. HøjfjældS-Præst.
—Af—
Jugcborg Maria Zick.
(F-ortfat.)
»Du jtal cljlc Herren din Gnd i dit ganjke Hiern«
—- ·-— Matth. 22, 37.
Hanndcn pna Ojcrtct —- gar dn det?
Rei, Dil dn stunk-, dit Hjcrtc er for faktisch tontt og
folth Tut er sandt not, Inen der gældcr ifke her son:
ilndst1)ldning. Tln du« jporgcis, onI dn clskur nd af det,
dit Hist-te fnrnmar « ilfe unt ander.
Oz-. kan dit Hin-tu da slct itfc elfch Er der ikke dct
euer den — din Nasnc -— juni del oncfatlcr, Tlnnunende
jlasrtL sont dct hold-Or fnsrrw end seine Liner Jo, del
er der. Tot lndcr dn emsig lage fra dia. —
Er dst da blut jun, at dit Ojcrte nf Mnld knn kan
Uskc ncdad — nmd Jord, paa Jurd — ikfe upad sa,
det er ucl Tingien Sau var det med mig, fik jcg granskct
nd en Nat.
Ta er det ju hnabløst at sknlde opfylde dct storc
Bud! Ja, dn sclv fan ikkc tvingc en Følclsc up i dit Hier
t«.". Men den sdærliglnd du hat« til en andeu — den kan
dn rwktr opad Tot .ijcrte, som omfatter en andrn —
dcst kan dn oneij i de Hasndmz jom bar Førstcrctten
In det. . «
Dn vil indvcnde, nt det dog er at omgaa Budet.
Nei, det er at flich up imod det!
»Snrsnm cordu« —— stertcrnc opadl — bar det
lndt i Kirken fra de wldro Tjdmx
Og Mcnigheden innrer: ,,Hab-e1nus5 ad Dominnm«
— »vi npløftcr dem til Hcr1«cs11.«
Giver du dit Hiertc opad med den største Kærliahed
cht mume da vil du knnne naa det —- som bliver din
dybcstc-, nndsigeligc Hentmelighcd At din Kcerliqhed
fordandles ——————
»Den. sont konnncr til mig og hader ika sin Fadcr
Log Moder og Hnstrn og Børn og tilmed fit eget Liv,
tun itkc vasre Inin Tiscipcl«. Luk. 14, 26.
Jeg tager dct ftccrkcstc Ord, jeg kan finde. Forkla
ter dct ika. Ladcr dig forstaa faa bogstaveligt, som —-»
det ikke engcmg skal forstaas. »
Og jeg paastaar: det Ord, som forargcr dem, der
er udcnfor, springt-s over af mange Kriftne, er et af dem,
som dybest vil drage dig.
Thi aldrig vil du kunnse nøjes med et Gudsforhold,
sum ikke er ubctinget.
J jordisk Kcrrliqhedsforhold vil de fleste ikke kunne
det. Det forstaas uden Jndvending, at jo mere man cl
sker., jo mer vil man den and:n. Ene og udcleligt.
Men det Kran, som Mennesker ganske naturligt stil
ler til hinanden —- forarger dem, saafnart det kommer
ovenfra.
Jkke saa med dig. Hvor du skal give dig — sjæle
ligt ogsaa — vil du kræves ,,ganske og aldeles«·
Thi du vil forftaa. at kun den, der tør kræve helt.
hat ogsaa alt at yde. —
»Peter traadte ned as Skibet og vandrede paa Van
det«. Matth. 14, 29.
Men det var ikke Vandet, som bar hum- Bølger er
ikke til at trcede paa. Alligevel —- man faar ikke Meutre
sker bort fra den Jndbildning. Hat du ikke delt den?
Hvad bar vel Veran budt dig at træde paa —
andet end BeilqerP Hvad har dit eget vigende, wagt
stjaalne Hierte lmdt dig andet? Og dn har, som de an
dre, tcenkt, at det bar nok. Hat du ikke2 .....
Peter gik frem paa Tro. Tet er Kslippearund un
der Foden Den eneste som findes. Da han slipper den.
»begynder han at synke«. . . .
Tlsi et af to: enten lever du paa Tro —- da staar
dn paa Klippegrund Eller dit Lin er en fortsat Gliden
ud mellem Bølgekne — der ender med at lukke sig over
dit Hoved
Men mærk dig dette: det ser nd, som var det netop
emvendt. Som oIn dette, at gaa frem paa Tro var at
slippe alt det faste — trcrde ned af Skibet —- og med Ink
kede Øjne Vove Springet nd paa de talløse Fuvne.
Saadan vil det altid føles. Og nd fra den Følelse
Inaa det gøres.
·M.en i Virteligheden scetter man først da sin Fod
paa den Klippe, som Verdenshavet ikke kan rokke, og som
·Døde11s sorte, slimedie Bande ikke kan overskylle . .
»He sum løbe paa Bauen, løbe Vel alle, men knn
een saar Si«letkodiet«'. 1 Kor. 9, 24.
Den ene, som faar det, skal være dig.
Ja, vil du sige — men de andre da? Er det ikke
forfærdeligt, dette, at jeg skal vinde paa deres Bekost
ningl
Ficere — lad ikke det standse djg.
J din Zalighedssag hat du aldrig Vceddestrid med
de andre. J er blot to, sntn løber paa din Baue: du og en
anden — som dn kender ganske nøje. Dit »ga1nle Men
neske« — sont vi hat leert at sige.
Jndsatsen er Livet. Knn een Vinder det. Den anden
maa de . . . Te to lever altid paa hinandens Bekost
ning.
— Og dit gamle Menneske løber forfcerdelig ha
stigt! Under sig ikke Hvile Tag eller Nat.
Løber du, saa du kan vinde2 Staa en Dag med
den anden døende sor din Fod — og Klenodiet i din
Haand!«
— Underligt alligevel med den ene Sjæl, ban endnu
søger, endnn arbejder paa, at føre ind i et Gudsforholds
HemnielighedL Lod den sig da ikkie finde heroppe2 Det
synes nmnligt andet, end at der maa kunne paavises
Frngter af saa ihærdig, saa opofrende en Virksomhed
Om dette kan vi intet faa at Vide. Jkke af ham selv
i det mindste. Og de andre bor for spredt, til at vi kan
spørge dem. Kun dette ser vi da, at de kommer til Kirke
i seidele vi: stin Etat-H ug ut de sendet Bnd efter PM
,ill’ll Ell DVI NO lenC Dg beende, saa jnatt »drl)oldene blot
«tillader det.
i MU( Mude D"1I eile chel cI nennt-i lnnte endnn end
DUI MDCIMC TUIM « -— dnbt nedi i den Teidein der
ligget saa nndeilia fierntY . ·
Om- ban ndaen denn-de at talde paa? —- —
; Tet er et Pnnlt ri net-ne nilde have lidl at Vide
full. P1"«1’flt’11 IJAF i alt-: de Lilan siden lmn drde betup
fiic MVM WDO klIUIL THI ni lnnte alle1«ede, inden Vi
tun til Prasstenaarden, at en stin· og bitter EkllffclsO
lnIn en Wann lnn unteren for atle Dani- liar ajort hant
1insedia nted Bei-den
' Hin-i ved non-et ant, at der dar not ,,et Bei-dens
dnrn«,se1n ennana lIalIde sine Nrrn nde W at fange
nam. Ja at det Vssl eaentl ig lntledesp . . . . . Men at
lnin iaa selu forlod liani iaen. .X)ln1d«n det rintig bang
’iannnen, tan hnn ddg itle sige Knn saa nceaet bar hun
sik-stauen at det Var addi, ,.,l1an slap sri l)ende«.
»Zum Eigrid« tnnde not« sozsnelle mer del-din, lniisis
bare lnin vilde . . .
Eigrid er den wldste af Forpaglerens T,1ttre, fom,
im linn l11en linlmnits.«9e11ff lnsjøraede Priestens Odvartning
vSau lnildt af at have tnsndeis stilfasrdiae Zfikkelse om fig
At je hende tonnne og gaa 1ned sine lange li)se, solblege
de Fietninge1·, sit lsarnlig rn1ne Ansigt da sine blaa,
tnnasindiae Eine-, hvi lldtryc vstod i saa 11ndei«lia Mod
iietning til dekests daaflare Farvefkcer . . .
Zigrid ansttede fia til, lwordan lian sknlde baue det
i alle Maadeix Ligesom følte paa fig selv, naar han var
trin eller bedrøoet, naar ban vilde viere ene, eller hun
inaatte komme- Og spnrgte aldrig. Terfor talte han til
lnsnde mer end til nogen af de andre.
Jan var det den nne, aanste unge Skolelaerer kom
berop.
Han Var fra dikse Kanter og havde leget med Sig
i·id sotn Barth naar han kom til Kirke med sine Forcel
dre om Zendagen Han holdt af hende ligefra den Gang
--— den ordknappe Jenie med de hnidlig lyse Fletninger
og de stu, nedslanne Lilie Oa, nn sknlde han jo snarest
bave en Kone til at dele fin ensosnlne lille Klokkerbolig
—- paa Topven af Forrebakken et Stykke til højre sor
Priestegaarden
Da Forteldrene spnrgte Sigrid om hun ,,likte« hom,
frsarede l)nn, at hun vidste ikke ret. Og det Var jo saa
lovende, at man godt ftraks knnde beannde at lade til
Vtyllnp. -----
Preeften dilde nødig af med Sigrid og l)ave'hsende
erstattet med Gndveig der havde ganfke samme Slags
Ansigt og Haar som Søfteren, men altid meldte sig mied
Støj og saa saa ligeglad og srejdig ud af sine blaa
Lin-e. Han syntes ogfaa, at Sigrid var for god til den
lille, fnaksomme K«lokker.
Men da Kari lod lJam sorstaa, at kanske var det
liedst for Sigrid selv, om hun kom et andet Sted hen
-— da talte han blot til hende om, hvor godt hun vilde
faa det i den pæne lille Bolig.
Men Sigrid græd meget, da hun var kommen
derover. Gik og saa langt mod Præftegaarden, sagde
liendes Mand, som tænkte, hun favnede Foræidrene Og
em Ratten, naar det var ondt Vejr, lkunde hun ligge
med store aabne Øjne —- som een, der lytter. Eller fare
op af Søvne og spørae, om det var Prcestens Dør, som
gik —- om han var kommen hjem igien — Men mange
bar det jo saai den Tid . . . .
Nu i Vaar sik hun et Baru, en »liden Ins Jentunge«
at stelle med. Oa da faldt hun til No i Kloktergaarden
Zigrid vidste nok mer end nogen her oin dette fra
Priestens Unadom
Og en Gang var lum kommen til at se et Billed
— af en, som var »saa pcen, saa pcen«, at det kunde
stiere waer igennem Hiertet . . .
Msen Sigrid er jo ikke iHjemmet mer. Og de Gan
ae, vi iet« liende komme til Ksirke eller paa et lille Besøg
lnIs Forceldrene med sine lyse, tungsindige Øjne urørligt
nedslagne, faar vi det Jndtryk, at hun er af dem, hvem
det hellt-r ikke nntter at spørge.
» Der er i Forpagterlængen sornden os en Søster til
«"roesten. En smuk, fin og stille Skikkelfe, et Par Aar
»a-ldr-e end han, som boede med hom, før ban drog herop,
Tlnior hendesss Heini-ed ikke tillod hende at følge l)am. Kun
Jet »Tai· Tllkaaneder i den varmefte Sommertid besøger
llhtm l)am.
» 831111 er paa sin dannede Maade fuldt saa tilbage
bindende som den blonde Sigrid Naar hun derfor en
iDag aanske let berøler det Punkt, der interesserer os,
set det knn fotdi hin hat sveert oed helt at tie om noget,
der knnde foteige andres Paassønnelse af den Broder,
som er lIendes største, Inaasfe eneste Svaghed .
Linn fører es en Morgen til »Josafats Dal«, som
rceften bar kaldt en lned Klippespalte dybt . Skoven,
JlnIor Zosen fanaes ind saa varm og gylden, at der bev
Tder som en lnende Asglans as den op af Jorden —- et
Jsorvirret og farveblcendende Vlomstervceld i gnlt, bvidt,
lilla, rndt — rndt ifker — Paa lange, svajende Stilke
Tylit i Blinden alider en klar lille Bast, der inakker saa
smaaI med Fig seln, at man aanske kan alemxne dens
ITiImsknsc » til man pswsclig sum-nor til at sxikke Fug
»den i den . . . .
i Her figer lnm med Hensnn til den Ungdomsperi
ode i Prasstens Liv: »Jeg ser op til min Broder paa det
te Punkt. — —— Jngen as os næoner det — selvfølge
lia. Knn en Gang har jeg hørt ham berøre det, siden
ban kom l)erop. Da Fagde han: ,,Jeg skylder det Menne
ske stot« Tak! Aldrig kunde jeg vcere bleven »Alt for alle«, »
um jea ikke med et Slag var bleven frigjort fra hvett
Senfyn til Inig selb, fra alt mit eget1« — — — Og det»
er sikkert, at et fortsat Forhold til det Menneske, jeg —
intet bar at sige om, bavde fpærret for det Liv op over sig
selv, belti Gnd, som ban er trængt saa dybt ind i.
Men —- takke hende, det kan Vi andre ikke naa til!
Det, sont var dengang —- for tretten Aar fiden ——— en
ster jeg blnt at slette nd as min Erind1«ing.« — —
Snn er et udmcerket Menneske, Prwftens Søstee
Wi tnivler ikke om, at hun sei ret.
Alligevel — —- hun, som var faa pcen, at det kan
i
i
i
l
s
. nnr
Jsfcere gennem Hiertet, og som det vor godt, at han slnp
lfri for —-- - vi tun ikfe lud-c viere, at tkrnle ei: Tel
lpnn ljende . . . .
. Fuxipwtckkkmen betror o—:1 jnnnne Tun, nt »l)nn
!911ette" itfe stnl viere snn Music below-e tin-J Vroderen
sont hnn nlejgsr - - nteik tnner ned inen inan efteiz in
vz « Hist Fka sml nisteii — Unn! Med en ndnnerket
Praisk mka Ucd Heini-Unn, sein tmr onst-et kllciisfionær
kngmm M mk Hist Ined en Veninde nj Elende-. Lmn lmr
set »Ent- vokiine Vorn uns Uegle lnlcsokstino san lnin sinnt
Find til en snnir en nlvorlig («-?serning. Linn fotn her-op,
Isor ot tnle Ined Priesten oni Der . . . Ln nun er vure
islm glnd ka Oel . . . .
I Mel-. Inn vil endclig, nt tun slnl ten-nie ned i An
ieinst on vie liestde — lmn nun Unsre den, der velsigner
hendesxs nan Liv — og san fis-le mild der·11ede. Inn det
ferste hat« nun irre fvnrei bestenn end-nn, nien til det sidste
siger ljnn - soin nltid, nnnr non-en onst-en tmn sfnl soge
bott: »Ja-g Innn viere jin-ON heroppe fprs1«. -- —-—
Vi forsrnnr iffe ret, lnior xlnri ved alt dette fra.
Forinodentlig er her san lidt nt ljore efter oin Winterm
at lJnn ont Zonnneren inna brnge sine Treu dovbeltl —
i
L —
-— Vort korte L:1liold er snnrt afslnttet Den sidste
Aften er konnnen
» Efter Eolnedgnng er der altid køligt herovpe Nnor
den glødende dlngle er snnket, og der stiger Zølvnlans op
afVondsPiejlet So gribes man, ser i vorm-: Perioden
of en egen Knldefornetnmelse
Den sidste Aften, vi er der, lwor det ogsan oIn Da
gen bar tneret kølint, synker Teinperntnren ned til et
saadant anmaol of Sonimervarmie, at Priesten for-e
sloar at twnde op poa Pejsen i bnns Stur.
Derind bringer san Kari tørt Bed, Grunkviste og
Kogler. Lg fnnrt knitrser og syder Vaalets Flannner op
!livende i Vejret fra det- aabne Jldfted . . .
s Prcestens Stne er den, vi foretraskker Zerinde er
sflest af hans egne Ting, som i Liiernes flakkende Skin
tager sig ganske eventyrlige nd.
I Der spiller et qnldent Sknsr bennd det hvidlige Nen
sdyrskind over Sofnen Oq det store Billed over Skrive
Hbordet — af Murillos Mndonno fra Palazzo Witti —
straoler ined vorm Glanz-, sont oIn det unge, levende An
sigt var virkeligt sie-d og Blod .....
i Det store Krusifith i Hjørnet over Hormoniet er
likke beim-L Mcu over Birkedet, som hin-get under dot
i— af Tizians »Nndver i Enmn—5« —- gaar en Glød som
as selve Paaskedagenss Solnedgang.
Lidt derefter Haar anoleon over Arcole-Vroen
imed løftet Banner. En brcvudende Jver flannner op i
lhans blege Kinder . . .
. Pludselig slaar det os, ot Præsten, som hnn sidder
der og passer Jlden, ligner det Billed —- med det beil
gende sorte Haar, det fintskaarne Ansigt og den Alvor,
som er i Slcegt med Jlden —- i sine mørke Oer . . . .
Vi troiede ikke, at Prcesten drak Vin. — Det sker
ogsaa kun sjceldent — men han bar intet iniod at byde
Gcester det.
- « Hver Gang nye Grankviste koste-Z paa Jlden,· spru
Ider og knitrer den strerkest, Luerne slaar højest op, og
røde Grannaale suser rundt som glødende Jldsluer . · .
iEn as os undrer sig over, at Prcesten har saa lidt
at sortcelle om Frugter af sin Gerning . . . .
»Det’k-unde han nok bedre end nogen,« siger Siz
steren henne fra Bordet. ..
Men han svarer: »Jeg er heroppe for at kalde paa
Sjæle —- ikke for at fastslaa deres Oiiivcndelse. Tesuden
—— Gudssorboldet er oltid et Menneskes dnbieste Gemme
lighed . . . . Det har sine ydre Sider. Man have dem
--— nutnrligviå Som ethvert personligt Forhold. Der
er Kendsgerninger, En kan pege paa. Men tset er ikke
IHovedsa-gen. Om den fusde Ovekgiversk er sket — indekst
inde — — det ved kun den ene, sem ser i Sjcelen«.
Han sidder en Stund og ser Pna Jlden . . . Noget
zsefter siger han: ,,Jeg hat« ofte selv sølt mig beskæmmet
Eheroppe — san trobjertede og enfoldige som disk-se Menne
Isker kcm være i deres Tankegaiig. Som Guttorm —
Idu ved.«
I «Han med Hiiset?« spørgier Søsteren
»Ja — Busch hon oldrig knnde fcm ,,glidt« og
fint nok. Som hon pynted paa i hver en ledig Stnnd —
Isnittelm maled, fernisered —- oa kaldte for sit Born
Vare sidde stille og se sig om i Stuen — beer Glcede
kendte hnn ikke. Og det beendte nok tidt, at han mærked
Gigten rykke i Benet netop om Smidagen, saa,hcm maati
te blive hjemme, naor Konen gik til Kirke — og bare
heuted gnmle Knnd op, for at vise hom, hvad nyt der
var Ved Striensiden sidst. —- — Jeg sagde det til l)mn:
»Vogt dsg, Gnttorm at du ikke scester dit Hierie for stcerkt
ved det Husl J Simmelen kommer dn dog ikke ind med
det paa Rnggen — sont en Sneql«. Gan lo og mente,
det havde nok inqu Fore . . . .
Soa var det enxmng bmi sknlde over cheldet med
Konku. Bort for to———tre Dage. «ng som ban vred
sden store Nøgle rnndt i Linsen bad bon: ,,-(Zerre min
I(Hud, du fnar tn’ vol-e pries XII-set mit, nn fest er borte.«
! Da bnn koni tilbaae, Vnr Lunet slaaet ned i det.
IOg det vor breendt line til Grunden . . . .
i Han stod en Etnnd og scm pna den sorte, rngende
Tomt Konen jmnred oq m«eed, men Gnttorm folded
sine Hænder og bad: »Jeg takker dig, Herre. Jeg ser,
at du har ta’t vare paa mig selv.«
« Ja— kunde vi sige som ban? Straks. J smnme Nu,
som vi misted det, vi havdie fcestet os ftcerkest ved.«
,,Aldrig var hon naaet til at sige det, om ikke dul
havde talt til ham — saa mangt og tidt,« siger Søste
ren.
Men Præsten hører det ikke. san sidder atter og
ser ind i Jlden som i dybe Tanket. Scm siger han —- lidt
tøvende: ,,Undertiden bar jeg tænkt, at der var heroppe
blot et eneste Menneske, som fik sit Gudsforhold — vir
keliggjort . . . Som vel kunde treenge til det. For det
var fuldt of Brift. Netop poo dette — — med Virkelig
beden. — — — —- Men det er i bvert Fald ikke min
Gerning.« — — —- .
Hon kaster otter et Bnndt Grnnkviste paa Jlden
Den spruder og knitrer —- og en Kuskade af rede Jld
flaor soirrer sadeude rimdt. Nedo atellem de store Favnes
starker Eis-Her noalc Nrankoaler oa drasader nicd smaq
falle-, blaa Flammen-.
Eaa ist« der en, sont ist-der Prasstea am u: Eventyr.
TM huka til.
zisciji psia sinnt-usle - er un anden ia.i drislig at
lilfnsc.
Sangs Editor nistet vaa Hain-den »Der far« mia Bro
Dur auf illa Gan hat« haft andet at tasake paa«.
Illkcsa »Er-teilen svam«: »Ja s-—— lmorfar ikkek - —
siaaslu iea fundo sortaslle noget —-- —- fvm er lsasndet
-.-ii. Dei-kaum . . « . Naar iea iffe siaer Navnet« . . .
xksian iidder cia sei- iiid i Qxldui . . . Iaa foruLler
tin-a:
»Tu« aik en Oiut lang-J Mai-ca da den var iiväd af
:!.Iiula-viainsiei.«
Zum lian aif, saa l)an en sl a dcmde inarid silopi
von saure-J liaa det nai. mai saiifcd afVla1astei·1-.e.
Halt raahie til l)k-udc, lamrfar liun pliiited dem?
Tor lilev da mindre as Mutter-. Onsked hun ikfe paa det?
Da kam hun heu Iil bam oa raftc liaia Vloinfters
ne. Lver en smal lidei Vwk sonI stilte bende fra
Vejen . . . .
Sau taa dem oa lo. — —— —
Ida-fu- Llften kom det over band at han iuaatte
nenad den Sastervej lanas Myren igen.
Terade aik en oa plukkede af de hvide Multebloms
ster. Traadte saa let, at Fodjpidserne aldrig sank i.
Martha Zandvigen var det — saavidt lian skønned
Hatt raavte til hende — vg hun kom hen oa rakte
lxam Bloinsterne.
Men ljan greb oai lEiaanden med det samme . . .
Da stod hun aanske stille. Saa nær ved ham, at han
runde voje sig from over den liden Vandrende og kysse
lieude ......
Zun baie saa paa l)am. Og han kyssed hende igen.
-- kaste Tag var det Søndag. Han fulgte sin Mor,
sein var blind, til Kirke Agted ikke paa, at hun ftødte
tust Beican Steu. Horte intet af de hellige Ord. Sau
lilot et Hav af Tulteblomfter, der svajede i Vinden .
Oa en, som stod imellem dem . . . .
Om Kuasldeu, da han kom derud, var hun der atter.
Hnn —- — — nej, han kom ikke paa Navnet nn. Hun
var som alle, hun. Og som jagen . . .
Hun stod tæt ved Vejen og rakte·l)am Haanden over
den smalle Vcek.
Linn satte over med et Spring. Slog Armene om
lnsndc og fassed hende . . . . Hun bare saa paa hanc
Da ban boldt hende fast.
Da beayndte hun at drage hain ind over Myren.
; »Er det der, du bor?« spurgtc ban og peaed bot-t
over den Hnn nikked blot. «
" Da beqyndte Grunden at give efter . . .Han saa
Isia om — kendte, at det bar lige mod det bundløse Steh,
’l)vor Ker sank i Fjor — og rabte: »Vi maa tilbage.
:Kom med«.
i Men hun rysted paa Hovedet, som vilde hun sige:
,,Jeg kan ikke«. Og drog hans Øjne med sine.
Han sank i til Knceerne . . . Men han fyntes, det
svar hendes Øjne, som gjorde det. Dem, han var ved at
aaa til Bunds-i . . . . .
»J Guds Navn,« skreg han da . · . .
—- — Aldrig vidste han siden, hvordan det var, da
han slap fri. . . .
—— — Men da han ftod paa Vejen og saa udover
zMyren —- — da var der ingen mer derude mellem de
«k1vide Blomster . . . .
De saade alle, at det var Huldrem som havde loks
chst l)am. Og aodt, at lzan slap fri .....
s Men ban fik ikke Ro med det. Husker vel, at hun
Evar ved at drage ham ind over Myren . . . Men syn
;tes dag, at hun var en som han —- som han .....
Oa kunde ikke komme fra det —- — om hun var
aaaet til Bunds. Syntes, han følte paa Tig, bvvr hun
sscmk og sank derude . . . .
Saa maatte han nd til Murea Jgen og igen.
Da beayndte at kalde paa liende med alle Nonne han
»vidste.
söan twnkte: Engang findet jeg nok der rette. Da
komme-r hun. Oa jeg drager hende over til mig. Paa
den faste Vejl
Oa » —— — ——ja, der staat lian vel endnu. Og
kalder« ......
i (Fortsættes.)
I
i
j English Bibles and sie-— »
E —=s2- New Testament-.
l —
i
We have a las-ge assortment of Biblæansts
» Testamencs which we sell at lowest pries-.
Bible History.
Bishnp O. P. Hinsiva Biblehjstory. contains also s
Yshost (’hurch llistsiry and Max-s. Will be tcsdy hoc-sk
Price Bist-. Vogts Bibls Iljstory Löc
Luther’s smaller Catechism, «
with additions-. For Sundsy school use. Pamphlot tot-II II
Hymnal and Order of service.
Recommended by out chuwix sillc cloth soe. W
soc-. With music-, eloth 82.00. Leander- 82.50.
Christian, Forget-Me-Not.
Bonnd in Cloth with beautikul Essng gut odgo M
sjzo Price Zöcs. Lixrge sjze soc-. Just the book for pri-;
mjum or gift. send tot s catalogue.
J
Danish Luther-n Publishiax Haus-,
mai-, Nov-. j
