X
.1,«
oIandleliörnene
As B. s. lngemann
NYTle-ROMAN 1 FIRE DELB.
(Foktsat.)
»Min Gndl ltvad var det? — spukgte Anton kor
stktdet —- »var her ilclce to ?" —
,,1com!" —- sagde spotani — »nu er ckt Tid at
stige nedl —- »Datnerne venter!"
.,Men hvem var her? og hvor blev han af?" —
»fm Die-wie var bei-! — han vilde styrtet Dem i
Helvedstrømmen. —- Nu fortærer den ham selvl —
Komi«
»Fo;fterdeligt!" udhrød Anton og kølte sig som
lammet ak Rædsel — ,.lcan han iklce reddes?«
..l Skæksilden maaslces men her er han nu Kul
og Aslce. —- lcomi lad ingen mkerlce noget! han ligger
paa sin Gerningi han brød Akkorden; hvetn jeg beskyt—
ter, tnaatte han iklce rote-. Kom!" — Spontani greb
den korstenede Anton ved Haanden og forte ham hastig
tilbage til Selslscabet. Ser var ban nu livlig og munter.
Han saa sin søster ved Grev Ferdinands Arm med
spøg og Latter glide ned gennem Asken. stinde holdt
Magnus under Armen. og spontani fo’r dem forbi med
Anton. Aslcen fløj dem om ,0tene; ved hvert skridt
kom de hele Favne frern og sank saa dybt. at de ilcice
kunde falde. Føkst ved Eremittens Hytte standsede det
taslte Lob. Nu blussede Falclerne Æslerne besteges at
ter, og snart red hele selskabet i malerislce Grupper ned
Fjeldstien, der snoede sig som en Aa mellem Klipper
og Krat. Bag ved dem steg Flammesøjlen fra Vesnv
og kastede sit Censlcin hen over Bugten. I slcyerne sej
lede Maanen l)leg hen over Rejsetoget, og det Hele
bavde en dtømmende, romantislc Tone, der hos Anton
blandede sig med Gru og lidenslcabeljg Smerte. Han
ted dog stille ved Fiokibellas Sitle og lod liende ufor
styrret le og spøge med Grev Ferdinand Sundby og
spontani ted noget bag efter dem. og Magnus tnmlede
sit Æsel forbi dem. Enhver hat-de sin Forer med; kun
Magnus havde ingen.
.,Hvot blev din Feier ai?" — kaabte sundby til
Gtev Magnus. idet han ked korni.
..P ............ hat nol( taget liam.’« —- svarede Stam
ltenen og lo —- .,men jeg bebt-ver ham iklcei — Dyret
kandt jeg — det er et godt skincl!"
Sundby betroede nu Spontani (paa Fransk, for ilcice
at sorgt-us af Førerneat .den Mist-mich Ferdinand hav
de haft til hin Poren der nu Hat-nahs
Spontani nikkede ..De kan vkkre uden Frygt ihr
nam. Signor .lle»l»e.'" — mumlede han. — ..Jeg staat
Dem inde for, han komme-r ikke tilbage km Vesuvl
—- at sige i Akten eller ad denne Vej" -—— tilføjede han
lustig — »den er gaaet en andeni"
stinde saa forundret paa Virtuosen. Der var et
smil i den ltøje ltalieners gulblege Ansigt, der i dette
Øjeblilc fokeltotn liatn ret uhyggeligt. »Trot- De ogsaa.
det var Banditten fra Venedigs-W —- spurgte han.
»Ja vel! Fm Dienst-le var det!" —- svarede han —
»ellek tettete sagt —- ltan liverlcen var det ellet et det.
for Gengangeke tkok jeg ikke er ti1." — Han ptildtede
mt sit Æsel med sin Dolk, saa det galoppekede sand
by saa hatn sorgt igen i Portici. hvor hvett enlcelt sel
skab nu steg i sin Vogn.
Anton sad atter ved Fiorihellas side. med Spontani
lige over tot sig. Hans Øjne tnødte Italienetens, og
lian gjotde Mine til at tale; men spontani blinkede
og betone hastig sine smalle Lieber med en Finger. An
ton tav. Detes lette Phaeton rnllede alle de andres kotbi.
Fiokibella sang i Vognen. Brodeken sang med; men An
ton tav. Fioribella besvarede med det yndigste Nik de
Herrers Hilsen, nun koste kotbi, og viktede med sit
ltvide Sløt i Maanelvset.
..Hvok nun dog et- nydelig!" —- udbrød Ferdinand
og gentog sin Hilsen — ..men hvad fejiede Anton i
Akten?"
..Du bar gjort hatn dringng — evsrede Magnus.
— »Det var ogsaa korskkæklceligt. m du lcokettekede
med lan- Donnai"
sande sad stille hele Vejen tilbage til Neapel!
Hm tienkte meget paa Anton og den kottctende Liden
sieb, han ttoede at have set i hans Aasyn og ntolige
Vlih Hatt tænkte dog nxesten endnu mer paa spontanis
underlige smil og hans Okd orn hin Æseldriver, der
Ehe ltotn tilbage kta Vesuv.
sEXTENDE KAPlTEL
Lige over for den aabne Alten i st. Luciagadens
Imnkke AoteL med Udsigt til Bugten og det dampende
Vesuv, sad stinde ved sit skrivebord Morgenen efter
hin mierlcelige Udflugt .til Flasnmebjerget. Han hav
de det nye Udlkast kot- Sig til Omarhejdeisen ak sit bot-t
ranede slttift, som ltzm nu vildc kalde »statsnødvendig·
lied og Folkekkihed, eller Tile og Vetdensaandernes
Fotltold til Gudsaanden". 0venpaa dette Udkast laa
Grecinde catnillas Iille Haandsltrikt, sotn lisn sidst
syno- ot list-e lzt i. Han sad med Haanden under Kin
den i dybc Te et og saa ud over Bugten· Det var tid
ligt, og det luktede frislt fra Havet i den dejlige som
mennokgen. Den unge Ckevet var entan ilclce kommen
pas Beneve. Med dem bavde han aftalt et Besøg op
sd Formlddagen til Anton og Spontaniq «
Date-n blev nn pludsellg teven op, og Anton styttede
ind til lum, med biegt, koretynet Auyn og i den
lidenskabeligste Um. Han vat- skodeldet pealiltedt.
Ren bsvde en Motgektaklte pas, sont Motibella nylig
Inder en Musikpniw psa ban- Vskelse, i et ovetglvent
Lune, tet hsvde dekoreket eftec ein smag bsade med
Iso- og Tal-te Orden-bund san kaldt sande om
Halten used den voldsomste HektigM »Hile migi
s- M miss« —- udbtjd bin s- ,,bvsd skal jeg gjtek
—- spcvtsni list mytdet et Mem-site km min säyld
MUWbmldmglmäUva"
»Ist-Athen —- hem de, kaldte km schwqu —
M W cs Ujm its «- vtu Os- kskm AU
m--Jskwaese—thWQ-czchk—«
var Nødvsrge s-—. det ver til dit og vort Forsvar —
Banditten strebte dig og Magnus efter Livet" -—
»Ja ve1!" —- sagde Anton og drog Vejret noget
lettere —- »han vilde styrtet mig ned i Lavastrømrnen
— men spontani to’k til og brødes med ham — jeg saa
deres Dollte blinke, og — Morderen var forsvunden -—.
udslettet at« Verden —- fortæret i et eneste Øjeblilc —
det var dog korfierdeligu Jeg hat ilcke lulclcet et Øje
den hele Nat." »
..Jeg hat-de gjort det samme i spontanis sted« —
sagde stinde nu rolig — »og du er jo aldeles uslcyldig
deri. Der var noget forfærdeligt i den Handlingz men
den var retherdig og nødvendig. Vi skylder liam alle
)"l’alc for hans Mod og Raslcliedl Kun den Maade, Mor
«paa han tager det —- lcun smilet i hans Ansigt og hans
lystige Sang paa Hjemvejen var mig fatal. Dog, vi
Yvil ilcke mislcende Ham, Anton! —- Hvor slige For
brydelser, som her ,er hyppige, har et Menneskeliv ilclce
»stor Betydning; men er han ilclce urolig for muligt
Ansvar?"
..Det ladet det ilclce til« — Svarede Anton —- ,,dog,
Ihan paaslcynder nu vor Rejse. —- Til i Morgen hat- vi
1an1neldt Koncert —- og Overmorgen sejler vi« —
l ..Hvorhen?"
.,«"kil Amerika. Det er vor Plan og Aftale. Flere
»end tre Koncerter giver vi nu ingensteds. Ny slcal man
lwere og korud hemmt, lusor man vil træde frem med
»stor Virlcning. Virtuosens Liv og Lylclce er en Rælclce
af straalende stjerneslcnd, snart paa den ene, snart paa
’den anden Halvkuglesllimmeh siger han, og lian her
vel Ret« —
..sig mig oprigtig, lcære Anton!" — spurgte Sand
by og greb hans Haand —- ,,føler du dig lylckelig ved
disse TriumferP Kan det slags Kranze, du saaledes
vinder i Hundredvis, virlcelig tilkredsstille dig, som
Kunstner?"
,,Xej!" —- svareile Anton med et Blilc, hvori en
høj og Edel Stolthed glimtede. —- »Det er Gøglespil —
det ved jeg —- det er Modesmag og akkelcteret Besei
;string. der løfter os til Himlen og overdynger os med
«Kranse den ene Dag, for at glemrne —- eller maaslce
spotte os til Himlen og overdynger os mdd Kranze den
ene Dag. for at glemme —- eller maaslce spotte os den
nieste. hvis vi gav dem Tid til at komme nd af Rusen,
ved at gøre vore Kunster og Personer dagligdags. Nej l«
—- vedblev han —- »slcuffes vil de, og slcuffes maa de —
og vi med dem, Inn længe det kan varel —- men ander
ledes er det ilclte at være en berømt Virtuos« —
..Og dog kan det Liv tængsle og henrive djg?« —
sagde sundby med et slcarpt Blilc — »og se! du bærer
jo endog dine llæderstegn paa din Morgenlcjole — du
lader dig kalde Professor, Kammerrnusilcus og Ridder
—- jeg vil ilclce engang niman hmras" ——
Antuns Øjne faldt ned paa hang- Kitapliulstrydel
Her ng hin Kinder Masse-le al« slcmi og Hur-ne. »Ja
;»Jeg har været en Nar — jeg er kltst liath end-iu. -—
Se! der ligger Ridcleren bande nf det ene og Jet. endet
og ingenting!" — lian kastede de nfslcaarne ils-und
tiligemed salcsen nen pas Bot-den —- «TI rigtige var
»der for regten imellem, og de talctes mig af tin-ste
iluiender; men jeg filc den, saavel sorn de tomme, em
bedsløse Titler, ved spontanis charlatanerier og Kunst
greb. Fioribella bar overtalt mig til at stilclce Narren i
mig frem. Jeg bar aldrig set mig med den stads, uden
at bin-ges Det er sidete Gang, du Skal se mig som den
skinnende Paafugll det er sidste Gang, jeg slcal rødme
over mig seh-, naar jeg slaat mine Øjne ned paa mit
frie Bryst!"
« ..Men er dit Bryst nu da lettetP — er dit Hjerte
nu liefrietP min let-ere, kære Anton! er din sjæl nu
tri fra etlwert Baand, der hemmer dens Flugt mod
sandhedens og den evige slcønlieds Rige ?"
« »Al( nej. nejl" — udbrød Anton med et merkt
Blile«og rystede pas Hovedet. — »Jeg ved det —
Løgnens og Forfængelighedens Flitterstads bar jeg
Mod til at bortlcaste, mener du, men Hovmodets Djæs
vel sidder dybt i mit Bryst og udler mig. Ja vell Narren
imig lcan jeg ser ndle, naar jeg, som Ar. Blinde-, pynter
mig ud og lntlclter underdanig for de Dulclcer, jeg her
ludmajet mig for —- men — kald det længe nolt Hei-—
lmod! — det skal blive anderledesl Du ser mig aldrig
"igen, Sundbyl jeg vil aldrig se mit Fædreland igen,
Tier jeg er noget virlceligt, og kør du kan agte mis« —
! ,Men livad ander virkeligt vil du da være, end
jin-ad du er —- en heldig udøvende Knnstner — en
rejsende Virtuos, som gør LykkeP — Du vil jo rejse
til Amerika med disse Menneslcer, for at liøste Ære
og Guld? —- og kommer du tilbage, hvad er du Haa?"
»Er Menneslce —- et krit, sehst-endigt Menneslce.
its-aber jeg« —- svarede Anton med et luelct Blilc —
»,,ilclce blot en Virtuos, der bar gjort Lyklte, men en
Kunstner, cler fortjener et Nam, naar ban et ded, og
som ken gøre Kunsten og sit Fædreland Ære."
« sundby see den Edle stolthed i hans Aasyn og
Zlilc —- og trylclcede ham glacl og kaerlig i sine Arme
»Ktkte, brave Anton l« —- sagde lian —- ,.jeg forstaar
»mig ilclce paa den Edle Kunst, du dyrlcer —- jeg agtet
masske iklce den blot udøvende Musilms liøjt nolc; men
lian syneg mig, som en Forelseser eller Deklernetor, kun
let Redskab eller Instrument, hvorigennem en stotte, en
mtegtigere Aand teler —- lien opkinder jo intetz ban
gengiver leun —- dertil bot-er ingen elmbende Fantesn
men kun Færdigliech smag og let bevægelig Følelse —
han deler Skcbne med slcuespilleren—lian et harmlos
hen ekterlader sig intet Mindestnterlce" —
l »Ja dogl" — giber Anton lim; — ,,Ethvert
luon og sey-u tadtkyh kam kxsmkstdsk i su sjsst ex
lustesisuetige mcd des des-Juwe- sjsei og kok m vier
lud-denkst — dog deri lnr da Ret; den Annd er
lstets-e es mgtlsetg vom Virtuosen tun er Organ for
—- og ken jeg blive und-n en Aend, Leu jeg selv en
Gang kremkalde Toner, som inne-he i Anna-ladet
der slumret es drflot i Uenneskeaeturene Bis-teuer
i det Volks sieh les Weit tllberet —- ken Jes der
mä vskke os fis-Etsch den Mel-te Ver-de
elle- en selel Fette-end til nyt Liv es til wiedng
sthtikmenOM-seeujesdetbedm
q«WWZMMMtM-mvll
jeg gerne skjule mig i en Aflirog af Verden, hvor
intet Menneske ser mig eller kender mig før eller efter
min Død« —
Det var det, hvad jeg rilde sige djg, kære, vel
signede Anton!« — udhrød sundby giad — »det var
det, jeg til Dels skrev til dig —- du har da iaaet mit
sidste Brev fra Rom?"
,,Intet Brev har jeg modtaget. Hvad jeg her siger
dis, er min egen sjeels Tanke —- dog jo — dig og vor
garnle Professor taldcer jeg kor, at jeg nu ved, hvad
jeg vi l — Gud velsigne eder beggel"
,,Endnu kun eet, kæreste Anton !" — tog sundby
atter Ordet — ,,lcan og vil du hetro mig, hvorledes dit
Forhold er til denne smulcke, talentrige Fioribella?«
»Zum det var det første Øjeblik, jeg saa hende,
hin herlige Nat paa det adriatislce Hat-« — svarede
Anton, og hans Kinder glødede —- »Det er Fausti
nas Øjne! dog, haaber jeg, ilclce som vor gamle
IProkessor saa dem her i Versden, men som han drømte
sig dem, lutrede og korklarede, i den største og her
ligste Solverden. Dog —- om dets Haab er en afsindig
Drøm —- det vil jeg forst kunne sige djg, hvis vi om
tre Aar mødes i London."
Nu afbrødes deres fortrolige samtale at· de unge
Grever, som allerede i Forværelset havde kendt An
tons stemme. De stormede incl og knngede hans Hæn
der med h jertelig Glas-de De spurgte, hvad han havde
været saa tavs og ,,mnggen" for pas Hjemvejen kra
Vesuv. og Magnns plumpede nd med, at det vist var,
fordj Ferdinancl havde gjort for glubsk Kur til den
smulclu- Fiorihella.
..llvad er det for en taabelig snalc, Dogge!"
sagcle Ferdinand lidt Ergerlig — »Jeg gjorde jo iklce
mer as hen(le, end baade du ser og sundby og alle de
fremmede Herren Hun er jo desuden en sangerinde,
en offentlig Person, som hele Verden har Lov til at
gøre Kur ti1" —
Anton var bleven korlegen og tat-; men nu tindrede
der en opblussende Harme i hans store Øjne. s-—
! Sundhy hemmkede det og greb hurtig 0rdet. Den
;Hyl(ling, der vistes det udmærlcede Talent, havde vel
lenhver Ret til at deltage i —- paastod han i noget til
lrettevisende Tone — men den var strengt at adskille
tra, hvad man kaldte Kunnageri. Ferdinand saa hans
alvorlige Blilc og tav. sundby fortalte derpaa, med en
lpludselig ()vergang, de nnge Grever, at Anton og
spontanis rejste til Amerika om et Par Dage; men de
kunde vente at mødes med den fælles Ven, naar de
paa deres Hjemrejse kom til London.
; »Hüte for?" —- udbrød Megnus — »der kommer
»vi jo iklce, før vi har set alle de andre tossede Lande i
!Europa og har lært Fransk og Dannelse og alt det
Juks i Paris,. lnden den Tid maa du da være bleven
en rigtig Konge, Anton Knudsenl saa du kan spænde
anderledes Karle for din Vogn, end dem, der tralk dig
korleden Aftenz for det var da noget lurvet Pak —
det saa jeg no -" —
,,Tal ildce om det dumme 0ptog, Grev Magnus!"
—- svarede Anton — ,,det var et af Spontanis charla
tanerier — det var Folk, han havde smidt Penge ud
til, da vi kørte til Teatret. saadanne Optøjer har jeg
frabedet mig for Fremtiden."
.,,Men Kransene, du filt, havde han dog ilcke be
taltl" —- sagde Ferdinand —- ,,og dem kunde jeg nolc
have misundt dig, naar jeg var vis paa, de kom fra"—
. ,,Froltener og Komtesserl" —- afbrød sundby ham
’—- »Ehe sandtl"
,,Aaa! skal jeg nu høre det igen ?"
,,Eller kra rene, uskyldige Gartnerpigerl" — ved·
iblev sundby nbarmhjertig·
,,Nej l« — raabte Ferdinand —- ,,jeg giver alle de
Kranse F ..... , som jeg ilclce Ser har kortjent —
men clet slculde iklce viere med Sang og Musik« —- —
»Men med Bestormelser ak Borge" — sagde
Magnns.
»Ja! ak trettenhundredaarige Kæmpers Berge !"—
svarede Ferdinand og lo. —- ,,Men dine 0rdener, An
tonl dem skal du vise os! Magnus vil endelig se den ak
Dromedaren og den store Bjørnl —- Jeg vil helst se
den ak Dyden og nobel Bedrikt" —
Anton var atter bleven blussende rød ; men han
kattede sig sieblilcelig , ,Derorn kan Sundby nu kor
ptælle den rene sandhed, mine gode Venner!" — sagde
lhan rolig, men med et smerteligt, dog stolt Blilc
«-— ,,og saa vil jeg bede, spøgen dermed maa blive op
sat,! til vi ses igen om nogle Aarl Jeg har været en
Cælt og lapset mig lidt -— det er hele Historien —
og det kan maaslce hændes andre. Nu maa jeg bott! Jeg
skal prove et Nummer til Koncerten i Morgen« —
I Anton tog hastig Afslced, og hvor meget han an
Istrengte sig for at skjule det, kunde de dog alle se, at
lagenket stolthed, dæmpet Hat-me og Kval stod præget
ki hans sinnltlce men lidenskabeligt bevægecle Ansigt.
I »Det var synd ak dig, Ferdinandl" —- sagde Mag
nus —- »at du vilde drille ham med den Dromedar og
den store Bjørnl Du vidste jo, det var kun Løgn og«
Vind af den italienske Kvinkelerer" —
»Men du troede jo selv i Gaar, det var sandtl"
F-— sagde Ferdinand — »og vi saa ham jo selv med al
iden stsds" —
F sundby korlclarede dem nu, hvad der i deres spøg
kmaatte have krienlcet Anton ; han nævnede dem hans
’virlcelige Udmærltelser og udbrød i en Lovtale over
sham, aom de iklce Runde for-staa, knen Hiertens gerne
»undte hem. De vilde here hsns Koncert nieste Deg og
even-sahe hm med en kostbar Erindring, naar han
Kreis-te
, sattde korvarede nu eine kaput-n for et gen ud,
Zog bemerkede derved sent en Billet, com laa pas las-ne
Isord Han qabnede den og legte pas ltslienstez
)
)
»Er: Ven i Amden, com her mishendt D-,
Insber endnu en Gang et se Dem og sige Dem Tot
kor, hvad det tiläomensde Italiens Aand hat talt
til ham get-nein Dere- seerlsbetz i den store
Dominiks Nem. pas vor udødelige Theodorlkls
sorg, medens jeg les kortvivlet es bed i mir-e egne
es mit senderrevne Felt- Lsnker. Jes venter Dem
« intu- (o-«aq) vski im uni- pu Tom-su
ved camaldoli. Tror De mig iiciice —- saa kom be
væbnet Jeg lcommer ubevæbnet og enei Jeg ital;
der mig endnu Lndovico speranza."
Sundby saa paa Underslcriften med et gis-d os
roligt Bliic. Han meddeite sine nysgerrige unge Venner
Billettens lndhold og sin Beslutning at følge lndbydels
sen, livorpaa lian gilt ud·med dem for senere, ekter en
nys ankommen indstændig Opfordring, at tilbrinse
Middagen, og hvad de af den Dag og Akten hat-sie til
overs, hos spontanis.
Noget før Ave Maria, inden soien endnu var
gaaet ned, gik stinde alene gennem den smuklce Løvs
træskov ved camaldolensernes Municelcloster. Han kerni
te den lierlige, skovbegroede Fjeldvej. Han var okte
kommen forbi Kloster-et paa de hyppige Lysttum men
havde endnu iiclce set den berømte Udsigt paa Kloster
terassen. Det var første Gang i lang Tid, han havde
været ene i det frie. Han havde forladt de ungsx Gre
ver hos Anton og spontanis, livor cle, mod Sæiivang
vilde hie-re Musik den hele Akten·
Sundby indaandede nu med fuldt Bryst Frilieiien og
lknsomliedens vederlcvægende Luft i stille selslcab med
sine kæreste Tanker. Et Par hundrede skridt bag ved
liam gil; der tre mandlige skikeiser i gule Nankink
Regnkapper, uagtet det slet ikke truede med Reg:1, og
med livide, bredskyggede Straahatte ned over Øjnene
stinde vendte sig et Par Gange for at betragte Ud
sigten. Hver Gang det skete, vendte ogsaa de gule
Kappemænd sig. Han betragtede det sorn noget aldeles
tiliældigt og gilc rolig videre. Da han naaede Klosteret,
sandt lian den store Terrasscplads udenfor det alieles
øcle. Han hørte Munkenes Ave Maria-sang kra Kloste
ret, og det stemte ham liøjtideligt· Han vidste. iisse
Niunlce lmrte til den strenge ·1’rappist-0rden, og som
stumme Genfærd maatte gaa til den Grav, sorn zieres
Liglcistesenge hver Nat mindede dem om, uden at
turde udgyde det dæmmede Livsvæld i deres Sind og
sjæl for nogct Menneske Han troede nu at se en ak
disse stumme Eneboere i en munkekiædt skilckelse, der
med liætten over det nedbøjede Hoved dvælede et
Øjeblilc ved enstenbænlc, for at se ud overHavet og den
herlige Egm men stralcs gilt tilbage og korsvand: i en
mørli Buegang ved Klosteret.
Sundby var standset i Slcyggen af en sten-Eg. Han
gilt nu lien til stenbænken og saa ligeledes til-over
Hat-et Han gilt som fastnaglet af Henrykkelse over
(lct mageløsc Panorama, her laa udstralct for nam
Solen gilt just ned og kastede sin Glorie-Glanz over
Land og Hat-. Her saa han i den prægtigste Belysning
hele den mærlcelige Egn og alle de verdensberømte
steder, han i de sidste to Maaneder havde tumlet om
imcllein Han saa ben, livor han havde sejlet forbi
Nicicla og Nicidetta til det bjergliøje, fjeldomlcranse
de lschia. Han saa st. Nikolos Fjeldpynt, livor nan
havcie staaet, og livorfra han over den stejle Fjeldvægs
Trapper var stegen ned til de kogende Kilder i Bloms
sterparaciiset over den udbrændte Vulcan. Han saa over
til Bauli, til den elysæiske Mark og det døde Hav —
til det yppige Bajæ og det romantisk gaadefulde cum-.
Her havde han set sibyllas Grotte og gennemvandret de
gamles raedselsfulde Tatarus-Vej. Han havde staaet
vedAclieronsBred mellem de brusendeVande i den bæigs
mørlce Afgrund og følt sDødens Rædsier gennemrisle
hans inderste, for siden dobbelt at iryde sig ved Lyset
og Livet og den paradisiske Jord. Han havde under
tjden i tungsindige Øjeblilclce ønsket sig hensat i et
Klosterlivs Ensomlied og Stilhed, kun med Evigheden
ogGuds storeNatur forØjesom detsted,han nu stod paa;
men synet af hin stumme camaldolenser havde givet
ham et lndblilt i Tomhecien og den øde selvfortærelse
i et saadant Liv. ,,Nejl" -—— sagde han nu ved sig selv
og gav Tanlcen Lyd, ligesom af Gru for hin evige
Tavsheci —- ,,det var en mørlc, en uhyggelig Drømk —
Livet vil Virksomlied —- Tanlcevelcslen — frejdig Kamp
for de store, evige Guddomstanker. —- Eremitter er vi
dog alle i vore dybeste, vore bemmeligste Tanicers En
sornhed —- Klosterbrødre kan vi være midt i Menneslces
vrimlen — uden Klostermnre. —- Aki Camilla!" —- ud
brød han med ensmerte, lian maatte give Luft —- ..saa
ledes sidder du nn med Ryggen til Verden ved hin
slotsborg-Ruin —- du set tiibage paa et forkejlet Liv
uden Maal — og ftern paa en Evighed uden Icærligs
lied — dog nej, neji -—- den store Kierliglied —- den,
der overgaar al Forstand —- cien bar du dog i Grun
den levet i —- den bar du med dig i din Ensomhed" —
Han blev nu afbrudt i sine vemodige Tanker ved
Lyden af Fodtrin i sandet bag ved ham. Han veniite
sig om og saa den samme camaldolenser. som lian kør
havde set, nasrme sig nam. Municen slog Hætten fra
Hovedet, og sundby kendte i den stærke Aftenrødet
Lys det i)lege, sygelige Yngiingsansigt med det kni
sorte Haar og de iidenskabelige fiammende Øjne, som
han første Gang havde set i sit Fængsel i Venedig.
,,speranza!" — udbrød han — »signor Ludovico! Jeg
liar været præci.s. Jeg saa Dem før. da man sang Avei
men lcendte Dem iidce i denne Dragt."
,,Jeg bærer den icon som Novisio" —- svarede lu
lieneren merk, med et bistert Ucitrylc i sin smulckq
klangkulde stemme. — ,,Jeg har endnu ildce krasvoret
mig Menneskerøsten Jeg vii endnn tre Gange se vor
sornmersol gaa op og ned over dette døde, aandløse
Paradie, inden jeg opgiver Haabet om Liv og Ftihed i
dette Land —- inden jeg siger Farvel til Aanden os
forsværger at tale et Ord mer til noset Mem-ente. Tsk
for-di De komi« — vedblev lian i same Mitidelise
og taleragtige Tone, idet ban rakte stinde sin unsre
kine Hund. — »Jeg vilde gerne endnn en Gang se
den Mand, der tror pas de dødes Tilbagelcowst —- ds
kunde begeistres ved en komnsket Rotte-ans vtn vor
Heltsetid og bebude Heiteaandens og Frihedeus Cen
opvskltelse i mit ulykitelige Fodreland Vi er ene bei-.
—- vedblev han og m ais mn — ,,Vetdens W
lurer dog ikke ved den tavse Djdi Port-XX Um sym
ikke at bemerke-, limä smde heller ikke su, u O
tre snle Rappen-M der M sit-ist sundby i su.
mdhvdewsisTWoxwdmckW
de Opmærksqrnbed i shssm If et Pis- IMI M.
; . » CMYZ
I-»... « vis. km 0.» i i-: .. . -
d « X