Jandsöybörnene
As V s. lage-denn
X NYTleskoMAN l FIRE DELB·
Kamilla hin-de lagt Mætke til samtalens politislce
Retningz hun mødte sundbys alvoklige Blilc og ben
Vendte sig til liam og de andre politiserende Heu-et med
eet stille smil. »Siden vi dog ikke kan afvise Tidens
Itstsbotgerlige Bettenlceligliedek" sagde linn —- »seh
pss denne Akten, dei- dog liar met at betyde, en halt-nü
tende Aarliundredets statsomvieltninget — saa lad mig
dog i det mindste, paa Poesiens Vegne, bemerke, at dens
Amd kokdter sin Plads saa vel i Nutid som Fremtid,
W dei- skal komme noget aandeligt stort ud af de Its-r
ue ydke VerdensbevægelserP Det pas-er jo ogsaa til
Dei-es mytliislte Allegori" —- tilkøjede hun. — »Sa-:
vidt jeg inindes Mytlien om Dei-es kommende Print-ds
lielt — jeg liar nu glemt. livad lian bedder — Sønne
Unnen at den ulylclcelige sisyplius, ssa er det ogsaa kun
Womit-)
ps- Pegasus, han er i stand til at besttide chlmæ
te·Ul1yi-et."
..De hat Ret, Grevinde!" — udlirød Sundby, og
bsns Blilc tindrede —- »men dei- maa en mdel ltvindeligl
Aand til at drag Niændnes sind ind i den Livspoesi,
dir lian bringe skønlieden tilliage i Tidsaandernes
Kamp. selv naar Retfærdiglieden synes at ilygte."
-·--7 Sundby tav og kaldt i Tanlceic »
»Det ei- sktebne altsammen, mine Herrerl" —
ssgde Englændeken —- ,,og livem vil spørge om sit-eb
nens BerettigelseP Alle vor Tids Lylckejægeke — fta’
Uezzini til den lille Korpotals Gent-Erd —- er kun Duk
ket blive. til sitt-ebnen bliver ked ak Legen og slaar dem
l styltlcet» —
,,P . . . . i Vold baader med skæbnen og Politik
kenl der liak vi vore Solc)—8angcrinder!" —- udbkød nu
Crev Magnus. —- Han var løbet til Døren ng icom stralcs
eftet incl med Villielmine og Lise. Hans søster gilc dem
med Gliede i Mit-des- De gilt nu snart alle til Kapellet, og
og Kannerten begyndte.
l den fjetneste Krog at· Kapellet havde to bonde
klædte Mit-nd taget Find-. Det var Jørgen Hønselmrnk
mer ug Hans Litsenbkoder. Karen havde sat sig paa
Fettiwlolcken i Gengen, ved del-es side. Nogle Slcridt
ft- dem Stod en temmelig uns Mand i en blau Kappe,
Iom lian svøbte tust om sin smalle slcilclcelse og den-ed
Msten sltjulte sit Ansigt. Det var Anton. der, efter Af
tsle med sundby, var kommen ind ad en sidedør til Ka
pellet og endnu iklce,ønskede at kendes ak nogen.
lJet var endnti iltlce ganslce lylcltedes list-n, unstet
alle Sundbys Forestillinger, at overvincle sin indre Ukted
med sig selv og Verm-in slckint lian adskillige Gange
bsvde udlet sit Tungsind som David-nah Naar Vetden
sit lmm imod i bang Bamdom, kunde lian undertiden
is- en umaadelig Lyst til at for-v i n de. Han kunde
st Wge den merke-te og mest skjulte Aklnog i Fettig
ltnset, som oftest et lille sandslcur under Loktsttappen,
livor lian liele Timet Runde sidde og nyde sin Verdens
Jokagt og sin Fortvivlelse i Ro. Men socn oftest kotdrede
leiglieden i liam dog snakt sin Ret. Han blev inderlig
Lesl af at were tungsindig og sprang da gerne syngende
ud kif Sand-linken istek naar ingen hat-de bekymret sig
otn lians Griller og beklaget lians kotmentlige Ulylclce.
Denn-: Gang hat-de hans Fokvildelse at· Vetden og hans
Tuns-sind vieret at en alvotligere Natur. og Ensomlieden
list-de vætet liam velgøkende. Nu længtes lian dog efter
det Menneslceliv, lian ligesom var bleven sky og fremmed
»F tot-. lnden Koncetten endnu var begyndt, hat-de lian
litkt og kendt den lcære Mosters stemme og set bende
eidde pas Fattigblolclcen ved siden at· liendes Mand og
Hans Litsenbkodek. Han list-de gjokt en nvilkaatlig Be
Isgelse og viel-et nei- ved It stytte sig i dekes Arme;
then i det samme begyndte Musikltem Alles Optik-erk
stztalied vat- nu lienvendt pas den lietlige lndledning til
Julektntcteth — Anton gjotde Vold pas sig selv og
qjedes med st ttcde nogle sitidt nie-were tilden biete
Gmppe, medens lisn Ilcjulte sit Ansigt lidt mer med
Itppekligeth Ren glsdede sig nu tet ved et bemerke
det Indtkk, Musiklten gjokde ps- diue jtevne, kam-Men
Ieskek, os list-e de smeabemckkningetz de If og til livis
siede til livettmdte
Den egentlige Juleliymne indlededes ver et musikalsk
Netmaleti os et slsgs ,,0mtotium". sengmusikken deti
degyndte med et dcmpet Kot-. Det opkordkede Alvetden
til stille Besltuelse at· den state, bellige Nat, der attei
·.;«-9-nndt over Jotden med de stjekner, dei- lievede set
sdensftelsetem som Menaeskebekm pas Modena-Arm
l bin isttige Vtax livotfts det støkste Himmellys var
udgaaetovek Als-erden
»Ak jal" —- liviskede Unten til Hin Mand —- »Wir
den Nat ikke kommen, var det aldkig blevet lys Dag i
rote sjsle."
»Du via netop, lud-ad jeg tcnltte, Katensp —- eva
tede Jfrgen — »der-· stikker det; det et ilcke slene Jole
stjdety vi skal glcde o- ovek i Akten, livot god den sc
m — Mll — —
»Men nm vi spillet Trekott om Æbleskivek» ·
Wede Hm — »sa- kcn vi nu le It den 0nde; su
dtn da lian nu ildce met spille med o- om voke sjiele"
»Ti stille med bunt, Heu-P — lwiskede Kisten
- »nur man Mei- om lim. et Inn Ijelden lenkt
W«
Anton Mede. et lan- tilliyllede sklkkeleq livoci
h- ist-sie tu uoket nistet-tells Id, Iviltmlis mutte
In stunk-lett en uliyqelis kslelse lie- de to sklise
olkz tot dort est- ltvitkeds Jst-sen til Neu-; »vi
-dis l Ast! set du den lcsth'
M JetseaP —- Wede Um —- M
Isss tot not-. edel du se. Jes end-sendet III-Il«
Im Ists-di tm ps- dsai. ldet stoss- eitek et
W M WI
M MIN- W IUM »d- III-i
Ums-LIMIng dskeflssksl Wpsjmäos
III-us easi- sni os- i von-.- mai-«
,
W
udmalte Hyrdernes syn pas Marien og Engl-net ber
lige Auyn, vom straalede sat- Uäigy medegs de sang
otn det store Hub, der med Davids og Proketernes Rost
has-de kennemtonet Fortiden.
l »Hm-l nu synser Englenel" — hvjskede Karen, og
de sternmer, der nu hortes, benrev alle. Det var lcss
mille, Vllhelmjne og Lise, der sang samtnen. Alle de
syngende var skjulte for Tilhørernes Øjne ak et stort
Teppe i Kot-eh Anton genlcendteeas vel Kemillas Alte
som leheltnines sopransstemtne, og dst glaadede ham
inderlig. Den anden dejljge sopran, Kamme med sin
dybe Alt understøttede, var harn ubelcendt. Det faldt
bam ildce ind, at Lises smulclce Barnestemme saaledes
Runde have udvilclet Zig. Den overgllc i Klarhed, Kraft
og Udtrylc det herligste, ban nogen sinde havde dort
paa sine Rejser.
Da disse stemmer tat-, var der et Øjebljk san stille
i det næsten overkyldte Kapel, at man kunde have hørt
en Flues Vingesurren. Tavsheden afbrødes af et Kor,
der, ljgesom det korste, dog var dæmpet ; det tonede som
en stor, hemmelighedsfuld Hvislcen over den hele Natur,
der ,nteppe endnu turde udsynge det store, opfyldte
Haab, sotn hine Englestetnmer havde bebudet.
oAlle drog de dybt Aande. Der var kremkaldt en
stemning, der endnu syntes at vente paa sit klare, fuld«
stændlge Udbrud, og det kotn nu, ligesorn Kapelklokken
mindede om, at det var over Midnat· Der lstemtes plud—
selig et mægtigt Jubelkor, bvormed Juli-morgens Hym
nen begyndte Dette musikalske Mesterværk af den gam
le Professor blev for største Delen udført ak hans
Venner, der for otte Aar slden, som unge Dilettanter,
forste Gang havde udført denne Kantate Den Gang
lmvde dog næsten jngen ck dem helt opfattet storheden
og Dybden i dette Werk, som de nu med den mest
levende Begejstring udiørte Erindrjngen om deres
garnle, kære Mester korhøjede deres festlige stemning,
og sjælden er nogen kunstmæssig forderedt Musik ble
ven udført rned saa megen sandhed og lnderlighed
Eiter det jublende Kor og det Recitativ, der skll
drede den hellige Familie i Bethlehem Lied Krybbe
vuggen, llyrdernes Tilbedelse og Kongemes Vandring
under den ledentle Stjerne, sang nu en enkelt vande—
stemtnez
»O Himmelbarn med Guddomsaandl
For djg hvert Knæ sig bøjel
Du bærer Veran j din Haand
Clg Himlen j dlt Øjel
O! fra djt Barneblilc
Allcrerlighed udgilc —
(’-ucls Riges straalelcrands
Med alle soles Glands
lldstraaler fra din Vuggel«
l)et var Lise, som sang. Alle var dybt grebne af
den mageløse Renhcd og styrlce i de Toner, der dog
ligesom bævencle udstrømmcde kra hendes bevægede
sjsels lndrsrste
I Karen grad ak (31ikde, og Jst-gen var mer ved at
gere det samme. Hans Litsenbroder var bleven saa gled,
at han, uclen et merke det, havde grebet Antons Hund
og knuget den ret hiertellg, uden at tænlce pas det
uhyggelige Indtrylc, den uhelcenth tilhyllede skilclkelse
nylig havde gjort pas nam. Anton gengældte bang tros
faste Haancltrylc og hvlslcedez »Hens! det var en selig
-Engel, der sangl"
»Anmu! Anton l« -— udbrød Hans og havde nær
knuget bang Haand fordærvet ; men Keren tyssede pas
hem, uden at mierlce hans Opdagelse Hans nøjecles mecl
at slcotte til Antons vel bekendte Øjne og knuge hans
lArm fast til eig, medens han med Zagen ei sjn venstre
Haand ak og til ko’r over slne Øjne· Da Kantaten ben
Iimod dens slutning kaldt ind i en Koral sorn mange
luvilkaarllg istemte, sang ban og Karen med dog med
lthen-tust stemme, og Jørgen brummede see smast ekter
sin Kone. Da endelig slutnjngslcoret lau-de gentagek
Englebebudelsen om Frelserens Fjdsel —- og det eids
ste store harmonislee Amen havde udtonet, var Hans
den første, sern brdd den elmindelige Tavshed i Ke
pellet; »Antonl Antonl min here Dren8l" —- vdbriid
hsn og rev Keppen kke begge Ante-ne Kinder — Jus-d
skal det Mommeri til? det er jo dig sele Vollkommen
til glcdelig Juli»
»Anton·«" —- raabte nu ogsaa Karen ng Jergen
Han omkavnede dem alle tre og der var stor Gliede
i denne Krog af Kapellet, mendens de klestel andre
trengtes orn at komme nd og lle tll den slutning ak
Juleaktensgildet, der endnn ventede dem.
Anton og bang lendlige Venner var de sidsttz der
korlod Kepellet.
,,Men hvetn ver det, det sang Engleeengen rned
Vilhelmlne og siden den dejllge solo?" —- spurgte
Anton.
»Hun, der sang alene og ellersmukkeet otn vor
Herre. der her hele Ver-den i sin Haand i Krybs
bewggen" —- evarede Kercn og knejsedelidt, medens
dog hendes Øjne etter fyldtes med Glcdeeteerer —
»al:l kendte da ilclce bende, Antonl det var jo Lise —»
vor egen lille Lise. Vom du gaa tjdt her leget med il
Hønsegaerden" — I
»Ja vist!" —- mumlede Jst-gen — ,det var dein
G an gl — nu er bun en fernem Jomfrty men vort
Bat-n er nun dog altid — ülce sandt, Kerenl —- det
er kun saa mine egne Tankerz then det ved jes esse
ct düs." I
»l«lie —- den lille Lleel" —- udbrjd Anton gled
— »Kom, ten-P ktr mlg op til hendel" l
»Hier er heut her er benl"— ljd nn en III-sti
Istemrne l Kepelderem es crev Magnet kenn etynende
Imed sehne Arme mod Anton. ledeeget es sln Brodes- ogl
sumde l den sehne Der til de eplyste Verelser kam
Inn ogsee Gminde Iemllle til syne kaed Vildeltslee
ved den ene XII-nd es Use ved den enden.
»Autor« Anton lusdsenl"- lsd det in de- ea
tll den endet-, es ber- mlede, even-Ida et Sude
bedeuseckevmtemteslsutllthvlls
,DWMMMMMMUIIWI
dete- VeW used en liest-stetig es- des
ISW
ilcke alene gjsldt dem. Ldes Navn og hendes sans
klang endnu i hans Øken —- han havde dog endnu ilclke
set hende Hun stod halv skjult ak Dørkarmen vedl
Kamillas side, og Antons Navn havde gennemsitret alle!
hencles Nerven Hun var bleven bleg. Det var sont Ica-f
pellet lob rundt for hende. Hnn svimledez men nu
kølte hun sig omsluttet as et Par Mandsarnie.
»Lise, Lisel kender du mig ilcke?" —- raabte An
ton —- »det er jo dog dig —- og det var dis, der sang
mig ind i Guds Himmerigl" —- Han saa nu forst den
Hiljhed i hendes Blik og den Forvirrelse i hendes.
blege, men dejlige Aasyn, hvormed hun unddrog sig
hans stormende Omfavnelse og sank tilbage i Kamillasl
og Vilhelmines Arme. !
»Du bliver upasselig, Barnl" —- sagde Kamilla’
—- »lcom til mit Værelsel" —- Med Vilhelmsines Hjælp
forte Grevjnden den fortumlede unge Pjge nd fra den
tilsttøtnmende Vrimmel af Husets Gæster. Anton saa
korslcrpeklcet efter dem og sansede ilcke alle de Vel
komsthilsener, lian nn horte omlcring sig. Det var kor
nemmelig de korrige unge Dilettanter fra den gamle
Professnrs musikalslce Aftener, der nu, som ældre, ham
næsten ulcendelige Mænd. omringede ham, og alle vilde
vide, hvor han havde veret i saa mange Aar. De havde
hørt om hans Lykke, som Virtuos, af sundby og Gre
verne lløg. De havde ogsaa for længe siden set hans
Berømmelse i Aviser, under den italienslce Forvands
ling af hans Nam. Nu overvteldede disse Herrer ham
med Spørgsmaal, som det var ham pinligt at besvare.
sundby hefriede ham dog snart ved at love de del-l
tagende Venner en omstændelig Beretning om Anton
Knudseng Liv og Hiendelser, naar de nu forst alle havde
haft en ret glsedelsig Jnleakten med harn.
Nu saa Anton forst sin faderlige Ven, Byfoged
Kyng. og sin korrige Laster, Magister ster, som begge
havde ventet paa et Øjeblilc, hvor deres genfundne Ven
ilclce var belemret ak andre. De havde alle tre med
glade Udhmd opsøgt en aksides Krog i salen, kor Mor
styrret at udgyde deres H jerterz men i det samme lod
Englænsleken sig af Grev Magnus formelig forestille,»
som en Ven af Kunsten, for den ham ve1 bekendte
Virtuos Antonio Kannti, sam han havde læst saa man-«
ge hatslrende Bedømmelser over l amerikanslce Blade.
Anton hulclcenkle noget forvirret og undselig. I«ordl-Iard
ly macnte nu ogsaa forestille ham sin Albeneserjnde.
Hans underlige sprogblanding value Opmserlcsomhed
Han talte med Kyndighed og Begejstring om den
Kirlcemusilt, han denne Akten havde glædet sig ved.
Han heundrede den gamle Professors mesterlige Vikrk
og kremhævede med megen Finhed dets mest glimtende
skonhedein lngen vilde have glædet Sig mer derover,
end Anton, hvis han havde været i stand til at sanse,
hvad der taltes om; men hans hele sjæl var fulgt mecl
Lise, hvis højtidelig-slcønne Skikkelse og Vkesen alde—
les ilclce svareile til hans Forestilling om syvaarsbarnet.
der havde lært ham den forste Kæmpevise og givet ham
sin Hyldekløjte Englænderens musikalslce Bemærknin
ger og hans Beundring for den gamle Mester fandt
imidlertid den lydeligste Genklang hos de mange be
gejstrede Venner af den akdøde Toneknnstner, som
her var samlede.
»Men sig mig« — spurgte Lord Hardly —- »den
Komposition, der gilc korud for Lulemorgen-Hymnen,
det stille, hemmelighedsfulde Musikmaleri at· den hel
lige Julenat og Engle—Aabenbarelsen for Hyrderne
paa Marken — var det ak en nYere MesterP Det var
mig lige saa nyt. som ejendommeljg slcønt. Det havcle
for mig et «l’rylleri, som jeg ilclce kan beslcrive Det
var noget, som jeg ilclce engang har fundet Mage til
medi clen gamle italienslc Kirlcemusilc, der ellers i
mine Tanlcer staar over alle «nyere Mester
vierlcer i den kjrlcelige stil". Han udvilclede
Jmed den største Pinhed og Kunstsans alt, hvad han
»mest havde beundret i hint ,hellige Natmalerj", som
Ihan kaldte det Hel.e det musikalslce selsltab var enig
smed nam; men ingen kunde sjge ham, hvem Komposi
stionen vat- If
I »Det maa snndby jo videl" — sagde Grev Fer
ldinand — ,,det er jo fra ham, vsi har den."
! »Der staat Komponisten l" —- sagde sundby oz
lmlcte Anton Hunden.
» »Jeg habet-, du tilglver, at Jeg ikke længer vll
holde skcppen over dit Lytl"
Anton hileedæ nn med almindelig Jubel.
,,Tys, stillel mine kaste, altfor slmnsomtne Ven«
verl« —- sagde han — »lad os i Akten bortfjerne alle
Tanker fra mit og dit i slcønhedens Rigel Lad os nu
heller ilclte sonderlemmq hvad der mulig Lan have op
bygget en og anden, ved nogen kritislc Undersogelsel
Jeg vilde helst i Akten været død eller ret egentlig
levenrle, som usynlig Komponist, ligesom vor gamle,
ktere Mester —- saa er det kun Aand, der taler til Aand.
men alle personlige Hensyn bortkalder."
crevinde Kamilla var imidlertid kommen tilbage til
selskabet tilligemed Vilhelmine; men Lise var ilclce
med. Anton spurgte stralts til hende med spendt Del
tagelse.
..Hnn er nylig kommen op ak en Nerverfeber" —
svarede Wut —- »Det dobbelte DodIkald i Præste—
gaatden hat ogsaa angrebet heade. Jeg er bange kor.
hnn alt for levende har set sig lnd i eine Englepartier.
synet as den korsvnndne Legebrodet har maaslce os
saa bevkset hende noget. Hnn har bedst ak stilhed
nogle Dase. Lesen og hendes Moder er hos heude."
»Ist-te Frøken Vllhelminel — nndskyldl Fru
stsrsp —- hviekede Anton til sin kordmns fortroligste
Venjnde —- ,,jeg er bange, mln heftise TllnsrnselseJ
da jeg m Use lgety og den Drlstlghech hvortned Jegi
gkch denn-, a- huu des-seit sig net-» —- — l
..Det hat We konkrkkket hende lidt" — msl
rede Vilhelmlne —- ,,hnn kendte Dut- ikhe lgen — De:
ver bende en vildsretntned Herre« —
»Men lwn m pas mig kneel m sekunderligt et
slü" — Isds Anton —- »jes hsvde Ue set M
klktls.ttt1qssrkideolnMAd-srel—hnn
et des Ehe M pee stif·
»Dtt M III Qs W - M VW
- »s- As ists- sysss M III III G
Jrlgtig paa heade. Noget komisch-et blev lmn sagten
Ioven at De syntes endnu at holde hencle for den lille
Ljsd Hønsepige, som De Lande jage i Art-jene ps lebe
orn med. Der Tolvaaksliv, der ligger mellem Dem og
hencle, beliøver vistnolc ogsaa en Del gensiclig Belys
»ning, føk De rigtig kan genlcendes. Jeg er nn Lan bange
for et Tilbagefald til hendes Nervefebet" —
1 ,,Med Gnds Hjclp er hun task i Motgenl" —
sagde nu en kraitig, bestemt Mandsstemme bag ved
dem. Det var Hugets gamle l,æge, som lcom ud fra
Urevsindens Værelser og bragte Vilhelmine denne gncle
Tidende.
,,Jeg bliver dog hos hende i Nat, Ar. Doktor!"
Anton var bleven noget roligere, men var dog
endnu i en stærkt bevæget stemning. Han følte nnek
sin Haaml trofast rystet ak Grev Magnus og mndtng
med Taknemmelighod stamhekrens lndbydelse til for
det første at ombytte sit Etemitliv paa det gamle
Klintetaam med et Gæsteværelse paa Høgholm Han
søgte nu saa livligt som muligt at tage Del i Jules
aftensfesten, der endnu et Par Timer fejredes med al
minclelig Gleich-.
Ved det største Julebord, som Grev Magnus og
Frølcen Mariane især tog sig ak, og hvor en Del Ben
der fra Godset havde faaet Plads, sad Anton mellem
Vilhelmine og Kamilla lige over for Lises Feder og
Hans Litsenbroder, som var overstadig lystig og dralc
hans skaal ved livert Glas, han tømte Da man ende
lig adskiltes, gilt Anton til sit Gæstevætelsez men lmn
laa vaagen, til det dass-des Han kunde iklce glemme
den forunderlig clejlige skiklcelse, hvortil den »lille
Lise« havde udvilclet Zig. Hendes sang genklang end
nu i hans inderstez men han grublede meget over Tier
gaadekulde Blilc, hvormed hun havde genset nam,
uden noget eneste Ord. Han troede at have set baade
Bebrejdelse og dyb smette deri.
TOLVTE KAPITEL
Julemorgen skinnede solen allerede paa den est
lige Gavl af Høgholms høje sidefløj, og der var
munter Latm af Heste og Hunde i Gaarden, da en
Vogns Rullen vakte Anton af den sildige Morgen
blund, livoti lian endelig havde glemt den mætkeligste
Juleaften i hans Liv. Dens Tonet og Billeder havde
dog blandte sig j hans Julemotgens-Drømme. Han hav
de hørt et Velkomstkor ligesom af alle de kæreste
Roster kra sin Bamdom og sin Lærlingstsid ; han havde
deri kendt sine døde Forældres og den gamle Profes
sors stemme og alle de sjælerøster, han havde hakt
virlcelig lcær —- undtagen Lisesz men det var dog
liendes barnlige sangstemme, der til sidst, forvandlet til
en himmelslc serafs, atter havde sunget Engle Toner,
der fra hans tidligste Barndom havde slumtet i bang
eget indre og nu kørst var koknne hørlige ud i Vetden
til liatn selv og til andre.
s Han fo’r nu op,· halv søvnsvimmel og besindede
Fsig paa, livad lian nylig og virkelig havde oplevet.
;Han havde genset alle de kære Ansigter. der bøkte til
«Billedet at« Hjemliv og Fædreland i hans Sjæl Ogsaa
den »lille Lises" Ansigt havde han genset, men for
vancllet til en højere Natur-, der iklce syntes at tiere
denne Planet. De forunderlig dejlige Bameøjne hat«-de
lian genkendtztnen Aasyn og skikkelse havde udvilclek
’sig ki1 et kuidendt Binede ak kvindeiig Højhed »F
Ynde, som ingen Kunstner endnu havde kremstillet det,
«men som. med al sin ldealitet, dog var liarn saa sandt
log fædrelandslc, som en at· vore Middelaldevssanget
Palleryncligste Kvindeslcilclcelser. Det Climt, lian bat-de
sset ak hencle, var ltun forbifatende, og ban syntes
«snarere at have gjokt et frastødende, end et fordelag
ztigt lndtrylc paa liendez men det Blik, nun kæstede pas
nam, da hun sanlc tilbage i sine Venindeks Anne
liavde dog ligesom tilbagelcaldt bam et Stjetneglimt
fka nans Barndom. Det var som naar lian havde kot
slcrælclcet den lille, lunekulde Legesøster, og nun et
Øjeblilt kunde wedes paa nam, kot- i naeste Øjeblik at
klapxsi Hændekne ak Gliede over et nyt, smukt Evens
tyr, hktn fortalte bende. Det var liam nu sotn de tidlige
lndtrylc ak kvindelig Skønltech Villtelmine og Hide
lcokntesse Kamilla havde gjokt paa nam, smeltede
samtnen med hvad dei- i Fioribellas kotlcunstlede Natur
dog var yndigt og kdelt, kot- endelig i den fort-and
lede Legesøsters fka nans Bamdotn at blive til s
eneste virlcelig skikkelse. Han kølte ilcke, ved at tænke
paa liendes Øjne, den lidenßkabelige Rus, som bavde
lienkevet og pint liam ved Flammerne i liine genkødte
..Faustine-Øjne". Legesøsterens klare Barncøjne havde
kastet et romantislc stjeknelys over hans køkste Jules
nat i Hjerntnet — uden at lian var sig bevidst at hig
ektek nogen størke Lykke Den sidste bitte Erkakins
om Fiokibellas Falslklied var nn kørst forsvunden. Plan
tilgav hende af Hjettet, livad han nu betragtede
en ulylcsalig Arvsfta hendes Moden Plan Alte gis
glad som den befriede sommerfugl, der atter flyvet
om i Sollyset. — Hvad der ogsaa nu bidtog til at give
liam et nyt og kraktigt Livsmod paa denne Julemorgein
var det dybe lndtrylt, bans JulenatS-Maleki bat-de gjokt
ilclce alene pas hatn seh-, tnen pas de sitnpleste, sotn de
lmest udvilclede Naturer« Han følte nu for-V at lian M
;kner end en udtjent Virtuos med visne Kranze, og hu
saa en ny og tig Virlcsomlied i Mødr.
Alt dette ko’t gennetn bang sjcl l nogle kss Cle
blilklce, medens lian sad lialv optejst ps- sit LeJe us
Mitte en Vogn rulle ktem l cui-den« Heu Ins-eng us
belt op og kutede sig i eine XII-dein Hin ttesdte be
til Vinduet og saa ned pas den note Seitdele FO
an den littje stentteppe holdt der en lukket sent-de
vogn med Høgemes Vaabensltjold paa de like-ekle sideo
dire. To muntre Heute epkens umlmodls l W
og syntee ovennodige ek de blinkende stjw l
des-es Rovedtøjs medens den san-Ue Inst i tin M
tue-like Vintekpels, sotn des det mild- Vejk M
overfljdls, og med Mosskobkden ps- dea III
lud-he Eue, Iyntee et III tin M VIII
bedesbekellsedesmesemäuth
kned Hefe-heftet
tot-—