Csandsöyßötnene.
As Z. s lage-neun
NYJ le ROMAN l FlRE DELE
( konnt-)
Hver Gang lian siden var kommen forbi Galgebak
Len ved Mølleskoven, livor liin Henrettelse liavde lundet
sted, hin-de lian iklce kunnet tilbageliolde en lønlig Gy
Ien. llan liavde gerne rejdt mange Miles Univej for at
Mdgnn Synet nf tlette Sledj men denne Ftilelse var liiim
en liemmelig Fejghetk som lian furngtede (-)gsiia nn
ffilte linn Fig fornedret for Sig selv ved den tim, lian
hsvde delt med s·in liest Med krænlcet stolthed frem
skyndede linn sin sagtnede Gang og stod entlelig paa det
steil, limr liesten begge Gange var sprungen til Side.
Det var ved en Aahning i skoveik livnrigennem Mannen
pas denne Titl at« Natten ljelyste "l’oppen as Galgelialcken
Der var en tlyli Ort-it pan den tnodsntte side af lslnlvejem
og herira Syntes liam hine dybe, stierke suk at were
kornne
Hnn venelte sig bnrt fra Synet af det altfor liekendte
Retter-Jud og saa nul i tirtssften —- da blinkede der et Par
vilde Ojne liam i Mode i- Mannelyset, og en liøj Kvinde—
skilckelse med gran, flyvende Haar om et gruelig udtxeret
Ansigt rejste sig i den tørre Ort-ft
»sk.«il jeg nu ogsaa til Retterstedet og hie-re min
Dorn? —- spnrgte hnn — »lcan du ikke nøjes med h e n
d e s Hovedk — slcal mit nu ogsaa springe ?"
»llvem er du?" spurgte Bykogden — »in-ad ligger
du her for om Natten og gør Heste gale med din sak
ken og stønnen P»
»Hast vi nn iklce engang snltke mer?" —- mumlede
Zonen og steg helt op sc Grøiten med vilde, trodsige Mi
ner —- «sical nu Moderen ogsaa henrettes, naar nun solc
ker for sit Bern- sjcl?«’
»Var du liendes Moder ?" —- spurgte Kyng og bieg
uede — »Ur du den ulyltlcelige Dorthes Moder ?"
»Ja, Kr. Junkerl —- og, se lnm paa mig! er jeg ilcke
hende op ad Dage? ser han iltlte liendes lystige ØjncP
set ban ilclte den samme kønne Mund, som han kyssede
Djtevelen ind i, da han var ung? sit-l jeg nu ogeaa derop
pas Galgebaltlcen og børe barn lese Loven og Dommen
op for mig? s-— Kom, rnin skatl kam dal —- lad os danse
sunmen deropi — Vi er noli lige gode til sidstl — Han
Ilipper nolc heller iltice bedre fra det, naar satan kommer
og leser op, livad linn bar syndet l" —
»Armes Menneskei korn til sig selvl" —- sagde Kyng
es veg uvilkaarlig tilbage for den forkærdelige Kvindes
ndbredte Arme. — ,,Hvad lenn nun bebrejde mig? —-4
hvad Runde jeg kor« —
,,l«lj. ej. dygtige Ar. Junkerl vil H an fare til Him
mels, naar mit Barn karer til Helvede P« —- slcreg Kvin
den med lwinende Røst. —- »Hvem var sliyld i alle nen
des synderP over livis lloved kommer de smaa Banns
BlodP llvem ttendte lielvedsbranden i det tinge BlodP
Hveni korraadte hendes sjæl og gav liende Djievelen i
Vol(l- med JudaskyssetP Jeg ved n()lc, livem det vari Det
var liatnpaa den liøje Hest —- det var liam i den røcle
Kjole — darn, sotn alle tage Hatten af ior —- det var
bem, den rige Mand, som kan spænde for den nye Kasse
til sit Born og ride til Brylles paa den høje liest, naar
mit Barn ligger i Ralckerlculen. — Jeg kender liam n0k,
Ur. Kyngl —- velbaarne Justitsraadl siculde jeg sagt —
ltans Navn var, saamtend, liendes sidste Ord i Fanges
hallet den Dag, de ngede ltende til Galgebalclten. —
lcyngl Kyngl lille Henrilt Kyngl sultkede hun, slcal du
nu dømrne den srnulclte Dorthe kra Livet ?" —
»Es-is med til et Ausl" —- sagde Kyng. —,,Hun er
Hyg. arme Konel — jeg skal Arge for bendel wen kotn
Ildrig mer til dette stedl og sig aldrig et Ord til noget
Menneske ak, lide nun der snaklcer l"
Ja saal ja saal dydige Kr. Junkerl iaar Piben nu
den Ly(l?" — raabte Kvinden med bitter Haan og
sprang op paa skrænten under Galgebaklcen —- »Nej,
Tak! jeg er krislt nolcl —- Jes trrenger ililce til lians
Hjælp. — se Hnn til, Han kan hjælpe sig selv, nnar
hans Time kommen og den store Dom skal læses op for
Unml" —- Dermed steg lnrn op ad den mannebelyste
Calkebakltr.
kyng saa med Forfærdelse efter hende. Islun stod
pas stimme sted, livor bendes Datter for tyve Aar siden
var liiilsliugget. llan gilt tavs og mørlc tilbage til sin
Host. der inyste liam urolig i bit-rie. lslan svnng sig i
saellen og ldd den nu løbe saa rezit, den vilile, gennem
sit-own
l)enne liegivenlied hat-de gjort et stærkt lndtryk
paa den strenge, alts0r1ige Mand. Hidtil hnvde lian be-l
tramei sit Levnet smn ulasteligt, men kun iundet det
tennmslig tomt og intlholklsløsU nu has-de han hørt sig
Inlclnget som en diemonislc Fnrfører og første Bei-reger
til sle qrnveste Forbrydelsen llan hat-de vel merken at
hatte ulylckelige, lidenslcabelige Anklagerinde var halv
sent-niij Inen der var dog en trenicelig situ
nintx spitze i hendes Vanviclstale. Han vilcle an-»
se ils-! for et sygeligt skrupleri, lnsis lian nu
Virlgssljzk vilde tilregne sig al den sletlied og alle
de Mikecrningen han nfrivillig kunde have lxragt til Udsl
bruil vecl en næsten ligegyldig og temmelig uslcylklig Til
kunnte-le llint Ojeblilcs ungdommelige Hylding as en
vaklmr Piges Frislthed og Ynde korelcmn ham nu som en»
Inneinld liortfsret Foresrsluktninz der list-de løsnet en«
Laune til Fordiervelse for bienneslcesLiv og -Lylcsaligsl
bed. I
»Amt« —- ssgde nun ved iig seit-, du lum isten-d
Morgen-Stunden vilde begive sig til Hvile i sit enligel
Atem —- pas den Masde kunde jo livert Fodtrim livert
Aancledrset Here os til Misdædere." lslsn Lande dog inter(
Øje lultke Det ver lism bestsndig, vorn den eksindige
Anklage-finde torkulgte hern. Gan-ice ren kunde lisn
lic- e erkenne eig; han kunde iltke tilbegetrienge den uner
telicte Miglie It· en uberegnelig Andel i hin sjtels Elen
Urtheil —- ns get-nein de uenklelige ForgrenTU sc Ro
den til alt det onds, kotn lisn senledeo til sel It kornems
me Blasier-isten If den hole vbyre synde de; wen
: » s k
·.«»L«v.si;s-.--«·s »s«
lian bottschd Tanlcen derom sorn afsindig og sInderlmu
sende. Han fIlte sig dog rystet i sin kolde sikkerhed —
hans moralske stoltlied var ydmyget.
Han vilde straks lade hin ulykkelige Moder opsIge.
Han vilde lade liende sotn sindssvag, med al den Frilied,
hun kunde fordre, bringe til et fjernt sted, livor intet er
indrede liende om liendes Ulykke, og der drage rundelig
Ums-org for her-des Underhold og Pleje. At denne Be
slutning ilclce alene udsprang·al ren Menneskelcærlighed,
men ligesaa at· Omlni for lians eget gode Navn og Rygte,
som liendes forvirrede Tale kunde lcaste en skygge al
Mislcenclelse paa — det var han sig ogsaa bevidst. —
,.»Iamtnerliglie(l! Jnnnnerliglied mekl tor Dyd og Men
neskelciulikylie(l!" —- udlirød han. selv hans bedste
llanillingen maatte lian nu tilstaa lor sig selv —- var
sjicltlen fri sur hin sinkt-. iilmindelige Skrølieligherls
Smitlu
Da han, Degen ekter hint natlige Optrin ved Galge
baklcen, vilde udføre sit For-set og opsøge hin ulylckelige
Moder, blev der meldt hatn, at der var fundet en lattig
Kvindes Lig i en Lergriiv txt-! vkxskl Møllcslcovhøjen Hain
rejste stralcs derhen med Liegen for at optage den lot-be
falede Synslorretning — Det var hende — det var, efter
fleres Vi(lneshyr(l, Moderen til den for tyve Aar siden
henrettede Barnemorderslce. Han lod Liget i stillied be
grave i kristen Jord, nagtet det var sandsynligt, at hun
selv havde slcilt sig verl l-ivet; men hendee sindstilstand
var beken(lt, og selvmordet blev betragtet sotn ntilregne
ligt.
Ogsaa dette Tilfælde gjorde et dybt lndtrylc paa
Kyngs sind og knyttede sig som et nyt Ulylcke-Led til
den Tanlcelcæde, han grublede over. klan kordybede sig
nu ofte i merke og grublensle selvbetragtninger.
Den strenge Potstandsrnand havde ogsaa gjort en
Opdagelse i sit eget lndre, som kornndrede hern. Den
svaghed, lian troede sig allersilckrest for, var livad han
»hidtil havde kaldt 0vertro. Ogsan i denne Henseende
ijlte han gig ydtnygeh Han liavde iornumrnet Grn for
sen kremrned, ubegrihelig Natur, hvis Tilværelse og Mu
Highed hans For-stand Lorlkastede Plan havde ladet sig
henrive af Forestillingen ern hin henrettede Piges Tilstand
efterDøden og hendetheseizsJnuligeForbindelse med den
Verden, nun voldsorn var ndstyrtet fra. HinGru var vel
stremlcaldt ved en slcufkelse; men orn pgsaa det, der liavde
Icngstet nam, ilcke var til — hin Ængstelsee Virlteliglied
Ikorudsatte dag, at lmn liemrnelig antog Mnllglikedenquh
livad hans Bevidsthed negtede Plan antog til sinTrIsy
Iat dette i Grunden var Tilfældet med alle Menneslcet,
ltnen laa kun saa dybt i vor Natur, et vi iklse selv saa det.
Han overkIrte dette pas sin religiIse Beridstlied og sit
nandeljge Forliold til Mysteriet, og han kIlte nu ofte
;’1’rang og Lyst til at hIre andre Menneskers Dotnme om
ldiese Tilværelsens Hemmeliglieder, sont lian fIr med en
Hvis sky has-de hortvist enlivet Tanke otn· Han tænkte
Fpaa den garnle Provst og sin svigersIn. Hvad der kor
Jliarn selv —- i det nbegribeliges TanlcesAfgrunde leun var
ydmygende ok korisirrende, syntes netop kor dem at have
ndvilclet sig til krilted og Klarlied. llver Gang lian kun
de kaa et Par Dage tilovers kra sine Embedsforretninger,
red han nu til Lundeby Præstegaardz men han red okn
Dugen eller valgte den noget længere Vej, livorved lian
ilclce korn zennern MIlleslcoven og korbi Galgebalcken. At
dette alene slcete for den bedre Vejs og for bang Rides
liests skyld, sokn to Gange pas l1in skowej lievde fast
Nylcker otn Natten, var noget, lian gerne gav til Forlklw
ring for andre og vilde overtale sig selv til et tro.
FEMTE KAPlTEL
Medens Antons fadetlige Formyndct mledas deltc
sit enlige Liv mellem sine Fortetninger i Købstadcn og
det nam stedse kontoligete og Lerci-e Opliold hos de
gammeldags Ptæstekollc, bos sin Datter og lille Lise,
modtog Anton det første betyciencie lncltrylt at blos-ed
stadslivet.
Den Omgangskreds, hvoki lian stralcs kom til at be
væge sig, Mitte vistnole ilcke til de liøjere og fintdannede.
llan hoc-de med ll r. skarle paa et Kvistvætelse i et lille,
fattigt Hus i Regnegade, der tilbøkte Man Madsens
svoger, en liclet søgt skomagek.
Der gamle liinclinkzsvwrlcshus var et Arvcgods, der
hin-de oveklevet staclens stote lldebkanci og Bombarde
ment 1807· Familien levede mest ak at utileje, til Dels i
Maaneclsvis, cle to over Kiclkleren fremhikngencle stolc
værk selv boecle de i Kreide-ten Alt var smaat og
yderst tarvcligt i dette Husz men der taaltes intet uskilcs
keligt.
Anton spiste om Midrlagen mal sin snurrigkvem
skn(ie, og hans Forlmseclc hos den slcilclcelige Familie i
Kirlcleren. Noglc Morgens og Aktentimek tilbragte han
me(l lik. slcncie alene pag Kvistlcammeret. største Delen
af Dagen gilt han om og modtog Unclckvisning i Musik.
sprog og alminclelig dannende Vi(lcnslcaber. l)e l,-crere,
han eher Adresse-wissen hat-de opsøgt, lmrte vel ilcke til
de fortrinligstez men lian benyttctle ivrig cnhvet Arn-is
ning til Sclv at tilcgne sig de Kalt-blenden han fil( Ny
om. Den fomøclne Undcrstiittclse scntltes liam regel
mæssig lwek Manne-il im lians Fonnyncler.
Kun pas Antons indstienclige Zog-bring havde Kyng
give-r sit samtylclce til bang nænsickenric huslige indust
ning, der ililce syntes bam rot passende til bang Undan
nelge ektek MMlepTestamentets Bestemmelset.
Fotmyndken havdc ogsaa pag-legt liam kun at kor
blive bog Ak. sit-de og Madam Madsens Familie, til hun
kandt et mcke passende Opholcissteci.
Anton var ikke den eneqtc studetende i Hasen Det
boede et Pat vikltelige studentct pas snclcn sal. Madam
Mach-en studeteds ogsas ivtigt til sin JokdemodepEksas
men. Hun tilbkagte støtste Delen sk Degen pas Nod-eis
stiktelsen og dens Forelcsnlngutuen Med- de lädt-kund
Iltabet, hun has-de medbksgt, list-Decke linn snatt at blive
kkrdig og da stralcs at kunne bcgyncle en lille Praksis i
Uwedstadem Dei-pag grundede Ak. skacie ogsas stoke
Planet-. lwokveel hsn tilliqo vmäs o hum- hthpq An
ton kam l Ver-den
Han bavde ført sin unge Ven om alle Vegne, hvor
der var noget at se eller høre, der ilclce var for kostbart.
De smaa Forlystelsessteder, hvor der Var Musik og Dans,
holdt han mest af seh-; men paa ingen al dem havde
Anton endnu vieret med nam.
En Akten i November gilc de lijem fra en Hunde
komedie paa Vesterl)r(), sorn var den højeste Kunstny
delse, Anton endnn havle glxedct sig ved. llr. Skade var
ganslce rørt derover og lmldt paa Hjemvejen en Tale for
ham um Humaniteten, som det var saa glasdeligt in sc
udbredt selv til de ums-elende —- Hnn priste, som sæd
vanlig, Musiklcen og Danan sum de virksomsteMidler til
at fremlcalde Liv og uslcyldig Gliede omlcring Zig. llver
Gang de i de Hin-Ja Untier kom fnrbi et Hus, hvur der var
Musik og l)ans. blev lian staaende og priste de Virtuo
sersi l«yl(l(e, der liver pag og Nat saa virlcsomt kunde
»fr(»mme: Brødrcs ng skistres Vcl."
»S» du, lille Ven !" — Sagle han til sin unge Strie
lcammcrnt, da de siden sad samtnen pna Kvistlcammeret
og drak et Glas Øl —- ,,·ieg bliver her i sladenl Jeg
opgiver Stadsmusikanteriet i den lille Køhstad Her er
nonnette steder nolc, hvor man hver Akten behøver en
Fiol til at faa Livet i Gang. Jeg gifter mig i nieste
Maaned her paa min Fiol og Madam Madsens Kunst. l
nieste Uge gaar hun op til Elcsamen«
»Der var jo prkegtigt, Ar. sltade!" —- svarede An
ton. — »Men saa maa jeg vel flytte herfraP for saa skal
Madam Madsen vel herop paa Kvisten til Dem« —
»Madam skade hedder hun sau, lille Ven! det
kokstaar sigl men derfor belud-ver du ikke at flytte Hvor
du- er Hjerterum, er der altid Rom . Hvor der ex Plads
til to, er der ogsaa til tre —- og see videre Vi deler
Vcrelset med et slnermbner. Jeg bar allerede købt et
Sammeln der er noli saa godt som nyt — det kommer i
Morgen.«
»Men gaar det ogm an, Ur. siede? bliver der dog
ilclce altfor knapt for Dem og MadamenP Jeg heb-ver
rigtignolt kun det Hjørne med min Feltseng og den ene
Stolz men er skærmbrtettet ogsaa stort noli?"
»Der kommer vi nol: nd ef, lille Venl hvor det
alkorten ist-enger min Kone sag et Per slcørter op paa en
snor. sende Kunstnete maa kuune indslmenlte deres
Jordislce Fornødenheder og vere lyltkelige i smaa For
liold.- Tænlcl livilket Kunstnerliv vi san skel leve lier —
vi tre —- baade du og jeg og min mageløse Konel Liv,
Liv er det, set du, det gælder om i Livet —- THE-is
sltskker vi alle til Veje —- lnin for de lyklcelig Horløste
Mkdre og deres Ävelsignede smea — og vi bänlde for
Usend ogx Kvinder, baade for Stoxe og smaa — baade
naar vi ever os her, og naar du, som jeg winket-, kølger
med mig en Gang irnellem om Aktenen og blæser Pløjten
til min Fiol for de kætej lykkelige Medrnennesker, som
kan og vil danse."
.,Men saa bliver jeg jo kun almindelig spillemand
og kommer kun til at spille Valse og altid et og det sam
me" —- segde Anton med noget nedslagen Mine.
» »Er du allerede bleven satt fernem paa det, lille
Ven? er Hovmodsdjævelen faret i dig, kordi du leerer
Generalbas ?"
,,Gud bevare’s, Ar. slmdel"
»Er je g da en almindelig spillemand ?"
»Gud bevare’s Hin skadel det mente jeg ilclce" —
»Jeg bar i tredive Aar jo spillet has-de paa skole
ballerne og Fugleskydningsballet og paa Kongens Fed
selsdeg —- og altid mine gamle Favoritdanse" —
»Men, kæreste Ar. skadel jeg skulde jo lære at spil—
le i store Koncerter og selv maaslce sætte noget sammen
engang" —
,,Det kan man ogsaa, lille Venl kordi man udbreder
Kunsten i Livet og glæder sine Medmenneslcer ved at
zsætte Liv i dem. Jeg bar ogsae spillet i Koncerter med
reisende Virtuosen og jeg havde taget Luven fra dem
alle, hat-de de nvidende Menneslcer i vor lille By, der
ilcke kender en Node og iklce ved, livad Obligaturen er
— list-de de ilclte let og skreget og iorstyrret mig og
raabt paa, at jeg slculde holde op. —- Og ser du l"
vedblev nan ivrig — »in-ad jeg, ser uden Generalbaß,
lmn sætte sammen, det hører du jo næsten hver Akten,
lille Venl Det er, livad du ogsaa bar Anlteg til —- det
er det sende, naturlige Geni — dertil beliøver man ikke
Generalbasz men det slcal man beliolde for sig selv —
«naar man kan, lille Venl det iorstaar sig — det bar ilclce
"alle Forstand paa, og det lcan man faa Prygl for, naar
lzarbarer eller andre Mestere hører det —- saadan, ved du,
gilc det mig med minMester——-t"or jalouxi—jnlonx er de alle-.
Ser du nu. lille Ven! —- hvad jeg, egentlig vilde sige" —
jveslblev den ivrige lille Mand og klappede Anton be—
«slcyttende paa Slculderen — »man maa kryl)e, før man
’lcan gea. lnden du kan spille i Koncerter, som jeg
bar gjort, eller sætte noget sammen som jeg, for din egen
Fornøjelse, maa du. snm jeg bestandig gør, kunne glæde
og forbedre dine Medmenneslcer ved at stette Liv i deres
Sjiele og stive Lemmerl clet er den sande Kunstners
moralske Kald!" —- tilføjede han med Værdiglied og
satte et yderst impnnerende Ansigt op —- ,.0g det slcal in
gen agte sig for fernem til. nllermindst en Begynder."
Z »Ja, dersom det endelig er saa notwendige kan jeg
«j» gerne forsnge det en Gangl« —- svarede Anton eher
givende — »men hvad Slculde jeg saa spille?"
»Ih! hvad endet end mine tre Favoritdansel —
Ydem kender du jo nnk —- hørl" —- han greb nu Sin Violin
l— »dem alene maa en Virtuos kunne leve af ! med dem
Flmnde man rejse K- erden rundt og iaa alle Folk til at
idanse og til at lvlive bedre, lylclcelige Menneslcer — liørl
hør1" si- Han gpjllede nu med sine ellergrneligste Gri
maceix
Anton meinte tage sin Fløjte og Spille med. Hin
Isltsde dansede medens lien strøg Violinen og var som
bexat as Henrylclcelse "
»Kunde det nu ilclce were nolc til Preis-e, Hin slcade
—- ssgde endelijx Anton on tot! Forpustet sin Pløjte kra
Monden —- ..saa overvtettes kenne synes mig dog heller
ilcke, de gamle stylilcer er" —
,,De kalt-let i Oret. lille Ven! de flyver i Benene —
de springt-r i lllertkt —- cle mir Follcet glatt og lyltlkeligt
sog den-ed name betlre!" llan strøg nu lcvimen med
hvlnende Toner ns spillede til siclst neden for Vlnlins
«4
lff
stolen, medens Fingrene naaede den. —- »Hvad k
Menneslcet forlange mer?« —- vedblev han. — »sic
jeg selv er bleven glad og lykkelig og et bedte Mem
ske, maa jeg altid i 0bligaturen."
Det bankede nu paa Kvistlcammerdøren, og Madn
Madsens stemme hørtes udenfor. »studentetne her nd
den under har klaget igen, ljlle skade!" — sagde hat
— »den ene af dem var besvimet. De kan jklce udholcke
den Musik, siger de, og vil flytte i Morgen, hvis du bli—
ver ved med de stykker i Obligatuten."
,,l)e ukimelige Menneskerl hat« de da heller ing
Sans for Kunsten?" —- udbrød Hin Skade fortrædelis
og lcastede Violinen paa sin seng. »Kom dog ind, siide
Lene!" —- vedblev han i en mild Tone — »Vi er begse
to paaklædte, og her er meget anstændigt."
»Men det er niesten Sengetid!" — indvendte MI
datn Madsen og traadte lidt betænkelig ind paa last-ske
len til Kvistlcammetdøren, som Anton havde aabnet for
l1e11de. ,.Jeg vil foreslaa dig noget, min skadc!" — veds
blev hun og klappede hatn paa den ildrøde Kind, udes
dog helt at overslcride l)ørtærslcelen. »Den tneget
Dame Musik, især om Aftenen, hidser Blcclet baade pur
dig selv og din Næste. Var det ikke bedre, jeg hver M«
ten læste for dig og vor unge Ven, nede hos os andre
noget, som baade var nyttigt og fornøjeligt" —
,,l)og ingen af djne Jotdemoderbøger, kære!"
»Nej vist ilckel«
,,Ellet den om syltning —- eller den om fotfalds .
Menneskets Forbedring ved m fornuktig" —
»Nej, noget, det kun er iornøjeligt, menek jeg, met
dog ganslce røtende og opbyggeligt. Jeg hat just fu
en dejlig Nummekbog —- det er rigtignok en Rever
historie; men« —
»Men er den iklce setgeliz Wde LeneP Du ved, jes
hat et ømt Hjerte; jeg kan aldkig taale et here cui-e
Medmenneslcet lidel —- dør de? —- eller bliver de hegt-s
tede?"
,,Nej, det bliver altsamtnen godt til sidst —- de km
hverand1-e,«x og Rizveten blivet et ædelt Menneslke" —
»Ja, saa er det godtl —- Lad os saa kaa noget ak (
paa Søndag Aftenl men et lille Glas Punsch ma- dek tili
ilclce sandt? —- saa glider det saa dejligt —- og m s
Ugen jo ude —- denne menet jeg« —
»Ja, naat du vil nøjes med tre Glas, min sinkt
Met kan du ilclce male, og din Ncse blivet gaa fort-»so
lig tød til Bryllupsdagen — men Historien maa du hse
paal Nu god Nat, min Ven! god Nat, lille Knode
Dermecl skyndte hun slg igen ned ad Trappetne.
»Mageløst Menneske, den Konel" —- udbtød Ut
skade —- »tte Glas otn Ugen hat hun set mig paa, k
min Moralitets og min Næses skyldz men naar hun III
læse Røverhistokien for mig, kaar jeg dem alle tke p
een Akten! Hut-kal" — Han gjorde et Gliedeshop. —
,,I(an du engang blive saa lylckelig gift, lille Venl s
jeg nu agter at blive det i næste Maaned — saa" —
Anton skyndte sig nu i seng og var saa fordybet i
sine egne Tanlcer, at han ilclce længer gav Agt pas si
snalcsotntne stuekammerats Tale« Hvad Hin skade hard
sagt okn Dansemusiklcens store lietydning.tnaatte dog ask
have sat hans Fantasi i Bevægelsez thi han drømte onst et
umaadelig stot Dansesal, hvoti Søjlekne var Bjetge es
Loktet den høje stjernehimmel, og hvok han sad pas et
hjijt Fjeld ved Hin Skades side og blæste paa Fløjte, me
dens hele Verden dansede omlcking hatn. —- Han saa alle
de skilckelser, han havde mødt kra Hin Barndom R
Eventyk—Ma1-ie til Miklcel Kvæler og den store Post-ne
stet med flagrende slaabrok og Brillerne paa Fanden.
Langt bot-te stod Frølcen Mine og tjlnilclcede ham ijalch
og ved hendes Side stod lille Lise og klappede i Hænkieks
ne.
,- s
SJETTE KAPITEL
Næste Akten stod Anton blandt otte spillemss
paa et stillads i en stot, men smudsig og slet oplyst Des
sesal og blæste Fløjten. Ved hans Side stod hans VI
Hr. skade, der ivtig strøg sin Fiolin og motede de dei
sende med sit flammendes Ansigt og sit kornnderlige E
nespiL
Bal-Dameme var, trods Novemberliulrlcn og de
»stætlce Ttælcvind i Salen, ydetst let klædte, med lcone
log meget nedringede Kjolek as stift udstaaende Musele
der dannede ligesom en slags solslcærm om dem. Nost
var synligt sminlcede, andre havde naturligt glødende
IKincler og blev ofte opvartede med PnnsCh af deres KI
vallerer. De fleste lo lløjt under Dansen, og der w
gerne noget vildt og lidet sømmeligt i deres Ble og be
vægelser. Paa nogle af dem saa man tydeligt, at de M
urlpyntecle Tjenestepigen Disse havde imi(llertid et min
dre anstødeligt Væsen og bar sømmeligete Dragter end
de, der straalede i de mest glimrende Baldragtet. Än
ton saa dog alt i det reneste Lys og beundrecle al den
Fragt og slcønhedz men hvad der korumltede ham va,
at de fleste Bal-Kavallerer dansecle med smudsige ster
ler, ligesom de var inkllcomne fra Geden, nogle endog
med Vinterfralclcer og næsten alle med der-es llatte paa
Det var ham ogsaa besynclerlig(, at saavel llerrer son
Damer lcom og gilc af og til, og at selslcaliet saaledes be
standlg foran(lredes.
Blandt de nye. jævnligt tilstkømmende Giestet blos
Anton§ Opmærlcsomhed isæk kængslet ved lndtkædelsen
af en høj, ung Mand, der otntkent knnde viere en tredis
ve Aar-, men havde en Alvot og Veetdighed l Any-n os
Adkærd Horn en Priest. Han bat hvidt Halsbind. og han
sorte Fralclce vat- lcnappet helt op til Reisen. Han led
sagedee ak to ganske enge Herr-et paa en gelegten —
sytten Aar, i kin, modernespadseredragtz den ene var Is
og spinlcel, den enden tetntnelig ütslcaaten og med et pu
feldende stokt Ansigt. De nnge Herr-et kotn ind Des
højrøstet Letter og spez, men etendsede ved lndgangen
.kor at fee en gammel Hei-te i en stot, blas Kappe ins
med dem. De keldte hetn Professor-, og den tysseds k
detn. medens han, med pudserlig Biterlignlng et· et vis
tigt Bern. wedsede og oktete gentog: »Lu! mis vctel l
Bengleel lud kais vswl"
missen-J
