X
sjcslandsöyöörnene
Ak s. s Inseln-an
NYTlesROMAN l ARE DELB.
(kortut.)
»Men det gør jo slcarpretteten ogsaa, naar lian nu
hugger Hovedet ak Milclcel Kvæler" —
»Ja, det er en enden sag! det er med Ret og skel —- det
er efter Lov og Dom ved Rettens Follc".
»Men saa slaar jo dog Rettens Eollc et syndigt Men
nske jlijeL og san skulde de jo ogsaa slaaes ilijel, hvis det
var saadan at forstaal Du kan tro, Hans! det hat« ilclce
veret vor Herres Mening, for du skal ilclce slaa ilijell bar
lisn jo selv sagt i det fernre Bud".
,,l)et er en god Snalc det, Anton!" svarede Hans —
,,paa de Maader maatte vi ja heller ilclsce Tore Krig og slaa
Tyrlcen og "l’yslcen ihjel. naar han faldt lier ind i Liindet
og rnyrdede Folket, og saa var vi jo nogle AereMiehie
og dumme Asner".
»Ja, det er da ogsaa sandt!" —- svarede Anton —
»Men kunde vi sette Tyrken eller Tyslcen i Bolt og Jeru,
som Milclcel Kvieler, naar de vilde slaa os ilijel, saa beliø«
vede vi jo heller ilclce skille dem ved Livet."
,.l)et hat du endelig ogsaa Ret i, Anton! men det kan
Vi nu iklce —- derfor maa nu ogsaa Milclcel reklce Hals med
Rette i Morgen hist ude paa Galgebalcken ved Molleslcd
Mitten-«
-
»Nej, vist ilclce, lille Venl Jordemoder slcal hun viere
slutning. for ser du« —
Lienger lcom de iltlce i denne Undersøgelse Hans
maatte nu holde for at optage et Par rejsende, der vente
de pas liam uden for Bombuset. Den ene var en midals
drende, lcøbstadklzedt Kone med et mildt og klogt Ansigt ;
den anden var en lille, stætlc indpaklcet Mand, hvoraf man
knn saa en tylc, ildrød Rubinnese under den blaa Kasket.
»ij, ej, lille Ven !" — lød en vel bekendt stemme ——
»skal de slcønne Aander møtlesP — det er jo fornøjeligt !"
—- Det var Stadsmusilcant skade Han liavde sin gamle
Violinlcasse under Armen og en stor Bylt i Hin-indem som
Hans gjotde Plads til, medens lian hjalp ltam og Mada
men til sede.
,.«et er den gode Madam Madsem som jeg folget ind
til Ei;.—-imen" — vedhlev l-lr. slcade -—— ..liun fctaar sig
vist gis-it. og saa —- er det ildce fornøjeligt?"
»Jo, det er det vist !" — Svarede Anton —— .,men sical
Madame-i da nu viere student?"
»Nei, vie-it ilclce. lille Ven! Jordmodek Skal hun vere
—- Føclselslijælperslce, og clet ene og alene for at hjelpe
mig« —
»Men hvorledes Hr. skitdeP De er jo ilclce frugtsom
melig" —
»l«Jj! lille Venl hjielpe mig paa Benene. inener jeg
—- for kosten er Ueniet altid irugtsornmeligt part en Mein
de, og uden Musen konimer der intet nd af KnnstetL
Kan tiet lznkkes vil liun nu gkins mig til en lylclcelig dsg
anai d og en god Fader maaslce O; Saa slcal jeg ildce
«-lenger søge Trost i Arrakpunscli for Neringssorg og
Ulylclceliek itrlighed -—— Alci hvortil kan de to Landepla
set iklce drive et (-en1!"
.,l)et skulde du ildce formelle hele Verden, min Ska
de!" « Sagde Madamen hemmeligt og størlte ham pag
Ällmen
..l)en lille Ven ved jo nok, hvordan jeg liar haft det.
sede l,ene! Jeg lin aldrig gjort nogen Røverlcule at· mit
Hjerie —- linm lcan jeg jo taltke for min Lylclce —- han
var mig en tro Ven. da jeg var mer ved at do af Nin-insp
Xäorg Drilc og ulylclcelig Kerlighed —- Var lian ilclce" —
»«l’i stille, min Slcadel nu er den sorg jo korbi· Det
er nogeh et nngt Menneslce ilclce liar Forstand paa."
Under en mindre nærgaaende Underholdning oin
det Smnlilce Septembervejr og orn alt, hvad der var at se
i H(n,-e(l.«itaden. hvor Anton nu gledede sig til at have en
Ven og Raitdgiver i Ar. sicade, rullede de meget vel til
fredse lien ad lmnlevejen Anton syntes meget godt om
den j:1-viie. hegindige Madam Madsen. der havde sin Kurv
med Smmrehrød og en lille Flaslce paa Slcjkidety som linn
mich- Ilr. sit-Ich naar de kørte en Kro forbi, og lian cha
gedei cui-get over Tørsh Hun talte meget om medicinske
Gen-stunden Her om en fornnstig l)ia:t. med et kacrligt
Blik til llr. Skadtn og undertiden prydede hun sin Tale
weil ei ssmt Ord of det mstetiske Bogsprog. Hun nynnede
oggaii gerne med. naar lit. Skade forslog Tiden tned at
syngss lsrndsiylclcer af moralslce og rotende Drilckeviser
oni Hydm og List-is KortliesL der lod til at høre til han«-:
Ungkloms -·’.l rindringer. «
B« Anton modtog med Gliede Madam Madsens killiud
orn Kost og Logik-. i Mann( risiiz , i liendes Familie-s Slcød"
i lille Regnegade, lwor lian kunde dele Verelse med Ar·
skade pas Kvistlcamret.·
fjeme alEjendommelighed og kun fastholde det alminde—
lig vedtagne og passende i alle Forliold Det var, som han
frygtede efiek nndsaa sig for nogensom helst Ytring af
Begejstting og varm Følelse, livorved Holdning og Li
gevirgt kunde komme i Fare
Uagtet liaiis inderligste Liv var linyttet til hans Dat
ter, hat-de hun don niesten aldrig modtnget et Kztsrtegn at«
liain eller hørt et frit udtnlt lljertenrd ak lians Lieben
Hun bat-de en næsten ubegrændset Ærbødiglied for Rig
tigheden i hans Domme og Meningerz men lian ytrede
sig aldtig oin andet, end hmd der laa inden for Urænsen
as det klart l)egkil)elige. Alt, lnsad dei- lcunde kaldes My
sterier i Aandens Verden, bottfjernede lian i enliver sakn
tale sum foruroligende og næsten usøtnxneligt i det·danne
deselslcab. Hans fadekligeKærliglied sluttedeDatteren sig
kun til al« hans utrættelige Umliud for liendes Porstandss
Udvilcling og den nieste-n ridderlig heilige Eftergivens
lied. livumied han behandlede liende sum vulcsen. Nu, da
liitn skulde sige liende Farvel saa godt sont for bestandig
-—- thi de gensidige Besøg i Fremtiden vilde kun blive
sjældne og korte —- følte lian sig langt heftigere beweget,
Jend lian vilde tilstita sig selv eller lade nogen mærlce
» llan red lungsumt og lud sit lidet begivenhedsrige
Levnetsldb rulle sig forlii. Han satt sig smn den omhyg
gelig opdragne Dreng as Mid(lelstanden, der gilc med
artig Beslcedenlied med sine Flittighedsbelønningek og
fortræfkeligt anliefalende Kamltterbøger gennem filtolelis
vet. Han saa sig agtet som den flittige Student, den vel·
begavede unge Mand, der passede i etlivert dannet sel
»slcal). lslan saa sig gaa heldigt frem fra Trin til Trin paa
Emliedsstigen til sit niervkerende Standpunkt, der sand
synlig lctm linvde nugle faa «l’itelgrader tilliage til Kulmis
nation. selv lians Forlovelse og Bryllnp gjorde ingen he
tydelig Fomndring i den Uverenslcomstens Melcaniksme,
lian fra sin Bakndom var indsnerpet i· Han hat-de været
forelslcet i den passende Grad, der kunde forenes med
den gode Tone og den tarvelige Genkærlighed, han troede
at finde. Han havde levdt et saalcaldet lylclceligt ZEgtes
skabsliv i ti Aar, gjort et passende Antal selslcaber om
Aaret og var nu den velbavende Enkemand, der strengt
iagttog sine Embedspligtet, iørte et Einst-endigt Hus og
nød almindelig Agtelse. Han maatte prise sin Lylclce nie
aten i alt og følte sig dog saa kattig, saa fokladtksaa
haabløs og tom paa al I«ivskylde. at han ilcke turde tzenlce
derpaa med sin hele Sjkel ak Frygt for at tabe den Liges
vægt og det Herredømme over sig seh-, hvori lian satte
Hin eneste stoltlied. Uesuagtet fandt han en slags Til
freilsstillelse i, naar lian var ene, at nackt-me sig til det
yderste Punkt i huns Seltsbeslcuelse og stille sig paa Ran
den af den uendelige Tomlieds Afgrund, for dog, med
en slags Høklighed mod sig selv, at lade Tanlcen glide
forbi og smile rolig over sin Selvbelierslcelse og Afsigelse
af al højere Lyksalighed
l en amlan stemning naaede han den saakaldte Meil
leslcc)v«kløj, livor liiin nmstc Dng paa lsjmbedsvegne skuls
de viere til Stede ved en Henrettelse ller skulde han op
lgtsse Dødsdommen for Milclcel leid-let pas Retterstedet.
synet at· Galgebalcken used det uprejste slcaf0t, lian nu
red tnst lot-bi. ret- hans Tat-dick bokt fra Billedet af lians
eget Liv til Forestillingen 0m, hvorledes det maatte ge
nd i en Saiiclan Furliryders sjæl som den korstoldcede Mot
(lers. Ligesoni lian med en vis moralslc «l’ryghedsfølelse
fnrfulgte denne Tnnlccz sprang hansklest pludselig tilSi
de og blev sitz-. Det var møklct, og der vat- intet at se
paa Vejen; men lian troede at have Mrt en Lyd sum af et
dyl)t. lijertcslcærende Solc, »Er dei- nogen?" — tanlite
lian liøjt med kraftig stemme og tvang Hesten til at gaa
litngsomL Der paafulgte intet Sinn og han fort-satte sit
Ridt gennem Slcoven. »Rolig. gamle!" —- sagde han og
klappede den fnysende Hest paa Halsen — »Unser det
sig for dig at hat-e Synerl vil du vide mer, end vi, om det
usynligeP Pas dit Embedel naat du lim- udtjent, faar du
Naadsensloder —- som jeg —- eller en Kulge bag Øret.
san er alting fokl)i. llm ja, i det store intet er der jo intet
at- frygte."
Det var, som lian greb Fig i, at det i Grunden ikke var
til llestem men til sit eget lndre, lian talte, Og han blev
ligesmn for-legen for sig seh-· slige Udbkud af mørlce els
ler bitte «l’unker ansaa lmn det for upnssende at form-o
lige sig Selv og andre med. «
Mter et Pak Timers Ridt standsede lian ved Mølles
slcovslcruen. livor alt fnrud var bestilt til den lille enlige
BryllupschL Det var saaledes l·0ranstaltet efter Brude
pakrets Ønsk(:r, tvkksrtimod Paderens Anslcuelse af det pas
sende ved slig l«ejliglied.
l XIV-Deren blev han modtaget al· det lylclcelige Bru
depar. Magister stier boldt sin Brud fast ved llaanden
og gilc intet slstridt uden at dtage liende med Zig. Han var
inderlig lyldcelig over at kunne kejre Sit Bryllup paa et
sted. hvot der hverlcen var Naboek eller Genboer, hvok in
gen nysgerrige Øjne kommligede heim, og livor lian ilclce
nieste Dag siculde modtnge en ligegyldig eller smaalig
opmterlcsnm Hier-diese med alle de intetsigende l«ylcønslc
ninger. Han følte sig saa gleich at lian undertiden gjorde
et Hup og vjlde gerne gnide sine blendet-. sotn han i
lignendestemningek plejede, hvis ban like den-ed slculdeJ
slippe den lille, nydelige HaancL lian holdt saa fast paa.
Her i den simple. landlige Kro, hvok ingen kendte with
var al bans Forlegenlied og Ubehjælpsomhed foksvunden
Her følte han Hig sri og mikgtig som en Konse.
l de sit-erste Gæstevækelset, som udeluklcende var
oveklndt til Familien, bavde allerede de nnge koll- indrets
tet alting set byggeligt og hjemligt. Brudekransen var
taget nd sk syposen og blev sc og til set Bruden pas Ho
vedet, nur Opvaktnlngspigen iklce var til siede. og Sis
m, hvokmcd imu skjuns siu Diamant-ge hiev ki- hon.
lautet- Den leinteknye Brudgkomslclkdning ak Ant, Hort
Klode og den hvide btodetede silltevest, Horn Hin stæk
bele Degen liade følt sig fremmed kot- sig ser i, merke
dc ban nn Ilet intet til. Koffer-ten med del-es andre Kike
der var ved en Bellt-geist- sendt komd til Priestegaurden,
og wen liade lam de niidvendigstc Dekvemmeligliedk
saget med l en Nat-ein Nu kandt de ltnidlettid begge to,
at det netop-ss.a1edes var i sin Orden. Ingen andre, men
de selv wankte kmme se pas altlng, at der var en Bryllaps- »
kost. Wen si sendet og simple rejmule i slmnlkestuen
L ——1
og Køklcenet vedkom dem ilclce og syntes dem endog at
Wort-ge Hyggeligheden i deres lille, alsondrede Bryllups·
sal
,,I«Jr her ilclce prægtigt P« —- sagde Magister stær og
kirrte sin Svigerfader til sæde i sofaen.
»Er her iltke velsignet, kære Fader P« —- sagde Vil
heltnine og slcænkede «paa Tepotten med den venstre
Haand, medens den glade Brudgorn endnu holdt fast paa
den højre
»Ja, vell ja, ve1!" —- svarede Byfogden adspredt —
»rent og ordenligt er her gerne. N oget behageligere havde
jeg dog ønslcet det her. Det er brave Folk her i Kroen.
Her er dog i Dag en usædvanlig Larrn og Færdsei. Jeg
saa en Floh Karle med en frernrned Politjhetjent ride her
ira i fnldt Firspring."
»Lad dem first-des som de vi1, i den urolige Verden
nden om os!" — sagde Hr. stær og kyssede sin Bruds
Haancl uden at slippe den· ——— ,,l—ler regerer vi nu ene og
har alt. hvad vort Hjerte kan ønske!"
»Meget rigtigt, Hr. svigersøn !" —- svaredeByfogden
log forlod sokaen for at se nd af Vinduet. — ,Jeg gaar
ldog liclt nd i skænlcestuen for at se, hvad der er paa F ærs
de« — tilkøjede han stralcs efter og gilt nd.
; Han blev temmelig lienge horte, men for de elslcende
’blev Tiden ilclce lang
l »Maslcinen gaar af Kog! —- slip min Haand lidt,
Latre! og lad mig ringe!" —- sagde endelig Bruden. Med
Uden iøsladte Haand slcjulte hnn Brudekransen i Syposen,
Hdrog sjalet samtnen over sin Brudelcjole og trak i Molc
» lcestrengen.
l Da «l’emaslcinen lcort efter ved Opvartningspigens
:l(unst sang sin hyggelige Vise, og Faderen traadte ind
igen til dem, fulgte Pigen harn i Hælene med et Blælchus
og andre skriveredslcaber. Hun saa Kransen paa den
srnulclce Dames Haar og studsede. Med et slcielmsk smil
forlod hun stuen, og et Øjeblilt efter vidste hele Huset,
at det var et Brudepar, der gæstede dem.
Byfogden havde gtralcs sat sig til at skrive.
»Kom, lcære Faderi din Te bliverslcoldl" — sagde
Vilhelmine — ,,er du heller ilclce her engang iri for Ern
bedssager ?"
»Jet;v komme-r stralts !" —- svarede han —- »lcun et Par
Urd til, saa er jeg færdig Hielt-, Hr. Svigersøn!" — veds
blev han kort efter. —- »—Lad mig et Øjeblilc forstyrre
Deml det er noget, De ogsaa bør kende, hvis De muligen
skulde faa Ø je paa Personen. —- Middelrnaadig ak Vælcst,
ligesaa as Bygning —- sort Haar — brune Øjne — taler
Danslt — luder med Hovedet — var ved Undvigelsen
Wirt en overmaade afsljdt og smudsig sort Kjole, ditto
inrhen gnle slcindhenklæder —- ditto ryid Plysses Vest,
ligesorn ved hans første Paagrihelse og Aflevering for
m Aar siden til hervxerende Jurisdilction —"
»Mein jeg forstitar dog ilclce gunslce" — sagde Magi
lster Sta-r. — ..I)enne Pers()nl)eslcrivelse" —
i »Du er Signalementet i et Stilcl)rev. jeg her Miste
«der" — warede Justitsriiaden —- »1)et er efter den lieryg—
tede Morden som skulde henrettes i Morgen her takt ved,
og sorn jeg skulde oplæse Dommen for» —
,.Ul1yret. der lcvalte de gamle Møllerfollc ?" —- nd
-brørl Vilhelrnine.
.,(;anske rigtigl han har iundet Midler til at undvige
ipaa sin ,l’ransport hertil fra stokhuset, og det lige her ved
»l(men for en halv Time siden Her vilcle de overnatte
aned hinn. hvad jeg dog ilclce har vxkret nnderrettet ()m" —
i ..llu! det var lieltl Und ske l,-nv, han lcutn herlruI"
-- ndlsntd lirnden — ..slcnhle isi vieret under Tag her i«
Nat med det grirssselige Meinieslce —- Hvordan er det
gauet til?"
»He-in har smøget Lænlcerne af sig —- de ligger der
ude i Vognen Den ene kremmede Politibetjent er hragt
heruset herind i skænlcestuen Den anden vilde bragt Des
linkventen her ind, medens Kugken tralc Hestene til stal
den, men har faaet et svært slag i Hovedet med Lænlcen,
idet Morderen er sprungen fra ham i Mørlceh Det har vie
ret den Haarede Betjent. jeg har mødtjmed fire andre Kar
le til Hest, nu, da jeg kom. Det har vist været Morderen,
jeg selv hørte sulclce hist Kinder Galgehakken Nu er han
sagtens i slcjul for i Nat; rnen stilchrevet maa viere i
Avisen i Morgenl« -—-· Byfogden gik nn hastig nd for at
besørxze det fornødne
Den uhyggelige Uro i Huset havde for et Øjeblilc
gjort et Skaar i Brndepnrrets hjemlige Gliede.
,.l«ad nu ilclce denne lille Begivenhed forstyrre os, si—
»den vi dog har valzxt dette mindre passende Hns til Fa
,miliefes·tenl" —- sagde Bygfogdem da han kort efter
chom tilhage og nu rolig dralc sin Te. — »Jeg har gjort,
thad jeg kan og hnr intet Ansvar. l Morgen skulde jeg
for sidste Gang haft med den uhehagelige Delinlcventsag
at gere." -
»Det er rart, du nu slipper derforl" — Sagde Vilhels
mine. —- »Det var Saa stygt netop Dagen efter vort Bryls
lup. Derkor har du nolc heller ikke talt derom ?"c
»Det hat-de du jo iklce hehøvet at vide!" —- svarede
Faderen — »Den Forretning slipper jeg dog næppe kor«
— tilføjede han : —- ,.Forbryderen vil snart være opsporet«
signalementet er kendeligt nok. De Klæders Historie
har jeg haft meget med at gere. Det vi1 maaslce more
Dem, l-lr. svigersønl Kjolen har tilhørt enPrtest, lzenklap
derne en svær skovrider, og i den Pynt har vor flinkeAn
ton stnaet til Koniirmation." Bylogden fortalte nu Hr.
stier. hde der var ham merkeligst ved den hele sag ;
men inden han kom til Ende dermed, for han pludselig
op. ,.Jeg man straks ride til Byen l« — sagde han — »der
falder Inig en Ornstændighed ind, sorn kunde gøre Mir-dat
derens kuldkotnne Undvigelse mulig. Godnatl Jeg maa
bryde op —- det er Emhedspligtl —- ses vi ikite her i Mor
gen tidlig, tænlcer jeg dog nolt at indhente Dem· cod
natl" . I
Derrned var han ude at· Døren, og han red forhi
der-es Vindue i stærkt Trav, inden Ar. staät Runde slippe
Brudens Haand kor at se sin svigerfader stige til Hest
og faa nærrnere Oppsning orn den Embedspligt, der nu
aldeles berevede dewshans selslcah ;
»Den käere Faderi han under sig dog aldrigsRo for
det Embedel —- sagde Vilhelrnine med et let sak. —- »sa
ivrig en Enthede vil du dog iklce blive P«
I
k.
»Mit Kald bliver jo Fredens og Ordets stille Tjene
ste !" — svarede den unge Priest. —- »Din Faders Liv til
liører Loven og Verden. Evangeliet bar han jo aldrig vil—
let høre mig tale om."
,,Helle1- ilcke med migoliar han rigtig talt om Livet og
Glæden deri« —- sagde Vilhelmine —- ,,det gudelige pas
ser ilclce til Selskabslivet og daglig Tale, hat han altid
sagt —- men han har sørget for, at det tidlig lmm til mig
gennetn andre."
stemningen hos det glade, enlige Brudepat havde nu
taget en from og højtidelig Retning. »Al( ja l« —- sagde
Bruden til sidst — »der et, Gud slce Lov, en uendelig
Fred og Glæde at baabe for alle sjæle Hvo ved, otn ikke
selv denne iotslcrælckelige Morder nn kan faa Frist, end
Yog i denne Ver-dem til at blive et nyt og bedre Menneske?
— Jeg er tet saa glad ved, at han iklce skal viere under
’Tag med os her i Nat og vente paa sin gruelige Død i
. Morgen."
,,()g mere for lians mulige erlses Skyld. end for den
Ubehagelighed, vi er bleven fri for, kæreste Mine! — —
vilclce sandt ?" — spurgte den unge Præst.
,,Jo visseligl Det var hæsligt egennyttigt af mig, at
Ijeg før kun tænkte paa os selv ug den lille Ubehagelig
lied paa vor Bryllupsaften. Nu vil jeg ønslce, ban kais
flygte til et Land, lwor ingen kender ham, og gaa i sig
seh-. Jeg vil bede godt for hinn paa min Bryllupsdag,
som vore Dronninger i gamle Dage for alle dem, der laa i
Bolt og Jem« —
,,Og til en mægtigere Konse, end vore Dronnigget
bad otn deres Frihedl — ilclce sandt ?"
»Ja, ja, kæreste sjæl l« —- hviskede Binden og trle
kede et Kys paa sin præstelige Brudgoms Kind.
De syntes i det samme begge at høre et dæmpet snk
i deres Nærhed De studsede og saa sig om i stuenz nien
»der var ingen til stede. Vilhelmine aabnede Døren til et
sidevætelse mod Haven, hvor hendes Fader slculde have
overnattet, men fandt det ledigt. De saa nu, om Døren til
Gange-n var lulcket, og tænlcte ikke mer derpaa.
Da Lysene var slulct i den lille Festsal og det tilgt-en
sede Bruclekammer, var der ogsaa blevet roligt i Hasel
l skænlcestuen sad kun et Par Fragtmzend ved del-es
Øllcrus, medens den fremmede Politibetjent sov sin Ru
ud paa en Bienk (3aardslcarlen.gav Fragtmændenes He
ste Vand, og saa snart de var kørt bott, gilc han ogsaa til
Ro. Opvartningspigen, som bavde bemærket Brudekrans
sen paa Vilhelmines Haar, havde siden med stor Deltak
gelse grebet enhver Lejlighed til at tage hende og Brud
gommen ret i Øjesyn. Hun havde med stor Begejstking
skildret Brudens Dejlighed for Husets Follc. Brudgom
men bavde hun fundet «ret pæn"; hun vidste nu af Ku
slcen, at han var en ,,splinterny Priest« ; det kunde linv
da ogsaa se paa hans nye, glinsende sorte Klæder. Den
livide broderede Silkevest beundrede hun især. Men hvad
liun iliilce kunde lide var, at den unge Præst holdt sit Ho
ved san meget nedacL ..al den Stund han dog havde en
llrutL sont del noli var werd cis kntste af."
l)c.t var en smulc Efteraarsaften Mannen var staael
op. Da (,)pvartningspigen gil( til Sit Sovelcammer, kaste
de liun endnu et nysgerrigt lllilc til stuen, hvor det en
ljge Bryllupsgilde hat-de staat-t- l)er var nu stille. Ruls
legitrxlincrnc var ncdrulch Og der var intet Lys at se. "1il
Hin Forundring lmrtc liun Udgangssdøren knirlce. Hnn
skjultc sig biig Vanilposusn ais san tydeligt, at den unz
Præst med sin pæne, Horte Kjols og den hvide, skinnende
Wust listede sig ganske sagte med sit dnklcende Hort-il
over Landevcjen og forsvandt i Mølleskoven paa den im
dn sidc as Vejgrziften Det var hende ganske nbegrjls.
ligt. llun lilcvf staimnde lienge i sit slcjul for at se, iisn
lin« iklcts snim kusn tilbagex men han kocn iklce. Hun ri
s·u-«lk- jsitik lluwdet unsi- den lussynderlige Brudgom, d-«k
sank-des rcndte sra Ein Brud, og med cnange Betæneliglns—
Jus del-mer gilt hun ind i sit sovelcamrneL
l
s
llit Xillwlmims mugnisdc um Morgenem Var det lklce
-:::in1!. Man hat«-le Oft-Ell Jl l-l·»x«k- up i llsssxnfngtsn
-—-.-j il srfur »Hu 1ni-·.:(-l Mile up. llnn mikrkedu at stæk
edlen-di- nus »Hm ug klitsdtc sitz pun i tlcst nasste Vierelse,
ssn s--:« Viussisik ein-r quiuinc. tun-di- siit sine støvs
ler ud og lagt sine Klæder (se1v den hvide Sillcevest) pas
. : .c·. tgn dism l-.·-:«.«u,«dt-. llun tilraabte
: -.-11·l1m Umltnuijksen hg spurgu:. um det allercdc
rin- lid til ill tjinns sskss « »F « IcktskttssJ
ANDEN DEL.
!
FØRsTlsI l(APl·l’F-L. I
Nie-lenk- Amon Knuclscn hin September-allen l842«
wllmts Ist-n ad Kongewjtn mod den innre Hovedstad som 3
han kørstc Gang i sit Ljv skulcle se og nfte havde en jævn.
hygz sc lig Sei-male tnccl Hans Litsenbrmlcr klr skiule og
Muili tm Und-sen —- rcd binyng Kyng i moclsat Retning
) hcn ml en mindre Lanclcvej i Spanne af dcn lillcs Offen
« hakt-en han nylig has-de aushaka hig, og som nu blcv
sum-set ai· de kæte Entdeka Han txt-Je denne Akten at
fjlgc Je-« til den gaalcaldteXMølleskovstm hvor de vilde
even-nam- Nicxte Dag vjlde han derer besøge en Ein-l
he-« .:«,-- reming og sag om Aftcnen samles med sin Dauer
og US Israel-zum tms Je gamle i Præstegaatden Hun
« In --’ Ihn-sitt Vugncn mesl Brudepskket Itij et godt
» kke komd og holdt sin Hest tilbage for at viere one
Jus-NOT selv og Hinz Tanker.
"i«m heim- til de Mennceskey »so-n qun syaes at viere
-gi,»s - . riyherc Natur l)wiil.—st, nam- de er eno. I Umgau
«g sum-. ydlv meil situ- nicnnOSFG var han tilbsges
km - Og nogel mi. altikl Mflig, men tilgyncladcndc
szt -«1-—·kah4toncn i bang Ungelnm has-de paattykt bang
x essen der stauneho stempel, der ligesom vil bott-·
. . » .
Homer De c s
o- a oore Blaue?
, Danskeren«.
ny giyhedsbiqd, isdtvmmer to Gange ngentl«g,
, kostet tun suso om latet Det emsi
Zz danike Nyhedsblad, der abkommek
to Gange om Use-L
I l
—
E »Da"sk luthersk Kirkcblad«
zi i Offikielt Dann for Ton foxrnede domke es.
« luth. sinke i Amerika. ndkommer thun
liq pq toster tun sl.00 out Amer.
-..-—
» H »He Unch BladiAtncrika«.
s Serllq for andommem Jst-kommst en Gans
. Im Mut-neben og kostet bot um Unru.
l
I
i
i
f
M ,,Børnebladet.«
d) uCHs U EINIGE Vlud in Hauen-, et Isde
Ä R Usd for Ssntmgsskoler. udkommet
; IIMMI II cost-r soc m IM
s
— Send alle Bestillingek til M
DAlelsl LUTH. PUBL. Kot-USE
C I I BLAIR,NSUR. I I s
