« glaudsöybörnene
As s. s. losem-In
NYTIDSKOMAN l klRE DEUL
(l««ortsat.)
..G0(lnat. sundbyJ var du med?" — sagde Profes
soren. —- ,,"l’ak for dit underlmldendc selskal)!"
»Der slags Undekholdning trængte vj noli allermest
til« sp-— svarede sundby —- ,.f0r mig hat der j dct mjmls
Ah xxuct cn smr Yedcrkvilsgelsc »von paid nl den stnik."
..K0mtessen var Jog nydclig?" sagdc Profes
Sorch -- »skade. at man kun een Gang i Yerdcn Cr
Ungk"
..Ska(lc, at ingen nu mer kan komme- lil shle Aar
og Mslcr for der evindelige Liv. der mal-es paa ug ju
ges Oster! skulde jeg have nnget mod Dem. gamlc
Ven! maalje dct viprc Der-Es altsor urjmelige l·ng(lukn—
m(«1jghe(1."
..(30(1nat. Pikrlagog!" —- akbrød Professuren hath
—- ..Naar jcsg for Alvor bcgyndek pas min Op(1r.«iz.;elsc,l
skrll jeg sendc Bud efter dng —- Du spjscr vel ellersi
bo- mig i Morgen ?" !
Dis skilnes asi. ,.l·Jn meget lmsemle SurnIulcr, All-H
ton! han er knap halv saa garnmel som jeg; nan kaut
Hin- l«ruv!" —- sugde Profcsmrcm irlct ilc gik up acl
Ttappcn til hans Viel-eher —- ..Jez.; hat en Plan i Ho
veilct med ham og dsg. Naar han om et Aarstid ellcr
to mer udenlands med sine Lømler, kan lian tage djg
mecl — at du ogsaa kan komme paa Bjerget og se al
Verdens Hang-hoch men have en brav Stunden-Engel
vecl Siden, som kan holde paa dig. naak du svirnler, og
bvisike dig i Ørett det er Løgm unge Ven!"
,.Rejse! —- rejse!" — ndbrød Anton sjæ1eglad —
»0! der var den støkste Lykke. jeg kunde tænke mig i
Verden."
»Ja. der tmr jeg! der skriger de wilde Gieshngcr paa.
køk de faa Fjær —- og nagt de kommer hjem, er de store,
grad Gass. som de tamme i Gadclcæret.«
»Die har da vist rejst megct seh-. kasre Professur ?"
»Ja -—— isæk mellem Kronprinscsscgaden og Mælkkk
vejui. Godnat, Pugle! kam du ak det rjgtige Æg. kan
du cllcrs geme- kløjte Verden et stykke i klin Rede-P
Med Rejsetanken gilt dog Anton til Hengs. og den
Voksede i ham fra den Time bamle Nat og Dag.
- I— l - f n
.ltan i Grunden agtede og hvad han forlcastede, sum
Affektion, Kunstleri og Tomhed —- denne underiden
farceagtige Maske, livorunder lian sltjnlte sin dybere
Natur-, havde for Anton, sorn for saa mange andre
unge Menneekey noget besynderligt tiltrældcende De
hat-de altid Bevidstlteden om den Genius. der legede
slcjnl under Abemaslcem naar det undertiden kunde
falde den gamle Mand ind med krumme Knie og frem
ralcte dinglende Hænder virlcelig at efterligne dette
modbydelige Dyrs Laden Hvad der da morede Ung—
dnmmen mest var det Lune, l1vnrmed lmn rned det du J
»meste Drengemasle parodierede de smdvanlige Floskler
Its Selslcahslinst eller den indliildte Änndriglnsdslmir-me
nm Kunst isg l«ittemtur.
Anton var imidlertisl meget overladt til sig seh-.
Furfatttrrne pnu l,ol"t.-l:innmenst tniuttte ers-mut- lnnn
Savnet af sortrnlige, jnsvnaldrende Vennet lngen af de
unge Menneslcer, ltan traf samtnen med, syntes ham
Skilclcet til ander end til at le og spøge med. og med sine
Bamdomsvenner og tidligere Bekendte stod lian ilcke
mere i nogen persnnlig Forliindelsu Hr. skade og hans
Kone var efter deres llestemmelse rejst tilbage til
deres lille Kktljstad De havde modtaget ltint ulylcke
lige Fruentimmer i Kost og Pleje indtil vi(lere. Uet
Frei-. Anton regelmitsssigt linsr Maancd mndtng frn sin
l«"nrn;iynder. indelmldt sjkvlden nndet end lntns Manne-ds
penge og nogle kaderlige Formaninger nm Flid og goltt
siedet. Undertiden havde Byfogden dog vedføjet en
venlig Hilsen fra sin Datter og lille Lise saa vel som
fra Magister Stær og de gamle Provstefollc. som dog
aldrig havde set Anton, men nn kendte ham fra Vilhcl
mines og Lises Beretninger.
En Gang hver tredie Maaned kilc Anton et Brev fra
den lcære Moster Karen med Hilsen baade fra hendes
Mand og fra deres ærlige Vcn og Nabo, Hans Litsens
l)r0der. Af Mosterens Brei-. Seks Manne-der ester Hr.
Skades Bryllnp, havde Antnn set, at det gilt godt med
Madam Skades Praksis og nogenlunde med Ar. skades
«-l«I(lrueliglietl. llet syge Frnecitiinmer. de hin-de med
bragt fra Hovedstaden, var af Madam skade lyltlcelig
ltelbredet for —- Vatters()t. Hun vor kommen i Tjeneste
lios Hans Litsenbroder ng lians Rotte-. hmr de var vel
tilfreds med hendes Opkørsel Hun lod kun til —
lied det — at viere altfor bedesøsteragtig og havde nylig
ladet sig døbe om i Gadelcieret af nogle Prazlcere paa
egen Aas-nd der linlilte sig Banns-ten og sorn satte
mange Follc Griller i Hovedet der i Egnen. l dette
Brev var der ogsaa Hilsen sra hans Venner i Lundeby
Preestegaartl »Vnr lille Lise« — hed det —- ,,volcser nn
lmade urlvendig og indvendig. Hun lærer saa meget
gndt ng smnlct as den nnge Madam Stxtsr Haku-pl snm
af begge de garnle. Justitssraaden liest-r Roger paa Vers
med hende og gnr grumme meget as Lende. Dersom
hun var en seht-— Syv Aar itsldre og han en snec Aar
yngre,«blev der vist et Par af de to. Hnn Spørger altid
til dig og kan ilclce glemme dit lndtog i Møllen, din
Knnfirmatinnsdijg og eders likentyrlege i Hønsegaar
den".
Anton Feste okte sjden dette Brev og blev altid un
derlig bevæget den-ed Hart droges nu dog daglig
more hort fra Erindringerne om sit Barndornsliv. Han
levede sig sittdee dybere ind i Kunstens og ldeernes Ver
den, men brød sig ilcke meget orn det offentlige Livs
Bevægelser i denne Konstituti()ns—lverens, Demonstra«
tionernes og den lattermilde Presses Tid· Han var saa
ivrigt inde i sine Arbej(.ler, at det var blevet sornmer
og Vinter jgen, næsten uden at han mierkede det. Da
han anden Gang saa et Foraar i Hovedstaden, var hans
Lsengsel efter at rejse og se fremrnede Lande næsten
bleven til en Lidenslcab. Men inden lnm turde tænlce
der-pas- muckte hart dog allerkjrst vide, om han virkelig
duede til noget i Kunsten og kunde got-e sig Haab om
noget maligst Held paa en Kunstrejse Nogle Forsøg i
Komposition hat-de vundet Mesterens Bifald. og han
svzinunede i et Hav af Haab og Forventningen Ende
lig skulde hsn opttæde paa en stor, offentjlig "Koncert,
ng ltan Wede sig dertil i den største Stdn-minnt
Dagen og den for Anton Sag vigtige Akten kom.
Frimurerlogenis store sal var bleven harrt severladt til
Koncerten, og sltan skulde understøttes as Dilettanterne
kra den gamle Professors Aftenselskaben Den sidste
Prgve var gaaet godt· Alle Billetter var Folgt. salen
var propkuld alf Damer og Herrer af Hovedstadens
højeste salonkredse Øjeblildcet korn, Anton traadte
krem med Hatten i den ene Haar-d og Fløjten i den un
klen og hilsede Den nittenaarige Virtuos tned de store.
brune Øjne, det kraktige Loklcehaar over den ene Kind,
den ranlce, Edle Skildcelse og det beslcedne Viesen xjorde
stralcs et behageligt lndtrylc. Han Skælvede og satte
Fløjten til Mundes-; men i næste Øieblilc var bang liele
sjæl kun henvendt pas ltlusilclceth Hvad han selv sknlde
udføre var nogle af hun- egne Forsøg i Komposition.
som lians gamle Mester nøje lmvde gennernset og kunrlet
saa valcre. at liim selv hat-de opmuntret sin Muts til en
prøve sin Lyldce dekrnekL
Den garnle, hemmte Mester sad korrest blandt Til
derer-ne blandt en Kreds ak sine mldre Velyndere ng
Venner. Han opmuntrerle stralcs ved kørste Ophold sin»
undselige Elev med nogle Stærlce Klap, som straks gen-;
lød over hele Staden. og Anton lnevede igen, men af»
Henrylcltelse Hans. Undseelve ug synllge BevægelseY
bavde indtaget alle for ham Bifaldet volcsede nn ved
hvert Nummer-, han foretog, og fyldte til sidst Kon
oertsalen med stormende Las-rn.
Anton svtmlede at Gliede og formaaede næppe at
bilse —- ban vilde bortfjetne Zig, men blev fretnlcaldt
mtzd fornyet Bifaldslurm —- Taarerne kullede liarn ned
over de glkidende Kinder Han for endelig svimlende
nd nf salen og styrtede sig i sidevstelset i Armene paa
ein lunefulde Mit-steh der Rom ham i Møde used et mun
ter-t, lidt skelltsgtigt smil for at ønslce ham til Lyldte.
»Nu. nul tag llclce Ida korsterdeltg pag Vej. min gode
Vent« —- sagde Professoren —- »Der er jo jagen Ulylclce
statt Det gjk Jo ret godt De wage Partie- blev knap
bemerkst-. Det var. Wndl en meset anstwndig
Debut at m gis-n en, Engl. Man grob ais jo ordenllg
In. Des-sollt du M viel-te dst MO, Mds du Uldt
f
idig ind, du allerede havde Prjnsessen og det lralve Kon
gerige i Lomrnen".
Det var, som disse Ord slog en Spand koldt Viind
over Antons Henrylilcelse l)et skar liam i Hjertet som
tusinde Volkes-Mc Hnn l)legnede.
»Ur-ad nu! vil du daane sorn en lille Jomfru, der
lcom for liøjt op i Gyngen?" —- vedblev Professoren. —
»V.«er ingen Nar! du skal straks komme ned igen! Havde
de dumme slcraalere haft Ret —- var du virlcelig kul
rnineret med dine Prøvelclude — ja, saa var det rigtjgnok
trist — Haa· kunde du haft Grund til at blive bleg om
N:t-l)l)et og skyde en livid Pind efter Prinsessen Ni«·j.
troct clit;. min gode text-— liriskede lntn og san sig om.
— ..l)et kommer jlclce de andre ved — men du lcrm stole
pun mig! l)et var Jux i Urunden".
Anton san paa ham med Forfierdelse
»Du forstaar mig jo nolc?" —- vedblev Professoren
ot: lclnppede hom paa den blege Kind —- ,.det var Jux
mod hvad jeg venter af dig med «l"iden. Folk var lidt
galt-: wen det var ilclce min Slcyld leg vilde kun op
muntre ilig lidt til Mande. men Var kommen for slcade
og linvde fanet Hjtirtelærlers—I-Inndslcer paa. Det for
førte mine Venner. og det var dem. der gjorde Publikum
fjnntet —-— Ellen sorn sagt. det lrar intet at lietyde i
Morgen er clet Galslcab glemt"» ·
...Xlen, lcnsreste Professor! jeg l)egril)er Dem ilcke
—— nrlhrosl Anton —- ..var det da ildce here- Alt-or. da
De kliquesle nlleførst og nilclcede san lcskrligt til mig?"
..Jo vist var det saal —- Det Ziger jeg dig jo! Jeg
san. det gil( ret godt, naar du kun filc lidt mer Mod i
Brystet lslt Par Klap havde du ærlig fortjent, og dem
filc du; men at Follc derfor slculde rive Frimurerlogen
ned af Henrylclcelse, det var rigtignolc ilclce min Mening
— og det var jeg nslcyldig i".
..Men det var Jux 1 Grunden, siger De — det var
lcnn jammerlige Prøvelclucle, jeg kom frem med — og
De havde dog selv" —
»Ja vistl jeg havde givet dig Godt med Spørgs for
dem hjcmrne og fundet dem gode nolc til denne lndlern
melsesprøve —- og deri linvde jeg jo Ret. Korn til Be
sindelse. min unge Venl Her er jo ingen Ulylclce slcet
— lluset blev staaende. og du lcan jo ogsaa staa paa
dine Ben endnu, trods den lille Svimmellied, der lcom
over dig". —
Anton var sorn sønderlcnust. Hart følte sig saa dybt
ydmytkeh Rom ltan slculde synlce i Jorden af skamfuldhed
over den selvtilfredshed og Henrylclcelse, han nu var
mlreven af.
»Al( ja! det var jammerligt!" — sulclcede han —
.,der l)liver aldrig noget af mig. Det var vel kun af
..Sliddersladder! det siger jeg jo ilclce. Du kom gan
spot og For-Itzt lrnade De og Publikum klappeele" —
ske goclt fra det — hverlcen mer eller mindre —- det
var min Mening. Der kommer de andres Lad os nu gaa
hjem og drilcke den lille Rus bort i et Glas champagne!"
»Amt«-O Arm-O Max-»r- Zlntortio com-lif« —- raabte
nu en mægtig Stemme med neapolitanslc Accent fra den
aabne Dør.
»Got- den Karl dig til Mester" — mumlede Pro
fessoren fortrædelig og vendte Ryggen mod den ind
trædende —- »saa gør jeg det aldrig!" —
,,En rigtjg Helt lader ilcke Fjenden se sin Ryg
sagde nu den indtrredende og lo. Det var en af Pro
fessorens muntre, unge Venner, der især havde sin styr·
lce i at efterligne stemtner og Manerer.
Plan sang en parodieret stnmp at· en italienslc Bra
vour-Aria i den Rossinislce smag med deres fælles Anta
gonists stemme og overdrevne Gebiet-der
,,Bravo, Bajazl — han var her jo jkke" — udbrød
Professoren og lo.
Alle de andre nnge Dilettanter, der lravde under
støttet Anton ved Koncerten, flolclcedes nu om hatn
med muntre og overdrevne Lylcønslcninger· Anton gilt,
inderlig oplsist, med det ynlceligste Ansjgt, hjem kned
dem til Professoren-§ Bolig, hvor han først kom til Mee
le igen, da man havde drnlcket hans slcaal i charnpagne
og nu sluttede denne Aftens T riumf med de overgivne
Belmanslce sange.
Anton havde i sin stille Fortvivlelse drulclcet ad
slcillige Glas at den brusende Vin. Han blev nu plud
selig lystig og sang med at· alle Kræfter«
Saavel Professoren som alle de andre studsede ved
hans klare, tortrsszelige "l’enor, som han aldrig kør
liavde ladet Mre »Er-ad Polclcer!" —- ndbrod Profes
soren —- ..nn maa vi noli ogsaa her til at skraale Hu
lset ned af Beundring over liam —- og det vil gaa ud
Jover mig! Du er jo en allerlielvedes Karl, Anton! og
’endnu større Tenorist end lkløjtespiller og Komponist
— og det bar du aldrig sagt et Ord om" —
»Det er Jux. sum alt det andetl" — sagde Anton
—-— »men det er nu lige megetl" —- Og lian sang med
rørende Patos om. ltvorledes l)ril(l(el)rø(lrene slculde
llegrave harn under Klängen af Glas og Flaslcen
»Rigtig, Anton! Du ser i Aanden et højt Maal!"
—- sagde Professoren: s- »i den store slcades glorvær
dige Fodspor gaar Vejen lige lukt til Udødelighed" —
.,l«eve Knnsten og U(l,odeliglredenl" raabte de an
dre —— »leve vor gamle. udødelige bslester!"
,;Og det guddommeligks (jlxilslrab!" tilføjede Pro
fessoken og klinkeclc mekl dein. Det lystige Selslcab ad
§lcilt-es, .og Anton tumlede op paa sit Loftslcamrner.
Sag snart lian nieste Morgen var i Klæderne, sad
liitn ved sit lille Piano og foretog "en streng Prøvelse
med eine kørste musikalske Aandsfostre, sorn han for
rlge Dag bavde vundet det stormende ijald med. Et
livert sted. bang hemmte Meister linvde ytret nogen
lndvending irnod. overstrøg han heftig med en tyk Blys
ant. Til sidst slog han en stor streg over dem alle og
kastede dem i Kalclcelovnen Det var en kold Dag, nag
tet man var sidst i Marte. Han krøs og varmede sig
nir «ved Luen of sine Ifielrste store, bortblussende Drein
me. »Bort!" —- sagde linn — »ud i den vide Verdenls
her bllvet der dog aldrig noget If mig."-—- l
Hin gilt tll smde sorn ilclce bavde vier-et pu;
Komm-ten, og Its-d ndoste m- lkele Fylden af sin For
ttvlvelse for hem. sundby sacl tat-s i ein «soks med en
Dass W W las-n led Anton gilts-es
s«
If)
»Me» er det da gaaet saa galt ?" — sagde Sundhy
endeng torundret. — ,,Jeg troekle tværtimod, du havde
gjort Furore Her staar jo store Berømmelser over dlg
i Bla(.lene." Han rakte Anton et Par nys ankomne Dag
blade.
»Er det muljgtP Er det ilclce spot og Ferne-mel
se?" — udbrød Anton og slugte Bladartilclerne med
stirsende fljne — »O! hvis lcun en »l’usin(lede1 af alt
dette var sanrltl" — sagde han, og hans store Øjne
z straalede — »Men jeg vecl det be(lre!" —- tilføjede han
7med et clyht Sult. — »Mine Prøvelclude skal nu ingen
mer raabe Bravo for! — Naar rejser De med Dere
Grever, kære SundbyP vil De tage mjg med til lta
lienP eller kan jeg jlclce selv rejse straks — langt bort
— til Amerika — eller hvor der lcan blive noget af
mig?" —
»Hv0rf0r iklce til OtahaitiP eller til Mannen?" —
spurgte Sumll)y, — »Du hat vel Lyst til at rejse fra djg
selv. Anton! og saa er det lige kraktigt. livor man rej
ser hen. Du kan fly clit Færlreland, er et gammelt Ord.
men ilclce dig selts. Jeg rejser til Efteraaret. Følg saa
mesl mis! hij du kanl men bliv i sommer hos vor
gainlek llm vekl hvor leenge vi heholder ham?"
»Er lian da syg?" — spurgte Anton korskrækket—
,,har De set ham i Dag? Han var dog saa munter i
Aftes" —
..Naar han er aller lystigst, synes mig altjd Do
den staar bag ved harn" — Qvarede sundy· — ,,Til
sommer skal Komtesse carnjlla have Bryllup" — til
føjede han mørk —- »hendes Bortrejse vil blive ham et
svært Pust."
,,Han kan dog ilcke være forelslcet i Komtessen —
han kunde jo vrere hendes Fadenl Den, hsan var fort-l
sket i, hat han jo badet, og hun er jo død for længe
siden; men han set dog paa hende hver Dag« —
,,Hvem hat« betroet dig det, Anton?"
,,I-Ian seh-, da jeg en Gang spillede paa Fløjte
for ham i Tusmørketz men han fortrød det nolc, da vi
tik Lys: for saa lo han og var saa underlig."
»Den Latter er desværre Døden j harn, der udlek
Ljvet og al dets Herlighed. Kun naar han komponerer,
er han sig seh-. — Komtessen er den eneste unge Pige,
der nu har Øre og sjæl for hans Musik, siger han.
Naar hun er horte, falder han samtnen og gaar nd som
et Lys. —- Ogsaa du har haft en god Viklcning pas
ham, Anton! han holder af dig, som du var hans son.
Er du ogsaa horte, naar hun rejser, saa" —- —
..Jeg bliver — jeg bliver!" — udbrød Anton —
»O! er det mnligt! tror De virlcelig. han holder saa
meget af mig? —- han pinte mig dog saa frygtelig i
Gaar."
»Halt har set din Svimmelhed over det sagtens alt
for stcerlce Bifald, du vandt — og saa hat han maaske
taget lidt for haardt paa dig for at redde djg kra den
KunstnepForsængelighed, han hader sotn Pesten og
mer end nogen virkelig Last-«
..0! ja — o, ja! saaledes har det væretl —- Tal-!
Tak! kæreste sundby! nu er jeg saa glad og rolig jgen.·’
-««II
-
"l"ll«LNl)lT KÄPlllsJL
Faii Dagc eitck Antons første lndtmsrltklsc i den
store Ver-den liragte den gamlc Pige liam et llrcv med
en lillc. sursgcglct «-lcske. som vcir kommet til hanL l
Æplccn fandt lian Mckdnillcsn for akdel Daad og blev
meßet forundret (leron««r. llan var liangr. dct var en
spsig af Professoren-S ungc Venncr. Han viste Sundby
det lcorte stanle Brei-, der var sulgt med, og Som lian
itkc forstocl Namet, dei- stml under-. var ogsaa til-He
ligt. Sunclby kendte Haanclskrikt og Nin-n. Det var en
egenhikndig. sirlig Billet fisa den gamle Excellcncc, Orcv
Ang, som. ifølge Professorens Bekctning om en vis
Frølsccn de Bimbes Redning, lorl Anton tilstillc dctte
bei-m lovligt tillcominencle Hæklerstegn. Den gamlc
Greise havdc vcl intet at gis-re met-l disse Medaillch Uds
deling. men Hieb gerne enhver Lcjliglied til at viere Be
slcytter og visc Hin lndflydelsc. Simde madede til at
genung denne tidlige Dydsbelønning og ikkc tale derom
til nogen, mindst til Professoren og hanssunge, lystige
Venner. mm upaatvivlelig vilde drive wegen spøg det
med.
Anton besøgte nu jmlig med Sundby sog sin lanc
kulrle Nester Grevintle Høgs musikalslce Akten
sclsltaber. lnsok oste statt-male Virtuoser lud sig høm
Um Lein Snakt i nieset gotl Forstaaiclse used begge de
unxe Grevek og var altid en stille Bei-miser af den
ikInve Komtesse camilla. Han ledsageclc undertiden
bei-des Musik nie-d sin Fløth og naak det lylclcedes ham
It finde et bisslclende smil ellcsr ct deltagenclc Orcl at
den-le. satte det liam altid i den allerlylcsaligste Stem
ning. Det vakede ilclce mange Max-malen inden han
havde liest at bewegte sig i der saalcaldte salonliv uclen
Amt-Oel n,,s selv mod et slags l«etlier1, som den Stille, al
votligc Simde aldkig hat-de kunnet tilegne sig og selv
betrat-Liede med «et slags Ringe-Ist
Paa en af deren daglige spadsctetuke pas »lange
Linie-T hvor Anton isicr glcdede sig over list-et og
længtes efter skemmedc Lande-. ytrecle sundby gig lirlt
mut om bang ,,sommetkuglcnatvr".
»Gesi- mig ilcke til en somniekfugL locke-te Ak. Sand
by!" —- sagcle Anton livlig —- ..den skal jo bctyde Syr
len vecl jeg ank. og den link tirlt dejlige Pan-er pas-Vin
getne; men den tlagrer jo stmn og lavt oin blandt
Blomsterne. Nej, en Sangfugl vilcle jeg heller viere —
om jeg sa- lnm havkle graa cller som- Vingek — og aaa
vilde jeg klyve lien over Verden med sang i de liøjtc
glødende l-afmtømme" —
..Men dog vel ak og til klyve ne(l til de unge Damek
og hoppe sirlig pas- Pinclc km- clem i lZuret og kløjte
kælent og faa sulclker og søde Ord del-for —— ilclce sanklt?"
—- sagde sattde mat.
»Na Ja! —- naar de ck saa dejligc og Saa indexlig
sodejsom Ftøeen Mine —- og Komtesse cannan Ak.
Jst nam- lnm nu ogm blika gift og rejser bott« —
tiiksjede Amon- -—- ,,og nagt De m engang tigegom
stet. ogsaa blivct gikt og kejset bott« —
»Jeg giftet mig aldkigl" —- afbsød Simde nam
Mk. Anton sau, lmn bat-de skiftet Fam. Bau tav
es work-cle- nv, at stinde keinpede med en skjalt
klimmt-z som han med sln kmpestsstlte Villie dsnx
endtm -ikke var Heu-e over. ,
« Do undelige Brydningcr suvel i sundbys Dom i
den gamls Professor-s sind der-no dog kun klygsigr
åst nagt-, livlige Maine-te Nun var kos- mnntek ti!
It MI- snnäbys strenge Alvot og mokslslte Incllgnss
Ums Mc- tl sagt-ed og fslotbecl M plagt over Sig.
« Hm Wbe Mast-, list-nnd deu· scmle Profes
pywzwthesmkhmästhad
z- Lifsp
Den Ro og Gliede-, livormed Anton den For-mid
dag forlod den alvorlige sunclby, slculde dog snart at
ter vige for nye Miskorstaaelser og lidenskabelige Stor
me.
Der var kommet en fremmed Virtuos til Byen, som
gjorde stor Lylcke ved Hofket, hos Publikum og i de
store selskabslcredse. Det var en italienslc Tenorsanger
spontani med en ganske udmærket høj Stemtnez men
han hørte til den nyeste italienslce slcole, som den gamle
Professor ilclce kunde udstaa. Man undrede sig ikke
over-, at den gamle ilcke vilde høre nam; men denne
Gang gik hans Uvillie urimelig vidt. Det var som der
ko’r en Dolk igennem nam, hver Gang Navnet spon
tani nævnedes og han undgilc etlivert Sted. hvor han
kunde mode ham
Anton var bleven henrevet af signor spontani ind
til svcermerL Han has-de, uden at tale derom til den
gamle, gjort den fremmede Virtuos et Besøg. som lian
siden oftere gentog. Paa samme Tid var han meget
ivrig i at lære Italienle og Fransk. Der var lcommet
et nyt Liv i ham. Han gjorde nye Forsøg i Komposi
tion. men viste dem ilclce til nogen.
En Dag lcom den gamle Professor op til ham paa
Loftslcamret for at heute en Bog. Han saa Anton i
fuldt Arbejde med at renskrive en Stor Bravour-Aria,
sum tler clog iklce var skrevet Ord til, men hvortil Par
tituren laa helt srkrdig for ham.
..lir:n-«!" — sagde l’r()l·essor(,-n — ..jt«;: slcal over
raslcesE —- (let kan Ske straks!" Han lagde Partituren
for sig og satte sig til lnstrumentet. Næppe havde han
dog gennemfaret den med Øjnene og gjort nogle Løb
over ·l’an;,senterne. før him fo’r op og omfavnede sin
forhløffede Blei-. ..Prn-gtigt! prægtigt!" — udbrød han
— »mageløst! —- hvem Slculde troet det om dig, du
kirlne. folsomme NtzttergaU Det er bedre. dmeget bedre,
end jeg selv Runde gjort det —— du er en Mester i Pa
. rodien."
..l’aro(li?" — gentog Anton som himmelfalden —
,,er det en Paro(li?"
»Natnrligvis! —- for du er jo ika bleven gal, ved
jeg! —- Er du saadant et umiddelbart Geni, at du iklce
vetl seh-. lnsarl du gør saa mageløst — Saa hørdal
hør da!" — Den garnle fo’r til lnstrumentetz han
spillekle og sang nu metl den mest overdrevne Patos
"o,s: mecl alle den nyere italienslce Skoles snirkler
og Rnllader den Komposition, der laa for hern. I
Stedet for de manglencle Ord sang han lcunt ,,l-i1·um—
laruinl La, Lai» og efterlignede alle de lamende In
strumenter, der skulde ledsage Temaet. Det var sk en
uendelig komisk Virlcning, og inden lieu kom til End-,
brast lian selv i saa heftig en Lattetz at Tut-em- ljb
ham ned over de magre Kinder-. Man Anton lo Ue.
lieu var bleven deckt-lex Hsn ndswdte en Lycl, der
næsten klang som et skkig —- greb ein Ast oss W
som en rasende ud If Deren.
) i
