Jandsöybörnene
I As I. s. W
X NYTIDSsKOMAN l FIRE DELB.
Worte-U
»Men han vidste iltlke. om han var rigtig willkom
men her ude" —- tilføjede Hans noget nølende, med et
sit-w Biik kii use —.»de: W cis merken mig euer
sidee eller vore uslcyldige Unger. som han aldrig har
set — det var heller ilclce dig og Karen, han tænlcte
paa; men rent ud sagt, naar l endelig vil vide det, det
var ingen enden, end Jornkrn Lise, han mente helst
vilde viere kri for at se hem, siden han nu var kommen
hjem, som en Fugl med brændte Vinger —- som en
slsve, der har revet sig løs —- sorn en Abeltat, der hav
de rendt Verden rundt og gjort Kunsterl —- se, sea
dnnt noget sagde han eller tænlcte han, for Ordene
Un jeg nu ilclce huslce —- lmn saa meget ved jeg: der
ver ilclie et ondt eller ultzkrligt Ord i alt, hvad han
sagde, uden naar han talte um sig selv, og hvorledes
hin havde ladet sig bedaare af alt det slcrig og slcraal
over hans Kunster og alle de Krame, man en Gang
nær havde gjort ham til Nar med —- en af dem, ved
jeg at· Grev Høg. var saa stor som et Karethjul. —
Forlcnyt var han ellers slet ilclce. Jørgenl og Ben i
Nksen manglet han P....ilclce! Du slculcie set. hvor
. · keht han lostede sit Hoved, og hvor dristigt Wnene
epillede under hans mørlce Bryn, naar han talte omJ
hvad han endnu dog, med Guds Hjælp, havde Magtz
till Det var, sandfærdigl som der stod en virlceligl
Prins for mig, eller snarere en salvet Kong David, soml
jeg har set ham afskilclret med slyngen i den ene!
Ueand og Davidsharpen i den anden. Han greb en lillei
Bernetlojte, der laa paa hans Bord, ret som den varl
et Scepter, og hvad han Saa sagde. det glemmer jegl
eldrigs Han var dog endnu den lylclceligste Eventer
prins i Verden, sagde han. for nu havde han virlcelig
Iidste Julenat set Prinsessen i det Rige, han var iødt
og haaren til at anse. sagde han; men han har haade
hende og Konseriget i sin Sjæh Sagde han. ligesom vi
Ille skulcle here Guds Rige inden i os. se! de 0rcl
Lan jeg huslce — og nu vilde han aldrig mere lade sig
kue af den fornemme Tomhed. der aldrig havde set
eller vidst, hvad han virltelig var. men troede dogJ
den Runde gøre hem Ære, naar den hørte og roste hans
Musik« i
..Bah. hahl" —- mumlecle Jørgen — ..jeg er ban-l
ge, det rabler dog lidt for vor gode Anton —- det er;
jo Eventyrsnakl og hokfærdig er han sagteiis. som alle
de Rat-le, der ltan gøre Musik eller lave Bogen om de
m ilclce hat det tørre Brod. Var han enklda en Karl
Iom Ar. Slmdel han lcroer Sig ogsaa lidtz men siden
hnn file Jokckmoderen til Kone, har han dog Brød i
Huset" —- — f
»Ja-Man en Abelkat er Anton, min sjæh ilclce!« —
nahte Hans heftig ——« ,,han« lean noli ogsaa Selv tor
Æne sit Brod. Ren see slet ilclte hoffterdig ud; det
ver kun, som der var en meegtig Aand over hem. l kan
tro. han er from og ydmyg for vor Herre. men hver—
ten for de rige eller gtore og mægtige, og kommer
Hovmodsdjævelen ham for next-, er han Karl for at
endevende ham og trtede ham under Fødden som vor
Herres Kriggengel gjorde ved Luciferl" —- Hans var
vitltelig hleven begejstret. og hans ærlige graa Øjne
innltlede
Karen rystede dog ogsaa noget betwnkelig pas
Hovedet over-, hvad hun havde hørt osm Anton; men
ise rejste sig nu at sin nedbøjede stilling og saa med
t klsrt Blik ud mod den prægtige Alten«-de der dan
Dede lldpaladser pas den vestlige sltyhimmeL »sel" —
usde hun —- »der staat det slot i Vesterled, Anton
og jeg saa tidt her set her. da vi var Born. Det er
kun Shyer og Luktl sigek vi nu; men der kommer risse
lig en Dag. da vi virlcelig slcel se al den Herlighed,
vi lcun dromte om i vor Barndom. Her, Feder-P —
- vedblev hun — »du hat kaldt Anton en ssteltkels stod
der. kordi han not kommer lige saa kattig hjem, som
da han gilt ucl sk Fattighuset og kom med os kre eine
innige Forældres Gras-e i de underlige, eammenbetlede
ljlæderz men rig var han allerede den Geng: det var
jo hans lconkirmationsdag; han kom kra Kitken og
has-de knndet Vej til vor Herre. Hart er sei-selig ost
nu kommen hjem med en Rigdom i ein sieh som in
gen mnaslte ser ristig endnuz men er hsn knttig i rin
sere Betydning, m ltan vi jo hjxlpe ham nogetl —
Her, kederl jeg hat-de tcenkt ps- en Overraskelie til
M Nytmsmorgenz nu ltan jeg iklce lieuger tie der
med. og nn lcsn det mai-site komme til at glsde dig
mer. Jeg her speret saa meget samtnen ak mit Leg-t,
et du der-for kunde bygge dig et storre Hønzehus og
W dis en liest til —- hvsd siger du om et sende An
wn den sum til Reisepenge uden at han ved. hvor den
kommt-r fre. nur hen nu pas Tom-ins otte Dege rejs
ser dort herkra igen til ltalien7"
»Wie-Frist lndkech Lise!" —- udhrsd Jørgen gled
os gned sine stor- klsnder — »se- hsr ski dog gjort
noget for ham alles-unmen. og m gsar hsn iltke vom
en stodder her-frei — Led mis lcyiee dig for den Nyts
Ist-seve. Lise! — jeg km nok hjslpe mig med det
lille lJthS os det enstige Os; jes vilde dos heller lklte
use din Nsdüillins kr- di8. om din konnynder no
Ottoka- hu Eilet dis deri; men ne hin den komme
til kut« -
Hm Mode sollst til Use oI rette heude tru
hst Hundes-. »Je- lsqer hundreds Don-a dertlls"
«- ssstb tun —- ..dem ten sidse os los mä costs-ne
ps- et Pet den«
M Use os IW W III selig
Is- W usw-. use-m W «
IMseIdoyatusnelbtlnetthen
Iestnhsfotstsfwdesuwhwte
M Its ttl es II We entset.
-,,
—
W
FEMTENDE KAPlTEL
Helligtrekongeksdag var kommen. Lises 19—Aars
Fødselsdag var otn Motgenen bleven Lestllgholcit i al
»«stjll1ed i Fokældkenes lille, hyggelige Has. Vognen km
lHøgholm holdt alletede for Hønsekræmmerens lxuse
lHusdøn Kuslcen, med den høje Hue og den russisske
Fels, :lappede sokn Sædvanlig de springende Heste til
Ro med Pislceskaitet. Han bavde jlclce ventet fern Mi
nutter, før Lise og l1endes Moder stege til Vogns, og
lJcikgen lulclcerle efter dem med et muggent Nile. .,se
saal nu er l højt pas straa!« — mumlede han, inen
saa dog fomøjet efter dem og lo, naar alle Hatte og
Huer fløj af for dem i Landsbyen.
Ljse var i samme Dragt, som da hun kom. sidesn
Julemorgen havde Jørgen hvet Dag glædet sig ved kun
at se hende, som sin tigtige hatten i Moderens valcre
Bondepjgedtagt. saaledes slculde Faderen fremdeles nu
se heade; men man var bleven enig 0m. ingen Opsigt
at gøre med, hvad hendes Veninder og Bekendte maaslce
vilde anse for Komediespil ellek endog et slags højere
Bondestolthed. Hos Vilhelmine slculde hun nu først
pyntest som Brudepige. Hun var stille og noget bleg·
Hun tænkte paa, at hun nu snart Skulde se Anton og
tale det første Okd med ham siden de vake Beim, men
at der nu lcun var to Dage til hans Boktrejse. Hun
havde dog tilbagetrængt enhver Ytring 0m, hvad der
paa denne bendes Fødselsdag bevægede hende stærlcere,
end ser Tanlcen om, at det var hendes lylclcelige Ven
indes Bryllupsdag.
Jørgen Hønsekrsemmer havde paa ingen Maadc
kunnet nedlade sig til at lcrybe ind i den laante Her
slcabsvugn mecl sin Kone og Dattel-. Dertil var han for
stolt at· sin Husmandsstand — især sjden han læste
Aviser — uagtet den gammeldags Vene, hvormed han
dog endnu tog Auen ak for Herslcabsvognen· Han
foretrak at ride bag efter paa sin egen unge Blick-.
Paa Høgliolm var der denne Porrnjcldag stor Larm
og Munterlml l)e mange Bryllupsgester bavde travlt
med deres Pynt. De slculde noget før Middag køre j
en stor Karavane til sundbys Kirlce, der var Brudens
sogne:it:e. og hvor Brudeparret s:ulde vjes ak sund—
by. Brudgornmen var allerede ticlljg lcørt til Brude
huset i sin mest straalende Dragt og med et endnu met-e
straalende Ansigt. Han havde siden Juleaften været
som ellevjld af Gliede. Hans Brud, som lcenclte alle
hanc YndlingssTilbfijeljgbeder, has-de overraslicet ham
med en Julegave, lwotover hån glædede sig som et
Bam. Det var en smulc fotgyldt Firhestepislc med per
lestnlclcet Haandgreb, af hendes egne smulclce Fingres
Aschede Med den havde ban nu smældet paa sjn Bryl—
lupsdag, saa de fjre unge Hingste bat-de danset i "l’øjet.
sjden sin Udenlandsrejse og sin Hjemkomst kra Felt
togene lcøkte Grev Magnns ilclce med endet Forspand
end Hingste Det stolte Fikspand, hvokmed han nu
selv vilde køte Bruden til Kiklce. betroede han ilclce til
nogen ringen-e styrer. Uagtet alle hans Gæsters Latter
over at se den grevelige Brudgom selv springe op paa
Bnklæn og list-e med den tomme Vogn nd af Gaarden,
hat-de ingen dog kunnet ku ham til at sopgive denne
Grille. lngen, uden han seh-, slculde køre Bruden
bjern. sagde hin, og han sad stoltere paa Bnlcken ak
sin Bkyllnpsvogn, end nogen Kejser i Verden paa sin
Trone. Han smteldede hen over Hingstenes Hovedet
og havde aldrig helft nogen skønnere Lyd, end Klange-n
af dot gyldne Hingsteslcongespdz Mai-inne havde ned
lagt i hans Haand.
Bryllupsgæste-Toget kra Høgholtn, som først nogle
Timer seneke satte sig i Bevægelse, bestod af en hel
Rteltlce stadselige Vogne, med Gtevinde camillas i
spidsen. Hun havde ein muntre svigekinde og den
anselige Albanesekinde med sig l Vognen. Det betydes
lige Antal mandlige Gesteh der bavde blæeende In
strumentet med, for fat modtege Binden-tret ved Kit
lken med Musik, kom i en Rielcke Jegtvogne has ektekz
men ved slden ak ervindens Vogn tumlede Gtev Fer
dinand, som en rigtig RlddeksmanC sln liest, skønt
med højre Hund, og lod den get-e Kepriolet kot: De
mekne, medens bang Riddetlcors blinkede i sollyset ved
det løse Ækme pas venette side ei hans splintetnye
Raums-je Hans lllle Fkue niklcede ekeln-eh til hast
km Vognen. »l Das et min Hin Ridder i sit Esl" —
Ade han. —- »l)et klcdet dig dog gsnske Unt, Fet
dlnnndl nea- du lapæt dlg lidt: det kalder dig set
let og nstukligtz men Lock-l ihlte djt Hiertez tkck knn
Klappen lidt samtnen til Vensttel"
»sa- ltan ingen jo ee rnin HerlighedP — svatede
ketdlnand lystig og fik Kotset til et dingle ved Iln
Amstump. —- »l Das eknl Magnue list-e Krandsen,
livis du list nogen hos dsgl —- Jeg bat det rennt og
godtl" —- tilksjede non Lied et ioteleket Bllk —- »ogi
HJektet lian jeg aldrig kotlkjle, nur det Werden-»
es sendet-ne lldjjne." — De lo begge og :yetede paa»
Fingtene til bin-Indem l
Pu den enden side ak cstnjllss Vogn ted Lord
Hatdly pu en stolt kuldblodeheet ft- Gtevms steld
og nikltede vel sotanet til sin Albeneseklnde, det, til
Æke tot Endopara, der ein pyntellsste Netlmldtsgt
ander den lsowetke XII-be.
..l Des et skjsbnen i kodt Lone" — ugde Kilo
eoken s- ..llgesocn den Ves. den sey mls dis. l' mdle
Instinkt-. fn Nonnekloetket."
Denne Del If smäekslget kein m hetlsnells tll
lcikhsm et de uden for Venbenlmtet kmäs se stude
slmen komme tu dem Veso-. Kerl-ne beed- sln ke
clet tll Indes-ten Use os Vlllseltnlne knlste W
ved Druden. l den drinneer sind-ists, dsgl-til ce
nillle us heade- Ledsiserlndek sltmeds Ils. Iss Inn em
Irlnk Drudene Koda- 0Iges en Del Werke-ten lum
lblsndt Lise- Iodet betendt ils. for u Inn-sie Cm
Ist-nun var shlkkene veil swdekhqlluppet kot- dst
Ins-te lagst-km Sols den-de txt-ten den m Ind
n It Styls mset Ists-Mem non-Ist W et
th- hebt es dem themhtndw sein M eltld W
In W kochen-lud cer- sn helf sae- M
mäwlmlminctodesxlkpufuhahsslk
———--——IM
te liam med glsde, livlige Ansigter. Det var hans og
Broderens Krigsltammerater fra Felttogene. De gifte
Miend Sluttecie Toget. Knn med Jørgen ng Hans Lit
sensbroder var heri slcet en Akvigelse fra Slcilclcen.
Anton, som sidste Nat havde vieret Sundbys Gæst,
havde med liam taget Plads ved Kirlcedøren og lod
hele Brudeskaren drage forbi, efter at han, sorn Fest
lcspelmester, bavde givet Tegn til de musikalslce Ven
ner, der udførte en glad, højtidelig Bryllupsmarsch.
Anton havde hilset paa Brudeparret og alle de vel
bekendte Ansigter, lian her mødte Han bavde set og
hilset Lise med en Bevægelse, sotn ban havde Møje med
at sltjule Den Genhilsen, lian liavde modtaget, var
ham inderlig ker, men de syntes harn dog tilsendt fra
et Assyn og et Par Øjne, der halvt fremrned drog liam
forbi fra en kjern, forsvunden Verden, som lcun tilhørte
Drommenes nnderfnlde Rige. Den ranlce, yndige Skilc
kelse syntes liam neppe at berøte Jorden; hun skred let,
men stille. frem ved den gis-de Bruds side. Hendes
Kinder var slcønne, men biege. Hendes deltagende
Brudepige-Ansigt var langt finere uciviiclet, end Bru-;
dens, men havde lcnn et altkor højtideligt, næsten veJ
Ismodigt Udtrylc til Dagens Festlighed Anton havde
!gerne villet lese liver Tanlce og Pølelse i liendes sjæl
Jud at· det Blilc, hvormed hun gengældte hans Hilsenz
nnen det var og blev liam gaadefnldt. Ved hans side
»stod en høj, alvorlig Mand, med graat Haar, i By
fogedsUniform Det var hans faderlige Ven, Kyng,
der i det Øjeblilc, de begge hilsede Lise, lige saa nøje
bavde givet Agt paa hans som paa liendes Ansigt.
,,Jeg tror ilclce, du hat talt med Lise endnu!" —
sagde lian og tog Anton under Armen. —- ,,Gud ske
Los-, vi clog kan se hende her i Dagi Hun maa viere
forsigtig efter sin sygclom."
De tav begge.
»Der var en vaklcer Hilsen, du sendte bende rned
Duen!" —- vedblev Kyng efter et Opliold. —- ,,Jeg var
just til Siede, da den lcotn".-—
»Saa korn den viricelig?" —- spurgte Anton.
»Ja- og i et rnærkeligt Øjeblilc. Hvorledes det gilc
til, kan jeg nu omtrent forstaae. — Det var en af de
smaa Begivenheder, jeg kalder Tilfældets Lune-Poesi"
— vedblev Kyng. — »De kan undertiden gribe ind i
Livet en(lnu, sotn i sagn og Mytlier"
»O ja !« — svarede Anton —- ,,hvor saa flygtig en
l,yd, som en anlevinges, finder Genklang i sind og
stemning — saaledes gilt det mig. da en Rovfngl jog
den saarede Fugl ind til mig. — Jeg troede, der atter
var mødt den et Uheld. Den fløj kun svagt."
De gilc nn ind med Brudgomsfølget i Kirlcen, hvor
alle med Musiken isternte den sædvanlige Bryllupssal
me.
Paa Kiricegaarden stod der en stor Mængde Men
neslcer, Som havde set paa Brudetoget og nu søgte at
trkenge sig incl i den lilie, næsten overfyldte linke-.
lNogle havde korsøgt derpaa, men opgivet det, og sic
ge sig nu til Ro ved Kirkestien, for at oppebie Brude
slcarens Tilbagekornst.
Paa en Ligsten ved Kirlcegaardsstien sad en gam
mel, købstadskiædt Mand, med et hæsligt korsviret An
sigt og et bittert, lindefuldt Blilc. Han var lurvet klædt
og saa ud som et slags iornem Betler, slcøndt den Mi
ne, hvokmed han betragtede de farbige-Lende røbede
et Hovrnod, der iklee syntes i stand til at bede oml
noget. Han sad paa Ligstenen med begge Albuer part-.l
sine Kntez det graahaarede Hoved, med den afslidte
Filtehat over et gult blussende Ansigt livilede i hansl
Hlnile Hemden medens lian stirrede tnørk og næsten vildt
»den for sig. Hans Blilc gjorde et uliyggeligt lndtrylcl
lpaa eniiver, der bemærlcede harn og de fleste vege uvil
älcaarlig til side for nam. En anden købstadslclæ(ltMand,!
imed en lille, trivellig skilckelse, der saa velhavende og
.s.crdeics vel tilircds ud, blev pludstslig optnierlcsotn paa
Ligstenmanden og vilde ligeledes undvige hamz men
lden gamle rejste sig og greb linm ved Ærmet, idet hnn
islcødesløst lettede paa sin Hat. —- »De bebt-ver iklce at
Erencie for mig, Redacteur!" —- sagde han —- ,,Pest har
Jeg ilclce endnu. De bar dog før taget til Takke med
Ernst ringe selslcah. den Gang min Pnng storl Dem sa
iben, da jes get de kede snmtse og hed Manden paa
de in Tjnder —- Hei«
: »Hde staat til Tjeneste, At. Agent ?" — spnrgte
i
)
den lille sogtryltker Olsen eller Redacteurery sorn li u
endnu ktldtes, synlig koriegen — ,,jeg bar knn lcnap
Tid i Dsg" —
" »Die enger sagtens stof til en pen spalte orn den
Edle Greve og nans kolkelige Bryllnp" —- mnmlede
den forarmede Rigmanci. —- »Bi lidt, san vii De knnne
tilføje. hwrdan de ringeste Follc lnr knlgt liarn kra
Kirlten og velsignet harn og bang Brud med slcrig og
F!:raalk De m vel det rørende Syn, da Hans Højvels
basrenhed eelv sad pas sultken og wingede III-beste
pisken?"
»Na jei det bar Jeg intet imocL nur det nu enj
Gang moret Greisen, og lian itte vil betro ein Brud!
til en mindre pulidelig Kask. Fire mdsnne Hing-te(
shl der en Wig Hund til et styre" .
..Det:er da ogm det eneste. lieu her lern« --l
mumiede Zeit Gernle tned et Udtryk es bitter Foragt ii
det opsrultnede Dmäkenboiteneist —- »1nen det for-i
um gis — lau er en staunend est-r sollten Hist-te
— lun et dgl hart-ne Adel-nomi. der er Kammer-t
rneki Nket —- det M alle solt se os soeben-e- overl
llun nimmer sis i::e ved st sen til Kirs- pss tin
selequ stelle-i Ia W as en Hin-kram
nur — hol-et las riet unsoli- kme i siedet med.
tut- vopmsrt · ;
»Deme Unhhvisbeuveplnnsil preis des-«
mäst.WP-Isdequkondse
Mustilstssxmwnntkkseitsmdsa Cian
isi Its-M Resolution —- ..Uis I D- ossu
UMJDIIWMIUI Its-Minderqu
unheiklelesesk—vetblnden.-»·km DIJII
Masken-Meile- Wiss-Urteile
WIIIUUOCMIQMW Vers
IMWIWMDIIUOUM
W
det, eg der et ikke Tanlke em aristelnfatisk Hemed I
ham" —
,.ll(l(e det? saa et det vel ak Ydmyghed, lian leerer
med Tepper og med de stelte Hingste —- eg ladet- sjne
Vegndøre endnu besmøre med sit dumme Vom-erke, ne
lda enhver skarnager je hat Ret til det samme, naak
lhan er Nar nelc dertilP Veldædig et His. Greven til
Jvisse egsaa!" — vedblev han med et hadefnldt Blik
’—- »in-ad sigek De da, naar De heter, at denne let-—
priste Hædetsmand ilclce hat villet laane lumpne tusind
Daler til en Mand, der hat commanderet tre, fire Ten
der Guld —- til en Mand, der kunde spøtge, hvad den
hele By lcestede, hveri han var get-et sem en Kengel
—- saadan en Mand hat han haft den Usferclcammethed
at byde uSle ti Daler, som en Almisse·"
,,Det var uferskammet til Gavns!" —- stsaredc den
lille Begtryklcer med et tilbagetrsengt smil — »l1an hat«
nelc iklce hnslcet paa, hvad De tidt hat sagt med Rette
havde Napeleen ilclce villet ekeln-e Ruslancl eg Agent
Frandsen ilclce villet sprenge Lotteriet — havde de
begge været stere Mænd til deres Dødl" —
,,Jeg er ilcche død endnu!" — raabtc Hr. Frands
sen — ,,men De hat Ret! Hex-med gaar for Faldl —
Jeg ligger nu i Skarnetz men det er Enden paa Legen
med es alle —- og en lille Tue kan vælte et sten
Læs!" —
Den Gamles Miner fertrale sig hassligt. og har
knyttede uvillcaarlig sin Haand. Begtrylclceren venrlte
sig om for at gea.
,,Bi lidt, Redacturl Jeg slcal give Dem mer stei
til Bladet i Morgen !" —- sagde Frandsen eg heldt ham
tilbage. — »Hal- De set vor fertige Postilreng. — Feb
lingen fra Fattighuset — ham, der beslcyldte mig for at
have kervansket et Frierbkev —- hatn. du- gav Dseres
Ven Qvist de mærlcværdige steltkeptygl — hinn« der
filc Møllerlegatet eg rejste udenlands! ——— han er nu
kommen hjem, sem en stet Mand, den Lømmelk —
det hørte jeg i Møllelcreem Det var ham. der stod sem
en fernem Herre ved vor velvise Byfngeds side eg
cnmmanderte Musikken Han var ilclce clcn. cler Skulde
lette paa sin Hat for en Mand. der has isnmmanrleret
fire Teinden —- Ha!" —- udbrød han heftigere eg Slcar
Tikncler —- ..trampe Runde jeg slige Paddehatte under
Fødderl — og De, Olsen!" —- vedblev han med gni
strende Øjne — »De, sem drejer Kappe-n efter Vindeu
eg nu hlæser i Basun baade for Ministrene eg Adelen
eg alt det Genipalc. der vexet ep at· slcamet og kroet
sigl —- Dem :unde jeg Abt med Krep eg SjæL da
jeg var i min Velmagt. De hat mangen Gang logret
eg krøbet for mig sem en Hund, jeg kastesle Ben til —
eg nn ved De næppe, ern De vil agte mig werd at tage
ep af en Rendesten" — —
»Den har jeg deg gjort negle Gange, men nn kor
tryder jeg det rigtignelc" — svarede den lille Bogtrylt·
ker eg sleyndte sig fra ham med en dæmpet Latter.
Den Gamle saa efter ham eg lcnyttede Haanden
lcrampagtig. ·.Bal" — mumlede han eg rystede af Fet
bitkelse —- ,,l lcan nol( egsaa faa akgalet. alle l stor
hane1-, der nu slaa Vingerne nd eg gale paa jeres
Møddingerl Jeg giver jet allesammen Døden eg chs
velenl Gid jeg kunde sparke jer eg den hole Verden
ud i et klammende Dybl — Gid der var en Afgmndf
som kunde epsluge mig selv eg alt, hvad der lever!"
Han tumlede nu hen ad Kirlcestien eg gilc ned med
Kreen ved Vandmøllen. Her blev han Staaende pas
Bteen og saa paa det brusende MøllehjuL De sidste
selstraaler spillede deri. Det glimrede sem Guld— es
sølvstrømme mellem den snehvide Fraade.
En Møllerdreng sprang ferbi eg raabte drillendes
,,Ej, ej! sei- De eftek Deres tre Tender Guld, Islr.
Frandsenl men saa var det nek iklce vort MeilehjuL
men Letterihjulet, De skulde gle paal"
,,Lylclcehjuletl Lylclcehjuletl" — mumlede des
Gamle — ,,hm, ja! det ruller ep og nedl — det suset
eg bruserl —- det set herligt nd! — man blivek wim
mel den-ed — man faar Lyst til at rulle med — ep es
nedl ep eg nedl — til man temmer ind i Hinlet —
til man males til støv —- saa er det ferbil" — Ha
saa en Planke paa den gamle Bre, der var løsnet es
gledet til side ved den megen Kørsel denne Dag. lieu
spanede til den, eg der aabnede sig et dybt Gab i
Breen ved hans Fed. Han le vildt· ,,Ret saaP —
mumlede han —- »tullet et Lykkehjul deri, see liggek
hele stadsenl —- saa hat den lille Tue vieltet det steke
lLies — saa kan de alle komme ned til mig —- tkl des
"stete Lylcltehjnl der nedel Hei-, det enset eg brasetl
det kalder mig ned til mine skatte — se, hver det blin
’ker det nedel -— det er smeltet Sølvl —- det ex hegend-e
Guld! — ha! jeg ma a der ned! —- jeg maa males dml
— jeg er je gammell" —
Han heldede sig dybere eg dybere nd ever de
slcrøbelige Rxelcvastlr. —- Det brast —- eg han var ket
svunden. Lløllerdrengen var attek for et Øjebli: sidet
løbet ham ferbi eg havde hørt ham mumie, men m
bleven bange»for hans underlige Minet og havde skyndt
sig bert uden Dtilleri eg uden at dem-eilte den lhnedt
Breplanlce. Han høkte nu heller ilclce det skkis, des
niksten ovekdøwdes ak dct brnsende Millethi. es sen
Melleksvenden i Lugen heldt for et Ugleslcrig.
solen var gaaet ned paa den kette annakdtg. h
den Bmdevieleen var en(lt. Det hegyndte at Mkns
i ich-ken. stinde lagde nn Brudeparrets III-list- m
men eg til-selt- lclk:ens Velsisnelse ever cis-.
Grevinde csmills havde aldklg set ein xdch ho«
gejstket et Udttyk l neset Ansist, sein M i M«
Øjeblik m i suntllxya Heu bade talt em den stete,
guddemmelige lckklighekh der unt es Etat Upjlek
als l etltvett dybt eg indes-list IIIWM
melletn Kennqu Med Heil-ed es Re bod- lnu U
slmet es stide de Melde W l VIII
lim. kei- et km de stells- We sjsle til Ind
thtd. Amhsvdepexethldsnslf
Null-lud sein det risse-le es det s- W III
WissdenmflndedetlsitUMI
Iess med del-holt M— :- MQ —
imme. is- sjsls seide- es set-s —
(
W
Eipols-IM- l din- seslsv. W)