ledige.
Eli Past. Kr. Anker.)
.,idvotfot staat J her ledige den hele Satz«-« sper
get Vingaatdens Herre dem, det staat paa .Torvet.
,.Fordi ingen lejede os« soatet disse. Saa indby
der ellet maaske befalet han dem at gaa yen i Vingaars
den til Arbejde og lovet dem som Løn »boad Ret et.«
Naak jeg hat læst dette, hat jeg ofte jputgn Men
hvotdan kan det dog vaere, at saa at sige hele Tagen
qaat shen fot disse i den kedelige ToroesTilværelse, uden
at nogen indbydet dem til Arbejde i Vingaatden, da
denne dog altid ttænger og ttænger haardt til Arbei
dete? Det set ud. som Skylden faldek paa dem, der
siulde leje dem,. Men hvem er det, som er sat til den
Gerning at leje Folk til Arbejdet i Vingaatdens
Til alt dette meget Vingaatdensii Atbejdete hat at
site hIret oglaa dette —- maaske endog noget ncer det
vcesentligste —- at de skal indbyde Totoeboetne til At
dejde og lære dem at gøte dette Akbejde, sont Vingaari
dens Herte vil have det udsprt.
Men hootfor indbndet og læter Vingaardssfolket da
ikke TorvefolketiZ Hootfot passer de ikke dekes Arbejde,
naar de nu alligevel giver sig ud fot at vtete Arbejdere?
Ellet et der kun den Fotskel paa Tokvefolket og Vin
gaatdsfolket at hine staat ledige paa Torvet, die-se staat
ledige i Vingaarden? Saa Grunde-n til, at saa mange
straar ledige paa Totvet hele Livets Tag er at jene i
dette, at saamange — maaske de fleer — i Vingaatden
staat ogsaa ledige hele Tagen?
»Vingaatdsfolket shar saamcend ttavlt nok, bar
met end nok at gere, de faar nok ikke Tid til at staa le
dige,« fvates der saa ofte. san væte at de hat nok
at gete. Paulus havde i hvett Fald nok at gete: men
han talet om andre Vingaatdsfolk — hans egne Med
arbejdete —- de havde det vift ogsaa traolt nok: men
Paulus figer om dem: »Te soget alle detes eget.«
Men bois det passen at Vinaaatdsfolket feget de
tes eqet bvordan mon det saa gaar med Viktgaards
atbejdet, detes Bettes Iltbejde? Eller blivet de saa
dygtige, naar de kommer ind i Vingaatden, at de mage
ligt kan sage deres enet og alligevel passe Vingaatdsi
arbejdet, laa at hvetken Torvefolket eller Vingaardens
Den-e bar noget at beklage fig over. Ja, hoem ved2
Det et lockt-L faa dygtiae Folk kan blive, naar de kom
met under de riatige For-hold og faat lidt ØVelfe og den
deraf folgende Udvikling.
At tjene to Herrer inne-Ei for mange, sont regnet fig
til Vingaardsfolket kun at ver-te Smaatinxt Naar de
stulde vcete ætlige mener de fikkett at kunne tjene ti, om
det var nødvendigt. Paulus bavde rigtignok mer end
Atbejde nok med at tjene en Herre: men der var heller
Ell-le hvetken Jernbaner ellet Telefon denaana. langt
mindre Lustballoner, faa Smutatbejdet fta den ene til
—den anden Heere var ikke dengang saa let at indlade fig«
paa lom nu. Og dog allerede dengang var det, som;
Welle gjorde MefteU Lidt merkt — maaske for merkt
jtmde vel Paulus ogsaa stundom komme til at se paa
flne Medarbejdere paa en enkelt Undtagelfe ncer.
Altsam Tusindet og Millionet staat ledige paa Totoet
baade i Hedningevetdenen og i den saakaldte kristne Ver
den, fotdi saa mange staat ledige i Vingaatden. hvad
Pingaatdsarbejdet angaar. Var alle disse Arbejdete
trofafte det fyldte detes Plads, og kun tjente den Her
ke, der hat. plantet Vingaatden og kaldet dem, faa nilde
ctbejdet vcere ganfke andetledes fremsktedent. og saa
tilde der have ocetet i Tusindtal flere Atbejdete og saa
kunde man haabe fuldere baade mod Fremtiden og mod
Enden.
Det et ikke den hæleblæsende der i sptængt Stun
· desløshed et alle Siedet og dog ingen Siedet at finde
U tænket paa, naat vi talet om Arbejdere Heller ikke
»den, der gaat en andens Ærinde, men dog tegter sit
Vet« Nej det et dem, der et hell, hvor dev er, og hvad
de gisvet sig nd for at vætex som lcegger hele detes Per
sonlighed ind i Getningen ellet hele Gernsngen ind i de
tec Perlonlighed
W de fidder, staat og gaar et det, lom detes
serning gtot inden i dem. annlens Dug og tidlig ag
Mg Regn med Sol og Parme, Stotm og Stille —
akt faat Gerningen til at gto i dem felv. Og hvor
semingen laadan gtot i en lelv, der vil der komme
stide i Denkens Time derude om i ens Verden, om
U maaste aldria faae del at le.
»Carl ved Siden af sin Mina,« vkmfe omkring
W med fotloten Travlhed, med Lungen ude af
Men, maaste med Kaglen, lom Hjnen der hat lagt et
CI, hvorom den ikke tat lade hele Vetden i Uoidenhed,
U et der nat am, og maaske de kaldet dette et Arbeitse
J Süden sig op i Vingaarden men — men med alt
kM san de here til Lediasængerne netop i Bingaatden
» » Mem derer-mange, der et alleftedet og dog in
« Met, lau ek der oglaa dem, der gtk alt oa dog W.
være rieth Dei er nok lige saa svært ai finde rede i ioms
selve Livei Stille indadvendie Timer, Dage, Aar, nied
Bsn og celvsmdium kan der vcere haardi Brug for og
blive ved ai vceke Brug for. Og læg saa detiil den vilsl
lige Bøjning. der giver sig paa Vejen, den Vej, ders
neiop er din, selv om den er overfei, tingeagtei, terms
sit-et. I
» «Saa nemi?« Nej det figer ingen, som hat prsvei
slidi af dei. Men fordi det ikke er nemi, kan dei vcere og
Wer dei rigiigi godt, baade ai finde og gaa den Vei, der
neiop er din og gøre det Arbejde, .fom der er henlagi
til dia
Ter blev engang sagt om en Mand, en Prædilani:
»Don har kun en Streng paa sin Violim men den spiller
han ypperlig paa.« Maaske er der flere, der er stillei som
Monden, at de kun har en Streng. i hveri Fald kun en
som de rigiig kan spille saa det giver den rene Personligi
heds Klang. Gid de da vilde gøre soin Monden: spille
paa hvad de hat« hvad der cr dem givei, og lade alle
Laan og smaa Rapserier fare
»Gaa hen og arbejd i min Vingaard, og hvad Rei
er, skal J faa,« Tiger Herren. Gaa alle samtnen: donne.
flittige, travle, energiske kejiede; ftote og smaa, hvor J
faa er. paa Torvei eller i Vingaarden — gaa iil Ar
beide!
Dort Stamme
J en Palmelund histovre i Birma
Bot et sammelt UrangsUtang-Firina.
Og modsat Folkene her i vort Land
Er Aberne stolte af del-es Stand.
Te fslger tro deres Formænds Stille,
Nymodens Griller berstet dem ikke.
Og aldrig de højere Maal sia satte
End blot at gælde for Abekatte
Skette det ogsaa en sjælden Linde,
At een sig mente at sidde inde
Med Abekatteforstand for to,
Han holdt dog ved sine Fædres Tro.
Til Bogeringen iblandt dem kender,
Skrive kan de hverken med Fsdder eller Samt-er
Og has Haeckel i Jena hat de aldrig vær’t,
Og derfor vel intet fornuftigt lærtl "
Nhlig, da to Professoret fpgte
Menneslets Stamttæ at finde og rsgte
Og skabe fig selv et navnkundigt Firma,
Kam de da og til det fjerne Birma.
? Slet ingen skildrek den høje Gliede,
Alt som de monne paa.Stranden trcede,
Den ene raabte den anden i Wunden
»Der iidder vort Stamtrce histoppe i Lundenl
Goddag og velkommen, vor ældgamle Ahnel
At vi er i Slcegt, kan J vel ikke ane,
Dg dog er det saa vi er kommen at hædre
Jer Slægt fom Menneskets Bedstefcedre.«
En ældre Abe betænkfomt kl-’de
Eit Me, sin Haand og lin Tunge hin rsde:
»Man her findez saa hundegemen en Kncegt,
At han vil voere med d e m i Slægt2
Lad vcere, vi ofte kan have feilet,
Saa meget til Agtzts vi dog ej er sejlet,
At vi skulde os ved vore egne stamme
Vi, sont Aber er og fta Aber nedstamme.«
Kls’de laa atter sin bit-liebe Nerve
Hvorpaa han monne sin Stemme herve
»Jer Interesse fortjenex vel Tak,
Men er dog det bate Sludder og Saat
Hvad vi var oq er, det bliver vi stedse,
Og dermed ete vi veltilfredse —
Og hvisJ ej har anderledes berammet
Saa prjv det igen, ptiv — Æi e lProgrammetF
X.
Dana College og Trinitatis Semmirarium.
Eu Hilscu.
sEftek Stolens Jndvielse i Efteraoret 1886.)
Ved denne.Tid en Ven fra Augsburg streb:
Da Eders Stole nu staat fiks og fætbiq,
Forstaar jeg, at J virket hat ihærdig
Jeg ber nu sendet mit Lyksnsknings Bier-.
Man Herren nu velsigne hver Elen,
Og Gerningen begyndt hans Ncwn til Æte
Skal mange Fold af Frugt det Værk dog breit
Som under Fkygt og Bei-den grundlagt blev.
Jeg fra Apostel-In Paulus her fremdraget
Et Ord, han sendt Tolofenietne,
Anvendt paa eder her jeg mig sich-der
Hvad J i Otd oq Gewiss-g for-tagen
Tet alt i Jesu Frelletncwn lad ske,
Formedelst hmn J tolle Gud var Feder
J. c. Bund-rieth
»Zum-du- Sange-c
It sub ins- Wst M
IIWQ Instinkt-Ast
Kendere as gammel jtdisk Litteratur kender meqet
vel en Samling af 18 faataldte »Salomons Salmer'«.
De var lcenge sorsvundne, men sandtes igen og udgaves
IM as en Jesuit de la Cerda. Da man saa san-til at
lasse dem, saa man nol, at de ikte var as Karls Salo
mon. De er fra den Tid, da Pompejus gjorde det as med
de fidste Wæiste ·Heefkere. Dei-es Standpunkt er
Farisæernes. De aander et glødende Had«til de saddus
kæiske Makkabæere J enlelte er der udtalt en steerk Mes
"fias-Forventning. Te vil ingenlunde selv gaa og gælde
for at viere af Kong Salomon. Tet maa være en langtl
»senere »lærd« Gætning eller Folkemening, der har til
Iskrevet ham dem
Men foruden disse findet man i gamle Fortegnel
ser over hellige Skrister ncevnt noget, der kaldes »Salo
mons Oder«. Kirkesaderen Lactantius har fra en saadan
hentet et ,Skriftbevis« for, at Maria hat sødt Jsus uden
Smerte. Ogsaa et gnoftisk Makværk »Vistis Sophia«
lever højt paa Eitater as Kong Salomon hersta. Men11
selve Oderne har hidtil været os qansle nhekendte. !
Nu er de pludselig kommet for Tagen ude sra en’
as Jordens Aftroge Ude fra Egnene ved Tigris fik den
engelske Lcerde J. Nendel Oarris en Bunke gammelt Pa
vir Teriblandt var oaiaa et 3—400 Aar gammelt
Haandikrist, som harte til, hvad Bogfamlere lalder ,,evi
ge« Bogen der hverken hat Veavndelse eller Ende.
Heri findes først 42 Salomons Sange, d. v. s. de
to serste mangler: men Nnmrene er der. Tervaa fortsæts
tes med sortlsbende Numre med de kendte 18 Salomonss
Salmer. Sproget er Syriik. Te er nu udgivne af Harrisj
med engelfk Oversættelse (The Qdes og Psalms of Sasi
lomon, nom first publifhed from the syriac version by J
Nendel Harris Cambridge MOEU
Paar man læser dem, ier man lnart, at heller ikke
de er as Kona Salomon, giver sin endnu mindre Mine
ai at nære det. Denne Sanger er .,ris"ere end Salomon«:
thi han er Kristen Kun ret tinlelsst Gætteti kan senere
have slaaet dem sammen med de farilwiske Salmer ag«
ligeledes have tilskrevet den falmerige Konge disse vderst
verionlige kriitelige Bekendelser.
Om vi staat over for een eller flere Digteres Værk,
er vanskeligt at fige. For as er de saa egenartede, at vi
iriiies til at gætte vaa den lamme Mand lom Forfatter.
Men muligvis er de kun Prover af en stor, tabt Wenig
hedslitteratur. -
Det interessanteste er imidlertid, at, som Nendel
Hart-is paaviser, maa de snarest være sra det sørste krisT
itelige Aarhundrede, ikke længe ester Jerusalems Fald- H
saltiaa medens der endnu levede Apostle Pletiis kan To
nen have noaen Lighed med Johannes-Stilen Stand
inmltet er mermest hvad man maa kalde jede kristeligt
Den benarede syriite Telit viser fig vaa forflellige Miss
ioritaaelier at viere en Oversasttelle sra Græsk. Om Gros
Ilen saa er Sangerens ovrindelige Sprog ian vel nan
ileligt siges: men der er ikke iagttaget Tegn paa andet.
Angaaende Stilen. da er den laant fta Hebræers
nes Poeii og ligner det bibelsle Psalter. Den samme sStil
mader vile i Sangene Luk. 14 og i Johannes Aabens
barina, saa i den Stil har uabenbart de eeldste Kristne
digtet J al Almindelighed er den i høj Grad JegsiStiL
steerkt versonlig farvet. Alle Sange ender med Halleluja.
Ost-: er der en sornnderlig Slaaen om ira, at For-satte
ren taler. til at Kriims taler. Kenner det lammen med
VetselsanaP Hiltoriske Holdevunkter er der saa ai. Man
ser i dem alle en Mand. der er glad over Freden og
Seiten i IKristu-3, og saadant kan man jo heldigvis ilke
lave Aarstal af. Hvor sder er Holdepunktet er Udtryktet
alligevel poetisk d:1nkelt.
J den fjerde Sang hedder det:
Jngcn Mand, o min Stud, forandrer Tit hellige Zted
Og det er ilke muligt, at han sknlde forandre det ellcr
flytte det andet Steds ben;
For han hat ingen Magt over det.
Thi Dtn Helligdom hat Du betegnet, spr Du skabte an
dre Steder.
Det ældre skal ikke cendres as det, som er yngke end det.
Du hat givet Dit Gerte o Herre, til dine troende.
Aldrig vil Tu slaa fejl eller vcere uden Fragt
Thi een Time af Din Trofasthed er mere vcerd end alle
Dage og Aar.
Her synes at figtes til Planet om at genopbygge
Templet andet Steds, hvad Fokfatteren misbilliger, idet
han aabenbart er paavirket of den jsdiske Sætning:
.,-Syv Ting blev stabte fsr Bei-dem Thorah (Loven),
Geheimn, Edensxdavh Ærens Treue, Templet, Anger
øg Messias Navn«.
Saadant henvtser ncermest til PalæftinaJMenig
hedens Synskteds sidst t flrfte Aarhundrede. Pan den
enden Side, er han itke Jsdckrtftm af den SlaqL sont
lullede Hedningekne ude. Det les i 10· Sang. der her
stal meddeles fuldstcendigt og tillige kan tjene som Pri
ve paa den nannte ullare Ovetgang fra, at Digteeen
taler, til at Kristns taler:
Getreu hat vejledt mtn Mund ved sit Ord,
VI den hat- aadnet mit Rette ved sit Lyt,
Oq han hat voldet, at i miq bor hans djdltse Liv:
Dsg qav mlq at udtale Fragt-en ai hanc Frei-,
It onwende detes Siælr. der er villige til at komme til
W,
Da at Mo lud til et qodt FanseusiQ —- ttl Fell-ed
—MI!MMICSWMOC M Bad-I
W
quenblevmtntilskisfcthbsiefteoqforGud
MUWI
c
Og han hvilede fra sit Arbejdr.
Og de stack-te Ting lebet dereö Lob og got deres Ger
nim
Og de lender ikke til at itandfe eller at viere ledige.
Vil man oidere ssge om Udtalelset angaaende de
kristelige Troslærdomme, da kommer man forst til at
tænke poa den of Lactatius anferte 19. Sang, som first
med et for os underligt og findende Billedvalg betegner
Sonnen som en Kop med Mælk fra Faderenö to Bro
ster, sont den Helligaand har malket. Eiter vor Smag
er det ufatteligt stsdende. Derpoa hedder det:
Aanden aabnede Jomfruens Liv, oq hun undia:--:
og fsdte
Og Jomfruen blev Moder ved mangfoldig Rande.
sOg hnn Var i Barnsnød og fodte en Ssn uden Smerte
den-ed
Der er her en from Fantaferen over en af de hel
lige Begivenhedet. Noget lignende er der om Jeiu Dach
i 24. Sang:
Duen flagrede over Mesfias, fordi han var dens
Her-ed, og den fang over heim, og dens Stemme blev
bitt.
Og Jndbyggerne blev bange, og Beboerne kotn i Beoæi
gelie.
Fuglene lod del-es Vinqer falde, og alt Ktyb dode i
deres Huller.
Og Afgrundene oabnedes, som lmvde været fkjulte.
Og de skreg til Herren fom Kvinder i Barnsnsd
Korsets Tegn dvceles der ved. To Gange sammens
lignes Bønnens Stilling (ftaaende med udstralte Hem
den med Kot-set
Jeg udralte inine Hasnder og nkermede mig min Herre,
Thi mine Hænders Udftrwkning er hans Tegn
Min lldrækning er det grenede Trce.
Zorn blev fat op paa den retfærdiges Bei.
—- Saaledes i den 42. Sang, hoori iiden Kristus
indfortes talende om Nedfarten til de dødes Rige:
Dodsriget saa niig oq blev nlykkeligt.
Døden udspyede mig og mange med mig.
Han haode Golde og Bitterhed
Og jeg gik ned med hacn til hons yderste Tot-.
Og Fodderne og Hovedet lod han goa,
For de var ilke i Stand til at taale mit Aasyn,
Oa jea samlede en Saniling af levende Mænd blandt
bans dsde Meend
Lg jeg talte nied dem nied leoende Lieben
Thi mit Ord skal ilke blive ugyldigt.
Og de, som Var dode, lob imod mig,
Og de skreg on iogde: Guds Son! hav Barmljjertighed
med os,
Qa nor med os efter Din Karlighedl
Og bring os ud fra Msrkets Lenker,
Oq opluk den Dor, hvorad vi ital komme ud til Digl
Thi du er Vor Befriekx
Og jeg horte detes Nost, og mit Navn blev hort over
dered Hoveder.
For de er frie Mænd, og de er mine.
Halleluja .
Vi er oante til at tale om de troende sont Aristi
Lemmer. Her kaldes de fromme ira den gamle Post
hans Fødderf Jovrigt er her jo Stildcinger, der er godt
i Slægt med Nikodemnsszngeliet — og med Paulus«
Tale om at »bortspre Fauna-« (Ef. 4, 8).
Ogiaa paa anden Maade kan der tales om Kri
stus (7):
Lig min Natur blev hon for at jeg siulbe lære ham at
kende
Og lig min Skikkelse, at jeq ikke fkulde vende mig frq
hom.
Og Lfvsstrsmmen fra Gud i Rristus synget den
gamle Digter atter og atter ow
30. Sang.
Dng Band for Jer selo sra Herrers levende Kildr.
Thi den er aabnet for Jer.
Og kom, alle J innige og dtik en Drit,
Og höil ud ved Herrens Kilde.
Thi fksn er den og ten
Og giver Hvile for Sjælen.
Meget ssdete er dette Band end Honning.
Og Biernes Honningtage kan itke lignes derived
Thi det flyder frem fra Herrens Leber-,
Og fra Herr-eng Hier-te hat dct Nava.
ng det kom ustandseligt og uiynligt,
Og indtil det var midt iblandt os, kendte de det »Me.
Belsignede er de, som hat drukket dergs
Og hat fundet Hvile derved·
Halleluja
Troms fulde Fowisning sank atter os atter ban
Sjcel til at juble. Der er wegen Lin-sang i »Stil«-cum
Som Duernes Dinger over dere- Smaaunger.
Sange«.
Og Unser-es Munde imod der-es Mund-,
Saales-es er ogsaa Aandens Finger over mit Hier-te
Mit Gerte er glad og springer of Werde
Som Vertret, der fpringer i fin Moder-Z Liv (28).
Herren er mit M,
J ham stal jeg Me blive bestem-met
For eher An Irr M hsem mtq
Darste- siu WW ssv isu III-.
Ost-subsu- hdeskjnhedqcvhcuth
Da WW Int- op ist Abstiqu Vol-der
Dass-W deqwmhw)
stume Muckmdstsufiusw
Kirch Why-AMICI
It
sahn.stthvdeW-.
sem