HøjfjældS-Præst.
.- Af —
Jugeborg Maria Sirt
(F—ortsat.)
»T’et er de Iwnsrdiae, jeg soaer,« saade han. »Da
thp det —- ved jea ikke, om De er . . . Jeg bar
ikke niort mia nonen Taufe om Dein —- nien snarest aør
De Jndtrnk as at Unsre uden Forudsietnina for Rande
liabed — dybest set.«
Hnn lo: »Amt« sniiarendet Ovad er dct da, jng
1na1mler?« v
Ndjielpelosjsliedeik Te bar io Lverslod og fattes
intet.«
»Dein ved De det?« ,
»Im liørei det ——— jea ser det. De ved Ves, ved Raad
til at nndvige, Te! Moder Livets Alvor Dem, faar De
det snatt sotfluatiaet — -- sont Sanitaleemnel -— —- Mi
der det itke kaste Dem nd i AnasteIL —- Naar det bjcel
veløse er oppe i et Mist-nieste — stikker Hovedet frenc
-—— angsstsnldt soni en drnknende — da er Stunden koni
men til at rieka Planken, som kan biete. — Jkke til den,
som kender sia trog og lilot vil — balancere hen ad Red
Iiingszplanken.«
Hirn lsavde slnppet Latteren Thi hun følte, at den
kunde kaste hende over i Graad .....
Nu vendte hun sia sra ham uden et Ord mete. —
—— Og da mærkede bun, at bau vilde holde hende til
lsage ——» at det fortrød l)a1n, at have sorløbet sig. Men
saa let —- ——— nei, saa let skulde det dog ikke gaa for
hom. . . . . .
Ouu sorskansede siq bag Konsulindens Stol og sad
der, til han tog Assted min mkte bam Fingerspidserne
over Etoleryggem uden at se op. Og d t hjalp ikke, at
der var en tøvende Anmodning i ljans Haandtryk.
J D ren til Spisestuen blev han staaende: ,,Det er
sandt —- — Frøken — Te spurgte sidst til min kræft
syge. Der var noget, jeg tænkte, at fortcelle Dem otn
hom«
Hun reiste sig sont sorbavset: »Er det mig, De
mener?« og fulgte ham nølende og ligegyldig ind i
Spisestuen . · .
Derinde rakte han Hcenderne nd imod hende. »Hm- jeg
saaret Dem? Tilgiv -mig."
Hun stod ubevægelig foran ham og sagde intet.
Jkke straka
»Det var ikke mig, som søgte Samtale med Dem.
Jeg tænkte at undgaa det. Jeg mener —- vi to er saa
forskellige — —- Men det er ingen Undskyldning — jeg
ved det. — Jeg beder Dem — tilgiv mig.«
Nu saa hun op. »De gør mig Uret,« sagde hun.
,,Fordi jeg er livlig og —- — maaske har mit Ydre imod
mig, dømmer Te mig strakgs fra alt Alvor. Det er meget
overfladisk.«
»Nej —- De tager fejl,« sagde han. »Begavelfe
og — Skønhed er ikke Hindring for Kristendom — og
det kunde jeg aldrig anse dem for. Det syntes mig blot,
som De var tilfreds med saa lidt. — Slet ikke begcerede
andet og mere. Er det ikke saa — — er»det ikke2"
»Nei, nej —- dog ikke ganske.«
Hun hørte sin egen Stemme som en freinmeds. Den
lød frygtsom.
,,Jeg vilde øn«ske, De kunde gaa med mig nu,« sag
de han efter en Stund. »Da sknlde seg tale til D
— Men itke med hvidt Slør om Hatten! Det vilde ftikke
af —- der, jeg nu skal hen.«
Luni saa op imod bam med et ndfriende Vlink as
Intil i Ljet
»Gid jeg kunde!« saade hun. ,,Jeg skuldetage gam
melt Tot-klasde om Sovedet som den vcerste Madannne.
Men proo at tale, saa jeg dog kan fornemme bei-«
»Jeg saar se, lwad jeg kan gøre — Sau Farvel
da.«
Gan kunde ogsna smile. Og Ljnene vare saa dun
kelt-bløde at Vlikket foltes som en Berøring.
»Tet er sandt —- Patienten ?«
,,Det er bedre med ham — aandeligt.«
Medens hun gik ich til de andre tænkte bunt Kun
de han blot sorløbe sia nseste Gang ogsaal Forpligjelsen
til at gøre godt igen vil altid vcere stcerk hos ham. — Oc:
ellers interesserer jea bam dog ikke — som enhver glat
kcemmet Missionsdame var sikker spaa at gøre det! ·«s —— —
—s
, —- »Gaar dn aldrig til Møde, Faster?« spurgte
lnin en Tlliorgen nied Avisen i Ommdcu
»Ntf- BOIUZ MUA jeg bede um at faa mit i Kir
kenl Men jea dar ikfe noqet iniod den Slanszx Jeg la
ider ligerne flifrecs til at zum - - imelle1n. J Aften skal
M arait hen at lmre Oalfdan tale i smlmeneraadens Mis
sionslmå — Lin Frilied inne-J jen, det var.«
»Juki trorjeg nieslen, jea aaar med. Jea maa dog
prime en (83ana·«
»Ja, da følger lmn dia.«
— — Der var fnldr i kllliizssiontzlniset on Irnkkende
nannt. Fnldt af !1.Ii’e111ieslei«. der ifke fanki nanfke i sam
ine Toneart. —-- —- Friljed —-- til ai feie dem alle nd og
faa friff Lnft ind, var den, ljnn i Ojeliliffet meft knnde
lnme wisset
Ta den lioje nnntx Elikfeiel ·-:-m im Dsia Taler
stolen og saa nd ovei Forsainlingen snntes hnn nied eet,
at lians Udtryk blen trat en koldt. « »Don bar Upda
get 1nia,« tienkte l)nn.
Tet var txideliat at hnn fnrstyrrede ham. Vae
der ikfe noaet anstrengt, Iwirfeliat over bang Bøn? Bar
den hani seld iin alle de andre ined?
Zaa kom Talen. F r i li e d —-- det Ord, der tager
Vejret fra en — -- lniisri lilotte Lnd fprieiiger et eller andet
»—— sont liar alle lasslnpne Sturmes End i sig — —- fknl
de han tale om det! Han, der blot ønskede at stramme
INBaandene um iia selv og andre . . . . .
Nan, ja —- fnm han lagde det nd, lnnde man nok
lnwe tienkt fig det.
Man inde-i- i Trasldrnn og lener lnmden — —--— ja,
det var- man jo paa Inange Wander. — Jkke af nblide
Knar, Sygduni, Som, Armod, andres Tyranni, alt det
man kalder sin onde Skæbne og vaander sig under. Alt
det er ikke for Baand at regne. — — Aa, bun syntes
drin! — Eller rettere, det kommer altsannnen fra et ene
ste: Aaget, Jernaaaeh som hedder den fyndige Natur.
—- Jernaaqet, som et afsindigt M enneske engang i Ti
dens Morgen toa paa fine Sknldre i den falske .Tanke,
at det Var Friheden —- og sum aroede fast med det sam
me -- —— Jernaaget, man nn fødes under, som vokfer
sig tnngere med hver Dag, skcerer sig lcenaer ind i ens
Kød og knnger en dyliere ned mod Jorden . . . Til sidst
nd iTødens lmndløje Svcelg · . .
—- Ja, natnrligvi5, der var noget nfrit i dette med
alle ens Fejll Men de hang dog fannnen med ens gode
Sider . . . . . Ja, det var inaafke netop den Jndgroem
han mente. —- —
Saa gik han over til at for-klare, hvad Frihed er . .
Frilied er kun et: Trceldommens Ophævelfe —
Jernaaget under Fodl Men — »l)vo er dertil dygtig?«
Vi magtstjaalne Mennesker, som ikke kan mestre det
mindre — Sygdom, Sorg, Armin — hvem af os kan
staa op og bryde sin egen fyndige Naturs JernaagZ . . .
Saa — — ja, saa koin der jo om en, som havde
gjort det . . . En, sum ikke selv var født under Aaget
— gik rank, aldeles rank og fri gennem de krumbøjede
Rækker — men som tog det fka de andre, vristede det
fra TV enneskehedens krogede Ryg med stærke rene Hien
der og bar det bort Paa Llodige Skuldre — — flængede
sine Haandflader, for at bryde det itu. —- — En, som
havde Krerlighed nok.til selv at styrte til Jorden under
Jernaaget —- knnses under det — — og Livskraft, hel
lig nbrydelig Lin skraft nok til at staa op en M orgen med
det under Und —- for at du skulde ocere »virkelig fri« .
»Er dn det? lianske har du ikfe folt der enaang, at
du er Trale Sau affindig taalielig er io Verden end
mi, at den mener, Jernaaget er Frihedenl Vover at
paastaa, at jo dybere det kan faa knuget en ned i Dyn
fdet — jo ftørre er Frihedenl Frigørelfen fra Aaget
idisrimod falder den Trældom! . . . .
Tag er der inderft inde ihvert Menneske et Sted,
lwor S an d li e d e n s i d d e r, hvorfra han kan se ret l
— - om l)an felv Vil. Oq naar Kaldet, Sandhedens store(
Bald, gaar gennein Werden med Aandens Vingesns —’»
un lydt i sllarlxed beklasfter det, dn selv dnnfelt fernem-!
mer —— da bar dn Ansnaret for, lwordan dn rnelger. Udl
(
l
l
l
m den Terdenz Vi:d01n, som dn fel V dybest inde Ded, er
Wan, ellel nd af Sandhed . Enten Trceldoin —- Trieb
dont under din egen syndiae Natur — eller Frihed —
gennem den eneste ene, der kan bryde Jernaaget, ogsaa
for dig. — — Ogsaa herinde er Valg — mærk dig det
ngaa i denne Stnnd ,,er J kaldte til Friljed, Brødre!«
Efte Talen blev skxieften liIefrem belejret af alle
dem, der nilde trnkke ham i Haanden til Tak· s Det var
del Zkik efter Moder.
»Nun De knn hieni, Margit,« sagde hun til Pigewi
,,sdonsulinden favner Dem maaske ved Tebordet. — Derl
er Betendte, jea gerne vil hilfe paa ——— — og jeg kan
følgez med dem«
Lanasonit tyndedcs Rcekkerne, medens hun skred
ftem imod Centrum. Hun syntes, han opholdt de an
dre, eftersom hun kom ncermere. Var det for at und
gaa hende2 Eller —- nej, det kunde ikke være, for at
have hende sidst og ene
Hnn blev den fidfte. »Er De ene?« spnrgte han
som forbavset.
,,Og De?« var hnn ved at udbryde insed unget
der lignede Jubel, men svarede blat: »Jeg sendte Pigen
hjem, da det trak saa længe ud.«
»Min Sester hofter — ganske slemt,« sagde han —
nden Forbindelse med hendes Ord. Men hnn syntes
at de forftod hinandens Tankegang, og at hans Bemerk
ning faldt ganske naturlig.
Det faldt ogsaa ganske naturligt, at han fulgtes
nd af Salen med hende og begyndte at gaa ved Siden af
hende.
,,De talte hele Tiden om Friheden fra,« sagde hun
— fra det, der hinder. Ved det Ord —- jeg elsker det
—- tcenker jeg altid mest paa Friheden til.«
»Det kommer da nd paa et. Den ene følger jo Uf
den anden.«
»Ja, det kan godt viere — men det er dog ikke det
samme. Te talte alliqcsvel ikke om ni i n Fribed — Fri
lieden til. . . Det var den, jeg lcengtes efter at htm
IJDAD TO Vllde fan 0111 zrkataar De ikke — den FrihedJ
der ligesom suser bort med en. . Bort i et Umgaleligti
i
l
l
l
Rum, hnor ingen Tvnng kendes. Fribeden til — — --—- til«
at tænke, tnle, sole, leve, sont jeg, netop jeg, VU M »mu·
Retten til at viere Inig selv, sple Will ann Personliqs
heds Trmtg s-— ——-— sont Fuglen der slnn«-k, sum Fjskcn d»
soøcnmer.« — -——— —--—
»Amt« finder Te den?« spnmte lmn »Den Tmnq
kender jeg xsodt Kunske Um- det den, sum —.. »M« end
andet ——— kasted ntig nd —— i den store Frilskn » — - «
Tumlepladski for sin Personliqlnsd «—— Lusten for inglem
anet for Fisten —— ——— L i o «:« e l e m e nt so k- c »
Liv —- —-s med jnbleude Ret til at Viere, nunde og
røre sig som den, nmn er —-- duldest og sandest — - W Imm
sinder De det?«
Det nndslnp lnsnde nuiltimrliq at siqe - sfxmt Im«
nldria lnwde forbnndet dette med Trinken om Fribed
for: ,,J et andet Menneskes .83je1«te«.
—- — »Ja —— — ja, der fnndt nmn del vel nier
1nest. — Men det er dog begrcenset Num. Ct Menne
st«el)jerte hat« (f8")1«asnser. —— — En ftøder UmIden imod
— ogscm der. Knn et Hjerte er nbegrænset Knn et·
Sted knn en triekke Vesret of Zjielens fnlde Lungen
Tnkke sig i Verdenslmvet — —— —
»J"a — men er De dog ikke bnnden — l«111nden« —
«A·s nIin FribedP Jo. Men den-Z Aug knnger
ika ned. Tet er Vinnekx som beeren O p efter —
nlsønhørliqt!« — —
Han standsede med eet og sna sig onl:
»Man jeg faa Dem i en Sporvonn ber?« ande
han. »Der er en liden Pige i et Hus her i Nærheden,
som er døende —- død maaske — hvis Moder jeg man se
til· Snarest."
»De skal «ikke Vente efter Vogn for Inin Zkold«,
sagde hun hastig »Gaa endelig stmks de1«op.«
»Nej, nej —- jeg ladet Dem ikke staa paa Gnden
ene. Den kunde jo vcere optagen.«
,,Kan jeg da ikke?« — hnn standsede nagst for et
Afslag.
,,Gaa med op? Jo. Men det er et sørgeligt S1)n.
Hun er døvftum, Bornet Og det gør det bele san
svært!«
De gik ned ad et Par Snmagader hun ikke kendte.
,,Karl d. XII.s lcefte hun i Lygteskinnet paa et af Dis-r
nerne.
Ved et lavt gannnelt Hus standsede Prceften: »E«
og ttwe,« sagde ban. »Der er det.«
De gik gennem Porten mod et mørkt Onl. Hcm
ftrøg en Trendstik af, ogi dens slnkkende Lns san bnn
en lille fort Gcmrd —- der syntes skabt til at vrimle af
Rotter — og en Trnppe, der forte op til en anben Svale
gang. .
De brøstfceldige Trin knnqede under del-es Fødder.
Prcesten famlede sig benad Gangen —- frem Inod en Dør
og bankede paa.
En Kone, gammel midt i unge Aar, med rød
grædte forvaagede Øjne, lukkede op for dem.
»Det er mig — Prcesten. Jeg maatte ep igen at
se, hvordan det er med Tulla.«
Konen rystede blot paa Hovedet.
De kom ind i en lille, ganske renlig Stue Ved
Side af den store Seng stod en mindre, hvori der be
thchede sig smaa fatnlende Hcendet og et lille stønnende
Bryst. Der laa et Barn paa to—tre Aar med Døden
i sit Anfigt og store, hjcelpeløst forskrcernte Øjne, som in
tet fattede af al den Kval, der var over hende. Rande-!
drcettet gik som en tung Hvæsen over de febertørre, cui-»
bentstaaende Lieber, der var overtrukne med en brnnlig
Skorpe . . . .
Prcesten og hans Ledsagerinde gik from ämod Sen
gcn. Hun san et Øjebliki Tavshed paa Bat-net — san
vendte hnn sig plndselig om itnod Konen og kyssede
hende . . . .
Moderen brast i Grund: »Alle Tnlla,« sagde bun.
»Alle Tulla!«
Damen gik hen mod Vindnet og stødte en Rnde op.
»For at lette hende Aandetrættet,« sagde hun.
»Her« er lidt beklnntret.«
Fra vid og rolig Stiernehimmel strøg et Sus af
ren og køliq Luft ind i Ztnen — — Derpna tog hun
sin Eau de Cologne Flut-on, som hnn havde taget med til
Mødet —- men ikke benyttet — og stcenkede af dens
Jndhold paa Puden om det lille gustne Anfigt — Bar
net tog pludselig lidt hastigere og dybere efter Vejret . .
Et Glas med Saft og Vand stod Ved Sengen, men
den lille kunde intet synke mer. — Hun stak en Fin
ger ned i Glas-set og begyndte at vcede Barnets haarde,
fortørrede Lieben Hun Var saa glad ved, at finde paa en
Smule ydre Nytte at gere. — thi a n det kunde hun
jo ikke bringe.
»Fruen er hel Sygeplejerske da,« sagde Konen, me
dens Prcesten var henne at lcegge sin Overfrakke paa
en Stol.
Hun nikkede blot til det. At oplyse Konen blev iaa
omstændeligt . . . . .
»End at Præsten tog Fruen med,« blev Konen ved»
da han atter traadte hen til Sengen. j
Nu kom Oplysningeu —- med Lynets Fakt. 7
»Det er en dansk Dame, jom gik med fra Mødet.
Jeg er ikke gift.«
—- Hastigheden, hvormed han fralagde sig den gra
Verende Mistanke, drev Blodet op i hendes Kinder . . .
Men hun blev roligt ved at pusle om den lille.
Præsten saa med et paa Fingeren, hvormed hun
stng langs Vatnets Mund.
,,Tuberkulose,« sagde han sagte.
«Ja,« svarede hun —- fom om hun ikke forftod
Trinken Men hun ønskede, at der maatte være Rift paa
Fingeren — og at han kunde se det . . . .
Barnet kæmpede for Vejret —- med de fmaa, kramp
agtig urolige Hcender og Fødder, med de udspilede Ncese
bor og de gispende Lceber.
»Lille Tnlla,« sagde Moderen, som laa paa Kna
ved Sengen. ,,Mor er her -— kan du se Mor, Tullc12
—- Mor vilde ta’ det altsammen pna sig —- bare bun-s
k11nde!«
Præsten skød lastnpeligt en dchmd ind under Var
nets Pnde oq løftede dets Hoved en Sinnle
Jdet de saaledes i forenet Omhu bøjede sig over den
deende lille, faldt en Taufe hende ind --— som drev meget
redete Blod end for op i hendes Anfigt . . . Faldt den
oknaa lmni ind? . .
End oszi vede,« fimde han —- med sIt Ton f(1ld,iom
Inn nun uside fin sein End o: lnIIre hende dp iVøtL
Stuktelszs line TIUW Assnn Iurnzier Iqu til at vieles-—
or Inser!«
Oun tmrlede ved Siden af Moderen og lagde den
-Lmuxxd,1)cn Unde fri over hendes foldede Hiender
Nun tkenkte:ft111de hnn oqfcm kmele ned? — Bidste
iite lmud lnin sfnlde —— Følte, hvor han nu ønsfede,
nI have haft fin Zuster og ikke bende nIed deren —
Blev flnttelig stauende —- — for at Væde Burnetsss LE
lIer on torre Pande11, hvor en ignende, klæbrig Sved
sprung frem . . . ·
Linn lind lnanotnt ganske enkle Ord, som Koneu
line knnde qentage, eller vcere nIed i· Men hun blev
jlanet of JndeIligbeden —- Jnderliqhedeus Styrke
lIImInIed tmert enesle L I«d to g onI denne lille Pige og
IIiIfelin var l)ende, løftede hende opefter. —- »Der de
dad, dem-gede-: Stedet.« Hnn fik med et Fornemmelsen
as denne Tlfkagh der bryder igennem . · . .
»Ihr løftes Last og Lofte
Til StjeInehvcelven blau« — —
Onn kom felv nIed i Bevæsge lfen paa en Mande.
fnnde ika forbline ndenfor, nmatte følge — — Stignins
gen toq bende .
»Der er en Stige stillet
Fra Jord til Himlen op.«
Ad den var det de nu steg -— han fomn —- —
Ined Bnrnet bøjt pna Armen og Moderen ved Haanden.
—- — Opad, Trin for Trin —- -—— til det sidfte
var IIaaet . . . .
Den Sikkerhed i Henvendelsen . . . Nef, de
Ord blev ikke kastede ud i den tomme Luft, hvor de Tu
finder faf Bønner flnkser rundt — uden at na a — —
de taltes lige, lige op mod et Ansigt — ——— Anfigtet der
oven over Stigen — — de taltes lige ind i et Hjerte
--et aabent Hierte —- favnende vidt — — med Ly for
TV illioner of smaa forpinte Tulla’ er.
— Barnets Aandedrcet var gaaet over til en støds
Iris Rollen —- —— som standfede —- — og kom igen -— —
i brudte Ryk . . · .
Hun havde kun set en dø —- sin Moder — og vat
ungst for det Syn. Alligevel bøjede hun nu sit Hoved
ned over Bar11et, for at skjule de sidfte Trækninger for
Moderen .
Men der kom ingen. Det blev blot, som om en
Hannd — en lLscmnd, hun kunde have kysset for det —
strøg ned over det lille fortrukne Ansigt og glattede det.
— — Viskede hvert Spur af Pinen nd 1 dyb, dyb Ro .
Men naeste Gang lod vente paa fig.
Zøsteren havde nok lagt Mærke til Scenen i Spi
sestuen og advaret ham. Den selvfølende Alette havde
jo erklæret, at Københavnerne var ikke noget alvorligt
Folkefærd og sikkert fremstillet hende som den værfte
af denne letsindige Race. Overhovedet — en med Haa
ret i Pur, smalt Liv og smaa Fødder kunde der ikke vcere
Alvor i. Hende havde man blot at undgaa . . . .
Og Mcendene er faa naive —- saa hildede i det
rent ydre. Der er nogle Kvinder, man altid kan faa
dem til at tro, at de maa vogte sig for . . . . . Hun vidfte
om andre —- som vilde have troet sig fortabte, hvis de
havde anlagt Pandelokker, som lceste paa Søndagsskole
—- og havde antaget den beskedne Fremtræden, der gør
Undskyldning for at vcere til — — og som bagved meget
godt vidste, hvad de vilde . . . Men de var fikre paa at
møde fuldkommen Tiltro.
En som den danske Dame taenkte man ikke engang
paa at omvende. Dertil havde man jo Fattighuslemmer
og Fabrikspigerl Hvor underligt, at Mænd som han
i Reglen arbejder faa lidt inden for deres egen dannede
KredLJ Der vilde hun lægge ham paa Sinde næste
Gang — — den Gang, der ikke vilde komme!
Oele Ugen gik· Hun blev saa træt af at søre lange,
tænkte Samtaler, der altid lykkedes, altid førte til et
forlssavsende beldiat Resultat — at lnm gerne bnvde byt
tet dem alle for en eneste lille, virkelig —- mislykket Ord
veksel!
Saa korn Zwide Da vrwdikede han ikke en
gang! —- —
»Guds Eugle smaa de vaage
For Vuggebarnets Fred.« —- ——
— Præsten sagde: Amen — og Stilheden fik Mo
deren til at springe op.
»Herre Gud,« sagde hun — og kastede sig i Graad
over det lille Lig. — — —
En lJalv Timesstid offer gik de. Moderen havde
grasdt jin første Graad nd og en Nabokone havde lovet
at tage hende ind til sig for Ratten, eller blive has
hende.
De gik tavse under den dybe, funklende Stiernes
himmel . . . .
»Lille Tulla,« jagde hun og saa opad. »Kan hun
nu høre? kan hun nu trække Vejret?«
,,Ja,« sagde han. Men hun forftod ikke, om han«
liesvarede hendes Zpørgsmaal cller blot gentog det.
Saa blev der atter Tavshed mellem dem. Det var
saa dejligt at tie ganste stille —— at gaa ved Eiden af
l)jnanden —- —— uden Ord —- med en Tanke — —
gennem vid og dyli og stjerneklar Nat —- ——— imod — —-—
Te kom til Port-In — og hun bad ham ikke gaa op
med. Hirn forfrad godt, at han ikke wilde. Kunde hun
blut scln have undgaaet det og alle de SpørgsmaaL
jdcsr sfulde besvares anaaaende hendes Udeblivelse.
» »Tak for i Aften da,« sagde han, idet han rakte
hende Haanden.
T ,,Nej — Tak, at De tog mig med,« svarede hun·
! »skønt jeg ved — — De havde foretrukket enhver anden.«
; »Hvok-fuk2« —- Hun tav. «
»Af alle vilde jeg helft have den med — der kunde
»gøre det, De fandt paa.«
,,Hvilket«.2« Hun saa forbavfet paa ham.
»Ist kysse Moderen,« sagde han alvorligt.
,,Aa, det« —- —— Der skød blændende Taarer op.«i
hendes Øjne — Og det Var ikke let at faa deres Spor
til at forsvinde, niedens hun gik op ad Trappen. — —
— De kom igen, Taarerne, da hun var bleven ene
i sit Sovekammer og sad foran det store Spejl med det
upløste Haar glidende ned over den hvide Kashmirs Fri
ferkaabe . . (
Hendes Ansigt saa saa sorgfuldt ud derinde —
midt i al den dunkle Fylde, at hun selv undrede fig der
over . .
Det bankede let paa Døren og Konsulinden traads
te ind.
,,Det er blot mig, min søde Pige. Jeg vilde gerne
tale et Ord med dig, før jeg gaar til Ro. Ved Aftensi
bordet lod det sig jo ikke gøre.«
Konsulinden satte sig paa en af de lave, polftrede
Cretonne-Stole.
,,Hør, mit Barn, du er da ikke ved at lade Dis
— omvende af Halfdan?«
»Hvor falder du paa det, Faster 2«
»Jo, for det saa jo lidt — aparte ud sidst has
Vøtkcrs, da du fkulde ind efter ham iSpisestuen og tale
oni — var Oerre Inaa vide, bvad for en Patient, som du
ilet iffe fenderl Lg nu i Aften kommer du ganske un
derliq life-m fra det Møde —— en bel Time efter Margit
— — on fixier, at du bar fulates med ham. Og« s— —
(Fortscettes.)
