Af s. s. Insel-III
NYTleKOUAN l IFle Ost-L
Oklandsliyliörnene
(Fortsst.)
»Det var et sandt Ord, Hin Grevel ja, ned med
Tyrannernek ned med de Uhyrerl" — raabte en barslc
stemrne pas T yslt bag ved dem. Det var et begejstret
Udbrud at· den tyslce Lejetjener kra Venedig, der nn, i
de Unge Grevers Tjeneste sad bag paa Vognen mellem
Kofferterne i Knrven. Han kaldte sig conrad, sont
bang overgivne Herrer lidt lapset liavde forlcortet til:
Rad, itvis Betydning som dansit Ukvemsord dog var
idem ubekendt
»Mit-er du nu gal, Rad-In —- spurgte Stamherren
og Sau sig tilbage
»Freilich, Herri« — svarede conrad, og den ly
stige Greve lo.
1 Vognen, ligesom i Gondolen hele den korrige Nat,
havde den kremmede ved Sundbys Side siddet tavs eller
liøjst ordlcnap. Det lod til, at han maatte have lige saa
kriegen Grund, som Simde til at ile og komme over
den Hsterrigslce Grændse i Norditalien l
Ferdinand lcedede sig ofte og sov. stinde sad tidtl
iordybet i "Panker. medens han i Erindringen gennemgilcl
sit nn aldeles forlcomne Skrift om statsideens For-holdl
til Prilied og Nationalitet. saa snart han kom i Ro,
vilde lian paa ny behandle og til Dels ornarbejde det
bele. Af og til benyttede han den sparsornme Lysning
i Vognen til at kaste et Blilc i camillas lille Hund
sltrikr. Dette skete dog kun, naar lian kunde here, at!
Grev Ferdinsnd sov, og hans egen tavse sidemand ogs
m syntes at blunde. Naar stinde saa i hine »At«ten
bogsblade", steg der ofte dybe sulc fra hans inderste;
men det var dag, sorn han elslcede selv de smertelige
Forestiilinger, hart derved fremlcaldte
Rejsen fortsattes uden Opliold saaledes Dage ogs
Nætter, indtil de nasede Fiorents. selv der var deresJ
Opbold dog meget kort. Først da de havde naaet Kirs«
liestaten og nænnede sig Rom. hvor deres fremmede
Ledsager vilde foriede dem. syntes ltalieneren at anse
sig selv og sit Rejseselslcab for nogenlunde i Silclcerhed.
Hidtil havde derer Samtaler indslcrænicet sig til det aller·
kornødnestez hvad der vedlcom RejstsiFeHFr de Steder.
hvor man vilde standest-. Nu hegvndte den fremmede at
blive Isoget mvere selskalielikz. Da man var forhi l.a
storta. nogle san Mil fra Rom, spurgte Bimde under
hviliret Nat-n han slculde mindes den Edelmoklige abe
kendte, som han slcyldte sin Frilied eller maaslce sit Liv.
..l(al(l mig Ludovicn Speranza!" —- svarede den
unge, snmlcke ltaliener. med et tungsindigt Blik. —
,.Det er et falsk Nat-n — det klagb, det betegner, er
maaslce ogsaa falslcl men det Navn bar jeg faaet Pas
paa: under det vil jeg kun lcendes blandt fremmede."
»Er det Hub, De krygter kan viere falslc. ak den
Beskakfenlied, signor speranzaL at det ltan medkleles
en taknemlig ftemmed?"
»Ja vell De kender riet alleredel Dem og Deres
brave Landsmtend her tsk Jes nn belt betto det. Den
djerve, frisindede Gewinner her bag pas bører til vor
lndviede. —- At jeg, med Aand og Hand, med Liv og
Blod, tilltjrer Fremtiden og vort unge ltaliay maa De
have konnodet. Det Haab, hvori vi edskorbundne lever
og der. er naturligvis Livets sejer over den grimme
Død, sandbedens over Løgnem Friliedens over Des-po
tiet, Folkenes over de unatnrlige steter, der skylde Urets
kærdighed og raa Mast deres Oprindelse — alle Tro
ners Feld, der liviler pas Ruinerne ak adsplittede og op
lisste Natiomliteter" —
»Et saadant Haabs Betingelse iige over for det be
ugende og historisk begrundede, var netop det store
spørgsrnaah jeg list-de drøftet i det sktikt, man fra
ranede rnig i Haendslcrift og lod rnig kegsle for" —
sagde statde
,,Det ved jegl« — svarede speranza og niiclcede —
»Resultatet ak Deres Undersøgelse var til Frihedens
og Folltenes Fordel. lit Vinlc derorn var den eneste
Grund til mine Bestrebelser for Deres Bekrielse. Det
er de undelige Kernper hos alle tedle Nationen der
sksl ga- kotnd i vor -store Kamp. Vi vil alle kalde
first. Derpu W vi viere beredte; men vi mea slutte
os sama-ern m ist-ge vi sendet Over Moses-Greise ga
kerst Folkene sent-ern deres Ørkener til de kotjættede
Lande."
Der var en stin, storertet Begejstring i den nnge
italieners bleggule, sygelige Ansigt, idet den -sagde
dene
sundby m pas liam med stor Deltagelse Ædle
unge Mandl" — sagde las n-— »De bar selv allerede
lidt meget. lear- jeg se. for den Forgænger-Bedrikt, infor
tii De otxsaa bar villet bevake mit Liv. 0m vi virlcelig
sit-l mødes psa vore Veje til det kkklies Mul, er dog
nvist. Max-let selv lcsn ges snderledes fra forslceliigei
Udgsngspunitter. Mit Vikrle var ilclce kuldendt. Untier-!
ist-geizen er endnu ilclce i dette Øjeblik sluttet i minl
tijeis Forsltning. Det fuidstiendige Resultat vii kørstY
blive klsrt for mig seit-. naar elle nødvendige Fort-id
etktninger er drøftede, nask alle grundede lndvendins
ger er prevede" —
Den fremmede eaa studsencle paa ham metl et nski
sten nhyggeiigt Mik
»spsrgsnulet om Frihed og Nøclvendighed" — veds
blev sundby —- ,,et sitt lige m vanslceligt et bewer
i politisk. som i psyebologislt og morslsbkilosokisk For
mrid. Ave elskek Ehe kriheden og etbvert Follts natur
lige RettisbederP Men lwo erkender derkor ikke tlliige
en viitnok herettlget Mast i den etore Nedvendigltech
der m- een Gang er Grundplilen for de kolossale, kalte
idstoriske Bygninger, vl kslde suterl"
Det ver som den unge, kreimnede Mand wilde sen
nembore stutddy med eine sorte lidjjne »klvoriedes?"
—- Idbrjd lun —- »De nieret Tvivl om Folkenes evlge
Ret til at bryde deren Leuten-, til It sprenge de una
tuklige, med Vold pu tin-aku- ststsmsltiner. der im
« sinds-klemmt demz
Pf " f f?
»Jeg indrørnmer den Tidernes og Magternes Ureti
kærdighed, livorpaa næsten alle hestaaende statsforhold
grunder eig« —- svarede sundby rolig, nden at bemærlce
Forandringen i den krernmedes Auyn —- ,,rnen en prak
tisk Revision at· Historien, bvorved Follcene mutte leve
deres Liv orn og opgive enlrver nbillig Fordel over
hverandre gennem Aarhundreder —- det hører til de
slcønne Umulighedeiy hvorom man kun Lan —- drømme."
»slcal da Trællen evig blive ved at viere TrielP skal
iklce de senderhnggede Follt samle deres adspredte
Lemmer og lcnuse de Bis-dich der bar lemlxkstet dem P»
— spurgte ltalieneren med klammende Blilc og dringende
Haanden om sin stilet.
»Enhver Træl slcal visselig frjgives eller frisches-,
naar hans sande Frihedstime slaar —- men intet Øjeblilc
iørl" —- svarede sundby.
»Ha! usle lrøst tor fejge slnvesjæie
de ltalieneren.
»slaven, der hier paa sin Frihedstime, ltan være
større og virkelig friere, end den Magt han maa ad
lvde."
,,E1endige Vnggesang for sovende Trællel" — bvis
skede speranza. —- »De vil dog vel ilclte forsvare slas
veriet ?"
»lngenlunde! naar det ilclre er Forbryderens Bla
veri. -Enhver Trreldorn er dog sorn oftest forslcyldt, ser
naar Talen er orn nndertvungne Folkestammer· Græker
nes Aand var ndslukt, før Friheden tabtes" —
»Men naar Aanden opklarnmer paa ny, kortserer den
sine Tyranner med (lldsluer"
,.selv da bar Æren og Pligten en Stemme!" —- eva
rede sundby. —- »Den overvundne Krigskange, der pas
sit Æresord bar beholdt sit Vierge, bar iklce Ret til der
med at rnyrde sine 0vervindere. «
»den kommer der Liv tilbage i de nfhuggede Lem
mer, vil de allerkørst sønderrive og nedtrampe deres
Bedier" —
»Kunde lnvslidens afhuggede Arm faa Liv og
Kraft tilbage, maatte den dog vente paalijernens Onlre
til at røre sig!" svarede snndby. — ,,Hvor en nier
skyldt Trældom eller Lemlæstelse kunde gribe indi det
aandelige Liv, viide der ingen Tvivl viere om Rettenl
til selvfrigøreise og selvsReproduktion, livor den var
muligz dog det er iklce Folkenes legemlige Messer, menl
deres Aand, jeg anser for nbetinget heilig og ulcrænke l
lig. Hvor Follcenanden kan røre sig frit i sjne højeste
Retninger, hwr merken Religion, sæder eller Moder
sproget bliver krænlcet bar jeg nn megen Tvivl om
Nationalitetens Berettigelse til at omstyrte staterne !
hvor ingen Gmndlov er overtraadt"—
,,Jeg fortryder, at jeg nar rørt en Finger for at;
U)
—- mumie
irelse Dem, signorl" — udbrød nu speranza med et
lynende Blilt — ,,ha! De bar sicufict knig —- De lrar
slcaminelig bedraget mig! -- men vogt Dein»
Grev Ferdinand var vaagnet ved den nøjrøstede
Tale i Vognen. Hnn forstod ikke, hvad der taltes ern,
men saa de trnende Lyn i den unge ltalieners Øjne, og
hvorledes bang magre, hvide Haand hvert Øjeblik krum
mede sig om stiletten· Uden at blande sig i den ivrige
»Samtale, greb Ferdinand uvilkaarlig til sabelliektet,
men slap det igen. Han vilclede lkun begge eine Hænder
nd of Rappen og gav nøje Agt pu enlrver If den
krernrnede Herres Bevægelser.
»Jeg bar ilclte bedraget Dern med min. Villie, Zig
nor speraritaP — sagde sundby nn i ein sædvsnlige
rolige Tone. —- ,,Føler De Dem sknfket i Deree For
ventninger om mig, maa De have miskorsteaet mig. Jeg
her paa det bestemteste sagt Dem, et jeg kun er en
Aandens strjdsmnnd i Ver-den Jeg betragter enhver
Hevdelse at Ret og sandbed med rea, legernlig Mast
som et slags Vanvid Kurs selvforsvar mod sligt Van
vid gør Vaabenmagt nsdvendig for den sngrebne Jeg
bar ndtrylclcelig sagt Dem" —- vedblev lian —- »at jeg
set-er og elslter de store, berlige Aar-der, der asbenbarer
sig i Follcenaturekne, sotn i Alverdern men tillige, st
Tidens og Historiens Anneler ogssaek rnig ngtværdige,
betydende Magter· Jeg bar pu det bestemtegte erkle
ret. at livor dybt jeg bøjer mig for enliver stor, guddom—
melig Tanlte i Tidens og Verdens Aander —- hvor gerne
jeg lever og virlcer kor Follceliv og Follrefrihed — nier
mest for det Land og den stat, jeg tilbøren — san er
der dog et større Rige og en stsrre Atnch jeg først og
kremrnest tjener og kun Mjer mig ubetinget for —
Gudsriget — den evige Grads-Tand Selvl"
»Ha! hyklcelske Forræderl" —- raabte nu I-talie
neren. sorn rasende, og Dollcen for harn at· Stiletstok
ken; men i Kamme Øjeblilc havde Grev Ferdinand harn
i Brystet rned den ventre Haand, medens han med den
httjrc smvristcdc lmm Stiletten og Laster-le den nd ak
Vinduet.
Famil-z -..i.: f- il-;n-—c1—ji:m ilts unt-Ic- Mcnntsslwrsx vnlcl«
Somme Bevasgelsen De tnv begge. og deres Brvdning
varede kun et Øjeblilc. Perdinand var, med sin lette,
ranlce Bygning, sin langt spinlrlere Modstander over
iegen. bnade i Behændighed og Kraft. Han fandt dets
ilclce her fnrnedcnt at tyo til nndct Vanben entl sinej
leistenden sabelen var falden lclirrende necl i Vogtes-wl
niedens hnn rned fan, raslce Creb afvasbnede den i ein
Forbitrelse og Følelsen af sin Akmagt ligesom forste
nede ltaliener, der bed eine Ueber til Blocls og nu blev
sirlclende Rom en bleg Billedstøtte, med lcrnmpagtig
Sammenlcnyttede Iliknder. uden at mrele og røre rig.
Sundby begreb stralcs,l1vad der maatte viere sket.
Han Lan Ferdinands højre Haand bløde5 med den
venstre hat-de han taget Hin sahel op kra Vognbunden.
Han gvøbte nu sit Lommetørklasde om den Saarede
lslaand og sagcle pas Danslc: »Det bar intet at betyde,
sundbyl —- jeg sker mig lcun lidt. Nu kan De tage fat
igen, bvor De slsp! Vor gode Ven gjorde kun nogle
slernme Miner —- og Jeg smed nen- smsrstilclcer nd ps
Vejen."
»Und-»ich signor sperenzat" —- sagde nu sand
by til sin stille, rasende sidemand: —- »vi skylder Dem
alle Telenemmeligbech Vor Meningsstrid vii vi nu belst
udkegte en enden Geng, om De m wie-, og nden m
dtnne Vorher-, com det. min unse Ven her list tilledt
its u banger-um«
ltaiieneten svarede iklce. Han kotbiev tavs helel
den øvtige Vej.
Det vat sildigt om Akte-nen. da de endelig steg af
ved den store »Doganagaatd", «l"oldstedet, der kordnm
hat vxetet et Mars-Tempel, og som stralcs drog sundbys
Opmætksomhed til sig. Han vat opfyldt af Tanken
om, at han nu var i Rom, og af Forestillingen om det
stille, indholdstige Liv, mellern Vetdens berømteste
Kunstslcatte og Alderdomsminder, han her iflete Maa
neder skulde leve. Han bemærlcede føtst sin lidenska
belige Medrejsendes Fravikrelse, da han steg i Vognen
igen, kot med de unge Gtever og det undersøgte Rej8e—
gods at køte hen til det store CotsosHote1. ,,Men hvot
blev han af, Hr. speranza ?" —- sputgte han.
,,lh! han var jo som blæst bott, saa snatt lian var
ukle ak Vognen!" —- svatede Fetdinand. —- »Den eneste,
han vilde se til, var vor tyslce Rad: ham rukte han
Nøglen til sin Vadsælc."
»Um l haft Klammeti med Planke-Mandat i Vog
nen?" —- sputgte Magnus.
..Jeg maatte tage et lille Tag i ham" —- svarede
Ferdinand og nilclcede vel tilkreds —- ,,fot han vilde
dolice stinde ihjel."
,,Var det hans Alvor, hurde han dog ikke sluppet
sJa nemt" — —- mente Magnus, og Brodeten maatte
paa Vejen til Hotellet fortælle ham, hvad der var
hændet.
Da de sad ved Äktenshordet i Hotellet, og den
tyske Tjener kom ind med deres Rejsetøj, bemætlcede
Fetdinand, at han havde spetanzas stiletstok under en
af Kappe-me »Hvot hat du faaet den fra, du Rad ?"
— sputgte han — »den Smørstilcker smed jeg jo nd af
Vognen"
»Men jeg sprang ned og tog den op« — svarede
com-ad. —- »Jeg glemte siden at levete den til His.
spetanza."
..Hvad hvislcede Jesuiten digi Øret der ved Told
stedet?« —- sputgte Ferdinand —- »bad han dig hilse
mig?"
Vej!" —- svarede Conrad mut og slcyndte sig ud
af Døtem uden at se paa nogen i stuen.
»Den Karl hover mig ikke!" —- sagde Fetdinand
til sin Brodet: — »han og Jesuiten stak Hovederne sam
men. Vi maa nu have Øjnene med ost«
,,Men den fremmede Hetre var jo ingen virlcelig
Jesuit!" — sagde Magnus — »der var jo lcun en ny
Maskeradedragt, han etalc i, ligesom de andre Munke·
kuttet, han hjalp stinde ud ak Fængslet med. Det vat
dog meget kønt at· den lilie, biegnæbbede Fytt Du hat
vist kilce forstaaet hans Mening, Ferdinandi du er jo
heller ilcke stiv i de dumme spros, de snalclcer her udetH
lands."
,,Men paa en Kat kan jeg nolc se, naar den blivet
gal og vil springe os i Øjnene, enten den er udenlandski
eller ej. En Hund, der skuler, ttor jeg heller iklce,
hvad Sprog den saa gøt i. Tro du mig. Magnusi deti
et ilclce for ingenting, vi hat nappet den Landstryget
conrad ved Haien ak hans Navn: for en hul Rad er
Ihan."
stinde havde ilclce lagt Mikrlce til, hvad Btødtene
talte om. Han beklagede nu, at de var skiltes fra detes
krisindede Veigstet paa saa uvenskabelig en Maade, og
spurgte Fetdinand, om han ogsaa vat vis paa, at den
unge Mand i sin Hektighed havde hakt noget ondt i
sinde. Det var dog ncsten utroligt, mente han, af en
«Mtnd med san megen Finhed og Dannelse.
) »Ja, er det ikice det samme, jeg Ziget?" —- udhrød
angnus og lo —- »dn hat bestemt gjott blind Allartn,
iVindspilletl du hat lenn fotstnaet de italienslce Grimas
Er Of
»Det vil jeg tage mig paa, uden Grammatik og
ILexilcon!" —- svarede Petdinand — »Vi! hvetken du
Teller sundby tro mig, san fast det. sicam, væte det
conrad gik igennem Viereiset med to Lys.
,,Jeg hu htagt At. sundbys Tøj ind i dette Kam
mer« —sngde Tjeneten og stand-Jede ved Døten til et
mindre sideværelse —- »De to andne sovekamre et
» oven paa« —- tiikøjede han. —- ,,De et meget otdentligeZ
men her et menge Gestetz det vat iieke muiigt at faa
to VII-reisen der etødte sammen."
if »Der et det sammel« — evatede Magnus contad
ibultkede og Fik.
; »sa« ganslke det samrne Synes mig dog ilcke det etl«
z— bemetede Fetdinandt —- ,,nant vi kun hat een Døt
itnellem os og ladet den stan helt neben, et enhvet af
os bestemt dobbelt san siklrer san vist som kite Øjne,
Øten og Arme er akkurat dobbelt saa mange som to. "
»Da hat ltert ganske godt at regne, Vindspilleri
og du kan ptægtigt tælle til fem!" — sagde Magnns og
l.o — »Mine Arme Lan du eller-s ilclce regne for to he1e.
saa ltenge det sviet i min side, naat jeg tøret dem.
Din ene Haand maa du nolc ogsaa regne kra. set jeg.
Den lcielet du Jo kot, som for et svpibelsebarn Men —
hvad der et allervætst -—- jeg slcnlde niesten tro, dit
tapte Generalhjette var ennleet lidt neden for din Baker
linning. siden vi et komne til ltaiien."
,,Fejxhed shal ingen beskylcje mig for-P — wetede
Gtev Fetdinand vted —- »det taalet jeg ikke engang
for spøg ak dis, Magnnsi" Hnn tav nu og sen entt.
Riften i hans Hund vnt nbetydelig, og hnn tev Klæs
det af den. .
..Gøk ikke din Brodet Uteti" —- sagde Sande tin
stamhetrenr — »et hsn utollg kot- nogens siklcethech er.
det mindst kot hans egen. Vi man nu finde os i Lejss
ligheden her. snm den et, for det køtstez men det site-(
der aldtig et viere fotsigtigi siden det Nettebeeøz
jeg: hlev overtaslcet med i Venedig, ladet jeg nu altids
Nøgien sidde indenkot imin Dei-, naat Jeg list Inkketl
den i lass- net samme vil Jeg taade mine nnge Her-!
ret ti1."
Contad kom nu tilbage kta sidevsetelset. Plan hav
de saa let en Gang, at man sjsslden Runde hgte, nur
hen kom og gü
,,Et det ingen and-en Udgang kre mit Verele si
den De gut denne Vesi« s-— sputgte smde
»Jo« —- svaede com-ed —- ,,tnen den et Matten
os XVIII It M l M«
sammei men pas pas-P — — Ren tav nu plndselig, da
»saa maa De slcaffe mig denl" —- sagde Zimde
"l«jeneren buklcede og gilc.
..Nu lurer han bestemt der udenfor ved Deren!n
—- hvislcetlc Ferdinand til Brodes-en — »se selv adl"
Magnus sprang over Gulvet og rev Gangdøren
voldsomt op. Den gilt udad. Han hgirte et Bulder ssg
et dæmpet skrig. Ferdinand kom med et Lys, og de sue
Conrad med hlødende Næse rejse sig op fra Gulvet l
Gangen.
»saa slcal du have, naar du lurer, Radi« — sag-le
Mag-nas. — »Du kom dog vel ingen stor skade til ?«
Tjeneren mumlede noget, som ingen sk dem kor
stod, og slcyndte sig hort. Brødrene traadte ind igen i
Ysksrelset hmr Sunrlliy nu sad med en Blyant og m
Optegnelsesbog i Hei-Indem uden at have bemærket riet
lille Optrin paa Gengen
..Den Gang havde du Ret, Vindspiller!" — sagt-le
Magnus ti1 Broderen og klappede ham venligt paa Skuls
deren. — »Jeg ved jo vol-r, hvor Hjertet Sidder paa di-:l
du maa ilelce være saa vrippen l"
»Ja, vil du saa tro mig en anden Gang, Di)gg.-"’
—- sagde Ferdinand kornøjet —- »og nu have Øjnsice
med digP Maa jeg reade, beholder vi heller ikke jenne
Knægt længer, end til i Morgen l"
..lh! Herre Gudl han er lidt nysgerrig, den Racll
Det er da ilclce noget at jage ham bort forl" — svarele
Magmm — ..Han børster ypperligt støvler og forstaxir
stralcs, html man mener. s-— Han snalcker dog ogsaa nk
og til saa manerligt et spr05z. gaa man kan korstaa riet
halve. Det er jo en slcam saa uvidende og dumme alle
andre Follc er her til Lands !"
Kort efter gik nu Brødrene op til deres sovelcamre
paa anden sal. En af Hotellets Tjenere gilt koran dem
med Lys. Magnus var meget vel kornøjet med sit Vie
relse. Han var træt og vilde stralcs til Sengs. Ferdis
nand bad ham huske pas sundbys Adversel om DØrem
,,Aal du er altkor mistænlcelig!" svarede stamher—
ren og gabede. — ,,Jeg skal ellers nolc huske det! —
God Nat l"
Ferdinand gilt til sit Sovelcammer. der laa vesi den
modsatte Ende af den lange Gang. Han betragtede
Vierelset nøje Der var kun een Dør. Det var sidst l
Februar. Det havde været en usædvanlig lcold Dag, os
der var sat et Par Varmelcruklcer med Gløder ind i beg
ge sovekamrene. Det gav en ganske behagelig Vartnez
men Gløderne osede noget. Tjeneren spurgte, om han
slculde tage den altkor store ,,Ægtemand" nd, og til
føjede forklarende, at saaledes kaldte Pigerne kor Speis
de Varmekrulcker, den kremmede Tjener hat-de kor
langt her op, kordi de gode Herrer var korfrosne. Fer
dinand korstod ham ilclee. Han tilkendegav kun, at hart
innen videre Opvartning behøvede Han gav Tjenereu
Vinlc til at gaa laasede Døren ekter ham og lod Nøglss
sidde inwendig
Uden at bekymre sig om den ubetydelige Os, det
var i stuen, lagde Grev Ferdinand sig til sengs os
slulckede l«yset. Det var blevet sildigt. Der var tem
melig Stille i Hotellet. Endnu hlev der leun et Pest
Gange ringet paa Forten; nngle Døre blev aabnede ok
lulclcet paa Gengen· Endelig var der fuldlcomtnen Ra
Den meget lydhøre Ferdinand der, som ivrig Jesus
havde slcærpet denne Sands, laa dog endnu vaagen es
lyttede. Han syntes endnu at høre nogle ganske Iette
Trin paa Gangen og troede at kende conrads listende
Kattetrin. Han havde sin sabel staaende ved sit Ho—
vedgærde og kølte ingen egentlig Frygt; men han vat
spændt —- hans Blod var ophidset. Han tænlcte pas,
at hverlcen sundby eller Magnus havde noget Forsvarss
Waben. Braderen ver desuden ilclte istand til at føts
noget Værge, saa længe hans saar endno ilclce var legt.
l Speranza saa han nu en uforsonlig. dødelig Elends
Conrad var den vist nolc hevngerrige ltalieners kot
trolige og nu selv kornærmet ak Magnus. Disse Tanlcet
«og de mistænlcelig listende Fodtrin paa Gengen, sollt
lhen bestandig vedblev at here, og som undertiden stand
zsede ved hans Dør, bortjog søvnen fra hans Øjne, nag
itet han følte sig tnng i Hovedet og i høj Grad set-nis
« En usædvanlig Beklemthed overfaldt ham nu ; han følte
lsit Aandedræt besværet og ligesom en Lamhed i alle
ILemrneL Han vilde springe op, men følte sig svimmel
sog sank tilbage. x
stinde havde Siddet en Timestid og slcrevet i sit
.· Sovelcammer. da han ligeledes følte et lldebekindende os
sen hesynderlig svimmelhed. Han var bleven opmækks
Zsom paa en Lerlcrulcke med Gløder, der Stod paa Gulvet
lved hans seng. ng bemærlcede snart. at den udbredte en
zhedøvende Kuldamp i Vierelser. Han satte stralcs lld
fltruklcen ind i Kaminen i den nieste Stue og aahnede et
;Vinclue. Saa Snart den frislce Lnft strømmede ind. be
fandt han Sig bedre. Da soveværelset tilstrtklclcelis vak.
u(lluftct. var han fuldlcomrnen vel og tænlcte paa at ges
til RO. Men nu faldt det ham plndselig ind, at man
mulig paa samme Maade havde villet opvarme de unge
Grevers sovelcarnre Han erindrede det Rud, hny
havde givet dem om At lukke sig inde paa dettc frem
mede sted og lade Dørnøglen sidde indvendig· En plus
selig Uro overfaldt hem. Hen kendte Kuldampens
farlige, ofte dræbende Virkninger. Ren betænkte gis
intet Øjeblilt, men greb Lyset, for at gaa op til dem
og advare dem. Gangdøren var aflultlketx conrad hav
de ilcke hrrigt ham Nøglen Han Skyndte sig, med sti.
gende Um, gennekn det nieste Verelse, hvor Nøglen til
Lylclce sad indvendijz i Gangdøren snart stod han pas
Gengen. Han vidste Grevernes soveværelser ver pu
enden sal. og steg hastig der-op. Nummetne pea dem
Værelser vidste han ilclce, men haabede at trtekke nogen,
han kunde spørge derom. Det var imidlertid over Tie
nersleabets sengetid Der var sag stille, som litt-et M
uddøet. Paa enden sals langeGange saa han nu des
en sleilclcelse beveege sig med sagte, Its-ten lydlsse Trin.
Hen tæpkte, det ver en ef Hotellets Tjenere, der Sik
sag sagte ek Omhu for de sovende Gesten llsn Haus«
de sig hastig med Lyset den nbekendte Zwei-g del
syntes at ville undvige hem, men nsdvendls matt-J
indhentes ved Enden sk Gengen. Bodens sted de list sp«
over for hinenden og see begge XM pu Its-f
andre. ,
sum-« s
fix
s.
s« YIH
