Oclandsöyöörnene. »
Ak B. s lngemant
NY"i’le--ROMAN l FlRlZ DELB.
(Fortsat.)
,,Jog ved nok, hvad du sukker for eaa einsah lilIle
Uo’er! near du tsnkor paa Bryllupedagen og paa Dren
gen, vi begrov Aarot efter. Han slculde nu vivrot Præst
eller Prumt, naar vor Herre liavde villet som vi -— for
voget start var hm skabt til — det kunde vi se paa ham i
Vuggen Men det er tmn noli lileven alligcvel Ret nu
su, lille Mo’erl" — asbrød han sig sclv hastig og k0’r med
Haanden over de graa Øjenbryn — »ergen og jeg vil
nu aabne Maven med et lille Glas Gannnelvi11, og derhos
fnsker vi nu harn og Karen Lylclce og Velsignelse band-e
med Honsohandelen og rned Pigeliarnet og med Drange-m
de bar faaet nd of stodderlinset og ind i Guds Hut som et
rigtigt kristent Monneslcel Nu Ikulde ban dog rigtignok
ver-set hierinde« —- vedhlev han og san ud af llayovinduct
— men det kaar være det sammel Vi kan siden klinke mod
hart-l Detpaa fyldte den gamle Classene og klinlcede med
eine Gæster. Hustnoderen klinlcede mod og nippede til
It Glas. Der begyndte nu en hyggelig Bordsatntale om
elle de Aar, de havde kendt hverandrk km den Tid baade
Jst-gen og Karen var halwolisne og tjente i Mollen sam
tnen, lian som Dreng og hun som Honsepige Der taltw
om det lille Bus, de ved Mollerens Hjælp havde lkøbt og
livert Aar afbetalt Geld-en paa, til de nu sad gældkpit og
bavde deres gode Udkomme ved Hønseliandelen
»Det var dog mig, der gav dig det Raad, Jst-gen l«
—- bernærkede Mollerem —- »log kundc mærlce paa dig, du
Var født og baaren til Honsokreemrnen Dm Tid, du var
Dreng her i Mollem koksømte du tjdt at smøre Kværnen
og lappe sejlene, for at fange Hønseno, naar de fløj bort
fra Karen. Du kangode da Høns saa længe, til du kan
gede Honsepigen med, kan jeg tro, og det var en klar sag
med Høns skulde du gøre din Lylclce i Verden. se derfor
vil v-i nu klinlee nok en Gang med dig og din lille Kone og
Inslce jer ligesaa lylckelig en Alderrlom sammt-n Som den,
vor Hei-re bar nndet os to gamle l er kommen paa jor
Hylile DzirnI os; Vi ligesaa se, det er altid en Hove(isag.
Hmcl wir llerre vil have url af os. skal vi kun se, vi kan
blive til. enten det er stort eller smaat. Se det ligger i
Naturen, og det er, hvad de lærde kalder Skeni. Det er
Hcke nagen man skal være storagtig af — det har baacb
Fiilk usx Fi-- Im un Mande. leg kcm stralcs se pag et Fol,
om slct lisir Sktsni til at ljlive Ridehest eller Ploughest. En
her slceni til fint og en anden til grovt. Det komme-r nd
pas et for vor Herre, naar enliver kun folget sit. Jeg hav
de nu Molleriskeni og du Høneelcriernmer—8lceni, Jørgenl
Jer Lise bar skeni til noget kint, livad det san kan vers
og dertil sknlde lnm oplesres. Jer Søstresøm Karen Jør
smsl slculde vkre Præst eller stadsmusilcant, som Hin
skede, naar jeg maatte raade —- eller ogsaa Kirlcesangerz
for ban synger kønt og er en from Drang. Han
liar hakt meget godt af at døje lidt ondt med
eine For-kläre. Moderen var en brav Kone, men
Faderen var en Gek. — Han vilde altid højere paa straa,
Faderen var en Gælc. —-Han vilde altid ltøjere paa straa.
end lian bat-de Eme til — derkor gik det,som det gilc;
ban knnde veret en god Landsbybødker —- dertil havde
h e n skeni —- rnen saa vilde ban ind i alt det nyrnodens
Vcsen med Konstitution, og hvad der nu kævles gaa højt
om baade i Aviser og Kroer —- saa skulde lian rejse orn og
hidee Folk op — og sag — nu jal lmn er død og horte;
men som sagt, lian slculde blevet ved det, han havde skeni
til — og det skal vi elle, baade store og mai-P
»Det bar Jeg ogsaa sltid ment" —- sagde Jørgen —
svoser Kund skulde ikke heller ladet sin Dreng die-be med
det kornernrne Naml — Anton liedder Jo ingen Bonde,
det jeg ved —- tnen stort skulde det viere —- og svoger
Kund havde tjent en bolstensk Prokurator, com noli hav
de det Nam."
»Det siger ingentingl" — svarede Molleren —- »Det
Nam, man faar i Daaben, er altid det bedste, bvordan det
sea klingen og sornrne Tider kan det viere et Forbud paa,
hvnd der slcal blive af et Menneske. Prokurator vilde jeg
dog ikke have Anton til; men en rigtig dansk Dreng er
han jo med Liv og sjæi. se, der kommer lian springendel
Lad os nu klinlce paa bang Lykke i Verden, hvordan det
saa slcal køje sig for herni«
Medens Glassene nu klang, kom Anton styrtende ind
i stuen. »Hvor er Lise dog nenne?" —- spurgte han. —
»Jeg kan ingensteds finde bende, og jeg nar set et under
ligt syn« —
»Snak, Drengl bar du syner ?" ——««l)rurnmede Jørgen
—- »Men livor kan Bamet viere?"
»Bliv siddendel siger jeg» — sagde Molleren i saa
akgørende Tone, at bverken Jørgen eller Karen kunde kor
lede deres Mode-, skønt de begyndte at blive nrolige for
Dei-net.
»Und er det; du siger otn et nnderligt syn, Anton ?"
—- epnrgte den garnle —- »kortcl, hvad du bar set t"
»kle- jeg ikke etod her og i de nye Klteden Moster
her gis-et mis» —- Ivarede Anton korpustet — »vilde Jeg
kanske riet tro, det var mig seh-, jeg nylig m krybe ind
ed Vlndnet ved kcretroet l Raven. Det ver mig alv,
luden com jes Itod pas Kirkegulvet i FOW da
York-steten- Dtenge kniete It Ists —"
»Und er det for th din Not-P — dran-mode
Jflsen:«-—,M dn verettned et drtkke dln egensksel
III. silde Jes tro, Vinen var lot-et l dit Iyllinseboved Du
humdtsselvkryheindedetvindatzslserdmtnedm
dndosstodudsnkosi DauJoDunkWP
W sorklsrede Ifle lind las hsvde set, os nun
wohnen-stosswe« DnstsoUMeIth
pmsmscmchmmvthndeddstw
di Und-e
»Jesdrydetellmsldrlsdez rundetspf
sri wie vi des anders-se strsksi" — usde nn Kollet-en
es feist- Iis. —- »l Form-staut hu its mit Wie cha
tolosdelleminsridikmoshndderetwe"
Mviewswt"—-eds1«mocwbws
ww,sisi.—»tkham«rmnasc.sksmspi
ti- Mist-M · » . —
- L
"l
,
IX.
»Gud korbarme sig !" —- udbrjd Karen og den samlel
Instit-der pas een Gang. i
Der var kommet Uro i det- slle, og med Jørget il
spidsen begav de sig med to l,ys, saa liestigt som muligt,«
til det lille makaldte Pæretræilcantner ved Siden at Mdls I
lersollcenes sovestue
»()iv dig til Range Krabat! Vi link seet d·ig!" —
raabte Jørgen og styrtede først ind i Kamme-ret, uden
Lyk. Han synteg at have liørt en puslende l«yd. Anton
knde kulgt han- med det ene Lys, men det var gaaet nd
for ham i Trækvinden fra det aabne Vin(lsue. Da Meine
Fen og de andre nu traadte der-ind med det andet Lys, saaj
de fquIidrede paa hverandre og brast i letter, idet de sae-i
Jkirgen stan med opløktet stolc foran et Roklselioved med
en stor Tot Her, medens en Kett sprang ud af Vinduet i
det aldeles tomme Værelse. .
,,Det var altsaa Tyven eller dit Konfirmand-Gen
ford, lille Antoni« -— udbrød Mølleren og holdt paa sin
Mave ak Latten — »Det var godst, du ikke silog Hovedet
ktu paa vor Mo’ers uslcyldige Spinderok, tapre Jørgenl
l Det vidste jeg nok !" -—- vodblev lian og pnstede —- »hei
llcornmer aldrig Tyve, og Spøgelser iklce heller, saa vidt vi
Ihar mierket i de ni og tredive Aar, vi bar boet her. Kom
.nu. Børnl og lad ilcke den gode Ribbensssteg blive kold
lfok det spegeri l»
. »Lad os dog kørst lulike Vinduet og see oe lidt om !"
,— sagde Kur-en Hun undersøgte nu med Jørgen og Mel
»l-erltonen baacb Kannneret og den tilstødende sovestue
Fpaa det Mjagtigstez men der var intet mistænlceligt at be
merke. Alt befandtes i samt-ne Orden som saeclvanligh
»Den dumme Dreng med bang syner l« —- brummede
Jørgem
»Jeg vil dog gaa ned i LystliuseP — sagde Karen —
.,og gee, om den sorte chole, den rødse Vest og de gule" —
I ,«Det kaar blive, til vi liar Apist, Konel ellers bliver
l
vor gamle ured l" —- Cagde Jørgen — ,,men Lise rIaa vi
se at taa kat paa. —- Hvor kan Barnet viere ?"
»Hei-de skal jeg lede op!" —- raabte Anton og
sprang ud. — »De maa eige, lived de vill Hvad jeg saa,
Idet sen jes dag« —- rnumlede han ved sig selv, medens
man dog nu most nenlcte pas-. Lise. Han løb hele Haven
Iigennem og raabte paa liendez lian løb til Gaarden og
Baggaarden, til stalclen og Bryggerset, til Vognslcuret og
Huggehuset Han løb op paa Møllen og tilbage til Haven
igen. lkndelig fil- han i Sinde at gaa ind i hystliuset end
»nu esn Gang; ogsaa der raabte lian paa liendes Navn i
’ Merket og syntes nu at liøre en Lyd som ak en sagte Klyns
ken. ,,Lisel var det disk» —- raabte lian — ,,kattes dig
nogetP Hvor er du?"
» Nu liørte han atter den klagende Lyd Den korn kra
’det lille Lulcak, livor der stod River og Spader. Han fo’r
iderind og kom snart ud med den lille Pige i sine Arme.
»Man klappede og kyssede hende, men kunde ilcke se ben
sdes Bleghed og den store, med Blod underløbne Eule, hun
Thavde i Fanden. Hun kunde dog støtte paa Benene, men
var saa kortumlet, at hun intet sammenliængende Runde
tat-klare af, hvad der var hændt hende.
" Baade heudes Fadek og Moder havde imidiekxid ski
ldiet urolige ved BordeL Det var altid gaaet i staa med
Underli()l(lningen, naar den gamle kun et Øjeblik tav. De
havde set idelig til Døren. »Hvor kan de dog blive af?
invor kan Barnet dotg være saa«lkenge?" afbrød de oftcs den
snaksomme gamle Mit-lieh som, naar ban sad med et Glas
iVin blandt gode Venner, gerne vilde form-je sig selv og
Isine Ort-Stier med Lyspunlcterne i sit Liv og Levnet· lngen
sliørte paa disse Historier med saa megen Gliede som hans
igamleKonrz der bestandig sagde: »Ja,Fa’er!" og nilclcede,
naar lian talte om sig selv og sine Ungdomsbedrikter som
Dreng og Mølletsvench og livorledes lian en Gang var
gaaet rundt paa en Mællevinge Men naar lian saa kotn
til sin Frierliistorie, saa blev den garnle Kone ganske rød
i de kyldige, men dog stcrkt rynlcede Kinder, og nun ak
-brød harn da gerne med at bede liam Slcænlte i Glassene el
ler nøde hern til at spise mer-.
Mølleren var netop kommen til den Del ak ein Histo
rie, som interesserede liam allermest, og som lian aldrig
kunde blive kærdig med. Hart beslcrev sin Bryllupsdag,
og livor dejlig Bruden havde set ud med den sorte since
kjole og det ægte Guldbaand om Livet og det saakaldte
Loketøj ak stnlcne Perler over det opstrøgne Haar-; for
hun var bondefødt og gilt endnu bestandig bondelclædt s-—
ida kløj Døren op, og Anton kotn med den lille Lise, som
han mere bar end kulgte ind i stuen.
Moderen ko’r op med et skrig over Barnete ynlcelige
Tilstand Faderen brummede: »din Taskel livor bar du
nu vier-et pas spll og rendt Fanden i styldcer ?" medens
Taarerne lcorn liam i Øjnene De gamle Mellerfolk var
ogsaa kommen i Beviegelse Mølleren kom med Vin og
vilde belde et helt Glas i Munden paa den lille. Messer
ltonen bentede Æddilce og Plaster og en balv snes fulde
Medicintlaslcer, som liun i de sidste kem og tyve Aar hav
de ladet liente paa Apoteket uden at bruge dem
Anton var som ude at· gis selv ak Fortvivlelee Han
mwvedstkvcle Zersetmedsine Kern-km
Lise selv var den roligste ved det bele. ,,l sengt i
seng, koste Moderl" i-— bad nun kun, og Moderen bar
lieude bort kre alle de beevierrende Ombyggeligheder til
den-lille seng, der stod beredt til liende i Forteldrenes
scdvenlige Gatekammer. Her kaldt Bart-et snart i en
eund es rolig siivn ekter at have drukket et Glas Vmä
Moderen vaegede des ved bendee Leje hele Nattern es
ersen gjorde hende sei-Leb den belve Net. De ead beg
ke es see pe- det sovende Vern, de solen itod op og stin
nede ind til dem.
»Gott Morgen, lille Moderl god Morger Federl er
vl hol Ujllmm?’« Isde Use med leis stemme es
epreng nu resk ud es ein Ulle seng. klun nndrede ils
over tin forbundne Pende og over Foreldrenes Glsde ved
t se lieude m ask os munter-. llnn syntu et have glemh
bmä der M Mdet M; men einrde kam Ilt
tllhtse 1 heade- Erindring, es lutn fort-site an den kalt-,
items-de Mind, laut luvde set kr- det merke Luket l!
Revenue-g es hvorledes den lievde betet Lende en sten
i sendet-. J
f Aummdenhslvesethevdesiddetpeeculvetz
eilen for Weilst-c eins-Usle
«W,KIMMMJNMMdeDE
, ji«
L
ren. Han bankede nu pas es blev Iskket ind. Ued bsns
og Lises Gliede vor der nu jngen Uaade
Glis-den i Gestekammeret blev dog Ins-( ksketystet ak
en besynderlig Uro i Møllekhaeed Felt ljb km og til
bage Man hin-te baade Plgemee og Msllettaklenn Stem
mcr: »De( et forskærdeligtF — »der et Irseligtsp —
,.hent Free-ten.la —- »hent Docth — Jst-It Bykog
den!«
»Carl forbarme sigl nnd bctyder dok« — txde
Karm·
,,Lad miz om detlm —- Iagrls Jst-ges ei ko’r Id ak
Døren med Anton.
snart vidste de alle, hvad der hcvle npsyldt sllse Aus
folliene med Forfærdelse Des gnmle Moll-et- og han
Kone var begge fundne døde i des-G seng- eg, sotn det
syntes, lcvalte ak Dynerne, Iom las opztablecle ovenpaa
chem. clmtollet i Sidekammeret fast opbridt og plyndtet.
Vinduet til Hasen var kundet sahest, og en Rade sm
knæklcet.
Da Jørgen og hans Kone sind ved dsg- gamle Hei
slcabs l,ig, gis-ed de begge; men den Fotfækdelse, hvormecl«
de havde laørt Budslcabet ot- det gnelige Drei-b, maatte7
vige ved synet af den Trosliab og KærlingTL de saa j de
to gamle Menneelcers Minot eg stilling pas Diidslejet
«Uagtet der ingen Tvivl var om, at de ver kalte sk Dyna
ne, og dette vel ogsaa var kendoligt i dero- Ansigtetz var
der dog en Ro i deres stilling og Aapym sotn tilhendesgay
at Døden maatte have ovekraslcet dem gludseljg og at de
næppe havde vie-et dem den bevjdst. Dei-ev Astigter laa
vendte mod hinanden, og dere- Hæsder m fast sen-nen
trylcte.
»Ak !" — sukkede Karen — »weil alt det Fuelige kot
andre og alt det kortiømmelige i den-e Lkisgekning bat d:
gamle Mennesket dog kaaet en M Ded."
»Det et- en underlig Tale, du first-, Korn l" — sagde
Jøkgen — ,,l1vad smukt et- dsek i et Ulve mykdet i sit sang
ak Tyve og Reuter-erW
»Du er klilce det afslcyelige Mord, jeg tsnlcek paa« —
svarede Kasen —- ,me-n kunde jeg Male-des dø en Gang i
samme Øjeblilc som du, med din Hsand i min og dit tro
faste Ansigt vsndt mod mis i Osten —- Iea vilde mkn
udødelige sjæl takke vor Heu-e for en saaden Bortgang.
til bam 5 Kerlighed."
»Du bar dog Ret igen pas en Isde l" — segde Jøks
gen og knugede sin Kones Haand saa traf-st, at det Einer
tede, men nun saa laerligt pas hatn og jmmecle sig like
den-ed
Da nu Priestern ngen os en Øvtighedspetson var
kommen. og der var optaget den Iovbckalede synekoktet
ning, lcotn alle Husets Follc i Poch-n og Geister-ne, som
havde oveknattet der, 1igeledes.
Eftet lwad Anton og lille Lise kunde opkyse, blev
Opmætlcsomheden sttaks henveudt paa Havelystbuset.
Her savnedes Antons nøjagtjg besktevne Konfirmations—
klæcler, som Karm, ak Fotsktæklcelse over Lise, ilkke mere
havde tænlct paa. l det mørlce Havuedskabs-Lulcak, hvor
Lise havde skjult Zig, fandtes der en sammenknyttet Bylt
af gamle, korrevne Mandel-lieder, hvotak noglse eftet Ud
seendet maatte have tilhørt en Fæstningsslave. Desuden
fandtes der en overfilet Jernbøjle, sotn den, slaveme bæke
mecl Lænken om Benet. Med den, antog Lægen, at Lise
bavde kaeet Slaget i Fanden.
Den undvegne Morder blev nu alle Vegne efterlyst
og jvrig ektersporet.
Endnu samme Dass Akten lcørte Jørgen Hønselcrkem
met med sin Kone, lille Lise og Anton nd ak de myrdede
Møllerfolks Port. De var alle fite tavse og stille; men de
kykretyve Par Høns og Ænder, som Jøtgen skulde hakt
med, klulckede og snadtede lystig i deres Fkihed i Bag
gaardetx
TREDlE MPITEL
Anton bavde set de myrdede Møllerfolks Ligz men
Lise var bleven hindret deri. Hun bavde dog hørt alt, hvad
der ak Anton og de andre med saa megen Gru var fortalt,
og hun var den eneste ak dem alle, sokn havde set Mor
derens fæle Ansigt. Denne Begivenbed havde i høj Grad
rystet og bevæget dem begge. De havde holdt meget af·l
de gamle, venlige Møllerfolk, der i sækdeleshed havdei
yndet den lille Lise og ofte gjort hende lylcsalig meankY
kek og andre smaagaver. l Forhøret havde Lise gkædH
heftigt, medens Anton var bleg og stille. Begge havde de
dog paa det nøjagtigste meddelt, bvad de kunde oplyse
Da de nu atter aandede friere under Vognens Rumlen i
den irislce, vaarlige Aktenlukt, udbrød de ofte i Felde-gel
ser over de stalclcels gamle, som saaledes maatte dø under
de tyltke Dynet, og Ljse spurgte sin Moder, om man dogl
iklce kunde lcysse detn levende igen. !
,,Akl nej, mit Batnl" — sagde Katen —- ,,lcunde
man det naat here Menneslcek dø, vilde der iklce viere
saa mange linker og fadetløse Born i Vetden."
»Men naat du ellet Fadek ellek Anton kotn under
Dynet og blev døde, saa vilde jeg dog ptøve dekpaal" —
sagde Barnet. — »Ttor du heller ikke, det vilde hjælpw
naar jeg sang ellet spillede paa min Fløjte?"
»Nej, mit Baknl Men den hat du jo givet Anton«
— sagde na Modeten hastig for at bottlede Bamets Tan
ket kta den bestandig genkonnnende Forestilling om Dra
bet — »og naat Anton nn paa List-das otte Dage kom
tnet i sln Tjeneste bos Postknestetety vil det nok vate len
ge, inden vi set hatn og ban- Plojte igen. "
»Hm vll its-ak- bllve en klgtis Fljjtespillek’
de Liee glad og glemte alt andet —" og saa vll han be
soge os baade til Pintee og til Jul, elgek nan, os spille os
glade allesamt-en paa ein Møjtr. Bau vil spille slg Fots
lov des-til at den Ilemme Posttnand sotn na jo vil wende
paa ham bvek Dag, til Anton kaat spilset lmn god og
slad med FlojtenX
»Det skal les not, Moetetl" — taabte Anton kta
Eingehn-lasset — ,,og Foklov ma- han give uns lwet
Gang, det et llojtld Alle de Breve og Paltkek, jeg slculde
tende otn med l Pintses og Juledagene, vtl Jeg love bam at
bete otn l Pol-feiern laden det ringet til HelllgaftenP
l »Ni- W du M enkoldlgy mln here DrenglU
»--sdelateaosmnstvedatle,thetlwn
l
l
!
var —- «hvorledes vil du bsete de Seget ein i Byen, III
endnu iklce er kommen med Poeten ?"
»Han er et Fee l« brummede Jetgeth l
Bliv ils-e vred, kmre Morbkoder!" ——-sagde Anton —
»det var rigtignok grumme dumt sagt af mig, men je·
tænkte nu kun paa lille Lise og hendses Fløjte, og hvad
jeg vjldse spllle paa den. Hist-P —- Han satte nu Fløjies
til gin Mund og frembkagte negle forskrækkelige lwinetk
de Toner
»Holsd op, Drengl for Pokkerl er du gal ?" —- mah
te Jørgen og slng eftet ham med svøben -— »et· det os
saa nu Tid at komme mecl Katkemusilg mar du set-, ff
er bedrøvede ?"
,,Det var underligtf" — segde Anton. — ..Jeg M
ogsaa bedrøvet og bvad jeg vjlde spille, klang Saa smulct
og wende, føtend jeg Mitte det."
,,Sli(ldeksla(l(ler, Drang, hvacl er det for en kochen
det Snalc!" —- l)rumm.ede Jørgen — »l1vor lian negec
klinge for os, før man betet det?«
,.Jeg forstaar nok hans Mening, lille Maan S« — sag
de Konen undskyldende —- ,,man maa jo tænlce. føkevtt
man kan sige noget, og man maa vel ogsaa pas en Mes
(l.(.- lløre (le Toner, man vil from-bringe, førcnd man Kett
gisve dem Lyd."
»Ja, det kan nok være, siden du siger det! Men M
det Amt-Ich sotn han sigek, Morden Pokker kunde det d
klinxxe saa bestialsk ?"
..Det er godt at forstaa, lille Mand! Drengen hat Je
alrlrig før blæst paa Fløjte."
..Ja, det var første Gang, jeg filc Lyd i den, MoetetlU
——sag(le Anton — »Den Lise maa nu læte mig Grebenefl
»Hei-re Gudl bvor han et dem og barnagtigl" —
mmlede Jørgen og gav Besten et smtelr.
Hønselcrænnnekens lndkøbsrejse gik nu fort i nogle
Dage. Det gik kra Landsby til Land-by, hvok han opkwte
saa meget Fjærktaz sotn han kunde komme i de tre lange
Bure over Vognkjælene De overnattede gerne bog Vennet
og Bekendte biandt sendet-ne og da de endelig en As
ten rullede ind i Landsbyem bvor de beede, bavde Rei
sen og de mange Menneslcer, de havde set og talt med«
keiddig oplivet dem alle. Den gruelige Mokdhistotltz
som de saa ofte paa Vejen havde maattet fort-elle, rat III
den-ed bleven dem ligesom Sammel, og de felte slg kec
vel til Mode i dates lille, hyggelige Hiern.
Jørgens Aue var nyt vg, med al sin Ringhed. saa be- -
kvemit indrettet, et der intet væsentlikt sanedes Der M
kun to Stuet med et lille Kammer og et Køkkenz men des
var et Udhus med et Rurn til en Ko og et Pat Paar-; bved
der var vigtigst, var dog et stortHønsehus med en vel ind
llegnet Hønsegaard Tæt uden for Døren var desr enBtM
med hetligt Kildevand. En lille, indhegnet Kaalhavtz
med nogle Frugttræer, Bistadex og Humlestoklce, fandwe
ogsaa ved Stedet.
Nabolconen, Lises gamle Gudmodek, Eventyr--Makje,
som hun gerne kaldtes, havde passetHuset og røgtetKrees
turerne i Hønselcræmmerens Fraværelse Nu filc de vix-k
somme Ægtefolk travlt med den store Mengde nyt Fjæks
krie, som i nogle Maaneder skulde fedes, inden der med
den betydelige Mængde Æg, der blev samlet, skulde ki
tes til Torvet i Hovedstaden. Her var nu en Klulcken es
snadren at· de mangfoldige Høns og Ænder, saa næsten
lngen anden Lyd kunde hø1e8; men nasr Anton og Use
var trætte af deres Eventyrlege i Hønsegaarden og dek
Omtumlen paa Mark og Eng. blev dog Hønsenes og En
dernes M usilc overdjjvct af Hyldefløjten. Der hørtes dag
lig renere og smukkete Fløjtetoner kra det lille Kamme-,
lwor Anton tog mod Undervisning ak Lise. snatt kuncb
han iklce alene blæse Tonetne til Follcevlsetne orn Dak
mar og den ljlle Baadsmand, men kunde faa meget endet
til at klinge nydeligt, som han eelv dog ilkke vjdste, hved
vat.
»va bat du kaaet den lille Fløjte af, Lise?" —
Spurgte Anton en Akten under disse musikalske Ovelset.
— »Den set jo kun singe nd, men man kan kaa skfnne
Toner ud ak den, naar man kun rjgtig ak al Magt tænket
derpaa, og man kan ligesokn here det synge inden i eig.n
,,Det korstaar jeg dog slet ikke" — svakede Lise. s-·
,,Jeg kan heller iklce andet, end bvad jeg bar hxirt Sud
moder syngez af hende hat jeg faaet Fløjtenz men nt
vjl jeg meget hellere synge med hende Bare hun ikke
døt snartl" — vedblev Lise — »for nu et hun saa gam
n1el. lslun giver altid Hønseue Korn, naar Vi er horte, os
llun er saa god mod Pasop og graa Mons, og hmr dejllst
hun fortæller Historie-F det ved du da nolc. Men nu ges-«
hun i Bamdotn, siger Faden og saa levet hun ilclce lænsk
Naar vi lege de take Eventyr, l1un har fortalt os, saa tret
hun, det er virlceligt, siger Feder ; men det er det Jo eg
saa, lige saa længe vi lege — ogsaa det om Pjaltepeet.
der bliver til en Prinds og faar Prindsessen og det halve
nge Saa du ilclce nolc, hvor hun njktede mildt til os, ds
vi legede den Leg i Gaat ude i Hønsegaarden ?"
»Se! der kommer hunl" —- sagde Anton. —- ,,l Des
var det, bun vilde fortælle mig Eventyket em: ,,Rep dis·
Icæp l"
»l(cere, lille Gudmodekl" — kaabte nn Lise nd tk
Vinduet — ,,lcomtnet du ind til os og fortsllek es III-to
tiekl" Bamet klappede l Kanderne, es Cndmodet bem
EventyrsMakle ver en Ulle, mild Kone med et Unt,
sammelt Ansigt. Hun gilt sltid meget net klwdt l eh
metkebtnne Hvekguns Kjole es det mehvide Lin adel
kluen klun pas-ekle eltid pur-kais bmä hnn W III
wen der m et stille Drin-nett i bendee Que, sein ph
llgt not Gliede, et nun Ue langer kendte gegen bests
Gtense well-n Drin-neues ellet Ast-deme- Vekdeq C
lmid man kaldet Vlkkellshed
(IM)
; spukt-dele
y indlæqqek et velasfotteret Leser of M Io
ker, hvorover ny Ickteqnelse W M
waltet
striv ester Im Fmesselie
over brandsiadte starr M M M
qun
Dis-ich M M cult
stsiy ins-. ·«t
