ww«
Klinten blandt Hveden.
Af Pastot Kr. A n te t.
Sveden var saaet. Hnad der i Liebliktet kunde gereis
Onr gjott. Hjælpe den at spite og gto kunde Folfene
jo illa Saa lag-de de sig til at sovc. At Fjenden med
sit Mintefrs ogsaa vilde san. tænkte de itte paa.
Men da Hveden stod i Sttaa og iknlde til at scette
Irugt, saa com Klinten til Eyne som en ond kuende
Magt over sot Hveden. Sna tilbød Folkene Lugningcn.
Om de tænkte noget nan. at det hnvde oæret bedte vg«
nemmere at have staaet paa Vogt i Tide over ior Zjenss
- den, ved man ikke: men der var jo ogian for sent nn.
Med Lugningen blev det itke tsil unget. Nu mnatte det
vokse samtnen til Hasteth sclv otn det blev trange Kaat
for Hveden.
O sf O .
Tenne Historie vil nltid være nn, fordi den gentaget
sig for Slægt estet Slægt, sotn isot den entelte, og fot
hvet god Sag. der sødes til Vetden, findet Jotdbund,
spitet sig stem, vokset sig stor og bcetet Fragt Alle
Vegne et Fjendens Kslintesæd og tager sin Vlads og
sin Kraft as Fort-banden Naat Athejdet er gjott. saa
findet man det saa natutligt at hvile sig, og orn faa
steil væte, sove ind med god Samvittighed. Athejdet
her var at saa, og det blev maaske udført godt med Tro
stab· Melletn Saaningen sog Høsttiden kunde intet gstes
fot Sæden Den maatte selv gro ved Nat og ved Tag.
Og selve Høsten skulde Englene besorge.
Det kan godt vcere, at vort Atbejdq naar alt tages
i eet, tan rummes i dette: at vi er Saamænd og ikke
mete. Men mon vi saa her hat lagt Mcetke til og tet
husker paa, at naar Atbejdet et gjott, er Futen støtst
og at man detsor netop da ttænger mest til at vaage
og staa paa Vogt.
Det gletntes ofte, og Fjenden benyttede sig i vid
Udsttækning detaf, saa Livet og Sagen, sotn er et og det
samme, —- thi Liv et Sag, og Sag er Lin —- ikke blot
fik trange Knat, men bar ikke Ftugt, som man ellers
but-de ellet kunde have deutet
Du var i Kirke, hørte en god Ptædiken. Dit Hjette
blev atter saaet til med den gode Sæd. Taknetnmelig og
tryg gik du maaske ud ad Kirkedsten Knapt kommen
·.udenfor acad-et du Klintemanden. Han vilde ogiaa saa
·sin Sæd, og hvot ofte han fik Lov dertil, ved du vel ikke
rigtig noget otn. Ellet bjetgede du dig maaite hsem i
din egen stille Stue, for noget slemt stete? Tu nat
rolig, fslte en velgøtende, varm Mildhed gennemsttøms
me dig, som orn det egentlige ved din Kirkegang var
ltfkkedes i Dag, som om der itke var merk-so maaike
en Tak til Gud —- men saa var der da ikke mete. — Ost
lwad saa? Du lu-kkedes ind. Var der da mete? Jn! —
En Bagt skulde stille-s ud mod Klintemanden Tet hørte
skulde have Groftihed, ikke ttampes ned, hvetken ai dig
selv eller andre. Det skulde have Lov til at virkeliggøreg
i dit Liv i Dagenes Løb, saa der var vitkelig ingen
Grund til Lullendsigsind, om det saa nat mediblideste
Drttnme
« Sinais Totden tnllek hen over en sovende Egn.
sulgt af Lyn og Bhger. ,,Tidl«ig Torden giver et irugti
hatt Aar«, siget Ordsptoget. Nu et det Saatid. Sæden
spredes i bkede ttktte Kast. Dei er maaske met-e Moses,
der med sin Stav skillet Vandene for at fsre Folk ud af
DEng en Josva, det ftrer Folket ind i det sotjættede
Land. Wen Folk vaagner.
Der blivet Messe og Spttgen og Søgen eitet
endet end det, man ellers nieset at spstge am og søge
est-t. Lasten er saa svanget med Ftugtbarhed, at selv
nye Scedemænd fkydet op i en Fatt baade hist og her
og hkeekpeh om ofte lidt tejtet, til med at iptede den
sod- Sæd. Dei er, som Hjettetnes Jotdbund næsten
ist kan mattes af Sirt-. Det set nd, som Ukrudt oisner
den, brendes op, com om det alletede vor Histtid Folt
et for Magne til at tænke paa Klintesædens Fore.
Mit er manske ogsaa for lyktelige til at ane ondt.
—
Men han er med. Han ved, at Foll alletider fix eller
senete vil tage sig en Mund, og san kommer hans Tid
eller Nat.
Førit senere komme-r Klinten til Syne, faa alle kan
se den. Der et nogle, der mener, at faadanne Sædei
eller Vcekkelsestider er til ingen Nytte eller ussundev
netop fordi Klinten kommer til Syne, og Kasrligheden
til den ncerværende Verden senere hen tager saa man
gen en Demas.
Men det var alligevel i faadanne Tiber, at mange af
de Kristne , der staat fom Piller idlandt os den Dag i
Dag, blev kaldt til Live.
For Reiten lieh-ver ingen af os at se laa langt ud
for at øjne Klinten og Kcerlighed til den ncerværende
Verdets
Og san usundt Sværmeri. iom man vel kan tænke
fig, kan man ogsaa godt finde blandt pæne, skikkelige,
fornuitige Folk, der ret for Alvor svcermet for sig Ielv,
for deres eget kcere Jeg. At deres Gudsdyrkelse bestaar
i JegstyrkeIse næsten til Vanvid, gsr intet til Sagen.
for Sværmeriet er faamcend regte nok.
Pengedyrkelsen med fin febrilske Uro m sine Rystel
sesanfald kan ogsaa nok fvcerme Gad vidst, hvad det
skulde vcere i Berden, fom Verden ikke kunde söærme
for, Nei, lad os være retfærdige: san rent inusi ellet
pedantfornufttg er Verden da ikke bleven endnu, at den
ikke kan fværme At den vil bilde sig selv og os ind, at
naak den ssværmer, iaa svcermer den sundt og fornuftigt,
og at det tun er Kristne, der er belemret med det usunde
ag ufornuftige Svcermeri. det duperes vi ikke af, men
ventet ganske roligt, til Verden en skønne Dag viser os
et lille ellek stott, rigtigt sundt og fornuftigt Svcermeri
For den har dem vel ikke paa Lager-, at man kunde sc
nogle Stykket med det samme? Ja, vi kunde ogiaa
nsjes med et fra en AntikvitetshandeL selv om det var
lidt slidt, blot det var ægte. Vi ved godt, at der hat
vceret, og sagtens vil blive Sværmeri i Kirken Men
vi ipsrger blat: Bis os en eneste Egn i Mennefkelivet,
hvor det ier er.
Tekimod er vi ikke helt klar over, hvem der sværmer
bedit. enten den, der iværmet for Livets Ura, iaa at han
for at holde Uroen ved lige ofte maa mane Gengangere
frem, ellet den, der sværtner for Dødens Ro med Orden
i Geledderne, selv osm Ordenen hat mer end Lighed med
den, man set paa Kirkegaarden
Te vilde brænde en saakaldt Svaermer. Sværmeren
gav sig Gud iVold og lod fig lautende Men om de, der
brændte ham, var ikke fanatiske Senkt-wem selv am de
bildte fjg felv og andre ind, at de var sornuftige og
gudfrygtige Falk, der paa denne Maade vifte deres Gud
og deres rene Lære en Gudsdyrkelse2 Eller vat des
hele Fjendem der havde saaet Klinten blandt Hvedenk
d . .
En god Sag er saaet ud over hundrede eller tusindi
Hjerteagre Hiertets vakme Muld omflutter den met
en siærlighed som var den selve Livet, hvad den not
ogsaa er. Nu fkal den Sag not komme igennem, not
klare sig«, siger Sædemændene. —- Men Fjenden,
Fjenden! Sagen grot, men det kniber med at faa den
ind i Virkelighedenx og selv om den naat faa langt«
bar den oer svækt ved at klare fig. Man faar et Jud
trnk as Hneden blandt Klinten i Siedet for Klinten
blandt Hveden Jkke fjeeldent vokser Ukrudt op og Eva-let
den rent bott. faa der ikke engang blev en mager Hast
Ten ondes Sæd faas i enhver god Sag, der oftt
modarbejdes af dem, man ikke skulde vente det. Noglt
arbejder med Sagen i det ydre, imod idet indre
skjnlm og man fpsrger da: »Hvor er Klinten kommst
was-«
Men Hadern der aabenbaret alt, kommen Klintet
stille-Es fra Hveden baade i Liv, Sag og Arbejde
Ufrudtet er modnet til BtændseL Hveden moden fm
Laden.
—
»Hvad mon der kan blive
nd af det?«
(Sluttet)
Ja saadan lyder deT Ert. den
Side saa vidt, jeg hat Grund til at
tw, at hoad disfe to nævnte Mcend
hat udtalt, det er en temmelig ak
mindeljg Opfattelse i Den d. Kirsc.
Og der er fikkert dem, der gunr
med den Tanke, at ligesom Ton d.
Kikke var det enefte dasnike Sam
fund, indtil BlairsSamfundet blev
dannet, sanledes kan den ogsaa snart
vente at se den Dag, da der igen
er M engste danske Samfund, da
man vil mene, at Den sure Kirte
ikke længer med Rette kan bære sit
hauste Raum Og vi maa vel ogsaa
selv mens, at est-er som vi tagek det
M M og Engelss, san maa vi
visit estet al Sandsynlighed blive
et W Ackefamfund len
se fsk Den d· Kirte bliver det. Og
enten dette nu er vist ellek galt, det
et et SMAW for sta, men der
inwd man-M vel kunne stqe os fett-,
at vi san M have W comtlkg
W tll It M, at Den d. Kirc
fszømåmasaL bør pi «·.:.7
o? Telrx om der 7m vcr Ekde :«-j..-so
Være aobent og crrlist Epjl «
Idrwe pan en Zammenskutnkrm .-1:—;-d
idem, som ester P L ;--,1 chrcis
Mekxinger er i Modfæmiisa Zi: ·
Tom San!fund, og de: baadc i Las
Zten og i den rent me1111e7felige Bis-E
trnatning as vor Stilling her i;
Amerika Hoad godt tænkeik der paa«
a: gøsre Den. d. Kirke med en Sam
·menslutning?«Noget qodt muntre
der In Være for Øje med det, og ikke;
en Dis Lyft til at faa en Gen-!
Itaqelse of den ulykkelige Strid oq
!Sp1id, Tom vi havde i Den d. Kiste
fsr Splittelfen. Ja jeg ncevner dette
med Villie. thi jeg meneL at det er
unget, vi ikke hat Lgp til at gao
udenotn Og mener man paa For
haond, at der baade i den ene og
den enden Retning er en stor
Klsft mellem «Smnfundene, faa ex
det Mk godt at fe, hvordan des
flukde kunne blivc nagen Sandhed
og Urlighed i en Summe-Islqu
og rast-den Kirkepolitik maatte det
jo Mc gerne vere. Nu angenende
Tor m Forbindelse, Tom sagtens
Umr: rilde vol-fes iqen, oq oildt
:s-i«.' Taa Eremfalde en qod Tel Har
xue og Vitterbed og Vel ogscm et
Tel fommeiiqe Processer om Kir
kocjendom Der-for lud os i allt
Tiiürlde give os Stunder til a:
overveje Sagen, og da ogfaa Stun
der til at tagt Vor Herre med Poe
Rand-. Vi skol jo engcmg gøre han«
Rez1n5knb bnade for vore Splittelset
on vore Sommenflutninger. Tet, at
man her vilde fske noqet igennem
der runde have nagen sotn helft Lis
hed med en Proiriebrand, det vildi
ikke bekomme os vel, men det oildc
blive en Ulykke for os, og vi vildi
fætte os selo paa det satte Bruedt
Nu Del, Gud Lan bsje Hierier fort
Bandbcekke, og udfra dek kunde mat
jo ogsaa godt næke det Haut-, a
hatt runde bsje Hier-ferne i de t
Samfunsd fanden, at der« Tom et
Fort-ums i Stand, Tom kunde stat
fom Hufet poa Klippen. Men dek
til er det da ille kommen endnu
og hvad der i denne Retnings km
ike hetefteD bei ved ingen af os
Men for mine Oan som hat fsulg
lkdt med wie Ursache Miet, im
ledes angaaensde Jndre Mission og
Grundtvigianismem «Vi MERMI
folk og Grundtvigianetne maa helft,
ligesom Abraham og Lot, arbejde
hoer paa sit Omraade og hver
paa fin Maade Og oi vil saa on
ike binanden, at ingen af as ikal
ende i Zodomo« (det havnede jo
Lat, men com darfra igen, for det
blev for fent). Naar der nu og da
bar vwret gjort lidt Spring til at
komme videre, saa bar man godt
knnnet se, at der var lidt Spekula
«tioner i deiEnliver Pakt hat villet
znasre lwenpaa, den anden eller de
andre Partier skulde onwendes fra
deres formentlige Vildfarelser. Og
»ja mere der er bleven drevet paa
den Kile, jo længer bar Parterne
Eiernet sig fra hinan-den. Og som
kdet nu ttækker op has as, vil det
oel nceppe gaa bedre. Den Artikel
f. Ess» fom Vig hat i »Danskeren«
.for lö· April om Grundtvigs Di
.misprcedikens Jubilæum, iom jeg
"lige nu hat læst, vil vistnok got-e
zsit til at iskyde Sammenilutningen
Emed Den d. Kirke ei aodt Funke-!
Lud i det fjerne. Artiklen maa for
Hnig gerne staa for det, den er,
smen jeg Bunde not Unfle, at den
Zikke havde vasret ikreven Hans Lin-!
nelser med ,,Kilden« (Skriften) og
g,.Spanden« (Troesbekeudelien) er
jo noget, der bar været meget om-«c
zdiskutereh nemlig om hvad der fkal,
vcere det oprindeligex men skal detj
lkques og bevises historisk-vidm-»
ikabeligt, iaa ved jeg, at det taaerz
en Mund som ifdode Laspari i
.Kristiania eller et helt Zcet af slige
;i.vrwnglasrde Mel-nd Og den Ve-:
;mcerkning, at det iknlde være nie-«
ninasleft, »at Grundtmg benænnedl
Kittel-ne ved Herrens- Hns«, »den
moatte vor Professor helft liave
Iholdt tilbage«. Den Logik er vjst
kellers riatig nok, at var Herren-Z
kOrd neaet fra Kirkerne iaa hinde.
.de ikke med Rette kaldes Herren-Es;
zHufe Men trods en faadan Logik·
liaa Bunde Herren i iamme Rande-«
«drag kalde Jerusalems Tempel et;
Vedehuss on sin Faders Hus »oa ian
stillige at Falter liavde aiort3
Templet »til et Handelslms oq en
l;Noverkule« (Mat. 21, 13: Luk. 9,
I46x Joh. 2, 16). Og det, at Grundt-v
via sknlde have endt med at blive
senia med de Nationaliftet, fom han«
jbeiæmpede i sin Proveprædiken
51810, det kan der diskuteres om.,
Tom faa fkal vcerex men derimod kan
jdet vist figes fom noget, man kan«
«tage og fole paa, at det, at skeive
«om en Prcedikens 100 Aal-s Jubiss
lceum for at fremstille dens For
satter fom Rationalift, del er forl
meget ironiik (skemiende eller spot
tende), til at Aste nagen Nytte For-;
svrigt ttor jeg ikke, at Viq nagen]
.-Sinde vil faa overbevist Grundt-;
wiss vikkerige Venuek og TimkkugkkH
- otn, at han var Nationalist, udenl
at dette Oxd da ital gives en belz
ny Bewdning, iom innen for harj
kendt. Da saa en anden Ting at
. nævne i denne Forbindelie Det er.
fo navnlia Den d. Kirer Grundt-»
« viaianisime, Bin er eitee Da det
; fik saa verre, jeg tkor aodt, at dem-!
..Samfunds Grundtviaianisme, maasI
Jsie rettere en Dei ai dem, kunde
kttrwnge til nogen Beleerina on Ad«
. vol-sel. Men her er iaa den Haue
k ved det, at her er Via en frafalden
J faa vel som feg ielv, og er man gaaet
-Ieller lebet fra et Samfund iaa
kikan man vist ikke got-e Regning paa,
»,at dette Samfnnd vil iaae meaet
.lHensyu til eng Omveudene — euer
k Straifeprcedikener. Her fordkes visi,
k at bil man reformete et Samfund
sale- noget i den Retning, iaa ital
lasen felv blive stoaende i dei, vel
»«Iige meget hvot galt det let ud. Lad
Jst strive os .det bag Ørr. du gamle
k Den i Plain -
-«. seen ieg tm »in-, at i qu- tit
;,feetde et det Mde godt og fundt for
kehveetsamfundatletilsineegne
- Baker oq feje for sin egen Der. Det
»He io natur-list not og vel ag
Man ikal hverken farkcele sig selv
eller der Samfund, man tilhøren
On nu hvad vart Samfund angaar
nsed Henfyn til Partistilling, da er
vi da naaenlnnde fri for Grundp
vigianisnie, da saa vidt, at det vist
itte er naaet at ver-re bange fort
Men iaa var der ja været klaaet
aner- at rii ifulde nave andre Ska
rninker. Nu. det er ikke mig, der barr
vaaveaet naaet, va faa dar jeg.
heller ikle naaet at aøre Rede for i
den Retnina. Men nak er det, et
Jamde iaa vel sank den enkelte
Kristen kan iaa nok at aøre med sig
ielv, aa kan derfor let taae Skade
ved at have for travlt med andre«
Vi er »Ur-beuge Lertar«, aa vi
kan ikke aadt taale at have altfar
nianae »Jern i Jlden«. Man man
deriar se at kunne fararbejde iin
eaen Saliaaørelse oa faa derncest
ie, bvad man kan gare for andre.
Oa nu til Slut vil jeg fremseeitel
en anden Tanke, aa det er saalyeller
knn en Tanke liae ben ad Veien,«
iaa inaen skal taae den Tanke foin
et Raad eller en Slaas Anvisning,'
tbi iea vil ai aade Grunde ikke give
Samimidet Anvisninaer. Tet er
en Taufe iom er slndt ev i Inias
ved at se Vias Betraatnina over en
Prasfteuddannelie aa am det misliae
ved at have mere end een Prieste
ikale, oaiaa iet fra Penaevunaens
Side. Vi fkulde deriar iammen med«
Den d. Kirke da vi iaa kunde ned-«
lceaae den ene Priesteikale oa bjælve
as med een. Men am dette nn ikke«
vil falde i Lave, saa staat vi, livar
vi er. Men knnde der iaa ier vrere
andre Vefe at gaa med Prrestez
ikole aa med hele var kirkeliae Hirs-;
haldnina2 Ja det er et Svørasss
maal. Nu staar eller sidder vi sein«
Samiund i det, daa efter iani deri
tales, at man mener, man ital le
at komme over den Sproaiarandriiia«
for at komme til No med den Tinal
Men kam vi iammen med Den d»
Kirkr. iaa vilde der ganlie fikkert
i
i
blive baldt ian vaa det Punkt, oa -
iaa fik vi det at trcekkes ani. Nu det·
at blive Enaeiike i Spraa oa faa
det amerikanike Snit, er viit nn
ikke iaa vanikelia, thi den apvak-.
lende Slæat bar ja Hang nak til
det, aaiaa mere end godt ag time-.
liat er. Men naar det nu engang
er iaadan, faa faar vi vel swre var
Kurs efter det. Og det jea iaa bar
tienkt paa, er, hvardan det kunde
veere i denne Retnina at ie ud efter
den enqelstslutherfke Kirke heranre,
i Stedet for at spae Forbindelse nied
et Somit-nd, am hvilket vi godt ved,
at det paa ingen Maade eller for
naaen Prig endnn er icerdigt til
eller snsker at blive amerikanfl J»
bvert Tilfaelde maa vi aeldre dag«
veere kler nok til at siae as ielv
ag sige det ogiaa til den nnare
Slægt, at det Sagen kristeliat talt
dreier iig am, det er ikke laa me
aet det SvørgsmaaL am vi ital»
snatke og prædike Engelsf, men detT
er« det SpørgsmaaL hvar vi ieilerf
hen med var Ktiftendorn og Luther-!
dom, naar vi bliver Engelsfe. Hei-,
bar Omgang med andre og mai-«
tiik Paavirkning af andre en gadl
Tel at -iiae, og ikke mindst for;
unge aa umodne Mennesier. Oa«
her er iaa en Tim, jeg vil tilladef
mig at iiae, da det er naget ai
Betydnina og aaiaa noget, andres
taler baade offentligt ag privat ami
Cieg har iaaledes set am det i siansi
dinaviske Kittel-lade Og det, der;
tales am, er, at for en Del indvan-:
drede lntherlke Priester gaar det
iaadan« at naar de prediker En-i
gelsk bar Msdetx hvok der er Ame
rikanere tis Stede, saa vil dekes Pete
diken gerne lsde iaver til at blive,
hvad man kalder teformert. Man
for-klarer laa dette derben, at disse«
Priester vil nidig stjde Amerikaneti
ne. Her i de veltlige Stater er de
eng-skuth. Samfmrd io ikke naget
Musen-rede og derfar bliver det
ia meft refermerte Amerikanere as
en eller enden Fam, iatn di kommer
l tale med vart Engelsfe. Wen hvad «
man nu eilen as We am en Haa
Qscm FVW med fis W
LIIepekendetseoItcftptsnkketfaaden
istsendchhsta ers-INCR
dunwknnmpnfeahenu
old baten
claim-er
Dos- sll sp- clisnlng
them Ih- bcuso Ins han«
Ins Rom use-thing spöolt
Ins spsn sok Ida I month
—Iuss cry it
The kamet’s wike has a tædy
help in this handy. all—’round
cleanser that will save her much
labor and time. It does the
work ok all old-Lashioned desin
ers———easjet. quickek, better
cleans . set-abs.
scouksEolishes
»Es-. »m-, FOR-A Jltlk
Exil-, Neszostrmmsh etc.
Mo cost May-s
To clesn woodenwate, kahle-.
psntry wehe-, etc» etc. Wert thi
-rticle, sprinkle with Old Durch
cleauser and tub with wet cloth or
dtush; wipe up
with clerm wasch - — s .
wrinkzclotb tighk .
ly and wipkk (i.s7, Lol« Umw
It clssam Umm c1»«»)«
nnd is hygickv «
Ic. no caustjc m
acids--avu1d them
Ost
UIKGE stack c««
Yendelfcy hour Innn ekle bono-Jede
Jt ftaa paa Naale, nnar man Isnlde
ale Gndsz Ord. Lg de enge-We Lu
lnsmnere vil gerne tagc innn os
ned siysnaand Ta Den d iejrke
jene efter en nn Pladiji sen- en Pras
’teilale, Tom omsider blev Tei- Maj
1e-:«, da var der nagen i annsnni
Iet, der forderte Fig paa den eng
Intlierske Prcrftestale i Cl).cs.1qo,
ävordnn del lnnde lade iia non-, at
Den d. Kirer vordende Prmster
Bunde faa deres llddannelfe paa den
ne Stolen saa at Zamfnndet knnde
blies-(- fri Tor at unrette en eaen
Zfole Pan dette blen sont-et a: alt
Zwad Ten d. njrle bavde at note-,
Iar at ansastre og lønne en dansk
Professor-, der jo saa slnlde have
Frihed til nr benntte det Mnlke
Spron i sin Undervjsninsp san me
Jet han ønslede, og ligeledecs Fri
Ewed til at paavirke sine Studenter
i national Heuleende Tit sammt
Tid fknlde de dankte Studenter ltave
fki Adgang tisl al den teoloaiske Un
dekvisning, fom blev givet as de
andre Professoren Der var nn ifke
Stemning nok i Den d. Kiste for
at tage mod dette Tilbud Men jeg
nasvner dette Tilbud for at oelnse,
at hvis man snlkede det, faa knnde
det efter dette se nd til, vi knnde
komme en temmelia let Vei med vor
Prasstenddannelle Tet hele blev jo
at holde en leol Lnsrer ved en saas
dan Stole, og saa lnnde vi benntte
vor Blair Stole til lwad en mlde
Men om det var en heldin Bei at
gaa med hele vor datrsksainerikmifke -
Mission, det over-ladet jeg til andre
at heil-are Men jeg vilde da hel- «
lere stemme for noget i den Retning,
end jeg vilde stemme lot en faslleö
Prwitelkole samtnen med Den d.
Kiefe. Bi ,,udtraadte«, P. Vig ibes
regnet, hat so prsvej det Fælless
lkab —- fergelin Jbulommelfe Og
der oilde efter alt at Wng og
himme, littert blive vanskeligere,
om det nu skulde feel-ges iaen Der
hat fra begge Sider vceret udfaaet
for megen bitter Seel-, til at vi kan
vente nagen Bellignelle af en Sam
menllutning. Var det en verdelig
Fachiudellr. altlaa noget rent for
ketnlngsmcsllgt der skulde viere
take am, las var det en anden Sag,
M detttl M man se at ha.
se Wi- Inhed euer Insekt
Umnoatvlvsqiveosudforat
