glaudsliyöörnene
As s. s. lagen-un
NYTlesROUAN l FlRE DELB.
(Portsat.)
,.Ung er jeg i det mindste iklce« — sagde Professo
ren. —- »se, hun kommer til sig selv og kommer paa Be-»
uenel Kan jeg faa hende hen til Vejen, skal vi køre
hende hjem l«
»Hjem ?" —- gentog den halvberusede Kitthrine —
,,jeg har ingen steds hjemme —- udcn i søetL smid mig’
nd igen til Fiskenel"
Det var som den berusede "l’ilstand, hvori hun send-l
synlig var sprungen i søen, nu ektcrhaanden forsvandt·
Htm græd og vred sine Hænder, idet hun rejste sig og
med den gamle Herr-es Hjielp nærmede sig Udgangen
If stien. ,,slcal jeg køre ?" —- sagde hun —- .,nu saa kor;
mig hen, hvor jeg aldrig ser noget Mandkolkl — ilclcel
til Byenl iklte til de ælcle stræderl —- langt, langt bort,
hvor ingen lcender mig — hvor jeg kan arhejde og for-J
tjene mit Brod paa en ærlig Maadel Lad mig lcun kom
me under Tag og faa Brod, til den lille Orm er født —l
m maa l gerne smide mig ned igen til Fislcene!" l
»Ja saa!" —- mumlede Professoren og kastede et
mistroislc Blilc paa hendes temmelig svære skikkelse —
,,vokser der nu Græs pas AltarvejP ——— Vil hun paa Lan
det og have Tjeneste, er det vel ilclce saa umuligt« —
sagde han højt — ,.og vilde hun opføre sig anstændigt
bereitet-« —
,,Ak, ja! alt, ja!" —- udbrød hun heftig og kastede
sig paa Knie for sin garnle Ledsager — »hav Barm
hjertighed, Herre! iklce for min skyld — jeg er et nd
kastet Aadsel — men for den uskyldige Orm! Slcaf mig
nd paa Landet eller til en lille By! —- Jeg er stærlc og
Lan arbejde. — skak mig til et Sted, hvor der er en barm-(
hjertig Kone og helst, hvor Manden er gammel ellers
Itygl —- Lad mig knn leve, til den lille Orm kan lcrybe’
pas Jorden — saa skal jeg nolc selv faa Ende paa det —
hvis jeg iklte kan blive et Menneskel —- for et Uhyre har
jeg vmret —- hvad er en Vampyr for et Uhyre ?"
Anton korn dem nu i Mode Drosken holdt ved Ud
gangen af stien. De hjalp den ulylclcelige Kvinde ind i
Vognen og satte sig hos hende.
,,Hvorhen ?" — spurgte Kuslten
»Til lille Regnegade!" —- raabte Professoren — .,til
skomageren paa andet Hjørne til venstre i Kælderen!"
Nieppe var den saalcaldte PimpesKathrine kommen
til sæde i Vognen, før de hørte hende snorlte højt.
»skal nogen gøre din fordrukne Varnpyr til et Men
neske, Anton! saa maa det være Madam Madsen — ska
de mener jeg« — hviskede Professoren — ,,dog nej, det
er sandt! i Auset med den moralske Mand — det gaar
nmuligt anl» — tilføjede han betænlcelig. — »Men for
det kørste maa hun hjælpe!" —
Anton rystede ak« Kulde i sine gennemvaade Klieder,
og Professoren blev vaad ak alt det seit-and, der drev orn
lian kra begge sider. »spring ad og lob, Anton !" sagde
hin —- »du drulmer ellets mi her i Kassen og kaar ser
en Feher paa Halm-n- Nu, muntert! du er jo en HE
dersmand, og tænk engangl du kunde faa Medaillen
for ædel Daad at gøre Vind med! —- springl" —- Hart
lod Kuslcen holde et Øjeblik. Anton sprang ud og holdt
skridt med Vognen, der rullede af sted mod lille Regnes
gede.
Hi
lidt stift i den nye stads· Da de kulde gaa op ad T rap
pen til de glimrende oplyste sale, standsede Professoren
og betragtede ha1n. »Se, sundhy !" — sagde lian og trak
Anton frern i Lampelyset — »har vi ilclce Ære af harnk
hvidt Halsbind —- Glacehandsker —- Haaret i en sjuslc
over venstre Øre, som en rigtig Virtuos — sort Fer for
Resten, sorn vi alle! Kan vi iklce nolc vcere ham be
kendt?"
,,Det er rnig aldeles ligcgyliligt!« — svarede Simde
lidt gnaven.
»Men huslc nu min lnstrulcs, min værdige Blei-P —
vedblev Professoren og tog Anton veil Haanden, da de
var lcornne op ad Treppen og stod nsci Døren til For
saleni — »Saa slcødesløs soin muligtf —- ligegyldig Mi
ne! — ingen Forlegenhed og duin Undseelsei —- en vis
sirlig Uforslcarnmethed er hele Opgaven.
»De forhutler jo rent det unge Menneslce!" — hvi
skede Sundhy. —- »Lad ham fyilge sin gokie Natur l«
»Den man han suspendere som vi alle for i Akten
— svarede Professoren, idet de nu traadte ind i Forsalen
og tog der-es Overlcjoler ak. —- ,,Keder du dig altkor
grueligt, lian du gaa!" — hvislcede han til Anton —
»men husk vel paa —- uden Farvel og Hilsenl for alting
ingen Rælckenspote, sorn i Gaar, ingen VelbelcornrneT
Talc for Mad! — eller Godnat! eller slige garnrneldags
Hjertelighederl skal vi gøre Hoveri, vredser jeg natur
ligvis og gør mig gross — Det er mit Geni-Monopol —
det lcan ingen andre benytte. Kan jeg ilclce slippe, gor
jeg det saa slet, jeg kan. Deri slcal du dog ikke følge
rnit glorværdige Eksempell Du har jo Fløjten i Lom
menl Lreg den i et Vindue. Se saa! rned den Adfærd er
du et net Menneslce — en ganslce charrnant ung Mund —
en irreget haabefuld lclev as vor geniale Mester, vor for
træffelige, altid muntre og vittige Ven af Husetl" —
Han satte nu et pudserlig højtideligt Ansigt op, stalr Hat
ten under Armen, tralc den ene llandske at· og traadte
ind i den af Gæster vrirnlende sal, som blandt en Flok
Duldcer, der aldeles ildce vedlcom hern
Professoren var hele denne Akten i sit mindst eisk
værdige Lune. Anton fulgte harn som hans Slcygge og
iagttog nogenlunde hans Forslcrifter. Der var et Menne
slcemylder som paa en Bors. Han blev ført gennem
Triengsel til Vertinden, der stod omringet af Ministre,
krernmede Gesandten skønaander, Kunstriere og Lærcle
Eiter nogen Venten paa et passende Øjeblilc fandt
Antons Fremstillinxz Sie-d. Han lcom ret godt derfra med
» et Par Bulc og nogen Murnlen Den gamle Grevinde var
Jvenlig og ligefrem Der var et vemodigt Udtrylc i det
jsmi1, hvortned hun talclcecle Professoren for hans Nærs
vierelse og det nye Bekendtslcab til et Talent, han satte
Pris paa. Han syntes et Øjeblik at falde ud ak sin ma
slceagtige Rolle, men sagde hastig en let Spøg og veg
Pladsen for en fremmed Diplomat. Han sientrede videre
rnecl sundby. Anton kulgte dem i Hælene Han st0d,
naar de sto(l; han gilt, nnnr de gilcz men han troe(lc. at
han ogsaa skulde hilse med dem. naar de blev tiltalte og
hilsede. Et advarende Blilc af Professoren, med en ko
misk højtidelig Mine, standsede harn i disse Opmærlcsoms
lieder. Han kendte ingen. lngen lcendte hem, og han
havde ingen Lejlighed til at forløbe eig.
Man gilt og stod sig urnaadelig træt. Anton saa Meng
selsfuld efter en Stol; men der var kun meget faa at se,
og paa dem sad der gerne widre Damen som syntes i den
livligste Underholdning sarnrnen, medens deres Blilc og
Tanlcer synlig var andensteds sysselsatte. Der var en
surren som i en Bilcube Hvad Anton kunde høre, var de
sædvanlige staaende Heflighedsfloskler og Bernierlcniw
ger orn Vejret, Teatret og de sidste Kost-allen Kun to
Ansigter opdagede han, som var harn bekendtez det var
sonnetne af klugen sorn han havde set ved deres uheldige
sammenstød med det plumpe Par pas Danseboden. De
kendte harn iklce ; rnen sundby forestillede harn for dern
Hos dern vilde nu Anton anbringe, hvad han allered(
havde leert ak sin Konversation. »Vejret er godt nolc’"
— sagde han — ,,men det er sølet pas Geden. Jeg var
i Teatret i Gur. Det gik godt ; men Baller har jeg ilclct
været paa. l Gaar var det ogsaa godt Vejr" —- vedblei
han —- »rnen i Forsaars regnede det. Derkor er det sa
sølet — koldt er det ow, og i Gaar var Vandet mege
koldt —- orn det var saa koldt i Forsaars kan jeg ikki
Zige, for det har jeg glemt —- jeg mener ilcke Vandet
men Vejret, for jeg var ikke i Vandet i Forgaors."
»Det«kan, ska1n, viere det samrne altsamrnen, Hr
Knudsen!" —- sagde den kirsltaarne Stamherre, Gre
Magnus, med en godrnodig Lotter· — ,,De er jo et stor«
Geni paa Fløjte. Kr. Knudsen, ildce sandt ?"
Anton tav for-legen.
»Og der slml Vejr til« —- sagde den yngre, spinlclt
Broder, Grev Ferdinand —- »derkor hat Ar. Knudser
nok san rnegen Interesse for Vind og Vejr."
»Lad harn vere, Vindspilleri" —- hvislcede Magnus
k- »Du ser jo nok, han er undselig· Han slral vier(
nieset klogere end vi, siger sundby·"
Anton mcrkede noli-, han wette have forteilet For
men til det Underholdningsstok, han nylig havde opsnap
pet. og han gik tavs til side.
»Jeg her lavet en ny chsrocbel" — scgde starnher
ren lcort ekter til den garnle Professor. — »Ksn De gretn
den? Min korste her vier-et en stor Konge — rnin under
er hans søn —- rnit hele enger-; det er Sølet pas Gaden·’
»sindrigt, ypperligt, stmnherrei" —- svnrede Profes
soren — »har min unge Ven Knudsen kortalt Dem der
vigtige Nyhed? —- Vore Galoscher lian bevidne den
smdhed."
»Halt-M —- udbrød stamherren — »hen ken di
gctte sltingt Det er dog et umgelegt Gent — her er el
lers kedeligt, ProkasorP «- tilkojede hsn —- ,,rnen jeg
her koaet en stor Firhestepislc nk Feder; den stnieldei
ypperligt —- den slmlde Dehøre l«
»Den Nydelse vil jeg korbeholde mig til en ander
Gang, klojvelbaarenhed l« -—- svarede Professoren —- »nr
ubnes Pisnotortet, og nun msa holde Mode med sin
Nydelser."
»Der-es Elev er et net Menneske, Professor l" —- sag
de Gtev Ferdlnsnd —- »hen holder knn sin Ast lidt
genert os toler alt kor meset om Vejret."
II
!
,,saaledes skal Hatten nu just beeres mecl rigtigl
Fjong, bedste Grevel — og ved De ilcke. der er Natur
videnskabernes Tid —- det er just gentilt at tale orn Luft
og Vand."
»Ja saa! det vidste jeg ilclce Han er et meget net
Menneske, den ung Knudsn." Grev Ferdinand slcyndte
si s bort.
Professoren blev nu tiltalt ak en gaininelagtig, gir
lig Hei-re med to stjerner paa Brystet og et meget for
nemt Væsen, sorn han kaldte Excellence og bulclcede med
slapt nedhængende Arme for, medens han syntes at often
ligne en Orang-Utang. Anton lagde Mærke til den
overdrevne Umlerdaniglied, der i den gamle Professor
slappe, blege Ansigt blandedes med et ironislc Smil ved
hvert Ord, han sagde.
Jo dybere Professoren biulclcecle jo højere knejsede
den bestjernede Herre og smilede veltilfrecls med de
tylclce, røde Kinder-. De talte temmelig længe Sammen.
og Anton Runde se, Talen maatte angaa nam. Paa et
Vinli af Professoren kom han nærmere og blev forestillet
for hans Excellence Grev Høg, som »den unge. hande
kulde Ili-. Knudsen, der baade lcunde spille Flcijte og
redde drulcnede."
,,Det er en charmant lille Historie, vor gode Pro
fessor fortæller mig om Dem, lille Knudsen!" — sagde
I«Ixcellencen med en mild, beslcyttende Mine. -— ,,Det er
nieget opmærlcsomt og galant as et ungt Jlenneslce at
udsnstte sig for en Katarrh i denne Sieson for at redde
en Dames Liv. Det er dog prægtigt, at vor Ungdom
lærer at svømtne!" —- vedblev han — »der giver Anled
ning til mange smaa store og gode Handlinger af Dansl(e.
Nor— nej, og Holstenere maa vi nu kun sige, siden de
Norslce jo ilclce længer vedkommer os — og clet er altid
flatterende for Nationen. Jeg kender ilclce den Familie
Biml)e, men det gør intet til sagen· Familien vil sagtens
have sagen neddysset. Hvis den ulylckelige Frølcen de
Bimbe — var det ikke saa, min gode Professor ?"
»Meget rigtigt, Excellencel Kathrine de Bimbe el
ler i det platte Almuesprog Pirnpeilcathrine" —
»Fy! det klinger simpelt, min Bedstel — hvis den
Frølcen de Bunde, siger jeg, nu rejser bort til et Bad for
at undgaa scandale,s bør der for alting intet erørtes —
hedder det ikke saa ?"
»Meget rigtigtl erørt e s er det rette Ord« —
,,saa bør der intet erørtes derom i de fatale Blade,
for Familiens skyld Medaillen tillcommer Dem i ethvert
Tilfælde, min gode Knudsenl og den vil iklce udeblive.
Jeg gratulererl En lille ædel Daad er dog altid noget."
Anton var bleven blussende rød. Han vidste ilcke,
hvad han skulde Zige. Han bulclcede kun og tav.
,,lklce sandt, Excellence?" —- sagde Professoren med
sit allerpuclserligste Ansigt, livormed han efterlignede
den italienslce Pierrot-Maslce — ,,et meget net Menneslce
—- og allerede en smulc Handling at bære Vidnesbyrdet
om i sit KnapliuU Det er et lykkeligt Land, hvor Dyden
saaledes belønnesl De, der ikke vil have Medaillen, kan
jo faa femten Rdlr· — det er en meget passende Pris for
et Menneslceliv —- helst naar det ilclce hører til de aller
kørste Klassen Det var jo ogsaa Prisen paa de pressede
Blolcslcibshelte i vor Ungdom, disse kortræffelige Fein
tendalerslcarle. Men, iklce sandt, Exeellencel rnin Elev er
et haabekuldt ungt Menneske — og han taler godt for
Zig?" ,
»Det kan nok være, min gode Professor! men meget
synes mig dog iklce" —
»Han forsturnmede ak Ærbødighed for Deres III-mel
lence. Han er opdragen paa Landet, skal jeg have den
Ære at bemærlce, og har næppe set andre stjerner end de
sma, usle staliler pas Himlen·"
»Ja saal ja saal De spie-gen min gode Professor-l Det
glæder mig, at De altid er lige munter." Dertned vendte
Grev Aøg sig til en enden
,,Det gjorde jeg nolc lidt kot- grokt, sundbyl" —
sagde Professoren med sit naturlige Ansigt og vendte sig
« til sin alvorlige yngre Ven, der hele Tiden havde betrag
T tet ham med et merkt, næsten smerteligt Blilc.
»lngenlundel" —- svarede sundbyz — ,,rned den
- platteste smiget glider Ondskaben glat ned. Blivet
s Anton nu korliutlet med den dumme Medaille, er det
" Deres skyld."
Der kotn nu en stor Deputation ak unge Hokjunlcere
Kammerjunkere og Batoner til Professoren med Äntnod
« ning kr- Vertinden otn at glæde selskabet med en ganske
, lille Fantasi paa Pianoet.
,,Lad mig værel lad mig værel" — vredsede lian
som et uattigt Barn, og vendte dem Ryggen. De ved
blev imidlertid at for-folge nam.
,,Maa jeg bede Dem, mine weget ærede Herrerl —
tnine højgunstige Velynderel mine naadigste Patroner
mag jeg bede Dein allerærbødigst og ydknygeligst —- gak
ad H ...... til l" —- sagde han til sidst med en dyb Hilser
og smuttede ud af Døren.
De unge Herr-er lo og vedblev med gentagne Bonnei
« at korkølge ham ud i Forsalen
sundby liavde imidlertid draget Anton hen i en
Vinduesfordybning, bvor de kunde bemærke nogle finere
Ttæk of dette salonliv· Her kunde de se og høre, hvot
! ledes den talentfulde Vertinde med stor Kunst delte sin
Opmætkeomhed mellern de mest fokskellige Partier og de
inærkeliggte Personligheder, sotn ofte grupperede sig om
hende og liendes Dattel-. Moderens Finhed og den ekeln
ne Dauer-, Komtesse camillas, endnu mere beundrede
T alenter var bestendige Genstande for de mest betydende
Gesters Hyldest. Blandt Mændene hørtes der spøgende
« Ytringer om Tidens Tegn og rnærkelige Bevægelser, dog
l see let en Tone, sotn det Lan gjaldt Forviklingerne i et
: LystspiL Fotfattevne overttaf hverandte i gensidige
lløflighedery eomGrevindensBetømmelser over deres ove
Ite Ver-her eknodte dem, medens de mødtes«i Hyldingen
ak deres kælles edle Velyndetindes smagz men de tog
gerne stralts eftek Etststning og gav detes Hjektet Luft
! l stilclerjer og vittige smaabetnærkninger, naar de stødte
pu. nogen If der-es Kette-ti
For den unge, uetkurne lagttager var alt dette noget
n ; for sundby ver det kun Brpdstykker ak et Livsbjl
lede, com htn no alt i sit tredivte Ast var ked ek. Heu
——.— H- Ew
nævnede Anton alle de Berømtheder, der velcselvis deltos
i denne selskabelige Øvelse. JEAN-»F wasmtirl«
mumlede lian undertiden ved sig selv — »der er det ikke,
man skal lcde om sandhed eller Kærlighed." Hans
Blik dvieledc ofte med cn stille. mørli Ild paa Komtesse
camilla, hvis skønhed og Ynde i linj Grad liavde kams
slet Anton. Alle selslcabets Mærlceligheder flokkedes
isaer om liencle og kappedes om at sige hende de mest
! smigrende Artigheder. som hun altjd paa en let og yndig
iMaade vidste at afletle Blandt den store Mængde yn
i gre og asldre Herren der velcselvis søgte Lejlighed til at
lsige Datteren af Hoset noget Smukt, bemærkede Anton
ien stærkt dekoreret Herre, i en fremmed diplomatislc
! Uniform, der saa temmelig aflevet nd, uagtet lian næppe
llcunde viere over tredive Aar. Han bar en Lorgnet i det
ene Øje, som bestandig spejdende var vendt mod den
nnge Komtesse Den citrongule Hud og det knlsorte
Haar røbede sydboen. og han« magre. udtørrede Sink
lcelse viclnede rim en tidlig tabt Ungdomskraft. Han nier
merle sig ofte Komtessen og aflprød liendes livlige Under
»holdning med en høj. smulc Mand. der talte ltalienslc.
« »,llendes tillcomrnende Gemal. den østerrigslce Grei
Yvon Strahl" — hviskede sundbz — .,Italieneren er ben
des syngelærer, vor gode Professors Kontrapart« —
»Han er uovertalelig — han er rent ubændig i Af
ten. De maa tæmme harrt, Komtessel han vil tage Flug
ten !" lød nn en Røst tæt ved dem. stinde og Anton sev
nede nu først Professoren. De slcyndte sig begge nd i
Forsalen, hvor de traf ham med Kappen paa og ivrigt
ledende om sine Galoscher. lnden de havde faaet Overs
fralclcerne paa og fundet den utaalmodige Professors Ga
loscher, kom Komtesse Camilla ud til dem. Hun niklcede
med et artigt, kolcet Smil til den egensindige, gamle
Husven og tralc uden videre Kappen If nam. ,,De spiller
ganslce bestemt min Favorit-Sonate af Rossinil — saa
synger jeg den store Bravour-Arie af Tancredo" — sagde
hnn med den slcønneste, mest indsmigrende stemme. Hun
tog ham under Armen, og hvor meget han vred og vaan—
dede Zig, maatte han ind i salen igen. Hnn slap ham
iklce, før han sad for Pianoet og liavde Hænderne paa
« Tangenterne.
i »Er her ililce en FløjteP De maa høre min Elevl" —
lsagde lian og saa sig om. Anton, der med sundby var
i fulgt tilbage med harn i salen, havde allerede paa hans
lVinlc hentet sin Fløjte Professoren begyndte. Anton
lfaldt ind i rette Tid og kom meget godt fra sit lille
i Parti. Professoren rejste sig og klappede· ,,Det er for
iFløjten!" —- sagde han — .,har De nogen sinde hørt
Rossini smnklcere og yndigere blive ndpeben ?"
Man lo og klappede. Man vidste, at Rossini just ikke
hørte til hans Yndlings-Kon1ponister. Anton rødmede og
Itkak sig innige Hast vidske mit-, om der Bis-act de
ydedes ham, var Alvor eller spot, og han var slet iklce
tilfreds med sin kære Professors Lune. Han glemte dog
snart alt andet for den Sangstemme, der nu, med Pro
kessorens hedsagelsa lod sig liøre Det var den unge
Komtesse, der sang. saavel hendes Skønhed og liges
fremme Ynde sum en ilygtig Lighed, hun havde med
hans Ideal, forrige Frøken Mine, havde stralcs gjort et
stærlct Indtrylc paa Anton. Hendes sang henrev ham
nu fuldlcommen, og lian stod som i den syvende Himmel.
Professoren var nu ogsaa kommen i bedre Lune. Plan
gjorde vel nogle slemme Miner til Rulladerne i Komms
sens Bravour-Aria, men han hilsede hende med be
undrende Hyldest, da hun holdt op. salen genlød af:
herligt! charmant, mageløsti —- Han rejste Sig for at
overlade hende Pladsen. Diplomaten med Lorgnetten i
Øjet stod Ved bendes Side ag bad hende spille Ouvers
turen til »Prinsen af Kina", som just laa opslagen.
· Mange istemmede stimme Bon, og Komtessen ndførte den
gmed stor Færdighed og smag.
Under spillet holdt Professoren ak og til begge Tom
melfingrene i Vejret og lod dem hoppe ved sine Øren,
medens han rokkede med Hovedet som en kinesislc Duklce.
,,Klingeling !" — hvislcede han til dem, der stod ham nier
mest, og mange tralc paa smilebaandet. Hans parodie—
rende Mimik gjaldt dog kun den meget yndede Musik,
der var liam for megen Klingklang. men ingenlunde
Komtessens Udkørelse, som han fandt fortrinlig. Da den «
unge Dame forlod Instrumentet, taki-rede han liende med
virlceligt Bifald· Han gav derpaa nopfordret nogle ak
sine egne fortræffeligste sager til Bedste og blev over-s
« vældet med Beundring og Komplimenter. Da lian kort
efter for Alvor forlod Selslcabet, ledsaget at Anton og
smade saa Anton. at han, nden at hilse nogen anden,
med et slags Heftighed trykkede den unge Komtesses
Haand til sine Lieben Anton bemærlcecle tillige en used
vanlig Ild i hans som oftest noget matte Øjne, idet lian
i Frastand kastede et Blilc til hendes Moder, der stod
— omringet af de fremmede Ministre.
,,Codnat, gnddommelige Mand!" —- sagde den sitt-n
ne Komtesse halvhøjt og fulgte harn til Dørew — ,,De
bar rigtignolc lapset Dem kælt i Akten — jeg saa det
nolc, da jeg spillede Kinesisk; men der er iklce Mage
til Dem i alle Venrdensdele — sydhavsøerne ibetegnet".
»Og D e r e s Mage, Komtesse!" — svarede han rned
Aaanden paa H jertet og vendte Øjnene med parodieren
Ede Pathos mod Loftet —- »ja harn vil jeg opsøge — I
i
· mig·"
i Man skiltes ad med en munter Latter. Komtessen
stjernerne og knielclce Halsen paa —- kordi det ilclce er
lod ogsaa sine spillende Øjne dvæle ret velvilligt pas An
ton,, idet hun talclcede ham for det vakre Fløjtespil og M
liam komme jævnlig igen med III-. stinde og deres sam
le, geniale Husverh Hnn hilsede dem alle tre med dst
nydeligste Nile og Vendte sin Opmierksornhed tilbsge ps
det øvrige selskab.
stinde var bleven blassende tod. .
Paa Hjemvejen var de alle tre tat-se statde com
boede i deres Nie-bed, fulgte de andre til dere« Port- D
lian rakte dem sin Haand og sagde Godnsy var dsy som.
hsn korst mærlcede, livor han beknndt cis
PM·
N
II
NlENDE KAPlTEL
Det var endnu iklce sengetid, Hos slromagerkolkene
i Regnegaden brændte der Lys saavel i Kælderen som
paa Kvisten, da Droslcen holdt uclenfor Kælderdsrerg
.og den berygtede Pimpeslcatlirine blev fulgt derind ak
Anton og den berørnte Professor En halv Time der
ekter forlod Professoren og hans Elev de jievne Borger
iolk. Anton var blesven opvarrnet og havde faaet ske
magerens Klæder paa. Han spurgte deltagende orn,
bvad det var blevet til med det ulylckelige Fruentimrner.
»Du bar Ære ak dine Venner, Anton l« —- svarede
Professoren’-—— «for din imsvilde Vampyr havde de Ly,
uden Spkirgsmaal om liendes Liv og Bedrikter. l Morgen
sil Bruden, din fortræffelige Veninde, lade mig vide,
livad hun trot, der er lclogest, hvis vi virlcelig slcal faa
den Rakkesjæl rerlclet· For den allerkørste Nod her vi
sorget Din Ven skacle har Retl" — veclblev han —
»(let er en mageløs Kone, han bar innen l-lun ved Od
vej for alt. Hun gifter sig med en Drulrlcenbolt for at
kaa en ædruelig Nat af ham en Gang. Hun bar Pas
sion for al Udyrl af lutter Dyd. tror jeg. Du slculcle set,
bvor glad hun blev ved rlen lzryllupsgris, jeg bragte ben
de til rnulig Omskabelse Hm, ja! saadan en Kone siculde
Jeg hakt. Hvern kkulele irr-et. jeg paa mine garnle Dage
Ikulde komme til at gværme for en Jordcmokler?"
»08 gau med Patrighusslrengen under Armen km
lang Venner i Kælderen" —— lilføjede Anton
»lngen skoser til min Fornemhed og ane store Be—
kendtslmbeh Aninnl dem klør din Nzese noli efter seh-.
Nu veli i Morgen slcnl jeg indføre dig i ricsn store Ver
cms Honighch « ·
Den gamle Professor holde Ord. Neste Akten gilt
den med Anton og surrde til en stor soiree hos Grevinde
Zog. Det var det· Aus, livor stinde ver Hovmester for
sont-erne. BxellencenH den gen-le Grev Hos, bot-te
mn sjselden Me: Han ver en udtjent Heime-ich der
meet levede pe- sine Godeer, Ielv otn Vinteren, near Fe
Inilien var i llovedstsden Ho- den i sin Tid overor
dentlig kenne ogslendnu like-ge livlige, sotn und-sitze
Crevinde umledes nndertiden en glirnrende Kreds bade
If Asndens og of "«Fodselens Ort-Motoren Professoren
how der okte og geme; wen nur lian gilt derben til en
stot soffs-, vor den dog eltid tout-nd
Anton hevde pyntet sig med Omlm og ngede ais
