Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (May 6, 1910)
- cLandsliyliörnene Ak B· s. Ingemann NYTlDS-ROMAN l FIRE DELB. ( Fortset.) I samme Øjeblilc korbavsedes Magnus ved at liøre en Lyd fta Rejsevognen, som ak et lille Bam, der gis-ed »Es-ad P . . . . er det? der er bestemt et Bam i Kur· venl" —- sagde han til Englænderen, som nn lcom taten de med en lille Kasse under A.1·men »Jeg ved det!" — brummede Lorden — »G» d....! Hun hat dkevet Spot baade med mig og den nundgaae lige sit-ebne, den letsindige —- den uhøvislce Kvinde! Hun hat givet mig sit Barn at bortkøre i stedet for sig Zelt-, og let mig nd for min Tro til liendes Kerl-lis lted og Dyd. Nu jal" — tilkøjede lian og saa ind i Vognen — ,,saaledes bar altsaa sitt-ebnen villet slcaffe mig en vitltelig ung, ten og usltyldig Brud! — det var godt, jeg ildte kik den moralle fordærvede Moderl Et det vitltelig et fromt og elslcvietdigt lille Pigebarn, som sbun siger —- nu vel! saa opdtager jeg mig en dydig Kone ak hende aldeles efter mit sind! se! her er liendes lille cardetobe, min iotud bestemte Brud." — Han satte den lille Kasse ind i Vognen og steg selv ind begehen —- »Det allerkørste, jeg nu hat« at søkge kor, er at fee en Amme ellet i alt Fald en Ged, indtil videre. For sine Penge lean man jo faa Altingl — Den føkste, den bedste Jordemodet maa vide Raad! Pan-eh count HøgZ Talc for god Assistance! Nu fik jeg dog den Brnd i Rom. jeg slcu l de have, og jeg lin nu ingen Forfølgelse at befrygte ved denne Bott førelsel — G.... d....! — den hat dog underlige Incl ksld —- den unndgaaelige skæbne!" »Ah! ntt tot-staat jeg køtst det hele!" —- udbrød Magnns og anstrengte sig umaadelig, for ilclce at briste i Latters —- »Det er altsaa Dei-es Nonne —- Deres unge, usltyldige Brud, mener jeg, Pattebarnet, som skti get pas en Amme der i Kurven7" —- NU brød den til bagctrængte Lattek voldsomt nd. nagtet Magnus Holdt sit Terlclitsde for Mut-iden ,,6.. .. d ..... ! skæbnen er ilclce at spøge med, min gode letsindige Xen!" — brummede losdem dog i ket godmodig Tone —- ..Fansel! — Kot til, Knlel oe hold ved det første Jordemodersliilt!" Vogt-ten rullede allerede hort, da snndhy og Grev Fetdinand naaede Pladsen og saa Grev Magnus staa ved det føtste Vandspking i den voldsomste Lntter. Det var dem ilclce muligt at forstaa et Ord af, hvad han tilde fottælle dem, medens han bestandig akbrødes af Sin Latter. Han holdt sin Firhestepislc i Haanden og elog smæld uden for Klostervinduerne, saa de klirkede »se saal" —- sagde ban! — »det slcal l have til Ære for jeres Dyd og gode lndfald, l Noimetøjter!" Der-pag tog lian stinde under Armen ag begav sig med ham og Ferdinand tilbage til Hotels let, medens lian undekvejs. san godt Latteren tillod liam det. gav dem en sammenhængende Betetning om den fatalistislce Engl-Indus Elslcovs·lkventyr, og hvorledes Lord Hetdly, ligesym han bat-de dttlmy nn dog neithe lig bortførte et unst, ganslte uskyldigt Pigebatn ak et Nonne-Kloster i Rom, for en Gang at faa en dydig, engelsk Kone efter sit sind —- naat linn hat-de leert hende Engelsli, og livad lnm ellers endnu stod tilbage i. »Du kom altsaa iklce til at sætte Klosteret i Belej tingstilstand!" — sagde Fekdinand —»Hvorledes vilde du baaret dig ad dermed?" »ll1! det hat-de ingen sag veretl Jeg liavde bat-e sornaglet Portiaasen med det som, jeg list i Lommen —- eller holdt den lulstlcet en halv Time med begge mine Næver. — Det var da intet Helcsekil Det var dog en Hang noget SpiendI Men livad hat du hakt for hijcr i din lcielne Hyrdedragt, Vindspiller?" »An. ingenting! —- Jeg hat kedet mig f ..... ! lad ot- ilcke snalcke derom!" — sagde Ferdinand hastig nie-l et lidnligt Sideblilc til Zimde — »Der var iltlce en cnestc lcøn Pige, der saa til mig." »Ilclte det? dn saa jeg dig dog paa corso med en l«ll« Unmicrpige under Armen, der klyngede Sig nolc ist-sent til (lig" ..,X.k' hun? —- jit liun nu- rigtignolt ganslce net; "" ., «. .:·--: r .:r g — ingen fin Dame — -.z »Hu Amic- liul nf." s— Han hostede « - . ·i«r: ;--:« m —’-(jul( sin Ærgrelse og For Fsssphn —l. i « In red« id« l-.:«1 nu for Broderens Latter, livis lian fil- mer at vide. »slcal jeg hilse Anton fija dig. Mag nuss?" —- spurgte han. —- »Jeg sltkiver til nam, ved du." »Ja. ja! hils ham mange Gange!" —- Sagde Mag nns. —- ..Bed ham snart komme til os i Neapel! — Jeg vjlde ogsaa gerne lylcønslce ham som Ridder ai Dyden. Dromedaren og den store Bjørn — Dog nejs det er synd at drille liam demed, naar det kun er de andre, der list gjort liam til Nakl —- sig hem, at vi tejser i Morgens Kl. fem kommer vi vel as sted?" »Ja. lad os endelig komme tidlig hetkkal" —- sagde Ferdinand ivrig. —- »Jeg hat faaet nol( at denne tos sede By." »Du fandt mnaslce Rom mindre tosset" — dem-ek kede sundhy — »naar vi blev ber, til vi alle list-de lsaet Øjnene tigtig op for. ltvad den betyder. Roma er en viklcelig og kornem Dame." Fetdinand tsdmede og lcneb ham lidt i Armen. — ..sundl)y bar bestilt Vognen til Kl. fem, og med fix-e Neste Magnusl et det- iltke ptkgtjgtk —- og denne Gang sit-l dsti ilcke vente pas migl" l Hotellet blev de lyst op til dem Vstelse ei der lllle lyitige culo· Hsn smilede polisk til Grev Fekdii mad. men va nieset Iris-dis. »Jes Mte dts stinkt pas com l" —- lud-Led kekdlnsnd liam l Met. —« »Da M en Witz speg du Idol tu gode Dtlkkepensekl « sundby xik Ehe til Ro, ist hin lind- Iktevet es list III vollst, sont slvotttst Wicht-ev ttl Anton es Mit lus- mt m »den M MU» MMOIMMM UMILNQM - M tydet til, som om Faustinas farlige Øjne, der nu atter var bleven levende og truede med at berøve ham sans og samling. Dette Vennebrev og to lignende kom dog aldrig i. Antons Hain-der· Derkor sørgede hans Beundrer og Leder-, den snilde signor spontani. TRETJTZN DE KAPITEL. Morgenen eiter den sidste Karnevalsaften i Rom vaagnecle Grev Ferdinand først rigtig, da han hørte Magnus smælde kra Rejsevognellulilcen i Gaarden op mod lians Vindue. Hvor meget han slcynrlte sig med sin Paalcliedning, maatte dog, som sædvanlig, Brode ren og Sundby vente noget paa ham i Vognen. »Man slculde tro, han var en kin Dame!" — brum mede Magnus. —- »Han kan aldrig blive færdigl — Men pas paa, sundbyl han slcal ilske dø i syndenl — Jeg faar en god lde!" stamherren nilclcede nu vel til freds og ventede taalmodig. til Broderen korn springen de med sin slængskappe over Armen. l sin nylig anslcafkede snorefrakke med militært snit, den røde, fiffige Rejsehue, det fine begyndende Mundslcseg og med den lange sabel, slæbende efter sig, saa den smæltre. unge Greve meget godt ud. Da han sad i den nedslagne Wienervogn hos sundby, stod carlo blandt flere T jenere og et Par skielmslce Piger ved Vognen. Ferdinand skyndte sig at rælcke den listige Dreng en Ducat. ,,T-il Talc for i Gaarl" — sagde han højt — ,,Jeg kendte straks dine Lukseøjne —- Hils dine værdige Forældrel der er ogsaa en Præmie til dem !" Hans Ære var nu fuldlcommen reddet hos ’l"jener slcal)et. »Ah! ham var det — den smulclce, blonde Lieutes nant!" —s uclbryid en af Pigerne temmelig højt, da de rullede hort. —- »Gid jeg havde været i dit sted i Gaar, Carlo !" Dette lldhrud af skønsomhed korsonede Ferdinand haade med Rom og med Karnevalet, og han morede sig ret over, at man tog ham for en rigtig rask 0fficer. »Je«g slcal give dig en Nød at lcnæklce, Vindspillerl" —- raabte Magnus ned til ham kra Bukken, saa snart de var kommen ud af Byen. — »Jeg lavede en Karade om dig. da jeg før hlev ked af at smælde og ventepaa dig· Kan du gastte den?" »Ja, jeg kan, og uden at du behøver at Sige mig den!" —- svarede Broderen og lo — ,,dens Opløsning er bestemt Ferdinaud." »se! se! det var godt gættet —- men jeg forsnalckede mig jo, det var ingen sag! Nu slcal du dog høre denl Mit første og mit andet og —- mit hele kan aldrig blive færdig —- rnit sidste er kun et daarligt stylclce ak en Lieutenant." .,Bevare’s, hvor du er taabelig, Doggel du kan jo ilcke engang stave mit Navn rigtigt" —- sagde den yngre Broder, mod seedvane noget ærgelig og stødtx —- .,slculde den Karade passe-, maatte jeg jo hedde Færdignant i stedet for Ferdinand." »Ja saa! var det saa duth har jeg stavet saa galt ?" —- sagde Magnus, nedstemt, og var bleven noget lang i AnsigteL »Nej vist har du ilclce, Magnusl" — tog sundby hastig 0rdet. — »Jeg vil forsvare din Karade baade fra Kløgtens og Ortografiens side, som Ferdinand er saa stiv i ." . ..l)et gad jeg dog nolc høre!" — sagde Ferdinand og saa forundret paa sundl)y. »Hal- han iklce i Karaden meget kløgtig angivet baade din slcødesynd og Egenslcaberne ved dit Navn, Som rigtig passer paa digz —- Ferdi kan jo, ligesom du seh-, aldrig blive krerdig" — »Na ja« —- afbrød Ferdinand ham og hlev rød — »men hvor vil han saa hen med den snak om et stylclce af «en Lieutenant — den sidste stavelse ak mit NavnP det kan jeg dog slcrive uden Fejl, og det ved jeg skal ende med d." »Ganske rigtigl men derfor kalder han jo ogsaa meget kløgtig Halen af dit Navn kun et daarligt stylclce af en Lieutenant. t er jo en meget kraftigere Endelcons sonant, end det bløde d — og nu hvad det hele an gaar. betragtet baade logile og gratnmatislc, baade file sokislc og æsthetisk" — ,,Det er nolcl det er nolc!" — udbrød Ferdinand heftig. ——— »Jeg ser nolc, du holder med Magnus og vil gøre ham saa forkærdelig klegtig og lærd, bare for at ydmyge mig og lade mig here, jeg er for kin og til-Id agtig og sover for iænge om Morgenen -— og holder for meget af Pynt og bilder mig for meget ind af mit glat te Ansigt og ak mit Adelslcab og meget mer —- men har dog aldrig giddet laire noget —- det kan nolc yrerel men det forsilcrer jeg dig —- jeg kan blive aarvaagen, Zorn en Gaard-l-Iane, og haardkør, som en Tyr, og klit tig med, naar jeg vil, og naar det skal viere —- og jeg vil ilclce holde mig for l)edre, en den ringeste" — »Nu, mil« — afbrød sundhy ham —- »den stærlce Villie, du kan faa, hat jo hverlcen Magnus eller jeg tvivlet paa." »Jeg trot, Ferdinand bar Ret, sundby!" — raabte Magnus nu i sin allergodmodigste Tone kra Bulclcen — »Jeg har dog nolc været et Fæ og stavet hans Navn galt; hvad du siget om bløde eller haarde Bogstaver, sundbyl og hvad Ferdirzand siger om alle de FejL han har, derpaa hat jeg slet ikke tænkt." ,,Doggel du er dog hundrede Gange bedre end jegl» —- raahte nu Ferdinand og sprang helt op paa Bulilcen til Magnus for at omkavne og kysse hem Islan havde den-ed net revet Rucken ak siedet og gjort « Reste-ne galt-. Magnus holdt dog fast paa Kasten og greb Testamen, han var l segreb med at tade. ,,Gud velsigne dig, Vindspillerl" —- raabte han —- »men al den Kerlighed gaar mln Ziel ikke an, nur man leerer med Firel Herekter gjtlr jeg aldrig charader merl" : —- vedblev han, de hm atm- hsvde hregt kletterte i rolig Gang. —, »Her, sundbyl du met love mlg een Tingl skvlde jeg, mocl el Fern-editing bllve et vit - tlgt Eos-ed og kam-Je mls med et gjre Nat et Falk og sige Spydigsheder orn mine bedste Venner, saa tjen mig i at give mig en rigtig Drenge-Lussing, soin den, du var saa god at give mig for tre Aar Siden, da jeg var kommen for sliade at sige noget, der --gjaldt for en stor Vittighed —- jeg trot, det var om vor gamle Pro fessors Abekatløjer, som Moder græd over» — ,,l er dog to velsignede, prægtige Menneskerl — udbrød sundby, inderlig bevæget, og trylclscede begge de unge Menneslcers Hænder. snart sang de nu begge lystig. De fire muntre Heste sprang i Tøjeh og Mag nus smældede over dem med sin Pislc· Man kørte nu gennem den store, øde Landstrælc ning omlcring Rom, som kaldes ,,campagna Romana", forbi Ascanius’s Grav og det yndige Albano, korbi Pompejus’s crav eller, efter et andet sagn, Horatiernes og Curiatiernes Gravmæle sundby fortalte sine unge Venner nogle af de store historiske Bedrifter og Sagn, hvorom ethvert mærkeligt sted mindede harrt. Ved Ariccia havde han fortalt dem det rystende sagn oms Fyrsten af savellj, som ved en ringe Hyrdes BryllupE korelslcede sig i Bruden og dansede, naadig nedladende, med hende, medens han smilende tilhviskede hende en nederdrægtig Trusel mod hendes Brudgoms Liv, hvis hun ilclce vllde love ham et stævnemøde til Midnat i Landen. Brudgommen mødte, efter sagnet i hendes Dragt, og da Fyrsten løftede Brudesløret og troede at favne den unge, smulcke Brud, faldt han for Dollcen i den forlclædte Brudgoms Haand og blev den sidste af sin Stamme —- medens Brudeparret lyklcelig uncllrom sunclhy havde fordærvet det romantislce i sagnet, ved den haandgribelige moralslce Tendents i Fortællemaa den »Den Historie mener du noli-, et Par unge, adelige Lømler kan have godt at· at høre!" — sagde Magnus og nilckede. — »Det var til Pas til ham, den fornemme slyngell Den Hyrde var min Tro baade raslc og snild." »Men lumslc er det dog altid at støde Dolken i Livet paa Den, man lader som man vil ornfavne« — bemærlcede Ferdinand —- »og fejg har han dog været, siden han forlclædte sig." »Enl1ver Forlclædning, der korvelcsler Kønnene, er der noget misligt ved" — sagde sundby Tned en lun Hentydning til Ferdinands lille Carnevalsscene —- men Ferdinands Rødme og bedende Blik bragte harn stralcs til at afbryde denne Betragtning. Ved Veletri fortalte stinde hen ad Akten orn de gamle Volscers Tapperhed og blodige Kampe, og Da gen gilc hastig for dem alle. Den folgende Dags Morgen rullede de hen ad stenvejen ved de berygtede pontinske sumpe, hvot de smaa, vilde, stilckelhaarede Bøfler ofte mødte dem og stirrede glubsk part dem med de kæle, ildrøde Øjne, me dens de dog veg slcy tilbage for de raske Beste. Ved Vejen sad en enlig Hyrde med sin spidspullede Hat, sit bleggule Ansigt og sin Gedeskinds Klædning, paa en stor sten, blandt sine Geder, og delte sit tarvelige Maaltid med sin Hund. »De to har det godt samtnen! Men her er stygt —- sagde Magnus og sinældede. — »Lad os komme herfral" De var kommen til et stykke af den gamle Ap pislke Vej og maatte standse ved en sten-cisterne, hvor «den smalle Vej var sperret ak en stor, besynderlig Rust vogn, sorn der var gaaet noget i stylclcer paa· Kuslcen maatte stige ned, for at kaa Rustvognen skubbet til side. Grev Magnus greb Tømmen og tæmmede de urolige Reste Kasken havde Vanskelighed ved at skaffe Plads og blev slcammelig overfuset af en lang, mager Mand i en graa, lurvet Kappe, der stod ved si den ak Rustvognen· Da Magnus endelig kunde lade liestene gaa frem, og han kom tæt forbi Rustvognen, kendte han den. Han saa, den var fuld ak Abelcatte, som snærrede og stralcte Kløerne nd efter bam. Nu kilc has Øje pas Manden i den graa Kappe og kendte ham fra Dampskibet fra Triest. »Ha, se! Abekatrnan clenl —- Banditten!" —- raabte han og løftede sin Pislc — ,,ham. der stalc Antonl" Bande sundby og Grev Ferdinand kendte ogsaa den gule,« slcelencle Karl i den lasede Kappe, som de vidste havde bibragt Anton hint Dollcestik. Ferdinand greb nvillcaarlig til sin sabel. ,,Giv Jer ililie ak med ham!" — advarede Zimde Magnus kunde dog iklce lade være at true ham medl Pislcen. ,,Din lumslce s ...... !" —- raabte han — »Du slculde rigtignolc have stryg! —- det var bedre, du sad i Abeburet og dine stalclcels Marekatte var frie! Fy, Banditl hvor du skelet kælt!" Vognen skulde tæt forbj Abelcatføreren. Ordet llandit syntes han at have forstaaet. Hans Hyæne ansigt var blevet hvi(lgult; hans Haand ko’r til Dollcen ved hans Bryst, og han syntes i Færd med et spring op paa Vogntrinet, i det Øjeblik den brede Rejsevogn langsomt rullede ham korbi. Men han hetænkte sig hastig, greb en Flintesten kra Vejen og udlcylede den med voldsotn Kraft lige efter Hovedet paa Magnus. Den strøjfede dog kun hans Kasket. Kuslcen var atter kommen op ved hans side og havde grebet Tømrneen Magnus smældede nu med den lange Pislc hen over Forljbernes Hoveder, og da han saa stenen flyve hen imellem dem, gav han Pislcesnærten et Sving tilbage, saa den ratnte Bandittens Ansigt og snoede sig otn hans Hals. ldet Magnus nu rylckede kraftigt til, for at kaa snærten lø5, styrtede Banditten hovedkulds ned paal Stenvejen og Slæhtes nogle Skridt ekter Vognen· ,,Hille ..... l" —- raabte Magnus — »det var niesten for dtfjt3’ sundby og Ferdinand saa forkærdede tilbage. »Hm et pas Benene igenl" —- rabte Ferdinand — »hei: teilst lngenting — han nettes Tungel" Magnus m dag, der var Blod pee Pislcesnærtem og lieu tav alvorlig, medens han endnuet Par Gange sa- Iig noget urolig tilbage. »Na jal stor shade hat han vol- ikke kamt» —- sagde lieu endelig beroliget — »den presst-. hvor lengt hea Lan its-mer« Kasten m betenkelis pas tin sidemeud »ng «Dem un i Ast, slsnor Engl-achtl« — sagde hsn —’ III s— - j Jst-I »den Karl rejser samme Vej, som vi; lian er ilcke ges at have til Uvenl" »Der vil jeg dog heller, end have liatn til Venla —- svarede Magnus, som nogenlunde havde korstast Kuslcens Mening. — »Nu filc han dog en lille Foc smag paa clen striklce, der venter haml De: har- lit nolc fortjent for Anton Knudsens skyld" — .,()g ved han, det var en grevelig stamlierre, d gav ham den Forsmag paa Strilclcen, maa han naturliss vis anse det for en stor Ære" — sagde sundby tot-try delig. — »Hm-, Magnus!" — tilføjede han — »den Firhestepisk kunde dog let givet dig Patent som es meget duelig Bøddell" ,,Fy for F ...... l« —- raabte Magnus og kylede Pi slcen lien ad Vejen, sorn den havde brændt liam i Aas-— den. — ,,se saa!" —- vedblev lian — »nn er min bedsts Fornøjelse i Verden forbil Jeg maa nu se, jeg hittek paa noget andet at forslaa Tiden med! — et andet Zlags Lidenskab, Sundbys iklce sandt? — et andet slap Begejstrjng kunde ilcke være af Vejen ?" »Ja vell" — svarede sundby — ,,helst en Besei 3tring, der er lidt Aand i! Hvad siger du om del Kærliglied, der agter Levningen af Guds Billede Self i Forbryderen? En aedel Mand behandler selv ikke det foragteljgste Menneslce som et vildt Dyr" — ,,saaledes vilde jeg ilcke have snsertet nogen Rev« — sagde Magnus. — ,,I«lan var rigtignolc et fælt Udykz nen det var dog for grovtl jeg havde jo naer kaut ians Hoved med i det Rylc. -— Du liar dog Retl" — vedblev han efter et alvorligt Opholdq —- ,.lcan vot Hei-re lade saadan en Rad beholde sit Hoved, saa Lan ieg vel ogsaa! Men det kan jeg ilcke korstaa, Sundbyl zlculde saadant et lumpent Banditfjæs endnu have d illermindste Lighed med vor Herres Ansigt ?" ,,Det maa der andre Øjne til at se, end vore!" — svarede sundby ; ,,rnen naar vi ser os selv i spejl, en— ten det er legemligt eller aandeligt, kunde vi vel ogsax ned rigtig Ydmyglied. lede orn Gudsbilledet" — Magnus sad nu laznge tavs. Ferdinand syntes os ;aa at sidde i dybe Tanker, han strøg undertiden sit lille, haabefulde 0verlæbeslcæg, og efter haanden op claredes hans Ansigt. ,,Hør, ved du hvad, sundby!" — gagde han og nilckede —- ,,naar mit skæg bliver noget itærlcere, vil jeg rage det ligesom paa det Billede, du ioldt saa meget af i Moders stue — det, hvor lian synlcer under Korsetl saadant er det nu jo ogm Mode i Rom." ,,Paa det Billede var der jo intet kunstig rag 3kæg!" —- svarede sundby med et halvvemodigt smiL —- ,,Vil du ligne vor Herre, min unge Ven! vil je kor Resten raade dig til at begynde kra inden og uden alle Tojletlcunsterl Det var noget, de gode, unge Kunstnere i Rom ogsaa skulde betænlcet" Enhver henfaldt nu i sine egne Tanlcer, medens Vognen rullede bott fra de pontinslce surnpe, korbi castellazio’s store Ruin og Forbjerget circello, hvots til Myten om den korkøreriske Troldkvinde, circe, os Sirenernes loklcende Sang knytter sig. stinde kendn stedet efter Beslcrivelsernez han greb dog iklce dem-e Lejlighed til nogen pædagogisk Advarsel til sine akut dærvede Venner mod den sydlige Natur-s Fristelsek. Deres frislce Livslyst havde ingen farlig Retning. Dei lod ilcke til, at sydens Toner og yppige skilckelse ku dem vilde blive til sirenesange og cicetryllerinder. Men ilclce uden Bekymring tænkte sundby nu paa Atk ton og paa de aandelige Pater og Lidelser, denne han kæreste unge Ven nærmest var udsat for i den skonts Fioribellas og hendæ listige Broders selslcab. Fka Nea pel agtede lian at sende ham et Brev i Møde til Flo renti. « »Havetl Haveti" raabte nu Magnus og klappedq saa Hestene sprang. Ferdinancl jublede ogsaa ved det kære. herlige syn, og sande delte deres Gliede De nærmede sig den prægtige Havlcyst ved Terracina os sang: .,Kong Christian stod ved højen Mast". Dagen var imidlertid næsten rullet ben. Snakt saa rle dens sidste solstraaler oplyse de storartede Ruiner af Theodorilcs Borg paa det liøje Fjeld sand by fortalte om den mægtige Østgotlielronge. hvis Navn ogsaa, som Didrilc af Bern (det er: Verona«. var de unge Grever bekendt kra et Par Kæmpeviser, de liavde børt af en gammel Røgter paa Høgholm ..Det var da morsomtl" — udbrød Magnus — ,,har h a n levet her? livor laenge er det siden lian døQ den gamle Konse? -— saa der oppe liar lian Siddet es fortrudt, at han havde slaaet sin bedste Ven ilijelP — —— livot lasnge er det siden, sundby?" « »Vel tretten bundrede Aar-« —- svarede Sande »Det var sorn P ......... ! —- og det kan Skribentet og Visemagere og lærde Follc huslce saa længek» De Karle rnaa da have en s ...... Hulcommelse" —- bemerk lcede Magnus, med et beundrende Udtrylc i sit stote Ansigt. — »Der gad jeg dog nolc komme op og se hvor han liar siddet og sorgen den gamle Ørnf — Tænlc, Ferdinandl havde han levet nu, havde han vse ket tretten bundrede Aar gammel." »Fornden hele bans Levetidl" —- sagde Fer dinand og lo — .,kor stinde liar nok regnet kra has Dødsaar; men saa gamle kan vi jo ogsaa blive est vor Deid, naar vi giver Tid." »Du bar Ret. Vindspillerl men dygtig gammel bliver han dog altid —- og Jeg vil der opl" Da de steg nd ved Vettshnset i Terraeina, trat der et Uvejr op over Aas-et- Lige over kor stod d rnørlce Fjeld med sin Rain. »Jeg gaar der op stralksl vil du med, Vindtcpillerku —- sagde Magnus og tralc Broderen til side. —- »M du maa iklke snalclce orn det til statde Jeg vil ins-n snalc have otn at bie til i Morgen tidligl — saa skal vl rejse videte —- og saa bliver der intet sk." ,,Det kunde være morsomt nokl" — svarede Fer dinand —- »men det er saa mgrkt og set nd til et kot skrælcleeligt Vejr. Vi kender Jo heller ikke Vejen, es der er Jo tidt Gavtyve og Banditpak i männe san-h Røverborg " — »Br da bange, Vindspilletl og du er Jo dog en U Krigsmand med slire ved Lmbenetl Nu vell saa gut les Jva « Port-tm