Højfjæld5-Præst.
— As —
Jngcborg Maria Sich
(Fortsat.)
Nieren araed, fnikssede lnnn oa fande, at det var l)ani,
der havde set paa ist-.:.e nied sine enne ejegode Øjne —
—— Da lnni senere nai- klasdt ein i Rejsedraat oq
Vognen lioldt for Toren, arti-d lnin atter meget —- onI
sin Fasteer Halt-. Taktede oa takfede l)ende for Vinteren,
den bedste, den eneste lnin hande oplevet . . . . .
Lg ttonsnlinden grasd Ined as ganske sterte Bad
l)ende endelig lniste at lter bande lmn on den styaae
Mand, der toa lsende faa lanat dort, altid et Hjetn
stonsnlen var da nIest optaget af, at lnni fik alt sit
Tøj Ined —- 1nen pndsede fin Riese adskillige Gange.
Pigerne grwd i Kot . . .
— Da hnn stiltes fra Halfdan paa Vanegaad
den, grced hun ikke selv. Var ganske stille og bleg som
en død.
»Hm to Manneder,« hviskede han. »Da heuter
jeg det, sont er mit. Og siipper det ikke for Livet Lader
dig aldrig i Verden rejse bort n1e1··«
Da lnm stod i Kupövinduet, og Toget begyndte at
scette sig i Vevægelse, rakte hun pludselig Arniene ud og
skreg: »Halfdan« .
Angstfuldt som et Raab oni Hjcelp . . . . Saa han
næsten maatte springe efter hende .....
Men i det samme var hun uden for hans Rocke
vidde . . . . . ·
— Eu Maanedstid senere vidste man det i hele den
store Gered-J af Bekendte i Kristiania, at den danske Dame
havde lJcevet sin Forlovelse.
Men det Var ogsaa alt, hvad man sik at Vide. Be
væggrunden og Maaden hvorpaa det stete, bleo innen
indviet j.
Slet ingen — ikfe enaang Alette — saa det Bren.
Prcesten ljaude 1nodtaget, det, han nenneniaik saa for
tvivlet ofte, at han snart knnde det bittetligt udenadz
«Det, jeg i Dag Inaa stritte, skal siges faa hurtigt
ok; saa fort som muligt — skønt det er Resultatet af
lange, lange, alvorlige Odervejelser og af en uigenkalde
lig Veslutning. Jeg kan ikke følge tned der
op. De maa gaa uden mig til Deres Fremtids Kald
Jeg ønsker Dem, at De helt og fuldt maa løfte den
Livsopgave, som er det første og største for Dem —
blive H»øjfjældspræst, som jeg tror, De er kal
det til. —- — —
Jeg ved —- jeg ved, at De viI lide nu ......
Men jeg tror, at Deres Gerning vil kunne uLsnlde al
Tomheden efter mig. —- — Og jeg kan ikke være med
Dem« :- .-—..-- -.-. --« . «
— Summe Dag han fik Brevet reiste Præsten til
København Det vari Begyndelfen af en Uge, og han
kunde nok tage sig nogle Dage fri.
Den nceste Aften stod han i hendes Hiern, hvod
Broderen, som var meget ilde berørt af den pinlige Si
tuation, tog imod hom.
Prcesten forlangte at faa hans Søster i Tale. Men
Broderen sagde, at hun var reist bort — til en Slcegt
ning langt ude paa Landet — og at han as et bestemt
Løfte til hende var bunden til at fortie hendes Opholds
sted. "
Priesten forlangte da-, at et Bren, han samme Af
teu vilde skrive, uopholdelig blev sendt til hende. Og
dette lovede Brodeden.
Brevet fra hende lagde Halfdan i sin Konvolut for
at sende hende det tilbage. Og skrev desuden felv:
»Dit Brev er sotn 11skxevet. — For jeg har ikke ta
get imod det. Og gør det aldrig.
Fordoldet til Inig kan du ikte ophæve Aldrig bro
de ud af! For saa laenge du og jeg er til, er vi i
Forhold til hiuanden. Det er en Del af os
selv. Og dette veddu lige faa klart som jeg. —
Jeg kræver dig som den du er — som min. Og
du tør ikke unddrage dig dit eget Livskald
Jeg tager dig om Haanden —- den er min. Jeg
tager dig om Hjertet — det er mit . . . · . Oq ud fra
den store Kierligl)eds-Ret, jeg har til dig, siger jeg: Kom.
Følg mig.« —
Han havde lagt Papiret sammen, da han plud
selig foldede det ud igen og skrev hendes Navn —- blot
hendegs Navn til sidst . . .
Pan dette Brev fik ahn omgaaende kun de tre Ord
til Svar: »Jeg kan ikke.« —— —
Saa rejste han tilbage·
Og der Var et Par Linier af Peer Gynt, fom
ustandseligt gik rundt i hans Hoved:
Det er en og samme Tryksejl at Voere gal og klogl«
»Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; —
Thi enten var han klog og Alverden gal —- el
ler ogsaa var det hom, sotn var gal . . . Et var vist:
hele Tilværelsen var et ubegribeligt Kaos . . .
— Den offentlige Mening Vari dette Tilfcelde —
ligefom efter Forlovelsen — ret enstemmig.
Det var nok godt, at det blev hævet De to pas
sede slet ikke samtnen· Og det Liv, han vilde føre hende
ind til, havde sikkert skrcemmet hende —- saa forvænt og
forfinet som hun var.
Alligevel syntes det jo, som oIn bun hnvde vceret
opriatig forelsket i bam. Og beklaaeliat var det, at hnn
havde ventet faa længe med at gøre det forbi.
Konsulinden, sotn selv havde faaet Brev derom fra
Nieren, tog sig det overordentlig ncer:
»Jeg er til Mode, sont ont her havde nceret Die-ds
fald i Hnset,« sagde hun. ,,Hallager er ganske ude af fine
vante Foldser . . . . Men hvad sagde jeg! Det er som en
Skoebne over mig, at jeg altid skal faa Ret! Nu ind
ser. de kære Mennester det nok selv. Men det er noget
4
sell - - - JVg Vl« liedrøoet for dein lienne ——- nieft for
Halfdan Hnn liinder sin knn tnenet stierkt -- on Inanske
Aldklg sldUls s— Nun Inin føde Pige er jen lidt vred.
Hnn sknlde have tnsnft sin bedrc om form. « - Men
Onlfdml but sin lieller itte altid rintigt nd over for heu
de« — — s« —
,,:cej,« sande den offentline Meinan i Etikkelfe of
en liesøgende Dame »Hm: var nieget kold on lidet ben
snnszsfuld iniud l)ende.«
»Kold, ja det —- kan andre nldrig tnle med otn
efter inin Erfai·inn. klllen lienfnndleis var han.
Tienfte aixrin paa, lioad lnin knnde ønfte eller behøve
. · Og saa det Kald til sidstl Det ljnr dog flnaet Ho
nedet pnn Zaun-IN sen sag-de lfani det den Gang, at
det var den nvfs ielinsle Jdel Tet er jo ikke mer hel
ligt at prcediknget ene Eted end det nnd-etl«
,.Var lnni furtuivlet noer det st1«at·-:—?«
»Nej, da fagde l)nn, det var dejligt. At ljnn helft
nilde med liani — — til Tlliaanen tror jen det var . . . .
Men den Zlansis holder jo ikke! Da linn toni til sit
dejlige Hjenh sine Venner, sin kunsinerifte Onignngs
kredgi on tienfte pan Præftegaarden deroppe pan en«
Klippespid:s, nden anden Oninang end — — Bjørne,«
naar det konnner højt — da brnft det for hendel Og detJ
er ikke 1niderligt. Men det gør nqu mere ondt, end
jcg kan sige Dein, Fru Sniit « l
— Fra PriestenJ Søster fik man endnu fcrrne Ud
talelser oni Brnddet end om selve Forlovelfen. i
Til Konsulindem som vifte hende Niecens Bre v,i
for at stennne hende lidt mildere, sagde hun blot: i
»Jeg dønnner bende ikke. Hun ftnar egentlin faai
aldeles nden for inin Forftaaelse ..... Hnn lJar døtnt
sig selb, synes jeg. Og fitkert ganske rigtigt. Naar hnni
fixier, at lnin ikke kn n følge Halfdnn — san er det nok«
sandt. - en Uang i Vøjden ved hans Side incegter hnn
ikke . . . s et er blot san tnngt, at ban bar kunnet tro
Idee og sknl gna den bitre Interte igennein, at ftnffesi
.fan dylit i et andet Ell ennefte « —
Siden den Inn Priesten Vendte tilbage frn den
iforte Taninarkstnn der blev en san skeerende Modfcet
nian til, lmnd den sknlde have veeret, lilev den dnnske·
Dann- on Oele den Periode, der knyttede fin til l)ende,i
ilke mere nasmit mellein de to Søskende l
» dele den første Tag og J at lnkkede Halfdan sigi
iinde Med et lldtryk i sit Ansigt saa Alette aldrig
havde vovet, at lade liam DaIre ene, hvis hun ikke havde
vide, li n e In l)nn lntkede sin inde med.
Ratten igenneni liørte lnin hani gaa op og ned
i sin Stue . . . Eller koste sig tnngt ned. J en Stol —
euer Inud Sinlvet Hun vidste ikke hvilket . . .
Henad Qlkorgenftunden kom han ind til hende — og
san ud sont en død i det blege Dagslys.
Han gik hen til hendes Seng og sagde: ,,Nu er det
ftridt igennem Det er taget op — og skal bceres. Nu
gaar jeg videre.«
,,Gud ske Lov da,« sagde hun stille.
—- Men i samme Øjeblik braft han sammen ved
hendes Hovedgaxrde Og Sengen, fom han støttede sig
til, rystede under hnns stærke, forfærdelige Hulkeu . . .
Hun omfattede hans Hoved med nænsomme Hirn
der, medens Taarerne randt ned ad hendes egne Kin
der, bøjede sig henover ham og begyndte sagte og inder
ligt at bede for hom. Ud af sit Hiertes Kcerlighed til
hani og nd af sin urokkelige Fortrøstning til den storel
Hjcelper . . . . ..
Lidt efter blev han roligere og reiste fig.
,Tak « sagde lian on kyssede bende paa Pandeni
,,Det, som ital Interes, det — kan ogsaa bæresl Den Hin
drinn, Vi støder Panden blodig imod, den fkal ikke slaa
os— ned. Den betyder altid blot, at vi fkal Eh ø j er e n p!
Over den.« »s— —— «
Fra den Tag opfyldte ban sont føs alle sit Kalds
Pligter og forlieredte sin Afrejse op til den fjesxne Prie
steganrd
Søsterenszs Hierte blødte, nanr lmn tienkte paa, at
han sknlde dragederop i Ensnmbeden ;
Hendes Helbred var meget for fkrøbelint til, at;
·l«-un fnnde tmnfe pna at boseette sit-; pan san barst et StedY
"Alligevel havde bun ftraks tilan lisiin det. Hun havdes
gerne snt Helbredet til for hans anld :
M en lian vilde ikke taae imod det Inn sandt, at det«
vilde ikke vasre ret. Kinn et Bei-In i Høisonimertiden gikj
lzan ind paa, at bnn sknlde aflæggc iPrcestsgaarden . !
Side i Juni reiste bar-» On i Juli tng lnm op til
"l)nni. Dette gentog lnin regelmæzsin hver Sommer.
Linn havde hnabet, at han vijdc iøge bort dcrfra«
dn de førfte fein Aar Var gaaede og komme til et mildere
og nærtnere Sted.
Men lian sagde: »Jea liar en Opnane at fuldcnde
heroppe Oaa havde hnn ikke berørt det niere. —
Hver Vinter haabede hnn paa et Be ist-U af liam —i
blot for en kort Tid. Men han sagde, at det inaattH
vente Endnn vilde det lilot berøre ham piniini at kein-i
nie til Kriftiania igen. — i
Otn Sommeren fulgte undertiden andre med der-i
op. Slæntninne eller Venner. Bøtkers og enkeltc af
Fiufinerne — de, fom Præsten mest sympatiserede med.
»Im tror, jeg forstaar Alettes Tanke med at tage
ill-iarnretl)e og den søde, beskedne Sofie op med i den
lldørten« —- sagde Konsulinden ,,Blot man ssnart fik
nt here-, at Halfdan flnlde giftes med en af dein! Saa
ninn knnde tro, han havde forvundet den Hjcrteforgi
on var ved at faa sig et hyggeligt Hjem med en elskvcer
din Kutte, der kunde gøre .l)an1 lykkelig paa en fornnftig
illinade — Pan den, der hold e r.« — —— —
Men det fik man ikke nt høre.
Den freinniede FugL ban engang liavde tænkt at
knnne fasste til sin Rede, fløj lcenger on længer bort fra
lianss Omraade . . .
Halvandet Aar efter den hævede Forlovelse hørte
man, at den danfke Dame var gaaet til Teatret efter en
energisk on nrnndig Uddannelse.
Linn streo til Konsnlinden, fom misbilligede det,
at en Opnnve, sin lielt knnde tane hende, maatte hnn
baue at fylde sit Liv med.
J flere Aar hnvde hnn en snmk og fremskudt Stil
ling ved Scenen
»L
Saa hørte man, at lnni atter ret plndselia linde
trntfet sig tilliage til Privatlivet.
—— Langt fjernede fra liinanden oar de Ver-denen
i lniilken de to Tilinerelser lnwde l)jennne, sont engann
var oed at rinde nd i lnnanden ......
Opovcr.
Dn beeren lnmr lløjt din Ztraslien
Diq leitet nIod Lnfetci min,
Mit Aandedrast over Lieben,
Mit Wertele i dit Brust.
Den li)se Nat l)oile1« over ijeldene . . . .
Tet store slelme Vandspeil kaster Soleniz Ilfglandsis
tilbage, og en sølnklnr, skaslvende Lnszning bar lagt sig
over den steile Vrinf op iniod den lmide Priestegaard
Underligt med denne lyse Nat! Føles alligevel be
standig, som var den lidt nden for Tønnet !
Den lyse Tag, den Inørfe Nat — i dein findet man
sig saa natnrliat·til Rette Men den lnse Nat —- det er,
som harte den ikke Tiden til. Sonn niaatte den indvarsle
noget -— -— langt større end den Morgen, der plejer at
rinde op over Jorden . . . i
Man synes, der gaar som en Dør op . . . Jud til
lndløse, klare Vidder — til et Forventningens Sted —s
—- lworfra nian ser den store Fnldendelses Sol-Opganch
i Møde . . . . ·
J den lyse Nat er der Adganq fra Bei-den til Ver-!
den. Man føler sia ligefom ncerinere ved den stille, leven
de Tilvaerelse binsides end ved al Tøgnets støjende Univ
kelighed. «
— Heu over den stinnende Vandflade alider enl
Baad mod PrcesregaardssVrinken En enlig Skitkelse
stiger nd og staar paa Bredden
Mandeih sont lsar roet Baaden, og soni lntrer hieni
Ine i den lille Postgaard roer liort igen efter nogle
Øieblikkes Forlølx chni oed, at Priesten er paci Anneks
tnr i Sørli og først plejed at vende hjem derfra den
tredie Tag ved Midnat Mxn Prcesteqaards- Døren er(
aaben —- det ved lian vgan — lmisJ Forpagterens sknlsl
de vaere gaaede til Ro. I
Hans Baad forsvinder som en Skyggeplet hen over«
Fladens glatte Sølv.
Skikkelsen gaar ikke op imod Priestegaardem men
scetter sig paa en stor Sten ved Bredden og svøber den
lange, merke Kappe tcettere om sig. Sidder nbevægelig,
som var den eet med Stenen· Og venter . . . .
Den lyse Nat stiger lydløst op as det l)vidlige Vand
og rander alle Fjældene med sin skcere Glans . . . .
Den blanke Flade er ubevægelig som et Glat. Kun
inde mellem Breddens Stene slaar den nogle lysendes
Felde-; der med en sagte, beroligende Syngen glatter«
sig ndi det bløde Sand. Og denne svaize Bevcegelse —- i
tusinsdsvldig Gentagelse — er den eneste, hvoras man
kan spore, at Tiden gaar.
Ellers er det, som om alt stod stille. Fortabt i drømJ
meudeAnelse . . . .
— Saa høres en Lyd —- fjern og nbestemtnelig.
En Lyd, der ikke synes at bryde Still)eden — selo :
bliner tydeligere — snakere at smelte samtnen med den.
En taktfast Klang af Anreslag, der kommer nærmere . .
En rolig Klang. Alligevel er det, sont oni en an
speendt, hjertebankende Lytten med standset Aandedrcet
gik den i Møde . . ..
— Om den Inørke Gran-Ade til venstre kommer
en Baad glidende on skyder sig frenI Iiniod Brinken.
Den skurer mod Bunden og ligger stille.
Præsten rejsek sig og stiger nd. En ensoin Mand,
der i Ratten vendex tilbage til sit eusonnne Hieni. Som
Det er sket de hundkede — ja de tnsinde Gange.
Plndselig staudser han. Staat som fastnaglet . . .
Skikkelsen der — fnran hum- Paa Steuern Ubevak
kgelig som den . · . .
Præsten fører begge Hænder op til sit Ansigx Thi
med eet føler han galt Blodet spceude niod Hiertet, som
stnlde det sprcengeLi. Og det bliver sort for hans Øjne . .
Jfke fordi der ooerliovedet sidder en Skikkelse
Skønt i og for sig vel nventet not Snarere fordi Skiks
felsens smekkre Omridis — — hele Stillingen — —
Maaden, hnorpaa Kappen solder sig — — —
Skikkelsen reiser sig. Gør en Bevægelse has imosd
ham ..... Og glider Iydløst ned i Sandet for haus
Fødder ..... -.
Med en voldfom Krastanstrængelse traeder han hen
til Stenen og saetter sig. Dcrkker saa atter Ansigtet med
den ene Haand
Thi det suser for hans Øren — det svimler for hans
Øjne
Skikkelsen bøier sit Ansigt ned mod hans andeu·
zxffiaand sont lwiler tnng og kold pas hans Knie
Og saaledes forbliner de Ubevcegelige . . . En lang
Stund. — —
Det er muligt, at der bag ham er et stort og gaben
de Svælg af tomme Dage og kvalfnlde Nætter, der nu
langsomt og dulmende ligesoni syldes til Randen, saa
den sredelige Forbindelse med Fortiden kan genopret
tes . . . . Og det er Innligt, at han soran sig ser en
Vej —- banet imod Livets Fuldendelse . . . .
Thi det er den lyse Nat — i hoilken de stilte Verde
ner mødes . . . .
»Halfdan — det er mig.«
Stemnien igenl Klangen, den nopnaaeliae, som
liansii Øren bar drei-et paa en eneste Lcengselspagt efter
at opfnnge. Nu saa l)jemlig og tiloant, som havde den
altid lndt niellem disse Højder . . . .
»Det er mig.«
En Anelse af Sinil streifer bans Lieber. Soni cnn
dkt bebøvedes at sixsesl
Han sidder endnn en Stnnd nden at tale. Gar qlemt,
hvad han vilde sige, hvis han engang saa l)ende. Har
forheredt sig saa lustige-, at det er liorte nn — alt sam
lnen.
,,.0alfdan niaa jeg t·omnie?«
Oan vil tale. Man ifte . . . . Lægger lilot Samt
den niod hendesz Haar ". . . .
Endelia siaer han: »Du har owret sen til at komme.
Jea hat« faldt oa kaldt!« -
Hans- Etetnnie er nnderlia hie-J oa tonlosJ —— soin
den-J, der taler i Dronnnln Lg han har Møie nIed at faa
Ordene freut.
»Ja-a har ventet dia . . . . du maatte fonnne . . .
sen har kaldt dia . . . Jkte til Inia — nien jeg l1idsre,
at naar du aif over enaana — ——- og fandt dig selo ---—
—- da toni dn lnsrov.«
Onn ser op intod halnt ,,-85alfdan ——- jea har lJort
dia kalde . . . Oq nn er sea aaaet over . . . Du half
faaet mia med . . . . Men paa inin ean Maade — —
on paa inaen andens · Werden-IS'
Jdet hatt-:- Øjne moder- hende—:«, er det som han
vaagned. Oa de lnanae Aar-is indestcenate Lidelse er ved
at lnsnde nd i en stor oa liitter Harme .....
Oan ariher otn hendesz Hoved med dirrende Hern
der: »Hoor kunde dnl — lHvor kunde du! . . . Du vid
ste, hvad du gjorde . . . . du« —- —
Men i sannne Nu slipper han hende og rejser sig:
»Nei, nej . . . Svar Inig ikke — — svar mig ika . . .
du er her . . . Det skal viere nok —- —— det er nok . . .
tonl« . . . .
Hnn rejser sig lanaso1nt: »Ja, hvor kunde segl«
siger hnn.
Gennem Kappen fatter han om hendses Haand og
stiger Ined hende op ad Brinken. Halvoejs standser de
for at trække Vejret.
Oan peger nd mod den shdlige Himmel: ,,Se,« si
aer han, »den hvide Stribe over Fjaeldtoppen der
sont en fin, lang Regnbue den staar der igen — gan
sfe sonii Gaar Astes« . . . . «
»Ja,« siaer bun. Sotn otn hun hade set det i
Gaar Aftes.
Han vil aaa videre, Inen hnn standser hom:
»Alle de Steder, hvor —- — du har lidt for min
Ekyld — vis mig dem.«
Han rhster paa Hovedet: »Tet blev for mange.·
Tet er alle Steder!«
Men han dreier ikke ind imod Præstegaarden Gaar
til den modsatte Side, ind mellem sagte snsende Fyrs
retrce og fører hende til Josaphats Dal — den blomster
fyldte sdslippespalte dybt i Skoven.
Alle de brogede Vækster staar ubevægelige og duf
ter — i natlig tilsløret Glans. Og det er, som om den
lille Bock grced i Søvne . . . .
,,Her,« siger han »havde jeg tcenkt at have dig fid
dende. —- — J Middagssol . . . . Mellem alle Bloms
sterne · . . . og at slaa Armene — om dem og dig
med det samme.«
Hun plukker et Par af Blomsterne og fæster dem
ved sit Brhst . . . .
Saa« gaar de videre.
En fin og klinger Vandstraale risler ud af en Rev
ne i Klippen, glider ned over den haarde Sten — hvor
den efterlader et spinkelt grønligt Spor — og bliver bor
te mellem smaa Bregner og Ren-Mos ved dens Fod.
»Hel: trenker jeg du vilde prøve at drikke af Band
straalen . . . Blive ganske overstcenket af Draaber · . .
Og le . . . . Og jeg vilde drikke alle Draaberne af dit
Ansigt . . . Jeg er altid gaaet tørstig forbi det Band«
Hun holder sin hule Haand ind nnder Straalen
..... og løfter den op mod hans Mund . . . Han
faar een eller to af de kølige Draaben
s Meu idet han slipper hendes Haand, tager han om
hendes Ansigtz
,,Jeg har tørstet — tørstet«, siger han. Og kysfer
hende . . . .
Da glider hendes Arme op imod hans Hals: »Half
ldan —- Halfdan" . . . .
Det er, soni otn hnn slap sit Hier-te nd i et forløsen
de Skrig . . . .
Er Øjeblik er han ved at bryde samtnen .....
Saa retter han sig med et Ryk.
»Kom,« siger han. »Vi skal højere.«
De stiger og stiger. Ad en smal Sti, der snor sig
slangs Klippen, til den mitnder nd paa en stor flad Sten,
som lud-er frem over den mørke FhrresTov og den blanke
»So ved deres Fødder.
) »Her —« siger han og sætter sig paa en lille Voenk,
der støtter fig mod Klippesiden.
Hnn scetter sia ved Siden af hatn Og han tager
om begge hendes Hænder.
; »Heroppe« — — siger han. Standser igen — og
ser paa hendes Hcender . . .
,,Det, jeg nn vil sige,« begynder han lidt efter —
»det maa forstaas, som om det blev sagt inde i mig selv.«
,,Ja—ja«....
»Heroppe lcerte jeg —- en bitter Nat, da Sand
heden tvang mig — at se fra Heiden ned paa det — —
— som bavde været mellem os . . . . Og — det kunde
ikke bestaa ..... Nej — ikke helt.«
Hun gør en Bevægelse. Og han vedbliver med stærs
kere Stemmet
»Det var ikke, fordi jeg tvivlede om, at du var den
rette — den enefte ene for mig. Den, jeg havde fuld Men
neskeret til at eje i det store Kærligheds-Forhold. Det var
jcg ganske sikker paa .....
Heller ikke, fordi det havde nok af Mangler og Brøst
— Forholdet imellem os. Det har saa lidt at sige. Maa
altid vcvre saa — mellem ufuldkomne Mennesker.«
Han standser ...... Og hun trhkker hans Hern
der:
»Men det var, fordi jeg — stod ndenfor, ikke sandt?
spøraer hnn sagte. »Derfor blev jeg en Hissdring for
dia. — —- Sia det kun.«
,,:?es, nej — du skal ikke have Sk·ylden .....
Havde du staaet anderledes — var det vel ikke blevet
saa . . . . Men Skvlden var min —- min egen.
(FOVtsEttes-«)
