Jandsliyliörnene
Ak B. s. lngetnann
NYTIDSsROMAN l FlRE DELEI
( Fortsat.)
Man liavde imidlertid Lundet og uddelt den trylcte
Feste-ans som sundby havcle korkattet, og som eftek den
kotstynelse, Gtev Magnus havde fremlialdt, nu dog blev
afsnngen
»Den Vise komme-r jo bag cito-, som tyndt Øl!"
—- sagde Ferdinand og lo —- »nu er der jo raaba Hurra
nolc for os betømnielige Helte, og Kransene, der syn
ses On, et jo Polelcet i Voldi"
»Ja vell" — sagde sundby og traadte til — ,,det
hele Festptogtam ei- gaaet i Lyset ved vor gode Vens
sammenneakelige Bereetkegang. Men jeg givek dig
knldkomcnen Ret, Magnusl Etlivert bekendt og ubelcendt
Festprogram er i Grunden den største satite paa hele
Festen og gar den til en Løgn — til en tom, indstudetet
Farre. sange paa Papik, som man skal lasse sin Fornukt
ellet Begejstting ud ak, duet heller ilklkel Begejstringen
akal vi tage nd ak os selv eller synge nd ak vore sjtele
med de Ord, man kender dg elskek, sotn Udtrylclcet for
en sand stemning. Det er kørste og sidste Gang, jeg
aktiver Sang til nogen Fest eller tot-bereden lwad der
ktm kan vatke sandhed og Natur i, naar det er stor
betedt. Du liat Ret, Magmisl det maa komme ak sitz
selvl" ,
,,Det liat iltlte jeg, men Kamilla kundet paal" —
sagde Magnus beslceden og gned kornøjet sine store
Blenden — »Det et jo jer kint dannede Menneskeig de
note ldeer skal komme kra; men Klodderjaner, soni
jeg, maa denil, for at udføke dem! see nu bar man ty
atet Musgenlieden og Bedemandsfjæsene helt af sigl
bar nu, hvor det eukret omlcring osl — nu et Ævret op
givetl Enliver Fugl synger med sit Næb, livad han hat
Lyst til, og ingen gaar og hal- Barsel-Veer med lange
Taler i Maven!"
De store Polkemasser liavcle forclelt sjg i Grupper
under Sang og Lystighed Det begyndte at blive mørlctz
meii snart blussede Falcler og Beglcranse under det mørs
kegmnne l«;ftcraarslov. dei- endnu ilclce var falmet.
Nogle Kanonskud tjllcenclegav, Ji det var Tid at samles
otn de rigelig opdazlcliede Bot-de, som man Runde gaa til
og ita eller lejre sig om, efter Behag·
»Tai: for den heilige Sang. sunclby!" ——— sagde
crevinde Kamjlla og sluttede sig med sin Svigerincle og
Vilhelmine Stier til den Gruppe-, hvori den høje, alt-or
ljxxis Wanst iiuil Zio- Iiensics llrøklre —- »(len passe-Je
st :«’,.»-—-i til den stelle bit-lud — tjen var krastig cpg
stibende — den maatte gøte et stort og dybt lndtryk"—
»Ha! den indelioldt noget Sædekorn" — svatede
sande med et smil —- ,,saa kan Jeg vistnolt vente en
ils Host; den et jo udsaaet over hele Haven — sei vi
ttcde den alle ned i kkugtbar Grund med vore Haslel
Var jeg en vitltelig Digtek" — tilkøjede lian —" »vilde
det maaslce letzte mig lidt; men det vilde cla nnægtelig
scte dtant."
ervinden saa kotlegen de mangkoldige tabte eller
doktlkaatede Eksemplaket as den benyttede sang, der
Einnede i Ort-essen »Men hat-! man synger den jo
igen !" sagcle hun hastig og Lornøjet.
,,Det er lcun Melodien. med dens gam1e, sont-Effe
lige Ord; den kendet man og holder ak« —
..Dens nye, gribende Otd til den vil man vist ogsaa
en Gang kende og paaslcønne" —
»Blan(lt kommende Slægter, menek De, i et mer
oplyst og poetislc Aatlinndkede, naak Follcen bar opsvuns
get til mit poetislc-politislce standpunkt?" —- afbtdd
stinde bende med et tørt ironile smil. —- ,,Nej, kunde
jeg aktive Udødelige sange, Gtevinde!" — tilkøjede lian
med et stolt Blilk — ,.saa lod jeg den nteppe klyve her
otnlning til et Øjeblilcs Underlwldning ellet,, —- —
« Mialiag vilde han have sagt, men blev afbrudt.
»Hvorkot iltlce det, sundby?" — spurgte Magnus
— »slcal enlivet Lap, en vitlcelig Digter aktiver-, da
endelig viere udødeligP kan Genierne iltlte ogsaa gerne
sjte lidt kot- at kotnøje Folk nogle MinutteTF Det er
jo store Ting, naak nogen af os andre Lan dtive det saa
vidt1" ·
»Es maa attet give dig Ret, min nøjsotnme Venl"
watede Zimde —- "skønt jeg ilcke er Digtet, liar min
Vises tynde Lykke dog nu lastt mig, at jeg ikke et kti
tot lidt aandelig Adelsstolthed paa ldeetnes Vegne."
..Nej, sundbyl den stoksnudetlied liak du slet intet
ak!" sagde stambenen og klemte tkolijettig han
Islaandz —- »du hat aldth, eom de hemmte Geniet og
ds- stote leide, gjott Nat ad knig saa einsah kokdi min
Oldekader var saa dum at lade sig adle, ng vor Hetre
heller ikke nat gjort mig saa faklig klag. Nejl De
Les-des og Ceniernes Adelsstultlied ei- clu Lri kot! den
synes miß ogsaa et nok aaa grot« som vom-, kokdi den
dog ligeaotn bat et slags Grund»
stinde tkyhltede hans llaand med Vanne, og Ka
milla saa Les-list paa sin jievne Brodes-.
»Um lwok blev Jotnkku Lise og Fristen Mai-laue
ai?" —- udbkjd Mag-m- nu pludselig og Ia sig am —
,,de sknlde viel-et mine Zokddamet!"
Moden- Gtev Mag-m- nu wogte de unge Dunst
stum- Vtimlen l els matt oplyuc Aavegsnge sad de
I in Mle Pnillom hvokisetmem der nt Udgsng til on
Ins vstl Horden tax-d ca Mls Ritan lot Lyitbudr.
sit hoch Un dem-et tin dolus-net- Vmbtlh hmä
O It pWis ducke hast-set Me.
»Du m data-km It wis" —- ssds kam — Jst
sitt ckst mä! clet er thing-. mtnp Ast dicken Jes m
U. Jis m hin m Au kamt cl- vi les-de samtnen
i fide-I IW es Mist- dinsaclm sumyr. st
II M Ists-l Mai-m Ist-m nackt Mist-Im os du kalt-e
Ils—os1-IMIIIU M. III-Ihm fonds-I
swweknsilahntsdwmdi
MWIIIWVWIIMMM
U1WDUIJIMIAIMM—IIUM
Ismssissshskossslimtscssit
W
,utaalelig-tl" —- Hun traadte heitigt rned sin lille Fod il
)Gulvet og for med Haanden over eine vaade Øjne.
» ,Men har du virlrelig ilclce set harn, siden du var
Isyv Aar?" —- epurgte Mariane forundret — »har han
da heller aldrig .slcrevet dig til?"
! »Nej, aldrigl undtagen en eneste Gang, da han var
Postdreng, og jeg endmi ikke kunde lasse ; — det Brev
lfut- jeg d()g, og det har jcsg »Hm-n las-i user hundrede
Gange. siden slrrev han kun til Moder en Gang imel
lem, inden han rejste udenlands, og til den gocle Justits
raad og til Hr. stierl saa kunde der vel were en Hilsen
til den lille Lise; men det hed jeg bestandig —- og mer
stod der aldrig. Nu har ingen hørt fra ham i alle deAar.
Han skrev iklre engang det Aar, jeg blev konfirmeret
— ja den Gang ver han jo allerede tasende forelslcet i
den dejlige sangerinde og var sagtens gikt med hende i
Amerika"
»Nu! m sinkt-am sk dir uns Hoved. din Gæki
lad den sommerfugl flyvel Jeg ved nolc den, der ander
ledes vilde skønne paa dig" —
»Jeg bryder mig orn ingen! heller ilrlce om haml
Jeg vil aldrig gikte mig — det har jeg fast bestemtl"
sagde Lise heftig, det var sorn hendes egensindige
Barnenatur genslce kilc Mast over hende. — ,,Slcnlde jeg
Hnogen sinde gifte mig, skulde det viere med en gammel,
’garnr»nel Mand, som den velsignede Provst" — vedblev
llnin — »harn vilde jeg saa passe og pleje og holde af;
z-— men, Kathrine har Retl de unge Mandfolk er der
Jngenting vedz de klyve fra den ene til den anden, liges
ssorn Graaspurvene paa Taget. Han har ogsaa en Gang
lvseret forelslcet i Kathrinc, og det har vieret en meget
ihteslig Historie —- det kan jeg noli for-staa. Hun kor
ltryder det ogsaa og er bleven saa from — og har ladet
Isig däbe om to Gange. Hirn vil ogsaa have, jeg slcal
llade rnig døbe orn, for at blive from og god og kommei
Itil vor Herre —- og nu tror jeg vist, jeg gør det« — i
l ,,Men lcaereste Lise! hvad er det dog for en l)a.r·n—ii
agtig snalc, vil du gaa over til de hellige, der iklce tør
danse, der ilcke gør andet, end sulcke og bede, kra Mor
gen til Akten? og vil du koragte din kristne Daab og
lade dig døbe om ak disse taabelige MenneslcerP —- detl
Ier jo korskrazlclceligtl det er jo Synd og Ugudelighed !"1
»Nej, Marianel det er den eneste Maade, hvorpassHl
jsg lcan faa Fred med mig selv og blive kri for alj
synd og Ugudelighedl Jeg tsed noli, jeg er fix-l — jeg»
er egensindig og trodsjg; jeg kan hlive saa vred, saai
vred, naar nogen siger mig irnocl, saa jeg kunde løbe
hokk ti1 et skib og sejie von — Iang: von kii en an-!
den Verdensdel — og aldrig mer se noget Menneslce.
der har kendt mig. Jeg er ond og kæl. MarianeS lngen
vilde holde af mig, naar de lcendte mig rigtig —- hier
lcen den gamle Provst eller Bedsternoder eller Vilhel
Orie eller den gode Justitsraad eller du« —
.,Men din Fader eller din Moder dog" —
..lngen at· dem kender mig rigtig; de tror alle,
Jeg er saa rar; for jeg hykler og for-stiller rnig —- jeg
græder, naar jeg er saa wed, Saa vred inden i, saa jeg
gerne kunde springe i søen" —
,,Gud bevare’s! men hvem er du da saa vred paa?"
»1hl paa alle Menneslcer og paa mig selv og paa
vor Herre med, kordi han har sleabt mig saa ond — og
naar jeg saadan er« ret afslcyelig, saa klapper og kysser
de mig allesamrnen og tror, jeg er lcim bedrøvet — og
Isaa bliver jeg god igen; men jeg lyver dog og eigen
jeg er sygz for der er slet ingen sandhed i mig. Jeg
har løjet for dem allesamrnen —- kor Provsten med og
selv paa Kirlcegulvet for vor Herre! Jeg har løjet saa
forfxerdeligt den Dag. jeg stod til Konfirmation —
kun for iklce at hedrøve den garnle Provst. Jeg troede
ilclce rigtig paa meget ak det, han havde lært mig; men
jeg gav harn Haand paa, at jeg troede del altsainrnen
og vilde dø paa det. Jeg lian nu ilcke blive salig og
blive fri for Synd. før jeg blive et nyt Menneslce, et
rigtigt Sucht-Bann og bliver døbt paa ny — siger Ka
thrine — kor alt det andet gielder ilclce. lngen havde
Ret til at døbe mig, før jeg havde Forstand og kri
Villie —- det var syndigt at lade en anden svare for
mig, før jeg kunde tænke og tale — kør jeg kunde tro
paa vor Herre og selv vilde til ham —- det var Uret og
Bedrag baade wod Sud ,og de smaa Bernesjæle i Aar
hundreder, og Præsterne har sagt, det var Ret. Men
ved Uret og BedUS kommer ingen sjiel til vor Herre!
—- jeg kom ednu lzkngere fra ham, da jeg løj for hanir
Anslgt paa Kirlcegulvet og lol. sorn jeg bekræftede
en Fast. der var -!gyldig. sei derkor vil jeg nu die-heg
miz men det man ingen videl siger du det til noget
Menneslce, Marianel saa hliver jeg kortvivlet —- saa
lægger du den gamle Provst i Grasen —- saa vil alle ak
slty rnig derkor — saa rejser jeg bort med Kathrine og
den kremrnede kriegt —- harn, eorn er Profet og har kor
dsagt mig. at je; skal blive god og lylrkelig og kri
for al Synd i et fremtnech dejligt Land og i en ann
«ls«lig Kerliglied" —- s
»Carl i Hirnlen bevare os! hvad er det dog for en
Tale, du kørerl Iscdste. karess- Lissel" — udbrøl Ma
riane forfærdet og slog Hænderne samtnen —- Jeg tr- r.
for Gnd. du er geaet fra din gode Forstandk hvad
Skal jeg dng gere, for at bringe dig til Fornuktl —
det er jo ren Afaindighed alt-samtnen. og det kommer
dog slene ira det Barne-l’«vent)-· nied denne Anton.
mm du ilclee har set. siden du var lllle. og Dom for
lienge slden her vieret lig vtro —- det er nbegribeliqtl
(·:--t .-r korskrkkkeligtl det er haade til at le og grxeile
Wes-. Du » Jo ellers st- klog en Pige og har liest og
lkrt III -iieget. D«.. M bade Lan deute lige eu godt
Iotn les —- os syst-er os splller tu uydellst —- du. M
Jstimudea Ilser her sakprssttst et send og km
drin Ia yppskllst — Erlei- dn dsss out es blies et
TM. der lass-this Ist-m M and ex denken
« dana- Illit M ils-IF —
UUIUMWOUIMIIIUWLM mässig-·
BW
Lande, som med lange Karleslcridt gik op imod dem fra
den lille Skibsbro, men standsede og saa sig tilbage,
med en Artnbevægelse.
»Er der nogen i Baaden ?" —- spurgte Lise og var
bleven bleg, — »Her skulde hun træffe sammen med
de to fremmede Priester-, som bar Lot- til at præke og
die-be om, nsar nogen vilde freises. Der ude paa en af
Holmene vil de døbe mig 01n, naar »ng vil komme. l
Akten vilde de allerbelst — men det har jeg dog ilclce
lot-set dem." Hun betænlcte sig et Øjeblilc og sprang nu
op med funklende Øjne, medens en pludseljg Rødme
ko’r over hendes blege Kinder. ,,De er det! hun vinlcerl
Er du virkelig min Veninde, Mariane!" — udbrød hun
heftig og greb sin Venindes Haand —- »saa følger du
nu med og staat Fadder til mig!"
,Er du rent taabeligP Lise! det kan dog aldrig
være dit AlvorP —- Jeg slculde staa Fadder til dig og
holde HuenP men hvem skal saa bære dig? Mariane
blast i Leuten Det hele forelcom hende nu lige saa
latterligt, som ubegribeligtz men det 7kaldt hende ikke
ind. at der kunde være nogen alvorlig Fare at befrygte
ved disse Fantasterier, der endog havde faaet noget
romantislc for hende, siclen det var Følger af en lille
Kærlighedshistorie. »Du er rigtignok en stor Gek, Li
se!" —- sagde hun livlig —- og din Kærlighed til en
troløs Elsker, som du ikslste bar set, siden du var Barn
—- den kan jeg slct ikke faa i mit Hovedz men kunde
du komme til din Forstand ved at faa lidt koldt Vand
paa Hovedet. var«clet maaske ilcke saa galt, og andet
er riet jo ilcke med diese Heldøters Hokuspokus Det
kunde være ganslce morsomt at se —- for du ekal vel
aldrig klædes af og puttes belt ned i Vanclet?"
..Nej, det vil jeg ikke! det hat jeg udtrykl.eligt
sagt !" — svsrede Lise· —- ,,Jez skal beholde mine
Ich-der paa; men liclt ad i Vandet maa jeg gaa og lade
dem dyppe mit Hoved ned lige til skuldrene" —
,Nej! Jst er for komiskl det gad jeg nok setl men
det gaak dog ilcke ·!n — det ek for koldt —- du kan kaa
siiue at« det, søde l-ise!" —- sagde Matiane —- »og
det var dog iklce wer-cl» —- —
,.l(om!" —- akbrød Lise hende og trak bende mecl
Zig. — »se! Kathrine vinker med sit Forklæde, og
Præsterne staat- nede ved Baaden« —
..Nej, nej, Li—cl det gaar aldrig an! — det er dog
Galslcab altsammen og maaslce synd derti1" — sagde
Zudriane urolig, men lod sig dog dtage med ned til
IInrden af den lidenslcabelig heftige Lise. der næsten
ilcke ser syntes at vide. hvad liun foretog sig. 1
FJ NR DE KAPlTEL
Crev Mogens havde trængt Sig igennem Rilke-!
vrimlen i de oplyste Havegange og alle Vegne for-!
gæves Zeigt de unge Damen Til sidst kom han ogsaal
til Pavillonen ved Fj0r(l—Engen og saa derind. Han
kandt den tom, og det faldt ham ikke ind at søge de
ballclæclte Damer længer dorte. Han slcyndte sig tilbage
til Selslcabet og mente, de unge Pigek maatte viere gaaet
ind til de gamle i Havesalen. Her mødte han i den
aabne Døt Byfoged Kyng. Den lange Byskriver Qvist
ledsagede dam, med en vigtig og hemmelighedsfuld
Mine. De lod til at have Hast.
»Es-IS med os, An Grevel Dete- sejlbaad er vel
brugbar?" — sagde Kyng.
»Der tror jeg nole, bedste Justitsraadl men nu er
det jo ilclce Tid at sejle — nu skal vi spisel hat De
ikke set Jomfru Lise og Frøken Holm ?"
»Nej, men kom med Gtevel Qvist vil vide, her er
Mormondaab paa en af Dei-es Holrne" —
»Der skal P . · . . løbe eftet —- svarede stam
herren og lo — .,de Narrestkeger bryder jeg mig ikke
lom!"
l ,,Men naar de unge Damen De spøtger otn er
taget der-over af Nysgekkiglied og mag-site kan drages
sind i den upassende Handling"
E »Hvad for noget?’ —- udbrød Magnus — »de er
idog aldtig galel"
H »Tys! kom, Grevel lad os undgaa al 0p5igt!" —
khvislcede Kyng, og de gilc hastig alle tre ned mod
I Pavillonen.
, Pan Vejen gentog Qvist hvad han med stor sun
zhed hsvde opdaget og allerede gjokt Byfogden bekendt
smed. Dei- skulde være en hemmelig Baptist- eller Mor
mon- -Daab paa den længst boktliggende Holm i Fjor
den, medens Folkefesten denne Akten bortdrog Op
merksomheden derfra Han hat-de Set de to konnents
lige Morrnonpkæster den berygtede Mikkel Kvæler og
isivetsem i en sejljolle ved den lille Skibsbro og en
Kyincle stige ud af Jollen.i ihvem han havde genlcendt
jden saalcaldte Priklce—l(athrine. To unge Damek var
zgsaet ned til bende og fulgte med bende til Fartøjet
« Den ene var Frøken Helm. den enden var Provst stæks
Plejedatter.
! lnden de naaede skibsbkoen, kunde de se Ästen
lsiden as en Sejljolle. der las ved den fjerneste Helm,
og nogle skilclcelser, sotn bevzkgede sig emlcking den;
men Mannelyset vir wagt. og de kunde ilclce Lende no
gen ellet se. bvad de koretog eig· Den lille sejlbaad.
der las ved Brot-n. blendt fleke Lystbeade uden sejl,
vtt hslv kald ak Vsnd, og Roket var dorte. Ved alle
Beadene sandte-; agm kun een Ante Magnus sprang
strah- nd i sejlbaeden og begyndte at Hee. Qvist ksndt
Rot-et. süntet i Vsndet. og kik det op Byfogden otds
nede de sejlstompet, der fokekendtes og see pe- Vitnp
l len, der klugtede vdsd.
i »Vinden et godl det lustet lldt opl" — gegde den
l- lsd o- kvn se. vi kamt-set sk sledl —- Nu et seiden
let noc. Gmel«
Medeas de endmt Wste III tot It tu Mut
If Grunder std FW Kaki-ne no elen- i den cis-no
III-le Mit-solle am ved den Mls Rossi os m med
Its-u M Nz gch Ida- kmncktlss as Spen
disk pudsthcmalu hunva
OWMMDRMMWZM U
do- hiqmlu seh Um M tut Ists-heute
MMMIIUJOIMOIMIII
feslw W ens- AM III-»Im staut-san vol
ss — Isol- M — I Ists II- sit
W
ktusede Vand. Den store, stærlce Kathrine svod fes
hendæ side i Vandet og understøttede hende. Begge O
fremtnede Mænd stod ligeledes i Vandet. De dreiec
Øjnene i Hovedet og læste vekselvis over hende angl
Forrnularer med pietistiske Udtværelser ak de bibelckt
Billeder om Lamniet, Blodet og Brudgonnnen, som de
kunde uden ad. Endelig syntes Milcltel Profet at M
færdig med, hvad han kunde paa Remse Hen greb m
sin egen Veltalenhed og profetislce lndskydelse, mode-II
Katzhtine sang en Mormonsalme, som hun nok kot
bedrede ved endnu hyppigere Brug at· ,,Lammet". Us
riane hørte kun det okte gentagne 0mkvied;
»Der kommer nu for Lammets Faar
Et Sabbatslivile-Aar !"
,,1 den store Profet Joseph smiths Nani!" — rath
te nu Milclcel i hul Prælcetone og lagde sin store, plum
pe Haand paa Lises Hoved — »i den hellige At.
Smiths og Mormons Navn optager jeg dig saalsds
blandt de sidste Dages Heilige og indvier dig til It
være et syndekrit Barn i det tusindaarige Rige, saaktetttt
du bekender, at du hidtil har været et ugudeligt statt-.
men nu vil viere en ren Due i Fornyelsens Ark, d
ene kan redde os fra den sidste stote syndflod — des-,
der kommer med Flammebølger over den gamle Vet
dens Babell Bekend og bøj dit Hoved i Lydigshedf
saa skal du aldrig mer forlolckes eller bestnittes ak Ven
dens sotte Ravne, men være blandt de udvalgtes hvide
Duer, der henter Olieblaide til deres saliggøtete — til
deres Befriere fra den store, brændende syndflod!" —
Milckel syntes nu virlcelig i en slags Begejstting, ok
hans glubske Øjne faul-lede.
,,Slcynd dig, Prolet! det et nokl der er nogen ved
Baadene der ovre!" — hviskede siversen, og Matiane
saa forundret paa hans utolige Miner, uden dog endnu
at fatte Mistanlce.
Lise var saa fordybet i sit eget Inderste, at hun
intet ydre fornam. Hun havde staaet med nedbøjet
Hoved og kun hørt Opfordtingen til hende om Syndsek
lcendelse Nu opløftede hun sit Hoved ligesom i en
forklaret Tilstand »Ja, jeg bekender« — udbrød hun,
med dyb lnderlighed i Aasyn og Blik, idet hun knu
gede de foldede Hænder mod sit Bryst —- ,,jeg hst
været ond og ugudelig i mit Hjerte, ira jeg var lüs
— jeg hat løjet og hylclet for Gud og Mennesltetz
naar jeg syntes from og god —-jeg har vidnet. at
jeg troede, før det var Sandhedz men nu tror jeg — III
er det Sandhed ——- fra denne Time vil jeg blive et Ist
Menneske —- jeg vil blive et kjgtigt GudssBakn es
bøje mig for hans ewige Kærliglieds Villie!" —- ldet
hun sagde disse Ord. bøjede hun sit Hoved dybere os
dybere necl mod Tand-eh hmri Maanen og Stjernemc
spejlede sig. Det var. som hun skulde dulclce sit Hof-d
ind i Guds aabne Himmel. Mariane blev næsten andsk
tig vedsat se paa hende. Selv den store Kathrinc, cle
holdt paa hende, var virlcelig rørt og gkæd lydeljg.
»Dny hencle nu ng lad tlet faa en Ende, Milch-ZU
k— de har hejset Sejl clerovre«." —- hvislcede sivensr.
, »Na vel, min snutl" — sagde Miklcel med sin ris
naturlige stemme og trylckede Lisæ Hoved dybt Ists
under Vandet, medens Kathrine holdt hende fast ot
Livet —- ,.saaledes cløber og indvier jeg dig da, baade i
His. smitshs og hellig Mormons og mit eget Navn M
den nysseligste Glut af de sidste Dages Hellige as
Itil min aanclelige Kone! —- dermed den Historie udel
! Nu op med hende i Jollen. Jens sivetsenl og lad os tu
lalle Kluslene op! du kan tage den anden Gans —
men denne hersens er, D . . . og P . . . ., min."
Med Forfærdelse hørte Mariane disse raa Ord as
saa nu først ret disse gruelige Menneslcer i dete
frælclce, forvorpne Ansigter. og nu faldt det head
pludselig ind, at de maatte have noget ondt i sinds-.
Hun saa dem løfte den halvbevidstløse Lise op i Jolls
til hende og hejse sejl med stor ll.
Kathrine hjalp dem. men saa med et forbitret Eli
til den Mand, der havde stehet Rot-et· »Ja saa, Mik
lcel!" mumlede hun — .,var det MeningenP og cks
blinder paa det, sotn en Babels syndekl"
Mariane vilde slctigez men hun kunde ilcke —
det vat- som hendes Tunge var lammet. Hun saa sig til
bage og trøstede sig med, at der dog var Menneslcet i
Nærheden, og at hun snart maatte viere i Land ist-h
Men, næsten kotstenet af Skræk, bemeerkede hun i di
samme, at Jollen ikke sejlede mod Land, men styrsds
længer u(l i Fjorden. Hun var iklce af de neu-Grase
Damm-, som kaar ondt. naak der er Fare paa Fast-de
saa snart den første skrælc var overstaaet, tog hat
Mod til sig og sagde højt og dristig; ,,det er gedr
Hiodtkolld — sæt os straks i Land, eller jeg gøk An
slusigl"
Stop Monden paa Tøsen, Kathrine!" — brummede
Milclcel — »ellet smid hende nd! Jeg kan iklce gaa ki
Rotet."
Kathrine vendte sig hastig til Mai-inne, men blin
kedez ,,ti kun stille. lille Ftøltenl" — hvislcede hss
— ..jeg Skal se. at jeg hitter paa Raad! —- Lad Dis
holde Rot-et, Milclcel!" — sagcle hun des-pas hjjt A
styrmanden — »der et noget i Ulave ved sejlet —- di
. Apostel er en Muth-en Det vil jeg elleks sige jet beg
to" —- vedblev hun med kraftigeke stemme —- l II
)ingen konnt-d gøke nogen of Pigeknel krummer l .
Hast pas nogen ak dem. san smidet jeg l det W
een at jet ud paa lslovedetl for III muss M
hat- jeg endnu—lcendek l elleks denns?’- III-II I—
I ein Hund. og der bllnhede en stot- lcnlv l des-. «
I Mikhel havde Illekede slnppet Rotet os m —
has til det osjeode sejl. for u onst-s det. Um I—
tm et sinds-mit Illh til Kuh-ine. nun tu. klu- —
Wset Ils UN. Inn dnjtde du Mk - U
hudsn Mkidsokvendtsdsostswdbmck
»klssu8....tlls.dln1....l"
suslkketmnmsdmosspnnzssst M
Wochenbett-umschaqu
MUUWUMIIUMUMW
. « —
l
