X
Jandsbybörnene
Af D. s. Insel-Inn
NM le- ROUAN l ARE DELB.
( Fortset. )
Jeg vil dø i den Tro, Antonl at jeg set Faustina
igen med et Pat Tusinde Gange dejligere Øjne, der kan
dtage mig lige saa højt op til vor Herre, som de kor
tige hat fjernet mig kra ham — og saa er Hadet dorte(
—- og Tvedtagten i os selv bot-te —- og Forvildelsen
dorte, og —- den føkste sande Kærlighed bliver den
sidste —- ·l alt Fald haabet jeg saa selv at faa et Pay
andre Øjne i Hovedet —- saa jeg kan se op i et Englis
Ije nden at blues —- og ned i de alletmøkkeste og mest
korvjldede sjaele og —- som du jo sagde en Gang —
lige fuldt elske dem —- ikke med vor egen, men med
vor Herres mere durable Kækljghed —- Amen!"
Henned var det lille Haandskrift slnttet.
Anton og Sundby saa vernodig paa hinan(1en. De
takte tavse bverandte Haand og gik, hver med sit
Lys, til deres sovekatnte.
Sundby betragtede længe et Albumsblad med en
lille Tegnjnz han havde faaet til Aksked af Camilla.
Det fokestillede et sjællandsk Landskab. Neden for
en Landsbykikke saa man en sttaatælct Bygning med to
storkeredet paa Tagen Fra en Rejsevogn, der Miste
kotbi med fnld 0ppakning, viktede en kvindelig Haand
med et stift.
»snndbys tjlkotnmende Prcstegaatd og mit Far
ve1!" stod der skkevet under med hendes Nam.
Anton gerate det lille Portuet og de Blade, han
nyljg havde liest, paa Banden ak sin Kofkett· Paa
Billedet saa ban ikke mer. Han tkoede nu at have
overvundet det besyndeklig opklamtnende lndttyk af
Faustinas Øjng
W
positioner«. Han komponerte imidlertid flittig, og hanl
troede, det lylclcedes hem. Han nilclcede undertiden il
Enrum til sig solt-, med stierlct volcsende Selvfølelsezi
men det stormende Bifald, livormed alt optoges, Eos-z
steile hatn dog bestandig mer og met-, og han vildei
prist sig lyklcelig, hvis han kunde have spillet de mest’
beundrede af disse sager i hin uforglemmelige Daglig
stue uden andre Tilhørere end den gemie, strenge
Mester.
Da han en Dag kom til at ytre dette Ønslce i
Grevinde Camillas Nierværelse, vendte hun sig til hatn
ug Sunslby mccl et vemoiljgt Sinil. »Ja vel!" —- sagde
hun — »han var et guddommeligt Geni og en fin
Kunstdommer, vor gamle, ridderlisze Professor — hans
smag i Kunsten var dog lidt gammeldags og eensidig.
For hvad han kaltlte Islitterstads hos mine nyeste Af
guder havde han altitl et skakpt Øje- Hans Blilc for
Damer var alsidigere" -—— tilkøjede hun lidt skælmsk
-— »men han sværmede dog mest for de ældre."
»Falle Gliminer skuffede ham aldrig!" —- sagde
sundby alvorlig. —- .,l"iig(lommen spøgede han helst
med. —— M sen dc n es Sjmle gennemsaa han uhildet."
Grev strahl havde nærmet sig og tillcastede saavel
sundhy som sin Gemalinde et Par lurende Blikke.
,,lllandt unge Herrer kunde han dog lapse sig
fatalt" —- sagcle Camilla nu hastig —- ,,l)et skulde
for-lange mig at vicle" — vedhlev hun med
tyslc Betoning — »orn han leger ()rang-Utang og
Kineser. naar han nu gør Kur baade til Mødre paa
Siriusx som han gerne spøgede med."
Denne lidet hjertelige Ytring .gj0rde et krænlcende
lndtrylc paa Anton, og han saa paa sundbys mørlce
Blilc, at han heller ilcke glædede sig derved.
»slculde hun viere at en mindre dyb Natur, end
jeg altid hat troet?" —- sagde sunde om Aktenen mere
til sig selv end til Anton, da de i skumringen sad
sammen i deres erilesværelse og havde talt om camils
la. ,,Hun holdt dog ogsaa af vor gamle Ven — nu set
hun mest hans særheden saaledes plejer ilclce det
danslce Hjertelag at mindes gode Venner. Hun hliver
mig mer og mer kremmed Med os taler hun dog Danslc
endnu; men hun synes halvt at have glemt det. selv
Brøcirene taler hun jo mest Franslc eller Tysk til."
»Det er vei for at øve dem i sptogene — og for
ilclce at gøre sin Mand vred" — svarede Anton. —- »Hast
du lagt Mierlce til hans Blik, naar han hører hende
tale Danslc mcki ·-s«f- Du har kaldt ham en Tiger-kat
Han ligner virkelig den, vi saa forleden."
»Hun kunde dog begejstres for vor Historie« —
vedblev sunclby halvt for sig selv, uden at høre Antons
spørgsknaal — »Karal(terløs var hun ikkez Aand og
Hjerte slcinnede altid igennem, trods Forneknhedens og
,Aristolcratiets Maskedragt."
,,Hun er silikerlig den samme endnu, kæreste sund
hy!" — sagde Anton. idet han satte sig til Pianoet.
Han spillede et Par Melodier at· Reilcard — ..Huslcer
du. mecl hvillcet Udtryle hun Sang disse nydelige smaas
sange? Orclene hørte jeg lcun ilclce."
»Hun sang dem heller ilcke tydeligt" —- svarede
sundby. —- ,,Det var Goethes; »Neue Liebe neues Le
ben« — og »ich habe mein sach auf Nichts gestellt".
Hun sang dem paa Grevens Opiordring Den diplo
matislce slcønaand vil sagtens have de løse Fugles Liv
saa vel sorn sin Bleerthed poetisk."
De blev nu begge tavse. stinde havde sat sig
merk hen i sokalcrogen. Anton spillede en ak eine
sidste Kompositionen sont nylig hevde gjort stor Lyklce
paa en Konoert. Da han holdt op, havde han ventet et
Bikaldsord ak Sundbyz men han tat-.
»Kæreste sundbyl" — sagde nu Anton og gilt
hen til harn —- »vil du viere ganslce oprigtig imod mig?
— vil du slet iklce tenke paa, hvor meget du holder aki
mig, og hvor nodig du vil nedslue mit Mod eller gøre
rnig bedrøvet — og sea, uden el staunt-ei sige mig,
otn du synes, «
Lyku, jeg im gis-es !
»Ja, det vil jeg, Anton i« — svarede sunde eg
rslcte ham Hunden· —- ,,Brølk er jeg ilclke stsrk i, og
Kunstdomrnek er jeg heller iklkez dog en Tiendedel ak
det Bifald, du vinder, mener jeg, du nolc kan have
kortjent, men heller ilklce mer "
Antons Haand for hastig tilhage.
»Rent ud sagtl" —- vedblev sundby —- ,,mig til
taler det langt mer, hvad du of og til for her spillet
for mig i Mørkningem end hvad du nu kaar al den
Klap og Herlighed for. Dog, det slml du aldrig bryde
dig oml Jeg for-staat- mig jo Slet ilclce derpaa."
»Den skole, jeg nu folger, yndede vor gemle Pro-»
fes-or vel Mesp — uclthd Anton og kolte eine Kinder
blusse —- ,,og dog synes mig, der er et Liv, en Erisic
hed en lld — en uimodstaalig Virlcning deri, som manJ
ilclce uden mbelig Ensidighed Lan korltaste."
,,Det var noli ilclce 0prigtighed, du egentlig jin
skedei" —- segde sundby. —- ,»,Jeg sigek dig jo, at jeg
er en Lægknand i din Kunst. Vil du alljgevel høre
min Mening, maa du kont finde dig deri, orn den sy
nes dig tasbelig."
Anton blussede nu ei skamkuldhed over det Ud
bkud of krienlket stolthed og indre Forbitrelse, der var
undsluppet· hat-L »Bliv ilclce vred pas migl" —- hed
hsn —- »sig knig kun alt, hvad du meneri Det var
netop en saadan Dom, jeg vilde høre of en rigt begavet,
edel sieh der er modtegellg for alt sit-int, men staat
heit uden for den egentlige Kunst-tiefe og intet Parti(
its-rei- til."
»Na vell saa skel du gerne kae knin hele Troesl)e
kendelse om hvod Jeg ikke koistaar en Dsjt sk, hvis
cht ten interesse-re dig; men bliver du vred derover
erdu en Geh llved leg hist-et sllennest beundte,saa
vel her sont himme, pas Koncerter og i Operuem er
netop, hved der aller mindst ges-r til Hierm,
inen ulene lcildrer mine Øisen til Fortvivlelse eller got
mig It i Hovedet of Bedevelse Melodien er jo dog
sjsleu i ul Musik Den Idol bestes ei Harmonien-ne
soin of serakvinger eller msgtige Kett-hingen om du
vil —- men selv er den ibsade senken og iceruben;
—- Vinsernes susen og Brut-en eller Klapten mu
eidkig overdsve dem sinkt-, undwplflmide sie-le
nist. Egentlig forstaar jeg denne Røst kun helt, naar
Ordet komme-· til, eller naar jeg hører dets rene,
sirnple, ublandede Toneudtryk. Verlor holder jeg mest
af din sang, helst naar den er uden alle Rullader og
Bravouraria-s·norlcler -—«og dem-est ak din Fløjte, naar
du hegynder med et sirnpelt Tenta, inden du konimer
til al den stads og Sauce derpaa, som du er nær ved at
tabe Vejret ved. For mig har Musik kun ret Betyds
ning som Lyrikens Bærer gennem sjælenes Verden."
»Men Musikken er en selvstændig Kunst l« —- nd
brød Anton heftig; —- ,,hvad ingen Digterlæbe hat nd
talt og ingen Dybsinds—Tanlce har Ord for —- livad der
iklce med lclar Bevidsthed er oprundet i nogen Menne
slcesjæl — det Skal den udtone og udaande. som en
himmelsk seraf, der er stegen ned til Jorden med sin
Strengeleg, sit Tonerør og sin sangstemrne, men uden
at behøve noget andet sprog end den Tonepoesi, de
himmelslce Hærskarer udsynger for Guds Trone.«
,,Meget godtl —- det klinger fortræffeligti" —
sagde Sundby —- ,,mon der dog iklce stilclcer lidt Anv
mod og lndbildslched deri, min kære Anton? skulde
Aandens og Ordets Digtere paa Jorden alle staa saa
lavt mod en rigtig himmelfalden "l’0nep0et, at de iklce
lcønt kunde følges ad blandt os stalclcels enfoldige Men
neslier og, aller helst i broderlig Forening, give Aan
den baade Menneslcerøst og EngleflugtP Er det maxi
ske for at bevise Tonekunstens selvstændighed, at saa
mange store Komponister synes aldeles uvidende orn
den Skat af sand Lyrik, der ligger opslaget for dem
nassten i ethvert Follcs Litteratur, medens de saa ofte!
gis-Eber de klaveste og mest prosaislce Tekster til deres
MesterværlcerP — Dog, nu er jeg inaaske altkor oprig
tig igen· Huslc paa, jeg er en Lægmand i Kunsten,
Anton! og snalclcer som den blinde otn Farverne!"
»Jeg forsvarer jo ilclce de slet valgte "I’elcster!" —
svarede Anton ivrig; —- »der ligger vist megen her
lig Poesi begravet i Die-gerne, Sorn man kunde give
Liv og kaa til at klyve ud fra Papirgravene; men jeg
tror kuri, at den sande Tonedigter mas- kunne svinge
sig til Udiildelighed og den højeste Berømmelse uden
at gøre sin Kunst til slavinde for Lyrilcken og uden at
have læst eller slutte sig til en eneste Digter."
»Meget muligtl" —- sagde sundby —- »men den
Udødelighed og Berørnmelse bryder jeg mig kun iklcel
om. l det stylclce er jeg saa prosaisk, heller at nøjesI
med den begravede Poesi baade i Bdgerne og i Livet —«
og lade de himmelslce unt-elende Musikantet flyve mig
forbi som den hele ordløsq uarticulerte Naturmusilc i
alle de velsignede Fluers og Bræmsers surren, i Vild
gæssenes slcrig og, om du tillader det, i Frøernes
Kvælclcen."
»Sei-a nævn dog heller den store Natnrharmoni i
den rige, uendelige Fuglesang!" —- udbrød Anton —
,,i Tordenens Brag og Orkanens Brusen, i Havets og
skovens susen ug Hvislcen otn de store. uopløste Na
turgaader !"
»Du har Ret! jeg var gnaven" —- svarede sunde
og greh venlig hans Haand — »jeg gjorde ogsaa Fluers
ne og Frøerne Uret. Der er Liv og en stor Poesi i
det bele. Jeg skal med Hjertens Gliede høre til og
raabe Bravo, med alle dine stormende Publikummer,
naar du, som den guddornrnelige Tonemester i Natu
ren, kan give Verdenspoesierk evige Grundmelodier og
uudtalelige Gaadesange en saadan Mangkoldighed ak
Harmonien at jeg faar et skønt, ukorstyrret lndtrylc
derak. —- Men til du driver det dertil, maa du tillade
mig at søge Aandens højeste Udtryk i det evig levende
Ord og kun lytte til Musiklcen med min hele Sjæl,
naar den griber hin Ordets Melodi og gengiver mig
det i flyvende og opløftende Harmonier."
De tav nu begge en Tid lang noget forstemte.
,,Rejser vi snart til ltalien?" — afbrød Anton
endelig den næsten pinlige Tavshed — »Her- er mig
dog tomt og tengstende i dette salons og Virtuosliv.
Jeg bliver alle Vegne bauten paa Hænderne paa en
Maade —- orn ilcke just ak di g — og det hat jeg bedst
af —- tnen du behøver ilclce at slaa Vand paa min Be
gejstringl Jeg hat ingen Tro til den Lyklce og Herlig
hed. l de kornernmes Kredse staat jeg dog altid som
en kremrned Pugl, man har sat i Zur og køder med
sulclcer. selv Damernes skstnne Ord, naar de siger mig
Artigheder, klinger rnig sont Musikkigurer, der ikke
passen til Grundternaet i min sjtel selv den for
tnkfkelige Grevinde Camillas Beslcyttelse er mig en
ydmygende Byrde — Jeg maa ud ak denne Trylle
kreds, som hun dog er den Inægtige Fe, der har krem
Inanet omlcring migl —- Jeg maa nd blandt vildtkrem—
mede Mennesker, der har sans og Aand for Kunst,
og hvor jeg iklce behøver nogen anden Anbekaling end
Livet og Aanden i mig selv og mine Frembringelser!"
»01n otte Dage er jeg rejsekærdig med mine Gre
ver l« — svarede stinde med Utilkredshed over Ret
ningen i hnns Selvfølelse — »Vi! du før dort, kan vi
jo snart indhente digl Lad os nu faa Lysl du slcal
sagtens i selska ."
»Man venter Inig hos den franske Minister — men
jeg udebliver. Det gaar dog tun ud pas, at jeg skal
betale lndbydelseslcortet med Hoveritjeneste —- ak
den Ære er jeg Led. Drildcepenge, som vor gernle Pro
fessor kaldte det — hat jeg ogsaa kaaet nolc ak !" Med
disse Ord stødte hen med Banne et Par Gulddaaser
til side, der stod pas hens Bord, og greb en svov1—
stiklce-Æske, for at tiende Lys.
lnden hen hevde strøget svovlstilclcen, blev imid
lertid Deren til Gangen pladselig aabnet, og en Per
son treadte hastig ind til detn i Miit-ket, som ved en
nkrivillig Devtegelse eller Fremslcydnlng Mener
De lette Trin og Lyden sont ak en mlende silkekjole
»bede, det var en Dame.
»Er det ülce her?" —- spurgte en emai, kvindelig
stumm-, usilcker og bovende — »ei- det iklce denne
Der-, jeg skulde ind ad til" —
,,Til hvem ?" —- spurgte stinde med stærlc stemtne.
—- ,,lndgengen til Grev strehls Vierelser kinder De ps
den enden side ek Treppen."
,;0m Forladelsel —- jeg tog kejll" — segde den
usynlige Dame, ligesom korskmlrkeh og ver korsvunden
gennetn den mer opmne Dei-. L- ,,Nej, jeg l- en, Jeg
»vjl iklce!" — liørte de hende sig udenf0r. —- »Der
er to llcrrer der inde —- Grevinden er ogsaa altfor
Thonnet til« —
I De lmrte nu Trin af flere mandlige Fødder pan
I Gangen.
! »Ah! min Fru Gemalinde!" — løcl Grev strahl
subeliagelige Sternme i høj og haanlig Tone. —- »De
«11ar fortsildet Dem til Hovmesterens og den ung: Vir
ltnoses Yærelsen — Følg Grevinden til liendes Gemalt«
»ker, Josephl"
Anton havde nn strøget svovlstilclcen og saa ved
det tændte Lys, at snndby sad dødbleg i sokaen.
,,Min Gud! hvad Sknlde det betyde?« — udbrøek
Anton — ..og kiere Sunflliyl linmlan har du det?"
»Der var Urevindcns Kamtnerpjge. Jeg saa det, dn
hnn løb nd. Ureven stod udenfor med Lys. Hnn havde
Grevindens blaa Sillcekjole paa og havde Slør for An
sigtetz men jeg kendte godt hendes Stemme.
,,()g Joseph hedder jo Grevens Kammertjener!"
sagde Zimde — ,,Herre, Tjener og Kammerpige alt
saa i Komplot mod hendes Ære!«
»Jeg forsttar iklte" — sagde Anton —- ,,skulde Gre
ven seh-« —
,,l)et er let at forstaa!" — sagde Bunde og to;
et Par Pistoler frem af sin KofferL —- ,,Den ædlts
Greve har gjort en solid lsjrobring her, uagtet sit nd
svævende Levnet. —- ,,Jeg hørte Rygtet i Gaar. Kund-—
han ved en lumpen Kabale nøde Grevinden til skils
misse, saa kunde lian maaske solt-. vecl Tabet af hendes
Ære, faa Dispensation til et nyt Ægteslcab —- blive
Million-Zei- —- og faa stor Indflydelse. Hm! befries fra
den Ereløse sknrlc m aa hun; men liendes Ære skal
reddesl" stinde tav og stirrede mørlc paa Pistolekne
»Jeg ved kun eet Middel" —- tilkøjede han — »min
Overbevisning om Lov og Ret og Menneskeforstand
forlcaster det —- men der er intet andet.« Han stalk
Pistolerne i Lommen, greb sin Hat og gilt med hastige
Skridt ud ak Døren.
Anton saa forbavset efter liam og sprang nd pas
Gangen. Han saa, at sande gilc T rappen forbi og
aabnede Deren til Grev strahls Forvierelse, uden Alter«
at ringe paa. Anton blev et Øjeblilc staaende uvis ps
Gangeen Den ver oplyst ak en Lampe. Der var intet
Menneske at se· Paa denne Tid orn Aftenen var Tjes
nerslcabet andensteds sysselsat med Tilberedelser til
Aftensbordet. Anton følte sig i den uroligste spinn
ding. Han maatte vide, hvad stinde havde for —- os,
om mnligt, forebygge en Ulykke Han aabnede ogsan
Døren til Grevens Forværelse og traadte der ind. Det
var ingen til stede; men Deren til et Kabinet stod
paa Klein. lndenkor børte han stinde og Grev strahl
i den heftigste Trætte. sandeS Heftighed var das
dæmpet og med en vis overlegen aandelig Overvægtz
men den opbragte Greve var raa og skrigendtr.
,,Mageløse Ukorskammetlied ak en obskur Udlæw
ding; uden stand og Rang!" — raabte Greven pas
Isit akkelcterte helvkranslke Højtyslc — ,,en lejet Hovs
mester — en Domestique — en ubetydeiig borgerlis
Personnage formaster sig til at trænge sig i mine Ak
færer og styrter som en furiøs Bjørn her ind til migl
Hej, Josephl«
, .,l)eres Kammertjener er i den anden Ende ak
Huset —- og se! Kloklcestrengen maa De nu have en
stige til at naa der oppe paa skabet!" — sagde sand
by rolig. — ,,Deres spotord foragter jeg. En Ekel-s
lMand kan aldrig fornærrne mig. Deres elendige Plan
her jeg gennemset. Det usle Komediespil med Deren
Frille i Grevindens Dragt skal kun køre til Deres egen
Beskiemlnelse, hvis De vover noget ærelcrænkends
skridt mod Deres tedle Gemalindel"
,.l)e er unægtelig hendes Riclder paa en Maade,
min Hr. Skoletnester!" —- lød Grevens haanlige stem
eine-, og der liørtes Lyden ak et Gernrne, som aebnedes
«—- »kender De dette Makværlc af stupid Romansnak
cg Uforskammetlied ?"
»Den skildring ak et nlylclceligt Ægteslcab kendet
jcos l« — svarede sundby, —- »Det er en fransk stil, jes
en Gang bar givet Korntesse Camilla, mere til Advarsel
mod Dem end til Øvelse i sproget."
»O, ja! det blev en Proketi s— nu staar jeg beredt
til at opfylde den· ,,Jeg bar to ladte Pistoler i Lommen,
Hr. Grevel men jeg greb dem kor tidligz her vilde det
kaldes et snigmord, hvem af os der faldt. Dog vil De
ilclce tilsværge mig Deren højeste Ed og tage salcras
mentet derpaa at· Deres egen Kirkes Tjener, at Grevs
indens Ære i ethvert Tklfælde slcal viere Dem heilig —
Sn.1" —
,,l-lvad saa, min III-. skolernester!" —- sagde Gre
ven med en liaanlig Latter —- ,,mener De, nogen Adels·
mand af et Navn som strahlernes fornedrer sig til
at lcrydse Kaarde eller velcsle Kugler med en borger—
lig. en rerende Hovmester, et dansk PjenestetyendeP"
»Na vel!" — svarede stinde — »saa givts der
dog et Vaaben endnn og det eneste fornuftige mod
Løgn og sletlied. —- Jeg fører en skarp Pen, vil man
sige —- den krie Presse skal en Gang —- om iklce her, sa
dog andensteds —- brændemierlce Deres straalende Navn
for Europa l"
»Ja saal den krie Presse? —- dset vil vi sel slmlde De
faa Forfald, min Hr. frie Presse-Hebt — slcnlde De Inn
lig» en Gang mellekn kire Mute, Horn en tro Ridder If
Gaasekjserem enske et Pant pae Deres Dame- Henkivens
hed — saa liks disse Blade kra hendes egen Hundl"
Anton børte atter Lyden at· en eabnet chatolklap,
der smieldedes i. lcort efter hin-te lian Udttykket sk
dyb Foragt i sundbys kolde, rolige sterntne: ,,De hat
eltsaa været lev noli« —- sagde lmn —- »til et anders-se
ltendes lnltkede Gemmer for at finde Midler til Dete
-lurnpne Hensigterl Vell jeg modteger diese Blede —
tnen vier korsiliretl lntn ekel wodtage dein als-te tils
bage — eller de skal opgaa i klammert At les ikke
her viere mer for bende end en trokest, wen M
scr og uelslcvierdig Ven —- det bebt-ver jeg Ehe et
dele Deres Forræderi for et erkere." stinde M
nu Deren helt til Fort-Dreher og klk wlls der lsens
nein, uden et bemerke Anten, der var trudt tll ZU
beg en bøj Welt-maskierte
FJERDE KAPITEL
Anton var med stinde og de unge Grever Høg
kommen til Wien. Det var blevet Vinter, og det var
Forlystelsernes Tid i den yppige Kejserstad. De sod
modige Wienere brød sig ilclce om »llyslc1ands Enhed og
,,Afrttnding" paa andre staters Bekostning (naar lcun
deres Kejser beholdt sin l)el at Polen og Italien med
samt de bøhmislce og nngarslce Lande). Man hørtei
her endnti okte gamle loyale sange om »vor Kejser".
—- Det sædvanlige Ønslce, man hilsede hverandre med
hert ved Middag, var »god Appetit og angenem Untier
boldningi" Man harte otte Nationalsangen: »wir ist
Alles eins« — og Anton lagde Mærlce til, at de kleste
Folltesange her vare i Dur. Det unge repuhlilcanslcel
Tysltland arbejdede her endnu lctin hemmelig. De dan
ake rejsende bemerke-de her ingen Fordom mod deren
Ftedrelancl De var tagne ind i et ak de største Ho
teller. Grev strahl med hans smttkke Gemalinde var
kaa Dage senere kommen til staden, hvor de indtil
videre havde lejet sig ind i samme store HoteL
crevinden havde en Rakklce Viere-isten med Ukl
sang til Hovedtrappen, til sin Benyttelse. Greven
havde indskrænlcet ais til en mindre stor Lejlighed i»
aamme stoltvterlc, med nasrmest Nedgang ad Bagtrap—
pen. Midt imellem deres’ saaledes adskilte Vierelser
var en stor sal, hvor de ak og til havde selslcab eller
modtog de Besøg, der gjaldt dem begge
Anton var stralcs, tilligemed Sundby og Camillas
Drache-, med sædvanlig Venlighed bleven modtagen hos
crevinden, der med Hiertelighed havde ytret sig over
sine Urødres Munterlted og frislte Udseende. Grev
strahl var ilcke til stede. T il ham havde de afleveret
deres Visitlcort, uden at denne Høklighed hlev sengt-ekle
Camilla var vel med synlig Glxede kommen sundhy
og Anton i Mode og havde hedet dem daglig besøge
hende med hendes Brødrez men Anton troede at he
mærlce en mørk Grazmmelsessslcygge over hendes slcønne
Fande, som dog altid bortjoges ak slciemt og Livlig·
hed, saa anart hun talte.
stinde var alvorlig og stille. Han syntes at have
gjort sig det til Regel, aldrig at se hende ttden i Sel
akad, eller naar hentles Brødre var til Stede. Anton
korn derimod siden jævnlig og deltog i Øvelserne i de
musikalske Aftenselslcaber, der hyppig fandt steti.
Ved Grevindens lndklydelse og Anbekaling var den
nnge Virtuos snart en gerne set Gæst i de mest ansete
Hase, hvor han alle Vegne, saa vel ved ait Talent
som ved sin vakre Personlighed, gjorde Lyklce lnden
fjorten Dage var allerede ltans Navn bekendt i de
største selslcabslcredse. Han blev nu ogsaa fort-stil
let ved Hoffet og filc Tilladelse til at lade sig ltøre
i et Parv Hof-Asseml)leer. saa vel hans tidmazrkede
Tenor som ister hans Fløjtespil vandt almindelig Be
undrlng, og han kunde snart ilclc.- undvteres noget ste(l,
hvor matt vilde anses for at have smag og Kunst-sank
For-at efter at hans Navn gennem de sore sei-laws
kredse var udbredt over hele Kejserstaden, anmeldte
han sin for-te offentlige Koncert. Der var et Normen
de Tillølx og han gjorde, hvad man lcalder ,,Fttrore".
En uadart Triumk kejrede hart nu ofte, og den
unge, kremrnede Virtuos med det smulclte Ansigt og det
behagelige Vksen var inden en Maaneds Forløh ble
ven Publikums og ister Damernes Yndling. Denne ha
stige Lyltlte syntes dog ilclce her at got-e ham svimmel
sa- vel Camilla sont stinde gledede sig ved at be
mterlce den »in-steckte og nie-ten ydmyge selvnedsæt—
tell-»Es hvormed han modtog enhver Hyldest· Hver
Gang hart hIrte de stomtende Klap og Bravoraab,
httskede han vlst nok paa sin korste Kanstnertriumk og
samt-lett derekter med den samle Professor, der saa
kntnende havde ydmyget hom. Det saa let erhvervede
os its-ten heclavende Bikald var ham selv mit-make
lisd Kan tilskrev Grevinde strahls Indklydelse en
Itor Del ak denne Lyku- Han var hende lnderlig
Mammeligz men Tanken derom ydmygede harn. Han
voede at hjre den gamle Professor-s lroniilce Rast i
sahver Der-mittelst over harte ,,0eni og mageløse Kom
