i
» D anskeren··, E
et halvuaentliq Nybed6- oq Oply6
ninqsblad for det danik Falk
i Amerika,
ndqivrt of
DAlell l«I"I’H. l’l’lkl-. llOlTSlT
III-jin Nein-.
»T« missen-n« itdanak bver Tirsdaa qusredaa
Bris Ur. Anmsmm
i de Fnrmede Stam- Ll.50. lldlandei SLDO
Vladet betales i Rot-sind
Besiillinq, NemlincL nllssresfeftirandrina oq
andet anaaaende Vladet adresserest
DAXlRll Ll"l’ll. PURL llOUHlT
Plain Nebr
Reoaktørt A. M. Anderleir.
Alle Vidraa til .,Tanfkeren«·3 Jndbold:
Mbandlinaer, Korresvondancer ng Aksikler
ci enbver Art, bebe-Z adresierett
A. M. Anderien, Plain Nelm
Entered at lilair Prigtofiim as sei-nnd
oiass mittler
Aslvertisinxx Rates made known nprm
spplicati0n.
J Tilfcrlde as llreaelmcrsssqbeder ved
Modtaaelfen liebes man klaae til del siedliae
Possneelein Skttlde det ikke bin-we bedes
Man lienvende sig til ,,Tanikeren«s
Konten-.
Nam· Lasseme benvender sia til Fell-. der
avektekeri Vladet knien for at lobe bos dem
eller for at faa Ovlnsning om det weiterem-,
pedes Te altid omtale, at Te faa Avertisse
mentet i dette Blut-. Tet vil viere til gen
fidig Nytte.
Vi heuleder Vore Lcejeres Opmærk
somhed paa Artiklen »Von Jagt ef
ter Meintest-« 1. Side. Det er vor be
tendte Land-Inland Prof. N. E. Han
send Lpdagelfesrejfe i Landbrugets
Tjeneste, Artiklen omhandler.
Krigsflaade startede paa sin Jord
csmsejling, at den enten nilde blive
odelagt af Japanerne eller rampotIe-i
xet i en Sturm eller forvilde sig il
ufendte Farvande, kan nu alligevel
trøfte sig med, at den i det mindste
bar brændt en Masse Kul.
Te Ellkennesker, der sagde, da vori
l
l
i
i
i
To Kvinder, der faldt otnkuld,!
idet de steg af en Sporvoan i New-’
York, og som søgte Skadeserstatning,
lxar tabt deres Sag for Reiten, for
di det beviftes, at de brugte højbæsiT
Iede Sko, da Hoendelsen indtraf.
Mai-z kan trygt regne dem med
blandt den Flok, fom føler sig over
bwist om, at Rietfcerdighed ikke er"
opnaaselig i dette formørkede Land,
mener »Chi. Rec. Her,«
Hvorfor fik vi ikke Slutning paa
,..kye Villier«? spørger en af vore
cerede Læfere Vi kan kun spare-, at
vi gav den Slutning, som Forfat
teren har givet, og anden Slutning
var vi ikke iStand til at give. Og
ljvorfor Fortællingen sluttede saa
brat, ved vi ikke.
Dog ncerer vi den Tanke, at det
slet ikke var Ferfatterens Henfigt at
fortælle, hvordan det gik den og den,
fom omtales, men kun at vise, hvad
.,Nye Villier« udretter, og hvordan
de holder Stand selv i kritiske Hie
blikke og under vanskelige Omitæn—
digheder.
Hvorledes Washington
vandt sine Sporen
Følgende Skildring, der er skrevet
af LI. A. Bruce for American Press
Association i Anledning af Wash
ingtons Fødselsdag, er baade inte
ressant og ansporende, færlig for
unge Mennesker.
J et rummeligt Vcerelse, højt til
Loft og opvarmet med et lyftigt
slammende aabent Fyr, sad to Mænd
og samtalede. I
Som Mænd ynder efter Dagens
Gerning, talte de om Ting af min
dre Interesse, mageligt, roligt. Men
et tilfceldigt udtalt Ord bragte et
alvorligt Cmne paa Baue. i
»Jo, jo, William« sagde den ene
med et Stænk af Ængstelse i Tonen,
,,jeg ved, at Sagen bør arrangeres
snarest muligt, men hvor findet vi
en kompetent Mand — en Mand
med den nødvendige eksekutive Evne,
og fom vi kan stole paa?«
»New for Haanden, Thomas-A Og
et stælmsk Smil ledsagede Svaret.
»Jeg forstaar, han besøger Mount
Vernon for Tiden·«
»Vel ikke unge George Washing
ton?«
»Mi- — unge George Wash
ington. Jeg forsikms dig, at Dreni
gen bar en dygtig Mands Egenstw
der. Han er stierk, virksoni, udl)ol
dende, og han-J lcherne soarer til han-S
Legieme.«
»Mei! lsan er blot en Treng —
like endnn 145 Aar, tror Jeg —- og
isktte er Artiejde sor en Mand, ikke
for en Treus-L Tesuden, hvad Er
f«-1«i11g bar l)an?«
»Erfaring?« Den anden lo. »Aah,
tu Thomas, om du havde set saa
meget as Umn, som jeg hat-, oilde
du indronnne, han lsar Ersaring
Lan er lieslandig i Arbeij opmaas
Ierilier, beregner der. Gutlen er en
sodt Landtnaaleu Forleden Tag«.
det tluttede i den talendc, ,,sandt
jeg hanc travlt liestasftiget med Land
maaling —- du kau ikte chette — med
at opInaale Laiiiretiee’5 Turnipzsp
Mark. Hans droder twr al Verden
om l)am, og saa gør jeg.«
Der bleo et Øjeoliks Vavsshed
saa:
»Godt, Willia1n, lad os b e t r a g
te haIn som engageret. Var saa god
at sige l)a1n, at jo snarere han nd
rnster sit Sselskab og starter«ud, des
bedre sor mig.«
Saaledess naaede to as Virginias3
Gentlemeu —- Thoinas3, Lord Fair-»
fax, og Wiltiani, hans Fcetter — en’
Afgørelse, der var svanger med»
nmaadelige Følger for dem selv, sor«
George Washington og for Amerika.’
For den Opgave, som de betroede
Ynglingen fra Rappahannock, var»
just noget, der var skifket til i hams
at udvikle de rette Egenskaber —!
Selvoel)ersfelse, Energi, Mod ogi
Fasthed og uddanne hatn for hansi
store Liosoærk, Ledelsen as en Epo-;
k-: med Rrigsførelse i Mark og Skov,
paa stejle Biergsider og lang-J hur-l
tjgtflydende Strømme J Virginias
rildeste Egne — dengang blot en
britisk Koloni — laa stote Strack
ninger, som Lord Fairsax havde be-s
statt-et at sælge. Landet hats-de aldrig
nasret opmaalt, og det var til at laoe
Fiort over det, Washington Var oalgt.
Sandelig et vældigt Foretagendei
—- at gennestrejse det ncesten nigsenJ
nemtrcengelige Bildnis-, at undersøge
Egne, hvor Rødhuderne lurede, og
at gøre det paa en Aarstid, da Na
turen bar sit vredeste Ansigt. En
,Mand og langt mere en Treng kun
de fristes til at svigte. Men George
Washington dar ingen almindelig
Dreng.-Legetnligt par han vel nd
Viklet for sin "A-lder.« Skøndt kun lidt
mere en halvvejs mellem de 10 og
20 var han allerede anset som en
flink Rytter paa sen Egn, der var
lIerømt for sit dygtige Kavaleri. Til
et løbe og springe oar han soran
alle sin-e jævnaldrende, og intellek
tuelt var ban. som William Fair
fox bennerkede, siielden Dei udrnstet.
Det er lettere at fort-stille sig end
at beskrive, hvor Washinaton solte
sig løftet, da han hørte on1 sin Ud
meonelse. Forbcredelserne lsleo gjort
med Jveiy og tidlig i Martcs 1748
satte han ud sra V elooir, Wil
liam Fairfax’s landlige Hieni, for at
gaa over Blue Ridge og begynde sit
Arbesde i Allegheni-Dalen. Han star
tedei øsende Regu, og jo leengere
han gik, des stoerkere regnede det.
Og snart fandt han andre Besvaerlig
heder as endnu ubehageligere Art.
Første Nat sov Selskabet i et Her
berge-, hvor Georgi-, som han fortæl
ler i sen Tagbog, Skæbnen bar bevasi
ret for Efterslægten, faisdti Ret
ning af Seng en Dynge Straa, dcek
ket med kun et luvslidt Treppe med
dobbelt sin Vcegt af Kryb, saasom
Lus, Lopper etc.«
Mien intet kunde kue hans Mod,
og trods den vedvarende Regu, de
cpsvulmede Floder og Storme, der
niere end een Gang blceste hans Telt
12ed, blev han stadig i Marken, sordi,
som han selo siger, ,,Tiden var for
kostbar at miste.« Ude tidlig om Mor
genen med Kæde og Jnstrumenter
arbejdede han til Asten silde og søgte
hvad Hvile, han kund-e finde. Underi
tiden, naar Selskabet naaede en
fiern Koloni, holdtes der Fest og
Lystighed, men det var en Undtagelse
sra den almindelige Regel, som var
haardt og ihcerdigt Slid. Washing
ton skrider til en Komm-erat:
»Kære Richard — Dit Brev for
nøjede mig, da jeg modtog det blandt
Barbarer og soelsomme Falk. Siden
du modtog mit Brev, hat jeg ikke
sovet mere end tre eller fire Nætter
i Sena, men efter at have trampet
omkring bele Dagen har jeg lagt
mig foran Fyret paa lidt H-, Halm
eller et Bjsrneskind, hvad der var
sor Haanden, sammen med Mcend,
zwinder og Born, lig Hunde ug
mitte; dg lntfeiig er han, der faar
s:;« Leje ncrrniesi Fnret.«
Tet var en streng Inen nimmer
lig Stole sor Morge, nien han stil
Ie sig saa del ned sit Arlnsjd«e«, at da
han dar firrdig nied det, sandt Lord
Zairsax ander Arbejde for l)atn, og
han beljoldt hatn i sin Tjeneste, ind
til hanis Tid soni Landmaaler var til
Ende. Nn sit yan ogsaa Lejlighied
tät at øne sig i niandlig Sport, der
Var hain saa tier. Hang Pligter til
wd yani nu at lilive paa eet Sted
ilere Manneder ad Gang-In J Fre
diriek s. Eiss. Var han Kostgcenger
hos en Ente ved Navn Ziinsdm som
yaode snv Zimmer, der hver for sig
rar en fand Herknle5, om man kan
Iro Traditionen J Nærheden var
en anden Familie Ined muntre Gut
ter; den-J Nann Var Crowford. Hver
Listen, naar Tagens Gerning var
endl, mødtes Stinsonerne, Crowfor
derne dg George paa en aaben Plads
soran Stinsons Hns og lieskæftigede
sig nied Etyrkeprøoe og andre Kun
ster. Te andre var meget tnngere
end Washington, saa i Brydning
knnde han iktke staa sig. lHngh Stin
son plejede soIn gainniel Mand at
sjge: ,,Ofte har jeg lagt En glands
Luerdindser paa sin Ri)g« ; nien han
Iilføjxede altid hurtigt, »dog, til at
lølse og springe var jeg og de andre
itke hans Ligeinand.«
Tet er skønt at Incerke fig, at 25
Aar efter Dystene ved Frederiek, da
Washington kaldtes til at lede Fast
landets Hcer imod Kong Georges
Zkarer, gik hans Tanker tilbage til
sennerne fra de lykkelige Ungdoms
nar, og da han kendte deres Værd,
tilbød han dein straks Tillidsposter·
Flcre af dem modtog hans Tilbud,
og William Crowfdrd opnaaede en
Oberst-«- Rang og vilde formodentlig
lsleoet vidcre forfremmet, var han
iite faldet i chrndernie paa fjendtlig
sindede Jndianerne, som braendte
lJain paa Baalet.
Zaaledes mødende og overvin
dende Vildnisets Janskeligheder —
lievifte George Washington sit Mod
rg fainlede Knndskaber, der viste sig
et viere hani yderst nyttige senerse i
Livet som Militcerkommandør. Ved
Vieretningen om Besvcer med India
iserne paa Grænserne lagde han
Kompasset til Side for Svcerdet og
begyndte paa den Karriiere, som for
liestandig skulde indfkrive hans Mär-R
de i hans Medborgeres Hier-ten
-,4- —
Guds Tilvætelsc.
Om Aftenen den s. Februar hold
ics i Folkctczs Hns Enghavevej, K«ø
lnnlmvn, et religiøst Diskussionsmøs
du, det tredie as en Række Møder,
srni holdes- Paa Jnitiativ af denne
Pudel-:- Præsretx
Folgende Referat forekom i Bladet
,,.Wbcnl)avn« Tagen eftier:
Efter at Proost Heibergbavde budt
Forsamlinam, der fyldte Gnlv og
Vulkan i tasttc Rader, velkonnnen,
kalte Pasmr Zadolin over Spørgs
maulen Er der en Gnd? Præsten
ndviklcdc sotn Bievis for Guds Til
lth«(-lfe flcre Zynspnnkter. Han
lscnviftc til, at der i ethvcrt Menne
skc fandtes en indre Trang til at tro
Paa en st1)rende Magt. Alle Falke
I«1ag, Bord-en over, havde hvcr ifær
der-es Form for Gudsdyrkelsie, og
Forskere af Naturens Hemmelighc
der og Universets Gaadcr som New
ton og Kopernikus endte deres Ljv
scm dybt overbeviste Guds-Bekendse
ve. Det er saa let, udtalte Pastor
Sadolin, at vife Spørgsmaalet am
Guds Tilvcerelse fra fig.
Men ethvert tænkende Menneske
fmar en Dag overfor det alvorligste
SpørgsmaaL et Mcnnefke kan stille
sig selb: Er der en Gnd? Da get-Il
der det at prøve sig selv. Der er
gjort mange Forføg paa at wodur
bejde Kristendommen, ogfaai denne
By, men det lykkes ikke. Ser man
nd over denne Sal, da faar man et
stærkt Jndtryk af, hvor megen Jn
tcresse, der er oppe i Tiden netop
for Drøftelfen af religiøse Emner.
Om der er en Gud eller ikke, ladet
sig aldrig bevife. Med csn kraftig
Appel til alle om at prøve fig sielv
overfor det store SpørgsmaaL flat
tcde Paftor Sadolin under Tilhø
rrrnes ftærke Bifald.
Folketingsmand Meyer, der var s
Mødets Dirigent, meddelte derefter.
at Ordet var frit, hvorefter Hr Sko
mager Hienriksen udtalte sig stcerkt
for, at der afholdtes flere religiøfe
Diskussionsmsder. Kun ad denne
-— AJ
ij kam der den rette Zorstaaelsc
iinstlem Præstcrne on dc1«c-Ts,TillJø1«cre.
»Im Fisfcljandler Jenseit var Ma
dets næste Taler da ffildrede sin Om
rcndelsc fra Gudssfornwgtere til
troende. s
Nnar nævntc Skomager siaer, atl
,,kun ad den Vej kommer den rette
Fcrstnaelsc mellem Prassterne og de
resk Till)øvere«, sna vil Vi give dot
Vor fuldc Alsdanan Lad Møderne
kaldes reliniøse Tisknssionsnmder
cllcr noget and-It. Hund dct gasldcr
om, dct ser, at der bliner Tankcnd
vekslina mellem Præstcrnc og Til
ljørerne De Tanker, der rørcr sin
lios disse, maa srcm til en Slaas
Drøftelse, oasaa for, at Præstcn kan
lære at kende sine Till)ørerc. Der er
ikke godt, naar Præstcrnc skal Unsre
lu tte r M un d on Tilhørerne
l u t tEe r Ø r c. Ten, der v i r k c
li g hø r e r og tmnker, tnrnger ofte
til at ytre sig, at spørgc o.s.v. Men
Møder nf den Art maa in ledes rin
tigt, 11aturligvis.
Om sOrdene »Hm der er en Sind
eller ikke, lader sia aldria bevise« er
refererct rigtigt. san de tilhører Past.
Sadolin, kan Vi ikke afgøre, men Ud
»Bei vikde vi i bvert Fald ikko
bruge Vel kan Gudss Tilværclse
tkk bevises, som man lscviser saa
mange andre Ting. Men bvordan
kan vi bevisc f. Eks., at Lincoln eller
Washington eller Luther bar Værct
til? Vi bar ika set dem. For at an
tage deres Tilvnsrclse maa vi trri
andre Menneskers Ord om dem, trn
deres egne Ord, stole paa de Spor.
de bar efterladt sia i Historim Men
holder man sliae bistoriske Bevifer
for paalideliae, saa bar Vi liae san
paalidelige Beviser for Jer Kristi
Tilværelse. Og san har Vi atter bans
Ord om sin Faden Nef. saa læni
ge, som det bistoriske Revis, Spor i
Historien oa en Persons Vidnesbvrd
om sig selv holdes for pnalideliae i
andre Henseender", da er vi lanat
fra færdige til at indrømmc, at der
ikke gives Beviser for Guds Tilvævel
se. Det er kun de haandgribelige Be
viser her mangler. Men de mangler
angaaende saa meaet an"det, hvis
Virkelighsed man slet ikke tvivler om.
En Lignclfe.
BE
YA nnejkeljvet lignes ved et ftort
· t, Brikkerne er et Wenn-e
fke med allie dets forskellige Evner
og Gover, de to spillende er: Erzen
villien og den retledede Villie.
Saa snart et Menneste fødes, stet
tes det op paa Livets Skakbrædt,
eg Spillet begynder. »Kongen« lig
nes ved Menneskets A an d og skal
derfor ogsaa trone over alle de andre
Brikker og derfor endvidere diriaere
Spillets, eller om man bellere Vil
—- Livsets Gang. »Dronninaen« ligs
ries- ved J de en oa er ljaesom den
ne i Stand til at være nassten alle
ftedsnærvcerende »Taarnene« er d e
faste Principper ag kender
som disse knn til de lige og regelt-et
te Bauer og gaar derfor altid ad den
slagne Vej —- sam ingen Kroatiej er.
,,Springerne« er Mo det, som ikke
skyr smaa Hindringer, men driftiat
fætter over Hiudringerne dersom den
alt dirigerende ønsker det. ,,Løberne«
er Jdeens første Tjenere og bringet
burtig Bud og sættes tidt paa For
posttjeneste Alle de smaa »Bønder«
er alle de forskellige Evner, som Mem-I
nesket besidder. Ligesom ,,««8121nderne«i
kan føres op til Brædtets øverste
Ende ved en klog Generals Hjælpl
og paa nenne Munde hIivc til Offi-!
er, saaledes kan Evnerne i Wonne-·
ffet føres frem og blive af umaade
lig Betydning for den enkelte.
Der er mange Ekakspillere, som
spiller nden noget egentlig Maal:
men deres Spil er saa oasaa deref
ter. Den ene Brit santtes til efter
den anden, og de kan a l d r i g mere
erstattes.
Naar »Egenvillien« begynder at
sville, sætter denne sig straks et
Maul, men for at skuffe Modstande
ten udføres tidt Skinangreb for at
bortlede Modfpillernes Opmærksom
bied fra den egentlige Valplads. Saa
snart et Træk er gjort kan det al
drig gøres om, og i dobbelt
For-stand gælder Regelen her, at
Bordet fanget-. Thi ikke blot kan
et Fejltrcek «ikke gøres om: men dette
Jne lille Misgreb kan dmge skæksp
nesvangre Følger efter fig, faa den
spillende under Spillets hele øvrige
Gang maa sige til sig selv: Havde
ieg dog bare ikke gjort dette Trækl
4
Tette med Fejltrækket og detss«
Folger gaslder oasaa for :l12enncske
lmet - - e et is— ltlot e et Weint-F
dsgl Etridt gjorde faa inangen en!
til et stafkels sukkende sllkennest«e, somi
nasften ikke knnde bringe-I paa Fodes
igen, fordi dette ene Tropf
stadigt kastede sine mørke Skyggee
md over Fremtidenszs Baue, idet
Handlingeu aldrig knude gøresks
Vill.
»Da jea har jet, naar ,,(Egenvillien«
spillede, lmorledes den for Opnaael
jcn af et Maal i den Grad fkttsglientte
fjkc sein da Oenfnnet til manae af dens
»Dritter« for at forfølge Maule-t,
at den tjlsatte baade »Da a rn en e«
da Inange af sine »Bønder«, saa at
jden ned Maalets Ende bavde tilsat
Hen Vas1«di, der var mer-e merd end
:det tidnbbelte af det ene Maul. Kan
leasnde — at »Egenvillien« fik øde
chjk1t en af kllkodspillerens »Sprin
den-« oa et Par »Bønder« Ined samt
stieres Multaheder, men »Taa1·nene«
’stod doa.
) Den »retledede Villie« bar jeg vg
tsaa set spille: men det var ligefom
»Konae11« ltele Tiden mindede om:
fTræk varligen. Ogsaa denue
zspillede med et Maal for Øje og fore
jscod Spillet som en økonomisk Gus
"l,solder. Den ,,retled:ede Villie« hav
,d«.- lasrt at Vente, da derfor var den
joasaa til Slut i Stand til at nd
Itale det feeldende: Skaan at over
i Ell-·odstanderen.
f Jlkenneskelinet er ogfaa et Skak
spil melletn det gamle ng det nyj
Wenn-effe, og den Dag, da det nye
»Menneske med den retlediede VilliJ
Isaar fat det gamle Mennefke "mat, d a
et Spillet endt.
)
l
s Der var en Gang een, fom blen
Ysendt ned til en Verdens Skakbrædt,«
Zog for hver og en, som gjorde Fejl
jtrcek — det gjorde de alle —- paatog
Fban sia Fejktraskkets endelige Følger,
Haar den spillende kom til ham med
set brudt Sind. Denne ene satte a l t.
st Livet ind paa Verdensspillets
jheldige Løsning, og han vandt —
IDenne ene var Kriftus, om hvilken
idet heddser, at han er i Gaar og i
Tag den samme, ja til evig Tid.
; Er han bleven Raadgiver for dit
FLivs Spil?
t
Det dagtigk Brod.
l
i
! Hvorlænge den Arbejdsløshed skal
spare ved, der som et hærgende Onde
jfcr Tiden hjemsøger den ganske Ver
Hssen og avler saa megen Sult og Nød
dg Bitterhed, er vanskeligt at fige.
jMeu det er ikke vanskeligt at span,
Hit hvis der ikke snart indtræder en
Forbedriug saa vil de fpændte Til
smnde kulminere og ende med For
H(V1dclsc. Telcgrammer fm samtlige
FVerdensbycr giver summarisk Rap
Tport om saa haarde Prøvclser for
Arbejdsklassens Tusinder, at de
lknarrcjscndc Skildriuger, der give-Z,
wovcrqumx hvad man hidindtil har
liørt af Elcndighed fra de arbejdsløfe
Leite.
Naari London f. Eks. Tufinder
uf urbejdsløse Dag og Nat deman
strcsrer Retden til det daglige Brød,
Vandrendc omkring i Gaderne med
Bannere med Jndskription: Arbiejde
cller Revolution —
Naur i København f. Eks. noget
ligucnde gcmr for fig, og det offent
läge lmr oprettct frie Spisehufe, on
Kirker og større Lokaler staat aabne
Daq og nat for at give Husly for
de mange, der ellers er henvist til
de fnodwkte oq frosne Gadcr og Stræs
der —
Nnnr det paastans, at i Lonan er
ca. en lmlv Million uden Arbeij
rg nogen som helft reel Udsigt til
Føde og .Sitslt), medens Danmnrk
Inøder op Incd ca. 80,000, og man er
stillet Ansigt til Ansigt med vore eg
ne for Øscblikket kritiske Tilstande
for den almindeligc Arbejder, maa
man erkende, at det er alvorlige
Tider.
Det er i Virkeligheden et trift Bil
che af et civiliseret Samfundt en
udfultet Millionskare af arbejdsløfe
Naar man tænker paa de smukke
Ord de forskellige Landes reformetede
Grundlove indeholder, og hvori der
fkarpt markeret prædikes tilbørligt
Henfvn til Menneskets naturlige
Nettigheder, faa forstaar man godt
A"rbejdsklassens Skrig, naar det IV
dert Giv os Arbeij — Brød- i Stie
det for Ord. Tbi sandelig, det maa
tsære haardt for de manqe Staller, .
der pengeløs og forsultne uden egen «
Skyld er henvift til imod Lov og Ret .
P—
in kjnkns fdr dct nllcrnoddlsndigste til
Unwi- Lulidld for unmle nt modtnch
l:«mrde, jwdffo Ord i Ztodtst fdr
dot, de lind unt - — Brod
Tot er ika alme, dr- nmnne, der
.! stl Innnsr i klimmt-n Mcn dct vasrfto
cr, at dot fdrcr til Tcmdmlisntidn i
Ecnttftindi«livet. Tor spredVr siq en
sondan («’)ndlos:sls,cd nde l1lnndt Ful
t·l«r, nt do, san trde hnr Brng for
nl desto-J Etnrkc for ikke at rives inrd
nd i den kllcnlftrøtn nf Gindsopswp
sinlnsd on Tdivl oIn Sind-Z Kærligliod
idrdi jun Inmme lidrr ilde i den dan
liqe Tilnwrelsksknnm
Tor fortstinncr Tnfindnis nf mørke
Efsctnpler pnn Arbejdsløsbedens
Følchr i ndrt met De Foremsdc Sta
tcr. Pan sinc- Etcdcr er de nrbejdslø
se drcvne nd i en san lmndløs For
tvivlelfe, at de tilbydcr at ngcrc SIC
tscr for ban den nødvcndigste Noc
rinn til Livetg Oplmld Saaledes
Incldeis bl. a. fra Baltiinorc, Md.,
cn en nrbcjdsløss lod indrykke et
Dlvsertifctnent i de loknle Vlnch til
bydcnde nt fælqe sig som bvid Fla
ve. Gan Inodtog ndskillige Billetter
en folgte fiq omsider til en — »De
pnrttnent Storc«.
Forrige Fredng i en prcsbyteriansk
Kirke i Vrooklyn ldd 35 arbejdsløse
Masnd sig ndbyde til Snln som Ewi
dcs Slnver. Fdrinden denne stamme
ligc Fortsftilling begyndtQ holdt Kir
kcns Brit-ft, John D. Lung, en lillc
Introduktion-Stola bvori ban sagdet
nr De Forenede Staters Konstitu
tjon fdrbød ufrivillig Slaveri.
Incsn ika frivillig. Sna tog
Fonestillingen sin Begyndelsc. Ska
lnrne »in spe« var af humane Hen
syn maskierede, men repræsenterede
stg elliers som v-eludvikledc, muskels
stærke Mænd Een folgtes sont Kusk
for en Bagerforretning, en anden op
naaede en lignende Begunstigtelse
ncod en Godtgøvelfe af 835 mdl. Men
trods det, at mange lystbnvende hav
de indfnndet fig, blev der dog kun
folgt forholdsvis faa of de udstille
de Mennesker — slutter det bedfte
Telegrcnn
Ja, der behøves ingen Kommen
tarer. Men eftersom det er Virkelig
hedsbilleder fra det for Tiden eksii
fterende Liv i De Formede Stater,
san der maafke være Grund til at
udftede Raad mod foreløbig Jms
migration. Et ser i hvert Fald fik
fert, at kun de, fom kan haandtere
Hakke og Skovl og føle sig hjemmie i
det amerikanske Farmerliv, kan ven
te fig Anledning til at fortjene dag—
ligt Udkomme, saalænge de kritiske
Tilstande inden for Handel og Jn
dnftri endnu ftaar pha et saa fortvivs
let Stadium, at arbejdsløfe Indivi
der maa sælge fig som Slaver for
dct daglige Brød p.
—--—.-..—
Btev fka Jens Dicht.
Ebenezer, Santhalistan, Jndisensi
Julietiden 1908.
Et godt Nytaar i Herrens Navn
til alle Bladets Læfere!
Til de mange Naadesbevisninger,
som jeg har modtaget fra min Gud
og Fader, regner jeg ogsaa denn-,
at jeg fik Lov til at komme her til
Indien og se hans store Gerning.
Den 17. December steg jeg i Land
i Colombo paa den dejlige og frugt
lsare Ø Ceylon, og samme Aften tog
jeg Dampskibet til Tuticurin, Syd
Jndien Jeg tog derfra med Jeru
lmnen til Madrns; paa Vejen kom
vi ncer til Trankebar og Navnene:
Tristinopolis, Tanjare og fliere erin
drede mig om Ziegenbalg,
Wolf og Schwarth Arbiejde paa
disse Siedet-. Paa fidst nævnte Sted
findes en Kirke, som baerer Schwarth
Navn Mindet om den aaml-e, bre
derlige Patriakk, der levede og vir
kede saa mange Aar i Indien, er i
irifk Erindring her.
J Madras standjede vi nogle faa
Timter, fom jeg bsenyttede til at af
lcegge de danske Missionærer, fom
bar Station i denne By, et lille Be
føg, som jeg haaber at aentage, naar
jeg rsejser tilbagr. Reisens Maal var
Ebenezey Santhaliftan.
Efter 3 Dages Reife naaede jeg
Calcutta. Jeg Var der en Daq over
cg beføgte Missioncer SteinthaL
fnm er ansat ved Unge Mcends Kri
steliae Forening i denne store By.
Gan er næften fuldftaendiq blind,
men det er mcerkvcerdiat at se, bvor
dan kan komme omkrin,q, leder Mo
der med Studenten samtaler msed de
arbe, ditterer Breve og meget andet,
ziftaaet af sin dygtige og energifke
Zuftm Fru Steinthal. Ligeledes
