Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 5, 1909)
Nchiuicr Af Elith Pedcrietr. (Slnttet.) »Sei« dn, Etsch det er slet ikke, fordi jcg forankcr det, flet ikke . . . euer ikke synes om dit Standpunkt, jü, jeg kan sige, jeg respekterer det . . . fuldtnd enc- zi sca; inen det er det med at gaa i Forsamlingslmset, aaa op i den Slagszs og jnft have der paa samine Maade srm dc-9.lie1111efker, og fnatfe faadan . . . det er det, forstaar du —- --« Mn Elfe saa ikke forsraaende nd, og han fortsattc: »Jeg er jo saa interesseret . . . Ined andre Ord, korr sagt, dn vil og kan jo ikke for-lange, at jeg lige skal have det sont t. Ekxx Anders Flast, voll-« ,,(X3anile Anders har det, saa vidt jeg skønner, sinnkt og aodt. san er en ydknyg og tillidst1ld Mund . . . over sor sin Gnd.« »Ja, ja, nmligt nok, men det var heller ikke just det, men jeg mente hlot, at snadan ligefrem at ville have rnig sannne Vej . . . eller sannnenligne mig Ined hani i det Forhold, saa vi sknlde vcere ens . . .« »Ist-g ved blot, at man ikke saadan skal finde andre I « Elncnnester rinaere end en selv . . . »Ja-a, hnr nu lidt, lad os nn være her,« og Jens Kirk drejede rnndt paa Scrlen Insed et ljdet, ironisk Smil. «Jj«ke naar Talen er om de Ting . . . er der For stel, der mener jeg, vi alle komnier paa samnie Vcegtskaal og vejegs med de sannne Lodder. Synd er Sond, Naaden er den samme, og Gnds Fred er Gnds Fred.« »Javel, javel, Inen dier er nn ikke den Forskel mel lrtn os, som dn finter til, min Pige, aldeles ikke. Dn mener, jeg er verdslig, for at brnge et mildt Udtryk, er opsat paa at blotre migi denne Verdens Godier, eller hvad det nn hedder; men ved du hvad, deraf begærer jeg knn et eneste for rigtig ramme Alvor, og det er dig, og dig alene. Alt andet kan jeg undvcere, det viser ogfaa mit daglige Liv derovre paa Hervegaarden, men dig kan jeg ikke undvcere, ikke for aldrig det· —- ——- Og er det da saa ngndelig en Bekgæring ?« spurgte han fmilende. »Er det, lille Else?« Hnn fvarede ham med et Smil og et let Ryst paa Hovedet, men i hendes Oer blinkede der noget af Jlden i Klaren Storgaards Øjne, mere end Jens egentlig strit tede om. »Aldrig skal jeg sige et Ord mod dig og dit, aldrigl Aldrig skal du heller se mig handle mod det, der er dig kcert, aldrig nogen Sinde. Men det er blot det med at snakke om de Ting . . . og just lige som Præsten og de andre, det kan jeg ikke tcenke mig· Vi maa hver for sig have Frihed der, den Slags maa nu være privat for hver enkelt.« Te havde nu naaet et Punkt, hvorfra der var en for trinlig Udsigt over de mægtige, kratbevokfede Skraanin ger. Lys Unggran og mørk Højgran stod faa smukti den slyse,, blaa Luft. Langt nede fra Tykningerne leid de vil de Duers Kurren og Kramsfuglenes Kaggen og Fløjten. Ude over de store Kærstrcekningers blinkende Moser tum lede Viberne i" Foraarsdansen . Else havde ikke svaret Jens paa hans sidste Bemerk ninger, stod blot og saa ud mod Kcerene sorn optaget, lyttende; men Else lyttede ikke til de vilde Duers Kur ren, var ikke optaget af det sollyse Landskab. Tankerne var andre Steder hienne. »Du siger ingenting?« ytrede Jens endelig. Da vendte hun sig langsomt mod ham: »Er Gud og Forholdet til ham det ftørste i Verden, Jens, saa faar det ogsaa voere det i Forholdet mellem os to. Det kan ikke vcere noget, der gemmes med og liftes over. Der maa vi begge staa klart. Jeg kan intet bygge, uden jeg bygger paa ham, heller ikke mit Ægteskab. Og vi er begge . . .« Her brød Jens rask ind: ,,Mener du« da virkelig, at alle ,,tro.ende« tager saa grundigt paa den Sag ?« »Ja-—a, de burdei hvert Fald.« »Det er jo nfatteligt, man kan da umuligt tvinge sig til at vcere ftærkt interesseret i den Slags Ting. Oa jeg bryder mig Pokker em, enten vi lige netop staar ens i det Kapitel eller ej.« Og han flyttede uroligt paa fig. Eise hentede Vejret san dybt nede fra, men stod el lers stadig rolig som en Statue. Hnn shavde slet ikke taenkt fig, at han endnn havde saa lidt Ferstaaelse af de Ting. »Du tror-saadan i Dag, Jens; men lig1e fra Begyn delsen har jeg haft en beftemt Følelse af det modsatte, og nu i det sidste Aar har jeg . . .« ,,Aa, Vis- Vas, det er jo noget, man aldrig har hørt Snak om før, aldrig, og der har vel for-end i Dag været lige saa ugndelige Mcend som jeg og lige saa troende Piger som du, der har givet hinanden Haand og Hierte Men det er den højrøstede Maade, Kriftendommen bre res frem paa her, der laver den Slags vilde Historier. kan har jo nok hørt om skikkelige, fromme Piger, som er stødt væk af Svir og Drik og hvad vcerre er; men her . . . der er sandelig for lidt at pege paa, alt for lille en For skel meilem os to.« Else havde sat sig ned i Lyngen. Hun saa nu op paa ham: »Vi sknlde kunne dele det bedste med hinanden, Jens. Tienk dig nn blot dette, at jeg i det, der hver Da gens Time er mig det vigtigfte, skal finde Forstaaelse hos andre, hos andre Mcend og Kvinder, Inen ikke hos min eaen Mand . . . det, der griber ind i ens Liv paa alle Punkter, det, som er og fkal vcere Grundlaget og Provestenen i ens Ord og Gerninger . . . Og nu skal jeg særlig nævm dig et Eksempel . . . « »Ja, det er godt nok med alt det, jeg forstaar det ikke endda; men lad mig nu sige dig rent og klart, hvor dan jen fraar i det: jeg har for Øjeblikket størft Trang til at tage et frifkt Tag i Livet, som det ligger for, Lyst til at arbejde mig frem . . . hvordan saa jeg selv og især andre Mennesker hat det med Neligionssager, det grnbler jeg ikke strerkt i . . . Og nu, for sidste Gang, lille Eife, vcrr nn fornnftig, hører du, taa nu lidt mildt paa de Ting . . .« Her bøjede han sig ned over hende, greb hendes Haand Hans Stemme var saa blød og indtræn i gende, hans Øjne saa bedende. ,,Lad det nu vcere Slnt med alt det, da der dog er saa lidt at snakke om. Vil du ikke nok prøve Livet sammen med mig, som jeg er, jeg sle oasre saa god mod dig, aldrig gaa mod dit, aldrig spotte din Tro, din Maade at tage Tingene paa, det lover jeg dig . . . ved Gild, det gar jeg.« Else havde set op nIod hani, meng; han talte, og han uaode saaet Jndtryk af, at hun blev bevæget oed hans Ord. . . Hører du?« føjede han til, idet han kncelede ned i Lyngen ved Siden af hende. »Der Var det, jeg vilde have sagt før, da du asbrød mig: selo om jeg kunde se ganske bort fra nkig selv, saa Iank paa, Jens, hour det vilde irritere dig, være dig imod, naar jng tog et Sted hen og du et andet . . . ja iiaar vore Bose ncesten altid maatte stilles, saa snart vi tog uden for vort Hjein . . . men saa tidt, ja, dagligt ( derhjemme ogsaa Mine Venner vilde jo . . . « »Nei, der er intet Haal1, intet,« udbrød han, idet nun hurtig reiste sig op. Det hele ligger ud i det blaa.« Han saa oaade wrgerlig og modfalden bort sra l)ende. ! ,,Det eneste, jeg elsker af hele mit Hjerte, kan jeg aldrig Esaa. Nu ser jeg, det maa opgioes for bestandig, nu serl jcgl dl’l.« Men i sannne Ljelilik han haode talt ud, stodElse ocd han«- Side: »Nei, Jens, der er intet at opgive,« henJ des Stemme lod fast, om end beweget »Vi to holder as .lsinanden, nmaske som aldrig før. Men vi faar vente, vi er so unge- . . . jeg vil rente, det vil jeg, trofast . . .« ,,Ja«a, Ve11te, dset kan du sagtens sige, da det jo er dig, det staar paa. Du har blot at strække Haanden nd, naar det passer dig, mens jeg har at vente ud i det blaa.« ! Zeus begyudte nu at gan, tilbage ind mod Byen, ogs . EIse fulgte. l »An sfal vi skrioe til hinanden . . . frit nd . . . som; vi bar det. Jkke? Akkurat som det staar for os beggeJ Kan vor Kcerlighed ikke holde til det, saa Var der vel for lidt oed den.« ; »Au, der er vel det til, der kan slaa Kærlighed iJ YStykter . . . men Vi kan jo prøve, skønt jeg har sandeligs ingen Tro til, at vi sinder hinauden paa det Punkt, Else, ! . . . det ser broget ud. — — Jeg kender jo paa Forhaands Jndholdet af dine Vreve, som jeg alligevel ikke forstaar, «ved ogsaa, hoad jeg vil svare. Det samme om igen ogs om igen.« - ( Men Else havde nu Tro til, at Tiden kunde bringes Los i det, der saa saa mørkt ud nu. Og jo mere opgi-’ vende Jens talte, desto mere sagte hun at live op. Før havde han Vceret den ivrigste til at tage Ordet, paa Tilbagevejen var det mest hende, der talte. Da de passerede Degn.eboligen, lukkede Frandsen et Vindue op, Iidt kraftigt, som twengte der starkt til! at lustes ud i Stuen, og gengælth saa de unges Hilsen4 meget ivrigt, som vilde han siget indsarstaaet, indforsT staaetl jeg har set jet, ved nok, J hat gaaet en lang« Tur sammen, een . . . - s ,,Saa, nu løber han da galt i Byen for en GangsI Skyld,«. ytrede Jens med et svagt SmiL »Deklarerer Forlovelsen ikke saa saa Aar for tidligt.«« ,,Eller Maaneder,« nikkede Else tilbagie. — Da de var naaet et Stykke oben for Vinstrup Vakke, saa de, der kotn et Par Mænd ind mod Byen, og de standsede saa. »Altsaa, Jens, skrivcer vi tidt og frit. Og om der« saa skal gaa nogen Tid, ja, Aar, vi er jo unge; men vil maa staa ens, maa staa samtnen i dette som i alt andet . Du maa tro, det er mig saa svcert nok, og tunge Timer har jeg hast; men det maa saa være. Fra Begyn delssen har jeg haft en bestemt Følelse af, at det var jrigtigh nu s er jeg det saa klart.« Han rakte blot Haanden frem mod hende. . ,,Jeg skal nok vente, Jens, trosast.« Der Var Graadj i hendes Stemme. ,,Naar først vi var gift og daglig gik sammen, saa kom vi meget snarere til Forstaaelse.« » iej, tro ikke det, Jens, vi faar .aldrig senere i Li vet den Jndvirkning paa hinanden, som vi har nu, aldrig i Ægteskabet den Trang til gensidig Forstaaelse som nu.« ; »Ja ja da, det faar saa være, men nu har vi dem snart, saa vi maa tage Assked.« ,,Farvel saa, Jens,« hun spgte at tale saa frimodigtx som mulig. »Du kommer da til Pinse, ikke?« »Maaske.« »Lov det.« »Hvis jeg kan, kommer jeg nok.« De stod nu tavse, til Mændewe var et halvt hundrede Skridt fra dem. ,,Farvel saa, Jens.« Det kneb heude at saa Ordene frem. ,,Farvel, lille Else.« Hans Stemme var saa blød, og han tilføjede ganske sagte: »Jeg skal nok have lidt Taal modighed med dig·« Al hans Karlighed til hende laa i Ord og Stemme, i Blikket og det sidste Haandtryk, og hun var nær bri stet i Graad. Men hun tog sig samtnen, fik lige sagt: Tak, forlod ham saa og gik hurtigt hilsende forbi Mem dene, som nu var naaet helt frem. « Hendes Bryst arbejdede ftærkt, som i tilbagetrægigt IGraadx og da hun først var kommen et godt Stykke bott sit Taarerne frit Leb. · Saa mild han havde været, saa mild og kærlig, og Tsom han havde gjort alt for at beherske sig . . . ; Men saa ridet fokstaaende havde hun sket ikke tcenkt sig ham, iscer efter Julebrevet at dømme . . . Y« Nu gik han og maatte lade som ingentinq over for lde Masnd . . . Og var vel saa tung i Sind som hun . . . lVar kommen saa alad og fuld af Haab, rejste saa skuffet- . . Men hun kunde jo aldrig forsvare at lcegge et Baand 4paa sit Gudsforhold saa nok de mange smaa Ting, der snasrede og bandt i Storaaardz endda hendes Fader var saa prkrgtiq, saa let at komme til Rette med . . . Maaske vilde der gaa lange Tiber, ja, Aar, mange . . na, saa lang, lang Tid . . . Men, nei, nn vilde hun ikke se saa langt frem, detvl store knnde io ske meaet fer, end hun anede, aa ja, meaet fer. Aarene blen maaske kIm Manne-den eller blot llger. L- A« Der gik een derude paa Toften, tæt under Hang digct. « Det Var vist hcsndcs Mckr . . . Nu vinkcr hun med Haanden . . . san friskt og muntcrt, sont huu plejer, mmk der ser hcendct et ellcr audet . . . uoget muntert . . « Hund dct dog kan Være?s Kur-en oinker stadig, faa Elsc man have Haaudcu op ogsaa . . . Hvad der dog er i VejenZ Men Else gaar ikkc stærkcre til, vil ika saa gern-e, hendes Mo’r skal sc, hun har grædt, for saa maatte dct j.«- frem altsummcn. Karen blivcr stunende, Ventcnde. Saa er dct jo 1.1muligt, at der kau vwre sre1m11edc. Og noget er der, dct er saa ncmt at forstaa. « Da Elsc skmur over den sidste Mer, kan hun se, ai« Modercns Ausigt cr et stort Smil; selv forsøger hun sagte at nynnc pua Snngem Jeg vcd min Ves, Den gnar i Tro Op mod saa lyse Steder . . . ——-4x le Haanden fom Sanfercdskab. (Af den blinde og d«øvstiiiiin1e Helen Keller). Efter det norste Blad «Ungdommens Ven. Jeg har netop rørt ved min Hund. Den laa og rul lede sig i Græsset, den dirrede af Gliede i hver eneste Muskel og Lem. Jeg ønstede at danne mig et Billede af den med mine Fingre, og jeg berørte den saa let, sum om jeg rørte ved en Spindelocev. Men se, den satte sig op, hele dens fede Legeme blev stivt, og den slikkede min Oaandl Den trytre sig tæt ind til mig, som om den med Gtæde vilde krybe ind i min Haand Den udtrykte sin seærlighed til mig ved sin Halt-, sine Labber og sin Tun ge. Dersom den kunde tale, tror jeg, den vilde sige det samme som jeg, at gjennem Følelsien gaar Veien til Pa radis. Denne lille Hæiidelse førte mig ind paa denne Smaas prat om Haanden, og dersom du synes oin min Prat, er det min Haand, som maa takkes derfor. Det er i ethvert Tilsælde fornøieligt at have noget est tale orn, som ingen anden har lagt Beslag paa. Det er sem at bane en ny Sti i en Skov, hour ingen Menneske fod før har traadt. Det er mig en Glcede at kunne tage dig ved Haanden og føre dig langs en ubetraadt Vej ind i en Verden, hvor Haanden er eneraadende. Men allerede ved Begyndelsen støder vi paa en Van skelighied Du er saa vant med Lyset, at jeg frygter for, at du vil snuble, naar jeg nu vil prøve at ledse dig gennem et mørkt og taust Land. De blinde har just ikte Ord sor at vcere de bedste Veiledere. Men paa samme Tid som jeg kan lo.ve, at jeg ikke skallkaste dig bort, kan jeg love, at jeg ikke skal lede dig ind i Jld og Vand eller saaledes, at du falder i en dyb Afgrund. Dersom du vil følge Mikktealmedigh vil du opdage, ,,at der er Lyee saa sine, at intet skillier mellem dem og Tausheden«, dg, at der er mere ved Ien Ting, end hvad Øjet kan se. Hvad Syn og Herelse er for dig, det er min Haand for mig. For enstor Del gaar vi de samme Veje laeser de samme Bogen taler de samme Sprog, men alligevel er vove Ersaringer forskjellige Alle mine Erfaringer kommer til mig gjennem min Haand Det er Haanden, der binder mig til mine Medmennesker. Det er min Haand, der straskker sig ud fra mit Mørke og min En scsmhed og griber Glauben Derved at et lidet Ord saldt sra en andens Haand og ned i min, derved at Fing rene sitrede, begyndte mit Lin-Z Glcede og Fylde. Med Job føler jeg, at eei Haand har dannet mig, ja dannet min SjæL J alle mine Tanker og Erfaringer staat der en Haand for min Vevidsthed Alt, som rører ved miq og sryder mig, er som en Haand, der kommer til mig i mit Mørke, og dens Bevægelser ier mit Liv. Du kan ligefaas rsel sige, at de Syn, som gleeder dig, og de Slag, der drin ger dig- de bitreste Taarer, er uvirkelige, som at sige, at de Jndtryk, jeg faar gjennem min Haand, er 11virkelkg. Den sine Sitten asen Sommerfugls Vinger i min Huaid Blaaveisens bløde Petaller i de kjølige Bladr. Ansigtets Traek og Lemmernes Linjer, Hsestens glatte, liuesnrmige Hals og dens bløde Fløielsnaese —- disse og Hundrede andre Ting udgjør min Verden. Vor Tankeverden dannes as vore Jndtryk. Min Verden dannes as Jndtryk, jeg samler ved min Følelse. De hat hverken Farve eller Lyd. Men skønt min Verden er uden Farve og uden Lys, aander og pulserer den med Liv. Mine Fingre kan nntnrligvis ikke give mig et Jud tryk af en større Gjenstcmd med engcmg. Jeg føler paa de forskjellige Dele, og min Tanke scetter de sorskjellige Tele samtnen. Jeg man bevcege mig om i Hufet, føle paa den ene Gjenstand efter den anden, før jeg kan danne mig et Billede af hele Hufei. J andre Folks Huse kan Ieg knn søle paa, hvnd man Viser mig. Men mit Sind er fuldt as Tanker og Theorier«, og med dem udstyrer jeg ljele Hufet Denne Fremgangsmande minder mig om Zalnmons Tempel, hvor der hørtes lwerken Sag eller Hammer eller noget andet d)iedst«ab, mens den ene Sten lagdes pna den anden. Den tause Arbeider er Jndbild ningskraften Hvor ussel vilde ikke min Verden vcere uden Jud lsildningskraftenl Min Have vilde kun være et taus Stnkke Jord med Pinder af forskjellige Skikkelser og Duft. Men naar mit Sinds Øje er aabent for dens Skjønkyed da grønnes den nøgne Jord under mine Føds der, Hegnen brister nd i Løv og Rosentræerne udsender sin Duft til alle Kanten Jeg ved, hvorledes Træ med Knopper ser ud, og ieg takier Tel i anlenes Liv og Leg, og dette er Jndbildningskraftens Vidunder. L Det er interessant at lceage Merke til Forskjellen paa Folkks Hasnden Te uabenbarer forskjetliqe Kamktertrcek Jeq liavde aldrig furslanet, hour levende en Hnand er, fms im fnlte iuq Vsi'led7m«ternes Swnder liess Kunstneren Mr. Hutton Hvor forfkielliq var ika den kjære Mr. »— lSuttons Haand sra Haanden paa han-k- Billedswtte. III H monae sit-»der paa han-Z Verksted gjenkjendte jeg ists-. ikke engang min men. Men en kjcerlig fGaand glenmstt im ald1·ig. Jea kommer ihn i mine Finng Biskop M flore Damit-, saa snld as Lmhed og as en sIerk Maus Gliede. Dersom dn var døo og blind og kunde holde N Jesserson’-:- Strand, saa kunde dn se i den et Ansigt sc lmre i den en Stenune venligere end nogen andeu, sc nogensinde bar seet og hørt. Mark Twains Haand er 51318 af Inorsonnne Jndfald og tørt Humor, og menås du holds den, sorandrer Humoret sig til Eyinpati og Kamemikaä Nonle Gierider fortæller mig, at de udkører alt »S Vtrlnsjde med en lJel Tel Etøi. Andre Hasndser er nett-M oo nrolige, og langer for Tagen en einfindtlig Karg-Etex der let saares og stødes af Livets Inange smaa Ulscsssssps ligl)eder. Ilndertiden søler jeg paa Haanden, at Eiter eller Eierinden Ined mange Ord sortæller Nyheder« sum aldrig bar lnendt. Da jeg var en liden Pige, bleso fes ledet til en Kvindcy som var blind og dielvis lam. Dies stal aldrig glennne, hvorledes hnn holdt freni sin Lief-L sljaslvende Haand og udtrthte Sympati i min. Mino List sijldes med Taarer, naar jeg tcenker paa l)ende. Al beu d Trcetl)ed, Smerte, Mørke og elskelige Taaltnodighck knnde føles i hendes tynde, afmagrede, famlende, Ess lige Oaand Kun saa af dem, som ikke kender mig, oil forstrsx voornieget as en Vens Sindsstemning jeg opfatter, W lJan eller hun taler med nogen anden. Min Haand H ger han-Z Bevægelser. Jeg føler paa hans Haand, has Arm, hans Ansigt. Jeg forstaar, naar han fryder Es over en tnorsom Historie, som han endnu ikke bar fort-II mig, eller naar han selv fortieller en saadan Historie Naar nogle Hænder trykker dine, er det, som de ZEIS rer as Gliede Fremmede Folk hat trykket min Hans-d soIn om jeg var en Søsder, de ikke havde seet paa law Tider. Andre Folk trykker Hcender med mig, som one I srygtede for, at jeg vilde gjøre dem noget ondt. NOT andre er saa sornemme, at de neppe rører ved din Haus« og du ønsker, at du aldrig igjen behøver at maatte tage deres Haand i din. Jkke alene er Haanden ligesaa let at gjenksende bis Ansigtet, men den anbenbarer sine Hemmeligheder TM lettere og mere ubevidst. Man kan kontrolere Udttyllst i sit Ansigt, men Haanden er ikke under saadan KUM Haanden blir «slap, naar man er nedstemt. Musklewe stranimes, naar man er oprømt og naar Hiertet er glas, og ens Karaktertræk er til alle Tider skrevet i Haku-desi (Miss Keller fortæller saa, hvilken stor Rolle ON «Haand« spiller i Literaturen, oo vender sig tilsidsf H Bioelen). . Haandens Berørelse er paa hvert eneste Kapitekiel Bibelen Man kunde ncesten omskrive and-en Moses-It som Haandiens Historie. Alle Ting udføres ved M og Moses Haand. Jsraels Undertrykkelse bestrives Ess ledes: ,,Og Faraos Haand hvilede tungt paa Ists-et Med en sterk-Haand udfriedes de af Ægypten. Moses rakte sin Haand ud over det røde Hab, og Vandet W Naar Herren løfter sin Haand i Vrede, dør Tusindtkii Orkenen Alle Handlinger, alle Proklamationer D alene i Jsraels, men i andre Folks Historie sanktqu as Haanden. Bruges den ikke i saadanne store Øjebkcsz som naar man sværger; velsigner, forbander, slaar, fop lig«es, giftes, bygger, nedrivers Naar Moses bygger Is teret paa Sinai Vierg, maa han ikke bruge nogen U staber, men bygge det med sine Hænder. Hændeme I des til Bøn, og vene Hænder betyder rene Hierter. Kristus trøstede, velsignede, helbredte og udfjtie mange Mirakler med sine Hcender. Han rørte ved I blindes Øjne, og de sik sit Syn igjen. Da Jairus jjgbx ljen til ham, overvceldet as Sorg, gik Jesus og lagdesi Haand paa hans Datter og vækker hende op fra DIE-als Søvn til sin Faders cherlighed. Du kommer og saa ihn lzvorledes han helbredede den gigtbrudne Kvinde. Ha lagde sin Haand paa hende og med engang bLev han-its og prisede Gnd. Se omkring dig, hvor du vil, og vi ser Haandaii Historien, hvorledes den arbejder, byngen opsinder, sb bser Civilisation. Haanden er Symbol paa Magt ogsyf perligt Arbejde. Haandvcerkerens Haand, som hingeg sager, bygg-er, er nyttig i Verden saavelsom den site Haand, der tegner det vilde Blomster eller danner de five Linjer eller skriver en Lov. Øiet kan ikke sige til Ham den: »Jeg bar ikke Brug for dig.« Belsignet vcere Haa dienl Tre Gange velsignet vcere de Hcendeiy der arti-M Naar Dækket finde-« Dn uy Bog. Den omhandlcr rasende Troålivet III ligbeeh dont clet uclfislrler dig i en lille MenighecL HAVE Dækket kam-end Bogen er varmt anbetalet ak kirkeijs Forening f n· den Zudri- Mission i Damman Bogen er paa ca. 100 sider og kostet indb. 30 cont Din Broders Block Ak II. v. 0 Piui Dzmxsk ved N. P. Mathem 1 Ost-IN 20 Carus-. indb. 40 Cents. Les-s. v. L. Fortæ11i11g. I Omslag 50 Cents. 111c1b. NOT-II Ruth. lhlenfeld Paa DIEka v« d N P. Mitben- 415 sM l Ouisiag dU cents. 111db. si ZU. ps » eddys Knap. Amy le Feuvre. E« II storie om en rask Drei-ZU M sat fra Engel-sie af H. J. F. C. Matthias-w InthcM Havets Sønner. c. T. Roy. I 0ms ag 60 cents. Indb. 90 Cent Herren er min Tilfiugt N. c. Hausen. l Omslag 50 ccnts. Præsten. . v. L. Fostællivg l Omsiag 40 cont- Indw 60 cents. . . Stille Time-: A. Jubk Ändagt for syge. l Omslag Oceats. U banden 00 ’(-r-ks. DANISH Luni PUBL. HOUSE, Blei-; Nebe