f glaudsbybörnene
As s. s. lass-III
NYTleROUAN l ARE DELB.
( konnt-)
Han slcyndte slg bott, og stralcs efter kotn Liegen,
som med bettenltellge Miner nødte Anton til at lægge
ils pas sofaen og tot-holde slg aldeles kolig·
stamhetten var imidlertjd bleven mer og mer ustyp
llg. Han lob op og ned i Sluen som en vtecl Løve i sit
But-. Han udstiidte de voldsomste Forbandelser mod det
Land, han var kommen til. og vilde baade have Follcet
og Øvkjgbeden pislcet ud ak Landen le Lykke for
stod iklce nagen ltaliener et Ord af, lwad llan frem
buldrede.
»Hm et jo en Orlando furioso, Deres unge, het
knllslce Ven, slgnor Antonlo!" — sagde Liegen. —
»De bar sllclcerlig Febet, Signor Contel" — sagde han
til den blussende og latmende Grev Magnus. —- ’Lad
mlg untleksøge Detes Hetskabeligheds Puls!"
»Gaa F ..... j Yold og føl Pulsen paa hans
Oldemodek!" —- raabte Stamherken. —- »Jeg er jngen
Icærlingl Hvem maa jlclce bljve gal i Hovedet l et
Land, hvor man jlcke kam stette ein Fod pas Jokden,
Mk man hat en Dollc i Livet —- og ilclte kan lægge sjg
j en seng, for man trælclces nd ai den og slæbes til
jetes Lord-rote Reverhuley hvor l hat pint og plaget
Follc til Dsde, for Verden var skabt!"
»Nei, Magnns;" — sagde Fetdinand — »Ja-l leenge
zielen et det ilclce — det var j Dogemes ’l"id, da her var
Repnblik."
»Ja, det ved jeg nolc!" —- raabte Magnus —- ,,clet
et Republik, de bat haft her. og del-for er de saa gele.
Røde Republikanete hat de altid været — blodrøde
—- og det et de endnu —- de gaa med Gift og Dollc i
Lommen -—— de koge Follc levende i smeltet Bly i del-es
Revetkulen saaledes vil de nu plne vor lcæte sundby
— og det sltal vi Danslte se paa og taaleP —— Nej saa
lknge der ek en eilig danslc Blodsdtaabe l mig, vjl jeg
slsa ned mellen det Røverpak, til de slipper ham los,
diese fotdpmte blodtøde Republikanere.
»Men Republllclcen er jo Polclcer i Vold for lienge
sjden, Magnus!" -—— sagde Ferdinand ——— »nu staat de
jo under lcejserens Toffel og maa lystre som Hunde."
F ..... «heller! Er det a: lystke, naar de stiklcer
Anton Icnudsen med Dolli og slieber sundby til Pine
denken, naat de vll pille hans Tanlcet ad ak hans Kof
fekt og vil btænde ham i gloencle Ovne kot dem?
—- hsr nagen Kejsek befalet dem det? Nei. det slcal
lngen bilde mig ind! Det er sagtens vor egen Hr. sm
set, det kommet kra, baade det ene og det andet —
han var mig altid en Luks —- han staat i Komplot med
Ille Gevtyve, Lan du tro, med disse fotdømte kcxiulksi
Lanete medztmen jeg skal lære dem !" —
biegen greb nu stamherrens knyttede Hannrl ved
Ledet for et ksle hsns Puls og raltte ham med der
umwe et Glas Bmsvand, sont hktn jmidlektid rolig
luvde tilbekedet. —- "Drilt, dtlch bedste signot Contel
skynd Dem køk det hat akbruset!" -— sagde han —
"det bekollger det Unge Blod og stiller Febetpakoxysi
men« —
spros. Den enden unge Hei-te nahte ogsaa pas Re
publiltken. Det er et 01ö, som hat en katljg Klang her
j disse Tider —- og jeg raadet Dem, sjgnor Antonio!"
»An-ad reader De mig? bvad skal jeg gere? Mor
1ecles kan jeg tedde ham ?" — udbtød Anton heftig og
sprang attek op. —- ,,sig freml jeg vil vove det yderstel
Yjs mig kun en Udvej! bvad taader De mig?" !
..Jeg raader Dem at lægge Dem paa Sofaen og for-«
holde Dem aldeles rolig. Signor! til Ueres Arm er
lægt, og saa skynde Dem hersta, baade med Deres eget
og begge de andre urolige Hovedet, jnden De alle
til-Amen blive anesterede Dem. der engang er satt
fast. ved jeg aldeles jngen Rednjng kot. —- Højst far
lige Folk, disse Danskel aldelcs revolutjomete!"
mumlede Lægen for sjg selv — «de Runde føre mig i
en net Ulykke, hvjs jcg ikke" — Han bukkede tavs
og Skyndte sjg bokt til sjne andre Patientet i Hotellet.
Anton saa uroljg til Døren og længtes nu kun efter
der Besøg, sjgnok spontan havde lovet hatn med sjn
fortryllende søster. Den Uro og Spænding, hvormed
hgn taenktc paa Handlij Hebt-, hindre-de ham dog ikke
j at kaste et Bljk i spejlet, der bang skraa for Sofaen,
og ordne sin Klædedragt saa net, som det i hans
liggende Stilling var muligt. Fiorjbellas smukke Navn
kløj ogsaa sagte og nvjlkaarligt fra hans Lieber-.
Kort eftek aabnedes Dørem og den yndjge Hebe
skjkkelse svaevede ind af den ved Hin Broders Arm.
Anton takkede dem med den inderligste Hengivens
hed og kunde iltke sige dem, hvor lylckellig han følte
sig ved deres Deltagelse og uskattelige Selskah Han
slcammede sig over den plumpe Landsmands Adfærd,
og næppe var spontani med sin søster ude af Deren,
kør han nforbeholdent lod Grev Magnus korstaa, at
hans unægtelige Overlegenhed hiandt krernmede i vort
djærve danslce Sprog dog iklce gav ham Ret til at hæve
sig over alle selslcabelige Hensyn
,,Det kan nolc værel" — brummede Magnns —
,Ymen hvad Pol-leer bryder jeg mig om den skæggeløse
Kvinlcelerer og hans Mamsellel Han er jo en af Pa
vens kasserede Tremulantrnagere — det sagde vor gamle
Professor — det kunde man jo ogsaa høre, naar han
tudede for os hjemrne i Moders Lirumlarumsal —
det gilc jo saa hirnrnelhøjt, som Qvinten siculde springe
i hans fede Hals «-— men det skulde nu være rart og
kunstigt. Bah! nei, saa hører jeg ti Gange heller en
dansk Tyr brøle eller en rigtig Hingst vrinslce — det
er der dog Kraft og Natur il«
»Det synes mig ogsaaa!" — sagde Ferdinand —
,,jeg lider heller iklce hans nnderlige skrigende sternmez
men hans Kone rn.·ta du dog tilstaa er dejligl —- Nu,
ja! er hun ilclce rigtig hans KoneP —- hvad ved jeg?
— hvad er klet at le af, Magnus?«
stamherren havde glernt sin Vrede; han var fast
dig at kvæles af Latter. »Du er lovlig dum, Vincls
spiller!" — sagde han, mens «l’aarerne randt ham ned
ad de store Kinder — ,,ved du ilclce" — han lo atter
og tørrede slne Øjne —- »ved du ikke, for F ..... l«
,,Jo vist, ved jeg —- det er ogsaa sandtl" —- vred
sede Ferdinand og vendte sig ærgelig hort.
,,Signora Fioribella er hans Søster og en højst ast
vierdig Dame" —- sagde Anton meget alvorlig og
studsede — »hvad De saa lian have mod Broderen, og
hvordan det hænger samtnen med hern, beder jeg Dem,
lcære Creverl baade for min og sundbys skyld, være
heilige mod dem begge! Her er jo ingen danslc Ge
sandt, vi lcan ty til — alt mit Haabe orn sundbys
Frelse har jeg sat til disse velvillige fremmede. Vi kan
jo lige saa lidt bryde Fangetaarne ned med vore Hien
der, som vi kan dørnrne Follcet her efter deres Embry
dere" —
»Deri har Knndsen dog nok Ret, Dogge!" — sagde
Ferdinand — »Ler du mer over rnjn Dumhed, hjælper
jeg dig ilcke med at iorlclare "l’jeneren, orn du vil have
Barbervand eller Øl, naar du snakker Tyslc til ham."
»Nu, saa lad -let være godtl" —- sagde Magnus og
dtempede sin raa Latter, som vilde begyncle paany. —
»Man vi snart skal have MiddagsmadP — Jeg er see
sulten sorn en Hund —- og saa maa vi ucl igen og se
paa Fængslcrl Herre Unrls hvordan skal vi flog lau
haln nd P«
.,l(nudsen har jo godt Haab« —- 0agde Ferclinand
beruligemlu « ,,l-ad os nu dog ogsaa være fornuktige
Og se liden an! De stege eller koge harn vel ikke
stralcs."
llcr blev nu ringet til "l’ahle d’h0te —- og begge de
unge Urever slcyndte sig til Spisesale».
Anton spiste paa sin stue. Hart var den hele Dag i
en nrolig Sprending. Sundbys uvisse Skæbne laa tungt
paa hans sind. Enhver Plan til hans Betriebe-, der
havde klinget harn saa fortræfkelig i Fioribellas yns
dige sprog og ved hendes livlige Deltagelse, syntes
harn nu altkor eventyrlig og kantastisk. starnherrens
Formening om Grunden til spontanis høje sternme og
det usxedvanlige i hans glatte Kinder havde ogsaa givet
ham et slags Modbydelighed for denne hans fremmede
Ven og Beskytter, hvad han dog selv kandt aldeles
uretfærdi8t. "slculde det ogsaa være T iltældet" —- sag
de han ved sig selv :- ,,hvad kan det arme Menneske
da derkorP er han mishandlet i sin Barndorn af unatur
lige, egennyttige Forældre —- saa er det jo deres, men
ikke hans Brøde." Han koresatte sig at overvinde en
hver ubillig Modbydelighed for den vistnolc altkor
kunstlede sangen der viste harn san inderlig en Hen
givenhed — selv orn han virkelig skulde høre til hine
ulylclcelige Okre for en kalle og egennyttig Kunstwer
Liegen saa orn Aftenen til Antons saar og fore
slcrev harn en lcølende Mike-tun der sltakfede harrt en
roligere Nat, end han havde ventet.
Næste Forrnjddag modtog han atter et musikalsk
Besøg at« de deltagende søskende. Fioribellas sang og
elekværdige Lune —- hendes Begejstring for hans T a
lent. baade sorn sanger og Komponist, satte harn nu
atter i den lylclceligste sternning. Ethvert skælrnsk og
venligt Blilc at· hendes fortryllende Øjne henrev harn.
Han kunde ilcke se hende bevæge en Haand eller en
Fod uden at bennclre den usædvanlige Ynde deri. Der
laa en uiniodstaalig "l«illnlclcelse snr harn i hele hendes
slcikkelse og Væsem Hun syntes don paa det 0mhyg—
geligste at nndgaa enhver Tilnærmelse, der knnde synes
kolcet. —- Det var kun i bevægede eller begejstrede
Øjel)liklce, at hun kunde berøre hans Arm eller ræklce
ham sin Haandz men disse Øjehlilcke indtraf, hver
Gsng et stinkt Digt eller en musikalslt Nydelse eller
hvillcen Horn lielst Kunst eller Naturgenstand bragte
deres Porestillinger til et wide-. s-— "Kella ldeak"
udbrød da Fioribella, og Anton maatte finde alting
slcønt. hvad hun sealedes begejstredes ved. Det var,
som hun electrislc meddelte harn sin smag og Begej
string ved sit Blilc eller den mindste Berørelse af hendes
nydelige Fingerspidser.
Spontani havde faaet et Pianoforte bragt ind i
Antons stue. Han »vilde nu spille og synge her daglig
med ein sesten l deres geniale nordislte Vens Nier
vkrelse vilde de forderede sig til deres Koncerter. Hans
Dorn, mente de, sleulde silckert være dem vejledende.
De behendlede harrt beetendig Horn en Autoritet, en
overlegen Genius, og satte hans Beslredenhed pas de
hear-deute Prøver ved derer ubetingede llyldest.
Hved der dog endnn syntes et vierne Anton mod de
korfkngelighedens og lndbildskhedens latterlige Dorn
oner, der hemmellg lurer l ethvert Kunetnerbryst, var
Erindringerne ern den garnle Professors okte bidende
spot og lronl over denne sodvenllge Virtuosevegheck
Kreis Gans lieu kjlte cis l gegen M Gred anlgret
eller med altior stor Tillid lyttede til de begeistreds
Røglcendes spaadomme om den mageløse Kunstnerlylelch
der upaatvivlclig ventede nam, horte lian gerne des
san-le Professors Stemme le i hans Inderste. Han htm
de da pludselig blive ildrød i sine Kinder og føle si
dybt ydmyget i sin egen Bevidstbed.
saaledes gik det ham denne Dag og alle de Ul
gende i tre hele Uger.
Det kørste, Anton spurgte om, liver Gang nan : sc
spontani, var om han endnu ingen Udvej has-de fur-. et
til at befri sundby. Virtuosen tralc da gerne paa Si; il
dkene og meddelte nogle mislylclcede Forsøg lios de i «r
maaende Herrer af hans Bekendtskab, der lienhørte til
Autoriteterne.
»P» Bei-col« —- sagde spontani en Dag ein-r Zie
retningen om et nyt mislylcltet Forsng — »den Vej »p
giver jeg! De hader alle hemmelig den iDKegerinjfm si
ihvis Navn de handler. Det er vist nok. De ori— et
i deres Hjerter den gamle Republik og dens tabte St ir
Whed tilbage; men de bøjer sig højtidelig for Nødvsris
ldigheden og er lige saa strenge i den bestaaende M: »t
JTjeneste, som de vilde været i Dogernes og Oligarcl1. tI
;«l’id. Jeg kommer nu til at vende mig til d’Hrr. aai-.::1
Hbart misfornøjede af Follceti —- til Patrioterne af Vet
unge ltalias Farvel -— men riet er karligt — de: et
halsbkæklcendek — Opgiv dog ilclce Haabet, dyrebarcsts
Signor Antonio2 for Dei-es skyld vil jeg vove det fir
ligste! — kun Taalmodjgiieilk Rom blev ikke bygxset
paa een Dag eller i en hel Maaned. Nu maa vi al! sk
først have Dem fuldkommen rask og vore Koncerter l
Gang !« saa snart han var kommen til denne Sædmw
lige Vending i sin Tale, sad han atter ved Pianoforetz
og nu blev der kun tænkt paa Musik og Kunst. käm-i
bella svarede ind ad Døren og applauderede. Hup
var endnu mere indtagende, end nogen sinde Hun
sang en ak Antons Kompositioner, og lian sang celf
sine allernyeste Melodie-r til et Par Petrarks og Dant
Sonnetter. Lauras og Beatrices Navne skjulte for Äu
ton Fioribellas skikkelse og Væsen, og han kunde sau
ledes ukorbeholden udgyde hele sin flammende Sjæl i
den mest platonislce Beundring af hendes Elslcværdigs
bed.
»F ..... j Wld med clet Julcs og noto sme pau
ber kra mig. eller han skal faa mjne at køleS Hanl
ijverl Banditl Repnbljlcanersp —- raabte Magnus og
slog til Glaszet, saa del kløj hen ad stengulvet.
»Kom. kom. Magnusl du tager bescemt kejl. han
er hverlcen Bandjt eller Republilcaner" —- sagde Fer
dlnanrl —- ..jeg siger dig je. her er slet lngen Republilc
mer —- og de» kogte heller ilcke Follc i Bly." — Han
trst nn sin Brodes ind med sig i den ncste stue, bvor
Magnus lod sin Harme gaa nd over stole og Borde.
»Er betænkeligt Tilkælde med Deres nnge herka
liske Ven, signor Antonio!" —- sagde Liegen -——— "plejer
han ofte at have slige AnkaldP gør han lngen Fortræd
i ein VoldsombedP —- Dersom De ønslrer det, lcan jeg
ringe, og vi skal i al llast mecl Største Behændjghed
faa bnns Arme i et eget slags Trøje med meget lange
Ærmer. som vi lcan binde samtnen paa bang Ryg. saa
lian ilclce lian røre sjg. Jeg ved ilclce, om man kendcr
denne kortræsselige Opfindelse l Deres krede Fsdres
lnnd- l Videnslcab og Kultur staar man dog nolc der
noget tilbage."
Anton korsilcrede hom. at man meget goclt kendte
spendetrøjen i l)antnarlc. men at den nnge Creve var
fuldlcoknmen ved sin Forstanti. Det var linn bans Maa
de at ytre sig paa, naar han var vred· klan fortalte nu
Liegen, hvad der j saa høj Grad bavde kornroliget dem
alle, og spurgte. om han intet Middel vidste til at kaa
deres lierde Lamlsmand løslaclt, siden has dog var alde
les nskyldig.
»Hm man beslaglagt hans Papirer, som De ster,
vil deres lndhold fornemmellg afgøre hans skaebne"
—- svarecle Lassen med en Vigtig Mine. —- ,,Flndes der
intet lovstridigt i bemcldte Papirer, lian De vikre gan
ske rolig, signorl"
»Es-C Lan viele. lwad han kan have nedslcrevet, for
not-were at overveje deck ?" —- sagde Anton højst urolig.
—- »skulde man sk Mennesker clrages til Ansvar for
eine hemmeligste Tanlcerv saa der galt uil for den ret
sjndigste l Verden —- det var et utaaleligt Tyrannil"
Lesen for, ligesom korslcræklcet, tilbage ved dette
Ord. »Forstaar slg" — sagde han. — »Enl1ver kan
tsnlce krit, bvad lian vil saa vel her sont noget anden
steds her l Verden, signor Antoniol naar Tanlkerne
kun smuln korbliver i des-es respektive Hovedek ; men
kommer de nd ak Mund eller Xen, er det en ganske
enden sag. skrevne Tanker er altid karllge Vater at
rejse med l vore Tldet. Urollge Ueveder maa en klug
Regerins passe paa — der er den-, der til sidst gøre
slle Kroppe es sonder mollse -- os vort tote, unge
ltalls er en! Natlon as nrollse Hoveder. strenghech
Strenghed er nsldvendlg, stgnorl Den uns-, wede slg
nor conte ruhte est-a nieset hektlgts pas Kepublllc —
II nieset form-d leg des nok If han« umenneslcelise
OTTENDE KAPlTliL
4nton modtog nn .en saa levende Deltagelse i hans
egen og hans fiengslecle Vens Ulyklce, at ltan manglede
Ord til at udtrylclce sin "1’alcnemmeligl1ed. Den slmnne
Fiorjbella var nudtømmelig i Forslag og dristige Pla
ner til at sprænge den lærde Herres FængseL Hun
aabnede Anton selv Udsigten til en hastig, mer end
enropikisk Berømmelse Hun var overbevist om, at blot
det ene at bang mageløse «l’alenter, som lmn allerede
liavde hakt Lejllghed til at beundre, vilde i en eneste
Maanecl gøre ham uclødelig. lndtil lian atter kunde
bruge sin Haand, bad nun harn nn dog, for Himmelens
og alle Helliges slcyld, slaa al Uro at sit sind og
lcun tillade sine oprjgtjge Venner og Beundre at sørge
for hans ()pmuntring. Der var en Koneertsal i Hotel
let. fDer egtede liun og hendes Broder saa snart com
muligt at give Koncerter. saa snart deres geniale Ven
kunde deltage deri med sin sang eller Hin Fløjte, var
de silcre paa et stormende Tilløb og almindelig »Fu
rore" blandt detes kunstelskende Ländern-each
At Fioribella selv var en udmærlcet sangerinrle, lod
hnn Anton jltke ltenge være i LiJUkul om. Paa sin
Bruders Upforciring hentede hun sin Guitar og sang
et Slags Brat·our-Aria, der niesten syntes improvi
seret. Den passede i det tnindste til situationen og stem
njng. Det var en Kluge-sang uf Apliroclite ved den
saarede Adonis’ Leje.
Anton ridste ilclee. om han vaagede eller drømte:
—- det var ham som sangens og Poesiens Engel i den
vndigste slciltlcelse var stegen ned til hern
..Det var uheldigt valgt!" — sagde Fioribella og
lagde Ouitaren fra sig —- ,,(let passer kun halvt paa,
hvad jeg vilde sige Dem j det «l’onesprog, der er vort
fælles rette ModersrnaaL Jeg er desværre ingen Andro
dite, og den hellige Jomfru viere prisetl — De blev
heller ilclce clødelig saaret af hint" vilde Udyrz men
vier korsikretl" — vedblev hun med et skælmslc smil
og greb hans Haand —- ,,var jeg en Gudjnde og holdt
nu Anemonen i min Haand, bvortil de milde Gudet
forvandlede hin Edle Yngling, jeg vilde pleje den till
dens hastige Afblomstring og vande den med minei
Taarer!" —- Der faldt virltelig en lille Taste paa han«-l
Haancl —- »Jeg vilde altid sidde seks Maaneder il
sorg, medens min gnddornmelige Vens sjæl var ii
Rades-. for i selcs sommermaaneder at knnne glæde mig
med ham pas 01ympen!"
Hvad Anton iltke hat-de Ord til i det kremmede
sprog. brød sig nu Vej i en Tonestrøm kra hans be
vægede Bryst, og han takkede henrle i en sang, han selv
i Tanlcerne havcle komponeret den« forgangne Nat, da
lian gilt ene pas skibsdælcket i sine romantislce Drinn
meriei ; den var fdjet til Ordene af en danslc begejstret
sang over italien. Zorn Musikens og skønhedens evige
Fædreland «
»Ihr du hørt noget skønnere, Fioribella?" — lud
slcede spuntani —- ,.l1vacl kunde saadan en Stemme
ilclce" —
Han tav pludselig: men Fioribella tog nn ()rdet,
og hendes Beundring over Antons Tenor og »He-viele
Komposition« var harn en selig berusende Gnddomsclrih
Endelig sfbrødes clenne Fokmiddags-Underholdning
af de nnge (’-rever, gom med en tysk Lejetjener havde
tumlet nrn pas en Condol den hele Formiddag og kun
spurgt orn. lwor der var Fænggler. De hat-de ogsaa
hakt den sorgelige Tilfredsstillelse, at se mange skumle
IIygiiiistzcr med sniaa. høje Gittervinduer, hvor man for-l
silcrerle dem der var fortrækkelige, uigennembrydeligel
Fwngslen og hvor de ogsaa has-de set mange grulige
Forbryderansigter, som lo vildt med lidet liøvislce Tegn
og Miner og korhaanede dem bag Gittersttengerne.
stamlicrren var saa oprørt der over, at han. nden1
Hensyn paa den italienslce Dames Nærværelse og udens
It hllse hende og hendes Broder, etralcs udbuldrede en(
Del drøje danslce Kraftord orn det slcammelige Fell-e
færd, de- var kommen til.
»Det er jo ilclce hele Fall-eh der sidder i Fenst
lekne her" —- skbkdd Anton lum. — "Vil man W
Repriesentanter for Folltenes Dannelse og siedelighech
Grev Magnusl m nu- msn virlcelig gøre andre Ve
kendtslmber."
spornt-nd sotn hat-de kotstuet aogle ak stun
herrens stierke Ytrlnseh skyndte sig at rckke sin søstek
Armen og tsge Akskec De lovede lrnldlertid Anton, et
des-ge hsm livet kommst-z nur d·I-lrr. Grever m
sie-, qg iim Asmy a- ssiv ts- tumn m senkqu ex
sont-mer«
,,r1erugu guoaotnxnengu« —- uuorøu kiorioeua —
»l)e har forstaaet hin ophøjede Kerlighedl Kun v o ro
Digtere har følt, hvad den ideale, den sande Kunst
neriske Kærlighed betyder. l deres rene Begejstrins
lcunde det aldrig falde en Petrarlc eller Dante ind It
fordærve dein den højeste aandelige Nydelse ved at
tage deres Idealer spidsborgerlig til Ægte ellet sætte
Bo i en Hovedstad, med deres gudclommelige Muset
til Husholdersken Ah! Signor Antonio!" — vedblef
hun — »med Deres Følelse for den rette ktie Kunst
nerlcærlighed —- med Deres mageløse Geni, vil De blive
den største Komponist og Virtuos j Verden. Fru For
tuna vil vist heller ilclce nægte Dem Guldnøglen til den
fineste Nydelses Morganaslot og det Skjulte jotdisks
Paradis."
..Gør mig ikke forfængelig med Deres venligi,
overbærende Deltagelsel" —- svarede Anton — ,,og tw«
for alting ilclce, jeg vil gøre min Kunst til en Ønslces
lcvist, der slcal aabne mig Guldgruber og et yppigt Lev
nets Feslottei —- Naar jeg deler Deres store Digteres
Begejstring for den ideale skønhed" — tilkøjede hats
med et brændende Blilc i hendes Sorte, ildfulde Hjne
—- »saa mener jeg dog derfor ilcke, at en saadan Be
gejstring er ukorenelig meil den virlcelige Lylcsalighed l
et skønt, naturligt og menneslceligt Forhold tii den
elclcede."
»Ah! slap det derud, min ideale Hr. Komponist l"
— udbrød Fiorihella med et skselmsk og listigt smii —
,,det er dog kun havlt Alvor, naar de gode Herrer Ge
nier i denne Verden bliver Paradisfngle og flyver hell
over Jorden uden Ben, som det synes. og uden It hvile
paa den platte Jord. De gemmer kun begge Beneve,
som storlcen i deres nordislce Vise det ene, naar den
staar pas Taget og vil forøge den huslige (’-lke«ie hos
en lille idyllislc Familie i Danimarca." »
Der var en Blanding af skælmeri og Nah-met i
Fioribelias Miner, com fortryllede Anton og gjorie ham
dristig. ,,’l’ilstaa mig, dejligste Foiribeiial" —- sagde
han og greb hendes Haand —- ..det var vist heller ilcks
Dei-es Alvor, livad De før yttrede om den ideale Kunst
nerkærligheds fuldkomne Uforenelighed med enhver At
tran efter Familielyklce i ganske Simple. naturliixe For-«
linl·«" —
»Jo, til risse var det mit .-leor!" —- svarede Find
bella og trak hastig sin Haand til Zig. — ..Flergus1erj
korlcaster jeg aldeles i Kunstnerlivetz der maa Genien
viere den eneste raadende Guddom. Den kan paatage
sjg alle mulige skilckelser — den Lan snart være Mand
rsg snart Kvinde, at se til; men i Crunden er den ingen
as Delenez og —- korlasl mig, min geniale Ven! den
sande Kunstnersjicsl er en virkelig Paradisfuglc den be
liziver aldrig nogen smaalig Sammenlappet Rede at hvils
i. som Spislshorgeriuglene, naar de ret sical have det
godt. Hnr Kunstnerijelens Paradisfugl kun tilstræklcss
lig store Vinger. ltim den allerdejligst svæve hen mel
lem Himmel og Jord; den strækker kun Vingerne ud
og hviler særdeles behageligt —- i Lukten."
Hun lo og sprang hort. Han saa hende ilckk met
den Dag: men hende- Væsen var blevet ham ligesu
ga:1clefu1dt, som det var og blev ham fortryllende Ilau '
tog Fauctinas Portrikst frem og sammenlignede det med
Datterens, saaledes som den unge Pige nylig hisde
staaet for hem, med det tilsyneladende naivt uslcyldlgq
men dog brændende Blile —- den stolte Opløktelse ov
al jordislc Lidenskal), og dog dette sit-limite, listige
E;inil, hvori alle Elslcovsguders Underkundislied skjnlts
Zig. Han lagde Poktrsetet attei- paa Banden sk ils
Koffert og drog et dybt sak.