CLandsliyliörnene
At· B. s. Ingemann
NYTle-ROMAN 1 FIRE DELB.
(Fortsat.)
En Akten sidst i Juli lcorn de temrnelig sildigt til
bage til Neapel eher klere Dages Udflugt — og saa
til Pesturn. som var det eneste Sted, hvor begge de unge
Herrer hat-de kedet Zig, medens sundhy havde benndret
de store, mnsrkelige Bygnjngsminder fra 01dtiden.
..Det var stygt!" —- sagcle Magnus —— »der var øde
og hart. Jyllands Ileder syncss mig meget kønnere
Hvad rart er der ved nogle gamle Murstenspiller paa
en øde, sveden Mark? Det kan jeg ilclte begrihe, hv0r
dan nogen kan blive saa andaegtig over. Hat det været
srnukke Afgudshuse en Gang, saa kan det have vieret
meget rart for det Hedningepalc, der den Gang har
let-et; men vi er jo kristne Follt. Vi maatte sagtens
kunne hygge nogle nye og meget smulclcere Kirlcer for
den rigtige vor Herre, og hvor man i det rnindste hat-de
Tag over Hovedet!"
Ferdinand niltlcede bifaldende; men sundhy tat-.
Han havde opgivet at ville rneddele dem sin egen Be
gejstring for Hedenoldets Storhed
Da de nu, paa Vejen til deres Hotel i Neapel, kom
sorbi st. Carlo-’l’heatret. saa de den store Bygmng
oplyst.
»Jeg er ked af at kede mig i Dagl« — raabte Fer
dinand og sprang ak Vognen. — »Noget Morsornt maa
her dog vel viere, siden her er saa lyst og holder saa
mange Vogne."
snndby lod holde og steg ud. Han overtalte ogsaa
Magnus til at gøre Ferdinand selsltah. Uden at se
pna Plakaten, tog de Billetter til en Loge. Da de traadte
ind, hdrte de hele Huset genlyde af Bravoraah og he
ditvende Bikaldslarrn.
.«.Her er altsaa noget, der got Furore!" — sagde
sundhy — .,det traf jo heldigt!"
De stod nu pludeelig alle tre, slagne af Forhavs
selse. jdet de saa en ung Herre. i en glinsende sort
chole, med en Mængde Baand i Knaphullet og en
Fløjte i Haanden. stack alene pna skuepladsen og bøje
sig dybt for det larmende Publikum, der havde frem
kaldt harn og skreg: »Da m».'«
..Anton Knudsenl" — hvislcede Ferdinand
Ja, min sjæl!" — udbrød Stamherren temmelig
hsjt — »og se! decoreretl —- saa er han dog alligevel
Ridder as Dromedaren og den store Bjørn!"
»Og se!" —- tilføjede Perdinand —- »han har ju
ogsaa det røde Baand med det hvide Kurs fra Anden
Aprjl-slaget !"
»Na ja!" — hvislcede Sundby — »der er Baandet
til hans Medaille for redel Daad — den silc han en
Gang for det Menneslce. han reddede —- den har han
Ret til at berel — men tj Stille» og lad os hørek nu
begynder han. Det er jo glædeligt, at vor kære Anton
gsr Lykke!"
De hsrte nu Anton foredrage det sirnple Terna til
den neapolitanske sang!
clti dirs »m! kam-fes
Dic- um- jetlrim.’
(c: Den, der taler ilde orn Icærlighed, siger en
Usandhed!)
Der var saa stille i Slcuespilhuset, saa man kunde
have heirt en Knappenaal falde Udtryltlcet i hans Spil,
som i hans Ansigt. var ømt, naturligt og skøntz men nu
blev stilheden i Anset snart afhrndt af Zikaldsraab,
idet han med de heftig-te og uroligste Miner og med
en grænseløs Lidenslcabeljghed udførte en Raeltlte ak
Variationer over dette Tema, hvori han syntes at have
overtrukket alle de nyecte italienslce Komponisten 0ver
drivelser og Kunstlerier. Han syntes nier ved at nd
ssnde Livet under de vilde og yderst vanskelige Leb, og
de han endelig tog Fløjten kra Lieber-ne og huklcede
dybt, under de stortnende Mkaldsraab, fløj der Kranse
op tll harn pas Teatret, Damerne viktede rned deres
Tsrklteder i de kornernste Lesen og hele slmepladsen
over-stets med en Regn ak Blomster og Zuketter.
Den Magdq hvorpaa Anton modtog denne Hyldest,
og det·srnil, hvor med han tllkendegav ein Taknetns
mellghech syntes dog sundby langt kra at rohe nogen
sand. inderljg Gliede; men der var et Udtrylr ak aans
delig Beruselse og ærgerrig svimmelhed i Virtuosens
If alle beundrede Ansigt, som gjorde en mertelig
Virltning paa den alvorlige sundby. Han vendte sit An
Iigt dort. Han følte sine Kinder brænde, ligesorn ak
Undseelse paa den iedle Natnrs Vegne, han her m
hildet af en bedragerisk Lyldce. Han drog et dybt sulc
og satte sig hen i en Krog af Logen, uden mere at
ville kaste et Blilc paa scenen.
Anto afløstes nu at« Spontani, sorn rned meget Bi
ksld udkørte en BravoupAria Det var den, hvortned
han alle Vegne gjorde Lylclte, den sammt-, sotn Anton
hnvde komponeret for hans sternme os hele Foredragss
made i Kädenhavm men sorn den garnle Professor
hnvde troet var Parodi. ·
Endelig fretntraadte Anton igen med en Dame ved
Stunden, i hvem Ferdjnand og Magnus stralcs gen
kendte den smukke Fiorobella De blev modteget med
Atem-nah og den Duet, de, som Koncertens stut
ninssnatnrney sang Men, vandt ligeledes et stor
stende Vifelch der ledsegedes as en Kranze- og Haltet
Regn selv sundhy var ttudt krern at ein Krog os
bade Rippen
Da Dskket mllede ned, ssbede Unsinn lydeligz
sen Fetdinsnd var blauende rsd et Besejstring over
den W stored-eilen »Nun er des mseljs dejllsl"
«- IM hsn —- ,,sksde, et nun kun er en Ahn-seel«
»Den skede er dos übe usi sml" —- nett-de
sundhp —- »llun er en nwket Kunst-mindre i sit
III. Det er du tagen TvM ein« Vet Istter hende,
Ets- snin Mgforordutns, i en lenkt hsjen Klasse,
OdwadenTslemzmenWsrhnnpu
·- nsshn Mut-Ue Und-» —- .
W tu plndsellsz den nnd- snhst Its sele
, .
et altkor stort Velbehag i det gratiøse Koketteri, han
vjlde dadle.
»B ..... køn er html det er vist og sandt!" —
sagde Magnus —- »men hendes Triller gaar for højt
for mlne Nerverz jeg har faaet en .i ..... Hoved—
plne"
»A!a Pokker heller Dogge! bildet du dig ind, du
er nervøs, som en pæn Dame?" — sagde Ferdinand. —
,,l-Iendes sang korstaar jeg mig iklce paa; men hendes
Øjne kan jeg iklce se paa, uden at alting løber rundt
med mig." .
Da sunclby med de unge Grever forlod skuespi1
huset, kastede han et Bljlc paa Plalcateni ag saa An·
ton der benævnetz Professor Antonio Canuti fra Dan
knarlc, lcongelig-lcejserlig Kammermusjkus, første Teno
rjst og Fløjtenist ved en hel Del Hoffen der alle var
nævnte, Ridder at« den lcongelig danslce Dyd og mange
andre lcongelige og kyrstelige Ordener, samt Kom
ponist ak alle de koredragne Musiknummere og mange
andre verdensberømte Yærlcen spontanis Navn stod
under denne slcrydende Plalcat, sundby tralc paa slcul
drene og drog sine unge Venner hastig bort med sig,
inden nogen af dem havde stavet Sig til Meningen paa
den store, ildrørle Plalcat. Da de traadte ud paa Plad
sen udenfor st. carlo, hørte de Larm og Vivat-Raab.
En Vogn, man havde spendt Hestene fra. blev under
skrjgende Jubel trulclcen af en Mængde Mennesker, der
dog rneSt saa ud som Lazzaroner og srnudsige Last
dragere. .,Leve signor Antonio! Leve signora Flori
bellas Leve de store, guddommelige Virtuoser!" —
skreg man·
.,saa l det?" —- sagde Magnus —- »der trak de af
sted med Anton som en Kongel"
»Og med hende, som en Dronning!" —- sagde Fer
dinand. »Hvor mon de bor?" Vi maa stralcs hen til
dem!«
»Der er for sildigt.
IN
— sagcle Sundby —- ,,det er
jo Midnat!"
»Hast j Morgen tidlig da!" — sagsle Ferdinand
ivrjg.
ej '" — raalite Magnus —- ..saa faar vi opsætte
det til Onsdagk l Morgen slcal vi jo paa Yesuv, og
tidlig skal vi ak Stedk det har I lovet mig.’«
»Na rel!" sisarecle Rundby — »der mea nok være
en Dag intellem, inclen vj taler med ham efter den
Zwerg-Rai !"
Temrnelig tidligt næste Morgen lcørte Sundhy med
de unge Grever i en aaben Pheaton gennern Toledo
garlen. som allerede myldrede at· slcrigende Udsælgere,
der mellem deres højst opstablede Dynger af Frugter,
Æg, Macaronj og alle mulige Fedevaren overdøvede
hverandre rned Raab og skjngrende Trompeter-. Mag
nus holdt for sine Oren og brummede over »(le for
dømte skraalhalse og den urjmelige By, hvor Follc
slcreg sorn galt-, baade Diig og Nat, saavel over Hønses
ieg og Melnudler, som mser VirtuoS-"l"remnlanter·"
»Du er nolc bange for dine fjne Nerver7 Dogge!"
— sagde Ferdjnand og lo —- »havde vi signora Fioro
bella med, fandt du dig nolc i det saa godt som vi an
dre, orn hun ogsaa fjlk i sinde at synge en Trille med i
denne Morgenlconcert."
»Ja! det var morsomt, havde vj hende og Anton
med!" —- udbrød Magnus glad —- »men de sove sag
tens endnu ovenpaa al den Herlighecl!"
Paa Gaden lcom de koer flere smaa Marionet—
Teatre, og den slcrigende Pulcjnel hilste de »blonde.
kremtnede signnrer" rned sin lcvælclcende Latter. Ved
et nyt FjielebodiTeater med et uhyre Udhængsslcllt,
der var overmalet med lutter Adel-atte, saa de den vel
bekendte Abelcattevogn holde; men den gule slcelende
Fører saa de jntet til. En ganslce anden Person stod,
ksom Udraabet, og bebudede med overdrevne Berømmeb
ser Abernes T alenter og vidunderlige Kunster.
,,En Spontani i lavere still« — sagde sundby ved
sig selv.
,,lcendte du Marelcattekareten ?" —- spurgte Magnus.
—,,Banditten er ilclce mere Abehovrnester. — Jeg vil
dog haabe, et han iklke hat faaet Kværlcen slcaaret over
ak min Pislcesnærtl" »
,,l)et vil jeg med!" — svarede sundby. — »Men
lud os dog nn have Øjnene med osl Mjn collega j Bev
mesterfaget, orn du san vil, har rnaaske faaet en anden
Bestilllng, men vjl vist nødig staa j Gæld til sin høj
velbaarne Mester"
»sig leun iklce M es te rm an dl" — afbrød Mag
nus hum. -—— ,,Trikkt’er jeg ham, den slyngeL vll jeg
slge ham, det var just iklste min Mening at hænge ham
selv. For-regten har jeg en dygtig stok her, og Ferdi
nand er jo fremdeles vor aarvaagne levagts-Lieute
nant."
Ferdinand nikkede os. saa sig spejdende tjlbage
Ren havde kobt sig en ny, smuk sabel og kaaet et endnu
mere krigeragtigt snit paa sin Rejsefralcke Han strøg
gis ret vel tilkreds over sit voltsende Munde-heg. ,,Min
kerste Dyrendal gjorde dog god Tjeneste, da vi stor
mede djn trettenhundredaarige Konges Borst« —- sagde
han lystig.
Magnus lo godtnodig, og de smae venlige Drillerier
kortsattes. Man var nn enert ude at den vrjrnlende
stad og gltedede sig ved den heilige Udsigt over Bag
ten, som gllmtede i Morgenglans, es hvor de no saa
Regstøtten kra Vesuv paa den modeatte Kyet. De stand
sede i Portley for der at otnbytte dete- Vognbekots
dring med Æeler. Hver Æseltytter fik, eotn scdvanlig,
sln Fasten som gilt ved siden ak sit Seel ellek bag ekter
es drev det krem med ein Pfg-ten Mag-me lo og tum
lede slt Æseh medens han« Fsdden unten bereite Jor
den. Føreken havde ondt ved atlkjlse hem. sande
« es Erdwan der ogsas tok sis Indes-list nd pas de
Ina- Dyr. havde sto: Bessvet med at ca- deree Ven
sindige Æelet frem. lnsen at dem havde last synderltg
Usrke til dere- thetr. Vet var sue Tte lasse, sen
snmdsede Kerle nnd et net es vlldt lldseende es us
mu Usdte l Haltet-. sc stess Kappe hade des en
« hm af dan, hvetl lud We Its ret male-lik, me
denshsnbmäedepuslttsselosottesavdetetstsd
MIW DMdertulktemidUesaatht
.en bredskygget Hat, som næsten aldeles slcjulte lians
Ansigt. Da Ferdinand nu saa denne Karl paa Ryggen,i
stødte han sundby paa Armen og lnsislcede: ,,Synes du
jlclce, den Æseldriver ligner Abelcatføreren paa sin «
Gang? Han bar jo ogsaa saadan en lunset, graa Kappe-; ;
men hans Ansigt bar jeg ilclce set."
»Lad dig ilclce mærke med noget !" — svarede sond
by. — ,,Lad os se, vi naar dem, og ilclce slipper liam af
Synel"
Ved den saalcaldte Eremjthytte, ved Foden af
Vesuvs stejlere Bjergmasse, ophørte Æselridtet. Her
sad Magnus allerede bos Eremitten og dralc »Ur-»we
c’l»c«.c««, da Simde og Ferdinand indhentede nam.
llaacle hans Æsel og dets Forer var forsvundne·
Medens de endnu dvælede lios Erernitten og nd
rustede sig med tylcsaalede Bjergsko til Fodvandringen
over den størlcnede Lava, lcom der et nyt Tog med
Æsler fra Portici, for ligeledes at bestige Bjerget. I
det muntre selslcab af Herrer og Damen der talte
Engelslc og Fransk, saa de her Signor Spontani stige af
Sit Æsel, og kort efter saa de Anton komme ridende«
ved siden ef en Dame. Det var den smulclce Fioribella·
.,Antonl —- Anton Knudsen!" —- raabte Brødrene
i Monden paa hinanden og havde nær revet barn onn
lcul(.l, idet de begge paa een Gang, under en hjertelig
Omfavnelse, tralc ham ned af Æslet. sundby var vg
saa kommen til, og Anton for fra Favn til Favn imel
lem dem, under de hjerteligste Udbrud af Overraslcelse
og Gliede
,,Min Ridder glemmer nolc rent sin Dame!" —
sagde Pioribella- og sprang let fra sin sadel, medens
baade Ferdinand og Anton ilede til, for at hjælpe
liende Magnus og sundby forsømte nu heller iklce at
liilrge hende. Hun lo og spøgte yndigt med dem alle,
og snart gilc bun, som en hyldet Dronning, imellem dem.
Hendes Broder omfavnede dem alle tre med italienslc
Heftighed og korsikrede, at han og signor Antonio
næsten var død af l-ængsel efter dem. At de havde
vrkret paassd carlo forrige Akten og vieret Vidne til
cleres Landsmands Triumf, lod til at glæde -ham ster
deles. Saavel han sorn Søsteren modtog med beskeden
selvforringelse enhver Bifaldsyttring, men gav deres
..geniale Ven«, signor Antonio, hele Æren for den
nye glimrende Konstsejr.
Eiter at nu ogsaa de nylig tillcomne Bjergbestigere
liavde forfrislcet sig hos Eremitten med lldbjergets ko
stelige Druesakt, som man ilcke liar kunnet finde noget
Navn for stort til. men kaldet »cl1risti Taarer", begav
hele det store selslcab sig paa den besværlige Fodvan·
dring til Toppen af Vesuv. Paa de vaklende og ofte
nedrullende stylclcer af størlcnet Lava, der maatte tjene
dem til et Slags Trappetrin, steg enhver. med sin Æsels
driver til For-er, op ad det øde, kulsorte Bjerg, hvor der
ilcke mer volcser noget Græsstraa. Kun Aske og sam
mensrneltede Klumper at· sten og Metaller er den Jord,
man betræder, og stigningen bliver stedse stejlere. Da
merne lod sig trælclce ak deres Førere, der gerne lo ogl
snakkede ivrigt imellem hverandre. Den sædvanlige
Opfordring til at gaa langsomt lød ofte fra deres
Mund
l
s-»
»Ob« m Fig-m —- m mit-.
(:): »Den, som gaar sagte — gaar sundt!")
En ak dem glemte sjælden at tilføje — med es
ubehagelig Stemrne og en hæs Latter:
,,Cl«« m ojrxe —- m in warte-«
(«): »Den, som gaar stærlct. — gaar i Døden!")
»Det er h aml" —- hvislcede Ferdinand til sundby.
— »Jeg saa nu hans skæve Øjne —- det er ganske rig
tig Banditten!"
stinde nilckede »Na bar det ingen Nødl" —
sagde han — »an lad os passe paa, naar det bliver
merkt, og vi skal tilbagel"
Man standsede ved en Afsats paa Bjerget, for at
udpuste og livjle Zig. Uden Betænkeliglied kastede Fo
rerne sig først paa dette Hvilested og tog deres Fla
slcer frem. De dralc og lo med deres sortebrune Ansig
ter og syntes at more sig over de rejsendes studsen ved
den liede Lava under deres Fødder og deres her-Brüte
lige Miner, naar man kunde se den underjordislce lld
gis-de gennem Sprælclcerne
»Ah! jeg dør af Angestl" — udbrød Fioribella og
klyngede sig til Antons Arm. —- »Det er dog den stor
ste Daarslcab af Verden, saaledes krivillig at lade sig
trække til et virlceligt briendende Helvede!" —
,,Lad os synge!" —- sagde spontani — ,,saa gaar
Angesten over!" —- Han begyndte Fioribella og An
ton sang med. Alle de rejsende, selv de raa Poren-, lyt
tede opmærksomt, og de syngende belønnedes med
Jubel. ·
Man brød atter op og steg højere over den stedse
liedere Lavaslkorpe, hist og her ogsaa gennem de ek
«skyeligste svovldampe
,,Nejl det er iklce til at udholdel" — raabte Fioris
helle — »nu gaar jeg ikke et slcrjdt viderel"
,,Vi er ogsaa ved Mnaletl" — sagde spontani og
pegede paa den glodende Lavastrørry sorn de no stod
tæt ved. — »Noget nærrnere kan vi nol- komme til Kra
teret —- men det er iklce for Deiner-P
»Der vil jeg heul« — raubte Megnus.
»sa-. folg kun mig, Fig-so- cwte."« —- sagde spon
tanL — »Jeg kender Lejligbeden her oppel"
sundby og Ferdinand folgte dem. De hat-de dog
ikke legt Morde til, lide spontani hevde bemerken nt
For-ten med den grulcappe var geeet der op. Den sit-Ip
Ijede Italieners bsvde strnks kendt sin nbyggeliseLendss
wand, der syntes et undvige bun, men okte ekelede nn—
der den side Hat usvel til Anton, vorn til Grev Ung
nnr. Ät bsns Hovedkorretning just nn, som Æseldrivet
os Eiter pas Ver-im kornetnmellg gjeldt en knn hslv
udfjkt Kommision, Anton Kund-en vedkommende, bsvde
spocmni tot-moder. III-n Ists nn den vel bekeodte
Mel-es todte spor oppe ved Intent, men vilde Ehe s
fowrollse now-n- ·
Anton vor bleven ho- kioribellr. llsn hnvde op
Isst et seid til Lende, livor Wen bot kn, os lwot nun
kund- hetrsste LIW nden It lide If des-i
I
Hede. Her stod de nogen Tid tæt samtnen og saa ned
i den gløclende Ildklod. Anton følte selv en anden lid
strøm i sit lndetste! men lian tat-. Det var, som livad
der rørte sig i liarn kun knnde faa Luft, naar han, som(
Bjerget, han stod paa, kunde lade sin fortærende Li
denslcab udbryde vullcanisk
I nogen Frastand fra det enlige Par stod nogle ak
Førerne ved lldstrømmen. De kastede glødenie Las-I
op af den med deres Pigstave og stak Kobbermyntet
deri til en lille Handel med de rejsende· De lo vildt os
raat. ,,saadan Macaroni faak man i H.... .!" sagde en
at dem.
»Det længes lian noli eftser, vor nye Fm Die-w
lo."«·) — sagde en and-en. — »se, der gaar han og
ligt!" — ndbrød Fioribella og blegnede. — »Vi; vi de
snnser om Krateret, som nan vilde ned til sin Papa —
den lede s ....... og smage hans Macaronil"
De lo alle ad dette Indfald.
»Der er dog en besynderlig Lyst, de raa Mennesket
altid findet i det Rædselfulde!" —- bemærlcecle Hori
bella med et ængsteligt Blik til Førerne — »()s kine
Follc gaar det for Resten ilcke stort bedre" —- tilføjede
hun — »in-ad vilde vi ellers vove os her op kor?"
,,Natnrens Rædsler opløfter os" — svarede Anton
—- ,,naar vi føler vor aandelige Ovekmagt over de
blinde Naturmagter« —
,,Altsaa et slags Hovmodl Nu jal nos Mændene
naaslcel — lios os er det lcun en barnagtig Lyst til at
lege med lld — og det er jo meget uskyldigt!«—
,,Lege med 11dP" —- gentog Anton med et dæmpet
Zuk. —- ,,Den Leg, kære Fioribellal kan dog nok spren
ge Menneslcex i Lnkten —"
De hørte nu dybe Brag under deres Fødden som
at Torden. Et lille Udbrud fra Krateret kastede
Stene hojt op i Luften, og man-kunde høre dem fal
de ned.
»Men, min Gud og alle helligei det er jo gtues
endelig sætte Livet til her? — For Himlens Skyld,
iad os komme bort! — hvot blev min Broder ak?"
»Der kommer ban tilbage!" — sagde Anton. —
,,l(akreste Fioribellal vaer kun ilcke angest! her er jo
slet ingen Fare!"
»Ach de tappre Herrerl de hat det godtl" —
Sagde nun med et skjelmslc Smil, idet hnn tillod han
at støtte hende med sin Arm —- »de hat aldrig starre
Fornøjelse, end naar vi døt af Angest i deres Helle
arme !"
De andre kom nu tilbage. Ferdinand saa hende
bæve og sprang til for at støtte hende.
»Ak, ja!" — sagde hun og greb hans Arm — »hei
lcan nolc behøves to ædle Ridderes Bistand."
»Der beliøves ilclce, Grev Ferdinandl" —- sagde
Anton og var bleven blussende rød: — »jeg skal nok
føre Frølcenen silckett!"
Ferdinand fornam et lille Trylc paa sin Arm.
»Tak! tusinde Tak, Signor Grevel" —- sagde Fioribells
med et Blik, som gilc ham lige til Hjertet —- »m
lcan jeg noli nøjes med een slcytsengell"
Man opsøgte et taaleligt sted paa det kulsokte
Bjerg, bvor man kunde spise til Middag. Man vak
lienvist til den sodede, rygende N aturskorsten — til den
Største og liæsligste af alle Brandtomterz men Udsigten
var mageløs.
»Hei- er prægtigt, ekter Omstændigliederne!" —
sagde Fioribella —- ,,her er vi rigtignok kommen op l
Vulkans fiele Smedeværkstedz men vi ser jo lige ned i
Hesperidernes Havel"
De medbragte Kurve blev her ndpalckede Selslca—
bet lejrede sig paa deres Kapper i Gruppen De andre
rejsencle sluttede sig til dem. Medens syracuseten
blinkede i Glassene, blev alle nu oprømte Under
sang og livlig Skaemt saa man solen rulle ned imod den
glødende Havbugt og Maanen løftede sit blege Ansigt
mod Flammebjerget. Man lod det blive saa merkt,
som muligt, inden man tændte de næsten overklødige
Fakler, og man sang nn et højtideligt »Sa«»i»im««
til Afsked for Bjergets mægtige Aand.
»Er han en Djæve1, den vilde Bjergaand, maa hats
nu vel blive from og lade os komme levende lierfkal"
—- sagde Fioribella til Anton, da de havde endt denne
sidste opløftende Sang og beredte sig til Nedvandringen
gennem den høje Aslce. Damerne gik lidt til side bag
et Fjeldstylclce, for at ordne deres Klædedragt til denn
Nedstigen, hvorved man vilde synlce i Aske til højt over
Knæet.
Anton var synlig forstemt. Fioribella liavde ved
sit Lune og sine Blilc tændt Flammer i mange Hjerter.
De fremmede Franskmænd og Englændere, der havde
sluttet sig til dem, havde næsten korglemt deres egne
vakre Damer over liencle. Grev Ferdinand hat-de bes
standig været hende nær og grebet enhver Lejlighed til
at vise hende 0pmærksomlied. Selv Magnus og sand
by var ilclce bleven uberørte ak det Trylleri, livormed
nun liendrog alle Miend til sig· «
Anton havde vendt sit Blilc mod Lavastrømmen os
det klammende Krittel-, som man nu først i Mørkningen
saa i hele dets demonislce Majestæt. Han navde attei
nærmet sig den stille, glødende Lavaklod og stirrede
tankefuld ned i dens langsotnt rullende lldbølgen Plan
troede sig jkke her bemerket ak nogenz men gennem
svovldampen, nærmere ved Krateret, stirrede der i det
te Øjeblik et Par skelende øjne paa nam, og i Hals
mørlcet nenne-de der sig en skilclcelse i en grau Kappe
kta den side, Vinden kom kra, og som den vendte Its-·
gen til kot Heden og svovldampew
Anton bavde staaet temmelig lcnge mledei os
nie-ten glemt, livor lian var — da Inn nu pludselig list
te en Lin-m bag ved sig som ak Fodttin os klirren-le
Vol-ern Han vendte sig hastig og m to Meiste-bit
btydes paa Randen ak Leuen-M med blinkend
Dolke i Hiendernez men neuen i stimme Øjeblik m
den ene kam-andern Den enden trudte krein M
idem —- og Mai-neu shinnede pas den« still-lese W
- Det ver spontant
O) Kroder Djsvel Neu-et pe- en Wt W
tre den tat-te frsnslte Resolution-Ach som M
) Met Unnb
FMZ -- IT
·-,,. ; - . . l.., , r.;..--- - ,
