»
-«;la11«dsliyöörne;e.
As K. s. lutes-Inn
NYTle-ROMAN 1 ARE DELB
(Fortsat.)
»Jo, han og den stygge Hr. Skade med den store,
rpde Næse, og selv den gamle Professor, han holdt saa
nieset ak, de har allesammen været i de fæle Hase, og
Anton har fpillet paa Fløjte for de slemme Menneslcer
og druklcet for megen Punscli og løbet om paa Uadon
med en af de stalclcels fattige Piger, som de slemme Men«
neslcer har korlolclcet til at danse og driklce for Punsch
med dem; — saa er der kommet en skiklcelig Mand, som
har taget sig af den stalclcels Pige og fulgt hende hjem
til sine Forældre; men saa har Anton ilclce villet lade
hende viere med Fred, men er kommen op til hende Da
gen efter og har villet gøre hende Portræd — saa hat
lum baade maattet rive og bide for at blive fri for
dam, og s aa har han kaldtIhen(,leIenVandpyr--— det er nok
noget meget kælt —-— men san har man maattet hente
Politiet og ladet ham trække til Raadstnen. — Er det
iklce en gruelig slcaml — sel det har jeg vidst siden
Paaslte: men jeg har tiet stille dermed; for jeg holdt
dog saa meget as ham — og naar han bare var kommen
herud. slculde jeg nolc skammet ham nd og talt godt
for ham og kaaet ham slciklcelig igen. Men nu rcjser
han bort til alle de slemmeMennesker udenlands og bliver
saa fel. saa fæl." — Hnn græd igen og var rent ntrsss
Itelig.
»Men hvem har du hørt det af? Det er jo noget, Fa
der aldrig ved et Ord om og dine Forkeldre vist ildce
neue-» — s "
,,Nej. ingen at dem ved det endnuz men Moder vil
nok iaa det at vide ak Kathrine, den stalclcels fattige
Pige hos Hans Litsenhrocler.v Hun har hetroet mig det
sltsammen. da jeg var hjemme i Paaslcen Jeg var saa
bedrøvet over, at Anton iklce kunde komme herud. Men
ena sagde hun, at jeg lcun aldrig sknlde bryde rnig om
hun. for han var ligesom alle de andre. Han var rig
tignok sprunget nd i Vandet og havde hjulpet hende op,
da hun vilde drulrne sig ak hare slkam over, at hun havde
veret i det slemme Hns med hamz —- den gamle Profes
eor havde ogsaa hjnlpet hende; men saa havde de siden
Iendt hende bort med Madam skade og leun betalt for
hende, til hun blev krislc og kom nd at tjene for sit Brod
s- og de var dog skyld i, at hun lod sig forloltke til at
blive i den onde Verden og kaa det lille Bam« —
»Men, min Sud, Lisel hvad er det for snakP —- et
Zarn ?" —- afhrod Vilhelmine hende korundret.
»Ja. et rigtigt lille Barn og slet ilclce Vand. som Ma
dam Sitade hnr sagt til Follc. Det var et virlteligt lille
» Harn, Kathrine var syst ak — men det var dødt, den lille
»d.
stakhel — og det var altsammen Antons og hans Profes
sors Skyld —- Det —- har Kathrine sagt —- har vor Her
re selv vaeret Vldne til. Men Anton har vieret slcyld i.
hvad der var meget verre, Siger hun. Ilan har hindret
hende l at drultne sig og komme til vor Herre. Nu har
han dog tilgivet ham det alteammen" — vedblev Lise —
,,kor hun er san from og godkrygtig, den staklcels Ka
thrinel Nu bander hun aldrig mer og drilclker aldrig
mer Pan-rein siger hun, og vil heller aldrig danse mer
med de slemme Menneaker i Verden; for nn er hun ble
ven opvalrt og et rigtigt Gnds Barn — og meget rigtigere
end alle vi andre — for hnn er bleven debt." —
»Du er vi andre jo, Gud ehe Lovl ogsaa, mit Barn l"
X »Ja, men det er saa lsnge siden — det kan ingen af
o- hnske — og det vnr inden vi havde For-stand paa nogen
Ting og hunde tro paa vor Aerre —- det Felder ikke —
det lcan iltlre hjslpe nogen, eiger Knthrine. Og naar
jeg bliver rigtig stor, vil jeg ogsaa bede Bedstekader
des-e nilg rigtig" —
»Ja saal Du har i Paaslten vieret i Kannst-Hien
der, og Kathrine har proppet dig fuld ak lutter Usand
bed og Urimeligheder. Din Moder er dog saa korstandig
en Iconez vidste hun af, at du havde aaa meget med den
Iatrhine et gttreiIn
»Ja, det forbstd hun mig ilcke. Kathrine var et
fromt og skikleeligt Menneslce, sagde hun altid, naar Fa
der sagde noget imod hende. Han Lande ilclce godt lide,
at hun bad saa meget til vor Herre, men det var der
intet ondt i, ssgde Moder. At hun har ladet sig døbe,
knn Moder rigtignolr heller ilclte llde ; men« — —
»Der Ser du, mit Barnl den Kathrine skal du aldrig
mer have Omgang med! Hvad hun har koresnakket dig
om Anton, maa rnin Feder nok vide rigtig Besked om,
hvis det iklte er Usandhed alt-samtnen Det sksl vi snart
fee It videl Bliv du nn her, mens jeg gaar ind til Fa
der l"
Byfoged Kyng blev nu afhrudt i ein stning, idet
bun- Datter traadte ind til ham i Dagligstuen, hvor han
end elene, og spurgte ham, om han vidste noget om den
korvirrede Historie-, Lise havde fortalt hende om Anton.
Han tav og lod sin Datter omstsendelig meddele ham
alt, hvad Lise havde sagt,
Det er for en ubetydelig Del materialiter sandt, men
for stente Delen formaliter usendt og ravgalt altsarns
men" —- tog han nu 0rdet. »Baade Anton selv og den
gnmle Professor her l ein Tid skrevet mig det altsammen
til —- paa den snnk nær om denne lese Icvindes ded
tødte Bern, som de noli intet har hørt videre til, men
eorn Jess selv har knaet lovlig Beslced ow, Det hele er
dog en Historie, vom Lande mitkontaas og gdre Opsigt
Det er nagen com Lige Ue alt-l høre noget ornl Du
knn kun for-ihre hende pas mit Ord, at vi i alle Maa
der hnr haft Ære af Anton. Det herygtede sted, han
en Gang i al Uflcyldighed har vier-et paa, og den løze
Kvlnde, han har taget sitz ak og trulclret op ak Seen —
det er nagen jeg ilcke vil have talt om, allermindst til
den uskyldige Lise. Du Lan dog gerne fort-eile hende,
et hsn san-he rigtig har vovet sit Liv for at redde et
Mnet Manne-ke, og at Kotigen derkor har givet ham
en Medallle, Det har han ingen sharn af. ved jeg, og
det er Iltid anstændigt. hvetn det saa er, hvis Liv man
redde-.
Med denne Forltlating syntes Lise ogsaa fuldlcom
men tilfreds. Hun glemte al sin Vrede paa Anton, kordi
han iklce kom. Hun klappede i Hænderne og løb straks
til de garnle »Bedsteforældre", som de nu snart hanbede
at hunne hedde med Rette. — Hun maatte endelig kor
tælle dem, at Anton havde faaet en stor skilling at· Kon
gen for et Menneslteliv ; men hun vilde kun vide, om det
dog ikke var synd at hindre et Mermeslce i at komme til
vor Herre.
Den gamle Provst korlclarede hende nu, hvorledes
iman meget godt kunde komme til vor Her-re uden at
drukne sig og uden kørst at dø —- -- og det fandt hun
ogsaa meget fornøjeligere
0m Aftenen, da Lise var gaaci i seng med Vilhel
mine og den gamle Provetindm gav Lises haptistishe Kæts
terier Anledning til en alvorlig Samtale orn denne seht
mellem Kyng og Provsten. Kyng forsvarede Baptisternes
Lære om volcsnes Daab, sorn han mente, Slcriften gav
dem Medhold i, trods Vedtxegten i vor Kirlce Om Lise
i det stylclce blev Baptist og en Gang lod sig døbe om,
skulde han aldrig have noget derimod, naar det kun
kunde slce uden 0psigt.
»Um hvorfor lader De Dem da iklce selv døbe om P«
I— spurgte den gamle.
.,l)et kan ilclce ske uden ()psigt« —— svarcde Kyng —
»og desuden" —
»Men var det Deres Also-; hvad De før sag(le, og
var det Dem en Salighed" — afbrød Provsten ham med
sit rolige smil —- »saa maatte De dog finde Dem i lidt
0psigt" —
·»Det er for mig ingen salighedssag" — svarede
Kyng med niesten mørk Alvoic —- »Jeg er, desvtkrrel jo
en Kætter i mange Punkten som De ved. Jeg holder
mig endnu til Lessings sindrige Fabel om de tre Ringe."
»Nathan den Vises Viscloml —- den er for de rige i
Aanden. der ihlce føler Trang til den sande Ring« —
sagde den gamle Provst mild og rolig, idet han rahte
Kyng Haanden og gih til sit sovelcarnmer s-— "jeg dispa
teter ilclce med de rige — jeg prædilcer hun EvangelietJ
for de kattige." I
Kyng saa efter ham med et tungsindigt Blilc. Hans!
svigersøm som hidtil becheden havde tiet, stod nu lige-i
som paa Naale og san ligeledes efter den gamle; hanss
Blilc rnødte den tungsindige Alvor i hans retsincligel
svigerkaders Aasyn. Islan tog no pludselig Mod til sig
og gilt lige ind prm Kyng. som orn hart vilde ham til!
Live.
. »Es-ad et det, Hin svigersøn?" —- spurgte Kyng
korbavset og traadte tilbsge
»Det er Kerlighed" —- sagde Magister stær bevæ-’
get og greb hans Haand — »Ks2rlighed alt samtnen,l
hxre svigerfaderl Hvad min gamle Puder ak Kerligs
hed til det guddommelige ihhe vil disputere om, her
jeg heller aldtig mod Deres Villie gjort til Genstand
for hold Dialehtih i vor daglige 0mgang. Men kom
mer De i Kirhen i Morgen. vil De med Guds Ajielp
bnade list-e og ga- ind pas« —- s-—
»Ja, veli Ja veli det hsn noh viere, min brave,
here svigersønW —- akbrød Kyng hsm med et lille
srnil — ,,saaledes som De gih ind pu mig for at give
mig Deres herlige Hensigt til Tende. troede Jeg el-:
lers" —
»Det hom lidt hovedhnlds, hnn jeg vide" —— sagde
stsr —- »men det ser vor Her-re ihhe paa."
De tahte hinanden trofast Haar-den og tat-. Mani
gilt nn til Ro i Prcstegaarden Den scdvanlige Hellig-«
Aktensskred var ndbredt over det hele Aus. Kyng gilt
dog endnn en Times Tid op og ned i sit sovehammer
med Nathan den Vise i Hunde-n »Nej" — sagde han
til sidst og hastede den hen pas Vordet —- ,,i den Vis
dorn er ingen Hvile."
H — -
og dens herlige Omegn. svømmede i brogede Billeder
. for bans jndre Øje.
»Naar tænker du at se de fPaarne igen, Anton ?" —
spurgte sundby og pegede tilbage mod de solbelyste
Kjrkespit i Danmarks Hovedstad.
Anton fo’r op af sjne Drommerien »Na-u- jeg en
Gang kan komme hjem med Prinsessen og det halve
Rige" — svarede han med et halv vernodigt smil i det
livligt begejstrede Bljk. «Riget kaar det gaa med, sorn
det vi1!" — tilføjede han — »der bliver sagtens for
tungt at slæbe med sig —- rnen Prjnsessen, sundby!
Prjnsessen maa jeg fmdel — enten hun hedder For
tuna eller Faustina eller Morgens, og i bvjlket form-l
let slot eller Fængsel hun saa sjdder! Tryllefløjtem
som skal aabne mig Hjerter og Døre, bar jeg jo i Kof
fertent og set mod Dragerne bar jeg jo rnin .,Rap-dig
Kæp"! — Han havde virkelig den samme lille Hæsse1
stok i Haanden, sorn Lises Gudmoder havde foræret
nam. —- ,,Livet er et vjdunderligt Eventyr!" — veds
blev han — »nu skal jeg først ret ind i det!"
sundby saa paa ham med et stille, deltagende Blik.
fDet glædede ham at se det nye Liv, der med Renhed
og Kraft spillede i den nittenaarjge Drommers Øjne.
Det var som den friske Havluftning ogsaa aandede et
nyt Livshaab hen over sundes høje Fande· Som han
stod der pas Dækket med sjn anselige skikkelse og det
ystrenge Bljk, saa han ud som en prøvet 4Xandens Kern
ipe. der hat vundet sejr over sin egen Ufred og nu
Ivencler sig mod Fredløsheden i Verden og dens striden
yde Aander. siden camillas Bryllupsdag var han bleven
mager og bleg« Han havde arbejdet baade Nat og
Dag. De Farer, der truede Fædrelandet saa vel fra
hvad der ulclart rørte sig i Folket seh-, som hvad der
gærede og glødede i den bele Tidsaand, var bleven Gen
stand for hans Forskning og Virksomhed
Dampskyen kra skibet skjulte nu stadens Taarne
for deres Øjnk
,,se!" —- sagde snndby —- »Frelseren pas hans
Taarn blev borte — wen han staat der dog läge kuldtJ
header jeg. Gud bevare vort Fædreland!" !
Slcibet brusede fort. skurnrnet kløj kra Isljulene.
Dampskibet saa ud kra Toldboden sorn en slukt Trolds
les-kling. Men Passagererne paa Dækket klokkedes nu
om Anton, som med pludselig Begejstring istemte:
W
de alleryngste, mest ustyrljge ,,Bnrscher" saa man beg
ge de unge Urever Høg, hver med bebt-fis cigat i
Munden »g splinterny Ziege-Meinen begge dygtig red
kindede og med rjgtige tyske Burschhuet paa til deres
for Resten københavnslce Kåvalleerfrakker. De hostede
dels af Regen, dels af skrattende Latter over de mangc
Iystige Indfald, der fløj fra Mund til Mund omkting
dem, men som de kun halvt forstod, og som gerne gik
ud over dem. Man kom fra et Gæstgivetsted i skoven
hvor de unge Grever var bleven indviet i det frie tyskc
Kommetsliv og havde trakteret med champagne oven
paa det meget baietske Ø1, man havde nedskyllet. Hvor
det Iystige Tog lod sig se. blev der almindeljg Latrei
over den sindrige Spøgn man havde cilladt sig med de
troskyldige Gæster ved at paahæfte dem et slags Kam
mekherre-Dekorationer, der betegnede Pøbelens spot
navn til de Danske Man søgte kun at forhindre, at ders.
ene Broder kom til at se den anden paa Ryggen, og Iw
lgen kunde ukorstyrtet fortsættes til stot Gliede for d«
E fleste, der saa det
Anton og Sundby havde alene gennemvandret dek
kmukke skov og var pas Tilbaxzevejen mod Byen, di-.
de j nogen Frastand høkte den overgivne Tummel oxz
kendte Grev Magnus’s hjertelige Latter i studentet
flokken. Sundby havde nok hørt og kendt det sportor(’.
mod de Danske. der ofte gentoges; han syntes dog ikks
at have fundet den rea, vidløse Uvillie deri mindst(.
Opmærksomhed værd.
solen glødede nu i sin Nedgang pas skovens Kro
nen Fjorden blev mørkere og brusede Its-them medens
den dog endnu hist og her modtog Glansen kta den
vestlige Himmel, og der var Bølgeme ildkpde »se!
bvor smukt!" — sagde«han — »se1v nagt Møtket dra
ger sejrende ftetn gennem lldstrønunel Hvad syues dis
om det bei-, Anton?"
»He-r er overmaade smulct!" — svarede Anton —
»bek"·· er vist ogsaa change konkækfelige Menneskek,
men" —
I
Anton havde Degen køt sin Akkejse ttavlt med at
tage Afslced med sjne Bekendte og Vennet i Byen. Den
kxekeste fulgte med hamz det vat- sundby. Den eneste
Afsked, fom bevægede nam. var med den korkjge Kom
tesse camjlla Høg, der nn, som Grevjnde strahl, ilclce
syntes ham at se nær saa lykkeljg ud som tjlfotn. Hun
agtede ogsaa snart at kejse dort og kølge zsin Gemal til
et kkemmed Hof. hvor han søgte Ansættelse· Hun gav
Anton en lille Erindring af hendes eget sirlige Haanck
arbejde. Hun talte længe med lndekljgbed med ham
okn detes gamle, lctere Professor og enskede liam lige
san megen Lyklce og Hædet i Kunstem
»Ak« —- tænlcte Anton, da han om Aktenen stod
i sit uryddelige Vækelse og palclcede sin Rejselcoffert —
»den gamles Lyklce var der Maade med og selv bans
Akt-der — livot vidt et den udbtedt i Verden?" —
Han havde gemt det lille Poktkæt ak hin Faustina, sotn
var blevet bans Ans. Han havde atter set længe del-paa,
og hans Kinder blussede. Nogle slcrevne Blade, dek, tned
Udslcrift til nam, var kundne blandt Professorens Pa
pirer, lagsle han ved siden ak Portkættet. Til sidst faldt
Lises Hyldefløjte ham i Haanden. Han saa lxenge paa
den med et drømmende Blik og gemte den i Kofferten.»
Neste Morgen stod han paa Datnpslcibet ved sjden
as sundl)y. De unge Grevet Høg gilc muntre paa Dælcs
ket og gjotde Bekencltskal)et, stamhetren mest med Ma
tkosekne, Grev Ferdinand med Damerne og andre fins
Folk. En Del as de unge musikalslce Heu-er fra Pro
kessotens Aktenselslcaber navde kulgt sundby og Antons
til Toldboden. De Svingede nu del-es Hatte og gilt bott.
Anton stod kned blottet Hoved og stinede tavs tilbage
pas den alt-nnd vfgende stsd og den dejlige Kyot, bas
kotlod Aan var vemodig stemt,« men dos opfyldt as en
uendelig Gliede og Længsel eftek den nye, kretnmede
Vetden, lmn nu fo’k i Milde. Billedekne sk alle de An
sigtet, der has-de set mildt og kctligt til lmm l ban
Ftedtelanch kløj dem nu farbl. Asn nilckede tjl dem
alle l sine Tsnker. Lille Lises var ogsu derlblandt, men
sotn syvaatsbarnet, den legede Prins og Print-esse
med l llsnsesutdem Alt, lind hsn sldeu hsvde set If
dunkle es Neu-I bade i den lllle o- din stot- stsd
" I
»Kong Kristian stod ved højen Mast l«
Alle beundtede det unge Menneslces kottræffelige
Tenor; men det kaldt ingen ind at synge med. Anton
sang kun det køkste Vers og sleyndte sig undselig over
sin enlige Begejstrjng ned i Kahytten med sundby.
»Det var flavt!" —- sagde han —- »Jeg til-: Komplimen
tet som i en salon."
»Hvad vilde du hakt ?" —- spurgte sundby.
»Hm-de jeg tigtig kunnet udsynge min stemning,
havde den vel kundet Genlclang, og man havde sunget
med."
»Es-or kunde du vente detl Ved Kunstnydelset
forlanget ingen jo Mening ellek sandhed i en vikkelig
stemnjng. Andet end Øreklang et sangen jo ikke l vor
Tld. l de to Aar, jeg hat kendt dlg, er det jo ogsaa
køtste Gang, jeg bar set dig ser begejstret for Pia-dre
landet."
,,Underligt nolcl nu, jeg forlader det, mætlcet jeg
kørst rigtig, der et saadant noget til« —- svakede An
ton.
»Vi kunde noli alle have nødig at fotvises eller paa
enden Maade miste vort Fakdteland for tlgtlg at elslce
det" — sagde sundby. — »Det er saa længe, slden der
er sket noget stort og metlceligt, siden hin ene Dag
1801 bar vl jo ilclce merk-lieh vi var et Folk. Debatterne
ltnellem Højke og Venstte i vor indre statsudvilcling og
Latteken over altjng iBladene er der nochiv ogVid, men
ingen Poesi og stokartet Aand i. saadan et det alle Ves
ne. Men pas paa, Antonl det kommet noget —- det
maa komme noget, der viel-ket- de stote kolkeaandet,
saa de set- — den Gudsaand, der svæver over vort Kaosl
—- kommet den Tid, vjl du maaslce ogsaa drømme orn
landte Eventyk end dln Bakne- Ptlnsesse og det halve
Eige, som Fløjtespillet og Tenor18t"
»Kerl-e Gudl ek det da nu ingenting?" —- sulckede
l Anton.
! ,,Det siget jeg iklce" —- svatede den alvorllge sand
;l)y og lagde Haanden paa hans slculder — ,,men lde
Jmaa der væke i Eventyket — en stor, mxegtig lde, der
’lcan gribe ind i Verdenslivet — eller dog i det enlcelte
Follceliv. Petsonlighedens Triumker glvet jeg lngen
ije Tobak fok."
Anton tav og kaldt i Tanlcer. Han steg atterop
paa Dækket og saa tilbage mod Fædrelandet. Damp
slcjbsbjnlene brusede. —- Den sorte Dampslcy fløj ben
ovek Hat-eh Det sidste Glimt ak Dantnarlcs Kyster var
forsvundet.
TKEDIE DEL.
FØRSTE KAleEL
Det var en ak de» smulclceste Eftekaaksdage 1844.
solen vat- ilclce langt kra sln Nedgang. Ved lndlcørses
len til slkoven Dusteknbroclc, der glimrede i de herligste
Pan-et, holclt der en Mengde Vienervogne og Jagd
vogne. Der koh- rnange alrlige Retter til liest lien ad
den dejlige Vej ved Kielerkjord Fka en Del Lyststedet
ved Vejen lmttes der Musik og bøjkøstet selslcabellg
Tummel. Ak og tll kom det- en Flolt studentet med detes
clgatet l Monden, med dem kotte Kntevatnser og de
Srna-, klade But-schwer paa tke Haar De svingede dete
Zlegenbslnentokke medens de set-g ellet dispntetede
medlnftiseoswulawuldtlsnuadeu Floh-i
,,l«ukten trylclcer dog lidt her, mener du. Vi kan
ogsaa snart viere færdige. Mærkelighederne her vi set,
og Stemningen har vi faaet nok af. Nogle Dagss Icar
sus ved denne sandhedens og Troskabens Højsltole knn
mine brave Klodrianer nolr nøjes med. Vi Lan rejse i
Morgen, hvis der saa ingen Prøver skal nklteggee i den
ædle Fegtelcnnst."
»Det har vel ingen Nød!" — svarede Anton —
»de kommer jo ypperligt nd ak det med disse lystige
Studenter. De ler jo selv allerlystigst, om der ogsas
bliver gjort lidt Løjer med dein."
»Ja. naar de trot, det er godt og Erligt ment,
eller naar det ikke gøres san groft, at de korstnar det
rigtigt, og der skal vistnolc en Dei til."
,,Men forstaar de da rigtig at ktiegteiM
..0, jal" — svarede sundby ligegyldig —- »i Krop—
knnsten er de flinkest. Kløgt og Kundsknber hat de
for Resten mer end nok ak her."
Anton saa lidt forundret paa hem, men nænte Ficke
at ytre noget om hans grevelige Elevers Mangler, sont
han i den senere Tid rent havde glemt over deres sod
modighed.
»Du tror nok, jeg spotter mine brave Klodrianer"
— vedblev Zimde — ,,lngenlunde! Klodrianer i Dyb
sindighed og Lærdom kan jeg ilclce bekrie dem for at ve
re; men det er der intet ondt i. og deri maa de finde
sigT lngen kan jo lægge en Alen til sin Vækst."
,,Men" — indvendte Anton — »det Lan dog ikke
være Deres Alver, at nogen kan have mer end nok haa
de ak Kløgt og Kundskaber?"
»Der mener jeg virkelig paa en Maade" — sw
rede sundbyq—»med lidt mindre naturlig Kløgt, end
de virkelig har, vilde de Lagensteds mærlce den Lav
hed og hjerteløse Begavethed, der føler sig smigret ved
at have mindre begavede til Bedste, Til at være Grevet
og rige Mænd ved Fødselen uden mindste Anstrengels
«se, har de jo altid Geni "nolr. Hvad Kuniislcuher einsam-,
isaa ser du jo, de kan hlive studenter her for dere
! Penge saa godt som andre. MAX-»- med non kunde jeg
for Resten nolc skaffet dem hjemrne, og i deres stilling
spørger ingen om Karalctersedlen De hat med deres
,0verfla(lisl(e Politnr mer sand Natur og Menneslceligs
hed i Liver, end de Renomister har Kultur og Huma
nitet, der nu spiller Bas med dem-»
»Mein naar de vil tale Tyslc eller Franle —sagde
Anton —- ..lclinger det rigtignolc løjerligt" —
,,J0 slettere og uforstaaeligere de taler det, jo
lbedresp —- afbrød sundby ham med korstemt Mine og
var nu i sit sære Lune. —- Jeg har tjdt beklaget den
ulyksalige Sproglcundslcab, man paanøder Mennesker,
der hat lidt noli at sige i eet sprog og maa arbeij
som Heste for rigtigt at knnne oversætte deres uheldige
lndfald i alle mulige Tnngemaal."
Ligesom Sundby og Anton gilc i denne sarntale
paa Vejen ved Fjorden. blev sundby hilset og tiltnlt
part Tysk at« en bekendt Advolcat med et sings litteræte
Nam. som han havde gjort Bekendtsknb med i et It
Grevinde Høg’s store Aktenselskaber og siden skrevet
imod. ..Hr. sundby! ilcke sandt! Greverne III-Es Hor
mester? — den Erede Opponent mod rnit skrikt otn
vor-e Landsrettigheder ?"
Sundby gengældte Hilsen og Tiltalen noget koldt.
»Jeg troede hverlren mig eller hine smnahemsrkningst
her erindret" —- sagde han. —- ,,Nanr jeg sur nden for
mit Fug, er det lcun ak Hensyn til Tiden og It kent
Hmenneslcelige Grunde. Jeg tun nsppe tro, et for-yet
fbelkendtslcab vil ksre o- nxrrnere samtnen l Art-Wien
las sandhed og Ret."
PMB-)
