Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, February 18, 1910, Page 7, Image 7

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    , Dandsöyöörnene
As s. s. lagen-Inn
NYTle-ROUAN 1 kllts DELB.
(Fortsat.)
»saa begavet en Modstander er det rnjg altid kært
at møde" — vedblev Advolcaten. — »Jeg saa Dem j
Anditoriet i Gaar hos vor berømte statsrets-Docent·
Jeg haaber nu vist. De er bleven omsternt og giver osl
Ret." Han udbrild nu i en ivrig Lovtale over det ltøjel
standpunltt, ltvorpaa statsvidenslcaben og Rets-Fjloso—
kien eiter bans Paastand stod netop paa det Kieler·
Universitet i de sjdste Aar, og knnde ilclce noksom frem
hæve den mageløse Grundiglted og skarpsrndiglted,
hvorrned man her gik Løsningen ak Tjdens største po
litislte spørgsrnaal i Mede.
»Jeg er Dansltl" — afbrød Sundby ham med nier
dulgt Harme; — »De maa have mig undslcyldt, naar
jeg findet den Grundjghed og skarpsindjghed, De vil
ansprise mig, i højeste Grad oprørende og statsoplø
sende."
,,Men De kender og skatter dog den højere Aancl
og lntelljgens, dct store "l«yslcland har korud for det
lille ubetydelige Danmarlcl" —- sagde Advolcaten med
en uforskarnrnet Mine.
»Jeg bøjer knjg kun for storheden, naar den fel
ges rned sandbeden" —- svarede sundby nu med rolig
Kulde, og der spillede et sarltastisk Smil om hans
strenge, alvorlige Mund. —- »Det gælder mig, at dct
lille Danrnark endnu jldre er kommet paa saa højt et
standpunkt. Vor Almue siger med Reis-. Altincz er
en Videnskabl — Jeg taenlter paa et tillcornmende dansk
rdsprog ekter gammelt snit, men det vilde nxeppe
k inge bebageligt l Deres Øren" —
»Hvorledes skulde saa den tillconunencle danslke
Folkevfsdom klinge?" —- spnrgte Advokaten med et
akarpt, stikkendse Bllh
»Ganske eimpelt, Kr. Advolcatl" —- var sundby’s
svar —- »Jeg vilde koreslaa den korte sentens;
Legn er en Vidensltabl — sagde Fanden, han
bilrte Forelæcninger l Klel."
»Alt, ja eaal rnen gør De Detn saa ilike ser til
Haus diabollalce Majestaet, min Hr. satyrjlcnsP —- det
var iklte saa ganslte heldigt —- Adieul" Han drejede
Ilg nu hastig orn paa Hælen med en skødesløs Hilsen
og et skarpt, lynende Bljk, idet ban sluttede sjg til
alt selslcab, der var blevet noget tilbage.
Anton hørte dem tale højrøstet i korbitret Tone
bag ved. sande lo; men der var et mørkt Udtrylc j
bang Blüt- Han gik langsorntnere og lod Advoltaten
med bang højrøstede selslcab gaa korbi.
»Det er dog underligtl" — sagde Anton — »siden
vl nu ilclce længer bører et danle Ord ornlcrjng os, meer
ker jeg first rjgtig, hvor fast Jeg er aarnrnengroet med
Folket og Livet derltjemrne. Hvor dejljgt her er.
Lande jeg dog liverken synge eller faa en Tone i mjn
Fljjte den«
»Hu du allerede Hierin-V Anton? — nn jal det
gaar mig Ue stort bedre. — Vi maa længcre bort for
at aande krit. Men det er for tidligt at se tjlbage mod
dejligst Vang og Vsngel Lad os nn knn lukke Øjne
og Øren rigtig op og se, ltvad der er vkrd at rejse over
Østerseen korl"
De gik raskere frem, dog l en halv uhyggelig
stetnning, og naaede deres Giestgiversted l Byen uden
at beltyrnre sig em, ltvad ak og til en Gadedreng raabte
tll dem, fordj de talte Dansk Men.
Medens de aad ved dere- Te, ltørte de Larm paa
Gaden. Der blev bujet og pebet. En sten iløj ind
ad Vindnet, idet Deren ko’r op, og begge de unge Gre
ver sprang ind til dem, hcsligt tildakklcede med Gade
Iharn, men i det lystigste Lune.
»Det var prtegtigtl" —- aagde starnlterren — »De
sit rigtignok deres Vittjghed betalt ; men rnin nye Stok
gilt i stykker."
,,Det var Mudderl" — sagde den yngre Greve og
rystede eig, Saa Gadeslcarnet strenlcede ben ad culvet.
»Mudder i egentligst vellngtende Forstandl" —
sagde sunde. —- »Har l vieret i Gadedrengekamp,
mlne højvelbaarne unge Herrer?"
»Ja, det Lan du tro, sundbyl og det gik lystigt
—- sagde stamlterren —- »det var studenternee skyldz
men de lod os i Stikken, saa nsart det ltneb, og vi
blot havde viel-et et Par Drenge om Ørene. — Vi
Inaatte slaa skarpt til her udenkor -— og hørl nu sltraa
ler de jgenl"
Under et vildt slcrig fra Gaden klang der atter et
Par Ruder.
sundby slultkede Lysene. »Gaar nn kun jnd i so
veltarnret og skifter Klæder!" — sagde han — »jeres
Gadedrengelanrbær lugter ............ , og det gaar ud over
Viertens Vlnduet."
Der var lmidlertid snart blevet stille paa Geden.
l
III
sundby taendte Lysene jgen og satte sig rolig med
Anton ved Bordet· Kort ekter traadte Vierten ind til
dem og beklagt-de sig over de nnge Herren der liavde
lndladt sig i Gadeoptøjer og adsat ham for at kaa Ho
tellet Hdelagr. Den sag var dog snart jaxvnet med
kenge Vatrten blev temknelig heilig, men spurgte kun,
naar de klammerilystne unge Herrer agtede at reise.
»Na-a de bar vasket Dere- stnuklce Byes skarn al·
I « — sagde sundby —- »rnen livor ltenge det vil vere,
ved jeg like. Har tnan lntet Gadepollti her l Byen ?"
,,Jo," -7 svarede Verten — »det vil De ret stralks
kaa at vlde. PolitisKotnrnisseren var nieset vred; —
ban er her vlat pea Øjebllkket."
- Vkrten , og kort ekter traadte der en Mand i
Polltlets Unikorrn ind. klan vilde bllse paa d’l-lrr.
crever eller deres Ledsager —- sagde han med kold
seiliglted —- og bede dem undskylde de staats-Ube
ltagellgbeder, de bavde medh Det var Uordenen sotn
her aldeles lUce malte-, korsilcltrede ban. De værste
spektalceltnagere var erretten-de og skulde tilbørlig’
bllve straften D’Hrr. Grever, tilkøjede han. bavde for
M Wellg sterkt brngt dere- stolcke og nosle
l
M
kaade Drenge var nie-ten bleven haerdere revsede, end
lovligt devstge kunde for-ware. Det var imidlertid
i Politiets og den gode Ordens Interesse. Han bad at
iormelde Greverne sin Kompliment og forsilcre dem,
at saa lcnge de epholdt sig her, behøvede de iklce at
gaa med Politistolclce. Der skulde tilbørligt blive sor
get kor deres sikkerhed. Derpaa hilsede han høflig
og gilt; men i hans Øjne troede sundby at se, at
han var inderlig forbitret.
Uu kom Greverne, helt omlclædte ind til T ebordet
og var overstadig lystige.
»l har god Grund til at glæde jer, mine tappre
Herrer Gadeheltei" — sagde sunclhy tørt. —- »Jeg har
Hilsen og Taksigelse at bringe ecler fra denne stads
aarvaagne Politi. Man paaskonner eders Heltebedriit.
l kan vente en Deputation i Morgen fra Magistraten."
,.Gør ilclce Nar ak os, Sundhyl" — sagde stamher
ren. —- »Vi var jo nødt til at slaa fra os. De slcældte
os jo ud og diengede os til med skarn, blot fordi vi
snaklcede Danslc og havde faaet Tyslc bagpaa."
»Ja, men det var dog din slcyld, de hlev saa grove,
Magnus!" — sagde Broderen. — »Var du ilcke bleven
gal i Hovedet og havde slaaet Naasen ilad paa den
lange Lornmeh var det aldrig gaaet saa gluhslc til" —
»Det kan nol( verei« — svarede Magnus. —
,,l-lvem der skælcler mig ud, slaar jeg altid stralcs paa
Torslcen — det er nu min Mande."
Det er meget naturligt, stamherre! men kun lidt
kilosofisk" —- bemterlcede sunclby —- »dog siden Kilo
sofien heller ilclce er dit Feg, finder jeg det temmelig i »
sin Orden. Ved slig Lejlighed er det ellers klogere" —
..Aa! snalc nu ilcke mer om detl —- Lad os nu kaa
Te !" — sagde Stamherren —- ,.alt det Øl og den tyske
champagne oven paa har gjort mig flovl"
,,Men hvsd slcal vi nu gøre ved de ukorslcammede
studenterP —- spurgte Broderen — »de har jo haft os
gruelig til Narl"
»Det ltan vi ttenlte paa, naar vi faar udsovetl" —
svarede stamherren og blinkede til ham. — »Hvor tids
ligt skal vi rejse, Zimde Et Par Visiter har vi at
gjlre, og kør Klolclcen tolv ltan det iklce gaa an."
»Na jal saa bestiller jeg Vognen til Klolcken
tolv priecisl" — svarede sundby og gilt ud.
»Det skal blive rigtigt Sptendl" — sagde stamhers
ren og gned eine Hiender,
,,Hvad mener du«-« — spurgte Broderen·
»Vi maa op ug nappes med et Par af deml —
det er nødvendigtl ellers gielder vi for nogle Torslte
til evig Tid. Du maa iklce sige et Ord derom til sund
byl De ihke heller, Knudsenl eller jeg prygler jer
begge to !" — Derpaa skyllede den kirskaarne stamherre
en Kontorltop Te ned og trampede ind i sit seve
dummer
»Deres Broder har vist drulclcet kor meget derude"
—- sagde Anton. —- »Det er dog aldrig hans Alver,
hvad han sagde om at slaas med studenterne?"
»Der ved jeg iltlce" — svarede Ferdinand. — »Det
kan vi Jo spørge ham om i Morgen. Hvad han gor —
det gar Jeg ogsaal Nu er jeg søvnig Godnat! snalk
endelig intet til sundby deroml" Derpaa gabede han
og gik ogsaa til sit sovelcammer.
Da sundby ltom tilbage, var Anton i stor Uvished
om, hved han slculde gefre. Han kandt det dog rig-.
tigst at tie og selv se, om han ikke kunde tale stamher
ren til Rette, near han havde udsover.
»Der er een Ting, jeg nok burde have lært, inden
jeg rejste hjemmefra" — sagde han til sundby, da de
zielen efter en samtale om andre Ting vilde begive sig
til Ro.
»Na! og det akk·
»At kunne bruge en sabel eller Icaarde. — Kan
det ikke blive nødvendigt blandt diese Menneslcer, der
korheaner os, naar vi taler vort Moder-metal? —- Det
var dog anstendigere end at slaa kra sig med stolkke,
com blendt gele Hund-«
»Det Tilkielde kunde vel indtrsekke" —- warede
sundby. — ,,l«’or dig og mig er dog slige Kavallerkserds
digheder mindre fornødne Vi er hverken Adelsmtend
eller studenter. —- Jeg er i alt Fald en Filistrant — og
du — en sangen en Kunstner. — Din Ære her intet
med slige Veahen at give-«
»Men near det itlce gjaldt min egen, men mit
Falles og mit Fædrelands Ære" —- udbrød Anton med
opblussende Iver. «
»Dumme Uvenners Mening derom, mener du Nu
ja, det var ttenlceligt!" —- svarede sunde — Den ene
Dumhed kunde maaslce kurere for den anden — det
ver homoopathisle Jeg anser Dueller for de aller
taabeligste Narrestreger i Verden" — vedblev han. —
,,Jeg hat troet, det var umuligt, Jeg nogen sinde kunde
kristes til slig Galslcah. — »Jeg-maatte anden Gang
til de Store Filosokers Land for at finde det tænlceligt
at hævde Aand med Haand Kun for sandhedens
slcyld har Jeg lært de Kropltunster. Nu jal i Morgen
Its-her jeg et Par Rappiererz saa vil vi hver Morgen
give os i det Haandverlcl Jeg slcal viere din Var-then
mesterl —- Jeg ved ellers nolc, hvad der har bragt dig
paa de Tanlcer, Anton! mine Klodrianer vil hugges
med de overrnodige studenter i Morgen. Jeg man ilclce
vide det. Nul det vil Jeg heller ikke. Lad dem huggcsl
det gaar sjælden paa Livet los. Lidt Borst lian de have
godt nfl de er for kry ak Gadedrengesejren. Lacl dem
rencle Ilorncne ak sigl Man eige, hvad man vill ser
KloderianssÆren er nogle Draaber Blod werd —- og
Fredrelandets en hel strøm som Eideren". Plan gilt til
Ro, og Anton ligeledes ; men ingen of dem sov tolls
Nasste Morgen kørte der en Rejsevogn kra Kiel
med fire Personer, hvoriblandt to unge Herr-er med
korhundne Fanden Det var begge Greverne Isløg Men
de lo lystigt. ·"
»Vi Mk hraudne Pnnder" —- sagde stamherren —
men Burscherne skal iltke grine ak os —- deres Flzknger
var nolt saa driije."
« »so-den gear det med Rldekogedbeviserne for sand
lhed og Retl" — segde, stinde —- »man maa nøjes
nnd made og We Pygl pas besse sider."
M
Anton saa tanlcefnld lien for sig. Det var nam, som
Fløjten i hans Koffert og »Rap-dig-l(æp" i hans
Haand blev til en Bisse
ANDET KAPlTEL
»Lad os snart komme videre og helst med Damp,
lwor der er saa tørt og sandet som her til l« — sagde
Grev Magnus, da lian og hans Bruder fjorten Dage
senere sad med hele Pander ved Frolcostbordet med
stinde og Anton i et af de største Hoteller i Berlin.
,.Jeg holder dog allermest af at køre med fire!" —
vedblev han — ,,men saa vil jeg sidde paa Buklcen og
smælde med den store Pis ."
»Der er vistnolc højst lærerigt og dannende for den
rejsende Stamlierre!" -—— bemierlcede sundby i sit tørre
Lune.
,,Jeg gad helst ride gennem Verden paa en Fuld—
blo(lshingstl" — sagde Grev Ferdinand.
,,08 jeg helst sejle!" —- tilkøjede Anton.
.,Flyve mener dn nolc" —- sagde snndby — ,,rnen
jeg gik allerhelst paa mine BenJ — Det er det første
og naturligste Bekordringsmiddel, og saa faar man
dog noget at se. Men lad os nn først se og høre, hvad
her er mærlceligt. — Anton svtermer jo for Koncer
terne."
»Det kund-e være godt nolc med Musikken"
sagde Stamherren — »naar man knnde kaa en cigar og
en jcevn Passiar dertil og stræklce Benene nd paa en
sofa —- eller brnge dem til Gavns; men Pol-leer skal
siclde stiv som en Pind hele Timer i en kvalm Konsert
sal uden at mæle og røre sigi Nej, saa er det dog bedre,
naar man kan svinge en køn Pige til en Fiol eller kaar
noget at here, man kan grine af l"
,,Nej l« —- sagde Grev Ferdinand —- »Vagtparader—
ne er det bedste, man lcan se —- der bar man jo agsaa
den aller smultkeste Musik« —
,,0g livor der er Lirekasser og Gynger, ikke sandt ?"
— spurgte sundby —- ,,l1vor baade Damer og Herr-er
drikker Øl afPottetnaalsglaHder er det nok ogsaa ekter
mine Herr-ers smag?" —
»Ja, saamkend, snndbyl det er iltke saa galt l« —
svarede stamherren og kastede sit ene Ben op paa so
faen —- ,,der ltan man da merke man er blandt levende
Follc. Damerne ser ganske godt ud; men det er nogle
dumme Wnesker her ndenlands; de forstaar jo lcun
deres eget Pluddervælsk, som Polcker slcal gøre sig til
Nar med for dem."
,.l hvillcet sprog gør du det da, staniltekre?" —
spnrgte snndby.
»lli! jeg snalclcer Franslc. Det forstaar iltlce de
Simple, og det morer mig."
,,Men saa kunde du jo lige saa godt snalclce Danslcz
det korstaar du dog selv langt bedre, og det kan dn
endogsaa have den Morslcab af, at liverlcen de simple
eller de kornemme forstaar dig, og at du i det styklce
har noget vsentligt komd-«
»Nej, saa krgrer jeg mig knn" —- svarede stam
herren —- »fordi vort Land er saa lille, og ingen frem
med gider lært vort sprog. Nej, andet end Franslc vil
jeg ilclce snalclce med Tyskerne, livor daarligt det saa
gaar — men kommer jeg til Frankrig, vil jeg snakke
Tysk, saa merker ingen, livor galt det gaar, for det kor
staar de sagtens iklce der-»
»Deri bar du Ret, Dogge l« —- sagde Broderen og
gav ham det kortrolige Øgenavn fra Hjemrnet, sorn
altid betegnede den hyggeligste stemning imellem dem
— ,,Det synes mig ogsaal lngen kremmed kan jo snaklce
Danslc, naar de kommer til os. Hvorfor slcal vi alene
lade os grine nd ved at liegge starre Kundslcaber kor
Dagen og gøre deres Hunner til Hanner paa Tyslc
eller Franskim
»Men klovedsagen er dog nok, at man korstaak
itverandre" — sagde snndby «-— »og at man saa liar
noget at eige, som det er værd at lultlce Munden op
kor."
»Ja, det kan nolc verei« — sagde stamlierren og
lo med et Nik til Broderen —- ,,det var e·n til dig, Vind
spilleri Jeg bjieffer ileke saa meget. klar man noget vis
tigt at Zige, og gielder det Mad eller Drilcke, behøver
man slet ingen sludder; man kan jo pege paa, hvad
man vil have, og lulclce sin Pung op! Det sprog for
Staar de alle Vegne. Men se! der har vi vor Land
junlterl"
Døren var faret op, og en ung, lystig Herre kom
med spøg og Latter ind til dem og opfordrede d’I-lrr.
Grever paa ravgalt Fransk, blandet med det stxerkeste
Wienerdialelct, til en Lysttur med liam den hele Dag.
De havde tilkaeldig gjort hans Bekendtsltah Landjnn
kere harte til den Masse ak lystige Nydelsesfngle, der
vel intet ondt synes at were i, men som lcnn tænlcer paa
Øjebliltlcets Velbeliag uden alle højere Interessen l
Politur og Dannelfe stod han omtrent paa de nnge Gre
vers standpunlct. sundby lod nn imidlertid de volcsne
Menneslcer tnmle sig paa egen Haand og var temmelig
silcker paa, at de ilcke indlode sig paa noget slet, livor
mange Ubesindigbeder og dumme Streger de end knnde
finde paa. De kortalte liam gerne ganslce oprigtigt alt,
hvad der hændtes dem, og var som oftest samlede med
ham liver Akten. Han koreslog dem at mødes med liam
Og Anton i Teatret, naar de var trætte af Dagens vigs
tige Forretninger.
»Det tvivler jeg paa, jeg giderl" —- svarede stam
kterren :--- ,,de bar nol: noget til at klæbe over i Akten ;
men paa Restanrationen, livor vi kilc de gode Østers i
Gaar — der kan vi jo trækkesl"
De sagde stinde og Anton Farvel og slcyndte sig
bort med deres Landjunken
»klvor camilla dog bar kaaet ulige Brødresp —
Sagde snndby. —- »l-lnn fil: sin Moders Natur. —- De
bar nolc kaaet Bedstekaderens. Racen er dog oprindelig
brav. Vi vil iltlce how-mode os over dem, Antonl Jeg
llgner sagtens ogsaa et eller ander vildt Dyr — og du
—ja du hører nol- til anlesltegten, ligefom vor« gamle
Professor-P
»Ak! vor M gamle ProfessorP —- sukkede An
W
ton — ,,han var en graa, tnngsindig Nattergal med al
sin l,·vstighed."
·.llar mine Klodrianer selv kundet paa deree Øges
navne, har de dog sans kor det karakteristislce" —
sagde Sundby og faa nd af Vinduet efter dem. —- »Der
er den plumpe, Erlige Dogge og den lette Vindspjller
op ad Dage. Et tomt Dagdriverliv dog i Grunden, det
Rejseliv!" — vedblev han og tog en Bog frern ak sit
lille Reisebibliotelc, som her var opstillet til fælles Be
nyttelse.
Anton folgte hans Eksempel, men aabnede dog- til
lige det lejede Pianokorte og lcastede et laengselskulslt
Blilc til nogle nye Musikalier. som han endnu ilclce hat«
de prøveh
»spil kun! det forstyrrer mig ilclce" — sagde sum-l
by . -— ,,Jeg hører allerhelst Musik, naar jeg tillige km -
beslcæftige Tankerne. Jeg er knn ilclce Musiklcender not
til, at det helt lcan udfylde mig."
lslkter en Times rolig Læsning til Antons Musik
afbrød sundby ham. — »Kerl sig mig oprigtig. An«
ton!" — spurgte han —- ,,er jeg meget gnaven og lcei1vf
sommeligP er jeg, hvad man kalder et temmelig utaal
ligt McnneskeP det gad jeg dog nødigt!"
Der var et tungsindigt Udtrylc i Sundbys streng«
alvorlige Ansigt, Som altid havde gjort et dybt Indtrij
paa Anton kra den allerførste Gang, de havde set hin
anden. Hans mørlce Øjne laa temmelig dyls:
dybt under den mægtige Fande. som det statt-ke, brav-s
Haar undertiden faldt for langt ned over. Naar hati
under den mægtige Pande, fom det stærlce, btune
Kindslcæg, var der en Højhed i hans Aasyn, sotn ofte
erindrede Anton otn en fangen Løve, han en Gan-:
havde set ligge stille tungsindig i sit Bur. sundhy hat«
de først nylig kyldt sit 32. Aar, men havde allerede
længe blandt sine Vennet heddet den gamle. I Dragt os
Adfærd yndede han en vis gammeldags simpelhed. Man
saa ham næsten altid i den sorte, praestelige Fralcke,
knappet helt op til Halsen, men med slcinnende hvidt
Hals-Linned. Naar han bevægede sin høje skiklcelse,
var det altid med en vie stille Værdighed, som indgød
Astelse
Anton tav nndselig ved hans Spørgsmaah og han
gentog sagtmakletz »er jeg gnaven og utaalelig?"
,,De er sjaelden rigtig glad, lkæreste HI. sundbyl"
—- svarede Anton og gilc venlig hen til hem· — ,,De et
undertiden noget bitter og ser vist Ver-den i for møtkt
et Lys — men saadan som De ek, holder vi alle saa
inderlig ak Dem, og kunde vi faa Dem lidt gladete, vat
det rart."
,,Jeg vil vienne mig af med den dumme Vrantens
hedl" — sagde Simde- — ,,Jeg slcal plage jer saa
lidt som muligtl —- Hvad kan I kor, jeg blev Lord-tat
til et forfejlet Liv og — blev en snrmulerl"
,,Det vil blive herligt, naar vi kommer til Wien og
trækfer comtesse Camilla igen!" —- sagde nu Anton
uden Overgang ved en plndselig, harn ser ulclar Tanlces
korbindelse.
»comtesse camilla!" —- gentog sundby og skiktede
Fatve —- »hnn forsvandt ved Brudeskamlen — Ores
inde camilla strahl lever nu kun —- og Gud hjælpe
hende for det Livi«
»Tror De, Greven ikke er god knod hende?" —
spurgte Anton bekymret.
,,1-lan er en Tigerlcatl" — udbrød Sundby heftig
og rejste sig —- »og hun er i hans Kløerl Hun hed
Høg, men hun var en ren og from Due, trods Rovfugles
reden hun fløj nd fra« — vedhlev han med tiltvungen
Ro og kastede sig tilbage isofaktogen. —- ,,I Adels
blodet stilclcer der altid lidt af de store Rovfngles Haj
heds·Drift, om det saa udarter til arisolcratislc Jammer
lighed, som hos den gamle Excellence. Hvad der vst ,
et Okker for storagtighedenksiAJ,
tilbage i ham af den Edle Race, har hun arvet —- me
den Aandens og Hjertets Adel, hun arvede fra sin
Moder — den blev et Ofker for storagtigheden og den
usalige Glimrelyst. Nu et hun Tigerlcattens Rov
— og han vil sønderrive hende."
,,Det er da slcrælclreligtl" —- udbrød Anton forfæts
det —- ,,Men kunde De da iklce hindret det? —- og lcav
hun ikke reddes endnn?"
,,l-lvad tænker du paa? kunde en sirnpel borgeklig
Kandidat, der blev taalt i Grevehuset som Hovmestek
og til Nød kunde sidde til Bords med, naar der iklce
er altfor høje Gæster —- lcunde en saadan Ubetydelig
hed blande sig i Husets FamiliesagerP — Nej, Antonl
alt, hvad jeg kunde gøre, hat jeg gjort. Jeg gav com
tessen en stil til franslc 0verstettelse, hvori hun kunde
se Tigerlcattens Billede og maaslce midt i Baggrunden—
og sin egen elendige slcæbne, hvis hun gav efter for
Storagtighedens og Glimresygens Fristelser· Hun over
satte den Stil ypperligt paa Franfk og rakte mig den
med et vemodigt smil — og deri saa jeg« —
,,Hvad saa De i det smil?" — spurgte Anton os
tryklcede med Varme hans Haanzl."
»Du hat giettet det, Anton !" — Svarede han, og der
kom en nsædvanlig Blødhecl i hans Stemme og en mild
Glans i hans Blile. — »Det smil sagde mig, at hun
hellere var bleven Præstekone paa Landet end Grevs
inde, hvis hun havde slcrevet den Stil kor en Maaned
siden og vidst, hvad hun nn havde liest dari mellem
Linierne."
Han tax-, og hans Hoved saan ned paa hans Brysh
.»Kaere, kære sundhyl" —- udbkød Anton og ttyks
kede hans bøjecle Hoved til sit Bryst —- »sleal det da
gaa Dem som vor gamle Professor-l skal De heller
aldrig finde den, til hvem De lcan hvile Dei-es Hoved
i Ver-den ?" ,
,.Jeg kan nolc komme gennem Verden uden at hvils
saa blødt!" —- svarede sundby og rejste sig hastig --«
,,men hun —. hun hat heldet sit lloved til et ndhulet
Bryst, som der intet Hierte slaar i —- aom er ndbkondt
ak de Iaveste Dyrelystet og Lande selge beade hende os
vort Fædreland for en Flitterstjerne."
»Og hun blev kaldet en hajslndet ørn i Byllnpss
djgtet, Jeg satte Musik til —- «og man mente, hun väde
kaa det prkegtist og komme til Italien med ham" —
. i "
konntet-» ,