IET
· widerste.
Af Zalarias Wettern
GorttatJ
- Volstrap, d. 27. Januar 18· . ·
Min kaere Majal
J mit første Trøstebrev til dig strev jeg. kan jeg
hufke, at Resignationens Kunst er den af alle Jordens
»stsnne Kunster«, et Mennefke faar mest Brug for i sit
Liv. Det er not rigtigt. Efterhaanden som man bliver
celdre og kommer dybere og dybere ind i det mai-te
Faftland, som hedder Livet, forbavses man over de man
ge underlige Overraskeller, det hat at byde osf Og da
er det godt at kunne refignere, d. v. s. resignere sundt.
Ogsaa du, min kaxre Maja, har faaet Lejlighed til at
jve dig i den nævnte Kunst. Hvor tnngt, hvor tungt, at du
maatte iige din Mund Fakvel efter et saa kort Samlivl
Nu sidder du derovre i det fremmede Land, ene med dine
Minder og Savn . . . . .
..... Men alt kan læres. Og det er nok rigtigt,
hvad Mariens en Gang sagde i et Foredraa, at naar
Forsagelfens Kampe tages op paa den rette Maade, saa
virker de som en fund Frost, der skørner Jordenx det er
bidende koldi, man krymper og vrider fig, nien Lnften er
klinger oa tindrende ren, man heiter og irr alt med for
doblet Sansetrast, oa man bliver and, tatnennnelig for
etlwert lille varmt Pnst fra Livet
' Som du lan tænke dia, dreier mine Tanler sia
tidlig oa filde om det Bark, jea er i Gang nied. Jea bar
nu i tre Fjerdingaar einst mig i Engepleje under min Fast
ters Vejledning on tillige anet mig i at nndervise Vorn
hvortil kommen at jeg hat« lasft en Tel Overscettelser af
gammelsindisk Litteratnr, MissionssVeretninaer o.s.v.,
alt samtnen med min Gerning dernede for Lie. J de fid
ste Maaneder har jeg brevvekslet ined forstellige danske
Missioncerer i Kallutta, Bellore o. a. St. og med Ven
ner herhjennne, som er i Gang med at danne en Konnte
med det Formaal at statte mig herhjennne fra. Jeg selv
er fnldt rede, fuldt rede, og, am Gud vit, figer jea mit
Fædreland Farvel midt i Mai og drager til Fialknttm hvor
jeg foreløbig vil slutte mia til den flandinavisle Sømandss
Mission og se, hvad lslnd faa sent-re vil bruge Inig til.
Mulig hat dn lcest i Bladene, at der atter er ndbrudt
Byldepest i Indien. Skrcelkelig er Naden dernede Latin
der af syge krnber i denne Tid oni paa Gader og i Gyder
og ligaer aa vrider sig i ittsainpetraskninaer, nden at der
er noaen, der l)ja-lnei· dem. Tet tnnde aldria falde en
Bramin ind at rast-le en ftakkels Paria en Trik Band eller
sige bam et trerliat Ord. Aditilliac enrotnriile Illiisxsios
nun-er er i Arlnsjde med at liiaslge oa trank-, inen de lan
nasiten innen Vei kmnnnh Nødcn er alt for otwrvasldende
stor. Eaa lianer de inne on dar i Streit-Disz» i Onndreds
vis, oa Liaene liaaer i Vimler da raadner i Oniene Da i
Strwderne Jst-a ved ilie, kasre Maja, oni det aaar dia
som nii-«1, naar dn lasier den ZlaasJ Veretninaert det er,
som jea hin-er et millionstemmint Nin denn-de fra, blan
det med stannende Rand: ,,-L«-irelp, LchrlpP On mit- Hierin
krynmer aa vrider fia, oa jea ved illi-, lnmr ira ital aem
me mia med min Medfalelse.
Miit Fastter oa bang Moder on en tust klsiasnzide an
dre Etlicnneslisr er i Nsang med at draae et Not tasttere on
tunc-Ic- Tamnzen ein issisi for at iaa Jnia til at lvlilns tin-J
dein. Mist-. der fin: itzt Hin-, na del Inn- jcxi iaat dein alte:
Jntet i Vordem intet chimn innen Elltrnneilismaat ital
holde mig tilbage. Dersom de kcere Mcnnester havde en
Unelse am, bvad det vil sige at gaa med et GudssKald i
« Ernsteh aaa og høre paa denne eviae Klang i Siælen —
som af en dyb Ficke-klinkte der kimek og maner —- saa vilde
de for-staa, at et saadant Kalb faar en til at sætte alle Hen
fyn til Side: der gaar min Vef, og den maa jeg frem ad!
Som jeg fidder og skriver detie, slaar en stor, stor
We ned i mig. Jeg kommer med eet til at mindes, at
du ved dit farste Bei-g has mig i Volstrnp Stole ikeendte
paa mig, fordi jeg havde holdt Martens tilbage, og at du
med lysende Øjne udtalte, at du havde fulgt ham, om det
havde været dig. Saa llaar det ned i mig lom en Tanke
fraovem Nu kan hun jo følge med m i g. Og det er, som
mit Hierte fyldes med en stot, frydefuld Vished: Hun gar
det.
Min inderlig leere Maja, det er en Trinke, der kom
mer fra et bævende Hier-te, og som vel ogsaa vil faa bit
Vierte til at bceve. Selvftlgelig sorlanger jeg ikke Svar
strak5, det er en Sag, der fordeer dyb og alvorlig Selvs
prasselte Aa, Maja, min trofaste Veninde fra Barndoini
men, hvilken Gerning det dog vilde viere for os to at aaa
Haand i Haand iom to hiælpende Sestre fra Sted til Sted
i de fattige Bydele deraedet Taa min Tanke for dia i
Not-generis stille Timer, naar dit lBeweis er klart, vej den,
prsv den, bed! Og Gud velsigne dig, om dn wekker mig
din Damit-: »Jeg filgerl«
———-.-.-----—.-—-«--——
—--—----·.·
Veksiø, d. 31. Jan. IR»
Kerke, føde Toral
Tusind Tat for dit Vssevl Gerne vilde jcg skrive et
rigtig taugt og kærligt Svar til Genaæld; mcn jog liq- .
get under Flytuing og maa uøjes med et Par Linicr il
fistfte Hast- I
,,Ene med dine Minder og Savu,« skriver du. Ak
jal Men jeg synes dog nu, dct begynder at gaa bcdm Im
toller miu Gud for, at han har givet mig den Entke, at jm
Iaa aszcnlunde kan hycmc miq i Forboldone, fom de fal
der, og at dct inderste i min Nawr mcrc og more tiltales
as det Betonen-, der licht-r i nt gaa og pnsle om i et Hin-m
og lavc god, velsmaacnde Mad og san i Hviletimerne fid
be i en lun Kroa og lade sig vugae af VemodssStemnins
get on kecke, heilige Minder-.
Hvad din »storc Tanke« vedrører, da man jeg desvasrs
re bebt-Ue dig med, at jeg maa give Afkald paa at verre
dkn Ledsagerinde. Hvad jeg en Gang bar sagt ellet ikke
sagt om den Sag, husker jeg virkelig ikke; man siger i den
purwtge Alder faa umget- som Me maa tages san nøje.
sog bar desuden forandret miq meget siden jeg var 18
- scr, Var ligesom famlet mit Versen mere om be Krab, der
Its-er wie nett-most de fsm leg ded- leg san Weste-re
Jeg tror flet ikte, kcere Tom, at jeg ined min fiadig til
tagende Fedine vilde eqne mig for en Gerniug i anstren
gende on vanskelige Forhold, allermindst nn, da jeg gaar
med ntine »Minder on Fami« og trnenger til at blive hygs
get kcerlig otn. Jeg flyiter i Morgen tilliage til
min Moder i Fiebenhamh lwor jeg med Gnde Hjælp
stinkt vil falde tilliaqe i det antun-, tilvante Liv. Miit
Moder ikkiver saa frei-liq, at vi nok skal faa det rigtig lnnt
og godt samtnen og genoptage vore gamle Bauer ined at
gaa Wirke, i Teatret og paa hyggelige smaa Visitter hos
Familie og Venner. Alene Trinken otn at fidde i de kolde
Vinteraftener i en vorm Stue, med rød Silkeskærm over
Lampen, med Fødderne paa et blødt Tigerikind og læse
en eller anden af mine Yndlingsdigtere højt for niin fede,
lille Moder, f. Eks.: en af Rudyard Kiplings spændende
Fortællinger fra Indien —- ja, alene den Tanke kan gøre
mit Hier-te ganske rørt af Taknemmelighed mod den gode
Fader i Himlem der deg, naar vi ret betænker vore Livsi
skæbner, styrer alt faa kærligt og godt for sine Bøm
Hvis jeg var i dit Stedp kcere Tora, saa vilde jeg
blive i den hyggelige Lægebolig. Ja, min inderlig kære
Veninde —- jeg skriver dette med Taarer i sØjnene ——:
Gud give, vi maatte beholde dig hethjemme, og at du i et
kcerligt og velstaaende Hjem maatte faa Erstatning for
alle dine Savn og Kampe og leve i tnange Aar i den hygs
gelige Landst, du holder af, og bvor du ogfaa kunde have
den Lykke aat tage din elskede lille Dreng hjem til dig i
Ferierne.
smn dn ikke komme en an ind til mig i Købenliavn,
naar jeg kommer lidt i No? Du knnde hjælpe miq at købe
en rigtig pcen fort Krephat med Enkeflør (jeg bar innen
ordentlia Hat knnnet fcm l)ewvre,). Mulig knnde vi on
sau tunc osJ en lille Ekøjtetnr paa smnalerne i Fredeisikss
dem Haue og boaeiter fidde lnnt og lnmgeliqt og drikke en
Kop Cliokolade lios zosty; jeq trot, vi trcenger beuge til at
hycme lidt onc os selv i den Retninc1· Hvorom oltina er,
man dn endelig, endelia snart strive igem min egen kcere
Veninde. -
Din altid trofafie oa lJengivne
Maja Halm
Eiterik. Koin stinkt, sum-t, søde Tom, ind til.
miai Vi skal lnwe det rigtig saa Iunfog godt
XX.
Der komnasr en Vaannoracn lisicudc over Adam-t, ist
sint, stiliwrdiat Nin, der anhwr Oavsladeih stiaer i sinke,
sannst Flammor oq Inst-r up nie-d al kiieanlmchs Praat
over Millioncr Traabcsr i de sont-ach Samt
Lil. 5 or lnm paa Braun-, ikke saa nie-act som et
Elikinntsis Mund bar lmn saaistspbiaua paa Gaan bar hun i
den lyscs Vaaniat reist sia paa Allmcn ua set paa den sum-n
dis Tit-na, soiii«hiiii i Taa stal taae Asskcd ritt-d, inaasko for
strdsiH Judvrlia taknmnuolia hak- liun chrct sur den store
Veslvillic, Jiistituttcts Forslandtsr bar vist bende ved i An
lcdnina af lieiides Boitrcjse at lade lseiidc faa Tienacn
lscromr til Lasaislmliaen en oite Tage-I Tid; nie-n lnin ved
nasstcn ikte, om det bar vasret aodt soi hende at have ban
lioss sia, tl)i dist or, sum lnm er kommen holt tilbaacs i de
aamle Folder used bam, oa lut« kan sltst ikkcs forstaa, lwor
hun skal saa sagt dest sidste Farvel til hasti.
Drenacn liaaer halvt paa Mavem mcd Hovcdet dre
dct ind mellein to Jerntreinmer, oa sauer, som kun et
Bam, der Daacn sonid hat« tnmlct sig i Vaarlnsten, kan
solic. Hun staar oq ser paa dvt simdc lillc AnsiaL Gan
kau ikke sorstaa dct —-—— —s-; liesr liar lmn gaacst i ottcs Taac
on must sia, oa saa ei« det i Dag, sum det var Iioaet holt
nyt, anget, der komme-r baa paa heade. Maasse bliver dct i
Estenniddaa sidste Gang — — sidste Gang, si d s t e G an g
s-- at him skal se ind i hans Linie og mærkc hatt-Z Hiertc
banko niod sit egct.
Hun scrtter sia oa hviler Hovcdet paa Scngcns Jeru
mnd, resser sig igen og ser paa III-et. Dct er, som det
brwiider oa stikker under heudes Fodsaaler, urolig vandrer
hun om i Værclset og ser eftvr — ja, hvad ved hun, heades
Smule Nciscaods er jo pakket sammeu, alt er i Orden.
Hun saar sat paa et gammclt Bren, som hun ved Jud
pakninaen i Aftes sik rodet frem. ,,Beksø, den 31. Jais.«.
læser hun — river Bkevet i Stumpcr oa kaster Stykkesrne
i Kakkelovnen.
Uroen drivcr bende ud i Haben, hvor hun gaar og
kæmpvr med sin Moderkvide, ganske som hin Morgen
hie-innre i Skolehaven. Nundt om i Gangene staar der
Spur as smaa Støvler ——— der ligger Murstenene og Pin
dene, han legt-de med i Gaar —- —
Det giver et Sæt i hende, da hun ser sin Fættcr kom
me ind sra Marklaagen. Den kære Ven — — som hun
ikke san aaa ira, og som hmi ikke kan sblive has.
»Sæt dig lidt,« beder han.
De tager Plads paa hver sin Havestol Han vil sige
wart, men kan ikke saa bcaynbt
Saa sksn er bun i sin Ali-on som hun sidder der og set
ud t Moment-dein De leite Sttøg as tosenradt, der liais
ger over hendos ssrte Haar oa Brvn, de marke Øsnes Ud »
tryk as lutret Sjælsstyrkc aiver heudes Aasyn en drageiide’
Sksnhed, som saner alle de reneste og dybeste Følelser,
der er i hom.
Dr. Strom bar ikke været sig selv i den sidste Tib; den
sør saa livlige oa alade Mond er blevtsaen tavs Mand
Enc har han i de aarle Vaarmoraener, længe for Solon
castedc sin Pande over Hoch vandret omkrina paa Mark
vejene, sysleade med santastiske Forestillinaer am, hvors
dan heudes oa hanc Tanker ringede sig ind i you-andre
troende paa Hanf-et der lod ham se, hvordan hendes oaz
hans Hænder mødte5. Og saa kommer de første Jldstraa-·
cer as Solen. Nundt om iNaturen arbejder det med goe
keude Safter, Skoven og Mai-keins Stabninger gør der-es
Ægteskabgvalg, ledede as Tiltkækningcns fri, stærke
Magi, vimsende om hinanden i Jubel, hele Naturen nd
solder sig ester sine eane dybe Dristers Lav, Sol oa Toner
og Dust raaber et nyt Livsbeaær op i hom, og bang Hierte
kalt-er paa Gub: »Na-Is- wigl« »
Men Gud bjcelper Me.
Nu sidder han her meb alt sit Mollge Liv i Brystet og
ved iste, hvab han ital sigr.
»Kat: du daste, Tora.« sptkgek san omsider, »at du
eaM I dkt Hjem squte mid, at du hard- sundet ais
M M miss« » «
HI
,,Ja, det kan jea godt.«
»Da at ieg svarede: »Sei er godt, det er det eneste,;
jeg inangier i init Hieni·.« I
»Ju, jeg fu« godt huskc det. Tot mu- Muju. Gans
at du itke sit l)ende.«
Han tier en Stund.
»Im ved nie-« sorsølger han saa sin egen Tankegang;
»det er først nn jeg har faaet en Anelse om, hvad en elsket
Huftrn kan nære for en Mand. «
! Hun sidder tavs ined sine Følelser, men han kan se
paa hende, hvor de arbejder i hende.
»Da en Anelse om, hvor velsignet Livet maa være,;
naar man saar den Strøin af Lykke ledt ind over sit Sind,s
sont vi alle — bevidst eller ubevidst —- gaar og sukker ef !
ter.« i
Heller ikke denne Gang svarer hun.
Han har taget sin Hat af. Ud af hans Pande sprin
ger en kold«3ved, som han med rystende Haand stryger
bort med sit Lommetørklæde.
»Tora,« siaer han derefter og rækker sin Haand frem, i
»l)ar du ikke haft det godt i mit Hjem?«
»Jo,« svarer hnn og giver ham Haanden.
Ten gamle Fr11,3t1«øin staar bag et Gardin i Hade
stuen og ser nied bankende Hjerte nd paa dem. Om det(
doa knnde blive til Alvori
»Im har besundet niig hel, « vedbliver Tera, »og jea
vil takfe di41,saa lasnge jeg leve1, for alt, hvad du har
vasrit for inia i disk- se sein Fjerdinaaar, oasaa sor, hvad du
har vasrit for niii da niine i kyortidenf
»Meu ----- J« i
i
·
i
i
i
Teils-:- Biitte 11nideks. Hnn ser to graa Tjne ndstraale
Jetelser sra en darin, trasast Eitel, da hnn niaerker i sam
nns Nu, himr snld Lasten ein hende er as slaarende Hilfer
der lover at inne for hende og gare hende Livet i dette1
Hjein sfønt da irhat. s
Men iaa diaqei hnn Haanden til sig, ser paa sit Ur«
on iejiir sm: »Ist-a niaa kalde Hans op.« s
Zum i en tnna JøJ, han ikke kan blive vakt af, bli-;
ver han iiddende » sannnensnnken inelleni sin bristende
« rønisz i diinineix
Rast aaai hnn ind, ordner Drengens Tøj oa aiver
sia til at ulante han«-; Ztøvleir i
Piaen ionnnu sprinaende: »s,h bevare inia vel,
Frnen inaa da riatianok ikke staa og børste Støvler.«
»Jo, jeg vil selv,« .
Den lille Zyr nndies over, at Mai-I Hernder ryster
saa sta-rlt,1nen: hnn hjceiper hist nted Paaklcedninaen,
og at hun sei saa tidt nd i Hauen Han ved godt, at Mor
skal rejse langt, lanat dort: nien hnn komncer nok hjenH
men.
Juden hnn ved as det, er Drengen i suid Leg nied en(
Flok lasede Gntter nde paa Vejen Med opspilede Ljncyj
blniiiende af Banne oq Jvriahed, kaster han sig svejrygi »
aet da letbenet sont en leaende Hund til højre og venstre i
Flollen. »Oi ----o--—a—n!«
»1.Etiøni iejser sia og aør et Sving op i Prceste
gaarden.
»Ja,« siger Pastor Nung, ,,dete1·, som jeg siger: naar
et Kvindennsnneske af hendes Natur har sat sig en Jde i»
Hovedet, saa er hun ikte til at rokke, ikike til at rokike.« :
Fru Rang har ondt af Leegen og trøster med, at Tosj
ra siklert ester nnaie Aars Forløb vil konnne tilbage til»
Danniark. ,,Hnn resser paa en Jllnsion,« niener Feuern
«tror sein, at hnn har sialdet, nien har det ikke i Birkeligi
heden; dette ined den dybe Siirteklokke, hun taler din, det er»
slet ille Eilig-sinnen det er hendes dybe Trana til at hjielpe’
Meiniesker, pieje shge ag hjcelpeløsez nien dein hat Vi san
nnrnd nok as herhjennne, og her er hendeJ Varn.« »
Lceaen ved iite oin Frn Rang virlelig niener, hvad
hun siaer, eller oin hnn taler nd af sin Trang til at troste «
i ,,Martens — han havde Kaldet,« bliver Prasstesrnen
ived, »han var ifølae Race og Arv og Udvikling og ined
isin store, stærte Ojertetrang oa sit Mod en regte Missio
)nær, og hnn vilde være bleven ham en god Stette dernede,
sdet er der ingen Tvivl om; men nu —? Ved De, hvad
ihendes Reise er, Dr. Strøm?«
; Lcegen ser uforstaaende paa hende.
s »Den er en Bodsrejse, en Pilgrimsfart til hendes
LMands hellige Land; det er min Mening «
,,Jeg ved godt, at hun stadig har gaaet og bebrejdet
sig, at hun i sin Tid forhindrede Mariens i at reise. «
»Der hat vi Humleni Hun er i Gceld til Gud og til
Hsin Mand, og hendes Hierte faar ingen Ro, før hun ligei
som har faaet betalt lidt af paa disse Gceldsposter. Derfor
niaa vi ikke holde paa hende. Det er Synd. Lad hende
i Gnds Navn rejse oa gære ud og finde sig selv. Saa
sial De se, hnn kommer tilbage. Det er der ingen Tvivl
om Og hun vil kunne saa en rig og velsignetherning
hat-femme «
»Kon: ned og tal med hende —- endnu en Gang,« be
der Liegen.
«Vi kommer ogsaa, vi kommt-« Iover Fruen. »Men
vi vil ikke pine hende med Overtalelsesforsøg og den
Slags. Det vil vi ikke. Det er Synd. Hun har for saa
vidt Kald til at reise, som hun ikke kan andet, og hun skal
have eii kcerlig, men rask og køn Afskedshilsen fra os.«
Tora vil gaa en an omkring i Byen for at tage As
sked med Kilderne og de inange hyggelige Steder, hun
har faaet leer.
,,Komi« vinker hun med Haanden Men det kniber
sorfeerdeligt at faa draget den lille Fyr bort fra Leaen.
En Stemning af rørt Takfølelse stiger op i hende,i
da hun kommer et Stykke op i Byen og ser, at der ved
enhvek Gaard, ethvert Has, hvor der knejser en Flagstang,
er hejft Flag til hendes Ære.
PS Asstand hilser hun Godmorgen til sorskellige as
Byen Falk som hun faar Øje paa i Haver og Veenger
Alle nikker og ser saa undexlig alvorssuldt efter hende og
Drengen. Aldrig hat hun sølt som i Dag, hvor hun hol
der af disse Mennesker.
Bed Storkilden stach Mosset paa Sten og Planken
med en Lsd som nyt grent Fløjei, Smaakilderne ved Diger
oa paa Gksnpladser rtsler med Blink paa Blink, spejlende
bele· kaket as gule Ranunkler dderes M. Lette Bind
W komme-; glidende ita Balle-me i Svd oastryger ind
mk Ost-ems- hvts Winde Duft de wer med i Far
"ten oa spreder nd i krastigsaandende Menneskers NEU
bor. Loer Zøen oa Aan dritter en fin Em, der gennesss
wie-J as oiolette Straaler. Genneni en Aabning i et ck
Pileheanene ier hnn ud over en Mark, hvor en taktfaf
strjdende Ecedeniand sendet Brus paa Brns af Kern-h
der lyser galt i Zolen, nd over den niørke Muld· Pt
Rise Baute, langt ude i den soldirrende Lust, ryger des
ten-e Jzoisd efter et Par Hamen Ude ved en Stendysse bis
Auen staats sont et skarpt tegnet Skyggeoiltede Inod des
blaa Hiininelgrnnd aantle lDendrik nied staat-ende- Natio
haar, støttende sig ved sin Etol og seende nd ooer sin grin
ne Rngnmrk — den gainle, sindige, trofaste Hendrik, dar
havde ydet Matten- og hende saa ntange Tjenestek«.
Det er for hende, som Mariens lever i alt, hvad hat
ser og hører — som hansJ og hendesJ Lampe-, derei- Lykktz
deres Lidelser og Savn er oævede sannnen nied Naturen
Mindet om uforglennnelige Sommerncetter vælter en Hat
as de stærkeste Jndtryk over hende.
Til sidst gaar hun ind paa Kirkegaarden og ovekrtss
skes her ved at se, at kærlige Hænder har pyntet hendes
Monds Gran med Dynger as Kranse og Bnketter. Hut
gribes as uudsigelige Følelsee, drager.Drengen ind til si
og knceler —- — —- ,
Hoor er det dog svært at drage bort fra denne val
Og doa er det, sotn han rejser sig for hendes Øjne og tatst
manende Ord til hende: ,,Svigt ikke dit Kald!«
Hnn knnger Drengen ind til sig, stirrer paa Graveu.
kastes ontkring fra den ene stcetske Stenining i den andeu
Hjertet banker og banker —- l;:·. « det dog svcerti
Saa gaar Dagen.
Klokken er bleven 6, Aftensbordet staar dcekket, Tor
og Jsrn Strom sidder Ved hoer sit Vindne i Spisestuen ot
ser nd, siger ingenting.
Ten lille døvstnnnne Vildmand tumler sig atter med
sine Legesæller nde paa Vejen. For bedre at kunne sa
sig i Fangelegen har han revet Trøjen af sig og springer
om i Skjortecrrtner. Moderen ser det, det er ikke rigtigh
men hnn kan ikke sige noget til hatn i Dag; nu skal han j
ogsaa straks ind
Dr. Strom trceder ind, bleg og taus. Hans Moder
ser til hatn, ryster paa Hovedet og gaar derefter ud for C
hente Laaafadet, der lcenge har staaet og sncerret paa det
varme siomfue Tora resser sig, aabner et Vindue og vit
ker ad Trengen
Tet er en Aftale,. at Proestens Landauer skal III-de
Fil. 7 for at tøre hende til Stationen. Dretjgen skal bas
Lov at folge hende dette første lille Stykke paa hends
Reise, oafaa Strom vil følge med.
Ene staat de to Meimesker, Fcetter og Zins-Ene, i VE
relset og ved ikke niere, hvad de skal sige til hinanden. Des
Haar i deni beaae nced den pinefuldeste Sinerte "
TaoO tager han begge hendes Hænder og ser paa heu
de. Han oed, det er saa haabløst, at han staar her og tala
sine Følelserss taose Maal til heade, og dog er det nu og
da for hank, sont alle Følelser i ham løber samtnen i Hm
bet om en tliinlighed —- en Mulighed i sidste Øjeblik.
Hnn staar oa aander ned incod Siden. Al hendes
stcerle Jlregtöschlelse hendesi Gier-los- oa Taknetnmeligs
hedssFølelse bølger frem i Adskillelsestankens dyk
Smerte.
Tydelig kan han se paa hende, at hnn er i Kamp nei
sig selv, og hans Fiærlighed ægger og hidser: ,,Toral«
Hnn laster sit Blik oa giver hans Heender et Try!.
Alle hanI Pulse banker, atter og atter tryller bo
hendess Este-idem »Toi«a!«
Et Lieblik sei« de tavse i hinandens Linie, Sjæl as
Ejasl mode-J, lsnn ser, hoor han elsker hende, alt Lin f.
liende lsliver til stor, varni Følelse; men saa tager hat
Hasnderne til sia oa scetter sig igen paa Stolen.
Den aamle Fette staar sont paa Naale nde i Køkkench
lnelder Hovedet og lytter, tripper omkring og flytter Ers
der og Pander, trækkende Tiden ud, saa lcenge hun paa w
gen Maade kan.
»Men Barn dog!« udbryder«med eet Tora og set-hu
imod Drengen, der træder ind ad Dørem koek, men ais
blodigt Skjorteærme.
»Ja, er det ikke forskrækkeligt!« gis-per Pigen, der
har skubbet ham ind. »Falder han ikke, saa lang han ek,
og hugger All-neu mod en skarp Fliitteiisten1«
s »Kom herl« Lægen drager den lille ligblege Fyr ind
ji sit Vcerelse, den angestfulde Moder, der er bleven lik
lsaa bleg som Drengen, følger efter.
s Den stærke Dreng bider Tcenderne satnmen og sktss
rer Ansigt, mens Laegen undersøger og renser Saaret; ta
sikke saa meget som en Staunen af Smerte høres sra hanc
’Mund.
I Tot-a er kommen til at ryste. ,,Det er dog veliD
noget slemt ?«
»Na skal vi bare tage et Par Sting,« svarer Lanze-.
Drengen, der ogsaa har faaet et Knubs i Panden, Id
gynder at faa Hovedpine, og da Armen er bleven for
bnnden, konnner han til at kaste op og maa finde sia i U
blive bragt til Leje paa en Sofa.
J det samme høres anlen as en Vogn ude fraPlaiF
sen.
»Aa—-h!« Doktoren tager sig til Hovedet oa gar s
fortrasdelia Vridnina Ined Wappen CDet er en Mond nos
fra Nise Mark, en Volsniand som han for et Par Tim
siden havde set jaae sorbi med Jordemoderen). Han aO
net et Vindue oa taler noale Ordmed Monden.
Der er ikke noaet at stille op, det er et Mennest
der staat· paa Spil.
Tom sidder hog Drengen og aander forpint. »Da It
ligger Hans . . . du tror da illa, det er noget alvorligtk «
- En Tanke farer op i hom, et feberdirrende JndsaA Ist-T
sprnnget som en hed Tilskyndelse nd as hanö Kærliaw
Lidenskab: Om han nu med et Ord, eet eneste Ord kmO
holde hende tilbage —i alt Fald indtil viderel Bau vg,
at Dampskibet, hnn skal med, gaasoi Morgen Vermittqu
hvis hun ikke naar ind til Hovedstaden i rette Tit-. Do O
ved, hvordan Tinaene kan drejesia, om hmdetssyeists
Morgen bliver sorpurreti Det brænder vg. WI. «
hans Bkyst, hendeg nor-, Moska- Vte Mec- hi
angestfuldt ventende, Cum-et vipper as s M
Sind. . «
