«-.- «... ,
Højfjæld5-præst.
—Af.—
Jngcborg Maria Sick.
(Fortfat.)
Aa Lokkerne —- naar det itke var ander, der kunde
lslive Fare sor! —— swvnmndskav . . . Ja, det, man
ikke havde kunde Inan net-ne gna ind paa at flippe Men
—- det Medic-, nun ikke fil« nasVnt . . . . Den ,,-«Zindring«,
ban sor l)avde1n1s1«etsus.1 lustænkelig ved at indlennne i sit
Liv, vilde den ika en Tag -- i liendeis Zfiffelse — gere
hain saa lwnenfelizL at —— — :
»an det var enii egen Oaand den sfal jo lntgz
gei- af« . . ...
Der var gaact fix-re Hin-It Den glade Juli-fest var
skreden forvi, og man var mein-n kommen jgennetn deni
lange Januar Maaned
Den danfke Tann- gik over-alt, hvor hendes Forlo
vede talte og til alle de Moder, han blot overvcerede·
Men hverken til større Feste-r Iner eller i Teatret. Oder
hovedet knn lmor ban kunde være med —- skønt han ikkei
Med et er hade paavirket hende i den Retning
Hnn gik ogsaa Inest i enkle Tragter. Og i flere af
de Fornkiddagstimeh hvor hun ellers Inalede eller øve
de sig, strikkede hun nu tykke, graa Strøinper til hans
fattige Vorn. Og syntes, hun holdt saa meget af alle
de smaa kolde, ikke ganske propre Ven, som stnlde ftikkes
i dem . . .
Hnn var ogsaa daglig ude i Køkkenet hos Trine
— med glodende Kinder og stort Bomuldsforklcede. Thi
set var vist: god Mad sknlde Halfdan have, naar han blev
gift med l)ende. Zaa god, at han aldrig vilde have toenkt
sig, at ganske dagligdags Ting kunde smage saadan. Og
faa Lyst til at spise dobbelt saa meget som nu. Elle-r
i det mindste blive saa vel ernceret fom mnligt af det,
han fik ned.
,,Tag nu ikke for stærkt paa Vej,« sagde Tauten.
,,Jeg synes, du overdriver det. ,,Elsk n1ig lidf og elsk
mig længe,« det er mit Valgsprog »Man stal aldrig
ødsle med sin Jver — eller med sine Følelser. Ellers
kan det hele slippe op en Gang«
,,Lille, kloge Faster — Verdenshavet behøver ikke
at spare paa Vandet.«
»Ja, de store Ord — dem tror jeg ikke rigtig paa.
Maa jeg bede om den gyldne Middelvej ogsaa der.«
»Den gyldne Middclvej — det er som Regel den
forgyldte Elendighed.«
»Hvem siger det?«
,,Halfdan.«
»Ja, han siger saa meget! Skulde du rette dig ef
ter alt, hvad han siger, saa — kunde du jo ikke en Gang
have taget haml For han har da talt. mer end nogen
imod Prwsternes Svaghed for at gaa ind i Ægteftanden.«
,,Naar Halfdan gør det, saa er det fordi han set kla
tere i det Punkt nu. Han handler altid ud af sin inder
ste Overbevisning — kun af den.«
»Ja, for mig gerne! Du maa vel bedst vide det.
Jeg tror dog, at det maaske kunde forklares lidt ander
ledes. Vi har et rart Salmevers, hvori der staar:
»Store Helgen ogsaa haver
Adams Kød og cheder paa.«
— Ved Tantens Ord faldt det hende pludselig ind:
skulde Halfdan have mistet i andres Omdørnme, vcere
sunket ned til et lavere Stade i deres Bevidfthed, fordi
han havde bundet sig — til hende2
Aa, Verdens Dom! Hvor fejg, hvor falskl Havde
de ikke alle sagt, at han var for streng imod sig selv, rentl
urimelig asketisk! Og i samme Nu, som han handlede
lidt mer efter deres egne Auskuelser — vendte de om og
pegede Fingre ad harn for det! Nej — hun var oprørtl
Men det fik saa værel Hvad andre dømte om ben
des og Halfdans Forhold var hende saa usigelig lige
gyldigt. Det var ham — "blot hom, som skulde dømme
om det og om hende Saa klart, saa klart som muligt!
—- ,,Halfdan,« sagde hun en af de sjceldne Gange,
han havde Tid til at spadsere Ined hende — en smuk
Vinterdag, hvor der fra hvide Trele paa St. Hans
haugen dryssede Snefnnker ned i hendes lokkede Haar
og lille mørke Pelshne — »Du spørger mig saa lidti
ud om mig selv. Du skulde dog kende mig helt.«
»Der Kendskab til en anden, en faar ved at fpørge,
giver jeg ikke stort for. Jeg bruger Nanden Maade,
« «
Ieg
,,Blot den er liqesaa sikkerl Jeg vilde gerne, du
skulde vcere ganske klar over« — —
,,Hvor meget godt der sidder gemt bag det — stygge
Ydre?«
»Nej. Lige det modsatte.«
,,Altid rykker du frein med dine Fefll Om vi tog
mine —- for en Gangs Skyld! Jeg er hidsig — sydendel
Utaalmodigl Herskesyg!«
Hun lo og trykkede Haanden fastere om hans Arm ;
»An du fæle Mand! Hvor slemt jeg faar det med
dig! —- — Dine Fejl, Halfdan — nej, at du kan være
saa dum at regne dem op! Tror du da, det var mineH
Fejl, jeg tcenkte paa! Du og jeg —- kan vi komme til at
nckvne hinandkus Fer Vi kcm jo se lige igennsem demxi
Og vi har da den ftore Knabe, du ved —— til at skjule demi
alle med! Hat vi ikke?« ’
Han lagde sin Haand over hendes, hvor den lau.
paa hans Arm — med den Vevægelse hun kendte saa
godt fra den Aften —- —— ?
,,Elskede,« sagde han. »Elskede« . . . .
—- Lidt efter vedblev hun: ,,Nej, det var det, jeg
vilde sige, at — der er jo saa stor Forskel paa os to.
For du, Halfdan, du er — ——- ja, du staar i Gu d s
-fo r h o l d. Ud fra det lever du hele dit Liv. Du har
givet dig over — —- belt ind i Sjcelen —- helt ud i
Fingerspidserne — til en, som v il for dig i alle Ting,
fordi du selv —- af al din frieste Villie —- kun vil et
,enefte: ham og ham i al Evighed.«
Han stod stille under de slanke, hvidc Tmspp
»Ja,« sagde han. »Im er det. —- Hvok kendkk
dn det fra?« s
»Im Init Farbold til dia. lld fra det kan jea nok
fristaa Gndsforlwld , . . Lg isasr forftaa —— at jeg staar
slet ikke i det. Jeg beder nok —s det bar jeg gjort
ligefia Baru, —- jeg gaar i siiike —— nn knnde jeg ikke
nndvasIe at time dia —- og iea winler eaentlia ikke . . . .’
Jea mener, jea indladei nIia ikke paa mine eane Tvivl i
Det,1ni1c «Fiiisti111d induender — det kan ieg snart blinke»
fasidiq med. »in en Gn d, samt den ika havde m Sman
at indnenxsx iniod, lJain tnnde jea doa itte riatia tro paai
Han blev faa Inicstasnkelig selvlavet — — Mcn alt detj
ei- det bat-e intet —-- det ned dn l1edst. Jeg tiltieder ikkei
Jst-g siaar tnn i et enesie levende Forlwld —«— Ined lielej
niin Personlialied La jeg nil et enesiez D i a, « digj
sog dig!«
Han standsede iaenr »Ja-a knnde fristesz til at sige:
Tn er furtvivlende asi«lig!«
»Wind Inener dn nied det?«
»Jntet.«
De ait nidere en lille Stund, saa sagde han: ,,Det
Vil jeg dog sigez at tin-re klar paa, at man staar irden
for, er den førfte, nødvendige Vetinaelse for at komme
ind. Saa det Standpunkt er ikke helt det Værste.«
»Men lanatfra det bedste.«
,,Nej — selvfølgelig.« — —
—- J Entreen standsede hun ham et Lieblik før
de gik ind i Stuerne:
,,En Tina til har du forud for mig. Men den
Inaa jeg hvisfe. Den er letsindig.«
»Taale1« jeg at høre den?«
,,Jeg Ved ikke rigtig. Ni kan prøve,«
Hnn lagde sine Lacher taet Inod hans Øre:
»Halfdan Svarte er saa dejlig« — —
»Ja, derer sikkert. Der er han langt forud for
den danske Daniel«
— —- ,,faa dejlig som en romersk Kejser.«
«Det har han aldrig hørt før!«
»Nei, natnrligvisl Men en Ting han dn maaske
ikke hørt fer. Svad de romerske Kejsere lod sig kalde:
»Æ t eI nita: tn a« Er du saa meget Latiner, at
tu begriber, hvad det er? Det kalder jeg min egen, al
lerdejligste siejser —- af hele mit Hierte ,,YO"«terni
ta s tu a! Han er den Vcerende, den blivende, den ene
ste for mig. — —- Og jeg er hans —- for Tid og Evig
ljed.« —- —
—- En Ugestid senere spiste Præsten og hans Søster
med en mindre Vennekreds hos Konsnleiis. Frenen havde
faaet en fin lille Middag i Stand til Ære for en til
reisende — en dansk Prcest, som Var Ungdomsven af
h nde, og som hun ikke havde set i adskillige Aar.
Niecen var imod Scedvane tidlig faerdig og sad i
sin hvide Kjole med en Bog iHaanden, da Halfdan kom
ind.
,,Jeg tcenkte paa Solen,« sagde hun. ,,-.-du stinner
den . . . Halfdan, hvorfor skriver du ikke mete? Jeg
elsker dine Versi«
,,Siger du ikke Goddag eng-angl«
Hun sprang op. »Jeg hilser dig, min Kærlighedt
God Morgen.'« —- — Hvorfor skriver Du saa ikke? Kan
du ikke faa Tid til det?«
»Jo. Men Persanligheden kan man kun have i e t!«
»Der er andre Præster, som gør det.«
»Faar være! Jeg maa samle mig helt paa et
Sted Jkke spredes. Jkke faa noget uvirkeligt ind.
Min Praediken skal ikke blive Digt. Det har vi nok af
i Kirken. Ogsaa fra dem, som ikke er Digtere.«
»Hvis du har opgivet at skrive, da du blev —- am
vendt, saa bar sandelig din Kristendom vaeret dig dyr!«
»Ja — den Kristendom, en faar for ingenting, denl
er i Reglen liae faa meget Værd —- — som Jndsatsen.«1
»Men Halfdam du har ikke Ret til det engang,
synes jeg. En Evne bar man saaet for at bruge den!«
,,Undertiden kanske for at hcemme den. Hvis den
hcemmer det som er nie-re vcerd «
»Nei, da Var det meningsløst at have faaet den
O en skal da forrente sig, ved jegl« i
»Hm-s en Evne — hcemmet af Overbevisning, gav
en etisk Vcerdi merk-» da har den sorrentet sig. Dybest
Rigest. Den bedste Frugt er altid P e r s o n li ghe d.« »
,,Halfdan, nn er det dig, som er fortvivlendel Skal
man da gaa liae imod alle sine Evner og LysterZ Det
liliver ikke til at udholdel«
»Ist du kan spørge san taabeligtl Med eller mod
sin Lyst —- det er ganske ligegyldigt Men Kravet,
Sandhedens personliae Krav til en, skal følaes. Hvad
det faa kostet. Derfor skrivcsr jeg ikke nu. Men gør det
kanske eIIgang. Jngen anden kan raade eller dømme en
i sligt. Jkke engang den danske Dame — —- som er
saa klogl« -
—— De andre Geister somledes efterhaanden, sogl
man gik til Bords. »
Der var en Ineget livlig og bebagelig Stemning
under hele Maaltidet.
Da Herrerne eftei Vorder var gaaede ind til Ci
qurerne, unddrog Niecen sig de andre Damer og tyede
ind i Kabinettet, som dog var iidt nærmere ved Ryge
vcerelset. i
Som hnn sad der, greb det hende med et belt over-T
inægtigt: Gud i Himlen —— hvor hun elskede Halfdanti
Saa stærk, saa klar! Saa urokkelig tro mod sin Oder
bevisning! Saa skaanselløst paa Vagt over for alle
Smuthuller i sin Sjæl, hvor en jordisk Svaghed kund-e
fiette sig fast og spinde sham ind i sine Garn.
Saa rent overvceldende skød Følelsen op ihende, at
ljun lod sit Hoved synke ned mod Marmorbordet forau
sig . . . .
» Saa var der en, som trykkede brcendende Lceber mod
ihendes bøjede Nakke
»Jeg maatte have dig et Øjeblik. Jeg m a atte
. Og jeg syntes, du var herinde.«
Han ind hos hendc og flog Armene om hcudkz
»Halfdan, det er ikke til at bcere, at der skal Vækg
Taae, Timer — Sekunder, hvor jeg ikke ser dig, høkek
dig — oplever dig«.
»JL’g tror oafaa, at nu — nu slipper jeg aldrig
niere«
Ich -— Mr dn del? Du kau ifte ntenne det. Ver
dUl fUMUAk leT Clleste Ganal Hnst lidt pa» dgt»-- —
NOme fastere drna lian liende ind til siq«
»Ja — aa ja! Livet er. Da jea erl«
»Ja, du er —- d1. er ! Tet er Linlender det!
. Ved du ellers jea taaler ntesten ikke at se ditJ
i l)vidt.«
Og jen, sont ttentte, at iea var pten.«
»Ja, det er ifte det. Zitarere « snarers fdr pwku
Men —- naar jea fer dia i den Traat — —-— du sumuzx
iet at Stn 11 d en er inde, at i den lmide Male ck d«
J
Brnd —- er dn in i n —-1nin . . . . . klltin lielt da aanske.«
,,Det ei- iea i alle hisaler.«
»Ja. Men« — ——
»Halfdan, for-staat dn da it"ke, at — —— jea kun
ikfe b l i V e din mer end jea er det. Det er 1nnnliat.«
,,Kan du ikfe kais dn iffe!«
,,Nej. Er du itie saa klan, at dn forstaar en Zinnle
af, htmrdan jeq elsker dia«?·—— Nei Mandene begri
lier io ingenting! Nu skal jea siae dia det en Oiana for
alle — men det er en stor He1n1nelialied: Jea ei« -—« je a
e r K te r l i a l) e d til d i a. Farstaar du fan, at mer
kan jeg ikke bliveP Det er mer end Brud, mer end Hu
sirn. Te siaer tidt faa faminerlia lidt, de Navne ! —
—— —- Men — kan du finde paa mer og mer — — oa
mer endnn, sont min Kterlialied —— ja altstta ieg —
kan give — og give dig — — saa gør du mia blot gla
derel Saa det skal du findet-e paa — — Tag og Nat
—- bele dit Lin iaennetn — hører dul« . . .
»Aa, du danske Dt me —- — —- dn danske Dame!«
,,Og Halfdan — — nei, jea har mer endnu at
sige dig« — — —
,,-2ej, nej — nej! Jkke tale nn! Blot tie stimmen
—- det forte, korte Øjeblik vi har! Staat der ika et
Sted: »Halt lukked liendes Øjne, lian lukked bendes
Mund. « Nu lukker ieg dine
Mund — — den søde, urdlige, dejlige Mund
Saa ser du ikke — saa taler du ikke . . Er blot hos
mig. —— Du elskede — — elskede.« . .
— Fra Herrernes Veerelse lød der Skridt ben
imod Deren
Te rejste sig begge: »Ist andre skal have Lov til
at vaere til!« sagde hun.
Han ln og kysfede hendes Htvnder.
—- Da de sammen med Herrerne kom ind til de an
dre, var Konsulinden ved at spørae til en Missionter i
Indien, hvis Kone var Alettes Veninde
»Jeg tror,« sagde denne, ,,at han søger bort derft«a.«
»Ttenk! Og de siaer dog, at hans Forkyndelse vandt
saa mange derovre!«
»Ja, men Laura taaler ikke det Klima.«
.,,Nej saa« —
»Hun er ganske undergravet af Feder. Saa hun kan
ikke være der. «
,wa hun ikke I« brast det pludselig harmfuldt
ud af Nieren.
,,Leve i det Klima, det hører du J·o, Varn.«
»Saa lad hende dø i det!«
Den danske Præft nikkede stnilende til sin norske
Embedsbroden
,,Vi kan da hine, de faar en Huftru, soni ikke bli
ver en Hindring sfar dem.«
,,Nej,« koin Svaret roligt. »Ellers kunde jeg heller
ikke bruge hendeA
Hnn saa straalende henimod heim. Men han mødte
ilke hendes Blik
»Det er meget rast af dig at sige, « sagde Konsul
inden misbilliyende ,,Men den Mond bar ikke lovet at
ville ombringe sin Kone. Saa Vi andre inne-T han gør
sin Pligt ved at følge hjem med hende.«
»Saa leid ham det! Men rejse ud igen alene for at
missionere.«
»Hvad Blev der saa af Samlivet?'«
»Det Mua han ofre — natutligvis. Naar det kom
mer i Strid med hans Kald.«
»Nei, tundskyld,« faldt den danske Præft ind. ,,Jeg
holder virkelig med deres Fasten Den Mand bar for Al
teret lovct snt staa samtnen med TM Hustru — i gode og
ende Dage. — Jeg tror nteppe7 det Xnnde være ret for
Gud, om han forlod bende «
»Jeg troede dog, at alt skulde en Kriften forlade for
lot Hekkes Skyld. Den Mond fstnar op —- forlader Ar
bejdet for Gnds Rige og følger sin Hustru Og i Bibe
Ien ftaar der paa hvert Blad, at ,,de forlod alle Hing og
frlgte ham«.«
»Ganfke vist, det ftaar der — nogle Gange. Og det
skal oqsaa gøres — naar det krtersses. Men detser kun spe
cielle Tilfwlde, Undtagelfet vor Herres samtkdige kunde
ikte taae feil af, at Fordrinaen gialdt dem og sknlde ta
aes bogftapeligt Vi andre maa vcere særdeles varfom
tne paa det Punkt. Thi fom Regel er vor Heu-es Kmv
blot dette, at alt, hvad man har, skal man foksage for
bans Skyld. Og det er ikke forlade. Saadan opfatter blot
Katolikerne det. Derfra al deres misforftaaede, sygelige
Askese Vi andre forstaar, at vi blot skal —- eje i For
sagelse Jkke — — ja, ikke scette nvget af det, vi har,
over vor Herre og hans Rige . . Jkke elske det højere.
Penge, Hjecn, Huftm Livet med —- —— en Kristen skal
ikke forlade og bortkafte det, eje det 1 Forfagelse.«
Konfulinden nikkede rørt til ·sin Ungdomsnen ,,Tak;
kcere Berg! Det var faa klart udlagt!«
Alle de andre syntes at godkende den —- vamle For
klaring. Men det var hun dog for ærlig til.
Og hun vidste en, fom ikke gjorde det. Som blot
ikke vilde modsige den celdre Kollega. Men han skulde
høre, at hun forstod ham.
»Ja, paa den Maade bliver det jo bekvemt nok at
Væke Kristen," saade hun. »Men faa forftaar ieg ikke,
hvokfor de ftærke Fordringer er givne — overalt 1 Bi
lielen Jkaar man blot skal voate sia for at balde dem!
cian de saadan ltempes og omforklares, maa man før
vasre terlig Og — ftkyge dem helt. For i Praksis kan
jcg ikke se Spor af Fotskel imellem at eie i Forsagelfe
eller ikke.«
»Den maa føles,« sagde den danske Prceft. ,,Det haa
lim, Te vil Imu til. Kristendom er Aundelinbcsd — ikke
Boqftavt1«u. Fette man man leere at forfmu.«
Knnsnlinden fort-flog Musik, for at san Un Ins-feu
de Afjlutning pau en ervckgieL lmori Nitsch-is Pakt ab
solut ika lmnde bendes Vifuld.
Lg snurt var deune Ticsfmmns opløfr i Spil U
Sang.
—— Ta Selskabet brød op, lmvde Oalfdmi glemt en
Boq i Kabinettet og Hit« for at heute den.
ILmn lile efter bonI. Maattc have et forstaaende Blit,
e: -Lac1ndtr1)k.
klIcun nun vendte fjerne ou kolde Ljne imod hende.
»Hu Gang for alle tnl ikke med om soadant, for
»du lmr bedre Forstmid. Du vifer dare, at du er saa
"11e11delig ndenfurl Jkte bar Beut-ed om anndelig LU
futtelse.«
Hirn brufte op: »Er Amideligljed at tuge Brodden
of alle Bibelord, tIcklippe dem, bestcere dem, sylte dem
ind — for ut funne syuke dem udn Ulcempe s— —- saa
Eer anndelig Kristendom den rene Ynkværdig"l)ed! Og det
tun du da aldrig 1nene, du sum ofrer hvad det skal være!«
»Ja — men du tagt-r det fnu uforftnndigtl Fordi
du er og bliner faa ganske udenfor. Og foreløbig bar
du blot at lasre — ikke at docere —- Kristendom.«
I Hendcs mørke Hoved rettede sig knejsende foran
baut
,;Hvad jeg skal sige cller ikke — det ladet jeg mig
uldrig foreskrive.« —
Han gik mod Døren uden at sige et er more Og
da var kun en angstfuld Følelse over l)ende.
»Halfdan — nej, gaa ikke saadanl Jeg forstaar det
jci ikke som du. Sig blut, hvordan du vil, at jeg skal tale.«
» Han standsede og faa paa hende et Øjeblik Saa
tog han hendc otn Hovedet og trykkede sine Læber fast
imod hendes.
,,Saadan,« sagde han.
; »Am lLmlfdan — naars jeg kan tie paa den Monde,
vi! jeg«l)eljt aldrig sige et Ord 1nere!«
Hau san paa hende —— og kyssedc hende igen . . · ..
i
» Februar og sllkarts Maaned gik. O Planerne for
JFremtiden beayndte at nntage sastere Former
! Tanken var, at hun fkulde rejse til Danmark først
Ii Maj for at saa sit lldstyr i Stand, og ut de skulde hol
ide Vryllup i Løbet af So111n1eren.
i Det var jo godt, at Alette var saaledes stillet, at
lhun kunde indrette sig ,,et lille sorgsrit Hiern« — som
Tanten sagde — og at hun selv havde saa meget efter
sine Forceldre, at de ikke behøvede, at vente med at gifte
sig, til Prwsten sik et større Embede.
,,Ved du, orn Halfdan søger Kald?« spurgte Kon
sulinden en Morgen i Foraaret. »Ja, du maa jo voere
den første til at vide de .«
,,Det kan jeg ikke tro. Han sagde forleden, at det
egentlig kunde vcere ligsaa godt at komme bort fra Kri
stjania. Men han talte ikke om, at han tcenkte at soge.
Hvorfor?«
»Jo, for Bøtkers Broder, som er i Kirkeministeriet,
var inde hos Hallager og han sagde — men det maa
jo vcere en Fejltagelse« — —
,,Hvilket?«
,,At Halfdan søger et as de skrækkeligste, ødeste,
højeste Kald, vi har, tror jeg. Men det er jo umuligtl
For der kunde han da ikke have dig med. Han kunde li
gesaa godt byde dig Nordpolen!«
Hun løftede Haanden mod Hjertet med en pludselig
angstfuld Bevægelse, men sagde blot:
,,Om han søgte Kald paa Mannen — mig er det
uden Forskel!«
»Ja, det var ogsaa bedre —- sor det sik han jo
noeppe. —- — Men det maa vcere Vrøvl af Bøtker. Det
e-: jo umuligt. — Det vilde rigtignok voere den misfor
Hsraaede Askese, som Pastor Berg talte saa klart imod.«
—- Hele Dagen gik hun med et eneste Billed i sin
Taufe Et Billed, hun syntes, hun maatte have drømt
sengang, og som stod saa klart for hende, at det var, som
saa hun det med legemlige Øjne —- Billedet af en, som
»fteg og steg, indtil Højdcns flimrende Lys tog ham. Og
saf en andeu, som stod nede og sled sine Haandflader til
Blods mod Klippesiden — — uden at kunne vinde
kmed . . . . . .
I Hun var straks sikker paa, at det var sandt. Og hun
forstod ganske haus- Tanke: han brød op — han brød
af. Saadan blev Slaget forberedt, som hendes lønlige
Angst havde ventet —« Iigefra den første Stund·
s Oppc fra Højen, den strcenge, hvide, enfomme Højs
Ede, havde han hørt Kaldet — det, der drog »opefter —
Ubønhøklkg«- f — ,,Og han forlod alle Ting, stod op
og sulgte«. "
Ztrøg hende af uden en Klage, uden en Jndvewi
;ding. Steg mod den stærke, klare, skinnende Dag . . .
illden at vende sig en eneste Gang efter det, som laa hag.
Nu faldt det —- Damokles-Svcerdet, hun havde følt
hasnge over sit Hoved . . . .
Og dag al Angsten, al Smerten var der dog som
en underlig — — blødende Fryd . . . . .
Thi det, der tog ham saa helt —- endog bort fra
hende — det var dog det, hqu elskede høfesti Imm! . . .
— Præsten kom den Aften og var nceppe traadt
ind i Stuen, før Konsulinden sagde:
»Der gaar de vildeste Nygter okn dia, Halfdan At
du er bleven vanvittig —- og soger Fin-Lierne.«
,,Jeg sknlde neesten tro, Rygtet har Ret. At jeg er
saa vanvittig.«
»Nej, bør nu — det er for galt. Det er fuldstcendig
urimeligti Du med din Dygtighed og Begavelse —- op til
de ensonnne Bønder!«
»Skal de bare have udygtige?«
»Or( det kan du jo aldeles ikke byde hende! Jeg haa
ber, du ikke faar det!«
,,Det er der nok ingen Fnre for.«
»Ja, saa haaber jeg virkelig, hun slnnr op med
dig — bavde jeg neer sagt.«
(Fortscettes.)