«Yanl’kteren··
te halvugentlig Nybedg- vg Oplys
ning«sblad for det danlk Fall
i A m e ri ka,
udqivkst af
DANISll I«I"I’H· PUBL. NOVSIL
Plan-, Nebr
»Danskeren« udgaar hvek Tiksdng ogFredag
Vtis pr. Aufgang
i de Forenede Stater sl.5(). Udlandet 82.00
Bladet belales i Forstud.
sestilling, Vetaling, Adressefokandking og
andet angaaende Vladet adtcslerest
DANTSH l«lTTll, PUBL. llOUsE.
Plain Nebr.
Reimka A. M. Andersen.
Alle Bidtag til »Dansteken«s Jndholbx
Ifbanblinger, Korrespondancer og Artikler
If enhvet Att, bebes adtesleretc
A. M· Anbetsen, Malt-, Nebr.
Entoked at Blair Postokllce as second
clsss matten
Advektlsjng Rates made known upon
sppljcation.
J Tilfælde af Uregelmæssighebet ved
Rot-tageler bedes man kluge til det stedligk
Postvæsem Skulde det ikke bittle bedes
man henvenbe sig til ,,Danfkeren«s
tout-on
Naak Leefetne henvender sig til Falk, der
Mketeri Blei-eh enten tot at lobe bog dem
ellet for at faa Oplysning om det avettetede,
sede- De altid omtale, at De san Routile
limitet i dette Blut-. Det vil vasre til gen
sibig Nym.
En Livsapgave.
En Lspgaoe at leve for givor dei-l
ttet Betydning. Ten vifer, at den eile-i
»ste Grund til at leoe er nt leoe fors
Hin-get Den er en Herodelje af vort
Herredøinme over Onistasndigbedernek
Taf vor Eelvbeberfkelse, af Verkünde
den i at kasnme for, hde der er ret
paa ncert Hold og kcempe til EndenJ
Opgaven gør et Mennefte til Karg-s
forer. Jan frnder sig i Anstrengels
ferne for at opnaa et liøjt Ideal-Z
Kors. Jnfpimtionen og vCampian
er større end nogen S«ejrs:«krans· Op
gaven er en bevidst, vedholdende To
genssig-sainmen for at opnaa et Maul
Førend det kan realiseres inaa der
were Forening mellem Legem og
Hoved, Hierte og Sjæl; de fire Kurs
ter inaa ennes om Opgaven.
Mennesket er den enesre jordifke
Stabning, der kan leve for en bevidst
Opgave, den eneste, der kan oer fin
Tid og Energi, sine Erobringer og
Krasfter paa en Opgave, paa et Ide
als Alter. Han er den eneste, der be
Vidst kan kommandere sine egne Ev
ner og fordre deres Samarbejde med
hons Villie. De andre Zkabninger er
simpelthen Bundter af ubevidste
Funktionen der ledes af Jnstinktet.
Opgaven gør Mennefket til sin
egen anden Skaber; ved den kan ban
gis-re sig selv til, hvad han vil. Han
kan vcelge sit eget Rige; han kan le
ve tilfreds i de lcwe Lyfters Mudder
ligesom en- ·Øgle, eller hnn knn stolt
licrve sig op i de ædle Jdialers højere
Atmusfcrre som en Ørn, der bævder
Viergtoppen sont sit Ritze Opgaoe
fcsrvandler Livets Trivialiteter, den
niver Sjælen Styrke til at møde
skiindringer og til uforfoerdet af dis
fe at kcempe imod Bølger og Mod
strønime. Opgave giver Ellkennesket
Anledning til at gøre nne Lpdagel
sei af sine egne Mnligheder. Det er
en bestandig Hengiven af Selvet for
noget, der er højere end Selvet. En
hvser fand Opgave maa i sidste Hen
sigt være uselviske. Den kan aldrig
finde sit endelisge Maal i Opnaaelse af
noget for en selv. Saadan kunde viere
Ambition (Æresyge), men ikke en
højere Wälder-»sp- —"——-"««« - -«
Opgaven maa være ophøjet over
og foran os, som Polarstsernen, der
leder og inspirerer Sømandens Kom
pas. Verden hehøver — mere end
Talent, Geni, Rigdom eller Magt
—- Mennesker med store Opgaver,
Mennesker, der hat helliget sit Hven
dagsliv til at leve for et højt Ideal
Mennesker, for hvern hver Dag hat
virkelig Bsetydning, som ved hver
Dags Solnedgang kan se tilbage Vaa
noget godt, der er indhøstet for dem
felv og for Verden, Mennesker, som
hellere giver end tager, hellere vil
ndstraale Lys end indsuge det.
Mange Mennesker drivess simpelt
licn Ined Strømmen De styrer iktst
deres Kurs, de er Ofre for Stann
men. De lever, men der-ess- Liv er heu
sigtsløs. Paa magelig, sorglos Bis
søres de nied af Tidens Flod uden
Bevidsthed om, at de er Drivtømmer
Flere as dem gør ikke noget egenligt
ondt, nien heller ikke noget godt. Oin
de skulde begna noget rigtigt slemt
eller falde for Sorg eller Provelse
knnde det maaske blive Middel til
at vække dem til Vesindelse, ryste
dem op, saa de opdagede deres Man
gel nf Livsmaal Et Menneske »dri
ver« ikke hensigtsløs ind i det godes
Hann. Han fwxiter for sit Maul, re
de til at krenipe med Ro og stadigt
Mod imod Tonge, Mørke Modvind
oq Farer, sont tun inspirerer til ster
re Anstrcennelse
Der er næppe nogen Fore, Se
mcrndene frygter mere for ind en for
ladt Skude. Den fører intet Lys htm
ken agter eller for nde; ingen Pas
sagerer, intet Rot, ingen Los-, intet
Mandskab. Den hat« intet Maul, in
gen Ladning, ingen Halm Selv hjæl
peløs er den en Ulempe for alle an
dre· Menneskelige drivende Skuder
cr disse, der ignoreres af andre soms
haabløse, men de har føtst forlath
dem selv. Mangel paa virkeligt Livs-»
maal er Landvejen til at blive Vrag.
Det store i Livet er ikke at scrtte
sig et Maal eller at vælge en Opgave,
men at kcempe for at naa Maulet
Dersom vi ser, at et stort Arbejde til
byder sig og opfordrer os til Hand
ling, da er det vor Pligt at tage sat.
At feile i et stort Arbejde er noblere
end Held i noget, der ligger under
vore Eviiersz Muliahed Vi hat intet
at anre nied Resultaterne; de till)ø
Isei iffe o—:- alliaevel Der er vor Pligt
at aørevnrt Bedste Ined friskt Mod
on san Unsre tilsredse ved Gerninaen
all-ne Man er vor Opaave lille eller
stor, lad ois have et Virkeliat Maal
for dort Lin og kienipe usw-findet
for det til Enden.
Efter ,,Tbe Circl«e«.
Te stoke Hatte.
! Ten vanlige Ists-Dort af ,,iidste«
HEarisermode konntet-: dette For
Iaar i Hatte, inni anierikans ..Z Ilviser
for en Gangs Skyld er eniae om at
kalde —- Papirsknrve. Tamernes
Hovedbeklasdning dette Aar er saa
stor, saa klodset og grim, at man Inaa
nndre over den Mangel paa For
nnft oa Sønuneliabed, man »in-Herz
ved at lade disse afstikkende Rabalsi
derbatte forvanske Dainernes äld-;
seende belt og holdent. !
Da saa er disse lHatte dnre, saa
meningsløft kostbare, at det i prak-«
tisk Forstand næsten besyder Rninj
for Manden med den «alinindelige!
Jndtægt, hvis Kone og Datter skalj
ndstnres med dette Foraars inest
forstyrrede Pariser-mode
Gennem Tiderne bar man wen-»
net sig til Kvindens Fomnderliahed
ca syaelige Tilbøjelighed til at følae
Modens Svingninger. Man er ble
Ven saa vant til kvindelia Misgreb
paa ,.det, sont klceder«, at Form-drin
aerne fkal viere store az; dicke sirrliq
afskrækkende lwis man overlwnedet
slal laeqae Maskke til de mange For
vandlinasproressety dea mode-me
Kninde aenneaaar ifølge sådste Mode
fra Paris. Men detre Faraar bar
man bemwrket Kvindenss Forfcengk
liabed eller Ondskab mod Traditio
nen. Thi Hattne i Aar ex: s»ci store
ca klumsede, at det er nnget af et
lsrasndende SpørasmaaL bvorledes
det skal lykkes Kvinden med den mo
derne Hat at passere de Iikrntalc
Jndaange til Hufe, Tog eg Spor
vogne. - »
For et Par Uger fiden kørtejseg
LetTcsp « "
Journalist, der va ude i Mission
for sit Blad Begge blev vi Vidne til
ikke mindre end to Tilfældss· hvor
det var en -komplet Unmlighed for
de store Hatte at passere Døren til
Knpeen Vist Var det morfumt at se,
fordi Situationen var latterlig. Men
det var mindre grinagtig for den
pligttro Ægtefcelle, der for den ene
Tsanies Vedkonnnende maatte bog
stavelig talt trille Hatten ind i Eli-a
nen baa efter Koneth der sk.eldte nd
over de incevre Die-re mein mødte
op med.
Den amerikmiskc Brudme sikj
Stuf til en Ilrtifkel for sit Blad Ei
Var Tage ester læste jeg — kunde
alle lcefe — hans Opfattelfe af den
moderne Hat. J sncerende Bnedins
aer iraniserede ban over ,,T«l)e
Onesiion of to-day«. «ij »Ehe Orte-I
tion of «To-da1)« var, livorledesfs man
liest kunde løse Problem-eh Te state
Hatte oa de sncevre Døre ’
Det var udei Besten
Men ogsaa i Østen bar man Iaat
Mikrke til de store Hatte.
Saaledes har en Professor ved
Lamm-d Universitet nylia skrevet en
Artikkel om dette Sinne Oa ikke ele
ne fordømmer ban de store. tlndsede
Hatte oa deres mindre praktiske An
vendelighed Men han paataler ster
lia skrapt den Letsindiabed, den ame
rikanske Kvinde udviser paa det
Jøkonomnske Omraade· Det er time
jliat Professoren-Z Jndlcea har vakt
.-Opsigt. Og man kan nu i faa godt
som alle Landets Iedende Blade læse
Afhandlinger om kvindelig Letsin
dighed paa Økonomiens Omraade.
Det er io tvivlsomt, at det vil
gavnex men det er aldrig af Bei-en
at det bliver saat kiøjt, at medens
man paa mange Maader direkte og
indirekte indsncvvrer Mandens per
senlige Frihed, bar man hidindtil
været langt fra at beskceftige sig
med en Haard tiltrængt Jndskrænks
nina af Kvindens perfonlige Fribed
Tet lyder ganfke vift ikke godt at tale
am den personlige Fribeds Jud
skrænkning, hverken for Mand eller
Kvinde. Men Erfaringen bar lært
saa meget om Nødvendigheden Af
Forbudslove« at nu er det Tid at
benvende Opmærkfomheden pas
kvindelig Letfindighed over for Øko
nomi og Sammelighed og derved
redde mangt et Ojcm fra Ruin eller
i Injndste Fnld ».xfurrcr paa Traaden«
over Mndcnis uvarmbjcrtige For- .
dringen
Baar.
3k1)cr, l)Uidliggi-.In,
Etribcr Hintlcns Blum
Lange Ekyggcsr over Enge gear.
Zoleus korte Vlink
Giver mig et Vink:
Zum-: den komme vil, den fkønne
Bank-.
Engang vil den ftaa
Frifk og grønt klædt paa,
Overgydt af Solens varme Los-.
Duggens Draabe Vil
Som en klar Pupil,
Drikke ind dens farverige Kos.
Svinder du en Gang,
Dine Fugles Sang,
Alt det grønne, sodm jeg hnr saa
kcer;
Bliver Skoven bleq,
Fomftens Stængel veg —
·. vil ftaa med Eventtjrets Skcer.
Harlmh Jowa i April 1909.
H. P. Jacobsen.
-——-.-O.—
F 1
ior at sortlare mig alle Ting. Men
eg forstod kun det ene Ord »Lasari«.
önn gan nlig nagte smaa Sten med
Zra Graden, ogfjeg gav hende »Juk
s1i—:(«, oa ni uar veltilsredszz begge.
Vejen fra Bethania til Jordans
Flod og der døde Abav aaar ned ad
Lele Vejen og er manacl Steder Brat.
Tet er Indiens øde Biergland Dnbe
deløfter oa steile Vjerge om til Bak
teu Brit-F dybe Fl"odleje. Her paa
dette øde Zted yar græsk katolske
Munke lmgaet sig et Kloster-. Det er
ensdmt. Vi mindess Profeten Elias oa
Rannene, hans Opvartere. Endnu
flyver Rat-ne hen over den dybe
Kløft, Inaaske Efterkotnmere af hine,
nien der er ingen Elias i Klippekløf1
ten. Og dog — Bibelen siaer os, at
Elias var et Menneske lige Vilkaar
under-given Ined os
Snart er vi ude paa fladt Land,
Jordanens Slette med Jeriko, Pal
meftaden Men Jeriko fortiener ikke
niere Navn af Palmestaden. Thi Pal-;
merne er fan, og der vilde ikke i Dag
vcere mange Trreer for Zakceus at
vielge imellem. Jeriko er øde. Det er,
sont Forbandelse hviler over den.
Kun nogle faa Araberhuse og et Par
Hotellen som lever af at herbergere
de reisende. Thi her bliver man ger
ne Ratten over. Lige over for Jeriko,
lcengere imod ·Øst, bar vi Floden
Jordan, tcet begroet ved Siderne med
frodigt Krat. Den er Vel her kun en
60 eller 70 Fod bred og har staerkt
Fald. Ten iler rulende og larmende,
lia saamange Mennefker ned imod
det døde Hau. Jordansdalen er am
trent tolv Mil bred og er overordent
lig frnatbar. Ved en lille Smule Ar
bejde kan Jorden l1er frembringe det
ntrolige. Talen er dnb, og Klimaet
er tropisk, Den Dag, da der gives
Lov til at lade Jordansfloden risle
over Dalen, vil den være som Nilda
len. Der er jo stort Fald, og den
egner sig udmcerket til Oderrisling.
Men Landet er Sultanens private
Ejendom, og intet gøres eller kan
gøres. «
Jeg traf Amerikanere alle Vegne.
De er ude at se efter Lejlighed. Saa
snart, det kan lade sig gøre, skal det!
Ork-Izlipegpkeb.tsk «
Oven for Jeriko menes Stedet at
være, hvor Johannes døbte. Her er
en aaben Plads ved Floden, Pilk
grimmenes Vadested. Heramkring var
det, at Frelseren blev døbt. Ogsaa
de første Kristne tyede derud og blev
døbt. Endnu den Dag i Dag er der
mange, der lader sig døbe her.
Hvor er dog dette Sted rig paa
Minder- Lige over for Jeriko er Ne
bo Bjerg, Pisaa Top, hvorfra Moses
skuede ind i Landet Jakob Ined Rei
sesiaven i Haanden gik herover. Js
rae :- Børn, for lwem Vandet var en
Mur, Elias og Elisa, om Frelseren
og hans Disciple, der her vandrede,
om Døberen, den strenge Vodsprcedi
kaut, der lJer levede, og Jerikd Ined
sine mange Minder lselt fra, da Spej
derne blev sfjnlt inden for dens Mu
1«e, til ,«3akæu.s, den Iille Mand, der
annammede Jesus med Glæde i sit
Hjerte og Hirs. Tjanken ledtes hen paa
den Tid, da den var under Jordan
delsen, og da Vandet var usuudt, men
da Elisa kastede Salt i Vandspringet,
saa der blev sundt. Ja, hvor mange
Minder hat ikke Jordans Flod og
Jeriko for en bebellæsende Jeg maal
sige, som en nng Mund sagde til Inig
i Jerusalem: ,,Jeg vilde ønske, jeg
Var bedre kendt i min Bibel.« Far
oel, Jeriko; farveL Jordan. Du, over
hvem Guds Herlighed lyste, da Him
melen aabnedes, og Guds Aand da
lede ned over Guds elskelige Sen.
Et Par Timers Gang imod Syd
liliver det mere fladt. Dalen er dybe
re, Jordan flydser mere langssoint, det
bliver saa øde og ton1t. Nogle smaa
gnle Forhøjninger, dcekkede med
Evon og Salt, Jorden bliver saa
nnderlig blød, intet Greci-, ingm
Træer, alt øde; kun nu og da flyver
der en anl over Dalen, og snart
7taar du ved et af Verdens Vidundere
— det døde Han. Til Venstre ser du
Moabi Lands stejle Skrcenter og til
søjre Judæa øde Biergegn. Jngen
Hist svømmer i Havet. Vandet er saa
kungt og saltholdigt, at et Menne
ke kan ikke synke i det. Her er Stil
")ed, Grabens Ro. Det er helt uhyg
Jseligt at være her. Vi mindes So
Joma og Gomorra, al jordisk Hei-lia
)eders Ende .Et vellystigt, gudløft
Folks Grav. Jeg synes at høre FreL
erens Ord: »Kommet Lotbs Hustru
l1u«'· (Mere.)
Brev fra Japan.
IT M. T Winther
U.
Der var jo nasrmesl ndre Ting jeg
sidste Gang nieddclte noaet om. Det
or langt fra dc one-steh der kan fylde
en med Gliede og Haadx at de i no
aonTViaade kan, dot bislnmer jeg vcl
ikke at paanisc, de er jo dog Frugter
af Kristendonnncn og kan tjene til
at berede Vej for denne. Desuden
or vi Missionærer glado for ethvert
sandt Fremskridt idlandt det Folk,
oi er ihlandt.
Vi ser Herren-Z Ord daner sig Vej;
undertiden kan det tage lang Tid,
saa er det ikke mindst opmuntrendex
man faar et faadant Mod til atter at
udstrø den cedle Sæd; man fyldes
med Haab om, at den visselig skal
bcere Frugt en Dag, selv om det vg
saa til Tider kan se nok saa urimeligt
ud.
For nogle Aar sidcn fik en Del
Missionærer Lov til at sælge Bib
ler paa Togene; men saa rejfte, der
sig en Del Modstand imod det, da
der var en hel Del samvittigheds
løfe Fyre, der brugte samme Metode
Htil at paka godtroende reisende al
«st«ens Kram paa Nakken Dette Unm
Jsen maatte der scettes en Stopper
Tfor, hed det med Rette, og saa skulde
alle nyde samme Skæbne Missionce.
irerne har vieret samvittighedsfulde,
og ladt chre Ined det, men Karm
mcrne husercr oærrc nu end nogen
Sinde Jeg var ogfaa med i dsette
Arbejde og folgte ikke jaa faa paa
Ztrækningen fra Saga og en tre
—fire Stationer Best. Hvad der koin
ud af det har jeg aldrig hørt noget
om.
Saa forleden Dag kom der en nng
Mand til Oderhøring for Daab, da
han allerede i liengere Tid havde væ
ret regelmcessig Kirkegcenger og hav
de givet os Jndtryk af, at han vir
kelig søgte Guds Rige. Under Ova
høringem hvorved Past. Yonemura
gerne plejer at lade dem fortælle de
res Historie og da iscer om, hvordan
de er bleven ledte til at søne Herren,
orttalte denne, at det føkste Stød
hen imod Guds Ring sik han ved
at se en Udkcending fiaa op i M
Jernbanevogn paa en Tur mellem
Saga og Nagasaki, anbefale Bibe
len, forklare lidt af dens Jndhold
og saa udbyde den til Salg; han
havde selv købt et Evangelnnm, som
han ganske vist ikke forftod noget
af, men han hade faaet et Jndtryk
af, at den Mand mente det alvorligt,
at det var ham om at gefre, at andre
kom til at tro som ban, og at det
var Sandhcd, hvad han sagde, samt
at Grunden til, at lian ikke knnde
forstaa Bogen, var ika dens, nien
lmns eaen Skyld .
! Sau gik der tre Aar, i lwilke han
; 1el ikke blev dette Jndtruk kvit, men
Hdet fik beller ikke ny Næring, indtil
en af bans Kammerater —- ban
var da Lærer i en Landsbyskole nog
le Mil uan for Knrnme —- bad
lmm om at folge med til Kirke i
Kumme. og saadan kom jeg da for
fte Gang til at børe en Prædiken,
af hvilken jeg nu ikke kan bnske det
mindste, men som den Gang gjorde
set dybt Jndtrykt paa mig, da den
gav mig nogen Forftaaelse af hvad
det drejede sig om«, saaledes sagde
han selv om dennc Sag. Jmidlertid
gik der tre Aar fra den Tid, til han
igen kom til Kirke men siden den
Tid har han været regelmcessig til
at komme, opmærkfom til at lytte,
og nn er han døbt, og bar allerede
vift sig i Stand til at indvirke saa
meget paa sin Fader, at han er
bleven en temmelig regelmæssig
Gcest i Kirken om Søndagen
Hvad nytter det saa2 kan man
faa tit spørge sig selv, er der kom
men eller kan der komme noget godt
nd af det eller hint ? Et Tilfcelde
sum det her ncevnte giver en ingen
Mod til, at gaa nd og saa ved alle
Bande, vis paa, at det skal bære sin
Frugt i sin Tid.
O s s
Her blev jeg afbrudt, lad mig
saa lige fortælle om det, før jeg glem.
mer det. Det var en af vore Kri
ftne, der kom og klagede sig lidt
over, at hans Moder ikke vilde lade
være med at lytte til en Afgudss
prasft, og at det næften saa ud til,
at hun derved blev mindre og mindre
venlig mod, hvad hun hørte af Kri
stendommen, bvad er der dog at gis
ke22 spurgte han. Jeg kunde kun an
Pressomcddelie Nr. J
Dunst-Amerikaan Selfkab.
Tcn fjerdc Juli i Aarhnå
F Dunst-amerikaan Selskabsz Kontitc
Jfor Aarlmsdagen bar modtaget den
»Cfter1.c«t11ing, at Hort-. Professor Dr.
idem-g Brandes bar lovet at holde
Talen om »deemlængsel«. Som alt
tidligere meddclt vil Herr-. Højfkolex
forftander Th. Bredsdorff tale om
»Udlængfel«. Den nmsikalske Del af
Programmet foreligger nu ogsaa stor
dig idet Kgl. Opersanger Helge Nis
sen har overtaget Solopartieti Kan
taten. Vor dygtige dansk-amerikanfke
Violoncellist Herman Sandby vil ifl.
Meddelelse til Carl Busch spillse mscd
et:
Udstil ingens qMceftdeQ BZÆ
sier Drechsel og Formanden for Kon
gressudvalget Redaktør Funch-Thom
sseu hat lagt et meget ftort og fmukt
Arbejde ind paa at gøre Dagen til
en fuldendt Success. De har intet
sparet paa at arrange-re en enestaa
cndc Festdaq, og bar suppleret »Gl
verfkud«, hvori Soloparticrne synges
af KgL Kammersanger P. Cornelius,
oq Damerne Fru Ulrich og Fru Kra
rup-Hanfen fra den Ka l. Opera « «
blandcde Kor tællci over 100 SM
mer. Programmet omfattcr flcrc an
»das Koncextnumrc mod Ss1losang af
coelge Nissen og de ovenncevnte Kumst
Here Eiter Koncertcn findet en Sein
jSted, under bvilkeu der oqsaa vil
llive fomnstaltet buad - Zolofana oa
Korsanq.
i
Lad os faa Lov til at vcvre i Fied.
(Underfkreven) N. W. Aldr i c h,
Jlbdul Hamid.
C. C as t r o.
Ungtyrker, som t1·or, at Sultanen
mener at vcere skikkelig, fordi han
lover det, maa have en meget dank
lig Hukommelfe
Vi henleder vore Læseres Opmærk
femhed paa Artiklen »Kultur« as
Alf. Jpsen. Ten er ypperlig stre
ben, og Hr. Jpsen har sikkert Ret i
naar han siger, at ,,danfk Kultur
ftaar paa de afgørende Punkter end
.)-.;«-.,. am under Dekadencens- Tegn.«
«. En Londonet Journalist Mr.
Stead udtrykker som sin Mening for
at faa en Ende paa det tyrkiske
Spørgsmaah at man skal overgive
dc tyrkifke Lande til De Forenede
Stater. Mr· Stead er uden al Tvivl
altfor venlig imod os; De Forme
de Stater hat Vanfkeligheder nok
hjemme at slaas med. »
En fransk Vidensskabsmand hat
erklæret. at der ikke er noget my
fteriøs ved Plantelivet. ,,Det er«,
siger ban, ,,kun en simpel fysifk og
kemifk Funktion af en Organisme
produceret af Substancer oq Kurs
ter af dets egen kosmiske Omgivel
ser.«
Ganfke sitnpelt for Reiten, naar
det bliver forklaret for dig?
Den bekendte Arbejderleder John
Mitchell har meddelt Studenterne
ved Yale-Universitetet, at alle Van
skeligheder ved Arbeiderspørgsmaal
kunde skaffes ud af Verden ved An
vendelsen af den ,,gyldne Mellem
vej Dette kan vist med Rette siqu
om alle Spørgsmaalx men Vanfke
ligheden ligger i Afgørelsen af,
hvor den gyldne Mellemvej er, og
hvem det er, som skal Afgøny lwor
Balancen er.
»C. R. H.« ønsker ikke, at Legisla
Futen i Illinois skal skaffe Staten
en anden Helligdag ved at lade den
12. Oktober komme ind som Koban
busdag og saaledes gøre denne til
en Fridag.
»S»pørgsmaalet er ikke, om Jll.
jnsker at hædre Kolumbus, men om
Jll. Jansker en anden lovlig Fridag
klafket ind mellem Takfigelsesdag og
scheiderdag. ..... Kolumbus
havde altid travlt, og den bedste
Maa·de at hædre ham paa er ved at
lade den travle Borger i dette Cent
Ier af den nye Verden, sont Kolums
Ins opdagede, vedblivende faa Lov
M at være travlt beskæftiget —
Iden» Jndblanding i Kolumbus’g.
« sahn« I
—-·-0-.—
Frei dctjhvellige Land.
(Fortsat.)
Bethania, Jcriko, dct dødc Hat-.
Betbania lmr saa god en Klang i
Guds Folks Øren Her var det, at
Frelseren saa ofte lmilede sig og blev
vederkvæget lnmde til Legeme og
Sjæl; her boede de tre elskelige Se
stendex her var det, een af Jesu stør
ste Undergeminger skete. Ofte har jeq
Vandret ud til Vethanin i min Fun
tasi, men nu blev det Virkelighed. Og
en skøn Tur er det. Bare det lille
.sten1 havde holdt sine kcere, gantle
Søskendeu Vejen gaar ud af Stefans
Porten og til Højre forbi Gethsema
ne, langs med Biergets Side i en
Halvmaane igennem den store jødiske
Kirkegaard· Efter en Times Gang sac
er man der, (om man gaar over
Oliebjerget, tager det kun en halv
Time). Byen er kun en lille Lands
by. Jeg talte 40 Hufe; maaske der
er flere. Bethania ligger paa den
føndre Side af en Bakke og kan ikke
seg, før man er inde i den. Marthas
Hus siges at staa der endnu, i alt
Fald forevistes der et meget gammelt «
H1ts. Et lille Stykke Nord-Ist for «
Byen vises det Sted, hvor Martha
mødte Jesus. Jnde i Byeni Nordsi- "
den af en Bakke forevises Lasarus’
Grav; dybt nede er den enlige Klip
pegrav. En ældre Kvinde viste mig der
ned· Hun fortalte mig en hel Del,
gav mig et Lys med og vifte mig alt.
Hun var venlig og giorde sit Bedste