» Ciandgliybörnene
Ai K. s. lass-Ins
NYTlesROUAN l FULL DELI.
( Port-am
Anton trnadte svirnlende til Side. Han gik nogle
Gange op og ned ad Dæltltet uden at linnne begribe,
hvad der var foregaaet med han1. Hver Gang han korn
forbj Abe-l(arren, aahnede Kerlen i den grau Kappe.
der sad og sov, sine skelende Øjne og stirretle ned paa
liamz men han mærlcede det ilcke. Hans Tanlcer var kun
sysselsatte med spontanis dejlige Søster·
»Faustinas Datter!" —- udbrod han —- ..Faustinas
Øjne og levende Billedel —- Alck mon ogsaa hendes
sjiel?"
At spontani kun var en stifsøn af hin Faustina, det
vidste han af den garnle Professors Papirer. Fioribella,
formoderle han. var hans Halvsøsterz thi at hnn var
Faustinas virlcelige Barn var urnislcendeligt. »H« hun
crvet sin Moders Natur med hendes slcønhed?" —
spurgte hart atter og atter sig seit-. —- ..Nej. det er
umuligt!« —- trøstcde han Zig. og et litsligt Haab tin
drede i hsns Øjne —- ,,her er Renhed, Usltyld og Aand
forenet med en Fes kortryllende Ydre."
Han ncrrnecle sig nu Zimde Som under Uvejret
hsvde staaet stille ved Porstavnen og betragtet det.
»saa du hende?" —- spurgte Anton — »har du no
gen sinde set Maße til slcønhed og Elslcvær(iigheil?"
,,l")et var en meget smulc Pige. du nolc der havde et
lille romantislc Eventyr med« — sagde stindhy. —s Jeg
sna hende kun flygtig, da hun gjorde Mine til at be
svirne Det ltlædte hende meget kont. Jeg horte ogsaa
hendes artige Kompliment til dig, sorn en Aand. der
er kalden ned kra den Store Bjørn og snaklcer 1talienslc.
Iorn et rent uskyldigt Bern. Det huede mig just ilclce.
Renheden og Usltyldigheden taler man gerne mest orn,
nur den er borte."
»Hvor lian du dog dømrne san lcoldt og meister
digt !" —- sagde Anton og vendte sig med harrnhlussende
Kinder bort. l det samme lcmn Spontani tilbage
kra Kahytten og slnttede sig til harn. De gilt
nogle Gange krern og tilbage pas Dkkklcet i
livlig Underholdning. Hver Gan-: de kom forbi
Abelcattevognen snærrede de hæslige Dyr »En
sende ad dem og gjorde pudserlige (;rimacer. Deres
lange Forer i den graa Kappe Slcjulte nu altid sit af
skyelige Ansigt med«l(appefligen; men bang gluhende
Øjne var nabne og korkulgte dem med de skelende
Blit
Hensd Morgen-stunden drog spontani sin unge Ven
sksides hen tsed Bagstavnen »sig mig« — hvislcede han
— »har De hakt noget galant l«’«ventyr i Triest eller
gjort dem nogen integtig Person til Fjende?"
Anton san kornndret paa ham og korsflcrede, nt han
ntkppe havde set Triest. men var kort lige til Hat-nen
,,Nn jal san her De sagtens hakt smaaeventyr an
densteds. —- Lige megetl men tag Dem i Arzt. inin
unge, annklte Ven. for den graa cerberus hist paa
Abelmttelcarrenl han har et skævt Øje til hele Ver
den, men ganslce specielt til Dem· Jeg kender hans
Maacle at se sig Seiv og andre ind i Øjnene paa.«
»Es-ad er det for et Menneslce? Jeg har aldrig set
ham før i Gaar pas Vejen."
»Man er et slags Frirnesteri sit lisandværlc —
rejsende Kommis i Privatsagerl orn De vil, og nu til
lige Ahelcathovmester. sorn Jeg ser. Plan udfører punkt
lig, hvad lian har parat-get Zig, nsar man ilclce ser sig
for og holder harn stangen. Han her en Gang haft en
lille ist-l Kommission til mig fra en skinsyg Ægtes
mend i Genua; men det Slap han uheldigt fra: det
kostede harn en halv Kind og det højre Øre. For mig
her han Respekt" —- vedblev spontani. —- »Jeg gaar
Iltid med en lille, nein Dolli her, ser De. ister i mit
eget lcikre Fædrelami. og jeg parerer godt i en snæver
Vending rned min Kappe. En rigtig Bravo støder altid
km neden at op. ser De, for iltlke at fordtrrve Kniven
pas Ben; det er en snild og tetnrnelig siklcer Metodez
tnen kender man Knebet. er han kaput. Jeg slcal lære
Dein Kungten i en Haanclvenrlig, san snart vi er ene!"
»En Bravo sltsaa. en Bundit?" —- uddrød Anton
forbavset Hans italienslee Ven niltlcede, men lagde Fin
geren hastig paa Munden og lukltede det ene Øje.
De san just nn Abelcatkøreren stige ned at· Karten
og nærrne sig et Par skridt til den Del af skibet, hvor
de stod, tnen derpsa vende sig hastig og ga- ned i Rum
met.
»He-r er De siltlcer ved min sidel" — hvislcede
spontsni — ,men hnv Øjnene rned Dem, hvor der er
Trængsell gen heller aldrig alene eller aden Vaahen
pas øde steder om Natten —- rnindst l Venedigl"
»Jeg her i Wien haft et« vel heftigt sammenstød
med en vls lurnpen Person as høj stand« —- sngde An
ton — .,rnen jeg lcim dog aldrig tro" —
Der-es samt-le blev nu atbrudt, idet flere Passa
gerer stege op If Kehytten og adspredte sig paa Dælk
ket; blandt dein ver ogm hine tre Mænd, der san unk
lsdelig her-de folgt Anton og hans Reisegelslcab i den
lette Vogn med sit-lerne- »l-lvad mon oet er for Men
nesker ?" —- spurgte Anton
»De per nd sont Retkcrdighedens Fuglefengere kra
hin side Atvet" —- evnrede spontsnl og betragtede
dein noje med et noget Iky Mik. —- ,,De er sagten-g pe
Jsst inkognito —- med kine Net og god le i Lom
iaen." «
Anton m studeende pas huren —- —
»Fo- dein tnsa de krie Fung use cis i Ast —- de,
m here til vokt nnge ltailen l" —- tilkojede spontani
list-kenne med en hemmelighedekuld Mine. — »xender
De vor Silvio Peilico’s .,Fiengsler?"—det et en lererig
sogl —- Per Baceol Friheden er et Tenn- signor An
tonlol sont det er en kliden Setz et Istte Variationet til
l vor Titl. Dog det vedltotnmer jo Ehe oel en rigtig
vix-mo- .omtlyver hele Ver-den os gis-er sit det Fili
Msien DIE-n es Dienimi —- Jek me- mi ned, es
, J
se, om min lille syster bar overvundet lndtryltlcet ei
Uvejret og Deres altfor poetiske Underlioldning."
spontani sicyndte sig ned ad Kahyttrappen, og An
ton glernte snart alt andet i Drørnrnerier orn hans kor
tryllende Besten Til stinde nærrnede ban sig ikke mer
under hele 0verfarten, og de unge Grever sov saa fast,
at de sorgt vaagnede, da det var højlys Dag, og man
alleredei det fjerne saa Venedigs Kupler og Taarne
dulclce op af Havet sorn et FatasMorganassyn i Mor
genglansen. s
Anton stod henreven af det herlige syn, da han
sølte en Haand paa sin Arm og hørte sundbys sternme.
»Er dn vred paa mig, Anton ?" — lød den dybe,
venlige Røst. —- ,,Tilgiv mig Mut, hvad jeg vistnok
ikke endnu havde tilstrækkelig Grund til at ytrel —
men liuslc paa Faustinas ane og vogt digl efter hvad
jeg bar set og lian slutte mig til —- er de her bleven
levende for dig."
»Gansl-ce rigtig, kære sundbyl" —- svarede Anton.
—- ,,Nu ved jeg det; men det korslcræklcer mig ikke —
det skulde ilclce heller gjort dig uliilligl Lov mig kun, at
du vil se og liørex nden Pordon1, livad der nnægtelig
bar grebet mig som et vidnnderligt Tryllerii Denne
unge Piges Blilc og Stemme, hendes skiiclcelse og hele
VII-sen liar for mig en Magt, Sorn jeg aldrig har troet
var til uclen i Feverdenen eller i den sydlige Naturs
Digterdrømme. klar heniless Moder lilot vieret halvt saa
indtagende —- lcan jeg nu begribe, hvorledes vor kære,
gamle Professor« —- —
,.livorledes lian kunde fortvivie over Sicuffelsen i
al den Dejlighed, mener du vel, og tabe Troen paa al
sandhed i Kærligheden« — afbrød snndby sin begei
stredes Ven. -—· »Gid det iklce maa gaa djg ligeledes,
kære Anton! Jeg vil gerne tro saa cneget fortræffeligt,
sorn muligt, orn hin Hebeslcilckelsez lad os nu dog
begge se hende ved lys Dag, inden du gør hende til
Feen Morgana — og jeg reducerer hende til et situi
fende Luftsyn fra det,skønne Feeland, vi nu nærmer
os til!"
Med disse Ord trylckede lian trofast Antons Haand,"
og deres Opmtkrlcsomhed hendroges nu paa, hvad der;
foregilc ornkring dem· Der var blevet muntert paa Dein-!
ket. Pier og kler Hoveder dulckede op af Kahytterne ogj
Rummet. snart surrede det sorn hundrede Bisvaertnej
rundt om dem. Man niermede sig Venedigs Havn, hvorl
de sorte Gondoler med de Smaa, blinkende staal-()al
lioner snoede Fig lrern og tilbage. hinliver greb til
Bylter og Paklcer. l et Øjeblilc laa Uampskibet ved
Flcibsbroem og "l’rængse1en paa Dselclcet blev nu betyde
lig, medens enhver ilede rned at komme i Land.
Nu steg ogsaa Signor spontani, med sin søsteH
under Armen, op fra Kahyttrappen. Anton skyndte sigl
at erkyndige sig orn hendes Velbeirf sisle. Hun havde
et Øjeblilc draget sit slør til Side og tilsrnilede hats«
det yndigste god Morgen, med et Anssgt, der straalede
af FrislchecL Livslyst og en ganslce ejendornmelig sit-In
hed, der dog mere bestod i det fine Udtrylc as en pi
lcant aandelig Livlighed og et vist indtagende skælmeri,
end i noget aandeligt storartet eller i fnldendt harmo-i
nislce Former-. Hendes skilckelse og Bevægelse svarede
derirnod til Forestilingen orn den fuldendte Hebefigur.
sundby havde nu ogsaa set her-des Ansigt og fundet
det meget smulctz men han saa ilclce det Blilc, der kra de
ujmodstaaelige sorte Øjne atter bavde sat Anton i
febrilslt Tilstand Hun lod stralce sløret falde ned igen
iog modtog Antons Arm, medens bun bad sin Broder
liente nogle smaating.
sundby filc lcun Lejlighed til at hilse liende ternrne
lig slygtigt og med et Par Ord Lornybekendtslcabet med
Jhendes Broder fra Grevinde Høgs ·Koncertsal· Han
sslcyndte sig at opsøge eine unge Grever for ilclce at
lblive slcilt kra dem i Tr..-ngeelen.
i Ved Udslcibningen maatte enliver kølge den frem
trængende Menneslcestriirm og Anton stod paa skibs
ibroen med sin Dame unsler Armen, uden at vide bvcrs
ledes han var kommen der. Plan havde leun Øje og Øre
f«.· hende.
»Min Broder siger, De tager ind i samrne Hotel,
som vi« — sagde Fioribella-—-"og maaske vil korskønne
vor Koncert med Deres mageløse Fløjte og den gnd
dommelige Team-, De skal være begavet med. Jeg
brænder ak Længsel ekter at høre den —- og —- mir-a
lrnløse Menneslrel De er jo selv en stor Komponistl
Min Broder er benrykt over den Bravour-Aria, De i
Deres Fasdreland har- sat til bang sternrne. Han gør alle
Vegne Fnrore med den. Men livor bliver ban ak med
mit shal?" —- ;
»Plads! Pladsl" —- lød det nu bag ved dem ii
Trtengselens og der rullede en Vogn ind paa sichs
broen. Det var Abelmttelratren ldet dens Fører i den
graa Kappe mengte sig igennem Folkemassen og strøg
sig tæt korbi dem, keite Anton et stilc og en pludselig
smerte i den vengtre Arm. sorn lian nvillcaarlig i samme
Øjeblilc has-de indsvøbt i sin Kappe og tryklcet ind
under Hjertelcnlen.
Et dkempet Udbrnd ak smerte klej kra hans Lieber
»Min Gudl hvad kattes Dem ?"—-—spurgte Fioribelln
og sa- liam blegne.
»lngen Ting, signorai" — evarede lian og eaa den
graa Kappernand hastig korsvinde i Follcestimlen.
saavel spontani sotn stinde og Greverne Høg hav-!
de nu indlientet dem; de gilt alle efter spontanis An
visning, til det store Hotel, der isa lige ved Hat-new og
livorlien nu ogskia der-es Kukkerter og Reisen-J biet-.
beugt. laden de naaede Treppen til Hotellet, segnedei
dug Anton bevidstløs til Jorden og bavde nor drageti
den forkwrdede Fioribella med sig i Faldet.
Hun sltreg og for kra limi, wen las i samrne Me
blik Inn-elende ved bang side, medens de andre llede til
for at ,l1jelpe liam op. Kappekligen orn hanc venstre
Arm var gennemboret og gennernblitdh Hart blev stralrs
at sundby og Gtev Magnus huren op i Hotellet, livor
der sieblilclrellg var en sagt-lege ved Hunden, der klk
beugt barn til Baldstbed og teil-under hans sur.
Floribella var ums-tells over denne Ulyldre. llnn
jun-rede .og vred sine sendet-; lmn ymde m litten-·
Ihbellg en seit-gelie, et Brod-ten vllds dag- lande.
i;
bortz men hun var iklce til at bringe fra sin saarede
Ledsaget, før han kuldkommen var ved sin Bevidsts
lied igen og hun at· den I-lenryklcelse, hvorrned lian be
tragtede hende, saa, at hanssaar dog ingenlunde var
dødeligt. Dermed trøstede ogsaa Laegen hende, og hun
lod sig endelig følge til sine egne Værelser i Hotellet
og overlod Anton til Lægens og sine Vennets 01nsoxg.
sYVENDE KAPlTEL
Dolkestilcket i Antons Arm var temmelig dybt. Han
kunde ilcke vente at faa Armen nd af Bindet i de kor
ste lire Uger. Om den da iklce vilde blive stiv og Fin
grenes Beviegelighed blev vanskelig, var ham et Livs
ispørgsmaah med Hensyn paa hans Kunst. Lægen tro
istede ham dog, med en siklcer Mine, og han slog sig til
iRo paa Lejet, saatfeberen udeblev imidlertid ilclce
!l)en blev betydelig forøget ved den febxilske Tilstand,
ihm medliragte fra den bortvaagede Nats Eventyr og
den altfor leisende Forestilling om Spontanis skønne
Skisten Af og til fil( han smaa Anfald at Feberfantase
rssn —- lian talte da om Faustinas Øjne, der Snart.
syntes liam, laa paa et Fad paa Fioribellas Toiletbord
H snart blew til stjenier, der dansede om ham i Him
melen. Enilelig faldt han i en roligere Søvn, og bang
Yenner satte sig til Frokostl)0r(iet.
,,Gæt nu, sun(lbyl" — sagde stamlierren med en
vsgtig, dybsindig Mine: —- »hvad er det for en Dans,
sein gaar nd over den enes Ryg og den andens Arm? —
Der er mer —- bi lidt —- og som endes i Himmel eller
i Helvede efter Omstmnrligliederne?" —- tilføjede lian
med et selvtilfreds Nik over dette nye. lyklcelige Ind
fahl
,.Er det en rigtig Kældennai«-i, Dogge?" — spurgte
Grev Ferdinand —- ,Aal den duer vist iklce. Det skal
sagtens væke din egen Portstolpevalsz du knnget jo
alticl din Dame saa stairkt i Ryggen, at hun ømmet sig,
og du bliver selv træt i Armen dekved."
»Fejl gættet, Vindspillerl"
»Du tænlcer nok paa Antons Kæpperyggedans med
jeres noble«Ht-. svogek" —- svarede sundby —- ,,og
dens Følgek for begge Farren-—- Det var ilclce saa galt
tænlctl —- Tiliældet er kun altfot specielt. —- Jeg vil
dog haabe, Enden bliver mindre alvorlig for begge ved
kommendei Anton daneer nu rigtignok en lille Tut
gennem Himmelen med et Par Dameøjne, høter jeg;
men det et bare en lnlclinationsturi —- han kommer
nolc tilbage!"
spontani kom nu for at spørge til sin unge Vens
Befindende, baade kka sig selv og sin søsten og sand
by spukgte nam, om lian ilclce mente, det var rigtigst og
sikrest at anmelde det sandsynlige Banditangreb til
Politiet.
,,Det nytter til ingenting, signor mentore!" ·
svarede ltalieneren. —- ,,Slige smaahistoriet hører ildce
her til de masklcelige, og med Hensyn til siklcerheden
er det overklødigr. Et mislylcket Forsøg gentagek ingen
Bravo paa samme stedz De kan ogsaa væke viS paa,
lian er stralcs sprungen i enGondol og hat sørget for sin
egen Sikketlie ."
lnden Akten var Antons saakkeber forbi. Grei· Mag
nus vilde med Vold og Magt dog vaage hos ham, og
Grev Ferdinand vilde gelte Broderen selslcab for at
holde ham vaagen. Antons Nattesøvn var imidlertid
rolig, og begge de vaagende Grever sov snart i sofaen.
stinde sad alene paa sit Soveværelse i Hotellets
andet Stolcvækk med kennen i Haanden og gennemsaa
Konoepten til den skrikt, han næsten havde fuldendt
og allerede havde spildt saa megen Tid paa at ten-derive
l den bottlcomne Renslcrift var der optaget adskilligt,
sokn lian nn i en ny Äkslktikt vilde ndelade. l den Miste
Koncept var der meget, som var udsprnnget af Øjeblik
kets lver og Hektigsliech men som lian meget vilde be
tænlce sig paa at lade tkyklte. Hans Begejstting for Fri
beden og Follceligheds-ldeen havde hist og her bkagt
hnm nd over de Gram-sey Man selv havde akstulclcet sig
som nødvendige for Staternes sammenhold og den
enropikislce Fred. Han indslcrænkede sig dog for det
første til at indstkege alle saadanne steder i Haand
skriktet med en Rødkridtspen ag vedføje et stort NR til
egen Paamincielse og nærmeke 0vervejelse.
Det var imidlertid blevet Sildigt. Den fortige vaagne
Nat og den kornkoligende Begivenlied med Anton hav
de angrebet bem. Han mengte liøjlig til Hvi1e. Han
kastede Haandslcriftet ned i en Kukfm og lulkltede den
i Lass. Nøglen lod lian ligge paa stolen ved sengen
under sin Bkevtaslce l den laa hans Vekslet og camillas
lille Haandslcrikt, som han kørst maatte læse, »naak der
lau et Hav eller et Par Bjerge imellem dem". Nu bru
sede Atlanterliavet mellem liam og den ulylclcelige Greci
inde, Som i klere Aar bavde været Genstanden ko.« hans
stille, skjnlte Lidenskah Uagtet sin Trætlied greb lian
de smaa, sirligt slcrevne »Aktenb0gsblade", som hun
havde kaldt dem. Han kastede sig i en Stol og stirredei
paa dem; men Bogstavetne løb kundt for hans Øjnez
der kotn en urolig Heftighed i hans Blod Han over
vandt sin Begækliglied efter at se carnilla, »san
liun havde vieret". Han sammenkoldede atter de fine
Blade, lagde dem ombyggelig i detes Omslag og gemte
dem umiddelbatt ved sit Bkyst, men vilde lcun betro
Vekslekne til Btevtaslken. Defpaa dkak ban et Glas
Vand og betedte sig til at gaa i seng. Der var nu stille.
i Hotellet. Alle syntes at seve. Han lukkede sin Dør is
Lea- og tog Nøglen ak, som lian plejede paa kremmede
steck-, kot at lcun Tjeneten i Nødstilkaslde kunde kom
me lnd ved Hjælp ak ein Hovednøgle Endelig sluklcede
lian Lyeene og gik tilsenge. Han var dog endnu ilclce
falden i seyn, da han børte nagen gaa sagte op ad
T«·appen og standse ved bang Dei-. Plan tejste sig halvt
op i Lejet og lyttede. Det blev attet stille. Mannen
slcinnede ind i Vierelset og belystes stildetiekne pasi
nggen lige over kot- bam De kotestillede en Del
deselsoptrin kta den fes-te krenske Revolution, Kon
gen og Dronulngene Hentettelse —- de eaakaldte kepnsf
blilkeneke Vtyllappet og ellge Akekyellgbedetz der alle«
ver-. koloketede llgesom sit-dienen Ren fmte elg dog
m Wset ei den alvkot loose Moldte sm,«
,».
at Verdenslivet med alle dens :.maa og store Tanket
og Billecler hensvømmede i Taager for hans dreinmends
link Han sank atter tilbage pag Lejet og sov kast.
Hvor længe lian bavde sovet, via-te lieu Mike-, ls
han hørte en sagte Murnlen og Hvislcen omlcring »Es
l,,slcynd jet! —- han vaagner!" —- sagde nu en myn«.js
«bekalende sternme paa Italienslc —- ,,Begplasteret for
»hans Mund! — Arme og Ben samtnen! se Saal«
I samtne Øjeblilc iølte han sig berøvet Magken sil
’at raabe eller røre sig. Han saa sig i Hænderne paa · I
istærke Menneslcer i et slags Unifcrm. De slæbte lic. a
nd af sengen, svøbte Tepper om liam og bar ham «·d
zaf stuen saa stille og sagtfærdigt, sotn nan knnde w. se
en Gibsstatue En fjercle Person i Uniform havde tax-et
hans Klæder fra Stolen ved hans seng og var ga.et
komd Den Mand, sotn havde Udstedt liine sue-ge
Befalinger, greb Tegnebogen og Kukfertnøglen, Let
havde ljgget under Klæderne paa Stolen. Hotelk :
Vært stod meget ækbødig for denne Mand, med et. Z «s
i Haanden, deri samme Øjeblilc maatte være tændn sg
der Stod endnu en tavs Person i stuen, hvis Ansigr g
slcarpe Blik sundby genlcenclte fra Dampskibet og lTL j
sen til Triest.
Med den største Forsigtiglied og stilhed blev - n
saaledes overraskeje Fange baaren ned ad Trap1- I.
Teil Forsalsdøren stocl Hotellets Huskakl med ksn
Lygtez han aabnede Døten til den store Udga:·. »s
trappe og bulckede tavs. Nedenkor den brede stentrapgs
laa en lulclcet Gondol i Kanalcn, der slcyllede sine mi- i
nebestraalte Smaabølger helt op til Trappen. Den «-:t
jndsvøbte Fange blev baaren ind under det sorte Slc n
paa Gondolen. To af de Personer, der havde has-et
ham, tog Plads med under slmret. En sad der aller-sie
mecl hans Klædek. Gondolen gled nu med nagst-er Iyds
løs Fart ned ad den store Kaval. korbi de prægtigtz
maanebelyste Paladser og Basililca-Kupler, til den
endelig standsede ved en stentrappe. Her blev Fangcv
haaren op og derpaa over en lang. smal Træbro hen til
en stor slcummel Bygning med enlcelte Gittervinduek
i de høje , tylclce Mure. Han liørte med et dybt suk
Broen knage under sine Bæreres Trer og de svære
Porte knirlce, som lnklcede sig efter nam. Han tænkte
paa, hvad han saa okte havde liest orn ,,sukkenes Bro",
om de grusomme Fængsler nnder Blytagenei den ari
stolcratjslce Republiks Tjder, og lian syntes nn selv at
zslcnlle erkare, hvad disse Fængsler brugtes til i denne
ädet unge Italiens nye bevægede Tid.
I
l lnden sundbys Forsvindelse, Morgenen efter det
natlige 0verfald, endnu bavde korfærdet Anton og de
lunge Crever. lod Hotellets Vært sig melde til dem iet
»vigtigt Anliggende.
Anton var kommen ud af sovekarnmeret og laa pas
sofaen i sideværelset, bvor de unge Grever sad ved
Tebordet.
Værten traadte ind til dem med en bøjtidelig Mine
og buklcede meget dybt. Han underrettede sine Jst-j
gunstige Herrer Gadster" i et slags sirlig Tale om, at
»Deres meget ærede Rejse-Kmnpagnon, den lærde Her
re, paa den velvise Øvrigbeds Foranstaltning, i den
kongeligskejserlige Krones Nat-n. tvende Timer ektet
Mi(lnat. var lovlig og i bedste Form arresteret. Kun
bans bemmelige Papirer bat-de man set slg nødsaget til
at borttage til nærmere retslig Undersøgelse. Alt øvrigt
var urørt ; og saavel bans Veksler og rede Penge som
alle smaating af Verdi, bam tilbørende. var nedlagt i
den lærde Herr-es Kuffert, bvortil ban gav sig den
Ære under den bøje Øvrigbeds Ornslag og segl. at
overrække de bøjtærede Ekscellencer Nøglen."
Anton var faret op kra Lejet, og bans saarede Arm
blødte Plan var bleven dødbleg. »Sundby er kængsletl"
Fraabte ban til de forbavsede unge Grever, som ikke
"bavde forstaaet den bøjtidelige Vært.
Uden videre Forklaring og uden at forstaa de Uds
,brud af Forfærdelse og Harme, der urlstrømmede pss
Dansk, blandet med nogle tyske og franske KraftorC
fra de fremrnede signores Mund, bukkede Værten al
vorlig og bøjtidelig som før, og forlod dem
Anton bød Grev Ferdinand nopboldelig sende Bild
ltil spontani, som var den eneste, de ber kuncle vente
Rand eller Hjælp ak.
»Ab! per Bacco!" —— udbrød Virtuosen saa snart
ban var kommen og bavde børt, bvad der var sket —
,(let kan blive en slem Sag for Deres Landsmand Er
bnns bemmelige Papirer i Ørnens Klo, kan de blive lige
saa farlige for Fribed og Liv som de. her fordum neds
lagdes i løvesvælged Her var slemt under den gyldne
Elyves Vinger" — veclblev bnn — "men Ørnen slipper
beller ikke Sit Bytte. Dog« —- tilføjede ban —- "en Fi
losof som den lzerde Signor mentore vil vide at bøje sig
rolig under Jernspiret."
»He-m skal — ban man bekries, om det skal koste
mit Liv!" —- udbrød Anton bektig — »bedste, kæreste
Signor spontanil De maa raade og bjiklpe os! De ken
der Deres Lanclsmænd bei-. — De bar sikkert For-bin
delser af lndflydelsel —- Tænkl grundl find pas
Raadl Vi vil takke Dem som det var vort eget Liv
De bavde frelstl"
»"laalmodigbed, min allerbedste Ven! skaan Dere
kostbare sandbed. dyrebare Genius og Tonedigterl"
—- svarcde spontani og kunde ikke tilbagebolde et vels
tilfreds Smil. — »Ja vistl nogle kormaaende Velyns
dere bar en Virtuos med Navn alle Vegne Nogen
Menneskekundskab bar man ogsaa. Ved Vensksb os
Argumenter kan der alle Vegnc udrettes noget. For
trivle maa den store Genius aldrig. Jeg sksl tænke
eroverl —- jeg skal se, bvad man kan get-ei men —
den bellige Jomfru staa os bil —- Deres Fotbindins
er jo gennemblødt, bedstel og, per Beecol De ser Jo
ud som den døende Adonjsl Deres alle-mindere Finger
er tusinde Gange mere værd for Kunsten og Vorder-,
end bundrede saedanne ten-e Mennesker og Pennekerere
Forbold dem rolig, min dyreberel Jeg met sllethrst
skakfe Dem Doktoren betet-. siden vil Jeg se til Den
med min elskvterdige søster —- og m vll vl u, M
vi kan udklnde, og make lldt ps- Cen sun- ftp-Is- .
slgnor mentore l"