»F Oclandgliyöörnene
As Z. s. lage-neun
NYTLDSKOMAN l FlRE DELB.
( Form-)
Han tog nu en hel Del aabnede Pengebrev-Konvo
lutes-, l1ver med tre løsnede segl, nd ak en slcuike, kyldte
dem med Bankosedler og bekæstede seglene med flink
kede 0blater. Han gav slg god Tid dermed, holdt Bre
vene net til Lyset og besaa de sammenklistrede segl
njjr. Endelig nllsdcede han« tilfreds over sln Kommer
dlgbed, korvnrede Brevene igen j slcufken, sorn ban orns
hyggelig lulclcede i l-aas, og putlede Nøglen i sjn Vesic
lotnme. Derpaa betragtede han med en trlninferende
Mine den store Bunlce Bankosedler, han endnu havde til
bnge paa Vordem Han aabnede der fastnaglede Jerns
Ihrin med den nye, dirlcefri Lass, der siden lndbruds
historien var anslcafleL Han lo liøjt og nllcliede, medens
bnn derl nedlagde ljele den seddelxnasse, der lau paa
Bor(let. llan uknilte en ny Cigar og kastede sig mitgele
l en LernestuL Inedens han syntes at overveje et ngtigt
LivsspmgsnsaaL llan huldt Nnglen til det lnlilcede l«en—’
seslirin i sln llaand ng stirrede længe Ima den, medens
«»han dampede stierch Del var, sotn der et slje ;
Elle dulcliede nugel at« en bedre Natur up il
Käm· —- »(Licv jeg den gamle nn Nøglen i Murgen" -
mumlede lian — »og blev saa et ander MenneslieP lnn, —
-— ja — san var jeg en dydig Nar!" Ulfnjecle lntn meil
beanle Rost. —- llan lo højt og puttede Nkiglen til Jem-«
Minet i Lomtnen. -
l del sann-te lnirle han, der var n()get, der greb j»
hsns Dor. llan for forslcruslclcet op ng pustede Lyset u(l.l
Hvem er der J-« —- rnalne han —- ,.Jeg er i seng. Ihmka
er l Komm-et san sil(le? Hvetn vover at trienge hean
ved Natletjdet ?"
»Jegv Byfogden, og Deres lledragne PrincjpaL llr.
Fuldnnegtjgk" --— lød en streng. alvurlig Stein«-e knien
for —- ,,l)el1ng strulcs at aabne Deres Dor, ellers l)liver
den spriengt !" «
Deren blev nu nahm-L Bylogden og to Pulitilietjeme
ttaadte ind med Lys, ledsaget af den kiunpeztore Post-—
meslek l Nulltuc Ug SlobkuL llan var. html Hub-zum
stum ak l«"orl"-erdelse over den Esel-handlan nun endnn
Ue ret begrub Grnnden til, men, sum loyal Underzanh
Ue bavde betænlct sig paa at runden-wire
»De var jo ildce i seng, llr. siversenl" bemærlcede
Byfogden.-——»Belmg nn at aabne os den lzordslcnkfe og nili
levere Nøglen til Postknssenl san behøver vi ilclce at gore
smeden Ulejllghed saa silde."
,,Jeg protesterer knod enhver ulovljg Undersøgelse
Of mine Privatsagerl" —- sagde Fnldmægtjgen nu trodslg
es slyngede sine Arme samtnen over Brystet. —- ,,Post
- Its-en bar jeg her kun at svare til. Her er Nøglen!« — -
fedblev hnn og kastede den pas Bordet. »Der vil endog
ündes betydelig mer, end der slcal viere."
»Ogsaa med den Benoldning, der forsvandt sidste
Unkedsdng ?" —- spurgte Byfogden
»ng den sum vil der nndes ——- og jeg iorlanger
den Elte. Det Tab vil jeg erstatte· Jeg var mnljg slcylll
deri ved min Fravierelse." ·
»Der vjlde under andre Omsnendighedek viere meget
snulct og Edelt handlet, Ar. siversenl men jeg vll kun
elge Dem, at den sag nn er tennnellg godt oplyst. Hvekn
Ulklcel holdt stigen for, nat lian rigtignolc ildce vidst.
Det eliulde heller intet lndbrud vere, men lcun se saadnn
nd — og det filc lian godt lustle Men man ved, til livem
der stimme Formiddag blev Legt Klister af oret Rngmel
Unn ved, det grad Papir, der var klistret paa Deres Rade
med oret RngkneL blev san-net i Post-Kvitteringsbogen
Amme Dag. Man ved esse-» livnd De bar i den slcnkke,
es nvad der med fertige Paltkepost akulde vsre nkgaaet.l
Betrag et sehne skukkenl" i
« Ar· sivereen saa ud Horn en lnenSt, der var tagen ned -
ei Galgen for ekter Døden at udlevere sine Tyvelcostenl
Unn kleinre nu Monden samtnen og vaklede Han nd
lsd uden et sige et Ord mer.
De tjlbageholdtePengebreve med de paalclinede Post
eegl var tjlstrælclcelige denesbyrd orn de begtaede svfg.
Pden flere lndvendinget folgte nuslversenPolitibetjenteH
ne til Readstuektengsler. Ferse da han var belt nede at·
Trepperne, kon: den store Postmester til sit Mele.
»Jeg er en edelagt Mandi« — ndbrød nan- ——· »Jeg
Ost-u nndret en Slnnge ved min Bann Jeg bar vor-et en
Donner, et Fie, et blindt Asen, sotn lldce linnde Se, hvad
den slyngel gjorde, nur ingen m den«
»De-: Lande jo ingen kned Zilligbed iorlnnge sk
Dan, Ar. Post-neuer l« —- segde Bykogden berollgende
»Ehe det, Ar. Jugtitsrnadl Jo, det knnde General
keetdirektlonen kam-lange — det Lende jeg eer og mln
egen smvlttlsbed forlange at· mig —- hvls vi lkke ver
negle Anker til Hohe —- det kunde knln Embedspllgt
forlenge —- det Lande Zone og Kern korlsnge."
»ij hat De jo ildce, Ar. Postmesterl es Dei-es
Kone er eltkor kornuktis" —
»kornuktig, Ar. Jugtitsrnsdl Jeg beder Deml tal
nils Ue am kruentinunetnes Fornuftl det er dog dem,
der et sbyld l alle Ulykken Unt- mln Kone like Øjne l
Ists-verlet? m lusn de Ue Ie, jeg nerer en slnnge ved
mln Dem-, som vil skllle kais ved Ere, le og Gods —l
Ire rnlg til en Mer og BedrugetP — Lan nun lklke have!
II niesen For-und l sln Fande, son- lslens cardsksriH
, Optik as den lllle Anton, M nun Je vidste ver Myl
- dis, sont nun bed es Usgede for es dog lod ans kute
ps- Perten tot Uret l"
»Man De nsvde net M vlllet here bendtz Islr.
Wi» . ·
»Um heade, III-. Jenin lived tsnker De pu?
subbiqu xviuckmsuwvnapchmsgu
ged Iwane? —- -os list jes like ins-net here
W Ost-se It heade, et bnn ver en Spilleckngh den
se M w Wlls Mit, en telsk llyklen sont
, Wiss-»sta- umsonqule
« ywswgwsssssnspwwe
-
X
- - --——
Menneske, og nun jkke hat den For-stand at sehne Øj
nene pag mig og sige mig ,at jeg er døv og blind? Det
et sotn jeg Siger —- det et, Død og Plegel vom jeg, ind
hat sagt —- de Fmentimtnet nat vor Hem- skabk’ —
»Vtet nu kimelig, lille Mandi« —-, Uhr-d Und-nun
non og klappede ham pas Albuen. Den sagtmodige
Kone var kulgt med til Kentern-ren, wen havde holdt
sig tilbage i sidevterelset. Hnn var nu tadelt ind og hav
de rolig talt med Bykogden, medens Manden baldtede·
»Na et alting jo opklaket" — vedblev nun —- »og jagen
tat-er noget uden de spillekusle, ban hat gis-et sjg ei med,
og som hat bragt han: i den Elendighed. III-. Byfogden
hat lovet mig, at du skal staa ten j din Uskyldigbed for
dine koresatte og Aha-dem sokn du nu staat for han«
,,I min Uskyldjghedl" —- kaabte den heftige Mand
og samlede hastig den flagrcnde slobkolc om Zig, der net-·
havde røbet hans dybe N eglige — »j0, det et en net
Uskyldighedt man ikke hele Ver-den tro« ——
»Kom nn, li11e Mandl" — sagde Konen og stod paa
Tieeme for at klappe bam paa de store, trinde Kinder —·
»du kan vskte ganske roligk Verden vil ikke tro ander,
end hvad Byfogden singen og faar vi nu jklce straks en
pnalfdelig Fuldtnægtig, vil jeg selv paatage mig« —
»Paatage digP paatage djg ?" —- afbrød han Minde
— »Jeg trot, Død og Plage, du er gal, Kons! vil du paa
tage dig liu were PostknldmægligP vil du paatage djg at
være et ManclfdlkP —- vil du pnnknge clig at wer mig
selv — — din egen Mand? —- mig. som sknlsle sidde paa
Kontorct fra Morgen til Akten og tnge mod de forbatp
Jede Breve — mig, som skulde skrive Post-Keiner selv
og holde der djrevleblikndte Regnskab i Orden —- vil clu
paatage dig det?"
»Ja. ja jeg vi1, saamæn(i. lille Mand! det hat jeg
gjort et holt Aar stir, og der gik megel nemt. Du fjk dog
dine Livretter Iige godt i et helt Aar."
. Medens Poslmesterens Bulrlren nu mærkeljgt sagtnc—
des, tog Byfogden AfskecL og Huset kom til Ro.
En Gang liver anden Maaned modtog Anton gerne
et Des-g at Jørgen Bengel-immer og den lcære Moster,
og det var altid Højtidsdage kor dam. Lille Lise spurgte
lian da altid til og fik Hilsener kra; men lian saa hende
nu aldrig. De gamle Ptæstefolk, linn var hos. gjokde
iltlce lange Rejser, og hun var bleven dem saa kæk, at de
aldrig kunde afse liende Et Besøg med Hr. Stier, Fro
lcen Mine og liendes Fader til »de gamle, gode stære»
horte til de sknne Planet, som altid strandede paa Ad
innlctens eller Byfogdens Forretningen
s siden Anton havde faaet den smulclce Fløjte af Fro
ken Mine, søgte han ofte Ensomlied for at øve sig paa
den. De vistnolc forvirrede Tonekorbindelsen hIan da
krembragte, havde et Trylleri for ham selv, sokn lian iklce
vidste, om noget andet Menneske vilde have nogen Dielse
Im. Derom beicyrnrede lian sig ilclce heller i lang ’l’id,
Det var liam nolc at give sine dreinmende stemninger
Luft for sig selv. Det var liam da tidt, som hans inclerkste
Væsen opltiste sig og samniensnieltede med de Toner,
1an u(laun(lede, og lian svztmmede i en strørn as Livss
.)illeder um en Verden og en Fremti(.l, lian ikke lcendte.
De Billeilen tler alticl da sictinnest foresvievede ham, hav
le næsten alle Hensyn til et livindeligt Wesen, livori der
ilandeJe sig listig af alt, liviid lizins lljerte hang ve(l,
fra liuns biegt-. stille Moder til Mustereik lille Lisxe og
lslrølien Mine, livis yntlige thssen og lielt ndvilclecle Skzslns
ietisfuiiner klng altid traadte i Forgrunclem knien at liun
clart var sig det bevidst.
Eiter at lian lzenge saaledes liavcle gemt paa sine
l«oneliennneliglieder, som lian lctln liavtle betroet til lia
vet, Sinn-en og en Hannnel Kæmpegritv pau Mzirlcen links
Byfogtiens llave, leite lian klug til sitlkst en stin- og stetlse
solcsentle Trang til en fortrolig. Den ietlige llans Lit
;enl)ro(ler, paa livis Bryllup Anton liavde danset. koin nu
tun til kitlistacleik naar lian ined sin nye l«’jielei«ugii ug
le to Hin-nd leste ktlrte nied l«"i«.igtgo(ls. Han brod sig heller
like oni Juden Musik end den, der lcunde kynges til eller
lanses effek· Nogen furtrnlig Ven liavde Anton iklie
fundet lilantlt Byens Ungdomz lian lioldt sig most til tle
eldrez inen liverken den strenge, alvorlige Byfoged, der
zog sig luderlig af nam, eller den velvillige Lærer, Magi
itek starr, tnrde lian betro sig til, med livad lian ilclce
iavde tytlelige Urtl for. Den, lian allerlielst vilde have
lclgydt sit lljerte for geniiem Flitjteik var Frølcen Mine;
nen dertil liavde lian aldrig DristighetL llan vilde for
gaa at Skani og sorg, mente han, livis linn fandt det darn
igtigt eller smilte derad lindelig besluttede han at ind
vie sin underlige Musiklærer, l-lr. Skatle, i sin Hemme
.ighed. Han maatte dog vel kunne dige nam, om der var
ioget smulct deri
Anton plejede kun orn Morgenen at modtage linder
sisning lios stadsmusilcanten. Nu kom liun til liam en
Akten i en spændt, forvirret Tilstand og med sin Fløjte
Lommen. Det var kørst i August. Klokken var over
)tte. Tnsmørliet var forbi. Han fandt stadsmnsikan
zens slcaeve, fattige Dili- tillnlttz nien lian saa, der var
Lys, og lian horte Fiolinen skrige og livine; som alle
Ztkengene skulde springe. Han tog Mod til sig og ban
cede paa. Plan bankede mange Gange sorge-ves- Einli
ien hvinede fort. Han liørte en hrnmrnende Sang dertil,
)landet med Tale. Han vovede endelig at danke paa
Ruden. Rullegardinet blev draget lidt til side, og Hr.
Zlcades ildrøde Ansigt kom til syne. »Herskabet ser in
xen andre i denne Time end den store skade !" —- raabte
ian med straalende Øjne. — »Na-ei er det dig, lille Ven?
— tilføjede han og nikkede —- ,,galc til Deren da! ’
Gadedøren blev nu aabnet, og Anton ttaadte ind i
let lille Kammer, han saa ofte havde set orn Morgenen i
len uliyggeligste Uorden ined den uredte seng og det
;amle, støvede Bord, med stumper af Lys og Smørre
JrØd mellem Noderne. Nu var der anderledes stadse
ist. sengen var kedt, og Gulvet syntes iejet. Det stod
.ntet Vaskefad rnellem THfler og støvleltniegt paa Cul
-et. Det onnstukne Fyrrebord med de tre Ben var pry·
let med to hele Spedelys i Flaskehalse, og mellem de
xamle smudsige Noder stod.der kun en skaaret Teller
cen med Ost og Brod og et stott, dampende Ølkrus, livor—
fra en stierk Pnnsclidnnst udduktede. De to ledeløse
Læderstole var ryddet, og i stedet for Uldstrøtnper og
gamle Klædningsstyklcer var der til hans Fornndring op
ztillet et Par store anker, en mandlig og en kvindelig
« siddende stilling, begge med Kaaber ak en kordutn
rød VeFt og med Guldpapirslcroner paa de skrælclcelige
Nøddeknckkerkkloveden
»Ein-, lille Ven! dybt, dybtl" — sagde bli- skade
ned mild-et stemme og et liøjst lylcsaligt Ansigt, medens
Jana Gang ogm reibt-de nogen Usilclcethed —- ,,dn er ved
Hovel Det er lios de brasilianslce Majestscter" — hvis
ilcede lian — »de- for-staat ilclce Dimle men Musik Du
er den verdembettlmte skadee Elev og gode Ven. Du
folget knn Ined kör at biete hans NodestoL Det er den
længe lovede Wahne-ern jeg nyder den N aade at
give kok Majestctekne. Dtik lidt ak Icrnset, lille Vent»
—- tilkjjede lian endnn sagteke —- »og vier iklce altkot
indsellgl tenk paa, det er dog knn Menneslcerl Drit,
lille Knndsenl men lud iltlce Kejseten se det. Han lidet
ililce, man dtiltlcer." Han greb selv Kruset og dralc, der
paa rakte lian Anton det bag Dukkeknee stole. »Oui«
onet »amt- lmmyth tilkiijede lian med en lietd Mine
—- »ltml det lcrte jeg dog i de tre Aar, jeg maatte gsa
l skolen for stipendiernes sltyld Det vil eige, lille Ven!
let man lidt Vaadt til naar Geniet iklke slcal udtsökkesP
»Men. here-te At. skadei livokdan bat De det?
hvad betyder alt dette?" —- sputgte anton, dei- liavde
nippet ak den arti-ice Pnnecli og sat Kruset ira Zig
. ,,Jeg er en lyklcelig Kammer-, lille Vent« — liviske
tle III-. M s- M Ml lsd lasen rast-te detl ellers
kommer straks Mlsnndelsen og Konstnetnlddet og tiver
knlg at Finden. se list-, lille Venl her set du mig l tnin
Gloriel Det sldder mine list-je Pstkonetl Nasi- de hat
hørt ml e Favorltstylcltet, all-leer de nudigt, lade tan
Mc nogle Turm Dukatet og give-s inig en snnsdaase
livet med dates Port-wen sei leg bar nogle Tnttet
im its siclet-oscluskalsemine Vaterl« Hinab-w
de et M M CI W et Pa- Wisse
sit km Minn- aic qui-nich km W
W
linger· lian opstablede et helt Dusin gamle Snustobnks
daaser, paa hvis Laag der var lclistret illurninerede
Træsnits-Portrætter af Konger og Dronninger. »Me
stillel — giv nu Agtl nu bemder jeg — nu komme
jeg iørst — gør min Kompliment kor de høje Herskabet
og foredrager dem min store Favorit-Mersch. — Me
Mod, Mod slcal der til! Det er dog lcun Menneslcer, eksl
man altid tænlce."
Den lille Mand tog sig nu atter en god Slurk ak Kru
set, løb saa med Fiolinen under Armen til Deren —
traadte frern med tre dybe Bulc for Dulclcerne pee de
lasede stole, stillede sig lige for dem og spillede med de
forfærdeligste Grimaeer den Marsch ak Herrnan von
Unna, han plejede at blæse paa clarinet i spidsen for
Borgerne, naar de drog til Fugleslcydning i Procession
gennem den lille Købstad
Da han havde gjort det sidste strøg, bnlclccde har
«atter dybt og svinglende tre Gange. — ,,Giv Agt!" —
lhvislcede han til Anton — »jeg gaar herfra som Ridder
af Solen eller Maanen eller en af Fiksstjernernef" lian
løb til Cliatollet og fæstede et Par suklcerde!.«is(«r. lcsr
f()re-1ille(le l(i(l(l(:r-l)ekurationer, paa sin last-de l«,·.«i;le
og gil( nu med knejsencle llovcd hen inod Dyiren IN
suklcer-Dekorationerne af sit Bryst og srned Duklcerne »z;
Daaserne ind i Chatollet. — »Na er vi hjemme! Nu er
.(len Herliglied forbil Lad os nu faa oS et orilixmliigi
Glas samtnen i Fortrolighedl Den Fliegen Ære Hei-i
Jpaa Rudrer-ne l)u kan jo nok drilclce Punseh at· l«
jlcopper?" —- ,,samlet her i en fortrolig Klyngel" —- ds
· gyndte lian nu at synge, niedens han satte Stolene hun Ijl
«lz()rdet og hentede to hanlceløse 0ver—Telcopper ins ist
iskab ved seligen.
! Anton havde under hele dette Optrin staae1 »in-.
liimmjirkxlden og ilclce ret vidst, livad han skulde tr« »du
EHr. Skade Han mærlcede nek, Punchen maatte gut-»sc
Eløbet ham li(lt i Hove(let, men antog dog nu de- cssslc
for en Leg, som han syntes selv en Gang at have dnnm
om som Barn, da han havcle set Linedanserne. Han us
- drede sig kun over, at en saadan halvgammel Mancl kuncie
fornøje sjg demied. lian tog Plads paa den ene Lieder
;stol, hvor Kejserinden ak Brasilien havde siddet, og over
Zlod Kejserstolen til sin nnderlige Lærer.
»l)e høje Ilerskaber skal leve!" — udbrzisi lslr4
skade nu lystig og stødte sin Tekop mod Anteils ——
»Kunstens opliøjede Beslcyttere — mine allernaailigstt
HVelyndere slcal, min sjieL leve, trods alle Konstituiioiis—
Magere og røde Republilcanerel Se, lille Ven! licr kan
jeg viere saa loyal, jeg vil, uden at kornærrne Tidszianden
Min Kunstnerlylcke kan jeg nyde her i Fred s-— ·len er
stille og beslceden Det kommer iklce i Bladene. Met;
siden jeg nu har indviet dig i mit Livs Mysterier, sk:’
du ilclce alene se mig i min Glans — du skal ogsaa se niig
i min smerte l« —- han satte et ynkeligt Ansigt op — »in·
slcal se den senderrevethech som du noli kan merke, jeg
iklce er fri for. Det er nu engang Geniets Lod i Verden
denl" —- vedblev han og græcl: —- ,,Maalet, lille Venl
Maalet er altid f jernt og uopnaaeligt. Tag Rullegardis
net lidt til Side, lille Ven, og sig mig, hvad du serl"
»Jeg ser ingenting, Hr. skadel uden Lyset fra Mas
dam Madsens T raadbutilc."
,,Rigtig, lille Venl du ser det enlige Lys i Kloster
cellen, hvor den stille Nonne sidder og vinder Trade
sealedes har hun siddet der i ti Aar, medens hun var
giit med den gamle skoflilclcer Madsen. Nu har hur
siddet der i syv Aar til, sorn den stille Enke, og har giv
Aflcald paa Verden i sin KlostersButilg og endnu ved
hun ilcke, hvad jeg i tyve Aar har følt for hende. Hu
ser ilclce sin tro, nforanderlige skade, der sidder lip
over for hende hele Dage og stirrer paa den grusotnns
Gede, der adslciller os. Heri« —- vedblev han og grei
Fiolinen. Under de besynderligste Grirnacer spillede
han nu Melodien til: »Ach du lieber Augustin l« og Tes
rerne trillede ned ad hans Kinder-. »Ak, ja, lille Ven!
Alt er viel-, vælc, vækl — det er sergeligt, men sandt· —
Ungdommen er viel-l de store, de dristige Planet er vol
— Dyden er vælc for det meste —- og Geniet — Geni
er kun tilbage med den nudslulckelige, fortierende Elslcov.
Alc, ja, lille Knndsenl det er Kunstnerens højeste Lykkel
— Ulyklcelige er vi alle samtnen, vi, som higer mod et
stort Maai. Vi har det lige for Øje, men skal dog al
drig komme det nærmere i denne Verden, end ji«-»k- er
kommen Madam Madsen."
»Men, kære Ar. skade !" — sagde Anton deltagemjs
—- »holder De saa meget ai Madam Madsen, kunde Ue
jo sagten-z gaa det Par skridt over Gaden og sigc h·.-nsle
deti Hnn tog Dem mnaslce nolc til Mand, hvorwl Dir
er lidt graahaaret. Hun er jo nesten ogeae en gamma-«
Kone."
»Det get intet til segen, lille Venl Gndeme ei
evig unge, og det regte Geni teldee eldrig — men Kun
sten seger otn Brod, og jeg maa vente. En ulykkelig
Kierlighed er ogsee nødvendig kor Genie-t. — Dog. det et
noseti du iklce korstaer endnu. Kunde hendee Traad oz
min Fiel essen ekekke os sin-r til Brjdet — Geden mel
lem oe er des et coean, en uendelig Ver-den — hun elsker
mig ilckel"
,,Aal" —- sagde Anton med inderlig Medliilenhed
—- ,,det maa ret viere setgeligtl Bryder hun sig slet ich
oin Dan, HI- skade ?"
»An jol hun sperger til mig, nur les er svg —— hu
sendet mig hvert Nytaar en Julekege, nur jeg liar blsset
Nytur ind for hendes Vindue. Det her de ogsaa altid
vieren »Ach, dn lieber Augustin l" —- IIen eultkcde dylt
es tog sig en slurlc af Krnset. ,,Men hienge med H()vedet"
vil Jeg aldrlg, lille Venl" —- vedblev hen M. —- »Jes
holder i Grunden meet ak ulyklkelig Kerlighed —- den lu
noget eget for en Kummer-. —- Men eig mig nn, lille Ver-L
hved vilde du egentlig her see eilt-le?w
,.Jeg hevde nosetz Jes m gerne vilde spille for Dete
pee Flejten" —- everede Anton. «- ,,MI un ved jeg liche
orn jeg ken, og De Lan viet heller like un —"
,,I-ed eel Kein ined Reden-P
mDer er insen Noder M Ar. Mk det u- les-I
negehjesuedenhertsnkynmjekmm-gqsk
Wiwmlssllesvuhuflelmeeitshutz
user W Missi
"l·0LV«l’l«J KAPITEL
Antuns Ophold i Byioged Kyngs llus fra lians fem
tentle til hans syttendc Aar uclviklede liam paa en egcn
Manch-. Man liavcle strnlcs funtlct lium for volcsen og for
megct tilbiige i alting til at siictte liam i en slcole blantlt
smnadreiige, der have overset liam. llan ønslcekle
selv kun ret liastigt at linke saa nie-get af livad Fkølcen s
Mine hänle lictt, at han lcundc sorgt-la, ltvad hun, hendes
Fader ug lit. Stier tulte ow, naar de var samlede, og
rigtig gliulc sig over de liegen hun helst læste. Dertil
stkætlte han essen ved licndes og Magisterens Vejled
ning med stor lver. Han betrngtcikiss stnart som en «
Plejesøn as Justitsraad Kyng og behandiedes at andre «
som de næsten kuldvoksne skoledisciple, paa hvis Dannel
sestrin lian ogsaa paa sin Vis opsvang Zig. Han kcndte -
vel intet græsk ellet letinsk Ord, men vidste snart tet -
god Beslced om lndholdec as de gamles slcrifter, for saa
vidt det tiltalte liam og var hani tilgængeligt pas Danslc i .
Fkølcen Mines Boghylde. Hendes tigtig danske Beger
var ham dog kækest, og den kunde han tilsidst næsten
u(lcu;id. Man overlod ham meget til sig seh-, og den-ed
trivedes han fortræffeligt baade i den indre og ydre «
Viele-st. At· Pattighusdrengen og »det stribede Postbud" :
var her, efter det iøkste Aats Forløb, intet af det kejtede «
og klodsede tilbage, men kun noget batnngtigt, som man j
ofte maatte sije ad, tilligemed en vis Jævnhed og Liges «
fremhed, der behagede de fleste. klan kunde den ene
Dag were pas Bal i det kine Selsknb nden Anstød, og »
næste Das kunde man ins-de ham paa Gaden med Hans
Litsenbroder ellek Motten Kusk under Atmen i uforstyk
ket Fortrolighed Det eneste, der kokstyrtede hnns Lyk- H
ke, var de vedvarende smaaplager og Dtilleriet ak den -
lille Byes Kraftgeni, Kontorist Qvist, sotn han vel til
Sidst kunde maale sig med i Krtekten vg heller iltlte len
gek pudsede Støvler tot-, men som bestandig saa dybt ned »
pas den kokvandlede Fattigliusdreng ug daglig øwde
sit Vid pas bein.
Anton havde vænnet sig til at tie og lade-, sum han
var des-, near- Hr. Qvist kaldte hakn Fkølcenens »Da-Sze
lntn", »Psddebatten km Muddekgrøiten". ,,Eventyrptin
sen", »’l’osse-Peet, der leder ocn Prinsessen og det halve
Rige". Men naat ssltkiveken tned et sltgs Gøglet-"l’a
lent efterlignede Bonde-Dialelcten eller wiengede eftet
Magister statt og eftetnbede bang fotlegne Adieu-C hav
de Anton stor Msje med at holde den Forbitttelse til
bege, der koste i lum og drev Hjetteblodet op i hans
Kinder Han kunde de nndettiden, nagt lian blev ene,
gkibe Lises Gudmodets Gnve, den sejge chellcteg og
svinge den i Lukten, m det hvinede, medens hnn dkømte
om bint Bekne—Eventyk, der knyttede sitz til denne Rep. »
EventyksMntie var nv vel ded; men bendes Eventyt
levede i han- Fentsei og dnklcede op i bang Erindking.
Nur ben tknkte pas den rige Bventyt—Ve1-den, der i bnns
Berndom has-de vie-set limn see send og vikkelis og endnu
bestandig afspejlede sig l alle han« Foteetillingek, gteb
lusn dog som oktest ein Fløjte og blteete gis Fled. Nogen
Undetvisning i Musik, skønt weget tun-elfg, navde lian j
det sidste Halvnat knaet et· Stsdsmueikent siede, der var
en godmodig, lidt korkalden og temmelig mastig Styms
per.
De fes-te Elementet iMmikken knnde HI. slmde til
Ned liese km sigz men hvad nun Ielv krembkegte baade
pee Fiolin, Flejteog Klarinet, ver iltlce til et udlwlde
kok noget mnsüalek Øke, medens det ver tll stot- Foc
nejelse kot- den letter-wilde Ungdotn at se pe- de kot
»skkckkellge Grüne-set i lune ildkede Anslgt, der eltid
ledsegede lan- Mneik. Anton ver lmn dog heilig tak
lnetnmelis kot, hved lun lieu-te ei bem, og m sue-r kein
men tll et holde ei den lllle undetllse Mand, lieu Lande
heller ikke llde, et nagen spottede hem.
l noken Tid des-de A ten leimt Ur. skedee inne-de
llge kleitez wen en Des bat-de Freien Mlne ever-steter
lmn med en etc-, emak lbenholtssklejte med Zelt-klap
pekssomm sent i M i Familien es la ubenyttet pe
FIUYIOJ Jseedeodsseftillmsteheaelgeklm Koc
