.....
OClaudsliyöö1:nene.
N« : NY«1"I:;-:D:lr:;SIGITITXTZUDELE
(I«’ortsnt.)
SYVENDE KAPlTEL ;
Medens Anton saa gotlt som inuligt søgte at sor
sone sig med dit enlige Fangenskab og liolde Ørene
stive paa sin uliyggelige Post, snoede Fuldmægtigen sig
let og smidig i sin fine Kavalleriralclce gennem de mang- -
koldige Slcarer nf Markedsgæster, der til Vogns, til Hest
og til Fods iorlod Byen med Praten og støjen.
" Pan Torvet skinnede der nu Lygter ide lukkede
Marlcedstelte. Der liørtes Lirelcasser og lystig Damige
musili med «l’rainpen og Latter i nogle sinaa Rippen
syngende Haandværlcssvende drog i Flolclce gennem Ga
derne, og stnudsige Cøglere, sum liavile ædt Blaar og
vist Hundelconstey strejtede ocn eller søgte llerberger.
sivertsen holdt den ene Haantl Lorsigtig paa sin Erz-st
lomme, livor en tylc, tned Bankoseiiler stoppet Brevtaslce
fotvaredes, og daii dig vetl livert slcridt spejiientle um til
alle siden Han slcjulte sig i sicyggen as Undene-, nuar
nugen lielcunlt Zlcilcelze niernietle sig, og dinuttede til sidst
neJ i en Delikt-F lisur der dtotl en lielilentle Puncli
qs bolle ug en flytlentle 1«’la»s·lce, der selv sktenketle, til Sicle
over l.);sren.
En lialv Time klerefter stieg lian sig metl spejilenisle
Blili up igen at« k.isiilere11 og dttzslte plutiselig Iiziit tlen
ene af lizsenz ti·;ule l'«1itil)etjente, der nieset artigt lijl
Jede liztnn inen syntes dng at stuilse ved at se den pene
Hi. Pulitiiultlniitsgtig komme up Im ,,()1«pens Kieltler",
liwr tle niest berygteile Luntlstrygere kun sogle
Metl et Par leite Ratte-Hing var Ur. Siisertsen i
skjul liag Mutkeilstellene ug smuttede nu itnl gennem
Porten til et dtijrre GicstgiversteC limr der den Akten
vritnlede at« Gar-ster, og lusor Guarilen var kuld its lieste
og Vngne
»Er der nogen i Kapellet?" -— livisketle lian til
Gaartlslcarlen og stalc liani en Drilikedlcilling i liaitndeiL
Kerlen nilclcede polile ug puttede Sliillingen i Lom
men.
Gennem en merk Gang i Baghuset listetle nu l«’ui(.l·
Mgtigen sig til en Disk, genuem lnis Sprkelclcer ils-r
skinnede L s. llan Luni-ekle tre Gange sagte nagt Un
ten, og den aalineile5. Det Var-reise, liun traadte inil i,
vnr san okifyldt af "l’0balcsrøg, at Menneslcene derinile
Ina nd sont Sitz-gelesen Der brændte selcs tløsige Lys
skinneile Lys. llan banketle tre Gange sagte piia Du
pna tre gamle, ormstukne spilledorde, livorak det ene
Itod ledigt, men de to andre var oniringetle af en lialv
snes Mæncl, der for Stersteclelen saa nd soin Meiste-prun
sere og Markedslcrteiinnere, til Dels i store Kalmukss
knicken nied deres Hatte eller liuer paa Hoveclet og
horte, sølvljeslagne Merslcnmspiber mellem Tænclerne.
St Par kint klæclte Herrer stod med der-es cigarer i
Munden og livislcede samtnen ved deres Puncliglas i
den dunkle Krog ved det tæthyllede Vindue, og i en ein-i
den Krog at stuen sad en enlig, aldrende klerre ved
sit Glas og rdg ak en Kridtpibe.
Pan begge de tæt omringecle Spilleborde rullecles derl
med Terninger mellem Puncliglassenk ,,’l’abt!" —!
,,Vundet!" -— ,,Tal)t!" —- var næsten de eneste Ord,
L man hørte, og det klang ideligt paa Bordene med spe
cier og andre sølvpenge, medens der et· og til kløj noglel
K Dankes-edler om krn Hund til Hund
« ,,Lnrnpent Filisterspili jammerlige Væddernaal, Re
dnktiirl" — livislcede den ene cigarrøger ved Vinduet vg;
pnrrede i sit eorte Haar. —- »lkke en eneste Goldkung
F i Akten, sein det Lande ver-e Uns-gen værd et plulrke!"I
Det ver den unge cetetieke skriver, Ar. Qvist, der
her nnderholdt sig med ein Ven og Beinah-en ,,lcrudt
Met"e Reden-n
»Der kommer sivertsen!« — erede den lille,
trivelige Bogtryklcer -—-,,ltnrn man de endelig give migl
ssspananMhenenGeagteader Fanden
i Vold med Festtagen eller banger sig en sinnt Mor
Ien ekter Merkedngenl klen vil not denne Gang ele
et sing i Verdet, m det knn klinge ibnns Lomrne, og
ben- syge Moster knn komme pe- Zenene. Ei, sel lieu
lsgget selv Kort ep til Beutel"
»Nei, Trekort, Polskpu eller helv Tolv inne det
Mel« —- engde slcriveren spodsk. — »Andet konstant
- der anhegel Urte, lief er i Akten-«
M »Og set lien krsmrner en bel Bande Kinde nd af
Brevtnslcemä Ave-n Pol-leer bar nu inant ltnm igen P»
»Den-s Patron er det iklce denne Geng: eel lian gør
etore Ugleøjne derbenne i sin Krag. sidste Markedss
dng fik bnn et godt smtelr. Knn den arme Djævel nu
Elee klare den sag i Morgen, knn vor Kroesus noli stet
te dem ved Vingebenet. se, orn lian selv rdrer Kort eilt-r
Terningl" —- vedblev slcriveren —- ,,jeg viedder dag, det
er hanc specier. der klinger lystisst pas begge Vorde.
Avert Aar bar lieu je en hnlv Tende ude for et yngle i
Lylckelijulene Geer det godt. Lan Millionæren snart
were ksrdig. —- Den Engl skel De nok ke- en lille pæn
Hebel em, RednktørW
»For- Airnmelens skyld, Bedstel tosen Anndrigned
need bunt sitt De mig listn til Wende estter han Lun
M til mit Krudttssrw —- Klnk pu, Inn er en Magtl
Nei, tun de Les-, det, Its-r pe- Iie1d. out nun vippei
Dei er den Redektiompolth der kern- til nagen Uner
tbhapertish Mel-dchIiZI-—llvedtnen
inlsrineehbthhonnentetneluw Deterbude
. Wir es blose- Men lind der sit-tells er over-pe
eller enert vil viere det- - er det damt et. tryklce Wettg
W m Jes end des vl " —- tllktlsckp Kost-WEI
ken — »Mutter en ller des- heri siversen alle de
— Mk »nur- ,
« »Komm-beten mtnrltgvis —- eller er mäyldist Pen
Istav, da- qur W —
- »Es-Pf et des inniin tret De, ben skelde vcve pen
sys- terliss MI»
sz HFZW Eli-? Den see-le Held-Ihn serintnjo
aldrig pas Finstern-. Der var nolc Ugler i Mosen iFjorz1
men saa file han Deres M a gt, TresTøndemanden der
henntz til Velynder og hat vel sagten-z gjort harrt en
lille T jeneste igen pas Brevhemmelighedens Bekostning."
» »Ja, saal De hat tusincle Øjne, seliretærl De kun
de bltve en karlig Pontia-regten naar lik- ilklce selv var
m lystlg en Fugl og Ypperstepræst i dette heilige Ka
pel".
»De: skulde iklce hindre mig i at give min skrappe
Justitsraad et Vinlc og sprænge hele Kapellet i Lukten,
nur det en Gang betalte sig rigtigtl" svarede slcriveren
og tomte sit Glas. —- »Lad os dog nn se, hvor stot Bank
den springfyr lægger op, og om det er værd at ptsve ein
Lykke «medl«
De netmede sig hegge til det hidtil ledige spillebord,
»hvor Postfuldmægtig sit-ersten allerede stod, omringet
lak en Del Prangere og nogle fornemrnere rejsende, der
lod til at have stor Lyst til at kam den tylclce seddelbunlte
til at flyvr.
Manden pas de tre Tønder satte i det samme Sin
Kridtpibe fra sig og gik temmelig hastig ud. Kort ek
ter sprang Deren pludselig op, og en højalvorlig Mand i
ByfogedsUniform traadte ind, ledsaget ak en yngre;
Herr-e og to Politibetjente. !
»Die-d og Plagel Justitsraaden!" —- udbrød skriveren
med dæmpet Rost og smuttede hastig-nd at Døren bag
ved hinn. Den lille, trinde Bngtrylcker blev staaencle og
gav med stor Fomøjelse Agt paa, hvad der skete
! ..I Kongens Navn!" —- sagde Byfogden og lagcle sin
Ilaand paa den forfærdede Ar- sivetsens Bankoseddels
dunke. —- »Jeg lirgger Beslag paa den lovstridige spli
lebanlc2 l Morgen Kl. 9 behager De at møde paa ’l’ing
)huset, kir. siversen.
i Paa Byfogdens Vink traadte hans Fuldmægtig til
Log tog Pengene i Forvaring. Den ene Politibetjen kom
og tog et Arlc Kar(1uspapir, den anclen med Lys og Lak. l
Iet Øjeblik var Pengepaklcen forseglet. Bleg som et
)l«ig var Ar. sjversen styrtet ud at Deren. som ved et
lPust var alle Bordene ryddede — og de ileste spillere
!t"0rsvundne. Der hørtes kun nogle lialvt dæmpede,lcnur—
Erende Ord af et Par liesteprangere Bogtrykkeren og
,et Par andre udbrød i loyale Berømmelser over det vlse
Log aarvaagne Politi.
lmiillertjcl var clet lilevet almindellg sengetjcl. Alt
var nu stille paa Posiliuset. Der ventetles jngen Post»
den Nat. Porten var lulclcet. Den store Postmester hav-:
(le læst sine Aviser. spjllet dct besteiiite Anml l)iquet-s
partie-r med sln Kone ug l'jgerne i Anleclning at Konsti-!
tutikiiis-A(lresseriic og et giinimelt llrev fra General-!
Postdjrectionen —- furliandet Pressens Kaaillicd ug Gran-!
den dertil i Fruentjnimcriies ,l"ilv:1:rclse -— samt lcyssetH
sin Kone til Go(lnat. llan sm« nii Art-i godt som mecl detf
heleHus efteis fulclenclt Damms-le
Men Anton tænlcte llclce paa at sove. Han liavcle nu
dog forljgt slg med sjn Nattevagtspost og fiinclet det
ganske rimeligt, at lian, som Postbu(.l, passecle paa Kiss
seii, naar Puldmiegtigen var borte. Hvad lian lieu-de op
claget med Ru(.len og Vin(lueslcrogene, brøcl lian ikke vi
dere sit lloved med. Den Øvelsej skrivning, lian ver
sluppen for, havde lian mere gruiidet paa. Han havde
dog ilclce taget sig Verden saa nier, at lian jo med gocl
Evne liavde fort-tret Fuldmiegtigens smørrebrød og
driiklcet en stor Kontorlcop vel tillavet Te, der stod og
var bleven hold. For dog at have lidt selskabj sin En
llgliecl var liari nogle Gange sprunget op pas en stol og
link-de spejlet sig i Fuldmægtjgens Barberspeji. Han
liavcle tildrig kunnet se sig i et spejl uden at mal-he med
sfg seh-, sotu mecl en Del andre, og korclreje sit Ansigt ;
meu W hun sue liuslcede paa, at clet var liem seh-, lieu
sa- og snaklcede med, blev lian gerne kortrleclelig og
gjorde det styggeste VrtengesAusigt liun var i stund til.
Eiter en mduu tut-nich øvelse secl liuu nu med Hunden
under Kinde-i ved Bei-klet. »Zum Jeg ei- vist stygl" —
sagde licn og hieb slg lidt i Kinderne —- »det kommt-r
ci, et jeg slticl er m blegnæbet og aiclrig lcim kua ve
gltet de dumme Fregner ak. Men det kun je vere det
samme, natik jeg ei- gocl, segde Moder-. —- Fuder sagde
jo, jeg havcle et Kongerige i liveist et Øje. —- llvacl
mente lian nied det?" —- Han sprang etter op pas sto—
len og kastede et Blllii spejlet. Ja vlstl styg er jeg» —
knutnlecle lian —- »inen øjnene —- ja Øjnene et altem
prcgtigeF udbrjd lieu og spllede dem bøjt op. —
»Men var jeg bat-e gocl nolcl — og duecle til nogetl" —
tilkøjede lian og sprang necl. Han kalclt nu lien i als-or
lige Tunker og greb til sin Hyldefløjtq som lian slticl
havde i Lommeim Han satte den til Lieben-le og aandede
sagte i den, medens lian bevægecle ele sniaa Fingre ret
lieh-endigt over Hullerne· Der kom slet ingen Lydz
men lian syntes at here en dejllg Musik, livorefter lian i
sine Tanlcer bevægede sig i meget ynclige stillinger, Saa
ledes sorn lian en Gang liawle seet nogle Linedandser
inder pas et Markt-C Heu drev det dog langt vielere
Han danclsecle ilclce pas en Llne i et Rldelius, men pas en
solstraale i Luften og gennem den liele Verden. Han
blev rost og beklappet ak alle de Mennesker, der var til
—- lsiet sk munge dejlige Piger, detililandt ogsuu sk lille
Lise og Bykogcleris sinukke Melken Mine —- og tll eldst
see lieu Kotiger og Dronnlnger, med Kroner pas- Amse
derne og store sceptre i chderne, sorri de Inied hort,
leu, com alle blei limgencle pu- lisns grønue Trjje
for et Usppe scl lictn ; —- krii des-es blendet fløj der Tit-,
llpaner, Pupirssole es sma- Gulcllieste mecl Plber l Ha
Mldt under Cis-e beliegelige Fenttaler mit-te lieu chtes
ten ruhe Blleve pas Seelen, og lieu liegynclte It bllve
iøvnlg Ist-u m long-Mach tll Fulcltmegtigeus seng og
puttede Flsjteu l bekamen. »Men kelcler jeg m l søvm
og der kommer Tyve og bryder lud« —- tænltte lian —
»Und skel jeg us gørell Ak var elet kiin ilcke spøg og
Eventyk mecl Llses Gudiiioclen Kop, sue lispel- jeg lu·
gen Nil-Jl« —«Isg(le lieu og tog Keppen krs Melan-is
krogeih —- ,,lcmu tler In siegen og vilcle brslklce Pause
Wov—:liwtskulclsjosusmsrstli"kyvekasw
og sige ,,rap dig, Kæpl" — Under denne Enetale satte(
han Kæppen ved Hovedgærdet af Sengen og kastede
sig selv lien over Tæppet med Benene paa en stol. Ly
«set havde hnn pudset og sat det i Vaskekadet, efter
hvad lian havde set var skik, naar der siculde bkændef
Lys N atten over hos syge. Inden lian sov, læste lian dogi
som sædvanlig sit Fadervor og bad for sine døde For-H
ældre san vel sotn for Mosteren, Jørgen Hønselcrætnmerl
og lille Lise. De garnle Møllerfolk bad han nu ogsaa al-l
tid for siden deres bratte Død. Han tænlcte ogsaa paa»
sin Erlige sovekammerat, Hans Gaardslcarl, der nu visti
hnvde sovet en liel Time, og paa den unge smuklce l?rø-l
ken, der havde set mildt til liam og givet ham Kringlet
—- og han indeslnttede dem ogsaa i sine Bønneic
Han kaldt nu i den tryggeste Søvn og havde sovet
flere «l’imer, da lian valctes ved en Puslen og Lyden af
noget, der faldt paa Gnlvet. Han rejste sig halvt op ogl
gned sine Øjne. Lyset var næsten udbrændt. Det flam
mede mat i Piben med en nhyre Tende, men lyste dogi
tilstrælclceligt til at vise liam en Haand, der strakte sig:
med en Kniv ind gennem Rudeliullet, som Bogen var»
revet ned kra, og var i Færd med at overslcære Sejlgarnet, ;
han liavde bundet om Vindueslcrogene Uden at give sigl
Tid til at blive korslcræklcet eller anstille Betragtninger, J
sprang lian op som et I-yn, greb med hegt-e Hænder fast
om Uslywens llaandled og necltyngede den m0(istriel)ende
llannd med liele sit Legems Vægt over Yinilueslcarmem
medens lian selv lioldt Benene i Vejret og liiing mellem
elen lnjje Karm og Uulvet Hirn skrcg med det samme san
liøjt, Hm lian linvde en Kniv i llnlsenz men Kniven i
ilen llunniL linn hol-it. var gledet ned swer lians Nakke
og law jiiiii Uulvet wd Sideii zif klen ital-»Hm Bog.
»llans! llans3" slireg Anton. --— ..»leg link I’yven! —-— jeg
liar liaink"
..Slipl slip og hold Mund, du satans l)rengl" —
lød en Stemme i hans Oren, som han med Forundring
syntes var l«’ul(lmægtigens, men Anton si-» iklce. Lyset
var qanet ud —- men i det Ojel)lilc, det slulctes, liavde
Anton med l«’0rl:erdelse set nilen for Ruderne det Ansigt,
der maatte liylre til Armen, han liohltz det var et afslcye
ligt Maskennsigt Men lian havde een Gang før set en
Maske ved en Fiistelavnsleg og det gav liarn Modet til
lmge llan vecll)lev at liolde fast paa den voldsomt pai
fende Arm, medens lian endnu liøjere slcreg paa Hans
— og nu hørte lian Larm i Gaarden. j
»Jo, jeg skal læreJe1-, l Tyvepakl vil l lcrybe indl
ad Vlnsluet og myrde Drengen!" — lød Hans Litsenbro
des-s Rost. Der liørtes Larm as lrinslco og svære Slag ne
ilen for X in(luet. Anton lioldt endnu fast og bed i llaan- i
den, der viltle rive linm i Ansigtet; men nu kunde linni
ilclce liolde den længer —- lian likjrte et Skrig og Lydeni
af en fnldende Stige —- Haanden t«0’r med et pludseligti
Rylc ud zif Ru(leliullet, ug nedenfor veslljlev Lnrmen af«
Put· ok; Sing, If lilaprende «l’r:eslc0 og llans’s Banden i
»Sia rend da til llelvede, 1 Røverpalcl" —s raubte
Hans —- ,,kunde jeg nn staa, slculde ingen af jei slip—i
. . - . s» !
pe. men l Jud længe mærLe mine N.ever.
Latinen i Gaarden havde nu ogsaa væklcet Pigerne. I
l
l
l
De skreg og hylede: » Tyvel Røverel Mordere. l» De viek
de Postmesteren og Madamen. Halvt paalclædt koin de
nu alle ned i Gaarden. Postmesteren skjulte med sin
slobrok Manglen paa næsten alle andre Klædningsstylc- l
ker. Pigerne kom med Kosteskakte og med Lys, som blie
stes nd —- Endelig korn sidse med en Lygte De saa nu
Hans Gaardskarl ligge ved den kaldne stige under Vin
duet til Fuldmægtigens Kammer-, og de liørte Anton
rnabe ned til bnin krn det næsten rent knuste Vindue og
spørgq orn linn havde kaaet skede, og om Tyven varlT
slnppen krn hern.
»Der var bele to« —- rubte Hans —- »efiers sind-H
de jeg not boldt dem beggel jeg link Met mit enel
sen, ellers feiler leg ingenting." l
»Hm-i u du gsi og swamp-· — W uu Damme-(
rens Tordenrpst —- »l«int dn brielrlcet et Ben og kejletl
des ingentisgP Dn’ er Ded og Pine et Fiel —- nien, i
Djsevels skind og Benl lived et her pas Forde? —- Er
det nn Tid et ligge her og We eine Ben, i stedet kor
et lisse tned bele Ben i sin seng som et endet kristent
Menneske? os sen skriser de Frnentitntnet til, sorn Hu
set ver l Bund —- og dete- skyld er det sagten- alt-am
men. Opl pas Benene, Hansl og pnk digi din sengt el
ler rend efter Doktoren. hvis det ikke er sieddet, og du
virkelig linr brckket dit Benl Koml lnd rnig Iel —- Nu
i sntens skind og Beni Atmen list du dog ihlke hrækketl
hold dlg fest ved mig, es jeg sknl here dig i sengt» »
»Tek, tin-band Tal-P — easde Hans — ,,smid
miß kun ind pas sengen og se see til Drengenl bakn her
det Tyvepalc nok tnykdet der oppe. Hei-, hvor lian ten-i
ber efter mig og gør Kvaltn over mit Ben, den søllei
Drengi" l
»Hold Mund tned den korbandede snalc Hans i« —j
raabte Postknesteren — »Vat« Dkengen myrdet, raabtel
lian vel ihke ekter dig , wen livem skulde myrde hain der-I
oppe? og livad bar lian at gøre der —- paa l«uld1nægt1
gens Kammer, medens du render gal her i (-aarden ved
Nattetideryog brækker dine Ben? —- l er, Død og Pine,
gale cillesetnnienl0
,,Her bar viel-et Tyve, lille Mandi« — tog Mada
men nn Ordet —- ,,Pigerne hat heft, livorledes Hans hat
staat-des med detn —- de bar villet bryde ind i komm-eg
tigens Kein-net pee en stige Han kne- nok viere nde
i Nat og inu- cat Drengen til et passe pee Kur-sein«
»so-h Konel her kommer nldrng Tyve —- det bar
jeg sagt dig hundrede Genge, og siversen gnar nldrig
nd om Narren ; det link linn lovet mig een Gang for alle.
Jeg kender mine Falk, Konei og den, jeg betror Kontor
nøglen til, knn jeg lide pen. Nur Kontortiden er kor1.
bi. luldcer den ingen sjiel lnd —- Tyve nllertnindst" —
»Um Drengen etenr jo i Vinduet der oppe og rea
ber, den er indem-Ren og at her link vieret Tyvel"
,sliddersledderl" — brummede Postmesteren og pu
stede under den wage Byrde, medens han nu, ledsaget
nk sin Kone og begge Pigerne. bar Hans til Kerle-kam
nieret og les-le liem pas sangen.
»jo, Madam-u im kigcignok Rec, Hushondsss —- sag
de nu Am. — «,,Det link sin lusting med Tyvenez
—
men jnd kum «l(.« ikkts - ug der er lngen stor Ulykke
sket."
Paa Madamens Bekaling lob nu den ene Pige ektek
Doktoren. medens den anden hlev tilbage hos Hans, og
under en jævn vedvarende Brummen paa Øvrigheden os
General-Post(lirelctjonen, der fklce sørgede for, at et kon
geljgt Posthus var silclcret mod Tyve og Keltringer, gik
den store Postmester med Kæmpeskridt op til Kontsorets
som Madamen aadnede med sin Hovednøgle Her hørve
de nu Antons Beretning, for saa vidt det var harn knu
ligt at komme til Orde for Postmesterens heftige Op
brusning.
»Holcl Mund, Drengl" — afhrød han ham og status
pedes i Gulvet — » nu hat jeg hørt nol- ak det Vravll si
versen er ude og har sat dig til at passe paa, og det hat
du gjort som en Dosmer og har selv vrllet træklce Tyven
ind af Vinduet til dig."
»Jeg vjlde knn holde paa harn, til Hans kom, og
vi kunde fange ham og føre ham paa Raaslstuen" —— sag
de Anton.
»Na ja, det var endda ikke san galt betet-Mit as dis,
Dreng!.hv0r tosset du er» s— Sngde Postmesteren —
,,men lacl os nu se, hvordan det hænger samtnen med
den sladcler orn Rudern som var slaaet jnd med graat
Papir, før her var nogen, der kunde røre ved den? ——- er
det dog jkke noget forl)an(let sludderl"
»Se, llr. Postmesterl her ligger den" —- Sagde An
ton og tog nogle Stylcker up clf slen — »og se! der ligger
den fremmetle Knihtang og Brælclcejernet, jeg fandt pas
B(n«clet, og der sjdder sejlgarnet endnu paa den ene
Krog."
..Men det har du jo ser bundet om Kragen, Drengl
det har Tyvene jo ilclce gjort. Det er noget forhanclet
Vrøvl altsarnmen."
,,Men se l" —- udbrød nu Madamen forslcrælcket ——
,,Laasen er jo hræklcet fra Pengelcassen" —
»Nej, Unclamk" — sagde Anton — ,,l(assen hst
Tyxen ikke rkirt verl· , han filc kun den ene Haand gennetn
Ruden, og den holdt jeg fast paa, til Hans sparkede Sti
gen fra harn, og han falclt ned."
»Men se, lizere Mandl" —- udbrød atter Madamen
forfærdet, idet hun aabnede Jernkassen — ,,her maa klog
have været Tyve. Der er jo ilclce en skjlling i Kassen !"
»Hvad siger du, Kune ?" —- raabte Postmesteren og
Saa ned i Kassen med Lyset ——— »Du nar, Død og Pine,
Ret! Tyvene har dog været herinde. — Jeg er en »kle
lagt Mandl"
..Nej. nej. Ur. Postmesterl de kotn ikke lk-r«ml!"
raahte Anton. — .,l)et ved Hans jo ogsaal — Ue fik
Prygl og rendte" —
,,Sla(lrler. Dreng! holsl Mund! Vil du, jeg skal tro
clig og Hans heclre end mine egne ØjneP —- l er gztle
begge to, er l! —- Der er, Cuds Død, ilcke Menneskekors
stand i jer Sla(l(le1·. Men Rassen er tom — jecJ er en
plynklret og odelagt Mand —- det er solelclart" —
»Det Tab kan vj dog endnu bære, lille Mandl"—
sagde Madame-n nu rolig og sagtmodig. — ,Hvorledes
det hele hænger san1men, kan jeg jlclce begribe ; men det
man Byfogden unrlersøge i Morgen. Nu mener jeg, det
var be(lst, du gik j Seng igen, lille Mandl ——- sætter da
Helbreden til ved at ærgre dig eller berøve dig din Nat
tesøvn, bliver galt kun vierte- Du hat været en flink
Dreng, Anton! gaa da lctm ogsaa ned j din seng! saa
snart Doktoren kommen skal jeg nok sorge for Hansl
Kom, kom, kadre Mandl"
»Jo, det er den siklcerhed, man har her i Landet !" —
brummede Postmesteren med atter stigende Heftighed
—- »derfor lever man i en stat, holder Konge og Mini
stre, holder Vtegtere og General-Postdirection —- jo da
ved tun lidt, hvad det betyder, Kone, at viere Eint-edi
tnand og kaa ein Kasse bestjaaletl — du er et Fmentinis
mer, og jer Fruentinnner har vor Her-re skabt" —
»Men, kereste Mandl" — sagde Madamen med
satdvane lidt ntaaltnodig — ,,hvad kommer Fruentirnrneks
nes skabelse derved ?"— ?
»An-d den Lan-mer derved ?" — akbrød han hendi
nu i den størate Hektighed og meldede Jernlaaga til
paa den tomwe Kasse — ,,ligeeorn der var nogen Ulykks
i Verden, I iklce var slcyld i! Brng dog din ForstM
Konel og sig rnjg aldrig irnod, naar jeg har aoleklst
Retl — Jeg er en beetjaalet Mand, en odelagt Mand —
kunde jeg viere det, hvis der ikke var Tyve og Keins-ins
til? Inen hvem opklteklcer alle Tyve ng Keltringer? «
hvem lasgger dem ved der-es Bryst og nierer det Pak? —
hvern kysser og klapper dem, til Fingrene solt-et nd pas
dern sorn Rat-nehmen der rapse ekter Næstens Godsk —
Fruentirnmernel siger jeg — vjlde der viere Tyve til,
hvis de ilclce havde MødreP hvad ?" —- han slog nd med
Armene og rystede sit graa Levehoved —- »vilde jeg aelv
være til og have alle de UlylckerP vilde der selv W
Kvindfollc til, sotn er skyld i alle de Plagen hvis der
ilclce var" —
,,Du har Ret! du hat Retl kaere Mandl det huslretle
jeg ilrlce paa« — sagde Konen med et roligt smil —
,,Mødre har vi jo alle hakt nndtagen Adam og Eva ; msls
det er saa lasnge siden — og Tyvenes chre er det al
drlg werd at tale otn ; men hornl du fort-let dig ——- d
er des en prægtig Mand, i Craaden" s
,,Pnegtis Mandi» — brummede konnt-steten es
ttalk slobrolclcen samtnen otn ais ——- ,,jo viatl jex er ris
tjgnolc en prægtig Mandl en udplynslret ——- til det ydss
ste ndplyndret Maad er jes ——- os M er shle
,,Frnentimrnernes —- MsdreneoP - lasde M
men ogvar mer ved at le-—,,Inenkomrnttll Rol"«s
Under en murrende Akt-gelte ak tin Heftished fisk- ,
te nn dog Posunesteren sln Madlge Kam-. llan W
Dis, nogenlunde beroüseh til sengt M es M ts Ies- «
at han kam lcl otte valctes ak kostbar-Ist « - -
