e HøjfjældS-Præst.
—Af—
Jngcborg Maria Sich
(Fortsat.)
dklokken slnar ti. Priesten reiser sig pludselig og
sinkst-, nt det er den liøje Tid for os at gaa til Ro — vi,
fom sknl brnde up san tidliq den nwste Morgen
Saa annr hnu lten til Onrtnoniet on slnar en Af
tcnsanq an:
Alt Eulen sank lnm vestliq Rund . . .
Jeg lmnneiz mod det Morgenlnnd,
Ovdr nldriq Nr« frennnlslden
stolz Los i Lus- pnn Livets Kny
Eit Hovcd inod Gnds eget Brust
Engnnq den frelste liælde1«.
Nu fkrider Ratten tust sin Gang
Jeg længes inod den Edens Bang,
Som aldrig Mnlmet slører.
Knor, gennem tnfindfoldig Dag,
Guts eget stere Hierteslag
Engang den frelste hører . . . . .
— — Vi tager Afsked nied Præsten ved den aabne
Arne, hois lysende Flammer nu er dalede ned til ulmen
de Gløder — der limicr on stirrer paa os fra Affen som
røde Øjne.
lGan figer, at lmn vil vange for os andre, til den
sidste Glød er sinkt.
. Og vi forlader bmn der, vogtende paa alle de røde»
Øjne, der lukker sig —- et efter et . . . i
Trenker han paa Sjcelene beroppe mellem de fjernej
Højder — de spredte Gløder, lJan vel gerne vilde samlet
til et luende Baal?
Eller — gascir hans Tmike endnu tillmge til det
som var — for tretten Aar side112 . . . . l
Dcn danskc Damm
En Vinter for tretteu Aar sidcn var der i Kriftiania
to Menneskeip som i en bestemt Kreds samlede .en Del
af Opmærksomheden om sig: en blendende Frøken fra
Kobenhavn ogen indfødt, asketisk Prcest, hvis stcerke,
glødende Forkyndelse tiltrak eller forargcde. ;
Hun var endnu i første Halvdel af Tyverne, ele-l
gant, livlig og begavet, fuld af kunstneriske Jntercsfer —l
Scenen var hendes lønlige Ønske, hed det sig —- unf
hængig og formuende. Sin Fader havde hun mistet
som ganske lille, sin Moder for et Aarstid siden. Hun
var bleven boende i det store Hjem samtnen med en Bros?
der — i god juridisk Stilling, men forlovet. Saa Sam-l
livet Bunde ikke blive langvarigt. ·
Efter Sorgeaarets Slutning —- i Oktober — var
hun gaaet ind paa fin Fasten den danskfødte Konsulinde
Hallegers Forslag, om at komme og tilbrivge Vinteren
i hendes ftnukke Hjem paa Drammensvejen. Københavnsk
Selskabelighed kendte hun dog ud og ind. Nu vilde hun
forsøge den norske.
»Saa faar vi hcnde nok gift heroppe med det sam
me,« sagde Tauten. ,,Og det var i alle Maader den mest
passende Løsniug.« — —
— S a n var kun lidt i Trediverne. Havde Været
begyndende Forfatter i fritænkersk Retning, men var, hed
det fig, ved sin bedfte Vens pludselige Død ført til Brud
med hele sit tidligere Liossyn.
san havde da kostet sig over Teologien og var nu
fremstaaet som Prasst i flammende Nidkærhed, med Or
dets tvrwggcdc Sværd —- rede til Angreb on Forfvar
Han Var cndnu tun tredie Prwst ved en Kirke, men fyldte
den, hver enefte Gang han prædikede, mer end hans to
Formcend hole Aaret rundt.
— Konfulinden tog med overftrømmende Venlighed
mod jin Niere, som hun ikke havde truffeti et Par
Aar·
»Und mig fe, om du er lige dejlig endnn? Jo, fan
maen er du saa,« sagde hun, inden den unge Pige var
steget nd af Toget. — »Kom faa hen og kys din gamle
Faster.«
Dejlig kunde hun maaske nok kaldes —i det mindste
momeutvis snarere end egentlig smuk. Hun virkede
som Solfkin. Og Folk blev blændede af de funklende
Øjne de hvide Tcender, Hudcns Farvepragt og især af
Udtrykkets straalende Liv, uden at faa rigtig Rede paa,
lkvordan hun i Grunden faa ud. —- —
—- ,,Har J noget aparte at more mig med?« spurgte
hun, da hun sad ved Frokostbordet lige efter sin Ankomst.
»Ja da,« sagde Konsulem som tog Ordct i den Mii
tidelige Anledning, at dette var det førfte Maaltid, de
samledes onl. Til daglig Vrug havde han vænnet siq
til at ooerladc sin Pakt af llnderholdningen til Konsul
indem sont med Man-J besoraede baade sin cgen og haust
«Vi lJar en Trup Zinglmlesere« — —
»Som vi lige bar l)aft!«
—- »Og en stor italicnsf Tragiker, som smelter alle
kviudeliae Hjertcr.« —- —
,,-Oq sont vi oasaa bar liaftl"
»Er-a har vi en Torden- og Lynildsprwft.«
»Tem bar vi i Tusinvisjil Tet var ikke lovende!«
»Ja, hør ham nu forst,« sagde Konsnlinden, som
sandt, at Ifeblikket var kommct, hvor hun maatte over
tage Ordet. ,,Af Hans Ilaas gaar der dog ikke tolv paa
Dusinet.«
»3yne«3 du om band Faster?«
»Hm ham sel:1? Ja, Bam, han er jo Hallaxleks
Søsterfcsn » oq gaar nd oq ind beri Dust-L Jeg holder
of lielc Sallagers Slasgt Tot lmr jeg nist, tør iexi nok
sige.«
Konsulen mnmledc noqct, fom kun hans egen Ser
vin fik godt af.
»Men hans Forkyndelse —- nej, maa jeg bede om
en lys og mild Kristendoni — som ku» tmskk og jkksc for
sklække Det har jeg sagt hanc felo med kksmz Old — det
husker du ogsaa, Hallager
Interpellationen var nier vekmsftende end spøku
gende, og Konsnlinden fortfatte nden at afoente Sonn
»Men begavet er l)an. Tn link iihptingpt høke ham
—- for du gaar da vel i KirkeF Lidt mer Leverpoftej2
Hiennnelavet l«
»Zuk, den er dejligl - — Ja, jeg eI· dog ikke en ren
Hedning som Ek«ik. Jeg gik i siirke tned Moder, og det
er jea bleven ved med siden J det mindfte en
Gang itIIelle1n. P en flnlde nogen faa niiq helt vcek
fra Kiiftendonnnem sauer detda de merke, dønnnende
Priester! Te aivel ncia lnne Lyft til at sige iniod. Og
jeg nok slet ikke paa dcsies Hellighed De nægter sig
inogle qanffe liaeqnldigss Ting, son: de gør start Versen
af, og ellers »fpife1 de og dtikker og tager til LIEgte«
akkurat sont alle andre.«
»Ja, det gaslder nn ikke Halfdan Oan spiser og
drikker saa lidt, at Softeren er veklnnret over det. Og
han er ikke gift.«
»Det var Inasrkeligt — af en Preer Jkke forlovet
engang ?«
»Nei. lLan er egen i det Stoffe Han siger noget
om, at der er en overflødig Masse »Gifteri« blandt
Priester-ne . . . . og at det var met, oni man hnskede lidt
paa, at de to ftorste af Apostlene ikke var gift. Det er
ju Paulus — og Petrus. — —- Nej —— —- der staar et
Sted noget oni han-I Svigernioder, synes jeg. Ja, saa
er det en af de and1·e!« -
»Johannes kanske«, foreflog Konsulen. Men der
vlev ikke reflekteret Paa det.
,,Bor han sannnen nied en Søster, din Prcest?«
spurgte Nieren
»Ja. Te blev i Formldrehjemmet med hinanden,
da Faderen døde. Søfteren er lidt eeldre end han og gif
ter sig neppe. Jeg bar altid tcenkt mig, at Alette engang
har haft —- en Sknffelse Nu gaar hnn ganske op i
Broderen Det er mageløft for ham at have en sat,
besindig og taktfnld Pige som huni Hufei. For Præ
ster er saa ndsattel Men nn er hnn der, til at tage imod
de mange — — anfægtede Kvinder, som løber til faa
dan en Mand med det bat-e Piank. Lyften til at betro
sig til ham gaar nok lidt af dem, naar de først har set
hende.«
»Hun vogter ham -— kan jeg tro!«
»Der gør hun, ja. Trofast. «
,,«Det er nok et Par, jeg ikke vil synes inn, « sagde
Niecen.
Saa rejste man sig fra Bordet. —
— Da hun havde været et Par Uger i Kristiania,
sagde Konfulinden en Morgen til hende:
,,Det er rent galt, vi har haft saa meget for, at du
endnu ikke har faaet Halfdan at hørel Nu venter vi ham
i Morgen Aften — saavidt man kan vente ham. For
Ier er altid et Mode, der skal holdes, eller en, der skal
do — lige den Aften, man har bedt ham till Men M
ske han dog kommer — og faa er det jo lidt kedelig-,.«
,,Det er netop udmcerke ,« sagde Niecen. »Hm me
ner vel, man ikke kan have været en Time i Kristiania,
uden at have siddet mindst den halve i Missionshus og
hørt paa ham. Jeg tror slet ikke, jeg vil bryde mig om
ham. Jeg hører, han skal være ligesaa gnistrende fort —
som sin egen Forkyndelse . . . En rigtig ,,Halfdan Staat
te«. Og det er ikke morsomt· Han burde netop vcere
lys —- blinkende lys. Saa var der en pikant Modsæt
ning!«
»Ja, fort er han,« fagde Tauten. «Men godt fer
han nd . . . Snarere for godt . . . Ellers var der maafke
dog ikke saa stuvende fnldti hans Kirke « — —
— s en naefte Aften klædte sJ ieeen sig paa med mer
end almindelig Omhn. Det blev jo et ftøire Selskab.
Hun oalgte en helt ny Dragt af mørkt Fløjel med
ndffaaret Liv, kantet med indifk Guldbroderi. Hendes
hvide Hals steg blændende fretn af det dunkle, druehlaa
JSvølk Knn en fin Gnldlcenke fnoede sig tre Gange om
den. D osit lokkede Haar bar hun en eneste stor ildgul
- Silkevalmue.
»Vi skcerer ham lidt i Øjnene,« teenkte hun og nik
kede til sit Spejlbillede. »Det kan han have godt af —
for en Gangs Skyld « — —
« ——Der var en Del Gæster fainlede i den lyse, fmukke
Sa l. Og her som de fleste Steder hun kom, drejede
:Sa1ntalen sig om Præsten og de Historier, der gik om
bvam Det irriterede hende. Det Emne kunde man da
sniaxt faa nok af.
I .,M cerkeligt,« sagde hun til sin Sidemand, ,,at en
jsaadan Munk overhovedet gaar i Selfkab.'«
« »Der er nok ogiaa bare hos Slægten. Kanske tæns
ker han at gøre Gavn — ogsaa saadan.«
Cn Dame havde hørt en ny —- aldeles sandfærdig
loa gyselig lHistorie om ham sanune Dag.
i Ved De, hvad han sa’ til Borgmester K.'s Dotter,
F a lnm koni for at bestille Faderens Begravelfe hos ham?
i
I
i
I
i
l
?
«,,Var Deres Far en troende Mand?« spnrgte han —
snafsx »Im vrnqte ikke at tale oIn de Dele,« sa’ hun.
Olif lIan i Rilke-P« »Fal« var sog i flere Aar.« »Mei
.fxr han vl ev f1I1?« ,,Jt«t·e saa meaet, tror jeg.« ,,Lceste
jnun flittiat i LsivelenP ,.Jlke det ieg l)n·sker. Men snil
Jvar han —- Far!« —- ,,T« a e r S e I v e d e h a m v i st.«
zälssen nn tog hnn Bladet fra Munden, hnn, Gndrnn K
;, Vil Tczpntte niin Far i Selvede?« .’sa bun Bei Takt
Ta naai fea for til en Plæst, som vil siette hain I Him
imelenl Sam skal jeg ikke ha svcert foI at finde « —- —
k llndei den snnnnende Pavfe efter Form-klingen
.Z1nidt imel letn Lattei og ,3orargelse, horte hun en Stem
sinc- —-— rolia som Klokkeklang —- spørae tret ved hende.
»OnI llvem er den Historie?«
—- Konsnlinden fliIrede op med et SeknndI pin
liae worleaenlied Saa iagde hnn refolntt »O-piiatig
tal t, tniin Ven — den er om Dig!«
LZEInsnart saa Nieren til Siden. Hain altfaa . . .
Gnistrende niøI-k— ia Nceften blaafort Saal-, hol
uside stroaet til baae fra den hvide Pande med de stierke
anieknnder, Øjnene niørke oq smalle —— lidt tillnkkede
l
l
Z
i
i«
I
s— -skarptskaarne Trcek, Hagen og den skcegløse Mund
klassisk sine i Linierne som seine tiinpuleon den Storess . .
— —- ,,Ja, nndstyld, at dn sik den at bin-ex- sagdc
Konsiilinden »Der var kedeligt!«
»Tviertoin, Den var da nanste ntorsdni. Det plkjck
de ikke at viere Historierne, soni gaar oni mig.«
Konsnlinden priesenterede ljcnn for de enkelte i
Selskabet, som ikke fendte hani. Da Hilsner var nd
oekSlede, satte han sin ned der, hka IJAII stod — lidt i
Baggrunden
Nieren vendte sit straalende Ansigt snldt imod haIn
»Er den iffe sand —- Histoi«ieti?« spurgte hun.
Han trat· Vejret nied plndselig Hastighed, som en
der overrnmple5. so -— hun mckkkcde det godt, stønt
lnm ikke vilde Viere oed det.
Sau sagdc hun 1·otigt: ,,Finder Te kanste den lig
ner mig? Hat De hørt inig?«
»Nej,« var lnin glad ved at s1)are.f »So to første
Søndage, jeg er et nnt Sted, naar jeg aldrig at komme
isiirke —- Men kn n d e den ikke være sand?«
,,Nej For der er den Egenhed ved inig, at jeg
har saa ondt as de asdøde. LV ed de levende kan jeg tage
lLivtag —- og gør det tgerne. For der skal Kraft til for
iat vriste en fra niig seln. M en —- en dødi Det stille,
sværgeløse — hjælpeløsel —- —- Det er saa hænderori
dende tnngt, at en intet kan gøre for en dødl Men slan
lløs paa den, som er inde nnder den vcerste Dom —
nej, noget saa sejgt!«
»Te ved jo slet ikke, hvordan Gud vil dønnne «
s ,,Det tror jeg dog, en har ganske god Maalestok
s.sor — — Men Guds Dom tcenkte jeg ikke paa. Den
afdøde gaar ind nnder s in e g en D o m — Med nøgen
»Sjcel —- — —- —
. Jeg har hast det saadan fra Barn, at jeg vilde gaa
til Verdens Ende ——— om jeg knnde give en asdød Skjul
ved mit Hiertel — Jeg kan ikke komme bort fra det —
selv nu.«
Hun trenkte paas hvor hans Øjne dog var bløde —
havde ligesom Nathiinlens sløjelsbløde, lukkede Mørke
isigl
Hendes eget Ansigt hlev alvorligt Ved hans Ord:
»Jeg sorstaar godt den Følelse,« sagde hun. »Jeg har
saa kære asdøde.«
" »Jeg ved det ————— Stakkels Dem!«
Det kom saa ligesrem, san lidt imponeret, at hun
-— skønt hun virkelig var rørt i det Øjeblik — dog ikke
syntes om ham. Han var saa selvsikker og urokkeligi —
Søsteren var kommet samtnen med hani· Men
hun havde en stille Evne til at nnddrage sig al Opmærks
somheden, sor udelt at fna den samlet om Broderen, saa
ingen gav videre Agt paa hende, indtil Nieren gik hen
og talte til hende
Alette lignede sin Broder noget i Trcek, men var lys.
Med blaagraa Øjne, som paa Frastand saa meget kølige
ud og nærved knnde viere hjertelige. Ja —- men ikke
altid var det, opdagede Nieren snart. Hun havde troet,
at Frøkenen vilde vise sig taknemlig over, at nogen gav
ig as med hende, men indsaa efter en meget kort Ord
.««, at hendes Tilbageholdenhed var fuld af Selv
filelse Og at knm ikke satte mindste Pris paa at indlade
sig med andre end med de enkelte, hun selv palgte at tale
med.
Nieren var hurtig særdig med hende og blandede sin
melletn de andre.
s Saa kom Bordet Staaende »Sonper«,v ved bvil
ken hun niaatte hjielpe Konsulinden med at sørge for
iGæsterne
Derefter satte en wldreKnsine — soni knnde tredive
Danse udenad og derfor gik paa Omgang i Familien —
ssig tir Klar-erst Og Vordet i den stoke Spisestue brev
vrykket til Side, for at de nnge knnde faa sig en Sving
om. —- —
Niecen betcenkte sig et Øieblik —- saa nik bnn Meers
over Gnlvet til Præsten, som stod lcenet op imod Dag
ligstuedøren, og nejede for ham i al sin Glans.
Han bukkede. Saa dnbt, at han ikke var belt frier
dig, da hun rettede sig igen
,,Tak. —- Men jeg danser ikke.«
»Er De for hellig til det?« Hnn hnvde lrengtes es
ter at slynge det Ord nd imod heim.
»St)nes De kanske om en Priest, som danser?«
»Ja,« indskød hun hurtig. »Jeg elsker selv at dan
se, vg« —
- »Som fra en vild Galop — — med flagrende Skal
der — kommer hen til den kræftsyge Mand seg om lidt
skal se til. Da er Te mer nøjsom end jeg. Den Præst
Vilde ikke jeg have ved min Dødsseng.«
,,·Nej naturligvis —-- — naar De skal til en syn« —
»Ja. For Neste-n Vilde jeg i det bele ikke tcenkt det
om Dem. Jeg vilde for twet, De sandt Prcesterne for
verdslige end for asketiske.« —
Dette var i Bunden saa sandt, at hun ikke kunde
inodsige det. —- —
»Dere«?- Patient,« spnrgte bnn med lidt rødere Kin
der -— »bliver han snart en afdød?«
»Meget snart!«
»Saa bjcelp bam — forinden «
»Det er det, jeg prnver pan,« sagde ban kort.
Og hnn vidste godt, at ban ikke syntes oni bende . . .
Men Søsteren endnn mindre. Dei følte l)nn, da
thun ester denne Ordvekssel koni sorbi bende on ramtes nf
l'de blaagraa Øjnes nieii misbillinende Knlinbed .
Dog — hun knnde io nndvcere det Pars Huld on Naade!
— Den nieste Søndaa koni. Konsnlinden havde
Snue og tnrde ikke gaa i Kirke
»Kirkelnst er det 11wrste af alt, naar man er for
kølet,« sagde bun. »Da ieg Vil nødig sige Nej til Mid
dagen has Vøtkei·s:’s. Eneeri er det mig nieaet imod, at
lade hele tre Simdaae qaa, nden at komme i Giids Hass.
—- Hvem trenke Tn at ana til?« spnigte lnm Nieren,
som var ved at taae Ovektajet paa.
»Jeg Ved ikke rixitixi,« saade lnin, — meiden-Z hnn
bandt hvidt Slør oni sin Hat i den Taufe at det gør
Einer iøjnefaldende. — —- »Maaske jeg gaar hen at høre
»·83alfdan Evarte,« l)enl«astede hun lidt efter. »Sei-I det
lda ikfe er for sent?«
s »Nej Du kan aodt naa det liae til Prasdikenen
Tl1ean1ider.« —
Tit afoide linn Da saa vai det io tid—:-1·ko.-fønt
linn bnode qeine liøit han-Z Mei- s.en Gan vai jo l« kendt
for sin s111nkke Stemme.
» Sonn linn stod — sidde var dei- ikke Tale inn, naar
tnnn koin saa sent —— linode knm Prcedikestolen liae for
sig, og knnde endnn bedre end forleden stndere Ilniigtet
—— fe. lwor Mnnd oa Haue var sine i Linierne, on lmor
jmnkt ban lievasgede dein, naar lian talte. Mnndniaene
is(e1· var bedaarende. linderansigtet havde virkelig al den
siore Kejsers Dejlighed . . .
Uaa en Gang Vidste hun det —- lJer paa Prasdikes
fielen aau lian ganske Billedet af Napoleon paa Arcoles
Vroen Tet var Vlikket, lJvormed han ser tilliage --- om
de folget med liele den koncentrerede Villies Energi
til at drive dem srem . · .
Lin de følaer —— -— ikke hvetn de er, ikke ljoordan
de ser nd . . . . Hun følte, at hundred hvide Slør sVandt
for de Ler som Taage for Solen —- — at alle Farver.
Hal deninlied i et Ansigt kunde ikke standse de Øjne paa
sderess Vej indad, for at se efter det eneste ene: oin Sjces
Jlen af al sin anspcendte Evne fulgte ham paa Vej, der,
lusor han skred frem — —- løftende et Banner højt over
int Hoved . . . ..
J Saa flog hun Øjnene ned. Linn sølte, at lnm var
"ikke Ined i den samlede Strøm as Villie, som fra alle de
lksftedc Jer skulde gaa ham i Møde fom ja oa Amen
til det, han krævede .....
—- s a han gik ne d as Prædikestolen blev det hende
ferst klart, at hun ncesten intet havde hørt as hans Tale.
Hvad skulde hun sige til Tauten, som t;ndede, at
san Gudstjenesten — Prædikenen rettere sagt — de
liatteret ved Bordet? —- »Naturligvis er han kras« og
»Hei var jo om Forklarelsen paa Bjerget« — —- disse
to Kendsgerninaer lod sig maaske med Held variere, saa
den egentliae Mangel kunde skjuleiä
Under Salmesangen kom hun atter til at se paa
binn. Han stod jo da med Ryggen mod Menigheden, men
lnm var saa langt mod en Side, at hun havde ham for
sig i Prosil omtrent. Hans-· Øjne var løftede mod et
stort K1·1ieisiks over Alteret.
sOg plndselig saa hun Blikket skyde srem som et Lyn
as Øjnenes Inørke Nat. Blikket var Jld —- Jldflue, der
slsøbte sig om den martrede Skikkelse foran harn —- sra
de genneniborede Fødder op til det tornekronede Hoved.
Blikket bar hele Sjælen med. Og Sjcelen var Jld . . .
Hvor hun gik og stod i Løbet as Dagen, kunde hun
se det Blik bryde sig Vej som en Flamme. Og hvek
Gang rainte det hende som en svidende Smerte . . . .
Var det fordi hun selv følte Mangelen as -det eneste
ene, mod hvilket man løster et saadant Bliks2 Ja — det
var vel derfor.
— Det var kun en lille Familiemiddag hos Bet
kers, men hun holdt as at komme der for de henrivende
Børns Skyld. Det var den mindste af Guldtoppene det,
som, ved hendes første Besøg, bagfra havde lagt buttede
Ismaa Arme om hendes Hals og sagt: »An —- D u d a n
iskeDame!« . ..
De voksne i Familien tog Benævnelsen op, saa hun
til sidst neesten udelukkende gik under den.
Det var saa dejligt at have dem hængende efter sig,
Guldtoppene — med deres skinnende Hoveder puttede ind
alle inulige Steder . . . .
Præsten var der med Søsteren Kam sent og skulde
naturligvis gaa lige ester Midag. Til en as de evinde
lige Forsamlinger.
Han saa træt ud og sagde ncesten intet. Som de
norske Mcend i det hele knnde tie! ——— Søsteren lod til
at finde det i sin Orden, at ingen her fik ham til at op
lade Munden. Men den danske Dame v i l d e tale med
l1a1n, vilde ind paa Livet af ham. —- Hun selte, at han
ikke brød sig om det. Og det wggede bende . . . . . .
Ved Vordet holdt hun alle de andre iAande —- leens
de og livfuldt —- men ved Kaser gik hun hen til l)am,
da han et Øjeblik stod ene. -
»F Tag har jeg da hørt Tem«
«Jeg saa Dem —- ja. «
,,Te var meget streng " —Det turde hun nok gaa
nd fra, at han havde vceret.
,Ste1nte det ikke med Skristen, det jeg talte2 -——
Da kan De jo blot kassere 1nineer. Men ellers saar
s e gaa — h ø je r e med den Klage.«
».83vln Deres Kirke er oversyldt!« Det var dog bedst
at. slippe bort sra Talen.
,,Ja.«
Jndladende var han ikke Men saa let gav hun ikke
tabt.
»Ved De — det gik op for mig i Dag, hvorledes et
Ansigt so rkl a res — det Vil sige assløre5. Det ster,
naar den Følelse, soin er den dybeste i Hiertet, soxn bar
Personliglwden inde, bryder nd i det.«
Jntet Svaix Hirn Mutes-, at han saa ntaalznos
dig nd.
»Jeg vilde ønske, jeg kunde gaa med Dem til Mode«
beayndte bnn igen.
,,.(5vorsor?«
»Fordi — ber er ikke saa Inorsomt.«
. »Ja — den Grund var meget god.«
Hnn 11uerkede, at han vilde gaa — og saa liam pluds
selig lige ind i Ansigtet.
,,.(Zvorfor taler Te ikke til mig?« spurgte hun.
»Svorsor prøver De ikke paa at om —- — ja, at paavirke
Inig? Er iea ikke vcerdig til det kanske?«
lGan mødte hendes Blik med urokkeligt Alvor -—.
nden Spor af Blødhed i Øjnene
(Folrtsættes.)
