ff
Olandslsyliörnene
As B.8.1nsetsesn
NYUDD ROMAN 1 ARE DELB.
; ( FCWJ
Anton, som stod ydersr paa stilladset, txt-r ved Dørem
kunde tydeligt liøre, livad der taltes temmeljg højt intel
lcm dem. men for det tivrige selslcali mserdøvedes af Mu
silcen
»Nu. latl gua da! l Linn-»F lllmse med niin "l’red
sindstyveaarsJomsruelighed!« —«— sagde endele Manden
i den blau Kappe raslc, med en lskterlignjng al "l’jeneste
pigernes Wesen og "l«one, ug sulgte dem lielt lnd »
,,l1er er jo ganslce pæntk ——— lcn prirgtjg Skole for dine
Hvalpe, Piedagogl" — sagde han temmelig højt til den
præsteljge Mand, der nied mørlc Alvor indlørte de unge,
lattermilcle Menneslcer i Salen
»Jo afslcyeligere tlisse Kloalcer tagt-r sjg uil, jo heclre
svarer de til tnin Hensigt?" —- svnretle den tilsynelik
dende llovmester —-- »He-r er nnsten alt for anstren
digt!"
De unge llerrcr linvde mecl nysgerrige lljne set sig
orn og allerede loher salen igennem. De kom med en
noget dtempet Latter tilhage tjl lmlgangen, hvor begge
derer-s Letlsagere syntes at ville hlive.
»Men se dog, Professor !" —- sagde den spinlcle og
, kniete —- »se pas harn med Fiolen og det kallcanslce
FjaesI han er kosreligl Det er en Karl for Dem! saa
dan en Nøddelcnmlclccr man l)e sende os til Jul med et
rjgtig lojerligt Lirumlarum!"
Den firskaarne, unge llerre asbnede Monden,
men lod den staa halvt aaben. med en vigtig, grundende
Mine.
,,llold Elig selvl jeg mener hold Flal), Urevel din
cldre Moder, stsmherren, vil tale!" —- sagde den gamle
Professor med et ironislc smil — »den har vjst en tylc
Kcldermand i Mundenl —- den staat pas Klern !"
»Hu-ad er det, Professor?" — spnrgte nu Stamherren
med en triumkerende Mine og lagde sin Haand paa
hens Arm
»Der er min vensrre Arm
»
— warede Hofes-toten
slvoilig.
»Nej, bil nn kommer det: — Mit ferste er lystigt —
mit endet — ja, der er nu der samme! — Det kan være
godt nolcl — men mit hele er Jux l«
»Ah! en Charade, stamherrel Dersom der ildce er
dlg selv —- saa slcal der vel være en Dansehod ?"
»Han lmn gætte alting —- det er kedeligt!« —sagde
stemherren og vendte sig om for dog nøjere at hetragte
Bel-Datnerne.
»Na hat De vel snart set nolc paa denne Herlighed,
mine unge Herrer ?" —- spurgte Hovmesreren. —- »Der
liorey som sagt, til Livets slcyggesider, som et nngr Men
neslce af Opdragelse leun een Gang i sit Liv sltal have
set for alclrig at« — —
»Af Vejen, l,apse!" —- raahte nu en raa stemme,
og en plump« Danser, med store Vandstøvler. vnlsede
med sin udmajede Dame saa stærkt ian paa dem, st
stamherren tabte sin Hat, og hans yngre Broder ltom til
It sitlde pas Gulvet.
»l«a(l os gea, llr. Suntlhyl" — sagde stamherren —
»for slaas mecl dem maa vi jo ilcltel"
..ller gaar det groft og jofelt til!" — sasde den
Unge (lreve, og de var nu alle tre hastig ude at« Dørenz
men den gamle Professor var bleven tilbage. Han hav
de hverlcen hetnErltet deres Bortgang eller det lille, ubei
hagelige Optrim der saa plndselig havde bortfjernet
dem. Hans Opmærlcsomhed var alene henvendt pas
Anrom hvis rene, bløcle Fløjtespil han med Bikald havde
lyttet til, og hvis aabne, næsten bvnlige Ansigt i hfj
Grad tiltalre hern
»spiller du her hver Akten, min unge VenP" —
spurgte han, medens Anton nu has-de taget Fløjten fr
Munden og havde Pugtetid
»Der er førsre Gang-« —- svarede Anton. — »Der er
sldeles nødven(ligt, siger Hr. slcade. sauledes mag man
begynde. naar man vil frem i Kunstem Det er Liv, der
gælder om i Livet, siger han, og ved Kinn-ten skal Men
neslceslægten korædles. Det var jo ogssa rart, kunde
man gøre noget til at san sine Medtnenneslcer lylklceligeke
og beede« —
l)en gamle Professor gjorde store Øjne, og der spils
lede et underligt vemodigt smil i hans noget slappe,
blege Ansigt. »Es-ern er den Ar. Skade. hvis knnstneri
slce og filantropislce Anslcuelser du saa ernulct har til
sgnet digP" —- pnrgte han.
»Se! der staar han og spiller forste Fiolin !" —- swa
recle Anten. —- »llan ser ilclce videre ltsn ud, og han har
en glem Vane mecl sit Ansigt, naar han epillerz han
griber ogssa ridt kejl i sin lvrlghed ——«— og hor! nu srryger
han vist neden for Stolen; men han er et stort Ueni og
et meget rart MenneslceN
»Ja staa! -— Han er altsaa din Vejleder i Kunst og
Humanitetl du er rigtignolc lylclceligl bra hvillcetllslcyl
dighedens Paradie- er du kommen hi(l. min unße Ven?
og hvad liedder du ?"
Anton nsvnede ham sit Widested og sit Navn. Pan
nogle flere spørgsmeal gav han den gamle Her-re en
LGslce korr, men inderlig naiv Beretning otn alt der
Intelng hen hidtil havde oplevet, km hans Konfli
tnetionsdag til denne Akten. Det enesre, han kordulgre,
ver hens dødelige Forelelcelse i Ekel-en Mine, som lien
nu dog ogm troede nosenlnnde at have fort-under Men
lind lun kalt-r og eldst kremlievede, vu hens lnderlige
Lyst rll et bllve en rlgrig kløjtesplller og »Tonetns.ger"
oß It Laune get-e alle Menneslcer glede og sode kned ein
Fljjte
Under Antons Fort-ellan splllede der We helvs
Unmenge hslvlunekulde smll l den blose Munde Art-ist
»Jeg for-tem- tnlg ogsea lldt pas Kunstw« —- sagde
lmn —- »og Ver-den kendet jeg met-e tll end du. se, du
kommer bort heitre m ensrt som mnllgtl og lcom aldrig
more pe- mdenne stederl —- her Lan hverlcen du eller
jeg forbedre Menneslceslægten — Kom til mig i Mor
gen Formiddagl —- lier stitar mit Nin-n. og ltvor jeg liorL
Jeg kan maaslce viere dig til Hin-n i et og inulet !"’ — Metl
disse Urd klappede ltan Anton jiiiii Skultleren og rakte
liam sit Kon. Han vilde nu skyntle sig usl itf den ultygkses
ljge BalsaL men vendte sig entlnu en thing om Inocl An
ton og sagde med en Røst san itlvorlig og ligekoni II .«;:i.ne
lighedstuld, at det gennemsitrede tlet unqu Heimele-:
..(iiv dig ilcke al« med disk-(- l«"rueis.tiinm.-r! --- l)et er
Vampyrer !"
l)ette Unl, som Anton iilklrig lor lizinle http-L mr
bleret betonet med et snzttlxtnt l "(ltr·vlc. ztt Anton hin-eile til
ibage dersor og jlclce vitlste seh-. lile’: »s. l·«ores·tsslling o!n
noget Uher og forfierdeligt der l "- net-eile hinn.
Den gantle Herre tsisr Faust. Anton likivkle for
varet halt-· Adresselcort og tszir gut-et lten til llr, Sicatltn
der netop nu lniletle sit-, lidt. ineklens linn intltozc nogle
Forfriskninger.
»sig mig, kiere Ur. Slcinle!" —- lottgynklte Anton.
men knndc ikke komme til Urtle for llr. Skctxles lle
gejstring over sin l«·avorittlztns. sum nn sLultle liegt-mit
Slcatle drak selv nogle tilns Punkt-in og Anton inacttte
klinlce tned ltani. Ilitn var spat-mit ng tisrstigx liun dritk
ogsaa en Del Pausen Nn begyntlte Musikketr llan
M) til sin Plads og grol) attcr sin Fltijte Men- nu lilev
hatt opmierlcsotn paa et Optan i Saletk der ganske lirugte
ltam til at gletntne sit Fløjtespil lin ;tj· cle allersmulclces
ste og mest pyntede Damen sont liitn slere Gange hin-de
lagt Mel-like til, og som ofte Itavde tilsentlt ham et ømt.
briendentle Blle laa ligesom afnnegtig paa tånlvet meil
Ryggen mod en Stol i en voldsom Hatt-ers Arme. som
ruslcede plumpt i ltende for at bringe liende piia Betteln-.
»U(l tned liende!" — raalite en lnij. tylc Mund. med
et laslcet, afslcyeligt Ansigk der Stod midt i Salen —
»so-Manne Optøjer male-r jeg iklce i mit Has. ller kom
met knn honnette og pasne Follc -—— t’(l metl ltentlel den
korcjmkne Tjijwe l"
»slu(lder, Vacrtl" — raabte her-des Danser — ..hun
fcjler irtgenting. Se til. hart Mir-er sig.! eller jeg smider.
liam selv paa Døren!" —- s
.,-Hvad !" —- brølte den tylike Vm — »vi! nogen lia
ste mig pas Døren i mit eget Aas ?"
Der blev no en forkkrdelig Urm. Hans-en liørte op.
Nogle tog Neuem-» andre Danserens Parti. og snart var
der et frygteligt slagsmaal Damerne skreg og tog Flug
ten. Den besvimetle Dame var kommen op. hun flygtede
ogsaa forskrælclcet og ravede mod Døren lngen t)elcystt
rede sig mer orn hende. Men Anton sprang nn ned af
sit stillads og ilede liende til Hjælp. Hun klyngede sig
til hans Arm. »Red migl red mig. dejlige, unge Men
neslce!" — sagde hnn —- og lian folgte bende lmrt fra
den lcvalme, larrnende Kampplads
Anton var noget ør i Hovedet at den ltede Pol-ch.
Hart var saa fortumlet over alt dem-. at han ilclce selt- ret
vidste,«l1vor han var, tør hart liefandt Fig paa tiatlen med
sin befriede Dame Under Armen.
»Der var da forskrmklceligt l« — sagde han« ——( »Er
det nu bedre med Dem, Jomsruk Det var vist ilclce alle
sammcn rare Menneslcer —- og Glreden hat-de endnn ilclce
gjort dem lylclcelige og -gode" —
»sliddersladder, min snut!" — sagde Damen. —
»Du var rigtignolc det eneste pæne Mandfolk blanclt alle
de svinepelse" — .
Medens Anton højlig uttdrede sig over hendes ran.
lallende stemme og plumpe litltrylc. faldt den gamle
Herres forunderlige Advarsel ham ind og ftirkakrdetle
liam. »Ak! sig mig. Jomfru !" — spurgte han — ».1)e er
dog vel ilclce en ——— Vers-iner
»Hde er det for studder, min snutP — vil du were
kgrov eller vittig? Fanden slcal være din V a rn p y r! Det
er sagtens noget rart detl"
l det samme slcraaede der en Herre, med Hatten dybt
ned i Øjnene. over til dem fra det modsatte Faktor-. »Er
öet dig, Pimpe-cathrine?" —- sagde hart —- »ttvad er det
for en F list-, du der ltar kapretP Korn heller med mig?"
»Du er en laxlcker Knøsl" — ltvislcede Antons Dame
harrt i Øret. —- ,,Jeg kunüe have ILyst til at spise dig qp !"
Med disse Ord satte law-since Ttender saa fast mod hans
Kind, at det zwei-rede — »Men nu kan du gaa ad Hel
verle til !" —- raabte hart og lo.
l det samme følte Anton Sin Arm befriet fra den
svtere, svinglende Dame, der ret var bleven harrt ultyg
Selig. Hun ltilsede ham med et spodslt Knilcs og tumlettle
bort med sin ældre Reh-näh
,,Alc l» — sukkede Anton — »hun var dog nolc san
dan en —- men bvad er da en Vamper —- liun var vist
drulclcen —- og hun var jo dog en Dame —- liun var lcøn
— lnin var meget køn —- men det var dog et hxesligt
Hielt-, ltun bavde."
Ilan betænkte sig tm paa, om ltan slculde gaa lige
bjem eller se at kaa Ar. skade med sig fra Balsalen. Da
ban lcorn der for-bi, tonede Dansemusjlclcen der igen ;·men
lige vom ban niermede Hig Døren, støtlte ltst paa en lille
Mand, som med korrevne Klæder og stierlct opsvnlmet
Ansigt ravede frem og nEr bavde ladet ham omlculd metl
en Fiolinkaese, han bar under Armen.
»Er det dis, lille Ven ?" —- sagde en velbelcendt, men
lallende stemme — »Er tlet dig. der trænger til en Wen
—- en AlderdomsstøtteP —- "l·ag mig under Armen! Alc.
ja! pas Livets slihrige Barte kim Mennrhket undertiden
bebøve -—-- ak, ja! behøve fire Ben. — slcann dig iklce, lille
Venl det Lan irrend-s den besitzt-« —
,,SvI-gheds III-n vi alle alle ere l»
nyuttede han« —- »Fkisk Mod Ös! det bitter till —
Gar-tatest- -- det er nu det sammel — Geniet, siger jeg,
Inaa aldkig udwttes —- og — Ver-den er s'ga dejliz" —
»Ist-Cis as rtg psa Fryd er Jorden t«
uns lmi tm os sit ask item, man sandbed
,,I(terests III-. slcade l" —- Iagde Anton deltagende og
boldt ltsm fest —- ,,hsk De ver-et med i slagsmealetP De
set ja konkrskkelig ad — og De bar vist dran-et for
magst — De sur m durligt."
lik· Skade satte et ynlceligt Ansjgt op.
..( lg Max vor Stjeme da 11edslcrider"
— sang him vetnudig —
..( )g nimr den dyln i Vesten sidder" —
»Hm Punscls var lumslc, lille Ven! — jeg dralc kun file
Glas — men saa var del galt -—- jeg kom for højt i Obli
giuunsn — - men jeg fimtuscrede dejligt —- og de Barba
rerk de 1n-idcndc Nonne-gliter — Alc, jal vor Stjerne
»O
d u l e r. bedste.
s - . « . « · · . ff
. lg 11.1.1r1lct s1kls.e (-lnnt vt de —
-«-. »H- lmn um«-r Ins-l ynlcclig Stcmme
..Mk«n hwm liar sank-des tilredet l)etn, Hr. skade?«
..lli1rl5iireme. Sigcr jcg —— de uvidende Menneslcer —
klis skmsg sum Nester —- lnsad ltjalp Kunst? — hvad hjalp
läxgzsjskrjng7 — ju lkcöjcre jeg gilc. je) vierte blev der —
ug du. du mr j» stitldt u l· --— Alc. ja! kære, unge Menne
Jst-! find slig (lcri! —- d(.-1 er Verdan Gang: —- ud — ud
al· lmrun Skal vi alle til sidst — og Pkygl kan man faa
— der knn hunle den lnsdste men" — tilføjede han og
lplksv smacndc mcd lluimden paa Brystet, medens han tabte
l«"j»linlc;1ssscn —-- ..wr lievidsthed følger os — den moral
slic sncsner jcg —- ug vor Stjcrne" — han saa np mocl
Hitnlcn. men talne nu Ligevægten og faldt. —- Han
reiste sixx mcd Antons lljiklp og sang:
..S:m skal us da den «l’anlce fryde,
»Den Smileck slcønt. idet den flyede" -—
..lcan du se vor stjeme, lille Ven! —- den er der
s’gu cndnul ——- det er Livet —- det er Kunsten —- det er
Dyden —- ja l)y(lcn, lille Ven! den hat altjd været min
Kæledægge" —
..sng ej din Ven! vker tro mod din Pigel
Virlcsom du fremme Brødres Vel!"
sang ltan nu attcr frejdig med en stump af hine moral
slce Drilclceviscr fka hans Ung(lom. Han ravede endnu
temmelig stinkt, man faldt dog iklce mete. Anton, der
hat-de taget Fiolinlcassem fulgte ham trolig til deres
Hjem og ltjalp ham op ad «l"rappen til Kvistlcamcneret.
saa snatt han havde faaet ham til sengs, satte han
sisg ved siden af sengen. ,.l(æreste At. skadel« —
sagde ltan — ,,l)e maa aldrig drjlclce saa meget tierel —
Det skal jeg heller aldrig — jeg slcal nu stralcs lade
Dem kais Ro og lade Dem sovez men een Ting maa De
Xørst sige mig, hij De ved det! —- hvad er Verm
p y r e r?"
»Hu ha! lille Ven, det er fæle Uhyket« — lallede
Ak· skade —- »lcom vmig nu ilcl.e med det Ammestue
vrøvL nuar jeg slcal sove!«
»Mein lwad er det?
.,Bah! lwacl vecl jeg — ljlle Venl Det er Blodsu
get-c der er fordøth kochelcsede Menneslcer — de
suger Hjerteblodet ud af Fell-, naar man sover —- de
graver Lig op om Natten og æder dem. — Ti stille med
det forbimdede Tøjl Nu sovet jegl«
Nu erindrecle Anton et Eventyt fta sin Bamdom,
hvori saadant et Uhyte havde forfætdet nam. Aan
tkenlcte længe derpaa, da han var kommen i seng. Han
var endnu noget herl i Hovedet af Punchen og drømte
den hava Nat om Vampyret.
l)(kt var højt op paa Formitlilagem inden Anton ng
Ar. Skiule havcle snaet udsovet. Der var flere Gange
banket Iiua deres l)ør, inden nogen af dem vaagnede og
kom i Kunde-me Endeljg stod begge helt paaklæclte
og saa pas hinanden. Ar. skades Ansigt var næsten
.ukendeligt af den Overlast. han havde ljdt. Anton saa
ogsaa liklt soktumlet ud og led af Hovedpine. Paa hans
højre Kind var der et kcndeligt spor af hans Dames
Tienden
»skulde Madam Madscn spørge, ljlle Ven!", —- bri
skcde An skaclc —- Du kan nok vide, det vilde iklce
vix-re hende saa rigtigt" «
»Ja. hvad skal jeg saa sjge, Hk« skadeP for lyve vil
jeg Acker-«
»Ej! du kan tie, lillc Ven! naar der et kläre, for
nuftige Folk til Stock-! del klæder Ungclommen bedst"—
net bankede atter paa Dørett
..Nu er jcg 0ppc!" —- raabtc III-. skade i sin ankle
sns Tom-. Han hawlc indsvøht sit Ansigt i et stott, rødt
l.onnnetørklkk(1e. sank-des nt Øjnene kun var synlige.
llnn aabnede selv Don-n. Dei var to snedkerdrenge med
knugct nyt Eos-Ruh ledsagcile af Madam Madsen.
»Der er de nye Sagen vj hax anskafiet. Jeg troede.
du havde vier-et licngc 0ppe. min Ven! —- men Gud for
barme Zig! hvacl betyder det?"
.,Faaresyge —- Faaresyge, søde Lene! det er en slem
Plage-. saa liknge clet vater; men- naar man pakket An
sigtet godt ind. gaar der snart 0ver."
Madam Madsen tax-. tilsnedlcerdrengcne vare bot-te.
»Du hat vikrct pna svir i Nat, min Ven! tilstaa mig
rlH chin!" » sag-de hun nu. — »Du er falden og bar
sluaet dit Ansigt eller har været i KlammeriP — Der er
mcgct Slcmt : mcn værre dog er det, at du Lager det unge,
uskyldige Menneske med dig paa saadanne gale Veje.
llxtn hat jkkc goslt af det selskab, min Ven! og en For
andring maa her ske« —
»Ak, jaj Ak, jal" — sukkede Ar. Rade
»I«ivet befinde duer jlcke for dig" — vedblev hun.
— ,,Slca1 jeg fis-I en brav Mand af dis, maa jeg raade lidt
for der kørste" —
»Nu ja! m kaad da, mjn LeneP Du er et mageløst
Fruentimmer — — og jeg er et Æsel — en fordmkken
Hund —- en Usselryg, som ingenting Lan taalel Aver
dan vil du? lndket alting som du vi« mcn slaa kun ikke
Haandcn ak mig!"
,,Nej, der hat jeg lovet dis, win Venl wen nu mag
da Eint blive hjemme om Aktenen, saa Its-set jeg for
liess —
»Og jeg kaar ttc Glas Pnnsc " —
»Ja, sen Gans om Ugcty man Ehe i Akten.,Vi bli
ver her kun. til jeg er færdig, og vi l1ar holdt Brylluk
Min Smger flytter ser herop til dig saa længe —- og An
ton ser sig om en anden Lejlighed endnu i Dag· —- Kot
dog jævnlig til os, lille Knudsenl" — tilføjede hun o
tog Anton trofast i Haanden — »du slcal altid viere at
saa vellcommem som du var vor egen sein. Lad os; vidtz
lwor du vjl værel Lad mig være paa Raad med. at ds
kan komme i et slcilclcelige Hus!«
Anton talclcede lijerteljg den brave, forstandige Ko
ne og gil-: stralcs nd i Byen for at opsøge sig et passend
Uplioldssted.
,,Mageløse Kvinde!" — udbrød Ar. skade og ka
stede sig paa begge Knie for Madam Madsen. Plan hort.
rev det røde Lommetørlclæde fra sit Ansigt. — »se nu,
hvordan det Asen Ser ud, du har kaldt din Engels — et
tylchovedet Fæ — et forsviret Afskum er jeg — en jam
merlig Karl« —
..Ja visti ja vist. min Ven! paa en Maade!" —- aks
brød Madam Madsen ham, mild og rolig —- men jeg hol
der dog ligefuldt af dig. Det var al· Uodhed sor mig. dI
slog dig til den ulylcsalige l)rilc. Hat-de du drulclcet dig
ilijel som den grueligste Dranlcer i alle de Aar. du ved
nol(· saa maatte jeg jo endnu mere holdt as dig og bedet
vor Herre glædc din Sjæl derlorz men nu er der ingen
Dyd mere i det su1)peri. og der maa være Ende paa al
ting" —
..Undtagen —- undtagen, min Lene!"
.,Undtagen paa Kærliglied og Troskab — deri hat
du Ret!" —
»Jeg slcal rejse mig. min Lene! du slcal se det!" —
udbrød Hr· slcade og rejste sig — ,.jeg slcal rejse mig
som en falden Engel, der flyver fra et Helved af bren
dende Punsch ved din Haandl Jeg skal rejse mig som ek.
gammel Virtuos. som en lylclcelig Ægtemand og Fad
maaslce — i alt Fald som din lutrede og ædlere skadr.I
Medens de forlovede nn glædede sig vsd gode For
sætter og store Forhaabninger for deres Fremtid, M
Anton den halve By rundt og saa paa alle Hase-, tm
der i Vindnerne eller paa udhængte skilte stod: »Værel
set til Leje!" Han var noget nedslagen over at skulle
forlade sine to eneste Venner i den store By; men ha
saa se1v, det var noch-endigt- Først løb han rnnclt ons,
hvor der var Udsigt til Volden eller til Havet. De ka
steder, hvor han fandt ledige Lejligheder anmeldte, w
dog meget for kostbare for hans maanedlige Indtægwr.
Endelig bekvemmede han sig til at se sig om i de sma-.
indespærrede Gader. l en saadan standsede han ved s
Has, hvor han Saa, der var enlcelte Værelser til Lejej
Ugevis. ldet han saa ok) ad Huset, filc han Øje pas- c
ganslce srnukt, lcvindeljgt Ansigt, dog med temmelig gros
Trask, som paa anden sal niklcede slcælmsk ned til has
og vinlcede Vindnet aabnedes, og han kendte Baldametx
som han forrige Akten havde fulgt nd af Dansesalerx
Ganslce rigtigl her bor jeg, min lækre snut!"
lød hendes raa stemme dæmpet ned til hatn ——— »lcom kun
dn Lælclcerbidslcen!"
Men næppe liørte Anton hendes stemme og kendtt
hendes Ansigt, før han følte sig greben ak en plndeelik
slcræk »Va1npyren !" —- udbrød han uvillcaarlig og M
stærlct ned ad (3aden. Han liørte en Latter af flere stup
mer fra det aabne Vindue ,,stop haml hold paa Gastr
ven !" —- raabte en barslc, raastemme, og nu gentogcs der
te Raab rundt om liam; han hørte mange løbe ein-r ink
og blev pludselig stoppct af en stærlc Matt-os
,,Reb j sejlene, lille Rad! du begynder tidlig at str
re den Kaas!" —- brummede Matrosen og kylede um :
Hænderne paa en Politibetjent. »Træk af med Rade-n "’
—- sagde Sømanden —- .,men lad ham slippe Ins-l en
Lnssing!"
»Es-ad bar jeg gjortP — hvad bar jeg gjort?"
raabte Anton forkærdet.
»Ja, det man du bedst vide se1v!" —- svarede Politi
betjenten og lo —- ,,lmsk djg om, til vi naar Politikat
meret, saa lcan du kortælle dem det der oppel Det kont
mer ilclce mig ved.«
Med Ledsagelse ak en Flolc hujende Gadedrengk
maatte Anton nu følge Politibetjenten. Han var saa for
turnlet af slcrælc og schm, at lian næppe kunde faa s
Ord frem, da han kort efter stod for en kenn-Kommis
sær, der omstændelig elcsaminerede ham om hans Nara-»
Fiesdestedv Alder og hele foregaaende Ljv samt endeTts
spnrgte ham om, hvad han i Dag havde stjaalet.
,,Jeg hat aldrig stjaalet" —— svarede Anton nu fri
rnodig og stolt — .,jeg løb kun lidt for —- for jeg saa"—
»Nu! hvad saa du?"
»Ak! hvad ved jeg! — det er da umuligtk de: sc
jo dog ildce saadanne Menneslcer virlcelig til i Verden"——
,,saa du nogen, der ilclce var till — vil du lade, so
du et tossetP sig straks, hvad du saa !"
,,En Blodsngerslce — en Vampyr —- men det et klärt
sandt. Hun bed mig rigtignolc l Caar lidt i Kinden —
og hun kaldte mig en Læklcerbidslcen" —- —
Efter en lang llndcrsøgelse og Forlclaring om VII-r
pyren og dette Uliyres Oprindelse i det unge Menneslcc
Forestilling kom endelig ogsaa den gamle Professu
Advarsel for -Dagen, og Anton fremviste Kortet med
hans Navn og Adresse. Uagtet hans Uslcyldighed M
temmelig klar, og bang aabne, valcte Ansigt talte aller
bedst for nam, lod man dog en Politibetjent stralcs kol
med ham hen til den gamle, velbekendte Professor is
at erfare, okn hvad der var anfert, ham vedltommendg
var sandbed
Paa Trappen nden for den berømte Komponist stos
fessor X’s Værelser standsede Anton med sin Leda-Is
De stod begge som fasttryllede ei de herligste Ton
de nogen sinds list-de hort. Det var den gemle Prok
sor, der fantaserede paa sit Piave-fette
»Ak, jnl — det et Musik-P — udbrød Anton — »O
er rigtig Musikl — er det iklce gnddommeligt ?" —- Fl
srtkd ai Hentyldcelse og trykltede Politibetjentsn i —
Anne.
www