ostandsiiyliörnene
J As s. s. lass-as
NYTleKOMAN l FIRE DELI.
(Fottsat.)
»Eller pntter den Blaar i Øjnene, lille søstek!" —
bemerkede spontani og lo — »men det kommer ogsaa
nd paa eet. Avetlcen Publikum eller Avisskriverne eller
sl Verdens Partier og Kotterier kan virlcelig afgøre.
bvad en Kunstner duer til, men kun hvad han sltal
gælde tot-; dog andet kommer det heller ilcke an paa,
Iaa længe man nødes til at bruge Kunsten som Middel
til en Gang at blive dens krie lyksalige Dyrlcere paa
en smuk Villa eller et fyrsteligt Slot, hvor man kan
give alle Publikummer Døden og DE ......... ".
»Er da en udvortes fyrstelig Rigdom Dem et vier
digt Kunstnetmaal?" — spurgte Anton med et temmelig
koldt Blilc. —- »Jeg et dog vis paa, Deres ædle søster
ikke tænlcek derpaa, naar hnn fortryller os mecl sit
skønne Talent, sotn med sit hele Væseii.»
..Det tm- jeg dog ililce svikrge nogen meget helligt
Ed paa, signor Antonio!" —- greb Fiorobella hastig
Ordet med sit skallcagtige smil —- »hvad om det gilt
mig med Kunsten, som Dem med den ideale poetislce
Kctligbed, og jeg nolc rilde tage en god slnmp ai· den-S
Jotdislte Fmgter med, til et komfortabelt ydre Liv i det
tomantislce Paradis?"
Anton kølte sig attek noget korstemtz men Fioris
della afbriöd nu denne mindre heldige samtale med en
itslienslt sang, som hendes Broder og til sidst Anton
istetnte cmltvædöt til. Det var et Slags begejsttet Di
thytatnbe til de frie Kunsters Pris, hvori hver strofe
endtes med et Glotia for den ndødelige Guddom i Tone.
Billed og Ord. Med denne sang bkød det lille selslcab
op. i den yppetligste stemning. F iokibella bortfjernede
sig med begge Arme paa Kors« over Brystet, idet hun
Miede sig for Anton, som Festens bekransede Dion
ning. «
TlENDE KAPlTlZL
Med L·ro læste Anton Morgens-n eher sin Triumkl
og Beltransning kølgencle kurte og maadelijxt bogsta
vetede stets sotn Hotelletc Kuslcarl havrle bragtj
dam· l
.,Icteke Anton Knudsenl ;
»Es-tat Du Læser dette Btev —- lad 08 sige du«
bereiten vis U Mødes l Denne verden —- saa er enten»
sundby Ude at· sit Fængscl og Vi med Ham i Behold»
eller osse Jeg og Ferdinand sjdder i et fangehuL vjs vi«
Ue hat sat vores unge Liv ovetstyr paa Dette eventyr«
—- Hvad jeg dog ilclce vil Kanne Din Ven il1ast.
Magnus.
Kteke Venl
Meer en enden Gang. hvis Vl kommer vel derfrakk
—- God Lyklte til Konsertenll vj havde gærne hørt paa
Dis og klabbed nk Livsenslctæktek, men nu kik VI andet
It gjote For Magnns var jlclce til at styte, og Jeg vilcle
ogsaa Sterne have stinde nd. Farvel din Ven
Fekdinand v. Ang.
E. sk» At vi var Gaaet paa abekatkomedje var
Ugn pas en maadez Men det lod vi sige, for at du
ktm slculde blive lidt Ærgetlig pas Os, men hvekken
-«.ngest eller Bedtøved
Magnus·«
Medens Anton attet med stok Beleymring gennems
lmste dette Eies-, lkom Spontsni og lagde nogle store
Tnttxr med Dukater pas bang Bord. Det var knn Tre
dledelen ak den glimrende Aktens Netto-lndtiegt, sagcle
den talcnemmellge Koncektgiver. Han pas-noch det
var det nllekmindste, der tilltom Aktenens største Sejr
bene, og bvis den altfor noble Ven iklce vjlde for
metme bam og bang søsten maatte han iklce afslaa at
modtsge dette saa vel koktjente Honor-n »Og nu« —
vedblev spontani »nu lcUn to saadnnne Guldhøst-Aftenet
til bei-l og vl flyvet vjdere frem eftet vor Berømmelses
kugl. Den klagrer nu alt komd med dette Laurbscrblad
i Næbbet til Padua og Bologna, til Fltenzn, Roma og
Napoli — til England og Amerika til sidstl Der et
det rette Guldgtubeland —- og san —- saa et vi Mil
lion-drei alle tte lnden tre Aar et omme."
»Alt! here Signor spontanil" —- sagde Anton nden
It høte eftet — »jeg bat faaet et Brev —- ved De
noget om det? er sundby· befrietP ellet hat de unge
ervek styttet sig l Ulylclce?"
»Ah! nu kokstaak jeg. —- En lille Billet hat jeg
ogm bet kaaet om det Galslcab" — sagde spontnni.
—- »Ja vlstl signor Mentoren maa nu enten viere kri
—- ellek d’l-Ikr. Grevet og en tredie god Ven taget ved
Vlngebener. Et balsbrwlkltende Foretagendel ganslee
vlstl En ung, fantastislc Ven nk mig, en uk det unge
ltsliens knttende Aetoer. staat l spidsen for det hele
Eventyr. Jeg vil intet vide dekakl Et lille Vinlc, kot
stssk De? Lan en lille Gnist i saadan en Ktudttønde —
og Pnkl — Explosionen er det! —- og Vinket«— Gol
sten kom its mig —- men tavs som Cravenl Bedstel
Det var kot detes skyld, ene og alene kok Dei-es slcyld,
Allerbedstel men De skulde intet vidst dekom, kør vi
m Resultaten Vi skal snakt san at vide, om det ers
lykltedes —- ellek de selv et sprsengt i Lasten, de unge,
gele MennesketP
Asn lsb butlgt dokt. Anton san hatn koste cis
l en Gondol og take ned ad Landen-« l ein Uto os
spsnding glk Anton nd pas Ganzen og dank-de pas
sisnots kloklbellu Dok.
»Ab! m tldlis es tlene tssek jeg like mod Herre
MSP —- isgde kioklhells, nnd-ne lmn dog sehnede
Dis-en holst os lod dem komme ind. —- »De Ins-. d
» Indikylde Inlt MorgencostameP —- tlltøjede nun —
»des, set les ket, ten-met De jo ser l Morgen-liest —
Nu je, pe- Rejset me- mn like vste eetemoniell
End m les eilen tllsktlve denne Orest-ekelt- ?"
Anton Mode ne sont det spat-use i izt se
s
I:
søg og sin skfdesløse Dragt. Han saa Fioribella med
clet lange, Sorte Haar over Slculdrene i en let, flagrende
Morgendragt af blegrødt Takt. Han var bleven blas
sende rød. Han fremstammede en forvirret Undslcylcl
ning og vilde stralcs gaa tilhagez men hun lo nu og
greb hans Haand »Nej!" s- sagde hun —- »De maa
nolc blive, siden skæbnen eller en anden mægtig (3u(l—
dom nu vil det! men under een Betingelse! De maa
staa ganslce stille og se url af Vinduet, til jeg har Rat
mit Haar og ordnet min Halslcrave!"
Han adlød Han stod ganslce stille og ærbar nogle
Minutter og saa nd at Vinduet. Han stod dog som paa
Ulødeiz og han havde glemt, hvacl han var kommen for.
Brødrenes Brev holdt han samtnenkrøllet i Haanden
llan tænkte ilclce mere paa de unge Grever eller sand
by. 0m dem Runde Fioribella heller intet sige hinn
Han var nu kun opkyldt af det dejlige Billecle, han
nylig hat-de set. —- Han hat-de drømt om hende den
hele Nat, og. da han stod op, sammenlignet hende merl
Faustinas Billede, som han nu følte sit Hjerte danke
mod. Hun havcle været henrivencle rlen korrige Akte-n;
men aldrig havde hun endnu staaet saa fortryllencle for
ham som i denne yndige Morgenclragt. Han kølte en
umaarlelig Lyst til at vende sig om; men han vilde riet
ilclce. Dog nu hørte han en slcælmslc Latter hag ved
sig. Det var ham umuligt lienger at se ud af Vinriuet
— han vendte Sig! men hvacl han cna nf hende, vislste
han ilclce. stuen løb rundt med hem. Han saa lctin
hendes yndige Haand true fra Døren til et Kabinet,
sorn hun hastig var smuttet ind i og nu luklcede Døren
i Laas kor. ,,Ugudelige!« —- hvislcede hun gennem
Nøglehullet —- »lcan man ilclce anderledes stole paa De
res ridderlige Ord? Jeg skal aldrig tro Dem mere2"
,,Jeg hat Jo ingenting lovet —- jeg hat jo ilclce
sagt et 0rd!" —- svarecle han modigere. —- »Jeg troede,
De var færdig Jeg hørte Dem le« —
»Nu synger De mig Deres dejlige Sonnet til Bea
trice!" —- hviskede hun —- ,,medens jeg udruster mig til
at møde Deres afslcyelige Øjne! — Synger De ilclce
straks. kommer jeg slet ilclie tilhage!"
Anton sang, men meci dikmpet Stemme. Da san
gen var endl, aabnedes Kahinetsdørem og Fioribella
traaclte frem i en slags Maskerade-Nonnedragt, mecl et
sort, gennemsigtigt slør for Ansigtet, og Haaret skjult
under en lille, sort Hætte. »Se! saaledes vil jeg lcun
vise mig for Dem. l’gu(lelige! naar jeg er ene!" —
sagde hun i en streng Tone, hvor igennem dog skallcag
tigheden halw røbede Zig. ligesom det lille, nydelige
Ansigts uenclelige Sleælrneri gennem Sløret. — »Jeg er
Priorinde i Kunstens hellige Kloster!" —- vedblev hun.
—- ,.Se! her er Talestuenk Gitteret maa De tænlce Dem
imellem osi Denne Gulvflise maa De paa ingen Maa
de overslcridel Lad mig nu here. nnd tilbedende Hr.
Ridder! hvad ligger Dem paa Hjertet? hvad hat De
at aahenbare Dei-es Hjertes stille Dame, som hun kan
here uden at rødme bag clet Slør. hun har svoret alclrig
at løfte for nogen Mand!"
»Tilbedede Priorinde!" —- Evarede Anton og gilt
ind i spøgen, idet han krydsede Armene over sit Bryst
og bøjede sig dybt — »jeg staat her som en bodkærdig
Jeg styrtede her ind i Deree klosterlige Helligdom i
inine verdslige sorge-, for at søge Trøst for, hvad der
ligger langt uden for denne indviede TærslceL De
unge Grever Høg" —- vedblev han med alvorlig Be
kymring —- »har villet befrie vor kære Ven, stinde
—- men jeg frygter" —
.,De hat Reti" —- afbrød hun ham — »det herer
ltil den tomme Verden og dens Forfængelighedl derom
’maa De henvende Dern til min Broder, den Verdunk
kung — hvor er hsn kløjet hen? — hvor bliver han
laf?"
»Han er feret bort paa en Gondol for at slcakke
lmig Underretning" — evarede Anton: —- »Men tag
fnu det slør bott, og lad mig helt se Deres skønne, del
tsgende Øjnel"
I »Det strider mod mit Klosterløktel" — sagde Fioris
helle og traadte et lille slcridt tilbage — »men sig freml
;hvad har De ellers at skrikteP Hvad er det for et
Formen jeg et Par Gange har set Dem skjule, naar jeg
Lander min Brodes-s Bevogtning besiegte Dem, som hum
thertig segnet-? —- skrift oprigtigl —- De har det hos
IDem -—— der ser jeg silkelidseni — Lad mig se det og
Geltend, sommerkngli"
»Hu er detl" — evsrede Anton og kremtog Fau
stinas Iille Portrikt. — ,,lcender De det ilckeP —- hat
De set dete paafsldende Lighed i Dei-es speij«
; ,,l-Iimmeli min Moderi min Moderl" —- Udbrød
Fioribells og tryltltede Billedet heftig til sine Lieber-,
idet hun rev sløret til side, og en strøm af Taarer
styrtede ned ad hendes blegnende Kinder. — .,Hvor
kommer det Zillede i Deres Hund? —- saadan saa hun
ud i her-des eidste Time. Jeg var et lille Barn — jeg
var næppe fire Aar — ak den hele Verden huslcer jeg
lcun hende. —- Jeg las knælende ved hendes seng —
hun saa pas mig med diese Øjne —- hun var dejlig som
her — hun løktede Hunden for at velsigne mig -— men
saa udslulttes de, diese magelese Øjne —- saa udstødte
hun et fortstdeligt skrig, som jeg eldrig lian glemme
—- og saa s— saa —- saa" — —- llun sank bevidsth
tilbage i en stol, med Portrietet krunpagtig knuget til
sit Biene.
Anton etod i høj Grad rystet og korfærdet over
dette 0ptrin. Han greb en Flaslce kra Bordet med
Rosenvand og heldede den over hendes lsse. Hun
Ing de dejlige Øjne op, men stirrede vidt paa hem
.»Hvsd ver det?" — ugde hvn —- »saa jeg iklke min
Moder-? Ak, jsi sk, ist« —- vedblev hun, og head
slils kaldt pu Portrctet l her-des Hund —- »De frem
rmenecle hevde for mig —- krs Dem Rom dette Billede —
men, min Gvdl for-Us- W ·
»Det er et dykebstt ArvegodsP s- ugde Anton
-- »mit- hedste Leder-Use Ven, en stor Komponist i mit
Eschelan efterlod Dis det, for et erindre mig om"
s- hsn W
»Amt«-? Imame —- spnrgte Flor-theils used li
demkebelis Rettig-ed —- »dog Ehe est now mätk
-tqtet oadtmthk—stsseilelletjes
hader Dem! —- sig nej! eller jeg maa aksky Dem som
min djidelige Fjendel" —
»Nej,· nejl kæteste Fioribella!" ——— sagde Anton
med usikker stemme — »dem havde elsket hende Mien
skabelig —- ban glemte hende aldrig — men han var
meget ulyklceljg —- ban havde tabt Trer paa Kanle
hedens sandhed — han kastede sig i den kolde, bittre
lronies Arme, og dog C- dog var der en uendelig Kaki-—
ljghed i hans Bryst —- og han saa den elskede i en
højere Vetden som en 1utret, salig Engel« —
,,Lutret? —- 1utret?" s-— udbrød Fiorjbella heftig
og fo’t op —- ,,a1tsaa h er var hun besmittet, falsk —
troløs — et foragteligt VæsenP — Jeg ved det — jeg
ved der —- og dog den skønneste, den herligste Kvinde!
— Gaa!« —- vedblev hun. — ,,Jeg set Dem aldrig mer.
hvis De jkke Iover mig, som ved Deres helligste Ed,
at De aldrjg siger et ondt eller foragteligt Ord om
min Moder!"
.,Jeg elsker — jeg tilbeder hende jo" — —- »i
Dem« —-—— vilde han have sagt; men det var som en
pludselig Gru gjorde ham maalløs.. Hart Saa nu et
Blik i Fiorjbellas Øjne, som forfærdede ham, og den
gamle Professor-» skildrjng af Faustinas Øjne og deres
dæmoniske Mast faldt ham ind. Hvan styrtede ud at·
stuen og lod Portrætet blive i Fioribellas synlcende
Hemmt
En halv Time efter lcom Spontani tilhage med den
glædelige Efterretning, at sundby virlcelig var und—
kommen af sit Fængsel, og at en Gondol. fulcl ak sol
dater, der havde forfulgt ham og hans dristjge Befriere
langt ned ad Brentafloden, var vendt tilhage i Mid
dagsstunden uden at have indhentet dem.
Uagtet Antons Gliede herover, var dog hans spend
te, urolige Væsen spontani paafaldende. »Se! nu er De
jo den Bekymring kvit, signor Antonio!" — sagde
han — »en lylclcelig skæbne har rned det samme hefriet
Dem fra den kedsommelige Mentor og hans dumme
Grever Øg. Med saadanne ·I’rælcloser paa Vingerne
var Deres Genius aldrig kommen ret til at flyve frit
og højt. Lad ham nu træklce om med sine Klodser og
gætte slcilc paa dem, om muligtl men nu flyver De med
mig og min søster over Verdenl og, De slcal se! Alt,
hvad det urglige Kunstnerhjerte higer efter, slcal De
vinde — baade Rigdom og udødelig Ærel —- Zerem
melsen først og sidstl det forstaar sig!" —- vedblev han
og rakte sin unge Ven et italienslc Dagl)lad. — »Se!
her staat Anmeldelsen om Deres glimrende Triumk i
Gaarl —- Jeg glemte før at lade Dem se den. — Jeg
og min søster kaar ogsaa vor Virakz men De staat dog
med Palmer i Hænderne, som en stor, vidunderlig Hel
gen i Kunstens Rige."
Anton greb Bladet og kastede et begærligt Blik
deri. — Hans Ansigt oplclaredesz men snart lcrøllede
han Avisen harmfuld sammen, og hans Kinder blas
sede. »Det er jo lutter Usandheder og 0verdrivelser!"
— udbrød han — »det maa jo klinge som spot og
Forhaanelse for enhver, som kender mig. Jeg har jo
ingen stor Opera componeret og heller ingen Kirlcemus
silcz Ridcler er jeg jo heller ilclce —- og der nævnes
0rdener, som ingen steds er til —- det er det mest
nforslrammede Charlataneri, jeg kan tænlce migl Jeg
maa staa som den største Pralhals og Nat for Alver
den — og det er oven i Købet vist Lovtaler, De har
købt og betelt."
»Ah! hvad siger det! allerbedste signor Antoniol
Lad de smørere kun lyve sorn Heste og smøre saa tylct
paa, sotn de kan, naar det kun er til vor Glorie! saa
den maa det just viere, naar det skal blive bemerken
Her De ingen store sager komponeret endnu, saa har
De jo komponeret guddornmelige Ting i det mindre,
Ysom diese himrnelske sonnettet til Laura og Beatrice,
det er ansa, men kostelige Perler og uslcatterlige Dia
meriter i Deres Krans. Disse smaa Mesterværker alene
vil gøre Dei-es Navn udødeligt —- og er De ilclce Ridder
endnn —- pey Die-! saa burde De være det, og De vil
upaatvivlelig snart blive det. Med de gale 0rdener,
her er nævnt, her der heller intet at betyde. Hvad ken
der mjne Lendsmænd til Dei-es nordislre Baand og stier
nerP ksn det ikke ljge saa godt viere en Dromedar, som
en Elefant, man der hænger Hædersmænd orn Halsenk
og ken den store Bjørn ililce viere nolc saa hæderlig
som en lille stjerne i den lille BjørnP —- og andet er
jo den berømte Nordstjerne ikltel — slsa Dem til
Tals, allerbedstel og tag mod Æren i hvad skiklcelse
den kommerl Et slags Ridder er De jo dog virlcelig.
Jeg har jo selv set det smulclce, røde Baand med del
hvide Kors, hvori De her en stor Medaille hængende
—- hvorkor Poklcer bærer De ilrke det Baand i et Knap
hul? det har De jo Ret till — Medaillen kan De jo
lade ligge i Koffer-ten —- saa tror hele Verden, det er
et Ridderbaand" —
,,Men saa var det jo dog Løgn ög Bedrag" —
svarede Anton
»Ej! hvad siger det? Verden vil bedragesl —- Lad
mig se det, bedstel det vil bestemt klæde Dem sont-ef
feligt — og Anseelse giver det altid. Hvor mener De,
det lille blau Baand et kommet kra, jeg ladet beskedent
titte kretn ak mit KnaphulP det er fra min lille Søstets
Tojletslcukkez men det er sllerlciereste, og det gør sam
me Nytte, som det var kommet fra en Kejser."
spontani tog nu ser Antons Medaille for ædel
Daad op ak have aabne Koffert og løste Baandet ak
den« — ,,se hast« — sagde hän og stelc det gennem
sit eget Knephul — ,,vllde det ilcke tege sig ypperligt
ad pas en sort choleP Kom, kom! —-» Beatrice —- min
lille søster mener jeg — skal med ein egen skønne
Haend pryde Dem dermedl — rødt er netop hendes
Pan-e —- hendes Ridder kan De dog aldrlg und
slea Dem for etvcrel — og — pas paal — det slksl
Inert yngle, det lillesundl — De her je Anhekalings
breve med til flere Koffer-. Jeg ladet tun et lille Otd
kslcle til vedltonnnende Mut-heller ern, et det vil viere
Dei-es Monat km et se Dem hedret es opmuntret If
hens here konsellse Herr-er Fettere, ligesom ei hsm
selv — es De er en klgt dekoreret Mund i en Hunde
vendlns l« —
,,Nej l« — svarede Anton med inderlig lndignatioj
—- .,før jeg skulde bruge saa foragtelige Midler til as
blive hæclret — vjlde jeg aldrig tænlte dekpaai"
»Na ja! saa tsenlc heller ilcke derpaal det er jo ku
min beliagelige Spøg, kan De nolc videl Men kom no
dog ind med til min søster!" Med disse 0rd tralc den
italienslce Virtuos nu Anton ind med sig til Fioribellx
men fandt hende til Forundring i Nonnedragte!1. skf
desløst lienstralct paa sofaen, i en vistnolc yndig. met
sørgtnodig stilling, og med det lille Portræt i Haans
den. Hun stirrede paa det, og hendes Øjne svøtnmede
i Tat-tret
,,Al1! hvad ser jeg? min lille søster forvanilet til
en bedende Magdalenel" —- udbrød Spontani — ,,og
hensunken i Andagt ved den heilige Jomkrus Billede!"
,,se!" — sagde Pioribella —- kender du ltendeP
Spontani for pludselig tilbage, som ved e: Skor
pionstik Han var bleven dødbleg. ,,I-Ivilken Djævel E
Helvedes dybeste Afgrund har bragt det Aasyn tilbatxk
fra de fordømte?’ —- raabte han, som rasende, og res
Billedet ud af Haanden paa sin søsterz lian kasteclt
det lien ad Gulvet og Stampede. Han stirrede med. is-«
glubenrle Blilc omlcring sig, sum om lian kunde myrde
hvem der kom ham nær.
Fioribella for op og klappede ham smigrende pas-.
den gulblege Kind. »Broder! kære, lille Broderl myrr·i
mig nu clog ilclce! —- liun er jo død og bot-te for længc
siden — hun gør dig aldrig mer Fortræd Du bade-s
hendes Ansigt. —- Din Moder var hnn jo heller iklie
— men mig elskede hun — min Moder var hun dokt
og hvor dejligl hvor dejligl"
Anton bavde taget Portrættet op og forvaret det.
spontani havde fattet sig, men hang« blaa Lieber sitt-eri
endnu. »Ja saal" — sagde lian med sammenlclemtse
Tænder —- ,,det er Dem, signor Antonio! der list
bragt den Skat i min søsters Hænder? Ali! jeg begrk
ber det! Deres gamle Professor hat lylcsaliggjort Der
derrned — lian var en Gang hendes Hyrde. Han va:
en af de lyksalige circe-«I’ilbedere, der Siden gilc ow
lcring i Verden og gryntede."
»Na wer god igen, lille Broderl — ltrtenlt ilclce vot
geniale Ven med megen Bitterlied rnod bans gamle
Lærerl —- sig heller intet ondt mer om rnin Mode-I
eller" —- tilføjede nun med et bestemt, næsten trueidie
Blilc — »jeg rejser fra dig og set dig aldtig met —- os
hjælper dig ilclce til" —- — -
,,0m Forladelse, lille søsterl s-— tilgiv mig, signot
Antonio!" —- afbrød spontani hende pludselig. Ha
syntes fuldlcommen rolig og i sit sædvanlige Lune, idst
lian hastig for med Haanden over Ansigtet. — »Du
var en Overgang" — vedblev lian -— ,,et lille M
som undertiden kan overraslce mig ved disse faul
Erindringerz men det liar intet at sigel — se het, lille
søster!" blev lian ved i en munter Tone og blinkt-de
listig til liende bag Antons Ryg — ,,betragt en Gans
dette dejlige Baandl det vil vor geniale Ven ilclce bist-,
uagtet lian er berettiget dertil.ss Det børet til den konze
lige danske Orden for Dyd og nobel Bedrikt. Ds
hører en Guldplade dertil, lusorpaa det staat at los
paa Dansk; men den er for stor til at slæbe paa. S
du ham Baandet i Knapliullet ; lian vil viere stolt ak It
bære din Pause-«
»Uitnodstaaeligtl" udbrød Anton og bis-jede sit Kn
lialvt, medens lian greb bendes Haand og ttylckede d
til sine brændende Liebes-. «
Hun knyttede Baandet hastigi hans Knapliul »sta
op, Ridder af Dydenl Ridder ak den noble BedriftF
—- sagde linn — »Du er indviet til rnin beskærmends
Dydsengel kor Liv og Død" —- —
,,Lad det viere nok med Livetl" — skbrød Brodes-O
hende —- ,,Døden og de døde vil vi aldtig mer tonl
paal —- Og nu til Arbejdel til den noble Bedrift, d
er vort kælles Livsmaall Noderne frem, Fioribellts
Vor næste Konert averterer jeg allerede i Dagl"
snart var de nn alle tre dybt inde i Musiklcen. Alle
Mislyd fra Fortid og Nutid opløste sig i de lylcsaligetse
Forestillinger om den store Fremtidslylclce, de bver pss
sin Vis saa i Mode-.
ELLFIVTE KAPITEL.
Paa Bagsædet i en tæt lukket Rejsevogn, der, met
kire raske Hingste, for hen ad Vejen mellem Padus
og Bologna, sad nu den befriede Sundby ved Siden If
sin tavse ubelcendte Befrien l Padua havde ltalienetes
Ombyttet sin Kapusinerdragt med en hvjd Jesuittets
kappe Han havde trykket den trekantede Hat dybt nes
over Fanden Han boldt bestandig en stiletstok i sia
"1-Iaand. mellem begge Knæ, og stirrede okte genoss
det halvt tildækkede Vindu, isæt naat der kotn Vogt-e
ellek Ryttere forbi, der fulgte samme Vej. sundby hav
de, ekter ltaljenerens Raad, akkastet Munkekuttem m
anskaffet Sjg en skotsk. tret-net Rejsekappe og en lis
nende Hue med bred Skygge. En grøn Øjensksas
skjulte desuden største Delen af hans Ansigd
Paa Forsædet lige for dem Sad Grev Ferdinand. meck
en stor Ryttereabel ved siden. Dette aabenbate Vaabei
havde han nu foretrukket for noget som helst sijMI
og der gav ham. i Forening med bang blaa slængkspps
og den 1i11e Friskfyrshue, Udseendet af en task Offi
cer. Magnus sa(1, som sædvanlig, paa BukketL HI
smældede dog ikke denne Gang med Firhestepiskew
Han hat et stort Plaster med et tyjct Lag sk Linneck
paa sin højre side, og det smertede bam hvet Gans
ban røkte sine Arme. Hans skudsaat var kok Rest
ilike farligt, og han sang lystig hele Vejen. san kw »
nie-jede sig isæk over de stolte, kykige Dyy der kot II ««
sted med dem. »Nein jeg komme-r hjeta pas Høgbchy »
vil jeg altid køre med Hing-tel" —- koksiktede II
Kusken pas galt Fransk som han ttoede blev fass-IT
ligt naar han raabte højt.— ,,Det er dog usselkyggsk :
og tyrsnis « —- tjlkøjede han paa- et slags TH— »I» z
misbsndle de stolteste sksbninger, vor Ame lut- M si:
date for It kanns styke dem magelistsp —
W
