OStandHöyöörnejre.
(1·’ortsat.)
»Nej, rør iltlte ved den! der er Pestsmltte ved den
— jeg lrender den. Det er rjgtjgnolc hans berømteste
Værk —- derfor gav den liderljge Verden ham Udødes
lighedz men naars hans sjæl sjdder for vor Herre —
som nan ser siger i sin ljdt niorslcammede Gravskrikt
s- prydet med hans Vazrlcers Fortjeneste i hans die-de
lige Liv«), saa har han dog nasppe et Mæcenat-Elcs
emplar at sjn Decameron under Armen. Det slcrjft
er et meget mal-it aandeligt Bordel, skal jeg sige dig,
min ltære Antonl Fald iltlce neds at Forslcrælclcelsel
Ist dig heller paa Stolen, saa sltal jeg sjge dig, hvad
du dog lige saa godt korst som sjdst maa videl Der
er et slags Forfattere, som jeg rent ud kalder aandes
ljge Ruffere Til den Klasse lrørcr nogle af de be
rømteste i Verden —- og jeg ltender meget kaa, som
iltlte bar en Rern at Hoden. Verden er i Grunde-n
en stor svinesti —- sltal jeg have den Ære at sige dig
— —- lngen ltommer jgennem den nden at søle sjg ljdt
til; men sjden den korlorne søn aad med svjnene,
findet de Store, svinagtige Publikummer kun rjgtjg
smag og Geni hos de store Mænd, der kølger hin for
lorne sdns glorvaerdige Eksernpel og deler smag med
dem selv og deres Grise. For de garnle klassislce Ortss
rier har du lla vakret saa heldjg at slippe irr, med min
dre du bar slngt dem i forbedrede Oplcog i Over
cttelsernez men nu skal du viere en fin, dannet Mand,
og du maa gennem selem saavel de gamle sorn alle
de nyere Tiders største Berørntlreder horer nn engang
nodvendig med til vor bøjere Dannelse og selslcabeljge
saligbed svinerierne kan lige saa lidt undgaa- i
Kunst og Litteratnr aom j Livet. De grieslce og latins
ake Grisebaler er gaaet i Arv til de fleste Berøcntheder
bo- alle nyere Nationen Dog Hatten ak, naturligvis,
dannede Mand, for de store Aander, trods deres større
eller mindre Grisehaler —- kra Decamerons og Pucel
lens berømteste ngtere til de romerslce Elegiers og
deres sjlsltendebørns crværdige Fiedrel —«— Gaa nu dog
kun Decarneron forbil Den store Bocca-« var en aande
lig Rukfer at forste slcukfe —- mod den legernllge Pest
brngte han den aandeljge til Medicin. Den talentkulde
skemløsbed lrørte jrnidlertid til hans «l«id. Vor Tde
littercre Ruffere er mere anstrendige, men ilclte et Haar
hedre. —- Tag rnjg den yderste Bog i Rielrlcenl Dante-s
Levnet at Bocca-: origine, IM- « mit-»ic- di Dante
AligltieyiP
Anton sprang op paa stolen og hentede Bogen·
»se herl« —- vedblev Professoren — »her staat
hvad jeg vilde sige dig· Dante var en stor Mand —
det vil vi no lade gaa! —- Faddrelandsforræder var han
rigtjgnolc, og han var fuldt saa storsnudet Zorn jeg —
aom Digter er han rnig for allergorislc —- men hvad Fejl
han saa lran have hakt —- til de aandeljge Ruffere
harte lian iltke, og en korkengelig Nar var ban heller
like. Fristet har han sagtens vieret i sln Ungdom, sorn
enltver, der higer efter Zerømmelse og grlber eiter
Laurbærkransem jnden ban bar gjort noget for at
kortjene den· siden du nn, som jeg merken lider at
den samtne Orm, min nnge Venl saa vil jeg vise dig,
lrvad Bocca- lrer fort-aller. Han læste nu, hvorledes
»Dantes« Moder drømte at hendes søn, der den Gang
var et Baru, voksede og blev stor nden anden Nkering
end Frugten ak Laurbærtræet og Kildens klare Vand.
Hun saa liarn da springe at· alle Kræfter for at gribe
Bladene ak det Trie, der havde nieret darn, mon lian
faldt og blev korvandlet tl en sklnnende Paakugi.
Moder-en vaagnede af Fornndrlng derover«. —- ,,Hvad
aynee dig? er det ikke højst rnrerlcelign Anton?"
»Aaal ja« —- svarede Anton —- »men Dante blev
Jo en wdel og herlig Paradisfngl i Aandens Verden,
men ingen dum, pralende PaakugL Det var jo da en
Drøm, der lltlte gilt i Opfyldelse. 1 Dritmmen var
han Jo ogaaa bleven stor af. Frugten, jnden han greb
efter Bladene" —
»Dante bar maaalre kundet en Advarsel derj« T
vedblev Professoren —- »stolt blev hart —- dygtig atolt ;
men lian var for storartet en Natur til at blive kor
facngelig Lasset DrMmen iltlre sorn aaadan paa
Dante, saa pas-er den saaaledea des bedre paa bans
allerkleste colleger og niesten paa alle Kunstnere Jeg
bar idet mindate ingen kendt —- aelv ak dein, jeg
astter over Dante —- der bar vieret for stolt til at
kanne smigree eller kratnkea at Dosmere". — Ud
tryklcet i den gamles Ansigt var nie-ten blevet bittert.
—- »Undaltyld, nij Jeg synes dig lidt tør og kedaoms
mellg i Dagl" —- tilkøjede han —- »jeg er i Frei-d med
at gjte mit Testamente, ser du« —
Anton caa luerllg deltagende paa nam. »O! tænlc
M derpaa endnnl" — sagde ban — »vor Herre bar
nolt hart, lrvad jeg bad ham orn".
»saa da bar nlejliget djg med fromme Petitioner
for mit Liv?" —- sagde Professoren med et nnderligt
smiL —- »«l’alc sltal du havel det var kønt at djgl
For din skyld gør vor Herre det dog ildce —- det kan
jeg forsilrre dig. Hvad nn Testamentet angaaty maa
du toruden EnglesPortrsettey du ved, nøjes med de viae
Advarslen jeg lrar givet dig mod de hemmte aandelige
Ratkere og mod alle slaga Vampyter, saa vel som
mod de Bakkespring, lrvormed man lcan korvandles til
eklnnende Paakuglel Tag mjg denne Papatale nu iltlu
ilde opl Inen laut de paa, naar leg er bleven Organist
aller maaalce Zelgetr r paa siriml Det naaber jes
nunlig nnd det kørste at drlve det til. En tyslr Klar
aeerlnde Iltal have fortalt, at Goethe er bleven Lands
byibolernester der appe. Moeart tsnlcer jeg da vel ei
bleven Organist, og ham vll Jeg not trsde Zielgen kor
jeg hat at teataxnentere til den Ivrige Verden" —- til
S
I) »sa- mier ais-e dein-, ist«-Mr wire-« lebe-w
. Wi- sit-.
føjede han —- »sel det ligger der i Krogen. Det et
min Aand i kaa Materie, paa en Maade, ellek egentlis i
Manuskript for Venner og 0rme. Hvad man menet et
Pengene verd, kan man lade ttyltlce i dette ellet et
andet Aathundtede, hvis Ormene da hat vætet saa at
tige at tespelctete detl Jeg har hverlcen hakt Raad eller
Lyst dettil. Det var ogsaa, trykt, kun blevet Gme
føde, siden jeg, sotn sagt, hat- vteret for storsnudet til
at rejse Ver-den nindt og lade tkompete for mig".
Det var nu i den gamle Mesters Aasyn et tuniss
kendeligt Udttylt at· dyb Krænkelse, men tillige ak en
Selvbevidsthed og stolthed, der med trodsig Foragt for
Aanden i hele hans samtid udlynede af hans ellers
matte Øjne.
»Men, ltære, ltaete Professor l« —- udbrød Anton —
,,De er jo æret og elslcet og benndket at· enhver, som
kendet Dem og Dei-es heilige Vierket" —
»Es-ein ltender da mig? og hvor mange ttor du
kender Aanden i mine Værlcer? Jeg er i min personlige
Nullitet ingen Pibe Tobak værd" — vedblev den gamle
Mester med sit humoristiske sinil —- »men det kundel
nolc hændes, der var et Par Funker Pkometheus-lld i
den Papitbunlce, sotn kunde sptænge et lille Bjerg ak
Lirnmlarntherømtheder i I-uften, naar AandesKrud
tet var opfnndet i den Verden, jeg hat hakt den Ære
at være Konstabel i".
»Kæteste Professor!" —- sagde Anton bekymret —
»otn ogsaa slet ingen i Verden kender Dem rigtig og
kun een ellet to hat haft ret Forstand paa alt det het
lige i Dei-es Verlieh der dog hat glædet og henrevet
saa mange — saa var det jo dog en stor synd, hvis
De troede, at der ingen Aancl var i Verden, og at alle
Dei-es Venner og Benndrete var lige saa enkoldige, som
jeg sagtens endnu ek. De hat visselig soni den stote
Dante, nætet Dem aandelig af Laurbærtræets Frugtet
og det evige Livs klare Kilde — men er det nn Bla
dene af det Tkæ , Depaa Dei-es gatnle Dage savner
og kaster det bittre, kotagtende Blik ud efter i den
store, vide Ver-den — saa kunde De jo selv nu staa
Fare for at fokvandles" —- —— Han holdt inde og blev
blussende tød·
»«l’ il den slcinnende Paakugl, menet du — ak, jal
ak, jal du hat Retl" — hviskede den gamle Mester, og
hanc Hoved sank ydknygt ned paa hans Bryst. — »Du
hat Ret, Anton l« —- udbrød han heftig og kejste sig
—- »jeg sidder selv midt i suppedatsen og moraliseret
for digl — Ol Forkængeligheds Forkængelghed —
selv i det Hovxnod, der tkor sig stokartet noli til at kot
agte den! Gud velsigne dig, Anton! Vor Hei-te viere
med dig, til vi ins-des paa siriusl — paa denne For
fængeligheds Planet set du tnig næppe met". —
Han gtæd og omfaynede sin«Elev med en Heftigs
hed, sotn aldeles udtømte hans Krachen Han vaklede
og sanlt bevidstløs tilbage paa sofaen.
Anton kaldte Lokskkælclcet paa Hjælp. Lægen blev
øjeblilckelig heutetz men den gamle Professor opslog
iklce met sine Øjne. Da Solen gilt ned, havde han sidste
Gang aandet.
Han laa stille med det blege, indfaldne Ansigt
vendt mod Vinduet, hvokkra man no saa Rosenborg
slotstaatne i det sidste Dagslys. Det itoniske sinil om
hans Mund var korsvundet, og i hans skakpe, tadelt
formede Aasyn var der et skent Udtrylc af den dybes
ste Pred.
Anton stod, opløst i Graad, ved hans Leje og trle
kede hans kolde Haand til eine Læbetn stinde stod
tavs og dybt bevæget ved hans side· Den gatnle Pige
stod med Forlclædet for sine Øjne i den aabne Døk og
hullcede Liegen holdt et lille blankt Spejl for Munden
af den døde kot at vise de tilstedevsetende, at Aandes
drtettet aldeles var koksvundet. Tre ak de ellets saa
lystige Ansvennet, det var komne med Lassen, saa med
vernodige Minet des-paa. De gik kokt eftet tned lyd
lese Trin ud at· den stille stue og listede sig sagte ned
ad Ttappen. De syntes at undse ais kok hvetandte over
detes nsædvanlige Bevægelse
»Hast saa ganske ltøn ud i Batbekspejlet, det gatnle
Mehl« —- hvislcede den ene og gjotde Mine med at
antage en ligegyldig Tone; men stemmen slog ham
kejl — og han hostede.
»Hm-de han set sit eget Bededagsansigt, havde han
bestetnt gjokt casorti-Fjæs" — betnærltede den anden.
,,Maatte vi nu knn faa tigtig munter-c Vejt til Be
gravelsen og saa synge Finale for ham nden Bom
mektetl" —- sagde den, der gilt sldst nd at Forten, og
smaanynnedez men han behandlede sin Næse voldsomt
med sit lonunetøtltlæde, medens han med malte sktidt
gib ned ad Gaden med de andre. «
gennemtonet Hvælvingerne Kisten fulgtes ak mange
ældre Venner og Hasdersmtend straks efter Jotdpaa
kastelsen begav Ligkølget sig til Præstegaarden, hvor
Rejsevognene stod korspkndte Anton var bleven til
bage for med den gamle Pige at strø Blomster paa den
nylig oplcastede Gravhøj og dvæle noget længere ved
sin uforglemmelige Lærers Grav
,,I-lvad bliver der nu ak Anton Knudsen P« —- sagde
en ak de unge Dilettanter og tændte en cigar, saa snart
lian blandt de tre andre var kommen til sæde i Rejse
vognen, og den tullede at· sted med dem.
»lngen Tingl" — svarede hans sidernand — ,,l1an
er jo ækel sentimental. saa 1 den Torvelcurv fuld ai
smagløse Paaskelilier, den gamle, tudende Kolckepige
havde slæbt der opl — ved den stod ltan jo og kle
bede om Kap med hende, saa jeg skammede meig paa
hans Vegne".
,,Han er en fantastislc Gæk!" — bemærkede en
tredie· — »Han hat dog ingen ringe Tanker om sig
selv —- Vor gamle bar forlcælet nam. En ganslce skik—
kelig Fyr er han dog med alt det, og Talent bar han
Jo."
Simde som var den kjerde i Vognen, sad mørk og
stille i et Hjørne, tæt indsvøbt i sin Sørgekappe. Han
tog nu Ordet med temmelig barslc stemme. «skade, at
vor gamle Vetfs Aand ilclce kan tale et Ord med i
1)ag'" -.— sagde han — »maaske vilde hart, med Tal(
for Deres fortræffelige Sang, forsilclcre Dem, mine
Herrerl at livad han længst vil linslce og glæde sig ved
i Paradiset, er Anton Knudsens sentimentalitet og
Fantasteri med samt den garnle Piges Paaskelilier. De
’l’alenter, lian nu agter højest, er Alvor, Kærlighed og
Sandhed."
»Nu, nu, Ar. skolernesterl Vi glemte, vi havde
Pædagogen medl" -—- mumledes der blandt de andre.
Man tændte nu flete Cigarer, og der smøgedes mer, end
der taltes.
saa vel i Lundeby Præstegaard som hos Byfoged
Kyng i den lille Købstad og hos Jørgen Honsekrasmmer
og bans Kone i Landsbyen ventede man i dette Foraar
eller i Sommerens Løb et Besøg af Anton, inden lian
tiltraadte den Udenlandsrejse, der hele sidste Aar var
forberedet. Det blev imidlertid baade Pinse og Mid
sommerz men han kom ikke. Der indløb dog jem
ligt Breve fra bam saavel til hans Formynder, som til
Magister stær og Mosteren. l dem alle var hans
sorg og savn ved den gamle Professors Bortgang det,
han lmade begyndte og slnttede med. l øvrigt saa man,
at han arbejdede klittigt med stadigt Hensyn paa den
forestaaende Kunstrejse 0m sin urolige sinds-stem
ning og Sin steclse mere brændende Higen efter stor
hed og Bereimimelse slcrev han intet, siden lian havde
modtaget nogle Advarsler mod Overspændthed og nd
hulende Ærgerrighed ak Magister stær og den alt-or
lige Forrnynder.
En Lørdag Eftetmiddag i Besten kom Kyng, som
sædvanlig, til Præstegaarden for at blive der sondæ
gen over. Han has-de et Brev med kra Anton, sotn han
bad Magister stær ltese højtz da det indeholdt saa man
ge kærlige Hilsener og Farvel til dem alle. ,,Anton bar
vier-et sys« — sagde lian — »hans Udenlandsrejse med
Sundby og de unge Grever Høg er for Haanden. Han
rejser paa Mandag. Han maa nu opgive det Besøg til
os, som lian saa inderlig bar onslcet og længtæ efter·"
Man horte Brevet med stor Deltagelse, ,,Han bry
der Sig slet ikke om os — det kan jeg nok merke« —
sagde lnm og rev Pinden ad ak sit Strikketøj —- »ellers
var lun nok komme " —
»08 var ikke bleven sys, mener du nok" —- ak
brsd den gamle Provstinde heade
»Ja, det kan ogsaa gerne verei« — vedblev Lise
—»Var lian kommen herud i Fjor eller sttaks efter
Pauke, da hans gamle Professor var ded, saa var han
maaske bleven glad igen ltos os og ikke bleven syg."
»Men saa ved du jo, lian skulde synge i Kirkes
koncekter og ved comtesse Høgs Bryllup" —
»Ae, Bedstemoderl det er aldrig endet med hatttl"l
— vedblev Lise med stigende Uektiglied. —- ,,l al den
Tid, han var hos Justitstaaden og vor rat-e Frue Mine,
brød lian sig jo iklce om andre end om dem og —
det er sandt! den rodnæsedeHr-skade, som spillerNytaar
ind — og aldrig saa snart var han kommen ind til sin
underlige Professor og den dejlige Komtesse, før han
straks vilde viere en stor Mand, som den Professor-, og
kun spille for liam og den dejlige Komtesse og alle de
üne Frøkener derinde — o, jeg ved det noli altsammen
— og jeg ved det, sorn er meget vserre."
»Gud bevare’s, lille Lise" —- udbrød liendes ker
Hige Veninde, Villteltnine, og greb den grtedende Piges
Hund, der rystede ak Ivtighed og Vrede — »Du er
Jo rent ubkendig i Dagl Hvad ondt ved da otn vor kat
re Anton? — Vi bar jo alle haft saa megen Gliede ak
ham — og da herer jo, livor inderlig han holder ak os
alle og af dig med."
« »Aal mig bryder ban sig allermindst om. Hils lil
le Lise! det er jo niesten alt, ltvad lian skriven Det
bar ban nu skrevet i site Aar, og nu er jeg da ikke saa
lille."
»Det er sandt, min Pigel" —- sagde den gamle
Provstinde og nikkede lidt slcatlmslc til det lidenslcabe
lige Barn —- »den store Jotnfru Lise burde han nok;
skrive, siden du bar kyldt det ellevte Aar og kan læse
baade Danek og Engel-k, ja endogsaa Norsk med Ju
stiteraaden,"
»Gei- ikke Nat ak mig, koste Bedstemoderi saa
get du mig ondl" — hviekede Lise og kyssede den
set-nie Provstindes Hund, medens bun hastig vendte
ais bort med sit lille Forklede kor Øjnene og lob ud
ek stum
»I—Ived kattee List-P —- spnrgte den gamle Provst
—- ,,l driller hende dog Eke, Born? —- Iiun har» et
vanekeligt sind og ma- tages kordigtigt paa. Hendes
Sjcl er en Gnldklmä men nur den opketes og bis-sey
synker breit Städka til Bunds i sandet."
»Du im Mo Ret —- kor det Ins-tel« — segde
Provstinden og kyssede sin smulclce, garnle Mand —
,,I-Iun læste forleden en Bog, der paa Titelbladet kald·
tes N»rsk. og pralede stralks ak, at hun korsvod Not-sk,
uden at have leert det. Jeg var nu rigtignolc Barne:,"
der drillede liende dermed. —- Ja vist!" — vedblev hun
munter —- ,.du hat saa ungdornmelig en Kone. Vor
søns Opdragelse kom jeg leun daarligt fra, lian blev
altfor kælen — sidder han nu ilclce der paa en stul
med sin unge Kone og holder paa hendes Haand, sont
lian var bange for, bun skulde lebe fra nam. og sont
han var skinsyg paa lille Lise. Ham sknlde jeg gjort
lidt Nar at« i Tide! Nu driver jeg det maaslce for
vidt, naar vor kære Lise faar Nylclcer. Men trøst dis.",
lille Fa’er! nn vil jeg gaa i slcole hos vor svigerdatte:-.
Med Guds Hjcelp kan vi snart allesammen lære liilt
Børneopdragelse ak hende."
Vilhelmine bavde sluppet sin Mands Haand, ssg
hendes smnlclce Kinder bavde faaet en forhøjet Fand-.
Hun rejste sig fra den brede Lænestol, hvor heul
Ægtemand ogsaa havde taget Plads paa Yderlcantcs
— og hendes skiklcelse røbede den Moderglæde, hun !
snart saa i Mode. Hun omfavnede begge de kære gam :
og gil( nd efter Lise.
.,,0rn tre Aar kan vel Lise lconiitsmeres,Hr.P1-ovstI-v
-— spurgte Byfoged Kyng, som hidtjl havde siddet stilft
ved Vinduet med en Bog i Haanden. — ,,l-Inn er n.· -
sten mere hjemme i sin Kristendom end jeg. Hun hzr
mangen Gang gjort mig til Skamme, naar jeg lasse-:
med liende."
»Ja saal læser De Religion med Lise, Hr. Jn
stitsraad ?" —- spurgte Provsten med sit stille, godmodis
ge smil — .,det var ellers et Fag, jeg nolc vilde nasse
mig forbelioldt."
,,Nej, det er egentlig hende, der leser Religio
med mig« —- svatede Kyng, — »in-ad hun hat hart
af Dem og med sin barnlige lnderligbed opkattet, vil
hun altid stralcs lære mig, og jeg tror virlcelig, det
lylclces hende. Fra bendesBarnelæber klinger i det mind
ste de mysteriøse Dogtner rnig langt elslceligere og kor
staaeligere, end jeg nogen sinde bar hørt dem i min
soc-Jst
Ungdom."
,,Det kan jeg godt korstaal" — sagde Provsten og
niklcede — »das-de vi waret blandt Bgrnenq som vor
Hei-re selv lagde sine Hænder paa og velsignede, saa
vilde vi vist alle korstaaet barn bedre og elslcet ham
højere, end vi nn gør."
,,Kære, kacre Faderl" — ndbtød nu den nngePrtest
og var nær falden ned kra Kanten ak Lænestolen, sont
han hastig rejste sig fra — »nu gav du mig en hetlig
Tekst til i Morgen-«
,,Godtl" —- sagde den garnle — ,,men Brudeviels
sen, ved du, besorger jeg selv. Du skal dog iklce tage
mine glædeligste Forretninger fra migl Lises Konstr
rnation kotbeholder jeg mig ogsaa, vil Guel, jeg lever
saa længe!" — tilføjede han. — ,,Jeg begynder alt sa
stnaat at forderede hende."
Begge Præsterne gik nu til der-es studerekamre, og
Kyng fordybede sig i sin Bog.
Vilheltnine havde imidlertjd opsøgt den korgrædte
Lise og faaet hende ind til sig i sit lille hyggelige Kam
mer oven for storstuen. livor hun havde sit sybord ved
Havevindnet og bestandig havde Marken og skoven kor
Øje. Her stod ogsaa hendes Boghylde med Udvalget
ak hendes Yndlingsforfattere, som Lise allerede var ret
godt bekendt med.
,,Vær nu god og glad igen, min egen Lise!" —
sagde Vilhelmine og lagde sin tint korrnede Haand
beroligende paa det yndige, gollokkede Hoved — ,,Jeg
vilde ogsaa gerne set Anton, inden han rejser saa langt
bort fra os; men det faar vi nu opgivel Derfor vil II
dog ikke tro, lian holder mindre af os, end vi ak nam,
og allemindst vil vi tro noget ondt om nam, om vi os
saa bat-de børt det ak andre· Men jeg kan iklce begri
be, lwem der skulde have talt ilde om Anton til dig."
,,Det bar heller ingen rigtig gjort!" — svarede
Lise —- ,,men jeg er dog ilclce saa lille et Bat-n nu —
og jeg lian nolc selv slutte mig til et og andet. —- Jeg
bar jo ogsaa liest Uistorier orn, livordan det gaar til l
de store Byer, livor der er Komedier og Baller livet
Akten. Der er jo saa mange slernme Menneslcer, og der
er bele, store Ause, hvor de slemme Mennesker korn
mer sammen om Natten, og der danser de saa stygt
mecl Hatte og store Kavaier paa og loklcer de staklcels
fattige Piger til at danse med dem og giver dem Penges
og smulclce Kjoler derfor. —- Og saa drikker de for
megen Punsch —- og saa snakker de saa akskyeligt, og
saa løber de ud samtnen paa Gaden — og saa kom
mer Værterne og Politiet og trækker dem op paa Raads
stuen —- og det er en stor, stor skam" —
»Na ja! det hat vi maaslce lagst en Gang noget
om; men hvad kommer det Anton ved?"
( Fortune-J
TRETTIOJNDE KAPlTEL
. Det var i den stille Uge 1844, den Sande-. geniale
Professor havde lukket sine Øjne. Otte Dage der eftiss
kørte der silde om Aftenen en stor, lulcket Rustwgsn
nd ak Vesterpott. Anton sad tavs og stille hos Kuskem
Han bragte sin icer Mesters Lig ud til Roskilde, hviir
den gamle i et loyalt Lune hat-Je korlangt at livjle sjne
Ben, vom en tto Kammennusilch ved sine souvemssxe
Kongets Føddek — men dog under Guds fkie Himmel
og i skyggen af de høje Domkirlcespir«
Da de stote Liglclokkef nieste Fokmiddag havde nd
bmmmet del-es alvoklige Fatvel til hans sjæl, lød Jcs
dybe Orgeltonet kta Domlcirlcen, og en hetlig, gtibemäH
Musik tonede opløftende gennem de bøje Hvklvingerl
med tem, kraitige Mandsstetnmen Det var den akdødes
unge, musikslske Vennet, der nu, til bang Aktnindelse
og Som der-es sidste Pan-ei til nam, udkiirte bans egen
herllge 0pstandelseshymne, som lian linke, eftet Sit
Ønske, kik at liøte i sin siclste Time. Undek den sied
- venllge Kot-l blev detpaa ngkisten besten nd at Kit
. ken tk de stimme unge Mennesker, der list-de sauget ;
! til dem list-de snndby Iluttet sigz lisn sit nennen
ved Anton, lwis ane, bil- Tenot alle-We has-de
-
Vrandskadtc Smaasktifter.
«Straa og Guld, fsk 15
Fra Naturen og Liset, ftr 10. .
Guds Ord er levende og kraftist, ist .20
Herrens Befe, fir 10 « .
Johannes Leviniem fsr .40
Bote Salmcdigtere, ftr .60 . . . .
Smaa Stene til Herrens Dut, fst .10 .
«Jens og Marm, ftr .10 · .
Min Kamp med Mormonerne, fst 10
Det store Spsrgzmaah sit .80 .
Den rette Brug af den hellige Rahme, sit .10
Om og imod Adventismem ftc .10
Kontra Adventicmem sit .20
Wogt mine Lam, sit As
Hedehuset fsr 20
Kitty for 10 . .
Kun en Tjenestwigr. fsr .10
Lygtemænd, fsr .10 .
«En Kristens Jndtæqter is quistrh M .10
«En Skytsengeh ftr .20 . .
Du. LILI M M,
VIII-. III.
I
-
ZZZZZZZZZZYZZZZZZZ
2883228222332322