Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (July 22, 1910)
X cstandsliyliörnene As V. s. lngemsnn NYTle-ROMAN I FlRE DELB. (I««ortsct.) stinde havde atter grebet Antons Haand og tryb te den med trokest Deltagelse. Han selte, hvor den var III-sey og Saa nn sent, hvorledes ogsaa bans slcønne An sixt bar Prcget of dyb Grientmelse. »siden jeg l1er aander danslc Luft, er jeg kjmt ble ven Menneske igen" — vedblev Anton. — »Nu, da jeg Otter Lan arbejde, begynder der at komme nogen Ro i min sjælz men jeg hat ljdt skade paa den, for hvad Jeg vandt at Ver-den — Kun ei dig vil jeg ses og ken des. Kunde jeg gøre rnig usynllg for alle andre, vjlde Feg linn endnn en Gang se« —- tilkøjede han, men stand sode og slog de store, merke Øjne ned, idet en let Red Ine io’r over hans blege Kinder. «Hvetn?" —- spnrgte sundby og betragtede liter lis det tjlbagevendende Liv i bang Aas-n ,,Dem, der endnn lean huske mig og hat beholdt mig —-».-»».kcr" —- svarede Anton og løftede atter det tnngsjndige Zlilt — .,min lcærlige Moster og hendes Mand — vg, de andre jævne, brave Menneslcer, der boldt ak mjg — ossas Vllhelmine ster og hendes Mand og bencles Pa der —- lian var rnjg altid en faderljg Ven — ogsaacrev inde can-ill- vjlde jeg gerne se, og vor gamle Profes sors Gras — og" —- tilføjede lnm endelig —- »lille Li Ie — dog nun maa nn vel være stor. —- Er hun endnu Lo- de gamle Provstefollc ogVilheltnineP —- er nun maxi Ilte allerede gikt P« »Hun lever endnu, som en lcær Dauer, hos (le stil le Gnmle i Præstegaarden" —- sagcle sande — Wende-: Liv lnlr Jug ogsaa tsæret stærlct indad beweget« —- og den fortalte nu Anton hendes asndelige sygdomshist0 rie, og lworlecles den var endt med en farljg legemljg Sygdotn, som nn dog lylclcelig var overstaaet. Anton bavde hørt clerpaa med spændt Aansyn 03 dyb Bevtegelse »stalclcels ljlle Lise!" udbrød han — ,,skulde lnm her i sit stille lclylljv dog ogsaa have en Kamp at gennemgaaP Mon hun lian lmske mig endnu? mon hnn nu kunde kende rnjg igenP O! naar nun og de slle kun vidste, livsd du nn ved, liære sundbyl og vilde se der med dine bucklige Øjne — san vjlde jeg inderlig gerne se dern jgen — men kør ilclcel Dersotn de betrag ter mig som den korlorne sen, der bar ædt med svine ne og nn kommer ynlcelig og ydtnyget tilbage —- saa feiger jeg bort igen og ser dem alckrjg" ,,suledes rnu vi psa en Masde dog alle komme til bsge" — sagde sumde — ,,om ilclce til Slægt og Ven per, m til den store, enge Feder, som vi alle mer eller Bündn- bar forlcdt for Livets sknffelserl" Heu kalte nu Ilvorlige, ret indtrængende Ord til Antons let bewege Uso sind, bvori Bevldstheden otn bang Porvildelser dog endnn knn hsvde ydrnyget hans stolthed nclen at den-in sect-s- J Anton tav Menge-. Han hat-de sat sig ved Bordet med nedbøjet Hoved og skjult de glødende Kinder med eine ist-enden —- »Nejt" —- udbrød han heftig og f’or op —- »gøk mig ikke til et Hængehovech sundbyl For New Heft-e bar jeg bøjet mig som den forlorne Søn — fot ham kun vil jeg ydmyge mig — men ikke for no et Menneske i Verdenl" »Mei- foklanger jeg jo heller ikke, kæke Ven!" — Intede stinde cagtmodig De udtalte sig nu ret for dir-enden Ved Afskeden var Anton stille, men møric den vilde endnu ingen andre see og kendes af, cnen bad tin pro-stetige Ven nu biive inn- aandelige Liege og rette sjclesøtger. Pan Hjemvejen til sin Pkcstegaakd bessgte sand by sine syge og fertige. Han fandt mange af disse aim delig frislcere og i Mjest Betydning kigete, end Hin bre, hjemkomne Eventykhelt, sont bavde vondet Rig dom og forftengelig Æte not i Verden, men — hvad hin seh- ekkendte —med Tab for bans evige og iiøjeke Nimr. Det ver blevet Affen. stinde sad, bensunken i stil le, dybe Tat-lieh ps- sin Hest og iod Dyket Selv finde den vel bekendte Vej. Han metkede fes-st, at ban var l Naht-den af sin lcitke og sin stille, enlige Prieste Fnkch ds inu- iiøtte den stække Bmsen sf en mer end chvtnlig stok Vsndmasse, der dtev et Meliehjul ved siden If en skmbelig Triebfe. Undet denne Bko has-de Aus-, der ved Demningek dannede et stags Vandfald, sit Ilde gennem en stot Dam. Her standsede han Islest, som scdvanlig, et Øjeblik foksigtigt ; den gilt dek pu lsngtsotnt over den lenagensie Bro, medens skuxnmet sk- Vsndmttllehjulet overspkøjtede liest og Rytter. Ud— Ilsten var msletisk smuk paa dette lidt vilde sted, der II pktgtig oplystes If det kolige Masnelys. OTTENDE KAPlTEL Der hin-de i nogle Dage vkket muntekt pu Hos Dlax Um Msgnus has-de fasset et san-he uventet se — sotn met-de cum kostelig og dsglig drog Fetdinaad Mel-. Dkt ver dem feile-s gode Von og sei-habs Idek ft- Rotn. den me engelske Lord Ast-dy. hart-. s sylig bsvde tmet vtk bleven des-es NOT-, sou- Tom-l ; sksft ps- lclfnten. Nu lind- huy pu tin Reise til es Neige. vix-tells ovemäet dem es tatst dem dst ssjs lot en hel Unged, den lind- givet dsn W pes, IM- hsn nogeø sinds sue din- ssdnlsud Den sdle Les-d ver diesen isngt met- IMfI. end d- de M dem i Kot-. Hu- vu hlmn Weils ka ins-nd est-sind llsu las-de do- hsdoldt sit Iris-. W W q- sin gemi- Tytkesfw II- M mmasfcstllholdtmllllskmksw. Ren si- tts, M sit-W M E « M de italienske Landsbylconen Hun var en Albaneserins de og Enke efter en korarmet Vingaardsejer i Ariceia. Hun nsvde 1845 mistet sin Mand tillige sit eneste, to Maaneder gamle Barn — og navde pas de fordelagtig ste Villcaar iulgt med Englænderen, som Amme for det lille Nonnebarn, nan navde bestem at opdrage til sin Brud. Det var imidlertid snart blevet opdaget, at det formentlige Pigebarn var en Dreng. Under det fortroll ge Rejseliv navde Lord Hardy dødelig korelsket sig i den store, smukke Amme. Han saa neri et skænnens Fin gerpeg paa, at nun meatte viere bestemt til nans Kone, og at nans Drjim pas denne Maade, »noget modifieeret«, skulde gaa i Opkyldelse Albaneserinden, der navde vie ret uneldig gift, nat-de ligeledes fundet den fremrnede lierre rneget elskværdig. Pan et engelslt skib i Neapels Havn var de blevne et lylclceligt Ægtepar. Den lille Nonnedreng navde de besluttet at opdrage som deres stin. De navde ingen andre Børn endnu, og Drengery der var en rast, sortøjet Krabat paa selcs Anr, fulgte dem pas alle deres Reisen Lord Hardy nørte nemlig til de bestandig reisende. Magnus og Ferdinand gilt nu daglig pas Jagt med Lorden, og de lo næsten fra Morgen til Akten over nans alvorlige Lune. Englrknderen talte galt Danslcz men det gilt fortræfkeligt. Ennver af nans sprogfejl, saa vel som etnvert Fejlskud, nan gjorde, var-, ekter nans Paastand, en nødvendig Følge ak en uendelig Aar sags—Rkk-lclce og en evig guddotnrnelig Bestemmelse. Det-( te udviklede nan dem tidt omstændeligt. « Crevinde camilla blev ilcke synderlig forstyrret i sit stille afsondrede Liv ved dette Besøg. Grev Ferdi nands muntre Frue var der bestandig i denne Tid med sin Mand, og nun kunde prægtig undernolde Albaneser inden. Hvad der i de allersidste Dage næsten udelukkende opkyldte camillas Tanlcer og sind, var de vemodige Freve, nun fil- kra Vilnelrnine orn nendes svigerkader, den gamle Hugo-trink sorn Lægen ilclce længer navde givet dem Haab orn at benolde· Det var en Morgen sidst i Oktober-. camillas Bro dre og Svigerinde var paa en Udklugt i Omegnen rned de fremrnede Gesten Camilla-i Vogn noldt for Døren Hun steg ind i den med et nylig modtaget Brev i Haans den fra Vilhelrnine. Hvis nun endnu en Gang vilde se den ærværdige 01ding, maatte nun ile. Paa Vejen kotn nun korni Vandmøllen ved sundbys Præstegaard. Hun saa nam statt ved Broen og betragte det brusende Hjul. »Forsigtig!" —- raabte nan til nendes Kudslc og biet staaende pas det vanslceligste sted, til Vngncn var nelt over Broen. Han navde nilset. Grevinden lod holde, og nan kom nen til nende ved Vognen. »Kan De folge med til Lundeby?" — spurgte nun — »den gamle Provst ligger pas sit Yderste." »Jeg icon-mer i Efterrniddagl" ——— svarede nun — ,.jeg nar først en Forretning i Kirlcen." can-illa navde kortrudt sit spørgsrnaal i det sarnrne Øjeblilc, det var udtalt, og navde draget sløret for sit Ansigt Det var ilclce undgaaet nans Opmærlcsornned De nilsede ninanden —- og Vognen rullede hort. sand by blev længe staaende og saa ekter den« »An-or dog« iljerteligneden er begrænset i Verdenl" — sagde nan: Det var, Horn denne lille Begivenned gsv narn megets at tænlce paa. Han gilt tilbage til Broen og stod saa den ge, nentabt i Tanlker, ved det nrusende MøllenjuL til nsn nsten ver gennembth sk dets sicum Grevinden nat-de tabt Vilneltnines Brev ned i Vog nen, og da nun tog det op, for atter st las-se de sidste Ord deri, saa nun korundret. at nun nsvde tilbagelagt en nel Mil og kørte ind ad Porten til Lnndeby Præstes geord. Vilnelrnine kom ud og tog irnod nende. DenI smukke Præsteltones klare, blas Øjne var wiede- Elendes Mand lcorn nu ogsaa ud og var ligeledes i en beveset staunst-s »Hast lever dog endnu ?" —- spukgte cumllm »Endnu!" —- vak den unge Pia-Its svar — ,,og evindelig, med Gndl" —- tjlkøjede ban, ldet han taktel Grevinden Armen og fsrte liende ind. l saa snart lutn bavde akkastet sit Reise-mi, omtavne-l l ( l ( de bnn attet Vilbelmine lndetlig og knlgte tave med bende til den gamlee sont-mater Djten stod balv sahen. an blev stmnde ved dens Tkküel og m med stille Delttgelse ps- den Gruppe, der viste sig for den-l de i det halt-dunkle Vetelsq som dog nogle solsttaaletss kka det til side trulme Vindaesgudin kutede en LYH stkjbe ben over. Paa Lejet laa den smalcke, døende Ol ding, med sit lange. hvfde Haar, bleg os stille, og lsoldtl sin gamle Kones Haand i sin. Hun ssd pas en stol veds bang Side, med sit klage, fromme-Anle vendt imod bam,; og syntes at lese bang sidste Tsnlcet i han« endnu klares og nxeeten stkulende Blilk .Ved Foden ei ben- l-eje las-; Use kmklende og gfzkd den-pet, med klovedet nedbøjet mod hsne Fddden Ved liendes slde stod Zygkoged Kyng og syntes it tilhviske hende nogle trsstende Ord. Det vst et bøjtideligt Øjeblik. Den gsmle talte nu med wag, men dog tydelig stemme »V e j ene et nun ge" —- sssde htn — »men de mødesl A vsd Gud vil alsbalqu sIkIsIl VIeIkIdIeIn iIkaIe lsklnge sdskllsz le !" At lun kometnmelig trakte pu tin stille. gastie klnstm og skllsmlteen med Lende, ver abend-W Han holdt endnu hinde- Aund stet. og ben- kskllge slik tabte Its T ltendes: men lieu m nn ogsu hen pu- en hvek. der vsk til stede; lnn its-rede tin Ritt, ndbkedte sine Ame es lyste den txt-tells Velsignelse over den-. Des-ps- ncdtuste lieu tin Rund mod lIM enkelh Tll Iln ZU es Vllheltnine rette Inn TM Kund-en; es de lssdedenpsesoveeletekdensstkmwnssllekom lad. tot It de ess- sknlde mode-se Vol-Inland Den kult- Illk M Oel-igan III ds- sllc Dei-ps W IM- W lieu sod LU. d- snb des Ists MI- IIM II We st- Isdst II W M es Tuns-. Ist-II sinds-aus« W Assy wi et d- ue sen-It Ins-I l ds- III-Im tig Virlcnjng saa vel paa liam som paa Lise. Noget lis nende var Tilfteldet med camilla, som ogsaa hat-de naermet sig den døendes Leje, kor at modtage Velsig nelsen og nans sidste Haandtrylr. Hun bavde pludselig skiftet Farve. Vilhelmine og bendes Mand istemte nu den salme, som den fromme Olding belst vilde hart-, naar lian selv stod ved en Dødsseng. Det var en Paasltesalme med Opstandelsens store Forvisning. Lise og carnilla forenes de deres stetnmer med de andres —- og den dybe Besc gelse i deres lndre gav deres Toner et overordenligt Ud trle. selv fra den gamle Provstindes Lieber hertes nogle svage, men rene og dejlige Toner. Under sangen holdt den døende liende atter i Haanden og saa paa hende med de sidste klare Lysstraaler i de herlige Øjne — Nu var det ligesom der faldt et Taageslør over dem. Legen traadte jnd kra en anden stue tilligemed en Na— bopraest. der havde veret til stede og holdt Kommunion med hele Familien. De stod nu alle med stille Vemod og saa Bedstetaderens sidste Øjeblilc i Mode. Lise hav de atter bøjet sit kloved mod hans Fødder og grsed volds somt; men Kyng lagde sin klaand paa liendes Sknlder og beroligede hende. Da rejste den gamle sig endnu en Gang halvt op paa Dødslejetz ralrte sine Hænder nd mod dem alle og gentog hin døende Apostels Ord ; ,,el slcer lwerandre, mine Born l« Derpaa sank ban tilbage og hans Aaml l)ortt·o’r med et stille suk. I hans Aasyn var der det skønneste Udtrylc af Fred og nendelig Salighed Hans stille, blege Hustrn sad paa sengen ved hans si de, med hans kolde Haand j sin. Hun saa endnu en Gang ind i hans ndslukte Øjne og tilluklcede dem. Hun! foldede slne Hænder og blev saaledes siddende tavs og» saa paa lians Ansigt. til solen gil( ned og kastede ligesom en Glorieglands jnd paa Dødssengen over dem begge. Da sanlc hendes Hoved ned mod bans. Deres snehvide Haar blandedes — og liendes Bevidsthed var horte Hun blev nu baaren ben. til det LeJe, bvorkra nun aldrig mere slculde rejse Zig Da camilla sildig i den maanelyse Akten korlod Sorgehusey mødte bun sundby, som ved en sygeberetsp telse var bleven forsinket. Han laeste l hendes Ansigt Svaret paa, hvad han endnu ilclce liavde spnrgt om. og deres Øjne mødtes »Beggel begge l« —- sagde hon. —- ,,Gud vilde sam-« le dem snart." Hun havde ogsaa set den garnle Frei-st indes lette, næsten umxkrkelige Fortgang og modtaget hendes sidste Farvel i et Haandtryk. Bedstemoderen liade endnu en Gang set mildt og lcærligt til dem alle; men intet Ord var kommet over hendes Las-her siden den svaereste Akslced i hendes Liv, der dog leun blev for neg le Timer. Dette dobbelte Dødskald gjorde ogsaa et alvorljgt lncltrylt paa Grev Magnus. ,,sagde jeg det iklce nok!" udbrød han. —- ,,De er da kløjet bort paa een Gang, begge de smnlcke, bvide stætel" Den første Dag derei ter var han stille, og der korn en standsning i hans og Perdinands muntre spie-g med deres Gæst. Ferdinand mente dog, det var en smnlt og lylckelig Deid, Zorn ingen kunde viere rigtig bedrøvet over. Plan foreslog Magnus en cdflugt til nieste Dag med sine Gæster til Proprie Her Holrns· ,,siden vor Lord nu ilcke længer fører unge Damer bott« —- sagcle han — »wi- vj nu jo noli vova det, nden Fare for Frciken Mariane." Magnua njlclcede nu kornøjet, men kunde dog ilske glemme, at to gamle Menneslcer i vore »Grinebjdertider" kunde holde saa alvorligt ak hin-indem at de, ligesom unge Kærstefollc i de gamle Viser og sagn, jlclce kunde overleve hinanden. ,,Det kan jeg godt lide dem for, da gamle steresp — sagde han —- ,,bva-d man saadan døer paa i sjn Alderdorn, det lcan man dog altid vjde bar wer-et ratnkne Alvor bele Tiden. Du Lan tro, nun hat al drig gjort Nat af hakn eller aplllet Komedie med batn i hans Ungdorn.n »Ur-offer ikke det, Doggel" —- avarede Ferdinand -——" »der bar mjn Franciska gjort hundrede Gange med mig —- tnea detfor holder vi ilkke mindre ak binanden." Hans nnge Frue lo. »va hat sagt dis, min kckke Ar. Rjdder, at jeg holder lige meget af dig al tid P« — sasde hnn kned mantert Drilleri og viktede slcalkagtig til bans Akmstump med sjn Hand-ke. — »Var det Ue for den stumps skyld, bavde jeg aldrjg brydt mig am dig eller smidt den Krans ned paa din Ncse, livortned jeg var aaa alteldig at fange dig. Jeg kunde jo nok vide, du var en Gaek efter Kranze, sotn alle unge kletter, med og — uden Gent ·— wen has-de jeg tadnkt pas de gis-enge Pilger — saa" — — Hun hold-c lnde og ernaala »Es-er l nnl —- saadanne stikpiller maa jeg døje hver Das« —- sagde Ferdinand —- »men nu vil jeg üke taale det lknsekl — nn vil jeg bevne migl" llan satte et barst Anaigt op og fo’r saa glubsk ben mod den lille Froh at linn nvilkaarlig veg lidt tilbagez menFerdinand wilde knn overraske her-de ved, som stotmlybey at røs ve et Kys kra her-de »Ist-, Ferdinandl" —- sagde nun og berørte ein Mund let tned sit Tarklcde — »det er dog Lapaeri at dig med de Unitaelierl —- de atihker saa selt. og du den-ver dem jo Eke, aotn saa tat-use andre Gulsnablerz da Lan date We Stumpen der frem, saa ved man jo not. du er en Aeltl Jes vll ellers eige dig soget — men det s for tilde bewirkt —- dn et bles- meget for tldllg slft — du bar jo bat-e quer Armen, men ikke Bat-net. sc XII-ec« » »se! lmns satt nun Lan ael" —- aasde kerdinand —-( »am- ckst sk tm s- « as tw. tm spin- mal sitz hver Dos. III-a sie Nat as Ist-, III-mal det ved jegaok-sensadanvllieshebthaudu.oxderfot habunssnedsmadwnaatvikmswdekln Deterjohalthhesasthtlllwiix—hnsk Padessslswstvsslsscwp— ..s1WId-IIU710M Esel-mer« puden Baadeerdetlssessasattjlsstmaaldfls Isplasthlsssdssshssesqmsstsesses III III I- N — IN - over liendes Kinder. Hun var kommen til at taenke ps-, hvokledes hun j sin tomme Glimretid okte havde kun det M orslcab i at dvæle ved smaa sktliedet eller Mang ler enklog hos de Menneslcer, hun havde leert-, og selv at ilege med deres alvorligste Følelsen Dette liavde ists-set "l’ilfældet med liendes Adkærd baade mod den gamlk Professor og mod sundby, som hun vidste den Hang ’sviermede for hende, og som lian liavde udset til sä Wertlier. Det faldt hende ind, at lian endnu var i Besisl« delse af de saalcaldte ,.Aftenbogsblade", hun havdp m ladt ham at lasse, men Rom lian aldrig havde omtaii sxl hende med noget Ord. Den sølgcnde Formiddag skrev Camilla nogIc His lige Ord til Villielmine og et langt Bxev til Lise· lik Villielmine vidste lum, at Lise i den sidste Tid anklage de sig og sin Forvildelse som Hovedaarsag til den gamle Provsts Død. Heftigheden i hendes sorg ved den gam les Dødsleje hat-de bekræftet det. Hvad camilla nt skrev bekom, maatte i liøj Grad være beroligende for Lises dybe, religiøse sind. Et andet vigtigt Punkt tutde hun dog næppe berøke Den næsten met end faderlise Kæklighed, hvotmed Villielmines alvorlige Feder søgte at tkøste Lise, dei- saa længe liavde været hans og hele Husets Yndling, var først nylig bleven bende bete-n kelig. Lises ubegrændsede Hengivenlied for denne M skafne, faderlige Ven syntes bende at føke til en gen« sidig Miskorstaaelse af deres Følelseks sande Natur os maalce ser til en mulig Forbindelse, som fotelcom liende unaturlig og forfærdelig. Uden ligeftem at lientyde del-« til, havcle liun dog grebet Anledning af de kæte gamles Kærliglised og Død til at prise den lylckelige Liglied sat vel i Alder, som i Udvikling og Karalcteer, der betinge de Muliglieden i saa skgnt og sjieldent et Ægtesltades lis. Da Camilla havde sammenbundet disse Breve med Udslcrift til Lise og bundet dem under en Vinge paa d smuklceste af Lises livide Duer, som netop kukrede i Butet og syntes mest at længes eftek sit Hjem, aabnede liun Vinduet til Gaurden og lod den flyve. Hun liøtte i det samme Larm as Heste og Vogne i Gaarclen. Hun saa ned — det var bendes Brodet Magnus, der kot lijeni med sin Engl-enden hans Frue og den lille Dteng kta Besøget hos Proprietair Holms. Fetdinand og han Frue kulgte dem i dekes egen Cabtiolet, og en tkedie Vogn bragte Ftølten Matiane Holm og liendes For-l dre. Magnus var stralks sprungen nd af sin Vogn ox havde skyndt sig med at løkte Nonnedrengen ud os »lijælpe Albanserinsden ned af Trinet, for selv at lØe l lien med en Trappestige til Proptietser Holms bøje Ris svogn og lijælpe Damerne ned. Han begilk den Unst «somhed, føtst at lijselpe Frølcen Mariane ned, og den endnu større, at lian ilclce lod hende kaa Tid til It komme to Ttin ned ad Trappestigen, føkend lian nd videte tog hende i eine Kmpeanne og her liende lieIt "0p ad den store stentrappe. camilla saa med Pol-un dting, at lian til denne ovekdrevne Hjælpsomlied end ogsaa køjede den Dkistiglied at benytte bendes ukrie Jstilling til at trylcke et Kys paa liendes smukke rede chind Matianes Fotældre, sotn imidlettid selv havde hjulpet sig ned af Vognen, saa det og lo til hinanden II »Ja, saal forlovet altsaa!" —- sagde camilla — I,,Jeg tænlcte det nole. —- Gud velsigne dem l" , Et Øjeblilc ektek blev liendes Værelse formelig Ilstormet af Magnus, som med Jubel kørte sin lidt Ind Iselige Forlovede ind i Camillas Arme. Der var nu sto IGlæde paa Høgliolm Denne og fleke følgende Dass . var Festdage. · s NIENDE KAPITEL Den samme Formiddag, da camjlla havde aksendt Brevdue til Lise, med de trøstende og Iønligt advarende .0rd, og Grev Magnus bavde bragt det nye Liv jnd pas Høgholm med sin Forlovede, snd sundby i der garn 1e Turnkammer ved Antons side i kortrolig samt-U med ham baade om Fortid og Fremtid, men kornennnes lig om de garnle Provstekolks smukke Død, der havde gjort et stcrkt Indtryk pas Anton. snndby has-de nn modet harn om at korelæse nogle Optegnelser om hu Ophold i Amerika og spille nogle srnaa Melodier Tint ham, medens de ttenkte sig Ordene derti1, som de begge kendtr. Paa Bordet las der en Del skrevne Nodebygeq deriblandt enkelte Partiturer til større Magd-Werken hvis Titelblade sundby dog knn san paa. Anton holdt Vilheltnines lbenholtsskløjte i sin Hund. Han synts noget angreben, unstet det var ingen Kunststykker Ined vanskelige M, ban havde spillet, knen sirnple, rene sangmelodier med dyb lnderlighed i a! deres simplU 7tetz han bavde koredraget dem med et gribende Uds tryk. »Tak!" —- sagde stinde beweget —- .,det var Tf Ener, gom mengte mig til Sjælen. Jeg syntes at Lende »dem, og de vnre mfg dog nye. Det var noget sk det, Je Inltid bu- troet en Gang mutte komme, og der-i gi vot gntnle Professor rnig Ret, sksnt jeg knn havde fu tige Ord til, bvsd han Lande give Liv og Filde." »llvor1edes?" — ipnrgte Anton as stndsede »Ogm vor gen-le M" — vedblev III-Of — ..vilde de Toner bnve gleder. Grundton-n sind-de — otn den ist-rie, dybe sengt-nnd i M Falken-Um III den vist ins- hsve tonet l sddssnngene nsn signtd os tvolu spudom —- den Inittede her gransen Ist IMW Moltoner o- hksd Its en ny Vej. sotn II WtllnssdvtnetopnnnussfleftsnsMVs dn hsv Inn W os, Its-d m Ist-I Mwndsgsats koM.esMG-isd W Moder tude Ia stet- IIIOW its-, II II iqnutpstpdtpuhsnsnissssusmss VII M It M « —- - ; M In t iqs M — es Ietzt Atti-s II — - ,