»Yansl-teren"
te hqlvugentlig Nybeds- og Oplys
ningsblad for der dansk Falk
i A m e ri ka ,
udaivist of
DAleIl l«l"1’H. PPBL HOPSFL
Man-, Nebr.
,,Dansieren« ndqanr bver Tirsdaq ogFredag
Vtiå pr. Aargnna.
- ve Forenede Statt-r 81.50. Udlandet 82.00
Bladet betales i Forstnd
sestilling, Vetaling, Adresseforandring og
andet angaaende Binde-r adkesferes:
DAleH LlYTlL PUBL. H()USFJ,
Plain Nebr
Neoaktøt: A. M. Anders-m
Alle Vidtag til ,,Danskeren«s Jndhold:
thandlingeh Konespondancer og Attikler
af enhver Att, bedeg adtesseketk
A. M. Andersen, Plain Nebr.
Entsrecl at Blujr Postoksieo as Samml
elsss market-.
Advertjsjng Rates made known upon
spplicatiom
J Tilfcelde as Uregelmæssigheder ved
Modtagellen bedes man kluge til det stedlige
Postvæfen. Skulde det ikke hjælpe, bedes
tnan henvende sig til ,,Danskeren«s
lkontor.
Naak Læfetne henvendek sig til Falk, der
averteteti Bladet, enten tot at købe has dem
ellek for at faa Oplysning otn det avettetede,
jedes De altid omtale, at De saa Amt-risse
mentet i dette Blut-. Det vil viere til gen
sidcg Nytte.
Past. A. H. Jensen, Ferndale, Cal.,
har afslaaet det hcnn for anden Gang
tilstillede Kald fra Emans Menigbed,
Racine, Wis.
»C. R. H«ben1ært·er, at det knapt
kan tro Historien om Sultnnens Fra
sigelse af Tronen ,,for Fcedrelandets
Skyld.« Dersom Sultanen frasiger
sig Tronen, vil det nok snnrere dre
re af Hensyn til sin Hals-.
Mr. Cannon er imod PakkesPo
sten. Dette burde vcere tilftrcekkelig
til at overbevise Folk, som hidtil har!
vceket i Tvivl den Sag betkæffeude,’
at det vilde vcere en behagelig Jud-;
retning at faa i Gang for det almesl
ne Falk. » l
Vær ikke for utaalmodig over den»
vedvarende Kulde og det fene Foraar.
Dersom de umaadelige Snemasser i
Bjergene fmeltede for hurtigt, faa
vilde det sikkert blive alt andet end
behageligt for os, fam bor paa Slet
terne. Desuden giver det sene Foraar
Haab om et godt Frugtaar.
Embedsmænd ved en betydelig
Jernbane i Besten paaftaar, at de fid
der inde med en ny Opdagelse, som
vil afvcerge Jernbaneulnkker. Me
dens mange vil betvivle Sandheden
af Paastanden, saa vil ingen, der bar
nogen Foreftilling om, hvor mange
Mennesker der omkommer ved Jeru
baneulykke, ønfke dem andet end Held
med deres Opfindelse.
Alexander Dowies Efterfølger Vo
liva i Zion-City tabte Slaget i den
nylig overstaaede Valgkampagne.
Han vilde gerne have vceret Bergwe
ster, og ban fik 409 Stemmer, me
dens Modkandidaten fik -129.
Byens Vorgew fejrede Volivas
Nederlag ved Glcedesblns, da man
mente, at Bycns Ejendom vil stige
med ca. 50 Procent.
»Mr· Jim Patten er hverken For
bryder, ej heller Hvedespekulant Han
er Filantrop vg« en god Mand,« sag
de hans Reprcesentant W. C. Sunder
lund i Onmha forleden. »Don er en
klog Mund og en Ven af Fartneren,
som i Aarevis bar prøvet at gøre Hve
dem-l fordelagtig.« — Ogsaa her,
ligefom over for Toldspørgsmaalet,
ser man-at Producentens og Forer
gerens Interessen og følgesin del-es
Syn paa Sagen, er forfkellige.
,,Kilderne« er Navnet paa vor nye
Fortælling, som begynder i dette
kummev Den er af den kendte og
yndede danske Forfatter Zakarias
Nielsen. Mange anerkendende Ud
talelfer har vi modtaget fra Lcesers
ne af de tidligere Fortællinger i
,,Dsk.« Men vi føler os overbevist
om, at ,,Kilderne« vil blive 1nodta
get med lige faa ftor Tilfredshed
som nogen af de tidligere Fortæl
länger· Den viser os Kildeu som Vil
bryde fig Vej gennem Hindringee
frem til deres Maul. Men tag sele
og læs.
Vor Kirch og vort Lands l
Ftcmtid. l
Yslirkenici Jndflndelfc paa Nationen.
Man vil inaaske straks foinnie til
Jat tasnfeipaa Digterenss Ord »Vi ei«
ifaa, vi ei« siuaa'-«, fierlig oni tun vor
legeu lille siirkeafdeliug lage-J i Ve
itragtning
Men er det iffe ulligevel faadan, at
den ftdre Jndflydelse paa Eanifnn
idet ndgaar fra Enkeltuienneiter og
de fnma Kreder
Bad o—:» niindesjs Jein Ord til sine
s Disciple: » J ere Jordens Salt, J
ere Verdensji Lys.« De Var visfelig
fa a, og sinaa var de da ogsaa i Ver
den-I Ljne
Lad os deeiuden minde: Lignelsen
om Surdejgem der lagdes ned i Me
Iet og gennemsyrede det altsainmen.
J er de t, siger Jesus. Jngen
anden var Jordens Salt og Verdens
Lys, ingen anden kunde være det, og
ingen anden er det eller kan viere det
den Dag i Dag.
Det er dog stort, at Kirken bar
frie Hænder til at virte og at dens
Virksomhed befkyttes af Staten
Forleden gjorde vi opincerksoin
paa, at hvad Staten fom saadan sure
tager sig, med Nødvendiglied maa vie
re ,,ikke-religiøst, ikke-kristeligt.«
Her berører vi den anden Side af
Sagen. At Staten er ekke- kristelig vil
ikke sige det samnie som, at den ei an
ti- -t·ristelig. Langt fla.
l Men Staten vil ikke vcere alt. Den
vil befatte sig med de verdslige For
l)old. Menneskets Gudsforljold og
aandelige Jnteresser ligger nden for
dens Omraade.
Men derfor ignorerer den ikke dis
se Ding. Tvertimod Den anerkender
Religionen som et Gode, og den la
der rette Vedkommende varetage dens
Tyrkelse.
Og, taget i sin Almindeliglied an
erkender Staten Kristendonnnen sont
en Abels-wagt som ,,Salt« og «Lys«,
som en god ,,Surdejg,« hvis Jndflys
delse den behøver, men ikke selv ejer.
Det er saaledes slet ikke mere, end
Staten venter, at Kirken skal øve en»
god Jndflydelse paa Nationen.
Og hvilken Anledning har viz
alligevel ikke til at øve Jndflydelsez
Vi er jo faa at sige spredte som Salt!
og Lys og Surdejg der hvor disfe
Ting behøversk j
Med Kristendom paa det rette Etedl
— i Hjerteh der hvor «ivet nd-l
gaar fra skal vi nok faa Auledningl
til at øve Jndflydelse.
Kristendommen har jo Adgang til
alle de Hjem, der lukker sig op for den. ;
Den har Adgang til Skalen til Viert-i
steder og Arliejdispladieix til Butitkerl
og kllkarkedspladset -
Den findet aabne Dere not liei i
Landet, gennem hvilke den kan Mal
lind oa blive til Velsignelie
! Og hvilke M id l e r fidder Nil-ten
likke inde nied!
Den-I s Lov gaar ned til selve Livetszi
Udspring, den taler til Hiertet oa den
er Grundloven for alle de Love, der
duer noget. Den slaar aldrig.af, gaar
ikke paa Akkord.
Hvilken inoralsk Jndflydelie øver
ikke en saadan Lovl
Thi bvor Loven siger: Dn ital! der
peger den paa noaet absolut godt: og
hvor den siger: Du niaa iktel der pe
ger den ligeledes bestemt paa noget
absolut ondt, der bør afski)e-:s. ;
Men Kirken hat væsentliq andre
lMidler til at øve Jndflydelse ved end
dens Morallov. ;
D en lJai et Evangelium, et godH
lOrd til fattige, til aibejdende og be
ksvceiede Mennesker !
Beiden er fuld af Nød Kriftendoin- :
men ejer og byder Balsam og Arge-l
Hdoni Derigennein bar den ikke daar-’
Eligst Auledning til at øve Jndflydelfe.
Deus Lov er, som sagt, uliønl)ør
lig, Inen dens Evangelium forkynders
Lovopfyldelse og fuld Oprejsning i
lKrist115.
s Og Evigl)edsspørgsmaalet, som
»Kristendommen giver Svar paa, det
shar ogsaa Betydning for det Liv,
isoui er.
l Lad et Menneske komme til Troen
ipaa, at efter Døden koininer Dommeu,
kat en Gang skal føress til Lyiet,livad
der er fkjult i Mørket—det vil have
Jndflydelfe.
Det vil afskraekke den uretfærdige
fra sit onde Forel)avende, — det vil
give den, der lider 11ret, Kraft til med
Taalmodiglied at holde nd.
Bis-selig trænger Nationen til Kri
ftendommens eller siirkens Jndflydel
fe, og Kirken er af Gud givet Evnen
til at Vasa- Jordcnszs Ealt oq Werden-:
Liicy til sont en qod Eurdch at gen
nomsnre Samfundct
———C-O—.———s
Haar et Afstag.
quaa vort andct Forsøq pmi at
tuldc iancslfk tcologist Professur til
vor Efolts srmndisdc Du den Nord
nmnd, du« liade qivct dsJ Laub Uni,
at lmii Vildo inddtnge milder lmvdc
scndt os- sit 91filug, lictivtsndte vi os
atth- til Ton forencch norskc siirke
ou fmntidiq til den sociiskc Augustana
Ei)1iodc. Jst-a denuc Stmodes For
umnd sit ni forst Ewr Ined varm
Anbcfnlinq of Past. A. Hult Ved Im
Iiiii1i1ielS-Kirt011 i Qualm. Eiden fik
vi oqsua Evar fm Den for. norske
Ritchi Fornmud og Prof. Kr. Jahrt
son. Vi lwimendtc osJ til den Mand,
der um« osJ først anlmfnlet, nemlig
Past. Hult i Oumlici Da vi stimme
dc, at Vi alligcvel ingen kunde faa
i indeværendc Skolcaar, gau vi ham
al den Tid til Ovcrvejelse af Kaldet,
som«l)an maatte ønske. Jmidlertid
fkrcv vi atter til Synodens Formand
og spurgte, om licm ikke fandt det rig
»tigt, naar lian kundc anliefale os at
kalde Past. Huld da ogsaa at til
Tskynde bam til at modtage vort Kalb.
Gan svarede meget beredvilligt, og
dette hans Svar gik i Retning af, at
lmn licwde strevet til Past. Hult og
both lmm om i det mindste alvorligt
at overveje Sagen.
Alligevel modtog jcsi sna for fort
Tid siden Afslag fra Past. Hult. Han
var gruudig overvcjet, hvad der kun
de tale for og iniod. Jntet vilde til
tale .l)aui mere end at undervise i
Teologi. Mcn han kuude ikke blive
ovcrbcvist out, at han skulde forladc
sin Zynode og sit nuværende Kald
eftev faa fort Tidsz Virtsomlch i det.
Til andre Tidcr var han bleven som
tvuugen i sin Samvittighcd til at
modtmje et Kald, men i dette TilfcelÄ
de crfarede han ingen indre tvingeudh
Aal-sag til at sigc ja til Kaldet i
Dette er alt, der for Tiden kani
meddeles angaaende Kaldclfc af ensi
gelsk teologisk Lærer til vor Skale.
Maaske der «dog bliver mere at med-(
dele før eller til Aarsmødet.
J broderlig Ærbødighed j
A. M. Auderseih «
Sekr. l
Tit Optysuiug.
Der er slet ingen Ting i Vejen
sor, at ,,«Omen« saar Svar paa sine
wende Spørgsnmal. Jeg har intet
at skjnle. Dog lad Inig sige, at jeg
nok knnde finde to Grunde for at
have svaret anonymt — samt ogsaa
yderliaere to Grunde for, at den, der(
s
s
selo nieder Ined Maske, ikke kan v e n
te, at Vederparten stal blotte An
sigtct. ;
Jea taqer det da som et godt
Lnien, at »O1nen« ønsker nærtnere
Vesked
»Den lcerde Mam « er R evere
Franflin Weidner, Doktor i
Teoloaien Oa Namen Nenco er
Jens Dalbo «
Der er i Grunden fun et enkelt
Unnkt i ,,Omens« Stykke, sont jeg
anser for grnndforkert, netnlig hans
a n d e n G r u n d. Men den ta
ger han da heller ikke selv alvorlig.;
Tet ovrige er vist rigtigt nok, set fra»
hans egen Forudsætning, eller detl
Punkt, ban gaar nd fra. s
— — Først belnærker jeg saa, at·l
da der kun Var Tale om et enkelt’
Ord, kan man jo som en Følge der-l
af nok kalde Fremstillingen ensidigi
(meden-I jeg ingenlnnde indrømjners
Rigtigheden af den Paastand fra mit
Synspunkt). Tet er ikke nemt at
saa alle oigtige Ting med i een
Spalte.
Naar jeg fremstillede Dr. Weid
ners Forklaring, har dette sin Grund
deri, at det var af ha1n, jeg først hør
te dette Sted forklaret og Forkla
ringen sank dybt i min SjceL
Forøvriat er den Ting meget langt
fra at voere noget nyt. Dr. Rordam
gør optncerksom derpaa i en Note (i
sin Oversættelse). Og i den engelske,
reviderede Tekst staar der nøjagtigtt
,,as we also have forgiven« etc. —
altsaa hat« ntan dog der knnnet lee
se det i Inange Aar.
J Modscetningen til ,,O1nen« twr
jeg, at en Kristen netop med aod
Zamvittigbed kan forfaste en Oder
scettelse, der er fejlaatig, har den saa
end været gængs i slere Aarhundre
der. Meniaheden skylder de Mænd,
der har lagt et Livs ncøjsotnmelige
Arbejde ind paa at føre Ny Testamen
tets Grundtekst tilbage til, hvad den
oprindeligt var (saa vidt det nn ka n
gøres), en stor Tut Dette liliner dog
Uist met-e on nun-e ultnindelig aner
kendt.
— Men lud mig nted det fannnei
sige, at jeg dn paa innen Mundel
(nemlig med Densin til den enY
kelte Efnslsz lmrindelige Furtmld til
Gild) Uilde have forstnaet, at IllkenneJ
sketh Tilqivelse sttlde dnnne en nødÄ
vendiq eller winqende Forndsnstninq
og Beweggrund for Herren-J For-la
delse. Nei. Hnn lmr jo tilvejelnmxt
en fnld oq færdig Tilginelse een
Gang for alle, on for alle, og v u r e
Syndekss Forladelse lau rede sont en
Gove, da vi første Gang nabnede vo
re Øjne pua denne Jord. Men den
daglige Tilgivelfe af denne Gaue er
det rigtignok en anden Sag: den kan
»slet ikke ejes, besidde-Z, uden Meinte
"skets absolntte, redelige
T i l g i v e l s e.
’ Qg fe! Til dette ene Punkt Vender
ogsaa Jesus tilbage, straks han hat
sluttet sin Undervisning um Vøn
Man kan jo flaa Stedet efter (Mattl).
6) og se, hvorledes han begynder
Vers 14 med Ordet »thi«. Dermed
.peger han d i r e k t e tilbage til Fell
lgescetningen i den femte Bøn. Og
enhver maa vist indrøm1ne, at hvis
man tager det 14. og 15. Vers san
dan ganske for fig, gøres Meinte
skets Tilgivelse ligefrem til Betingel
se for Herrens. Dette vil da, smn en
Kristen ved, ret forstaaet sige, at Gud
i den Henfeende vil gaa frem paa
ganske snmme Munde sont
netop vi.
Hos Lukas falder den fe111te Bøns
Ordlyd jo lidt forskellig. Der staar
ikke: »som og vi have forlndt,« men
til Gengæld: ,,thi ogsaa vi forlnde«,
saa Meninaen bliver væsetltlig den
samme.
Forøvrigt var der meaet endnn at
fige om den Sag. Men Bladet maa
jo begrcenfe Pladfen baade for
,sO1n en« og
f Namen
Dana College.
En god Maaneds Tid og Skolean
«ret vil vcere ude. Samfundet er on
nu og da gennem Meddelelser il
",,Dsk. « bleven nuderrettet om, hvad
der har gaaet for sigi Skoleaarets
Forli-h
Meddeleren af disse Linier kom
mer et Ord af Søren Kierkegaard i
Hu, hvori K. siger: »Vi faar ikke en
god Regering, førend de kommer til
at regere, som ikke vil«. Aarsmødets
Deltagere i Waupaca vil alle kunne
huske, hvorledes Prof. C. X Hausen
gentagende vægrede sig ved, ja lige
frem nægtede at overtaae Forstander- .
posten ved »Dana College«. Man vil»
ogsaa mindes, lsvorledes Professo-!
ten fra de forskelligste Sider gema
gende blev opfordret til at overtaae
Pladsen, lsvilket man bearnndede
med, at ban nød Samfnadetgi lau-H
Lags Tillid ;
Hvis Søren siierkeaaards Ord san
staar til Troende, kan man altsaa
slutte, at Prof. Haufen netop var
Manden, sum vi burde have paa en
saa fremskudt Plads, sont den For
standerpladsen paa »Dana Colleae«
jo er.
J Pastor Henry Bondos Brei-B
som oplæstes ved Forstanderboligens
Jndvielse, hvori Pastoren ndtaler
sin Tilfred31)ed med, at Huset bedac
des af »Dann College«s Forstander,
omtaleLZ Prof. H. sont den, der »al
tid i de mange Aar haode staaet Last
og Brust med Stolen-«
Det kunde da heller ikke forundre
nogen, at Aarsmødet netop ønskede
Prof. Hanan sont Forstander for
»Dann College,« da baade gamle
Elever, som itnidlertid var bleven
Pmsstetz og andre, som kendte Prof»
fremhasvede ham som Monden til
Posten.
Tet sø1«ste, sont den nyualgte For
stander saa forsøgte paa, var at staf
fe Skolen Statsaaerkendelse, lsvilket
enhver Skolemand vil vide, er af
den allerstørste Betyd-.
ning, fordi mange unae ikke vil
frekventere en Skole, som ikke bar
denne Ret. Skolensi Leererstab bleo
sag yderligere sorøget Ined en akade
Inisk uddannet Mand fra Lincoln
Universitet, og efter en Jnspektion af
Statens Skolemcend blev den nød
vendiae Net overdraget til »Dana
College.«
Hvilken særlig Betydning, det;
kau faa, er vanskelsgt at afkløre, da
»Dann College« derved blev i Stand
til at nddanne Lcerere og Lærerinder
for Statens Skala-, men eet er fik
fert: Dis-se, ioni bliuer nddannede fra
Dur Skolth faar i forske Nackte dere-:
llddannelje paa en Stole, son: ifke
er to n f o —:- fi o n 1 o for itke
at siac a n d l o nten faar den fra
en Stdn fis-In beten d e r den
Hut-re Kristan nndor ln:
therko1aa
»E« Etoleci Elener er dens- inne
Vasaae,« er der Dleven sank, oa nIan
t·an tmnt tilfoie. jo flere Eleoer dos
innere Vil Vasaaene blioe Zette anei
der jffe alene i Numman Henseende
nien oafaa for Murren-J Vedtonii
tnende, idet denne nanjke anderledess
ansporeszs til at anke sit nders1e, naar
der finde-J fra en 15s25 Elevor i en
Klasse, end naar Lasreren Inan nn
dewise en 2 a :-3 Ztnkkelx
Eleoantallet paa ,,Dana College«
hat aldrig nogen Sinde tilforn vie
ret saa stott, som det Var Vceret i
Aar, idet der har vieret 142 Studen
ter paa Stolen, lwilket er lidt niere,
end Stolen kau rnnnne; Inen Naboer
og andre var straks villige til at anb
ne Dørene og give Hnsly, saa det
har ikke været nødoendigt, at noan
ffulde rejse bort paa Grund af Plads
mangel·
Dersom man saa vil huske, at man
lige bar haft en financiel Krise, som
virkede lannnende paa ncesten a l t,
og hvis Dønninger endnu mærkes
paa Arbejdsmarkedet, saa kan man
knn siae, at »Dann College« har vie
ret nsædvanlig beldig. Men Heldet
følger sin Mand, og i dette Tilfælde
hat« det nu vieret Forftanderens lyk
kelige Stierne i Form af hans Af
holdthed, der siktert mere end noget
andet har bevirket det heldige Resul
tat.
Skolens Laboratorium og det kom
mercielle Department hat indtil nu
itke vieret saa foerdeles vel forsynet
Ined Apparater til Vrug ved linder
visningem færligt følstes Mangelen
ved Fiemi- og Fysikforsøgene, hvorfor
Prof. Haufen — antagelig paa
Grund af det gode financielle Aar
— ogfaa der kom Trangen i Møde
ved at købe nye tidssvarende Appara
ter,, saaledes at denne Del af Arbei
det nu ikke behøver at hindres ncer
saa meget som tidligere, hvilket vil
vcere til yderlig Gavn i Fremtiden.
Alt i alt —- man kan ikke andet end
voere glad over at se det solide Skale
arbejde, der har været gjort paa »Da
na College« gennem Skoleaaret.
E. S. Rosenberg.
En Benrad
kommer jeg altid til at tcenke paa,
naar jeg har lceft Bekendtgørelsen am
Samfundets Aarsmøde. Der opftilles
en Række Sager til Farbandling,
men i al deress Nøgenhed Man lieg
ger Mærke til, at der i Aar bl. a. er
,,et Konstitntiansforflag« til Far
l)andlina, men haarledes man det ly
dir? Jeg fatter ikke, hvarledes en
Deleaat kan representere en MglJ.
ved Farhandling eller Afstemning af
dette Farslaa — eller andre Sager
— der-faul de ikke forud er kendt og
averaeiet i Male
Man det ikte ret afte er Tilfælde,
at førft naar man bører et Emne
fretnlagt Ued Aarsmødet, kan man
begynde at satte sig ind i samme.
Med llndtagelse af Jaet aed Nav
neopraab, har jeg lagt Mcerke til, ly
der der knn farfvindende lidt fra de
fleste Delegater ved· Aarsnmderne
Oa man ikke det til Dels og maaske
Væsentlig har sin Grund i, at man
kan ikke tale ag ftemme paa Mgh.s
Vegne fordi de bar ikke givet deres
Menina tilkende, man kan kun represe
sentere sia selv ag stencme far. fig selv,
heldig eller nheldia i. Farbald til, som
man bar farmaaet at fætte sig rigtig
ind i Enmet under Aarsmødet
Den apmærksaintne Lceser vil se,
at disse Bemcerkninqer ikke i mind
fte Maade er Kritik til Farmanden,
der vel opstiller a·q indfender Bekendt
Mrelsen am Aarslnøder til Bladene
Jeg farmader at Farmanden i
dette mnliat følaer en aammel Oder
leaering, der bar et vist Sving og
Form Og saalcenge en saadan ikke
ønfkes farandret er dct vel ika saa
gadt far Formanden at gøre Famu
dringer. Man oil agsaa lceage Meer
ke til, at jeq gør inaen Paastand —
bare spat-gen
Farøvrigt bar jeg tænkt, am det
ikke vilde gavne Aarsmødet ag der
med Herren-S Sag, am Emnerne, der
skal farhandles ved Aarsmøderne
blea farklaret Iidt. At der f. Eka
blev ncevnt hailke Embedsssmænd der
skal vælges, hvad der skal farhandles
eed de fuissfelliae Missioneiz un lwor
ledeiz et enentnelt Forslaq Inder-, at
klsiali sont Oelhed knnde kunnne nie
re nied til :’lai·-:inmde ued derei- re
spektive Telegate1«, on ier lslut en
Mand eller to af en Mglk
W. E. N i e l s e n.
-- ——-.-0—0-————
Om Pcbcr og lidt til.
Man lasset nn da da unt, at dei
liisi og her ei- blenet tagt fast-tin Etat
paa ----- Peheissinsnde Rot-ruft, sont
denne Jde er, lim« den vel sin Sprin
delie i lnne nirksnnnne .ijerner, der
jamnlig ,,ligger i Mod« for at nd
sinde une, plansible Felter for Benut
ni11g.
Den lniade hemmte on bemqtede
Trdnnina D I« a g a af Eerbien nar,
hedder det, et rent Geni i at opdage
hidtil nkendte Emner for scerlig Stat
tepaalasaning Dette siaesz at have
vceret een af de niedbestenimende
Grunde til bint ryftende zwngeniord
forgangent Aar, da jo ogsaa denne
onde lKvindes eget Blod niaatte
springe.
; Naa, knnde Pebersvendefkatten nd
’rette noget i Retning af at »frie«, nd
frie een og anden aldrende Pige fra
Ensombedens Landflygtighed, vilde
den jo, lia det weeggede Svcerd- gøre
Gavn i to Retninger — ja, eller egen
»lig i tre, fordi den pebrede Frier jo
saa ogsaa selV blev friet.
! Som Barn spekulerede jeg ofte over
hnorfor en Karl i sat Alder kaldtes
ZPebersvend Flere Gange spurgte
kjeg oin Vesked, men fik bver Gang
sen lang Riese at gaa med. Man lo
ifaa sinørret ad Spørgst11aalet, lod
ydunkle Hentydninger falde, der var
imig lige saa ufattelige som — som
Sanskrit f. Ekszi Der maa vist no
get iæ1«ligt, pikant, stikke under, tasnk
te jeg. Men vent! Jeg skal vide at
skaffe Inig Rede derpaa.
Nu ved jeg det, all right. Det kom
mer ganske fimpelt og naturligt der-·
af, at, som der ogsaa stod i Leerebo
gen,det erikkegodtatMean
nesket er ene. Alle snceversin
dede og trangfynte Asketers Meninisi
ger ufortalt: s a a trekantedeä Uri
melige, uomgcengelige og hatpunags
tige, som Pebermør og isvende kan
vcere, sbliver det Metmeske saldrig,
der har fyldt fin Bestemmelse. De,
der daglig- maa omgaas, lad os sige,
en faadan gammel knarvorn K«anut,
der er lige saa ubehagelig fom Pe
ber i Naesen, er rigtignok at ynke.
Men nu vil vi ikke over den gemyts
Iige Side af Sagen lukke Øjnene for
den alvorlige.
Hver Gang du ser en Pebermø
(ja, eller en barnløs Hustru) kysse
sin Iille SkødepuddeL da ser du no
Igeh der er mod Naturen. Dette Kys
»vor egesnlig bestemt for det lille Baru,
shun immer. Hunden er hende jo
ksimpelthen i Barns Sted Moder-in
»ftinktet kan aldrig fornægte sig selvs
hos den Kvinde, der e r — Kvinde.
« Og dobbelt rørende, bevcegende,
medimksncekkende bliver hint Kos,
naar Kvinden selv er fig Jnstinktet
fuldt bevidst.
Den LængseL der er fo r s t a a e t,
o, den piner anderledes end den til
slørede, nforstaaede, fom Sindet al
drizi bevidst beskuede
Første Gang jeg saa det Son,
formede det fig for min Tanke som et
Karikaturbillede: at Hunden sknlde
ligge i det Moderskød, der da Visielig
ikke Var besteint for det nnicelende
Kreatur, men for Skabningens Be
hersker.
Ein lille Pige sidder ofte og
haandterer jin lille Kattennge, som
hun ser Mama gøre ved Bro’r: wr
rer dens Mund og Øjne, folder den
omhyggeligt ind i chedet, laegger
den op mod sit Bryst — den Slags
kan man kun fmile ad.
Men naar en ældre Kvinde gør no
get i den Retning — naar du da
tcenker dig selv i hendes Sted, naar
dn føler, lworledes hendes Blik, der
fynes, o, saa langt hennez i Virkelig
beden ikke ser Hunden eller Katten,
Inen en lille, sinilende, buttet, rød
mnsset Skabning i Mennefkegeftalt,
ser — i Stedet for Skødedyrets —
et Par dejlige, klare Barneøjne, fom
bnn i Tanken ser genacelde bendes
eget Smil og Keerteam da —
Da vil dn aldrig aldrig mere le
ad den enlige Kvinde, eller du vil
det knn gennem Zank-en fovdi vg
faa dn bar fornnnnnet dog lidt af
den Verdens Sorg, den Verdens
Sinerte, sum dn saa i bendes Blik,
der fyntes nt skne saa fjernt, ak, saa
fjernt. X·