Nye Villier
Elith Kriterien
(Foi«tsat.)
Else saa lidt rast unt mod sin Moder-: »Sei er de
da selvsolaelig oasaa.«
,,Lx1 fan . . . tan tro det?« sortsatte Fluren
»Ja-sa, det maa de da i lwert Fald.«
»Man, ju, 1naa. nten dersor er det da ikke sitkert,
at de fan det.«
Else saa vist paa sin :Vlnde1·. Hnn kunve ikke rig
tia forslaa, lnmi hun vilde l)en med det.
»Naa lilieL Elst-, nn Inaa vi skynde o:. Jeg ser,
vi tun lJar en lsalv Ene: M inntter tillmge, og Fa’r kom
mer allerede over fra Ztalden «
»Der er jo mange, der gerne vil, Mor« fortsatte
Etsch sum tasntte sit um Tlllodeienc Qpølgzmaal og solle
sig vestyrtet i det ved den ljnrtige Bryden as, ,,1nen i
Birkeliglseden saa vil de ikke«
klaren styndte sig Ined anrrebrødet, svarede ikke
noget til det, men tæntte: jeg ved, jeg vil, saa det er
ikke dei, der er i Besen.
--- Nei, Rai-en llavde not« tasnkh hnn ikke blev klo
gere nf nt trile ined andre om det; men saa Ineget svasrere
var det at sfnlle tro, hnn selv vidste not, og dog ingen
Jred funde finde.
Hnn In a atte ja, men knnde ikke tro det, nmatte,
vilde; kunde ikke » — —
— »Er der Lverliedem d11 gruliliserer i?« spnrnte
Grejgs en Eftcsrntiddaa, da de sad ene samtnen Han hav:
de ikke ret kunnet saa lsende til at snakke op nied sig.
ej, det var det ikke,« svarede hun uden at se
op sra sit Sytøj.
»Da er du saa sasr tnng i Bockerne, syneki jeg. Som
om du ikke var konnnen rigtig i Klæderne i Dag. Er
der. . .?«
Her stoppede Greis pludselig op. Han havde faaet
Lje paa Per Heft, soni stilede lige mod Hoveddoren
Nna da, tæ11kte Grejgy un saar Karen not Humøret
og Mu11dtøjetop. Bat-e hun ikke gaar for dvalsk paa.
»Hvad vilde du have sagt, Fa’r?«
»Der har vi Per Heft, « svarede han, og i det sanime
bankedeis der paa Døren.
Per kam gerne med Fart over sig. Rast aabnedes
Døren, og ligesaa rask lukkede han efter stg, men stand
sede som med et Ryk, og hans lyse, kolde Øjne saa saa
vagtsomme nd.
»Goddag!« hilste han henne fra Døremda han
havde faaet Kasketten af.
,,Goddag, Per,« hilste Greis og gik hen mod hom.
»Goddag og velkommen,« sagde Karen, da Per
takte hende siu Haand over Borst. »Sid nedx«
,,Det er ellers pcent Vejr til Arbejdet,· ytrede Per,
da han endelig var kommen til Sæde. Og der blev nu
jkkkketfrem og tilbage om baade Aprilsi sog Majvejreti
sen lille Stund. Derefter kom han saa frem med sit Ærin
de. Han manglede Læggekartofler og vilde Tpørge, om
de havde nogle til Salg. Der havde ikke været ..een inde
i Byen, der tunde sælge saa meget som en Skæppe. J
,,For at sige det, der er sandt, « svarede Greis-, »saa (
ved jeg det ikke; men der har jo været saa megen Syg
dom i dem i Aar, at det maaske kan blive galt nok.« :
»An nej, der kan nok blive nogle faa Tonder,« mente
Karen »J hvert Fald sagtens saa mange, Per har Brug»
for. s Det kan jeg trøstig sige. «
»Da var det godt, « takkede Per, og over hans blege
.noget haarde Ansigtgtrcek gik der et lyst Trag, et af de
,gamle, pludselige Smil, Karen kendte saa godt hos Per.;
Han hetragtede hende med et Spørgsmaal i hvert Øje.s
,,Men du kommer da selv til at heute dem,« lo hun.i
»Ja, og betale dem,« lo han. J
Oxn det wilde-holde ved paa den Bis til Slut?
tcenkte Grejgu Dei var han nu ikke sikker paa.
Det saa det alljgevel ud til, for da ver var gaaet
et Kvarters Tid med Snak um Sol og Regn og Køer og
Svin, reiste Per fig: .,Jeg kommer nok ellers til at tage
hjemefter igen, for jeg har en syg Ko og er for Resten
ikke fri for at viere lidt bagefter med Arbejdet i Aar.«
Men Karen rejste Fig ogsaa: »Da skal du lige have
en Bid Brod førfU
»An nej, Karm, du maa ingen Ulejlighed han-! af
»
l
»Ni»
mig.
Men hnn vilde nu, han skulde vente saa længe
»Det skal snart vcere her-« lonede hun.
»Ja scet dig nn rolig det bette Ko’n,« foreslog
Greis-, og snart gik Samtalen igen livlig mellem de to
Mænd
Var der nogen, Knren havde Lyst til at take med,
saa var det Per. Oan var saa Ligetil baade med godt
og ondt, og hun var sikker paa, at han baane kunde og
tiilde give hende ligesaa ten Besked som den Dag, de
tog den store Tørn samtnen
Da bnn stnd og tragtede Kassen, syntes hun, det lødl
saa di Hinterende derinde sr,a og hun lvttede. l
Jn, det lød lidt lmmrende, iseer fra Gresz SideY
cg saa snart hun knnde, gik hnn ind
,,Naar J nu er troende Mennesker, som du siger,
Greis, hvorfor saa ikke samles Ined os? Er der noget
forkert, noget urigtigt ved vore Forsamlinger?« 1
» ?ej, urigtigt, aa nei, men vi hat not t Kirken, og
der samles vi jo da ogsaa med jer . . . men J skulde se
lidt mere moderat paa os andre, vi forncegter jo hver
ken Gud eller hans hellige Ord; har J mon nogen
Sinde meerket det, Per?«
Greis talte frit igennem, saa hen paa sin Ko,ne som
vilde han sige: »Den skal Per saa ondt ved at give igen
paa.«
Men Knien, som følte, at hun ikke kunde komme
med i Samtalen, uden det straks vilde nicerkes, at hun
ikke knnde Vasre sin Mond til Hjælp, sorlod snart igen
Stuen.
Te blev ved derinde, Greis var dygtig wrig. Bare
Per Heft ikke blev for ncergaaende, for hensynsløs, inden
i—
Unde tog. For lmu our jo ifke saa sin i Mundem kunde
tidt komme med siu kllsenina paa en meaet findende Maa
de, ozs netop i den Jan, de un haode for, our hun ikke
riszs paa, at Per toa Notths af, at det oar Nrejss Stor
aumd han l)«.mde for.
Endele lwrte nun du Per rejje sig oq takfe for
:ll.’nd. Eaa maatte lntn ind at sige FaroeL
»Du fan un vasre oiszs paa, Nrejsz . . merk fangedu
hinten ist«-, idet lqu gik nIod Toren; men idet hun Ink
kede den op, stuttede Greis af med et oenliqt anlders
thun »Ja, ja, Per, eniae er vi jo it·t«e, Inen 1eg trot
dn 111ene1·, lnmd du fixier, og soaer nt leoe de1«efter, og
saa er det jo oasaa qodt nok.«
Pet- tog un Llfsfed on takkede Hat-en Tor Mad og
Trifle »Der er ellerLs lasnae siden, Vi Io Aar snakket
n:11111te1!, m1ren.« Gan sim saa lnst paa hende
»Der maa viere, sordi du gaar uden out Itorgaard
un. Tut fan du jo lade oasre 1ned,« sagde yun nok saa
mildt.
»Da dar du Inig auerede igen om et Par Dage ef
teI zmrtoslerne.«
»Ist er jo 1«igtiqt. Velkotnmen igen da.« Karen
snu stadiq saa mildt paa dam, og da Per forlod Stor
aaard oidste han ald1«ia, l)oad han stnlde tro og tasnke
om det dele. For saht our hnn da it·t«e, og inildt steult
opersor det ime Lio i Zognet our lnm endnn mindre.
Da Nrejci tout itcd efter at have fulgt Per ud gen
1:ent Poeten, sad klaren igen Ved sit .ch1anda1·bejde. Han
gis lidt freut og tilbage over ("83uloet; saa fagde han:
»Don er nu soa-1«s1iV i Sagerne: jea tmnfer ikke, der er
nmnqe i sonnen der er Per troende nok. Han er haar
drre end Prassten selo, nteget lmardere ogsaa.«
,,:)ci.m—-aa, 111on?«
»Jo, sandelig jo. Men er Pers Recept den eneste
nnldiqch saa bliver det saa Lllkennesker, der kommer i
Fdimn1elen.«
»Hoad sagde han da?«
»Ja, Iwad sagde han, han sagde meget . . .'·
»Ja men, hoad sagde bonI-«
»An, vi gik og vadede i det, kom Ingcn mulige
IVeane . . . kort sagt, jeg Var lige ved at blive gnaven
ifor Aloor. Hade dn hørt det bele, var der da bleven et
farligt Tot-derweer
Hun svarede nu ikke noget, sad blot og tænkte paa,
at hun gerne vilde vcere ene hjemme den Dag, Per kom
ester Kartoflerne.
,,For Reiten var det meget fornuftigt af dig, Karen,
at gaa udenom det, for der er ingen Ende paa den
Slags.,« fortsatte Greis-, mens han stoppede sin Pibe.
Han haode endnu mere Tummel med den Samtaley end
"l)an ret vilde være ved over for sig selv. Det var ikke
saadan at saa det sidste Ord i en Sag, han ikke gik og
dryggede paa fra Morgen til Aften, mens Modparten
spekulerede i den tidlig og silde. «
Lidt efter drev han ud af Døten.
For Eftertiden vilde han ikke diskutere de Ting smere
end højst nødvendig. Det vilde han overlade dem, der
fandt anere Behag deri end han. Det var Ho let nok at
blive ved at banke løs med, at Folk var ikkfgode nok,
gode nok; nej, det forstod sig, saa klog havde han da
været, saa langt han kunde huske tilbage — —
— J de følgende site, fem Dage gik Karen og ven
tede paa Per. Hun vilde have talt igennem med ’ham,
ogsaa saa rent ud som tcenkes kunde. Og han skulde
have Lov til at sige det, han vilde. Hun følte sig fuld
kommen vis- paa, at naar den Samtale var Slut, saa
vor hun klog paa meget, der nu var hende uforstaaeligt
Men da Per endelig kom en Uges Tid -.efter, var
Fluren netop den Dag taget hjemmefra.
Det var en stor Skuffelse, da hun kom hjem og
horte, han havde været der. Navnlig de sidste Par Dage
havde hun følt saa stærk Trang som aldrig før til at saa
talt med et andet Menneske om de Ting, og hun omgikkes
saa smaat den Tanke: uden videre at tage ud til Per i
lJans Hieni·
— Sau var det en Morgen, ganske tidligt, lige i
Dogningen, slrcen Gondrup gik ene og mugede i ödeste
stalden.
»Krestenl«
J Stalddøre11·stod Karen med en Spand i hver
Haand
»Jo,« svarede ban og kom med en spørgengde Mine
rask hen mod hende ventende en Ordre.
Han vidste, det huede Karen, naar de kom lidt ge
sitindt
Jdet hun satte Spandene fra sig, sagde hwn lang
sornt med Eftert1«yk: »Kan du sige mig . . . naar et Men
skc Vil søge Gud as al . . . ja, helt, fuldstændigt, vil,
erydet saa nok?«
Daglejeren stod et Øjeblik ligesom summende sig·
Jo, det var det, hun mente.
»Ja, aa ja, da, Karen,« koan endelig Svaret med et
start Smil »Hvad skulde en Synder vel kunne gøre
111ere?«
Men Karen saa lige tvivlraadig ud og rystede paa
Hovedet
Krcen Goudrup bare saa paa hende, Vet store, Inse,
glade Smil stod endnn i hans Ansigt, ja, det var, som
oIn det voksede, jo mere betcenkelig Karen saa ud.
»Du smiler, Kresten.«
»Ja, det gør jeg, for det er nok, Karen, naar et
Mennesfe har det saaledes, kan Jesus søre det til sin
Fuder.«
Da hun ingenting bemcerkede, føjede Kresten til:
»Du faar lade det være nok for dit Vedkommende, Karen
og tade Jesus klare Resten.«
»Men det er mig ikke nok, det er det ikke «
»Ved du da virkelig, Karen, at du vil . . .2«
,,Det Ved jeg: men seg ved ikke det, det kommer an
paa, at jeg Inaa høre Gud til.«
Keoen Gondrnp betænkte fig lidt, saa saa nøje paa
bende on vovede endelig at sigeJ »Jeg er snart ved at
tro, at du bører Gud til, Karen Storgaard.«
»so-Jordan kan du sige det saadan?« og ynn saa Ud,
som om lmn lmvde den største Lyst til at vove at være
enig med Monden.
«
-
. »Jo, for jeg trkdr detcdu sagde om dig sclv for, og
skulde da den kaer Her-re Gnd kunnc lyvc?«
,,.kei, lyve . . j
»Jo, lyve! Nuer hatt sixmy hakt tagcr mod Zynsz
Tsmy og det sna alljxusvrl ikkc kan slaa til.«
Et Par Trngsku tout strumlcndc hcn muv HARTN
7«·s:t. Rat-en snuppcdc Spundch
»Du faar have Taf, Kircsrm.« Armed Var bist
Udc i Grunde-it
—- ch, Gud lude, nei, fuslere end hang; Okd kunde
iutct vasrer
Som det lysrc i hcndcs Hin-te, alt dct Mmskc, dek
11eg, dct var som Mut-e, der væltech cllcr innrem som
rieg, veg.
Te er blcv den Dor, gcnnetn lwilfcn Herren
jørtc sinken Ztorgaard ind i de saliges Tro, — før
Sol gik ucd.
fm Narensk Inorte Ljne og hendess friske Latter over-II
Ujsls øjeolikkelig Kerner.
»Og vi skal have Moder her i Storgaaro . . . its
Tor til Tor guar vi selv og lnjder til Fest, ist«-e Elfef
Tet nat lilioe dejligt . . . ont nn Greis gioer Lov dir-«
»in dersoln Folf folger Jndlnjdelsen,« fojede Put
sten Iil.
»so du.-T«
Kerne-r trat jgen Pan det.
Illcen Hat-en nientez jo endnu en Gang. Lg hä
Tiden gnistrede hnn af Planet-. Zrisfe og ftore vor- d
ullesaninien, og tillige saa frejdige, at Kerner til TM
itte tnrde sidde og triefke paa det.
Eise var gaaet nd for at sorge for en Forfriskninp
Hirn tunde itke ret komme med i Smntalen, dertik M
de aner Zind for lust og hendes for tungl den Tas
Tnl Formiddagen havde hun nenIlig igen faaet Vreo fta
sen-zu Tet var Evar paa et, hvori hun haode forjalt
ein jin Moder-s Lmvendelje Hun var vleven Inegd
fornndret over denne Nnhed, knnde san godt Io1·staa, sc
det our Eise en Opnmtnring, Inen for ham oewd det je
t«nn, at hnn haode faaet en, der rigtig kunde bestnrkt
.«)ende i, at lnin our altfor god til saadan en Hednink
jom l,1an. »«.Vk’en,« sluttede han, ,,jeg har nu ondt des
m tro, at djn tloge Moder er oleoen saa forr1)kt, at hmk
nn ogsaa lnlder sig ind, Gnd er saadan defkaffen, at has
tilln«inge1· Tagen Ined at se efter alle »He Damms-« dann
l1ge Gerninger, Inen fpejder, hvad «de Iroende« kot
Dxiste fig i alle Inulige §)ietninger.«
Ta Else igen traadte ind i Etnem hørte hnn Ker
ner sige: »Ja, ja, Karen Ztorgaard, det er rtgtigt alt
sanunen, og vi TlIkennesker tan it«t«e viere Tor arbejdsomc
Ine, men hat« vi ikfe allermesr travlt med os selv, saa M
der olioe noget galt, noget skæot ved det hele. J des
klietning har jeg gjort grundige Erfaringer for mit egck
Vedkommende.«
,,Tet forftaar jeg,« svarede Karen, »og jeg vil bQ
Dem altid sige mig ren Besked, naar De yar et eB
andet at være mig til Hjcelp med. Jeg skal bestrei
mig for at tage mod Sandleden med — Sandhed.«
Elfe, som gik og rettede an henne ved Vordet, tret-k
te ved sig selv: ,,Jeg har maafke mere travlt med IN
end med mig selv . . .«
»For Resten kan jeg sige Dem, Paftor Kernet, It
der er i Grunden mange brave Mennesker her i Vin
strup, man skal blot ikke tage Overfladen for hele Meu
nesket. Der er mange, der ikke gaar saa langt uden U
Gud, som de gaar uden om Forsamlingshuset Det s
endnu saa nyt her. Og en stor Fejl har De begaaet her i
Vinstrup . . Karen standsede lidt her og Iaa smileude
paa Præsten.
»Ja, jeg har vist begaaet mange oven i Kot-et, m
nxaaske De har fundet den største.«
,,De skulde selv have gaaet rundt til alle dem, des
hører til Deres Menighed og spurgt, om vl vilde M
med til at bygge . . .«
,,Og allerførst til Storgaard,« lo Kerne-L
»Ja, det havde fmagt os bedft, iscer rntg maask
naa, men det skulde De nu have gjort. Paa den ands
Maade blev der ligesom over Hals og Hoved dannet s
Skel, der ikke var saa helt cegte, som det runde se nd
til, og det vil fVie til baade Vinstrup og Dem en rus
Tid, tror jeg da.«
,,Det siger jeg: ja til· Gid vi nu for Eftertihtx
Enaa hjælpe hinanden med at gøre saa meget godt so
muligt og saa Iidt galt som muligt.«
Kerner brød først op, da det saa smaat begyndte
at inørkne ,
Karen vilde endelig, han skulde vente, til hendac
Mund kom hjem; men han havde lovet at komme over
til Sognefogdens den Akten.
,,Ellers var jeg gerne bleven,« sagde Kerne-: ude i
Gange-n, ,,for her er godt at være nu. Mange Tak fet
i TU-·1.«
,,Bevis det saa ved at komme tidt. Jeg er vis pau,
min Mund gerne Vil se Dem. Han er nemlig ikke san
hurtig færdig med de Mennefkeh han ikke er enig med»
som t. Ets. jeg . . . i hvert Fald har været.·
Moder og Dotter stod samtnen paa den Ttore Stets
trappe, da Kerne-: hilste Farvel ud genncm Pathe-L
Karen smilende, straalende, Else mild, mensendnu med
det stille, junge over fig.
XX.
zierner smar nden for Prastegaardens «.«art, dippcr
ng svinger nied Stoffen, ved ilke rigtixL lwad Bei lmn
skal tage, nken nd dil lmn, et eller andet Zted den«
Tet lim- tnebet med Humor-et den Tag. Gan hast
liest i en Bog, fpillet paa Lrglet og spillct pag K·lavccet,
Uceret nde i Nonnen dg tianet paa al den snirende, svnli
meude ASerligned løliet Vlnisen iqenne1n, spisl sin ensuin
me Middig. Nu Uil lmn nd.
Dei-obre paa Skdlepladsen stdd Anders Flasks dick
1sakkede Stiltelse inidt i en stor Flok Drengc og Piger.
Anderes talende, Bernene lottende.
Sandan stad lmn der tidt, seln naar Tennen sind i
Døren og l)ørte til ined et lidet sarkastisk Einfl. J Be
gyndelsen, lige efter limis anendelfe, havde Beweise
ikke taget ham alvorligt, havde støjet og larInet; men
efterhaanden bade han i dem snndet en Villig Wenig
hed.
Nagen stor Afveksling var der ikke i hans Preedi
teuer; men rørende, gribende, faengende var hans Tale
alligevel: Marie, de sniaa Trenge oppe paa Kirkegaar
den, Brcendevinen, den aldeles almcegtige Gnd og Fa
der.
»Hald jer til Gnd og de troende Mennesker,« slut
tede han gerne-, ,,for ellers kan J ogsaa ende i Vantro
og al anden UgudeliglJed, som dermed følger."
Kerner l)oldt sig tilbage, indtil Anders havde slntjet
Saa gik han over mod hom.
»Bei-neue vil nok gerne høre Dem, Anders-A
»An ja, kære Naston naar jeg er paa min Post
hjemme i Fattigbnset, saa kan den kcere Gnd jo i fin
Naade ogsaa bruge Inig lidt ndenfor, og Bernene dem
hat jeg nu altid sandan en Lyst til . .
-» »Ja, Fattighuset, det er sandt, Sognefogden vilde
jo.godt give Dem en Stue hos sig.«
»i; »Ja vist saa, men nej, jeg bliver, hvor jeg er.
Lizztde jeg være der fis-L hvor meget, meget mere saa
itsxssksixxx
« Heu tilde stet ikke chøke Tale om det.
".,«Ji’ej, bare jeg maa staa rigtig der hver Dag, hver
Tag, saa er je g glad.,«« og hans Ansigt straalede som
lgans Ord.
Uvilkaarligt maatte Kerner sammenligne sig selv
med denne gamle, ensomme Mand. Det var nok baade
bedst og rigtigst at se at fna Humøret lidt op, toenkte han,
da han lidt efter gik ud efter Storgaard.
Han gik den Vej, maaske blot fordi han havde set
en as Storgaardsvognene uden for Købmanven5, maaske
ogsaa cif lidt Nysgerrighed efter at faa at se, hvordan
der stod til derude nu.
Langt inde paa Marken saa han Greis-, der som
altid havde venstte Haand i Lommen, Piben i højre
Folk og Hefte var i fuld Gang med Saanjng og Harn
ni«ng. Det stod paa: fuld Kraft frem·
Da Kerner naaede Gaardem hørte han fra Gangen
Karens Stemme, ng han fik hurtig-sitt i sig selv. Hun
plejede jo altid at møde ham med faste, kolde Øjne.
To krrte, skarpe Bank paa Deren
Midt i Stuen si)Z-,Kare1i og mødte straks bans
unntsomme Væsen med et stort, lyst Smil.
,,Vellnmmenl For første Gang, Pastor Kerner.«
Rask gik hnn hen mod ham og rakte ham sin Haand
Han svarede Ined et fpørgende: Tak?
»Tak for alt, hvad Te has-« vceret for tmg . . . og
set saa mange andre . . . her i Vinstrup Sogn.«
Karen Storgaards Haand skcelvede i Prceslcns.
Høj og rank stod hrzn der foran heim, grebet rg
als-d, hele hendes Person aandede Taknemmelighed
Men, det faldt Kerner svaert at tage mod den Tak,
dertil havde han, iden senere Tid især, altfor meget
gaaet sine egne triste Tankers Vej, fundet sit ensomme
Liv trift, saa langt frc sin Sccegt og alle sine 11ngdoms
venner . . .
Kner Storgaard saa spørgende, undrende pan
hom, da han et Øjeblik sorholdt sig tavs og saa saa lidet
glnd ud.
,,Æren er Guds i det høje, hans alene,· sagde han
endelig beweget »Af mit ganske Hierte ønsker jeg Dem
til Lnkke Maatte De nu ret leve et skønt og srimodigt
L«iv!«
J det samme kom Else ind. Ogsaa hun san glad
ud, wen der var noget stille, niesten liemodigt over hende
Kerner tænkte straks paa Jens; men Karen gjorde
fik: ingen Trinker i nagen Netning. Lige siden Efteras.c
lmrde lmn vænnet sig til det nye, der nnvertiden vIr
frennne i bendes Versen Og da hnn til Tider, baade
i Dage og Uger helt kunde viere den gamle, saa var det
vel blot noget, hun havde efter Faderen. Han kunde
ogsaa tidt gaa saa stille og sysle med Tanker.
,,Nu skal vi have Anders her ud at bo, ikke Else2
Tin gamle Ven.«
»·»-m De da faar ham med,« indsfød Kerne-L »Sag
nesogden har prøvet paa det samme."
,,Med? Hnn sknlde viere den eneste i Futtigbuset
Nef, Hrs. Pastor, en skøn Dag ruller jeg ser af Sted,
lmlder plndselig for hatt-Z Dør og hortfører liain selv
og alle hans Sagen Det skal nok gaa.« Og Straalerne
XXL
Jo vist var cht sandt,l at Karen i Storgaard I
var helt med i det ny. Hun havde ligesrem sagt M
flere af Koncrne, at det var dejligt at faa Rede i sit
Gudsforhold, det var en Ting, som alle skulde tang fti
paa for Alvor jo før des hellere, og saadan yvad hun me
kunde sige.
Det v a r sandt, baade Degnen og flere andre band
fartalt det.
Og hun havde vceret en hel Eftermiddag ude has
Per Hefts, et Par lcengere Besøg inde i Fattighufet, im
lmn tog det saa hcdt sum vel muligt.
Der blev baade klynket og grinet.
Men Greis, han stod fast. Det var ingen Musikan
tkr, han. Der var Krummer, saa det baskede Rks
liacsom i de gamle Grejs’er.
»Har! staar,« bandede Mads Jensen, ,,om san-: B
Komcdien ramlcr Vinstrup over.«
Men Degnen trak paa det. ,,Jeg kender yende, Oh
ren, det er det meft durkdrevne Fruentimmer, der ken
tænkes. Kan hun ikke vcelte Greis ved at slaa H
ham, saa bruger hun Dolken, og det som en Svip· RI
ske falder han hverken i Dag eller i Morgen eller E
næftc Aar, men falde det gør han.«
-— Greis blev ordentlig befnufet og sur-It pæ
Hvert Ord af hans Mund blev vogtet og grebet og M
og drøftet
san var regte nok, endnu da. Selv Deanen M
sikc sin andet foreløbig. Og det var der heller inge
Grund til. Greis forftod hverken Karen eller Dotter-.
Gotth-)