Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 3, 1909)
1kilderne. As Zakariaö Meisen. (Sluttet.) »Tror du?« gentager hun og gaar hen iniod hinn. Men da tvinger hans Saknvittighed Svaret freni i hans Mund: »Nei, Tom, det twr jeg ikke.« Hun fynes at hat-e en Klang af llsitkerhed i hans Svar og bliver helt walks Monden derude har i en Fort saaet hcegtet Lasgestos len paa Vognen og ftaar med Lioet i Handel-ne og deutet Til sidst gaar han ljcn og banker paa Blinden. Stmm nikker: ,,Nn stal jeg strals komme.« »Ja, Tora," siger han saa og rcekker hende Haandem «saa maa jeg sige dig Fak«vel.« Han lnkker Øjnene og staat tavs en Stund —- som for at scnnle fig. Da er det, sont alt, hvad der hedder Tro og Mod, synker samtnen i l)ende: Nu tager han bo rt, om et Øjeblik kommer Prwstens Vogn »s— og her ligger Hmts, diea og mat, med sin indbundne, stive Arm —- — o, Geld, hvad skal hun gere? Strnm aabner sØjnene, han har faaet en Tonle: ,,Det er jo ikke helt udelnklet, at jeg alligevel kan følge med til Stationenx mulig, at alt lau gaa heldigt as derude paa en halv Times Tid,« —- han ser paa sit Ur —- »og hvis det qsr det, saa skal jeg komme hen til Vejen.« ,,Men töansiM »Ja, han kan ikke køre med.« »Du er alligevel angest for ham.« ,,Nej, Tera, det er jeg ikke; men han maa være lidt i Ro, i hvert Fald i Esteriniddag. Du ntaa tro, at jeg stal nok tage mig af ham paa bedste Maade.« »Det ved jeg, det ved jeg —- du kære Ven.« Drengen ligger og stirrer paa dem; det er, som han nu begynder at satte Dagens Alvor. »Da saa, Tora — hvis jeg nu ikke kommer, saa lev vel — og Tal — —,« hans Ord komme-r i næppe her lige Lyde. Da hun hører Vognens Knasen i Grufet og ser ham vende sig i Sædet, er det, som Gulvci under hende skæls ver. Det bryder ap nie-d ny Kamp i hende, hnn ser paa Drengen, der sremdeles er blen, og hvis Læber en Gang imellem bcever i Graadlainp, hnn taenker paa Fremtiden, paa kommende Ferier, hans Leg her i disse Stuer, i denne Gove, og hendes Tanke indringer med eet Sving al den sygge og Kærlighed, der vilde vcere hende selv vis i dette cjem — o, Gud, er det alligevel ika —- —- over Evne2 Men da mærker hun et Vceld af Kraft fkyde op t Sjælen, og hun er igen sig selv. »Men Hans dogi" Hvor bliver hun glad ved at se ham springe omkring med lHaanden gramsende i Luften ef ter et Miit — "? 1 Fru Strsm kommer ind og beder dem nu gaa til Bord-. Saa sidder de en halv Times Tid ved Bordet, Drens sen ivkig tyagende, de to Fruer tavse og udcn Lyst til Mad. En new-s Uro rykker og dikrer i dem begge: nu maa vel inart Vognen komme. Deren gaar op, Tora ser Paftor Nungs hvide Hals bind og herer hans Frues Rast ude sra Gangen. Hun reiser sia fra Bordet. Da hun i det samme konimer til at kaste et Blik ud ad Vinduet, opdager hun til sin store For davfelse, at der er helt suldt af pyntede Mennesker ude« paa Bognpladsen. Hendes Tanker bliver hvirvlede omsi keins som Blade i Blcest, hun ved ikke, hvor hun ital dekre ved ikke, hvad hun fvarer Præftesolkene, der staar oa ta ler til hende, ved ikke, hvad det er, Fru Strøm sorteellet om Hans. »Ur-m her lidtt« kalder Præstesruen paa Drengen. Med den Snedighed, der færmærker den velmenen de lille Frue, har hun medbragt et lille Danebrogsflag,» som hun ude i Gangen stikker Drengen i Haandem efter « hun sørst hat vist ham, hvordan et Banner kan svinges srejdigt i Luften. ! Endelig lyder der udensor et Knald, og man ser den gamle, stridhaarede Kriften Kusk svinge hen for Deren med den nedslaaede Landauer. Jnde i Gangen bliver der Travlhed med Trepper og sjaler. og de nærmest staaende Tilfkuere udensor bliver Isidner til bevcegede AffkedssOptrin· Goved ved Hoved staar en Flok Smaapiger — Sy-« stoleiElever —- klumpede sammen tcet ved Vognen, alle med Momster i Hænderne og alle bevægede ! ,,B-rnl« udbryder hun uvilkaarlig, da hun træder« i i l l nd J Genbohaverne oa ved alle Porte og Dsre i Nat-, heden er der fuldt as Tjenestefolk og sattige, der alle staat-; med tpændte Udtryk i Ansigterne Haltende trcenger» den aamle, svaqe Hendrik Mortenien (som hun nylig· Iar betet Plejerfke for) sig freut til Voqnem hvor hanl stiller fis ventende, med Huen i Haandem oa ladet So-« len betende paa stn staldede Jsfe s »Im-den« siaer han rolia og reekker hende sin rasten-« de Oldinaehaand. »Da Herren were med Denkst ! Gesten Jene Dank, der ikke hat vidst nagen andert: save at overtælle den hoetdraaende Fkue end et Par. Iaaskelilliet og Hanekamme tta sin lille Piges Grav, sitt-· lee sia ved Siden as Skalepiaerne ca see paa sine Plain-: stet, medens Saaee paa Staate alider ned over dendee em. wo- ran-t- - s Irutoraaaaemärinaogttykketsaamanget W. spu- him um one-komme est- tideu gaku ImmedDrenaenveddeuvmsttedmd I Dadnnlsftetslilletaasaarstepaadeumaetab WMMVIMMDIIU MPW-W; MMUUMUV fWFUUsOZMiMMJUM· ind, at der tot dtete Wende Madammer ee et acdt Maul anyedmdispillet, fordmdeetdetdetteøjes Ist-vie sfltre, der delee heudes Uedeekdidex M isdtmvaiaammtaeamonernefsredereesorllodet ap til-Inne Ulv staat hun taareljs da ved inart tlle meee as sta i file at Hee. Vetter-e ee utaalnwdiqe, W W time-. meaeeseeitjmmemhteaallesideetaleedenl »o, Summen af Lyde, atter og atter maa hun tage fig sam men. Men faa kommst det sidste, svære Farvel. Hun ser tavs paa Dreugen, Brystet gaars med krampagtig Grund, som ikke kan faa Lust, blcg og skælvende kaster hun sig paa Knæ, lcegger Hænderne paa haus Skuldre, stärker paa ham, nikker, nikker —- — ,,Saa, lille Fku Martens,« skrider Pastor Rung ind. Uden at hsre og uden at brydc sig om ,at Fru Rung staar og trcckker i hende, slaar huu Armene om Dkengen, skyder hanc ud fra sig og stirrer paa hom, stadig tvvs, knu ger ham ind til fig «Saa saa, lille Fru Martens.« Fru Strøm træder til og figer hcnde et Par ind træugende Ord. ,,Fru Mariens, tænk over, hvad De gen« »Ja," spat-er hun hen i Vejret, «nu fkal jeg — ——« Præften og hans Frue maa halvt om halvt trække Drengen ud af hendes Favn. Men da rejfer bun fig brat, tvinger med al sin Villies Magt sine Følelser i Ro, giver Præltefolkene Haandem nikker endnu en Gang til Drengen og stiger derefter rask ind i Vognetu Fru Nung skynder sig at smcekke Døren i. »Kør hat« Laster hun op til Kufken. »Kat, kørl« s De unge Piger kostet i sidste Øjeblik dereg Blomster ind over Vogncn, enhver mandlig Person blotter Hode det, Snese af hvide Lommetørklceder fes i urolig Bevæs gelse i Kvindeflokkene. Jdet Vognen ruller af Sted, ta ger Kirkeklokken til at ringe Aftensang. Hun slaar Hann den med Lommetøkklædet for Øjnene og bøjer sig ned i Vognen, men rejser sig i næste Øjeblik og vifter med Tørs klcedet, vifter, nikker og vifter — — Drengen staat iom en lille stram Soldat med fin stive Arm ned mod Siden, med Taarer i Øjnoneh men svingebe sit Flug lockt i Luftem »Fort-eh Farben« Dagen estee staar hun paa Dcekket as en as Det ast asiatiske Selskabs store Dampere og ser Hovedstaden svins de i Dis for sit Blit, medens Skibet med taktfaste Slag glider op ad Sundet· Det er, siom der svcever Dampskors stene og Træer i Taager forbi hendes Øjne Tavs og ligesom i Drønnne siger hun Farvel til Or drup Krat, som hun ser inde bag VillasVriinlen, til Skodsborg, til alle minderige Steder. Hun sidder i en Rns af Minder og Tanker, halvt be døvet as de tnsinde siasrke Jndtryk, soin de sidste Dage har givet hende Det er en Gang iinelleni, sbni hnn inaa synke sainnien og sove. Zerst, da Daniperen kommer nd i Kattegattet og be gynder at vugge sig nied lange Vevægelser, vaagner alle Livsaander i hende, og det er, som hnn sknlde ndstøde et Strig, men ikke kan. Aa, det er sorfærdeligt, at hnn er rejst sra Hans! « Ogsaa piner det hende, at hun ikke fik sagt rigtig Farvel til Strønu men han koin so ikke, lod sig tlet ikke se ved Stedet. Den keere Venl Dobbelt agter og elsker hun hom, for-di han ier noget Minut lod sig drage bort sra sin Pligt. De to, de tol Hvor er det svættl Uvilkaarlig set hun sra den ene tilden anden af sine medtejsende, sont oin hun søgte et stærkt og sorstaaende Medmenneste at ty til i sin Kvide; nien hun kender ingen, hver passer sit, alle ser kolde og ndeltagende ud· Da fe ler hun, at nu glipper al Menneskehjcelp og Menneskes ttøst, og hun er ene, ene. Der gaar et Gys igennem heu des Nerver, Ensoinhedens Gru vælter sig tyk og tret over hende, hun samlek alle sin Tros Kræster, lcegger alt an det til Side —- Minder, Savn, alt — og rcekker i Vaande sin Sjaels Arme med Himlein Saa skrider Natten — hvordan ved hun ikke. Ma skinen hugger og hugger, Skibet svæver, synes hun, som en uhyre Gynge i Lasten, Time ester Time gaar med Halvsøvn og urolige Fantasier, der lader hende høre fjers ne Vindharpetoner og se en Regn as rede, gule og blaa Blomster sra Himlein Hvert Øjeblik «sarer hun op og ser ned til Siden, men — ·—— der er ingen. Næste Dag gaar Farien gennem Stagerak og ud i Vesierhavet. Hun er hele Tiden paa Dætket og staar og ser ind imod Jyllands Kysi. Endelig svinder den sidste Taagestribe bort, et Par Maager, to leere danske Fugle, der har sulgt Stibet, veiider tilbage, bliver mindre og mindre og forsvinder til sidst som et Par Suefnug, der tør bort i Lusten. Hun luiker Øjnene, knuger Hrenderne niod sit Bryst og aander et dybt, dybt Drag. Saa lender hnn siJ iniod Syd og ser nd over det store, dybe, nendelige Han. Atter gaar der en gysende Fornemmelse igennem hende; men det er ille Hans ikke noget as det derhjenmie — det er jo alt sammen tabt, opgivet —- nej, det er dette vceldige Rum, der ligger sor hende, denne llendelighedsdis, som hnn skal dybere ind t. Hnn griber fat tnn en as Bardunerne og aander i Angst. Ustandselig sorsslger Skibet sin Fremgangsltnie, de uophtrlige Slag i detg Jndre virter paa hende som Pus af en usynlig Magt, der efter en eller anden ubøjelig Vetdenslov stsder hende Stytke sor Stykke ind tmod hens des Skrebnes ukendte Mag Qver Gavet ligger hendsende Skeer as fixie, blanke Farver. Bega og Arktutus komme-.- llarere og klarer-e frein paa den blaa Himmelgrund, Ratten, den dreinme og aneliesfyldte Oviletld mellem en kendt Dag, der svandt, og et ulendt Ew, der kommen spendet sin merke Zelt bygntng ever Bandenr. J Hinmelbrnnet i sydsst staat en Strlmmel santastisse tormede We, der for bendeg sttrrende Øjne taget sig nd sein en gaadefuld Billet-stritt pas taaqerjd Grund. »Ja-—- —, « iukket hun ud sor sig. Da set hun med eet en streck, lwidlig Mutng tare werdet-eh hunvendetBlilletmodøstoqsaaeØje poa en hvid Msol langt, lanqt dorte. »du-d er deti« spie-get lnm betaget en at Stil-s seltene. »Mtbt-Wtst« Hun opdager nu, at Lysglanfsn has Form som en mægtig Kegle, der ligger over Havet og hsjt op i Lasten Hendes Hierte tager til at banke hæftigt, det er for hens de, som denne fidste Hiler fra Fædrelandets Grund lys ser som en Herrens Velfignelfe ud over hendes Fremtidsi liv, hun gyder al sin Angst og Gru ud i Rummet, bliver let og glad, aander Fortrøstninq ind i lange, kølende Drag, rauker fig, mærker, at hun er sit-erk Med hver Evue von-gen- med Sjoelen spændt af Anels set staat hun med Haandcn om Bardunen og ftirrer mod Sydøst· Hendes Blik borer fig gennem Runnnet til fjerne fremmedc Egne, hun hin-er Sus fra Jungler og Bambusi stove, maneude og dragende, lytter til kæmpende Mennes skers Vanuden, til Røster, der beder om Lys, Parme, Kærlighed —- —— o, Himmerigs Gus, hvor vil««hun gerne give, om hun kan! Lille Marics Aftenbøn. J den senere Tid var Bestillingerue kommen spar sommere og fparsommere til Hohn Fc Søns Møbelfabrik, saa Mestrcsne nmaite beslutte sig til at feude deres Ar bejdere to Timer tidligcre fra Værkftedet hver Dag, for at Produceringen nogenlunde kunde svare til Forbruget. Vinteren tog nu fat med fuld Kraft, og der var kun faa Pengse mellem Folk. Saaledes gik det til, at Jdrgen Han sen kom tidlig l)jem, længe før hans lille Pige havde bedet sin Aftenbim Jøtgens Kone vidfte, hvor ubehagelig den mindste Hentydning til Kriftendom Var hendes Mand, saa hun plejede altid at høre sin lille Maries Aftenbøm før Fa deren kom bjem fra Arbejde, fkøut Barnet ofte ventede, indpakket i Moders Sjal med de smaa buttede Fødder hvilende paa Kulkassen foran Kakkelovnen, paa Faders »Godnatkys" og paa, at han skulde putte hende i Sena Marie elskede fin Fader; da derfor Aftensmoaltidet var forbi, kravlede hun, i Stedet for som fcedvanlig paa sin Moders Skød, op paa sin Faders Knoe og sagde: J Dag vil Mie sige sin Aftenbøn for Fader.« ,,Nejl« Jørgen ryfter pred paa Hovedetz »sig den for Moder;" men da Taarerne begyndte at lifte sig ftem i de troskyldige Barnesjne, mens hun langsomt laver sig spielte ,,Naa, naa — Marie, bed nu kun for Faden« — Taarerne bliver i enFart tørrede af paaNattrøjecermet, og glad beder den lille: ! i l til at kravle ned af Faders Stad, begynder Hiertet at Lyset slukkeg, alt er stille . Hør i Naade, Gud, den lillel Tal for Dagen, Tak for Liveh Tak for alt, hvad du hat givet. Tat paa Faders, Moder-s Vegne, ngaa Tak paa mine egnel Vogt os kaerlig fra det Høje,. Naar vi nu hat lukt vort Øjel Giv os Styrke, mens vi blunde, At med Dag vi vaagne sundel Gut faa vore Sorget fcerrel Tilgiv osl god Nat, vor Herrel »Velsign Fader og Moder og Mie og alle Mennes fker for Jesu Skyldl og hjcelp Mie til at blive en god lille Pisa Amenl« Jørgen lyttede andægtigt til hvert Ord, der kom fra hans lille Skats Lceber. Gan faa paa det fromme, lille Bameanfigt og de smaa, foldede Hænder; han syntes, hun mindede ham om Billedet af »den bedende Samuel«, fom han var saa ftolt of at eje, d ahan var Dteng. Ja, da 'han var Dreng —- — —l Hvor forandret var han ille llileven siden dengang, saa dum og uvidende. At tcenke fig, -at i alle disie Aar havde han bestandig sagt ved sig felv: .,,Jørgen, det er din Dygtighed og Paapasselighed, du kan takke for, at du og dine har Føde og cheder og Tag over Hovedet«, kg saa ved hanö lille Born paa fire Aar bedre, hvem de skylder Tak derfor — « l «Tak paa Fadens-, Moders Vegne, Ogsaa Tak paa mine egnel« l i ! Dei var bandeAar ogDag, sidenJørgen havde bedt fin «Bøn, han var bleven ganske uhyggelig til Mode ved at høs re et Born gøre det Nei, nejt bort med alle Grublerier, han kunde gaa en Tur, eller —- nej, det var bedre at gaa hen at here den bekendte Fritcenker, Hin P ....... , der netop i Aften holdt Foredrag i Arbejderforeningens Lokale . . Salen var propfuld, men endelig finder da JergenY en Siddeplads og scetter sig til Rette for rigtig at her-es I Foredraget begyndte, meu hvor meget Jørgen end· tanftrcengte sig for at tilegne sig de daarende Argtinienter,· han hsrte fremfat, lød dog højere end det alt sammen en« itlar Bamestemme: ,laa Bibelw, af hvilken hun plejede at fortælle sin lyttende ste, da Tid og Sorg havde gjort Furerne dybere i det P ,,Tak paa Faders, Moder-s Vegne, ngaa Tak paa mine egne." J Stedet for som ved tidligere Lejligheder villig at gaa ind paa alle de Spidöfindighedey iom et wish-nat Talent kan fremkomme med, listede Jstgenö Tanker sig tilbage —- tilbage til den Gang, da han var en lille Drengl med et ftort Bluieforklæde og boede med sine Forældre i et kønt lille Huö med Stran og blaamalede Vinduer, omgivet af Frugttræer, der hvert Esteraar stod bugnende af Fragt. Og ja, Jst-gen huskede Vintemftentimernel himme, Moder sad i den stdke Stoc ved Kakkeldvnen, Inn-I dene fltj saa flittigt ud og ind i Sttikketøjet, Brillerne var ikudt op i Panden, paa det lille runde Bord ved Siden! Bsrneflok saa mange dejlige Historier. Og faa Aar jene kare Anstat, faa Jsrgen hende altid, just fom han sau hende den Gang, da ban, hendes yngste, stod has hende kdr at iiqe Fawe1,indenhan dkog ud i Bei-dem l »Hast paa den Bon, du laerte, da du var lillr. Tænk aldrig, at du er stor nok til at glemme Gud. Jes bliver gammel nu; ret længe bliver jeg her ikke mete. Klyng dig til Jesus, min Dreng, hvorledes det saa siden maa gan. Der er intet i Verden, der kan trcede i han Sted. De andre har faaet en Bibel, naar de er dragne hjemme fra, du saar nn ingen i Dag, men naar jeg et gaaet hjem, og det sker inden ret længe, saa skal du have min. Læs saa flittig i du« Ti Aar ex gaaet, og i de ni har Jørgen ejet sin elsle lige, gamle Moders Bog, nien i al den Tid hat han ikke laest i den! Allerede før han drog leemme fra, levede han stik imod dens teue, hellige Lod; og senere i den store Vyes travle Voerksted, hvor de Vantro Paastande sumncede hanc om Øreene, havde han givet efter for disse og var nu et stakkels Menneske, berøvet sin Varnetro uden noget at sætte i Guds Sted. . Men nu i Asten ester at han havde hørt sit Barns Vøn, kunde han da gaa videre ad den gamle Vej2 Enten maatte han gaa videre i sin Vantro og op drage sit Barn ester sine vantro Grundscetninger, eller han maatte vende tilbage til sin fromme Moders simplg enfoldige Tro? Hvilket skulde han vcelge? Disse og andre Tanker for gennem Jørgens Hebel-, han glemte rent, hvot han var, og blev ikke lidet sor bavset, da med eet en beder ham i ,,Arbejdernes Navn« takke Taleren for Foredraget »Jeg vcedder, Jørgen hat« sovet,« siger en ved Si den as ham til en anden;,Jørgen var aabenbart ikce rigtig ved sig selv, da han reiste sig op og, mere som en der gjorde det as Pligt end as Lyst, takkede paa Arbejdets nes Vegne. De to følgende Astener drev Jørgen omkring et Par Timer, inden han gik hjem, han kunde ikke »in-re paa det Barns Bom« men den tredie Aften var det, som en fremmed Magt havde bemægtiget sig hom, han kunde ikke længere modstaa og ilede hjem, saa snart Arbejdstiden var sorbi. Marie bad sin Aftenbøn som sædvanlig og sad nn. som om hun grundede paa noget. »Hm-d er det, du tcenker paa,« spurgte Moderen. »Ja, hvad tænker du paa Marie,« gentager FaderetL »Hvad siger du og Fader, naar J beder Aftenbtiy det gør J jo ogsaa?« ' Jntet Svar. Moderen sik travlt med at sy; Faderen røg videre paa sin Pibe uden at lægge Maerke til, at den var gaaet ud, førend Marie gjorde ham opmcerksom det paa. Pludselig gør Faderen Ende paa denne pinlige Si tuation ved at sige: ,,Det er jo paa høje Tid, at Marie kommer i Seng,« og tager hende og vil bære hende hen til Sengen. »Nej, Fa’er,« og de smaa runde Arme slyngede sig fast om hans Hals; »nej, Fa’er sørst bede Astenbøn sor Mie·« Jørgen putter hende ned i Sengen og dækker heu de til, medens han vender sig bort med et sortrcedeligt Ansigt, men med et underlig beklemt Vierte, og mumler ved fig selv: »Mon hendes Moder har lært hende alt dette, det har jeg aldrig vidst noget om—« Om Ratten blev Maries Forceldre vækkede ved en underlig haes, hul Hoste og Stønnen fra den lille Senq ved Siden as dem, og kort ester havde deres eneste Bank alle Symptomer paa en ondartet Strubehoste. s Jmellem de værste Kvælningsansald sagde Barnet »du hun saa Faderen kcerlig bøje sig ned over hende —.« ,,Fader ikke vred, Fader bede Aftenbøn for lilles--.« ! Sætningen blev aldrig suldsørt, der kom et Doste anfald, og skøndt Lægen blev heutet, og denne gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, var dog snart alt Haab am Barnets Redning ude. - ,,Bed du, Trine;« men den stakkels Kones Hjerte var for fuldt as Sorg, og Lægen stod just og talte, da hørte de med eet Marie halvt i Dromme bede: T »Vogt os kcerlig fra det Høje, Naar vi nu har lukt vort Øje.« Hun aabnede Øjnene og saa sig glad omkring, som om hnn san en, de ,andre ika kunde se, og med et stmalens de Smil faldt hun tilbage paa Puden og gik hjem til »den gyldne Stad« histoppe. »Hm! er da ika død, Doktor! Vor lille Stat, som vi elskede faa inderlig1« udbrød de forskrcekkede Forældre «Hun er gaaet hjem, Venner, gaaet hjem!« »Hun er borte, og hendcs smaa Øren hørte mig al drig bede, hvad sknl jeg gøre2 Det var det sidste, hnn bad mig onl, Doktor.« ,,Lad os alle tre knæle ned,« svarede Lægen, der var en troende Mand; og da de knælede ned om den lille Seng, hvorpaa »alt, hvad der var dødeligt af lille Marie hvilede, da gled Vantroens og Tvivlens sorte Skyer bort fra den sprgende Faders Hier-te, han følte, at der er en Gud, som hører Bønner og fom leder og styrer alt — endosaa Sorgen — med den ene Hensigt at frelse Sjælt Andre smaa Fødder løber nn ,,Fader« i Mode ow Aftenen, og andre smaa Arme flynge sig om Fadets Hals for at gentage Aftenfalmen, som »Søster Marie« plejede at bede; men fkønt Forceldrene inderlig elskede disfe smaa, gemme dog dereö Hierter et Dyb af Kærligs hed til det Bam, der lærte sin Fadet at bøje Knce i ydmyq Hengivelfe for hans Traue, fom er »god, rede til at tilsb ve og fuld af Barmhjertighed mod alle, sont raabe til ham.« . Denne fattige Mund raubte, og Herren hsrde ham es friede ham af al hans Nod « »Nt tænke sig,« Iagde Jtrgen en Uften til sin Kot-. »at teenke fig, at jeq i Iaa mange Aar bar kunnet leve med en Tro paa intett Ovilken Nur jeg var! og bvoe mau ge er der ikke, der er ligesaa dumme, som jeg vak dest gang. Det kommer der ud af det, naar vi bltvet for klop til at være Bsrn og bliver for ftore i vore eqne tas ker. Jeg ved i det mindste, at sanledes gtk det med mis. men ved Gndg Hjeelp stal det aldriq qaa Iaaledes mete. Du oq jeg hat haft en streng Leere, men Sud sie Sov. at LOIW pm site s.) .·«