oLandIliyssliörnene
Ai K. s. losem-an
NYTlDS-ROMAN l FlRE DELB
« (li’orteet.)
Der gilt uvillcaarlig et Smil over Antons alvorlige
Ansigt ved synet sk denne gammeldags Herlighed i
den nye Frihedsi og LighedsiTid i Danrnarlc hvori
Vogne og Heste dos ikke havde aislcaffet »enhver til
Adel, Titel og Rang ltnyttet korret". Men han filc
ingen Tid til at anstille Betragtninger derover. Han
Iaa nu en aldrende Bondelcone stige ind i Vognen og
are-d Ornhu hjælpes op at Trinet ved Grev Magnus’s
Haand Anton lcendte Lises Moder; han saa sin kirr
lige Mosters lcloge, milde Ansigt, saaledes Socn lian
korrige Akten havde set det i Kapellet; dog syntes han
It bemerke et Udtrylk at« Belcymring deri, sorn foruro
ligede nam. Hun talclcede Brettern uden Forlegenhed,
wen dog med en Mine, der viste, at hun holdt hans
godmodige Tjenstvillighed for Nedladenhed og en
Bre. der bevistes hende. En ranlc, ung Dame i silkes
pel- rned Forværlc, og med Slør, blev nu fulgt ned ad
Treppen at Grevinde Karnilla. Magnus hjalp hende
ogsaa til sæde og uclbredte Fodposen for hendee Pod
der. »Helligtrelcongersdag sendet jeg saa Vognen efter
dem alle trel" — sagde han højt med glzedesstraa
lende Ansigt — .,Saa maa vor Brudepige endelig viere
— rigtig rask!"
Anton saa og genkendte nu Lises Ansigt. Hnn
hevde lcastet sløret til Side. Hun hilsede Magnus og
kostede et istligt Blilc til Kamilla. Vognvinduet blev
un tillultlcet, og Vognen rullede nd gennern Porthvtel
singen.
Anton traadte tilhage og kastede sig paa en Stol.
,,Vil hun nndvige mig ?" —- sagde han — »eller tænlcte
nun ikke engang paa mig? Jeg var hende jo et v i l d t
iremmedltlenneslcesp »
Han slcyndte sig nu ned ira Crestelcammeret og traf
hele Familien og de fleste tilhageblevne Gxester ved
Koffehordet.
»Ni-Sover — raabte Grev Magnus og knugede
hjertelig hans Haand —- ..l)et er stralcs Tid til Kir
ke, og Sundby vil du vel høreP Der kommer Marianne
ogsaa. Her er ellers forst noget fornøjeligt at høre
her hjernme. Det Lan de andre nu fortælle digk Jeg vil
nd og lade spende for!" — Han gjorde et Gliedes-!
spring og var ude ak Døren. ·
»
Anton horte nu at Kamilla og Vilhelmine, som
ogsaa var traadt ind til Kaffeborclet. lwad der alle
rede var blevet bestemt korrige Alten ved Akslceden rned
Marisne Holm og hendes Forældre Helligtrelcongers
des slcslde Grev Magnus og Mariane have Bryllup..
De fleste Julegkester, namlig Englænderen og de musi
kelelte Herrer kra Omegnen, havde lovet at holde Jule·
fette paa Høgholm og were Bryllupsgaester forste Dag
bot Brudens Forteldre og anden Dag hos Brudepar
-ret selv. Niegten hver Dag for Bryllupsdagen var kor
-tsd bestemt til alle de landlige Fornojelsey Aarstiden
viide tillade. Alle Heste og Vogne paa Gaerden skulde
staa rede til at føre det store musikalslce Selslcab under
Lystighed og sang hele codset og Omegnen rundt, hvor.
den lyltkelige Bruslgom selv vilde indbyde eine GEIterI
til anden Dags Brylluppet. Lise Hlkulde viere ein Ven
lndes Brudepige; men hun var endnu lidt svag efter
Iin sygdom —- sagde Vilhelmine — og hun vilde nu
umle Krækter en halv snes Dage i stilhed og Ro hos
eine Porældre Anton lyttede opmxerlcsomt til denne
Ytring, men tav og lian blev paakaldende stille.
N Der oplagdes no Rand orn Festligheder og 0ver
teskelser ved Bryllufzpet Det skalde kornemmelig gsa
Id paa Musik. og Anton blev med Altklamation nd
mnt til FestsKapelmester. En iolleelig lcanktesr maat
te det hele have, som alt, hved der sknlde kornøje
Crev Plagan og Den-en muttte hans muntre Brod
Ue sowe.
Pan Vejen til lcirken hat-de Anton denno Julesi
sorgen en lang samt-le om Kunsten med den,musilc
kyndige Bngltender, og lide han okte tilkotn hsvde
senkt pu, blev til Beslutning. llan mustte til Rom
lsen, for grundigt et studere den gmle itslieneke
Ilrkeanuix koreetillingen om Vistlgheden denkt for
sent Kunst blev see levende hoe hem, et hin eteg es
Vognen med det feste For-et, nn tun et glsde sitz en
selv snes Dege blendt de gamle Venaer i Forli-elen
den men at begynde ein nye, virklige Kunstrejse, saa
start de to Deges Bryllupsfestligheder var korbi.
NR Medens Anton med denne elvorlige Beslutning
nd i Lendzbykirlken og horte sundbys Juleprsdikem
ssd Use hos ein Moder i Vognen og korte flere Lende
dykirker korbi, livor de horte ·Julesalmer synser. De
lod sorgt Vognen holde ved Magister stets Anneksltir·
ke. hvor der de var sidst-Prkdilcen. Her stes de as
og kotn tidsnok til et deltsge i Gudstjenestem Da de«
etter steg til Vogt-, var der begge ret julekeetllg stemtr.
De has-de hsrt en gribende Tale om »det svddommelige
Liv- stille og skjulte Højhed iRinglieden." z
Vognes mutte nu tot-e lengsornt pu den noget,
Melige Bis-ej til des-ei Lendgbzn Lise keldt ein Mosj
der kerlig otn Hatten. »Na edel det blive godt site-mit
mens« — usde hun — .,nu ehel Feder sldrig mer hol-«
de Inis en soknem Jomtrm os du skel Ue se pea mis.
Ins jeg var en ktwmed Deine, do W turde kyue
pe- Unnden. Nu her jeg set. hvor uneturllst os cui-ne
sp det ver. et leg blos dem-even kr- dis og Inder l
Iln Dotation-. Jeg blei- kskt ind l et Liv. der skulde
Ists-U- Dettst." -
f »Ist-te blies dvot ke- ds Ils- det?" s- wende
W
,,Men l her dog eldrlg ret vier-et lijetnme, livori
Jeg ver det. —- 1 her altid anset Jer for ringere Men
neslter, end dein, jeg ver iblendt, og meppe vidst, om
l var verdige at sidde til Bords med jeres eget Barn
— og jeg — ak, ktereste Moder! jeg hat dog iklce siltidl
været imod dig og Faden som jeg skulde -—— jeg hart
hele Masneder kunnet undvære Jer og glæde mig over
min Musik og mine Boger og alle de velsignede Men
neslcer, der drog mig op til sig i et skønt og herligt
Liv, fuldt at· aandeligt sollys — men hvor dog hverken
du eller min Fader kunde iølge med mig. —- Og —
kæreste Moder! —-— livor omhyggeligt baade de Gamle
og Vilhelmine og bendes Mund og den aedle Kyng søgte
at vogte mig for at blive hovmodig af, livad der var
Gnds i mig —- og korkængelig af, livad der glimrer i
Verdem eller se med Ringeagt ned paa dem, der stod
law-ere, end jeg, i Dannelse — saa kølte jeg dog meget
godt, at jeg stod over mange,baade i det ene og det an-»
dte —- og selv naar du og Fader besøgte os, og der komi
fremmede, kunde jeg sommetider være nndselig over,
at jeg var jeres Datter og blive lied i mine Kinder, naar
l kyssede mig og kaldte mig eders kære Datter — ak,
Moder-l det liar jeg mangen Nat ligget og grædt over-,
naar 1 var rejst. Jeg bar bedet Gud paa mine Knie gørel
mig ydmyg og from og til en god og kærlig Datter, der
ogsaa for Verdens Øjne vilde aere Fader og Moder
mer, end alle de andre Mennesker· l mit Hjerte hin-l
jeg altid Eret og elsket eder; men Forfængelighedenl
liar tidt fristet mig til at iornxegte eder for Verden. (
selv i Gaar efterlcirkekoncerten, da de mange fremmede
stimlede om mig for at talclce mig og sige mig Artig- !
heder —- selv med hine heilige Toner i mit sind,
glemte jeg næsten dig og Feder —- og først da jeg
horte, Anton var kommen tilbage og var hos jer i Ka
pellet —- først da huskede jeg paa jerz men da jeg
saa Jer i jer Bondedragt, skamrnede jeg mig ved at
klyve Jer om Halsen for alles Øjne — sorn mit Hjertel
dog higede efter — og jeg schulte mig næsten bagl
Grevinden.« — — I
»Nej, Lise! nn gør du dig selv Uret!" — akbrød:
Moderen liende —- ,,du havde J·o hilset paa os — du
havde Jo nilclcet lcærligt til os da du gilt op med (-’rev- 1
inden i Kot-et, for at syngel — Nej, den Gang du lcomi
til Kapeldøren, var det kun Anton, du saa efter" —(
»Ja vel. Moderl jeg tænkte mest paa ham —- men
ldig og Fader saa jeg først, og jeg syntes, l saa dogl
saa simple ud iblnndt os —- men Anton saa ud som en:
rig og fornem Mand; han var en berømt Virtuos,
vidste jeg. og lian hat-de nn hørt mig synge. Men da’
lian saa vendte sit Ansigt ben imod mig, og der faldt
en Lysning paa hans stolte Fande, syntes mig, han saa
ud, som han oversaa mig, og jeg endnu kun var hamT
den lille Husmandspige — det enfoidige Bam, han
havde leget med —- saa tænlcte jeg paa, at det dog kun:
var den kremmede Sangerinde. han brød sig otn —- at
det var liende. han havtle vkeret saa rasende forelslcetl
i —- og da lien saa ltom farende og greb mig i sine
Arme, blev jeg saa oprørt derover, at jeg kunde have
stødt ham langt fra mig; men jeg kunde ilclce røre migl
—- jeg Runde intet Ord sige — Jeg vidste iltice Zelt-, hvori
jeg var. Da Jeg kom til mig selv var jeg bittert stemt
baade mod Vilhelmine og Grevinden, baade mod Doch
toren ott alle Menneslrer. Jeg bad dem leun alle korlade
mig — der var dog ingen, jeg hørte til ak dem alle —«
og ingen. der btød sig om mig — det sagde jeg ilcleez
men det nenkte jeg — og de forlod mig allesammemi
undtagen du, —- dig hørte jeg til —- jeg var ditT
Bam, sagde du — og du blev hos mig hele Natten"
»Det gjorde den gode Fru stær jo ogsaal"
sagde Moder-en —- ,,liun laa J·o paa sokaen i din Stnej
og spurgte okte til dis« —- !
»Men d u sad ved min Seng —- du holdt mit Hoved
i din Haand — du livisltede kærlige Ord til mig, som
da jeg var lille —- du talte til mig om vor Hei-re og
orn alt, livnd du list-de lett mig, da Jeg var Kern —
du talte om, livor from og god jeg havde sen-et, og
livor nieset dn og Feder holdt ek mig — og livor glade
1 blev, bver Gang l sna mig. — Nu ved jeg det, Mo—
derl dig og Feder lister jeg til-—- og bot eder skel jes
blive Det lian ske nden nl 0psigt. Jeg des-get eder kun,
bedder det; men det blivek lange, lange Bis-dgl og jeg
bliver lagen liel Des dorte. Det kommer eom If sig
selw Jeg er eders Dettet igen — og jeg levet lios eder
os for eder, soin de jeg ver lille" — —
»Dn gode Berni du Urlige sjtell" — ugde Mo
deren og omkevnede bendr. —- »Vier nn tun kolig os
gladl —- bliv bos os un lange dn vil — men hvor du
sa- er, og livem dI sa- lever iblandt er og bliver du
dog nltid min egen here, ksre Lisel" —
Vognen boldt nn kot- ergens lille Aus, og ben;
kom nd med Auen i Haar-den ek Æwødished for Heksj
sindsvognetn som det lod til, eliet for den fernem-nel
Kuslr. »Und P ..... i et det knn dlg, Konet" —j
sagde ltnn og satte Auen paa; men lian lettede nvilss
kurlig lidt psa den igem da lun kik Øje pas sin Dat-·
ter i den kornemme Reisedragt —- »Nn Jel Lise er
med —- nu Lan jeg begribe livor den Kerllglied tout-.
mer krei« —- sagde den« — »Du er ksnt ak dis, Liseh
at du vil des-ge os lidt i Julenl ——lter er sagten- noget.
slmpelt og Stille. og der er ingen, dn rigtig ten snnlclctsv
med· n Cz « s .
Lise san kerligt ps- lism, men tat-. og list-des Le
ber Mede. O
»Ja vist er her nagen. hun Leu tele med Mutle
—tos Moder-en hastig Okdet —- .,itverken dn eller Jes«
er. Sud sie how tutislettclr.n Inn ikyndte Its et roth
lcuslten en Mesilllng og bed nun Inn Mz nun
den tsvede os lod Reiten- M .
Jsksen m nssdunlls Monds os Mir-steh ist-n
syntes i ondt W »Um-lends or Its vol ist-« —
Insti- lssn - »Den Mc es W er to, Klio Ickalk
VUUOckunyseism mais-W. sit-ta- ais-«
uwmpsdsuzmuqumupsus
send- naer III lie- W m h- II Is- Ot
ok s- u- on im sh- kisp W —- - l
»kl- css d- UII see III-. ds- - sinkt
USE-W
og godt, Jst-gem« — hviskede Karen og betragtede
hans røde Kinder lidt betænlcelig — ,,saa tal kun om det
med Lise! eller giv mig et Vinlc, og jeg slscal sige hende
det!" —- ,,Farvel, ljlle Kusch — hils Hr. Greven og
sig ham saa mange T alc !" —- raabte hun til Kusken,
som nn smældede og kørte bort. — »Du gør vort Barn
Uret, Jørgen!" —- vedblev hun —- ,,naar clu tror, hun
er fernem og storagtig, stf hvad hun har lært, og ältke .
mer kan tale med sine sjmple Forældrc."
»Har du troet det? —- har du vjrkelig troet det,
Fader?" — raabte Lise og kaldt ham orn Halsen, me«
dens Taarerne fremtraadte i hendes Øjne.
,.l(om nu ind, Barn2" —- brumrnede Jørgen og
drog hende ind med sig i stuen — »den storagtjge
Kuslc skulde jklce hørt, at her maaske kunde være Pat
tlgdom paa, hvad vor Her-re dog ellers har givet de
fattigste Forældre! Jo vist har jeg troet saadant noget,
Lise! men naar du græder derover«, vil jeg ilcke troe
det merl Jeg har længe syntes, du var en jin og kornem
Jomkru, og — Moder maa Zige, hvad hun vjl! — det
har du jo været nødt til at blive, og det er vor egen
skych du er bleven det! hvorkor solgte vi vort Barn
for de døde Møllerfolks Penge og for al den Herlighed
og Lyklce, som du jo nu har faaet med denne hersens
Dannelsel" —
.,Mand! Mand!« —- afbrød Karen ham —- .,du bli
ver jo ved at bedrøve hende! Du ved iklce, hvor blodlg
Uret du gør vor Lise, og hvor du piner hende med de
stygge Ord, du der sigerl -— Hun vil nu hlive hos os
hele Juletjden og meget længer, orn vi vil det. Hun
holder mer at« os, end ak al Fragt og Ære og Glans
blandt cle fornernme Menneslcer. Hi.m har altid holdt
ak os, som et lcærligt, velsignet Barn; men du har ichce
set det — og nu er du haard og grusom irnod hende".
,H ..... G. ,’Mo er! er jeg det? —- sagde Jer
gen og strøg sig over den tyklce Pande —- »saa gid jeg
da ske en Ulykkel — havde jeg mer sagt. Er det rig
tig sandt, Lise! er du hverken fornem eller storagtig,
fordi du for-staat saa meget og lcan synge som en Engel
og blivcr gjort ak som en PrinsesseP —- synes du iltlce,
din Moder og jeg er nogle Stalclcels dumme Fæ, som
du ilclce kan vrere bekendt at snalclce med, og som in
gen Forstand har paa dine fme Tanker —- Er det vir
lcelig sandt. at du ilclce Slcamrner dig gruelig over os,
naar du er blandt Frølcner og Grevinder eller lcører os
forbj med Topper? — og vjl du nu blive hos os hele
Julen, mens der er al den Stads og Herlighed paa Hyg
holrn, og hverlcen lcede dig eller være bedrøvet?" —
»Ja hele Julen —- og hele mit Liv, om du vil, Fa
der l« — svarede Ljse — .,og bedrøvet vjl jeg heller
ilclce vix-re —- hvor vel du har gjort mlg lidt UretI Mo
der har alt for gode Tanlcer om mig. og — ganske Uret
shar du dog heller jlclce haft; men lad os jlilce mere tren
lre der-paa!"
»Hm-er du det, M0’er! saa ganslce Uret hat jeg dog
ilclce haft!" —- sagde nu Jørgen og knejsede. —- ,.Jeg
has dog vieret klogere, end du, een Gang i mit Liv;
det var den Dag, jeg sagde til Byfogdenz »nej, Ar.
Justitsraadl det bliver der intet afl — Deres Ord i
Ærenl —- sagde jeg — men det var dog sludder. men
te jeg, og det har Forsynet vist heller jlclce sagt. ——.
Jeg vjl jltlce have Bat-net sat nd blandt de kornernme
Folk —- sagde jeg —- for det duer ilclce —- sagde jeg.
—Vi vjl ilclce sælge vort Barns Kærlighed——sagde jeg
foratfaa hende stadset optjleniinFrølcenl se det sag
de jeg og rneget mere — og sagde jeg det jlclce. sna
tienlcte jeg det; men saa sagde du mig imod. Her, Jør
genl —- sagde du — ja, hvaddu sagde mer-, maa du
selv videl men nok er det, jeg var ilclce saa durn den
Gang. Men havde jeg været Mand i mit Aus og iklce
et Mæhse —- og havde jeg været slcaaret hedre for Tun
gebaand —- saa havde jeg sagt, hvad jeg nu kan sigel
for det har jeg længe tiknlct paa, og nu skal baade du
og Ljse vjde det. Jeg har tænkt pas det hele Natten og
hele denne Julernorgen, da jeg maatte gaa ene baade til
og kra Kirlce —- jeg har tænkt paa det i mange Aar.
— Det er slernt — ja hvordan var det nu, KoneP —ti
stillel jeg ved detl men du ved det jo ikke — det er
slemt. tænltte jeg, det er meget slernt —- det er til at
grikde Blod over, mar et But-n bliver san klogt, at det
eer sine Poreldre over Hovedetl" Hans Øjne løb i
Vandz men han klemte Monden trodsig samtnen og nüc
kede »"Jeg har liest Aviser, har jeg« — vedblev han
ivrig os brystede sig —- »og hele Bis-get med, for at hol
de hende stnngem den lcrde Titel Jeg har legt Al
mueven og Bondeven, har jeg og jeg ved nn, at en Has
rnand jähe er til at lcimsesats men Lan gerne blive
Rizsdagsrnand og Minister, nur han bete lkrer lidt mer
og faar Monden paa Gang som de andre Studrete —
og Sel det vil jeg nu vise Jer
»Men, rnin Gad, Jørgenl hvordan har du det??"
—- spnrste Karen for-streitet — »He-wen plejer du jo
sldrsg it mahlte! og do er san hed l Hovedetl her da
vfkkelig dachtet for nieset ?"
»Da km nok hxndes t« — svarede Jst-gen sagt
rnslet os pustede mat ektek den mere Anstrengelse —
»du blev us lsnge dorte, og Jeg kedede rnig — ser du.
Men bllver tm Lige hos os og vil viere vort Bat-n lgen,
som da lmn ver lille --sse slcal jeg hverken drilrke for
meget ellet grcde Blod ellek forsnslcke rnig saa snart
igen og site dlg og lille Use bedtøvet Oliedelig Jul
her hjemrne besgs tol" Plan omksvnede os kyssede .
dem besse. es un ver hen godmodlg og lidet talende
lgen m Idealis. (
TRZMNDZ KAPlTlZL
Des Ulle Uns l Lendsbyety hvor Use- korsldre 1
beede. M der-s Ziel-dont Det Mo Isl- m nutent
thinltckwyosemwenendusmmef
de yppip Umäcsnkm der stell-Ia Wisse-. This l
Widdthtepuflmvslen ekdenlddtvlldtl
MUW.UM tot IMMEN
OMUWMUMUUM
stei- DIMMIIMMMV
W
Eyldt med Ges og Ænden og hvor Use okte liade eitl
iet, som Bart-, og vogtet coeli-gen Pladsen i kluset
par meget indslcrænlcet, men stor nok til et Par enlige
Follc, som Jørgen og Karen havde været, siden Lise kotn
fra dem. Naar linn siden nndertiden besøgte dem, hav
ie hun sit eget lille Kammer ved Siden af Dueslaget
paa Loftet. Jørgen havde selv med megen Flicl sam
nentømret dette nette og lune Panelværelse til liende
Fra Loktslcarnmervinduet havde hun en udrnærlcet smulc
Udsigt. Over det mosbegroede Stengærde, der med sine
iedliængende Bulilcetorngrene omliegnede Hønsegaar
jen, saa man en hel Ræklce Kæmpeliøje paa den grønne
Rugmarlc og den saalcaldte Mølleslcov, med en blank
lndsø mellem Højene
Anden Juledag sad Lise otn Morgenen ved sit lille
Gavlvindue og Saa nd i Hønsegaarden solen slciknede
nd til hende. Urydelcaklcelovnen udbredte en behagelig
Var-me, Duerne kurrede i deres Naboværelse ver-l Si
ien af hende. l Gaarden var der Liv og Munterhed
nellem smaalcreaturerne Den gamle Lænlcehimd stod
Jven paa sit Hus og smaagøede op til hende. for at
Jemærlces. medens den logrede og sprang af Gliede.
bpurvene fløj ned med Duerne kra Taget og holdt Fro
(ost med Hønsene. Fra Dammen lød Gæssenes og
Ændernes Sladren. Jørgen syslede med sin nye Blie,
In Datter af den gamle, og gjorde sin slcrdbelige Hønses
icræmmervogn i stand til en stadsevogn, for at køre
Lise og hendes Moder til Kirlce.
Eiter Aftale med Moden-en, havde Lise, for ret at
Fornøje sin Faden denne Dag aklagt sin kine Jomfrui
dragt og ikørt sig sin Moders netteste Pigelclædning
som Karen havde danset med ved det Majgilde, da
hun gav Jørgen sit Ja. Den havde ligget i Dkaglciste
skufken, som en Helligdotn, i 21 Aar. Katen var iklke
længer smal nok til at bruge den; men den var som
Splinterny og passede Lise, som den var syet til hende
l den nydelige Bondepigedragt, med de tøde Ærs
mer og den violette, gnldbroderede Hne, var hun nas
iten endnu smulclcere, end nogen Binde Moderen stud
zede og slog uvillcaarlig Hænderne sammen i l»øren.
da hun nn traadte ind til hende, for at heute hende
ned til Jørgen, der allerede sad ved Davrebordet med
sin Træske i Haanden og ventede.
,,Det klæder dig ilclce saa ilde, Lise!" — sagde Mo
deren og skjulte sin Henryltkelse — ,,mon jeg bar set
saadan ud den Dag, jeg blev FæstemøP —- Komi det
vil more din Faderi Han er saa glad i Dag som den
Morgen, jeg havde født dig til Verden. Det bliver nu
nitten Aar siden den sjette Januar — det var Hellig
tre Konsers Dag, og de gatnle, gode Møllerfollcs aar
lige Bryllupsdag —- dem, du lcan taki-e for din Lyklce
— Derfor bar jeg ogsaa altid holdt saa nieset at det
gamle slcilderi der om de hellige tre Kanzel-P —- Hun
pegede paa et slet illumineret Kobber i en ormstulclcen,
forgyldt Ramme, der bang paa Panelet under Hænges
hylden, som indelioldt hele Husets Bogsamling. Hun
tog nu salmebogen ned fra den cverste Hylde. liver
den stod ved Siden af spændebiblen og nogle Andagtss
bøgen Paa den næste lille Hylde stod de gamle Kni
nilcer og Visebøger fra bendes Ungdom, i en Tilstand,
som vidnede om. at de flittig havde været brugte. Pan
den nederste Hylde stod saxo paa Dansk og Hvitfeldt
tilligemed nogle nye smaa Bdger om Krisen
..Har du set de Bøger. jeg bar kaaet, siden du var
her sidst?" —- Sagde Karen — »dem bar du sagten
læst længe før jeg; men dem kan man gerne læse orn
igen, naar man bar Tid· Det er saa kornøjeligt at se,
hvordan det lille danske Follt dog altid liar vieret lceelct
i Krigen og trofast mod sine Konger —- og, det kor
staar sig. holdt sig til vor Herre, baade i trange os
lylclcelige Tidcr; og naar vi nu saa kan lese onl, limä
vi selv nylig bar oplevet — og det klinger lige saa for
nøjeligt, som om livad her slcete i gamle Dage — saa
kan man ret blive glad og takke vor Herre for, at vi
er danslce Follr. s-— Men kom nu, Barnl Fadet er sulten
og længes efter dig. Bi dogl lad mig kørst se ret pas
dist« —- Aun drejede Lise rundt og kyssede liess
— ..Ja. saadan saa jeg ud, da jeg dansede ved Majgib
det med din Fader; men saa nng var jeg dog like, os
heller ikke kuldt san smælclter og livid i Anden. Du
kommer til at sy et lille Laeg i lestykketl — men det
er det sammel Ak, jal Barnl mactte leg leve den Dag,
da du ogsaa —- — Men kom, koml Fader kaldet" —
De slryndte sig nn begge ned ad Loktstrappen, es
da Karen traadte ind til Davrebordet med den nyde·
lige Bondepige ved sin Hund. tabte Jørgen skeen os
aabnede Monden, uden at sige et Ord; men hans Øjne
blev vaade Hin sprang op kra Bænkken og lumgedi
slciktevis sin Kone og sin Datter i sine Arme. Det w
rede lenke, inden lian kom til Orde; men da lian ende
lig kilc Luft. var det ogsaa som lian nn iltke lasnger be
høvede ..tre snapser" for at kaa Tongebaandet wettet
,.Det maa jeg lidel" —- sagde lian —- »nu Lan Jeg si,
du er din Moder-s Dauer-. Lisel sudan san hun nd.
da hun lovede mig at holde nd kned mig til mln Djdsi
iag og blive mig en trofast lcvinde, som bun ossss
vlevk Gnd velsigne hende —- og cljg med, Uns zud
iavde jes trock. du kunde bllve saa näher- kcniker ds,
ivad jex sagde. lille Mcktl den Dsg vi hsvde M
xilds— Oe leg kom·b1m mei- Unxea og su- was-«
Fr- Klrkulf —- Ktn They III Guts - Ists « -
illve In brav en Zone tos- du — iud- Jss .- q.
)srestmhslvmltsaicmdn—sxde1g—ng
Wiss-soe.lllleslo’r?dstmsdIFoW-s
»Dth1qsodt«-MIquIII
flldiryaksds IhderOJstMthq
mstqwdusadsssnuusth
sllfeksstsolchosficktlfswckwsl III-,
4 « — i