CLandHByöörnene
At· B. s lngemann
NY«1’le-ROMAN l Mle DELB.
(Fortsnt.)
»slcriv Attilclen derom endnu i Akten, bedste sehe
tsst l" s-— eagde den lille, trinde Bogtrykker med den dont
tende stemme —- »og spæk den nd med nogle Løjetl Tag
blot den haabefulde Yngling og den vækdige Hønselmem
mer tlgtig i Øjesynl Det er to ptægtige Originalek. De
but-de staa. i Tkæsnit ved siden at« Milclcel Kvælen Hvad
et det for en Pugl, den Gnvtyv ljgnet P«
»Det ved jeg ilckez men Drengen set nd som en Katal
otm" —- sagde sliriveten. — ,,Ret nu slcal jeg op paa
Randstuen og føre Protokollen. l Akten man De nøjes
med den faktislce San(ll1e(l; i Morgen lian vi nok kaa lidti
ksthetisk sauce tll de Kreaturer." !
Anton hat-de imidlertid endt sin Beretning til denz
nnge Dame. Hun talclcede ham venligt. Hun fandt noch
nt bnn san noget forliungret ud; for, uden at spøkge, rakteH
nun en Knrv med Kringlet ud af Vinduet til nam.
Hverlcen Anton eller lørgen hin-de haft ·l’icl til at
tknlke paa Mad og Drililce Drengen led ganske rigtig
as snlt. Hnn fylrlte glad Sin Lomme med Kringler. Da
Its-n hat-de kalct liencle Kurven tilbage, mel) lmn klen
Inge Piges Haantl og vililu lcysso den. meslens lian skras
bock ucl med det ene Ben og lsulckesle lidt kejtet hatte
ken bng ved hatn lxlev nu Werk llaandlcyssot Mex- lian Ug
sns lorliindret i of den højtansete Mund med Guldknap
stokltem der gav liam et Pul, saa hiin tabto Ligevrkgten ug
how tjl at sidde part llrostenene
»Nej, se til den Pog at llonslelumldk vil han viere
Kavallek!" —- sagde Agenten og indtog hans Plads ved
Vinduet.
Anton var hastig sprunget op igenz lmn teiln- sjzx Hm
for-Armen at hans sult var gnaet over. llan knytnsms
Uvilkaurlig sjn llnimsl; misn et mille slislmgensle lllik fm
den unge Pige liemligecle nam.
Nu mengte den unge cigarsRøger ineil llrillerne sig
ftekn nied den lille Bogtrykker under Armen og lielclngesle
lecen X·illielmin(.s. lonli liun var bermet ilet skønne Gen
Iemaleri. Ojehlilclcet just fremlvøck oxz livori hendes An
tigt gennem det lialvaalme Vindue diinnede det ideale
Parti.
»De« forkjller Dem l)este1nt, Frølcen Mine!" —- Segde
III-. Prandsen hastig metl overlegen Myndighed og
slcød Vincluet til paa liencless Ansigt »Te) Gigarer pan een
Gang i saa ulorslcammet Nitsrlied er Ogsasia for gruvt."
Denne Bmeterlcning ledsagede han med et imponerende
Blik til de to Cigat-Røgeke.
Den lille Bogtryltlcer slap skriverens Arm og kastede
stknchs sin Cigak fra sig; men Skriveren dampedc med en
dtillende Mine og indltyllecle Agenten i en Røgslqn Den
nnge Pige var traaclt tilliage. og man san hende ilcke met-.
»De tagek Dem taderlig af Frølcenens sundhock Hin
,.Agesnt! selv paa hendes Næses Bekostning!" — sagile
-,««« skkivetem idet lian stillede sig med vidt udspilledelzen tirkt
« op mod Agenten og pudsede slcødesløs sin cis-in san;
Aslcen fløj hen pas hinn. —- »Man slcnlde tro, De vat!
bleven Husltrge i mjn Principals llus. De saa nolc ogsaa»
belst, jeg smed min cigar i RendestenenP den er vistnolcl
like bedte viel-d: den er fkn Deres Kratnbod; men M!
vendt De jo sttaks hele like skilling til Lotteriet og den:
kjetde "l’ønde." Plan lo hult med drillende Ukorskam-j
method. Bogtrylclceren pulkede bntn paa Albuen og tralci
gis lot-legen tilbage Men Ar. Frnndsen stnilte med Use-!
s- syldig Pol-ast, medens lian gned Guldknappen pas sinl
K stot.
»Jeg einigt-et mig med et viere en meget eolideke og
met-e velopdtagen Ven at« Ak. Instit-tenden- Hus, end no-’
gen, linn givet Kost og Un l« -- svnkede lian med et kot
tsteljgt Blik til sktiveten —- ,,Jeg Immer mig lige san
lidt ved nün Bntik sont ved det Pat- Gevlnstet og de Tim
det, Ptnldtetne behaget nt knisunde mig. Jeg ved nole, De
et et otort Geni, Ut. .Qvlst l" —- tilksjede lian —- »og det
et Dem, der levetek Uglebjlledetne til His. Olsens Blad.
skulde De ku i sinde at betete tnig Ined nogen Wutg
hsd.·vi1 den htm- ndt dyk og spukt-ge bete den neu-c
Presse her i Lukten." Plan vendte dein hegge Ryggen og
sit stolt og tollg bott.
,,Ukotsigtigt, linjst kntligt, selctetktsp —- sngde Bog·
trykkeren og tog ettet den lange slttivek under Armen
— »Detes ungdomtnelige Gent ovetklyvek nlle Ofen-sein«
»Jeg givet linm Fandenl" —- mumlede sktiveren.
»Mei! jeg llclce — jeg ilcke, bedstel — Nogle Hen
syn maa der nltid Use-. Huglc pnn 0knstcndighedernel
»o- Hnn bar endnu syv Tnsind i Tkyklcener. Jeg maa have
kein Ast til at blive lmn kvit. sen længe knnn lian slcaas
nosl Rlv knn ned pag alt nndetl — men Fokmuen et en
Mngt — ngdotnmens Akistolctnti man vi lade staal Det
et det eneste, der holder sig l voke Tidet."
»Bnltl livnd siger De da otn Aandkighedens, Geniets,
Vlddets AtlstokrntiP —- det et det eneste udsidellgel" —
Itgde sktlveten og knejsede
»De list Ret, bedstel —- det sigek jeg ogsaws Dete
Vid sit mlt Dlnd udiidellgt og bllvek selv ndgdeligt kned
Moden Det komm slgl Jeg ved det, Jeg poulcjnner
det; men, sotn sagt, bedstel en Mund psa tke Tondet et
en Most —- og den link Ret: lien knn spmnge hele voft
Mit-Un l Lnktm." De Fik.
Anton m komdtet eitet den- ; linn hnvde liørt de
m Mse Tale, wen komod dein üke og nndkede slg over.
et der m et Kmdtmtth Iotn M springe l Lasten es
schloss- syen As dlse Kennst-ringe- blev lun ndtevet
ved en We Polltlbetjent, der med en nieset vlgtlg
Uhewslmnfedwoskjetelimoppthnen
- Dktknldelvnnntnedjstsen Hinab-unvergleer
IW otn angens kutschen-, og two-pe- Inen stande
detin Ist til It fordre lmn sonst-lex
Do de endells kotn nd in det tennnells lnnsvntlge
ruhe-. m Jsigm vmksughsa M u komm sig
M ndttnkkey m det blevet Akten. suvel Anton
Ins Jst-sen ten-Ists III-Jus tll nosen soffs-länan tnen
ins-n sc dem liede Ko ps- Ils, set-end Hosedhenslsten
ftned denne Dags Rejse var opnaaet. lnden Klokken ni
sltulde det nye Postbud viere paa Postkontoret og gaa
Fuldmægtigen til Haande Der var lcun fern Minntter
tilbage. De løb nu begge til Posthuset, medens Blis filc
Lov til at btuge Vognen til Krybbe. Anton havde delt
sine Kringlec med Jørgem og de tyggede nu paa dem
under Vejs.
Jøkgen tulgte sin unge Ven til Kontordøren. Her
tog han en hjertelig Afslced med Drengen og bad baxn
huske paa de faderlige Raad og Formaninger, han den
Dags Morgen havde givet ham, og sotn han skulde haveJ
godt at hele sit Liv.
Anton kunde intet sige: han hat-de et stort Styltlce
Ktingle i Munden·; men han tik Taster i Øjnene ved Akss
skeden.
»Na ingen Fliehen, Knægtl Vor Hei-re viere med digi
og give dig Ben i Næseni" brumknede Jørgen og pufkedej
hatt pludselig ind gennem den rale aabnede Kontordør.l
Han lod dog Døten staa lidt paa Klem og lænede sig til
Derstolpen udenfor. Han maatte dog høre, hvorledes
hans Yndiing blev modtagen, og han vislcede sig selv noJ
get Vaadt ak Øjnene, som han iltlce knnde begribe, lworw
lcorn kra. j
Der var en Klokke paa Dørem som ringede over An-:
tons Hoved, da han temmelig hovedlcnlds tumlede incl i
Komm-et, med den sidste Rest ak Kringleme i Hin Mund
Han stoppedes af en ernnlce, der usislcilte ham fra ilette
httittdtlige Sterls Allerheiligste. Her sad en krtsnspehøj
Mai sk. med Lmas Haar om sltst Hure Løvehoved ng en n:1- «
sten l-.n gelig An«tand. i Rlnlxnlc og Teilen m«: l sn l’c-n i
llann ’us og med ei: Mine, som det var en Kri;(e1-lili1srsn3
eller en l);stdsd()m. han skulde underslcriive. Det var Post«
mester Hemmt-n Ssym nn var i Fast-d med den eneste vix
tige Emhedsforretning. han iklce vilde lade bescärge as sin
l««uldm;egtig. Han sknlde egenlmsncljg underslcrive Pol-ske
post-chartet, som Fulclmsesztigen nylig imvde forelagt
ham.
.,llvem knmmer nu igen og forstyrrer mig?" —— mah
te den store Postmester med tordnende Sternme og kastede
Pennen. -—- .,lndleveringstiden er fnrln !" mahte han end
nu hifjere -— »palc jet! — gaa Fanden i Vold med jeres
fordømte Palclcer og Pengelnevel man hat aldrig Fred
her Nat eller Dag. l Satans-. Skind og Ben! pak jer!"
Han vendte nu sit Løvehoveri. som han hnvde Møje med
at dreje paa den koste, fede Hals; han strøg Brilleme op
paa den store, runde Pande og stirrede paa den noget for
tumlede, endnu tyggende Dreng med et Par milende
Øjne, der Runde fortasrde den modigste.
Anton lod sig dog ilcke ganslce forbløkfe Han skynsd
te sig at tygge helt itf Monden for at svare. Men nu
rejste den forfærdelige Postmester sig i hele sin Kakmpes
skilclcelse og knabte mesl Hin ’l’ordenstemme: »in-ad satani
et styklce af en Bondelcnoldl et drøvtyggende Asen Myr
ter ædende herind med Døren i Unser Du 1ille, for-tad
rende satanl fordrister du dig til at komme bei-ind, naar
Kontoret er luklcet ?"
»Um Fariadelsel er det ilclce het, jeg sltal viere? —
Jeg troede ildce" — begyndte Anton og samlede alt sit
Mod.
»Du troede ilckel" —- afbtød Postmesteken hatn —
»i Djævels skind og Ben! hvad troede du ilclceP — troede
dtr ilclce, her var Orden i Auset ? —- ttoede du ikke, her var
noli at bestilleP ttor din slubbert iklce, vi hat andet at
gnte end lade os ovetrende at· alt det Pak, der kan smøre
et Btev op? —- tkor du ilclte, jeg er Mand i mit Hns og
kan lcaste de Æsler paa Døren, der forstyrrer mig i mine
Embedskortetningerk —- ttor du ilcke, her et Lov og Aus
ket i LandetP Pak digl i Djævels skind og Ben! siget
jegff —
Anton has-de trukket sig tilbage fta skkanken mod
»Ddtspks:ldcen, sotn Jøtgen kigede igennem »leg ttoede
Zithe, det var en lulkket Disk, jeg kom igennetn" —- sagde
ban fort-irren —- »sel den stm lidt sahen endnu. Jeg
yksn jo gerne gaa lgen, nur jeg ihke ins-s vm het« —
»Von-e het? Er du gal? du nllethelvedes Dtengi
Jeg trot, Fanden kidet det Fct bvad vil du ber? Hat
Fkuentimmekne vist dig hetindl —- De satnns Fkuentitw
met-I de lasset Vetden Hdel — der kan dog aldtig vske
Fted og Orden i et Aus, hvot der et et eneste Kvindkolk.
Pak digl siget jeg — gid lfanden has-de dig os alle Fru
entitntnet i Vetdenl"
»Det via iklte noget Fruentimmet, der lukte Inig het·
ind" — segde Anton — »det var min Mosteks Mand, Jor
gen Hinsekkæmmm der folgte miß derben i tnin Tjene
! ,,Det et vokt nye Postbud" — tog nu Fuldmtegtigen
Ordet —- »ban sltulde Jo komme i Dag. Er det ilcke dis,
der et futet til Postbud, Dkeng?"
»Jo, det et mig, der kommet kot- st tende med Bre
lve l« —- svarede Anton og buklcede Missis
»Det et en enden sag. dit Dummethoved !" — sagde
Postmesteten. »Det kunde du jo sagt stralcs — og De,
Siversenl De staat der og maabek og ladet mig spilde
den kostbare- "l"i(l, mean vi her lcan vente Posten hvert Øjes
hlich Pak den Vadskelc, Drengl tap digl men rør dig.iltke
at· stedet, nam- du set-, jeg hat Forretningekl Hvor er nu
PisnnisnI«"
’ »Hei l« sagde Fuldmtegtigen —- og kaltte ham en dyp
p t Pen. Postmesteten satte sig nu til skrivebordet og
stinede paa chaktet, men savnede sine Briller, som han
bavde sltudt op paa sin Fande. »Es-or et de? — i satans
Islcind og Benl hvok es de nu ?" — raubte hatt og sprang
Jap. —- »l-lavde jeg detn Ue med? —- lua de setans
Pmentimmet nu igen kyddet op os gjokt Ulyltketk Hei,
Konel —- Uetenl sidsel klan- Litsenbrodetl kokn strnch
alle-atmen t" —- mbte bin og tev Dsken op til stetem
reitet.
sinkt blev Kontos-et opkyldt If ne Fmentimmet og
en Guid-kul, des- alle tillixsned Anton og Fuldknsgs
ttsen stinede nnd opspilede Øjne ps- den betone-tote
«kotbittede Mand, kot, om willst, at stette nnd den
sksldte es stjjede over; m det m arm-list tot nagen st
komme til Otde os speise demn, medeni han« Tot-den
itstnme afhtsd os werd-rede entwei- Ytttus. ,,l edel-ske
mls, Ml" mbte lieu —- »I nsdek mts til at kot
Wme mtne Embedskottetnlnsen Ddt et let shlds bete
Jeg mittei- mit Embede i Morgen den Das ok blivet en
jstodden l fordømmellge Menneslcer, som vor Herre har
skabt i sinVredel I Plageaander j etlwertHus, hvor der er
et skørtl — Har Jeg jklce sagt jer det hundrede Gange?
ijem der rører ved mjne sager, river nng Hjertet nd af
Livetl — Hvem der rydder op i min stue, maa ligesaa
godt btænde Hoset af over mit Hoved —- Jeg er en
ulykkelig Mand! — Jeg er, Pinedødl en ødelagt Manc".
»Men hvad er det, lcære Mand? —- ltvad har du for
lagt? —- spurgte den stille, venlige Husmoder.
»Hvad j e g bar korlagt P« — ndbrød han med don
belt Heftighed — ,,er det m i g, der forlægger nogetP
—- Er det m i g, der vender op og ned paa HusetP —- Er
det m i g, der lader vaske Gulv og støve ned liver Løver—
dag? —- Er det rn i g, der lader mine Klæder lnssrste og al
tjng falde ud af LommerneP — Du ødelægger mig, Konel
med din forbandede Orden og Rengørenl —- l gør mig
gal, l Satans Pigerl med jeres Skrubber og støvelcoste
og Børsterl — l er Fruentimrner — og Fruentjmmer er
Verdens l«’or(lærvelse" —
»Ja, Husbond!" — raabte Gaardslsarlen — »an
skyld er det rjgtlgnolt ilcke."
»Du er ilclce et Haar bedre, Hans! dsu er et Pay som
Jeg giver Kost og I«øn, som en Daare. —— l Satans skind
og Ben! lrvor er de? l bringer mig, Pinedød, til Bettel
staven —— jeg er et ødelagt Menneskol —
»die-n sig dog, for Himlens Skych hvad vj hat for
lagt for dig. kæseste Manch Maaske vi kan finde det« —
begyndte nn Konen igen sagt-nodig. mskdens han et Øje—
blilc udpustede til et nyt Udbrud.
»Ja mal lcom du nu til Forstand, Konel fndser du nu,
at de( maa viere dig eller de satans Piger eller der Patho
ved Hans. der smider alting bort for mig? Jeg ved, jeg
havde dem paa min Nakse for en Time Siden. da jeg lasste
Avisen."
,.l)«1ne Bri.llek, kære Mand? lb, dn mjn Gud og Ska
berl dem hat dn jo selv" —- v
,.llar jeg selv smldt dem bort ?" ach-Hi has bende —
»3rnjder jeg noget hort? er det mig, der ryddok op og got
Uordrsn l llnsetP er clet mig« —- —
,.Men, kære Mand !" —- raabte Konen og pegede paa
l1ans Pande. «
»Men, Hr. Postrnester!" —- raabte alle Tjenestefol
kene og pegede ligeledses paa Brillerne, der glindsede paa
bang ildrøde Fande
..l skal holde Mund alle sammen, naar I taler med
migl" — raabte ban atter og stampede i Gulvet, medens
en ny Strøm ak Forbandelser over Fruentirnmerne bru
sede over hans fyldlge Læl)er. —- ,,Jeg gaar til Grunde!«
—- vedblev han —- ,,jeg er en ødelagt Mand? — Posten
kommcr paa Øjeblilclcet — og nu kan jeg ilclce skrjve mit
Navn. saa man kan laese detl"
Fuldmægtigen havde vendt sjg bort for at skjule
sin Lattcr. Pigerne holdt deres Forlclæder for Øjnene og
lod, som de grad Gaardslcarlen holdt paa sin Mave med
den ene Haand og lo af fuld Hals, medens han pegede
paa Brillerne med den anden.
»Der! der! lille Mandl" raabte Madammen og pe
gede i samme Retning ; men da han iklce knnde se, hvad
ldet betydede, og intet Ord vllde høre, saa det fortvjvlet
nd.
Men nn kandt Anton paa Raad; lian sprang op paa
en Stol, snappede Brillerne at Postmesterens Pande og
raltte ham dein.
»Ja saal det var en anden sag l« —- sagde den udmat
tede Postmester sagt-delet. —- ,,Dn bar dog mere For
stand end alle de andre tilsammen, du tossede Drengl
lDer hat vi Posten !"
l »Hei- er Pennen, Ar. Postknesterl« sagde nu Find
nnegtlgen Et Posthorn lød ndenkor — og det stote
Værk knldbragtes — Paklcepost-chartet blev egenhæns
dig underslctevet ak Postknester Hemmer.
Da Anton kort ekter bjalp Gaardskarlen mod at bære
ten Vadsck nd ak Kontotet, klappede en vcegtig Haand
Kam ps- sknlderen ,Go·dt begyndt, balv knldendt, An
tont" —- lød Jørgen Hønsekrcnunets stemme i hans
Øren. —- »Jeg m lidt til gennem DIrsprælcken Havde
do like snappet bam Glarpjnene af Fanden, san havde,
min sich jeg. Plan er da Poklter til Bulderbas — han
taget vierte paa Vej end jeg ; men han mener det kanske
lige saa godt. Pan-eh Krabatl ver terlig og from, som
jeg bar sagt —- men Ben i Ncsensp
Anton nikkede glatt »Alle Moster og lille Lisel"
bad lum —- og de skiltes ad.
sJETTE KAPITEL
Anton bavde stralcs vundet en oprlgtig Ven i den
gammelagtige Gaardslcarl, Hans, der bavde tjent i Post
gaatden i mange Aar som ,,l-itsenbroder" og Enelcarl, og
hvis jævne, lidt dorslce Ansigt dog ilclce manglede et vist
lunt Udtrylk ak snildlred og godmodigt Lune, der gjorde
ham tælclcelig Hans Litsenbroder gjorde Anton endnu
samme Akten bekendt med hele Husets lndretning, dets
Regeringskorm, sæder og skilcke, samt de Love, enhver
havde at iagttage for at trives i Haset og nyde saa megen
Fred og ijhed som rnnligt.
Den majestætiske Pogtmester betragtede sig som
nindskrsnket Enevoldslconge i alt Uns. Han ansaas ak
de fleste for en gruelig Hastyranz men hele Haset re
geredes dog i still-ed ak Madamen, og Embedet bestyre·
des ndelukltende as Fuldrntegtlgen Det var Husets Lov
at bsje sig i tan- Undekdanighod kot- dets Enevoldshetre,
men m got-e, hmä Madame-n ausde, og holde sin Nase
kra Kontoret og Fuldtnkgtjgens sagst-. Icnn thut-bro
deren og Postbndet stode under donne vigtige Mands
Bekallng l mange Tlng, wen Drengen kamen-meng. An
ton Iknlde dele sovekatnmer med klan- og dagllg spise
med bam og begge Pigetne l koste-wen Naar ban hver
Morgen liavde pndset stsvlet og sko for Her-Laden og
Italeom og hm kostdag liaöde bragt Brevene og
Pakketns otn l Byen og gjott Rede pas Kontos-et kor
Pokto og betet-enge, Ins-ne lun go- Hans til Hunde
medhvadhansnastodelsmdogstalchlllaveogsm
dellni ellet lfbe Ærlndet kot Maddamen ; men kot- altlng
matt-s tun Kote nsje eite, nur Fuldrnsgtlg streuen
blau l on llllo kiho ad of Ilt Vlndno ved Kommen og
da stralcs bringe ham alt, hvad han forlangte, og i Grun
den adlyde harn i alting, uden mindste Mult. Det var d
værste mente Hans· Herskabet selv var det meget nemt It
komme uil af det med. Naar Postmesteren skældte ox
smældte sum en ren D jævel, san var hnn i Grunden alles
morsotnst : saa skulde man tie bom stille eller dige: ,,jn,
Hr. Postmesterl det synes jeg akkurat ogsaa!" Saa Snart
den brave Mand var træt af at skænde, var han gerne san
from som et Lam, og man kunde faa det med liam, som
man vilde. Madamen var Godheden seh-, forsikkrede
Hans. Naar man kun gjorde sin Gerning villig og or
denlig og saa en Gang irnellem roste hendes Mand os
kaldte hnm den allerfrommeste Ansbond i Verden, saa var
der ingenting i Vejen med hende Pigerne fil( ogsaa et
godt skndsmaal af Hans, især sidse Kolckepige. Mnn
maatte kun altid se mildt til dem, lclappe dem i al Høvisks
lied ved passende Lojligheder og hjælpe dem med nt
biete Vand og Brænde til Køklcen og Vaslcerhus. ,.Men"
— gentog Hans, da han første Akten sluklcede Praasen i
det kælles sovekammer og trak sin røde Hue ned ovet
Ørene for at sove —- ,,knen, som jeg siger dig, lille Antonl
tag dig i Agt med Hr. Siversen! han er, mellem os sagt,
en I«uren(lrejer, og jeg er bange, det gaar galt til sidst
med vor gode, gamle Bulderl)asse, hvis han iklce snart fast
Øjnene op — og jager den Hundsvot afFuldmeegtig Fan
den i Vold."
»Gndl)evare’s. Hans! livad ondt gør han das-« —
spurgte Anton.
»l)erom kan vi snalclcis i-« Enden Gang! Nu vil jeg
sovel" —- var Hans’s Svar, som snart bekræftedes af m
sticrlc Snorken.
, Anton laa liknge vaagen og tænlcte paa alle de Em
lwlspligter, han nu havde at opfylde, og især paa denue
Hr. Siversen, som nok var en Gavtyv, og som lian skulde
lystre i alt. Nu stod Fuldmægtigens Ansigt først net le
isemle for ham. Ved Optrinet med Brillerne hat-de d
store Postmesters Skilclcelåe og forfærdelige Røst aldeles
opfyldt ham med Fokbnvselse. Nu traadte den zpinkle
Fulslmægtigs gnle, forsvirecle Ansigt og listende Bei-D·
gelser sig som et fælt Dærnonbillede ind i hans Hin-stil
linger. Han drømte den hele Nat om et Uhyre med gule
Haarbørsten ligsom Fuldrnægtigen, men med et Kattehos
ved og en snogclcrop. — Han syntes, dette Uliyre snoede
sig omkring ham og stødte i en Pibe, som han maatte
dandse efter.
Om Morgenen var han tidlig pna Fierde og i Arbeide
med Skobørsten Brevposten korn og blev liessen-get llims
gilc første Gang med det nye Postbud i Byen og viste
nam, lwor alle de Follc l)oede, han liavde Breve til. Reng
slcabet paa Kontoret lcom Drengen godt nd af. Alst gilt
fortrækfeligt. En Gang hver anden eller tredie Time
hørte han rigtignolc en forfærdelig Larm i Hasen ilet
var et Tordenbrag af Postmesterens Opbrusning. med
hans sædvanlige Forbandelser over Frnentimmerne. som
formoelentlig var ligesaa iiglcyldige som sidst. lngen bis-d
sig rlerom. og Anton ilclce heller, Saa snart han blev lidt
vant dertil. Hr. siversens frygtelige Pibe, som Drengen
mest gruede for og bestandig lyttede ekter, hørte han
hverlcen clenne eller de nærmest følgende Dage. og han
begyndte at tabe noget af sin forudfattede Grn for den-ne
Lyd. Paa Kontoret var der stille. un(1tagen naar Post
mesteren slculde slcrive sit Navn eller ak nogen enden
Grund var til stede. Han holdt da gerne et forfærdeligt
Has, naar nogen kom for silde med et Brei-. eller glemte
at lulclce Deren, eller beboldtHatten paa, eller bragte Bre
ve med utydelige Udskrifter; men her syntes den lar
mende gamle knn at huldre, naar lian følte T rang til en
Udgydelse, som han savnedeAnledning til hos sin sagtrnos
dige Kone som oftest var Ar. siversen ene paa Konto
ret, og han var kun grov mod Bønder og Fattigfollc, men
derirnod yderst høklig og beleven mod komemme og vels
klwdte Personen
Denne Forslcel i Fnldmtegtigens Adkærd kunde Hans
Litsenbroder allermindst lide, og han talte derotn til An
ton i en ak deres nieste kotttolige Aftentirner. »se! det
pna kender jeg Lurendrejerenl" — sagde ban — »in-ot
kor Pokker er han iklce grov mod alle, som vor brave
PostmesterP det er i ein Orden — det hører til paa et
rigtigt Postkontor. Jeg har kendt tre Postmestere og sek
Fuldrniegtige i de tyve Aar, jeg lcørte med Postsækkenz
de slcældte og brummede allesarnrnen som rene Djævlq
pnn hvem der blot stalc Nin-sen inden for Kontordørem os
det uden Personsanseelse, hvotvel jeg aldrig bar hørt no
gen med san dygtig en Røst som vor gamle Han er en
Karl, som det er værd at liøre paa. Den Del ak Embedet
forstaar lmn til Gavns —- og vovede nogen at sige batn
imod, san slculde »du høre bein, Antonl saa er det, som
Himmel og Jord skulde falde samtnen. Men det vovet
heller ingen mer i bele Byen. Vi bavde engang. da jeg
var Dreng her, en gammel Kæmelcarl af en Doktor ; han
spillede Kort med vor Postmester hver Akten; han var
ogsaa Polclter til Karl. Naar han sknlde djævles, lcom hnn
med sit: Hol milc der Døjfel ! for lian var enHolsterner, ok
saa Slog han gerne baade Borde og stole i styklcen Nat
de to kom til at trættes otn Kejseren af.Tyrkiet eller den
ne Napoleon, der vilde sluge bele Verden, saa vaar det
en Lyst at staa nden for Vindnet og list-re pas de Kerle.
De dnndrede, min Tro, i Hasen som Dommedag m
;lcotnrnen· Men vi, som stod udenkor, vi lo, saa det Unk
lcede i os. Nu er den gode Tid forbiz nu er ogsan vor
Postknester spagfierdig, mod lwad lian kør bar vereh. Et
sletnt Kniek filc han, da han mistede sin ksmte Kons
for liende holdt lian dog meet sc hvor korfcrdeligt den
m buldtede —- og da saa Doktoren spillede ak, verede det
license, luden lian rlgtig igen kom til sit Mele."
»Mei- nnnr man et m gode Venner, ksn man de sten
des m korslcrxekkeligt ?" spnrgte Anton
,,Jn, det var nn pas deres Maadez men de var nldkls
bedre Vermer end efter en uadnn BulderbnkAkteth U
de tilIidHt drelk Forlig , m mietkede de kslret klstig, lms
godt de mente det med hinnnden sei det ten nn ins
ret san i Hei-edu- Det Lande heller M linns III-Oe
Kone, og der-for gjorde linn hntn den srnelixsots et stille
sig kra ham og glkte slg med en end
»Kande lnm de Ue Ihende lsen som den Inn-is M
tor?"
XENIEN » - .. . .
