvad der i hans Fag hat
en kastere og dybere Rod og varigere Mindesmærker i·
anser han sig dog endnn —- og maaske altid — for s
Lærling i. D en Kunst, som er hans rette Kald ak vor
Herre, vil han nu fremdeles Uddanne sig i, ved en af
lang Knnstrejse til frernrnede Lande, tnen dertil W
ver han først og frernrnest en tro og lkærlig Ledsasets
inde, der delet hans Begejstring, og sorn fra hans Bars
dom har vaeret ham inderlig kam og hende glteder lit
Iig ved at have genkundet i vor here Lise. — Hvor et
hun? — der staat Manden, jeg taler otnl"
»Es-ad er dette?" —- spurgte Jørgen korbavset —
»er Anton den rige Fugl konisc, Hr. Bykogden snakks
saa pent orn, og som nu er kløjen hjern og ligesom over
drysser os med Gnldlcorn kra sine Vinger — og er d
ham, Byfogden nn vil bejle for til vor Datter7" —
»Det kan jeg nok selvt" —- nclbred nu Anton —
»der kommer hun —- jeg ved vel Me, om hun tend
tnig nok endna — vi hat veret saa lsnge kra hinu
den; men i Gaat" —- —
Lise traadte nu ind og blev Its-ende, blasses-de
mä, ved Dønsrskeletx da hnn saa Anton.
»Der er den Wte Engl Fand, min Datter! sont
kommer susende og brnsende med Politiet, for at kot
gylde os og kri kil di81" —- sagde Jst-seen — »Es-c
siger du- — gør om Jeg og tonk ltenge, ist dn Metl
ellet ltd din Moder — dog nejl detgaar ikke ani — d
vaa selv baade tat-nie os svarel det er Lan et lille Ord
ial eller nejl men der banger et helt Liv dened, III
it sige — — ilkke sandt, lille Mo’r?"
Karen nilckede alvorlig.
»Sig jal keereste Lise! betenk dig New —- Id
nvd Anton heftig og greb hendes Hund — .,vil di
nete mln og nn kølge mig til rnin Djdsclsgku
»Ja! til der ingen Dødsdag er were —- til TM
Aar er son- een Dagl — og m windeligP —- W
Use og sank i hans og Foreldtenes Arm-·
Der blev no stor Glsde l Jst-ken- lille III-. U
ps Anton sit fr- kun til kam. Um Im M
iis med en betknkells Mine, Iom lut- tsnkte III- et
«’yadist Ord eller en Indslsebr. Det III U des I
sdmlisn esse at sum ou its-trittst se- os III s
Iss kenn. lsltw tok slsd es die-tells M es W
Ied- de Isr- sjraz Inn Jst-a We k- M
- du var do- Ms sit-I alt,
II W stos- Sysrop opp- Isa
sflostl Um lief-II W
M es lis- Clstli Ist II
W
ct
ts
III
—
t.
sEKsTENDE KAPITEL
Da Use vaagnede pag sit lille Loftslcatnmen i
Hønsektstmnerhnset den Wende Januar, havde hun
sovet km den totale Munefonnøklcelse, bvotom Talen
liade ver-te vedBryllupsbokdet. saa vel hendesForældke
som der-es Nabo, Hans thsenbtodet og bang Kone,
bavcle dog vætet betimelig oppe og set Form-Wehen
sidse bevde syst lidt ved dene syn, men dog ment, et
siden den stote solkormjkkelse sjdste 28de Juli var
gaaet sa- lykkelig ak, og Vetden ilclce var korgaaet, sotn
Prælieslcattine list-de truet med, link-de vel Munekor
mptkelsen Ue ytete m katlig. Det stimme mente Hans
og Jøtgen. Med Vetden kik det ogsaa at gaa sotn det
kunde —- betnterkede Jst-gen pattiotislk — nsat vor
Hekte tun rilde holde sin over — Damm-L
For Lise var det. sotn enbvek Jordslcygge, der kun
de form-Ae hendes Dage og Neues-, var form-undeu
Hun genlevede nu nttet pas en sltedelig Tankeflugt i
kea Øjebljkke de tolv Adskillelsens Ast med Anton, og
det var hende som dete- sjcle aldtig havde vier-et ad
skilte Om den nye. lange Reise has-de hsn intet Okd
kalt. Den Lande dog vel owner-. mente hun; men
skulde lnn ogm kejse neue Dsg og m bllve bot-te
man-ge Au lsew vidste lnm dog nu, et den sldrig tnet .
vilde glssme bende. Tsnken om Reise og skjlunizse I
blandede l en Del Vemod l bendes ledeZ knen denne
Dnix gknl de III-des endnu en Gang ved der store
Anden-Dsp-styllnp ps- lijsholw Denne Viel-ed
bngte met leden til Ofen-It i heade- sind.
Use o- bend- Iowldn säulde ist-r otn Bim
Iniddsgen honte- tll Andenstpssqlluppee If nyos
Ied lcynsz Den laden Use om blos-seyen m kommen
ned i Poe-Wes Zwe. holdk Kynp nistndte Vogn ·
km- Jsssss III-. as Eh elen- Mosden itez nd et
MNAansadkndsnsndsnsldechi
tuned-Mein Dennoch-Ide- Isnd sowohl
IsttdIIssuannoItsonIslstlsW
..Nu.s-P—WJIIII-»MUI