Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, June 03, 1910, Page 7, Image 7
· Cstandgliyliörnene Ak B. s. litan NYTlesROMAN l FIRE DELB. ( Fortset) »Jetzt hat troet mig skufket at l)em!" — tog speranza atter med stisgende lvrighed Orden — »Je8 hat hadet Dem —- jeg hat villet myrde Dem eller lade Dem myrcle. — Der var Uret —- det har jeg forttudt —- jeg hat fastet og kaaet Absulntion derfon De staat Arke længer i min Gæld De hat- reddet mit Liv, som jeg Deres. Vi staar atter som fri Miend lige over for hin-Enden, uden at skylde hverandre mer, end vi hegge Ikylder Hottentotterne. —- De kalder Dem en Ann dens stridsmand Det gør jeg ogsaa. Aanden er mit sværcL —- Ordet er min PaklceL Med det svxkrd vil jeg sprænge Frihedens Grav! —- med den Faklcel vil jeg siktte ltalien i FlammerZ" —- Han gjorde en heftig Atmlxivægelse En af de hvide Hatte var kommen frem ira Platanslcyggem men tralc sig atter tilbage. Først nu var det stinde muligt at komme til Orde, medens den heftige Italienet dkog Aande. »Jeg tret Deres Fædrelandslcærlighed" — sagde han — ,,jeg vjlde maaslce beundre den Kraft, hvormed De kor modentlig baade hat handlet og lidt for den lsnhed. Fkihed og Selvstændighed, for den Uafhængighed af alle statsforhold, hvortil De vil vielclce og føre Deres Ddle Follcz —- men, tilgiv mig! — den Aand, der taler gennem Dere§ lidenslcahelige Ord og Blilc, den er den samme, som kunde opfordre Dem til at snigmyrde og jage Absolution derkor i samme Aandedrag. Jeg for dømmer Dem dog iklce derkor!" — vedhlev sundhy. medens den blege Italieners Ojne gnistrede —- »De er en søn at Vullcanernes Fiedreland —— Dei-es Liv og Be gejstring delet Vulkanens Natur —- den føler lcun sin Kraft og sjn Trang —- den vil kun hat-e Luft og Hin-sen ge sine LEnlier" — »Ja veli ved alle Engle og Djævle! det vil jeg, om Jeg saa skal myrde Dem og hele Verlen!" — raahte den hellige sydlxknder og syntes forgtrves at lede om sin Dollc. — ,.Jeg er vaabenløs!" — vedblev han — »derpaa stoler Ue — dog tal! tal Dem lcun udl pile mig med slcorpionek! jeg slcal histre —- jeg slcal tie og taale det, som en Mener En at· de hvidhattede Kappemiend var atter traadt frem af skyggen og de blev begge opmierlcsornrne der paa. .,Vi er ilclce aldeles ene her!" sagde sundhy og studsede. —- ,.Dog jeg har intet hemmeligt at sige Dem !" — vedblev han med rolig Kraft. —- ,.Jeg til tror Dem ilclce den Nederdrægtighed, her at have loklcet mig i en Fælde — Jeg er i Tillid til Deres Ord kom· men ladet-Ebnen som De ser, og hine Menneslcer kender jeg ilcke —- Jeg beklager den Mnnd og slet l«’(.)llc, der ktm kendet Driktens ubændige Villie — der kun bøjer sig for Guddornsvillien, som Naturmansden kot- den evige Naturlov, som den overvundne Fange for Nød vendighedens Jernspir i "l’yranhaanden, og da krummer Iig som Tigeren i sit But —- som Hedningsslaven, der Xraader og hider i Sine Lienker Tto mig, Signor!" ved blev han og oplsiktede sin Reisk. trods Raseriet i den korbitrede speranzas Miner -——— »jeg besværger Dem ved den lewnde Gud — ved alt hvad sandt og helllgt, De ttok paal af Lovløshedens, Edsbruddets og Tro løshodens Vej kan ingen sand Prihed vindes! — den Vej kører til en sttirte Trældom — til Aandens Trad· dom — til Fredeng og Salighedens evige Forlis!" -—— sundby udtalte disse Ord med en Myndighed og Kraft, med en saadan Aandens og Villiens Overlegetk bed. at de ligesom rystede den rasende ltalieners Man og Ben speranza faldt pludselig samtnen som en kraftløs Olding -— han dtog Platten over sine dødblege Kinder og suklcede. »l·’arvel !" —- Lsagde han med svag stemme — »jeg Saat tilbage til Tavshedens Bolig. Jeg sltal walte paa, hvad De har sagt mig — men siger jeg nogen sinde, det var sandbed —- saa er det mit sidste Otd i den-ne Verden — saa tteeder jeg jlclce mer ud at den Afsigelsens Dei-, der nu Shal lulcke sig eiter migl" Han vendte cis og gil: langsornt tilbuge til Klo stellst Nkppe var han korsvunden, før stinde m de tre skilclcelser med de gule Kapper og hvide Hatte ttcde frem imod ham med raslce slcridt og kaste Kapperne heftigt til Side. Plan studsede ok betragtede dem skarpt tned et toligt og hastig-c BUL »Kon! nu med os! og giv de Munke F . . . . !" —- raabte en vel bekendt Stemtne Hart kendte Grev Magnus, som med Ferdjnand og Anton kotn ham glade l dee De havde alle fundet hans enligt stievnetnøde med den iltte ltaliener betænkeligt. men vidste vel, han vilde Okslea ethvert Forslsg om Følgeslceh Eiter Antoni M hsvde de kun i denne Forltlsedning folgt ham i Inst-nd og sit-et Agt paa den mistenkelige Munks Des-segelten »Mein dann bat-' vi os dog ad!" — sagde Magnus —- »Uunken Bunde »so dollcet hsm hundrede Gange, « steu- vi swd der. os gabede pas dem sum Note-« »Ne» —- usde Anton — »du Rom langt nol kkso, Msxmm hvor meset vi san holdt dig tilhege Um mutte jo strik- se vore hvide Hatte —- os Vejen til Flotte-et kunde vi spat-re hem, naar vi vilde Ke vshnet vtt hin jo hell-r M« »Hm Lande se. hvokmsnse Dolhe tun hat-de i Ists-P —- indmäte ketdlnud —- ..men its til-u Ue hm hIJre Hund It sigte ex We spmnget til. kft hu mäte den to Guts-« — ..Tsk, Tskl km VWS" —- Msuudby M —- ..det us do- es Mit PWM es an m MJOM.JIYOJMMJUMOIM Its III Wi- M l III-IN VIEnnMMMLTWoIMMi — et M M ps- Mjsa soll-s cl- UM W. M IM It I W W III II ch- ds of syst- W It hat til deres Tale. Den tilsyneladende Munlc drog hastigq Hætten over Hovodet, saa snatt shan saa sig yemærketz og forsvandt mellem Buslcene. ,,Det var contadP’ —- sagde Ferdinand — ,,jeg kendte bang listende Gang." »Ja saa" —kaabte Magnus og lo, idet han svang den svæte Prygl, han havle korsynet sjg med — »den vil nolc have Drikkepenge for sine dejlige Varmepot— ter!" De naaede jmidlertid den store, larmende stad og tabte sig mellem dens Menneslcevrimmel, under livlig Meddeleb « til Anton om deres Eventyr j Venedig og paa deres Rejse til Neapel. Anton hørte stille, men temmelig adspredt, derpaa. sundby gik tavs ved hans side og syntes fordybet i sjne egne alvorligc Tanlcen — »saa sig det da! — dog nejl det behøves ilclcel — jeg skal selv sige dig detl —- en dyb xErgerrighed — en mastig stoltslied — orn du til -—· lider jeg ak; men den liar lijulpet rnig til at foragte skinnet, Løgnen og Forfængeligheden — er det Hovrnod, nu vell saa er Hovrnod min Orm. —- Jeg foragter de dumme Menne sker, der korguder og forhntler mig. Naar jeg bøjer mig for dem, naar jeg hyltler og fornedrer mig for at modtage deres Klap og Kranse, — saa udler jeg dem i mit lnderste — saa spotter og haaner jeg de Narre, der iklce liar mer Aand og Smag, der ilclce kan liøre, at livad jeg giver dem, er falslc Glimmermynt, Løgn og Affektation, men dog det eneste, de kan modtage. Tror du, det kommer fra mit sande Insderste, livad jeg her giver til Pris, naar de rase for mig? — nejl jeg til-Ilsen ger dem, livad de vil have, og hvad de bar For-stand paa. Liv er deri — rnen overdrevet, unaturligtz -—- Li denslcab er deri, rnen vild, uskøn, uden Aand og Hjerte. Det vil de have —- og det slcal de faa. Jeg kan sætte mig inkl deri — jeg kan selv lade mig henrive af den Lidcnsslcab, jeg fremgøgler og foragterz men det maa dertil: jeg maa slcuffes seh-, for ast faa et slags Natur i Unatnren — en Art sandhed i Løgnem Hvaid jegl virlcelig føler —- livad der rører sig dybest i rnig —- det gemrner jeg til en anden Tid — eller et andet Foiik — eller en anden Verden! Den, jeg lever i, forstaar det ilclce — og er det ikke veerd«— »Du har Ret, Antonl det er et grueligt Hovrnod"1 —- sagde sundby dybt bekymret —- »det er en seltsng ulcærlig stolthied sorn jeg ilclke havde tiltroet dig — det er en Foragt for Aand og sandihed i din samtid, l hvortil hverlcen du eller det rneste begavede Menneske i Verden er berettiget" — ..Ja vell det bar jeg sagt mig selv" — udbrødj Anton med et bittert, vernodigt srnil -— ,,men hvad lijielper det? Naar man er besat af en Djievel, nytter dct kun lidt, man ved det. Der maa en højere Magt til, som kan eige: far nd! vig fra liarnl" »Den Magt kender du ogsaa" — vedblev sunsdbyw — »den kendte du i det mindste, da jeg saa dig første; Gang — da du i din Uslcyldighed blæste Fløjten paa! Danseboden og troede, du var i godt selslcab. Den Gang foragtede du intet Menneslce —- ilclce engang den nedværdigede, berusede Kvinde, du siden drog op af sortse Sø" — ! ,,Dset var den G an gl« — svarede Anton med et. dæmpet sulc —- »den Gang var jeg et Barn, for hvem Gnds Rige jo staats aabent —- nu er jeg sden berømte Virtuos, for livern alle andre Rsiger staar aabne, —- det Vidunder, jeg en Gang drørnte om, soIn det allerstørste i Verden — rnen derkor bar jeg ilclce Magst til at nd drive Djævle. Og hat-P —· vedblev lian heftig og for op — »der er en værre Das-mon, sorn tyranniserer mig. Naar den har Magten, kryber Hovrnodsdjævelen til »den dybeste Fold i min sjæl og skjuler sig —- og ved du, livad det er for en Plageaand?" .,Forelslcelse — blind, lidenslcabelig Forelskelse — for Kærligslied er det ilclcel" —- sagde Sundby og rejste Fig ogsaa, idet lian lag-de Haanden paa sin unge Vens skulder. — »Kan du da iklte sel at denne skønne, ta lentfulde, i næsten forkærdelig Grad elskværdige Fiori della med al sin Ynde og Elslcværdiglred" —- — »Er en mageløs Kolcette" — akbrød Anton ham — »en fin, dydig, rigt begavetz uirnodstaaelig Kokette, som lian lienrive alle — sorn iltlce du selv eng-sang kan mod staal —- nægt det ilcke, Sundbyl ogsaa dig bar nun draget i sit Garn — ogsaa dig liar hun kastet Blilc til, sorn bar smigret og pirret. Jeg liar set det før —- og jeg saa det tydeligt i Akten — baade du og de nnge Grever forlod hende rned en Gnist i sjælen at· den Lue, soin fortærer rnig —- og sorn aldrig, aldrig kan slulclces". »Det er sandtl" — svarede stinde rned rynket Bryn —- »hun behager og tiltrælcslcer «- ogsaa rnsig. Alting lclæder liende yndigt, selv hvad jeg misbilliger bos bende. Hun bar sans for Kunst og Poesi, rnen in gen Dybdez hun bar Lnne og selv Begejstring — men Use saa vel for det falske som for det sande, naar det knn glimrerz hun kan synes baade falsom og stand rig, ja selv greben af det liøjeste og iltelligste, naar nun vilz nie-n piquant er nun altid og i liøjeste Grad. Jeg bar beundvet liendes Talent — jeg bar gerne set liende og talt rned bendez men den uudslulkkelige lld, du taler oni, bar iltlce angrebet mig. Orn en Gnist deraf ogsaa Lan have afspejlet sig i rnit Øje og en anden maaske svedet Ferdinand lidt i Nærheden ak Hjertet" — til køjede han med et roligt smil — »Saa tør jeg dog noli murere baade Magnus og mig selv knod den Häs vaade. Kunde jeg saa vel kun rive dig nd af Branden! Knn et Blilc paa hendes sande Ver-sen og en kraktig Be sltitning, ktereste Anton! —- Løsriv dig! og du er fri! —- Lad dem rejse alene i 0vermorgen2" »Du er umnligt!" — svarede Anton nedbøjeu — »Jeg maa rned! — jeg er bortlejet paa to Aar. I to bele Aar har Spontani Ret til at træklce orn rned mis, livor lian vil· Jeg er en fangen anl — og lsns ket Abe, der kan gøre Knnsteiu Jal jeg hat solgt häm min sjcl og knin Erd-ed- Jeg klar korslcrevet rnig til — til Demonen Dog nej i« —- vedblev ban og opløktede euer sit Hoved stolt —- »en Hand-an slave blev jeg dog Ue. Jeg Lande blive kri — jeg Runde last-be mig ira vor Iontrakt —- rnen jeg vil iltktr. Min Trældom er kri villi8. Elendes Øjne drager tnig med eig, Fmistinae Øjnel Det gar nn rnig sorn vor garnle Professor. — Lad heade vkre den, lnin er! Kokette eller livad der et vers-et lad hende pine kais til Djde rned sit Lnnel —- led lieude vers sales os noli-. som bendes Moder! — lsd hende vors Unnddeden es kontllelsen esle U M Dyd es Erde-hat Mo klyklsril — for mi khnmUsst-mWU-st—encasel kr- Uirnlsn eller Akkorden —- llse Issetk jeg Ins- — ios vil kjlke her-del —- Godnstz " susswsusithposmsdendstllsrsstil St W. end-ce, Som sidst, med »Furvre" under en Regn ak Blomster og Kranse Ferdinand havde medbragt en nydebig Laurbærilcrans til Anton, med en indklettet Guldring og en Bonket til Fioribella, hvori der glim rede en kostbar Diamant. Hart vidste paa en net og sirlig Maade at kaste dem op i Hænderne paa dem begge. Magnus havde den hele Dag hakt travlt med en større Overraslcelse. Paa hans Yinlc kom der to stævke Lastdragere slæbende mod et Uhyre af en Kranz. Den bestod af de mest spraglede og pralende Blomster, der var flettede orn det forgyldte Baand til et Oksehoved. Dette Monstrum af en Kranz hivede de stærke Karls op paa Teatret af al Magr, medens Magnus selv klap pede med et Par store Træbriklcer. Kransen havde nær lgjort en Ulyltke og rammet den skønne Fiori:bella; men Anton og spontani, som tilligerned hende var -fremlca1dt og just slmilde gøre deres sidste Kompli ment for det begejstreide Publikum, greb heldig Kranses uhyrett, hver ved sin Side. Begejstringen var et Øje blilc Ved vdenne kolossale Belcransning gaaet over til almindelig Latter; men Spontani og Anton stillede Stralcs Kransen op, som et slags Æreport, ilclce for dem selv, men for den Kunstens Fedronning, de ledsa gede. De drog Fioribella hen under den og stod som ærbødige skjoldholdere ved et Vaabenskjold, medens shun stod med Taaspidsen paa Kransens nederste Del og saaledes med de andre dannede en smnik Gruppe. Hun n«ilckede og hilsede nydeligt gennem den store yppige Krans — og Tæppet faldst, under et buldren sde Bifald. Det var Midnat Ved Udgangen af Teatret mod tog Magnus og Ferdinand lcun en flygtig Taksigelse for de behagelige 0verraslcelser. sundby tkylcte Anton tavs i Haanden, og de skyndte sig hver til sit. Da sundby og Greverne den følgende Morgen paa det aftalte Klokkeslet stod paa skibsbroen vecl Neapels Havn for at sige Farvel til Anton og spontanQ var der, som sædvanlig, en stor Menneslcemylsdren; men lde kunde ingen Steds faa Øje paa dem, de søgte l det samrne hørte de nogle raa, vilde stemmer larrne og slcrige bag ved dem. ,,stop dem! stop dem!" — raabte en barsk Mandsstemrne — ,,stop de satans Vir tuoser! de har myrdet haml de bar myrdet den stalk lcels Fra Diavolol -—— efter dem! stands dem! bal! Mor derne ind!" ssundby, som forstod, hvad der blev raabt, saa sitz korfærdet tilbage og kendte deres Førere fra Vesuv, som med vilde, heftige Gebærder pegede ud mod Havnen og overdøvede liverandre med deræ slcrig. ,,En Baad! en sejlbaad ad! —- af sted efter det Morderpakl sendrægtige Æslerl" —- raabte den, der skreg bøjest — ,,bører l ilckeP Vi bar fundet Liget — -hele Hovedet var brændt —- men Kappe-n og Kroppen har vi kendt — begge Virtuoserne bar gjort det — de fremmede sangere bar stødt ham nd — de stod sidst med harn ved Lavastrømmen Eiter deml stop dem, de lk ........ Morderel" »se! min Kransk min store Kransl" — raabte nu Magnus og pegede langt nd i Havnen —- ,,det er dem, der sejlerl Vi er kommen for silde — det er din Nrle Ferdinand l« »Nej l« — raabte Ferdinand og saa pas- sit Ur — ,,-saa er de bestemt rejst over ti Minuter for tidlig." Der fløj et skib ud af Havnen for fulde sejl, og paa Bagstavnen var en uliyre stor Krans ophængt sundby blev let om Hjertet. Han san Anton paa skibet svinge sin Hat ,,08 se!" — raabte Ferdinand — »Fioribella vis ter til os med sit slør gennern Kransenl" Fevdjnand og Magnus svingede nu med dere Hatte at· alle Kræfter. stinde gjorde ogsaa et Sving med sin, men skyndte sig at faa de unge Grever bott Ifra Havnen. Der klyngede sig nu en stor Mengde Men neslcer sarnmen om Førerne kra Vesuv, for at høre Ny heden om den myrdede Fra Diavolo, hvis formentlige Modere man paapegede paa det amerilcanske skib. En sejlbaad satte ud ekter dem under Larm og skrig, men uden sandsynlighed for at kunne indhente skibet (IW) sYTTlst DE KAPlTEL Paa Undsætningstoget til Camaldolensernes Kloster · var det gamle venlige Foihold mellern Anton Knudsen og de nnge Grever Høg aldeles kommet till)age. Mag nus og Ferdinand liavde iskke vidst, hvor kærlige de vilde vise sig imod nam, og deres fælles Omäu for Sundby forenede dem inderligere. Der var intet spor till)age i den unge Kunstners sind ak den krienlcede Ist-leise livormed han om Fonniddagen havde korladt dem. stinde liavde ogsaa vist liam megen Kærlighed Der var desuagtet et stille Tungsinsd udbredt over An tons Ansigt, som lian forgæves søgte ät slcjule.- Hatt liavde lovet at bringe dem alle tre tilhage med sig til Spontanis, hvor Floribella hat-de foranstaltet en lille Fest. Alt var indrettet paa det nydeligste i Hotellet. De fire Gezeter lile modtaget af Fioribella og hendes Bro cler nted en l)uet, sorn de artige søslcende ndførte i Kostume Den var valgt af en Opera. De krerntraadte som Oberon og Titania og tvistedes om, hvem der af fire lierømmelige Helte, som lionimer tilbage fra en Stor Scjr, fortrinsvis skal hædres sotn den største, og prydes med den Kraus, Alfedronningen liar bundet. Hun og Oberon kappes i Berømmelser over del-es lind linger. Oberon priser fornernmelig to ridderlige Gre ver af fyrstelig Bryd, der er ligesaa udmærlcede ved de res «l«apperbed, sont ved deres Vid og skarpsindighedz af disse foretrasklcer han dog den, der har det største Hoved og den draheligste skilclcelse tilligemed det aller fortræffeligste Iljerte Der spillede et fint, listigt Smil om spontanis smalle Lieben idet han, under de lcunstige Rullacler, nu greb Kransen kra sin søsters Haand og svingedc den over Hovedet paa Grev Magnus. stam lierren nilclcede godrnodig og rakte sit store Hoved frem. Men Fioribella snappede Kransen fra sin Broder med et slcallcagtigt Nik og nærtnede sig til sundby og An ton; hun priSte sine Yndlings-Riddere, som »Lærdorn mens og Kunstens ypperste Heroer", livorpaa hun slcilte den dobbelte Kranz ad. saa den blev til tvende, og be ltransede dein begge, med den yndigste Alfedronning Hilsen. Hun ralcte derpaa de ungc Grcver en lille »des lig Bouket liver. Den, nun gav Magnus, plyndrede hun fra Haarprydelsen under sit flagrende Titaniaslotz Den, hnn ralcte Ferdinand, havde hun baaret ved sit Bryst. Hun ledsagede alle Gaverne med slcælmslte og udtrylcs fnlde Blilc, der ilclte korfejlede deres lndtrylc paa de liædrale Gæster —- og spontani klappede. Aftenen gilt hen under den Iivligste og mest af velcslende Underlioldning. Flammebjergets lcristnede Gnddomsnelctar —- som spontani kaldte den —- og de yppige Syilfrugter liavde Oplivet dem alle. Anton hav de ogsaa glacdet dem med sin Sang; men det vemodige Udtrylc i ltans Ansigt var ilclte forsvnndet, og underti den havde stinde bernærlcet en hemmelisg Bitterhed i shans Miner, naar lian besang Kærligliedens og Kunst nerlivcts Lyksalighed Han lo og spøgte dog ogsaa. men der var noget deri, der erindrede om den gamle Profes· sor, naar han var i sit tnngsindigste Lune Da endelig sundby og de unge Grever temtnelig eilde forlod deree artige Viert og den indtngende Vert inde, som Alfedronningens Kostutne syntes at have for vandlet til en virltelig Fe, folgte Anton dem til deres Hotel i st. Luciagaden. Han gilt helt op ad Trappen med dem« »Jeg bliver her i Nat l« — sagde lian og bad Opvarteren skakfe harn et sovevækeler. —- ,,Gaar du Mc stralts til Ro, saa bliver jeg nu lidt bog digl" — Isgde han til Zimde Han sagde Godnat til Greverne og gilt med den ældre Ven ind paa hans Vasrelse. »Det er sidste Gang for lang Tid —- maaslre Fid ste Gang pea denne Lyklcekugle — jeg bar en fortrolig Time kned dig!" —- sagde lian og kastede sig paa en Stol. da Opvarteren liavde sat Lysene pas Bordet og korladt Verelser. —- »l Morgen spiller jeg min sidste Narrerolle her. Jeg gaar da kormodentlig beklappet og bekranset i seng. for næste Morgen at korlade denne Overltulturens raadne Halvkngle skal jeg blive til et sandt naturligt Mennskq maa jeg til Fribedens Land, las-or enliver kun gælder for, hvad den er — hvor en stor, krislc Natur endnu lever" — »Er det da de vildc, du des-get i dere- Ursltove!" —- spttrgte Zimde — »De er nn vel snart alle udry(l dede et de edle seit-betten der bar tilranet sig dere Verdensdei. see vidt jeg header de Ineriltanske Til stende. vil du not der finde ttor Dygtighed i Erhverv og megen politisk Udvikling alle Vegne. men ncppe noget hsjete undeligt Liv og mer sent for Kumt. end i den Kultur-no og Historie-n- gstnle Von-, du nu i du Fort-owed lade Its-at I« Anton tm- og ststtsde Hut-den knod ein Kind sundbyuttetisvsdhmsldgthmstmähsw sende Hmdogvsdbls:»xm.ksrele1qer glsdmä,stdsmckmdosvllstotmllst0nlat nig. ksk du sorlulsr oc. Du- s- nagst sur l syste ldis· DantUerIIIIIhUst Demut-je menwutxuabseässsatmtsecth Jomitsdnosstbdslrsssqumldicksmä —os]qusIb-ldslshrsk"--llsa ««heUtMstch-MMWUM »NIP-MMOIIMCIM Homer De g a o. a von-e Blaue? »Danskeren«. Wod, usw t- s— speiset-« hierin-ist« III laut. Dei enti lauile Rybehsblad. der W to cause oII III-. -. ,,Dansk luthersk Kirkeblad«. Disirielt ctqqu for ten fort-ehe dunst- O. lutlr. Kirke i sinnst-, udkommet agent liq es kostet tun IUU os- Iarst « -.-— »He Unges Blad i Amerika« III-Its for might-many III-kommst II Ins II W as III-r soc o- III-. — z,B-rnebladet.« IIWUDW.C— — II W, — MIMIIU Elsas-WIT— DANISU Lusts. Dust-. »du-s. o s s Midas-. · O O