Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, December 30, 1908, Page 4, Image 4

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    s
..Z«l,lankkeren«.
et balvuaentliq vaeds- oq Duft-g
ningsblad for disk danik Falk
i Am e ri ka ,
ndqith af
OAXHU f-I"l’H. PPRL IIOPRFL
Bleir, Nein-.
»Dein-Teren« ntmnar im» Tirädaa anredag.
Viis vr. Aas-anna.
i de Worein-de Smttsr List-. lldlandet 8200
Plain-f betaleä i Fnrfknir
Vessiliina, Nemlinm siidrcssieforandrina ng
andet anaaamde Plain-f adseäierest
DAXISU LI"I’". Ums-. HOITSFL
Maik Nebr
Neoakwrt Li. M AndesfeIL
Alle Nibmq til ,,Danfkeren«s Jndbsildt
Afbandlinaer. Korrespondancer vq Arfikler
uf enbver VII-f, heb-s ad: essprett
A. M. Jlndnieiy Plain Nebr·
Knien-d at mais Pistome as set-and
ciass matten
Arlvprtising Rats-s made- known upan
spplieation
J Tiiiaslde af liieapimassiiqbpder vod
Modtaaclien beides man kiaae til def siediiqe
Posivas·en cskulde der ikke bin-va bedes
man izenvende sig til, Da n i ke r e n «
Kontor
Naar Lin-ferne benomder ssa til Falk, der
averfeteri Bindi-i eilten for at købe has dem
eller for at faa Ovlnsnina om bei avestekede,
bebt-B De altib omtale. ntT e san Arn-Misse
mentet i dette Bind. Dei vil viere til gen
fibia Nytte.
Castro, Nord Alex-is og andre ligc
saa heldigt stillt-de lnndi se at faa
ei Mødci Stand, lon Werden-S For
andorliglied kuudc blivc dtøftcst·
Godt og velsignct Nymar ønsker
,Danst«creu« sine sterei hans
Nava, som alone er ,,3fæbnerness
Li-dcst«. Jcl det Folk, sont han be
rcsreir
Caftro ITcIl baoe pffcsntliggjort en
Vefendtgørelse, i boilkcn hau nd
trykker sin Villighcd til at tage imod
det uundgaaelige.
Det er for Reiten en hel Del af
«.ndrømmelser, naar man betænker,
fra hvem de kommer.
Spedalskhedeni Norge er iflg.
.Lz-J-Weem« -i Hfaäciäg Ziff-age
gang. Dr. Armauer Hausen, som
overvcerede de svenske Lægers 100
Aars Jubilæum i Stockholm, ad
taltei et Jnterview, da han kom
tilbage, at der i hele Landct kmi
fandtes 30 a 40 fpedalske Patientcr
mod 2,800 i 1856. Doktoren nd
taler som sin Mcning, at i 1920
vil man i N orge væic denne uhyg
gelige Sygdom kvit.
-—
Det var jo ikke mete, end manl
kunde vente, at den Handskc, som
Past. Thoreby tilkastede Per Mor
tensen o. u» blev taget op. Men
nu er der gaaet efter Diskussionen-Z
Regler, at vedkommende bar hast;
Anledning til at svare, pg i dette
Nummer har Past. Thoreby en lille
Replik, og dermed unser vi saa
denne Ordveksel for endt. Den barJ
Je været ført helt gemytlig, o,g allH
gevel har den dog maaske efterladf
den Rotte-, at de, der skriver for»
,·Danske1·en«, undgaar at bruge
Fremmedord, hvor vi har gode dan
ske Ord, der udtrykker Tanken lige
saa godt som de fremmede
J Anledning af et Forsøg fra
Ølbryggernes og Likørtrafikkens
Venners Side paa at modarbejde
AfholdS-Vevægelse11 « London stri
tser et npartisk Parlamentsn1edlem:
»Ølstinkende Mennesker, Værtshuk
holden-, Vrændevinstappere, Ølkø
rere og deres Kunden vældige, rund
fortnede Ølmaver, brændevinsmcer
fede, opsvulmende Ansiqter, røde»
Næser og Saloonblomster i Oder-J
fiod af alle Slags pnrnderede i Ga-«
deme. Et skrcekkeligt Sinn at se
Brændevinsofrene qaa i Procession
ipennem Sinderne i Fribedens o·q
Ærlighedens Navn! Du — aah du!
det elendiue Menneskebedens Af
skum stiller sia til Skue! Jeg blev
vceldiat overbevist om Nødvendiq
heben as øfeblikkelig at nøre, bvad
gøres kan for at formindske oq sjer
ne denne Handel, der er saa for
dcervelig for Samfundets Velvcere.«
Saloonens Produkt anbesaler ikke
sin Fabrikant
Vcd Aaksfkiftet.
l Priser Herren: tlti ltan er
god; tlii hanii Tllkistnndhedi
» varer evindelia !
; tEaL ten-, 1.)
I Tisse er af den aanile Pagth
gstrre Saugt-r totn til at staa for
;r-—:s sont piiiisende at niindeg ned
i Llarsskiftet
l Gut-J wodyed itnod u-:- «:1.Ii’enne
err viser sig i storst lldstraskning sont
i:tIcist«uudi«-d.
Lad oLs isorltigaaende laegge
zztlcterke til, hour underlig rigt vort
idanste Eprog er paa lldtryk for
Osndii Godyed
J sitt Alinindeligljed kaldeszs Gnds
Osodhed itnod oI di te r l i g h e d.
Men den stifter Navn efter de sor
stellige Forbold
J Forliold til Stindere taldeszs den
N a a d e, i Forlmld til lideude
Barntlssertiglied on i For
ltold til de trasnnende faldeszs den
TUcisknnleed
Tet er Gndgi Mistundlted, vi her
stal dele lidt nierniere ved.
David siger, athds Tllkisknndljed
rarer etnttdelig. Det sont-H, sont lian
ljar ledt ester Udtrtsk sor, livorledeo
Gnd holder nd at vaere tnistnndelig,
og saa hat« ltan ikke knnnet finde
Iandet passende er derfor end
,-ct«-indelig.«
David pro-ver ofte at inukotnine
og ovregne alle Wind-is Velaernins
qet«. Saaledes onsaa yet-.
z Hatt lieannder nied Efaltelseth og
csaa fortsastter lian nted at neunun
Jaaa Israel-J Isolksxi Historie lige ned
!til sin eaen Tid.
David kendte oasaa til Illkodaana
stnere end de sles1e. Meit han stir
Hrede sig ikfe blind dervaa, saa ltan
ikke knnde se Guts Velaerninnet«·
.Nej, diese stod stedse i Forarnnden
sit-it lians Blit.
Derfor fnndt lian altid noaet at
ztutke oa prise Herren for, ltviszs Mi
Csfundbed aldrig sit Ende.
Lad os lcere af David, se, sont
shan saa. Saa saar vi ogsaa nteget
at takke og prise Herren for.
Thi knnde det siaes nied Sand
bed den Gang. at Herrean Miskund
bed varer evindelia, saa bar vi 3000
Aar derefter end større Grund ti!
at sige det
Guds Miskundhed bar vceret stor
W ogTää i· dei sidste Aar. «
» Naar det hedder om vor himmel
jske Faden at hatt lader sitt Sol op
Igaa over onde oa aode og lader reg
ne over retfærdige og nretsasrdige,
»saa er det et regte Udtryk for Gudci
kllkisknndlied
J saa Henseende bar End-J Mi
sknndlted vteret nn over -o—:» i det
svnndne Aar. Sol oa Regn tiar vi
faaet, og den flitjiae ltar indsantlet
en rig Høst
Ogsaa i ntallige andre Retninqer
hat« Gud vift Mifkundlted intod o-:s.
Det acelder da sterlig den entelte
Men i det ftore fast vi n:i1«.de—:å,
at Fred og Ro og Orden har met-et
rpretltoldt lios os.
Vel bar titanae i dette Land lidt
Tryki det sidste Aar. Vi tænker
paa Penaefrisen og den deraf feil
gende klIiangel paa Fortjeneste for
nianae ArlJejdete
Disse liar vor lifertelige Sympa
ti, oa det alasder o—:- at vide, at For
lioldene i saa Henseende stadig be
dre15. Og Fremtidsndsiaterne for
Arltejderne er ret lyse.
Maaste den, der ser nied det ret
te Øje, ogsaa aennetn Modgangen
kan skimte Misfnndbed. Mariae hat
da aennem Modaana lcet«t, bvad de
aldrig vilde have leert under Med
gang.
Brandt dtst sidske Aar-s not-e Ve-?
aivenheder i dette Land vil vi mindes;
Priesidentvalget Dets lldfald blev«
scaledegs, at vi onsaa deriacnnem fer
Guds Misknndbed iniod os sont Folk.«
Den nnvalqte Prcesident aiver
Jndtrvk af, at ltan klogt oa befin
digt vil øve og baandbceve Retfcer
digbed iniod baade høse on lave oa
intod de forskelliae af Landetss Dele
Jg Nocer. «
fssvad anaaar os fom Kirkesantsz
fund, da liar vi oasaa Grund til at
lovvrise Gnds Misknndbed imod os.
»Als vi saa ntegen Synd beaaa!
Dog Gnd langmodig er:
J Straffetts Sted saa tidt vi faa
Endog Velgerninger.« s
Det er ikke nden Smerte, vi min
desZ de to fast-e nnae Brødres, Prof.
J. P. Jensens og Past. Chr. Han
stithä Vortaana
» — --- .
—-,
Ts
Vi fo rsta a r ikke Guds Hen
sigt del-mod, iiicn Vi tro r, at hatt-s
Illciskiindlscd ogsaa ligaer til Grund
sor, at lian tog drin fra den-Es kærc
og sra ocs oa list-in til fig.
Han sclu irøstis og starke di- sor
steiidcl
For puriat maa vi itTIJ talr out
kllkodaana Misact Inier lwr Vi pri
sc Herren sur, at lian bar ladet-si«
Nolsignislso lwile over nor Kirch
ioisfisiliac Viiksotiilii·dcr.
» misdiilandet l)ai· lidt tunge Zlag
li dist sidstc Aar.
I Mist nai dist Frøkcn Esche, deri
liuinaisdis Inansan Ein-the ovisrs
lltiiatssnndrn has lavc oq lsøiv —
as Kasrlialicd til sit Falk T for ati
isct Iiiaattc leist- sia
l Tot saa cii Tid nd, soui det fful- i
idis aivc Anlcsdning til kyiirsølgelsc
si iiiod Und-Z Falk, ondoa fra de lsøch
s us Etcch s
i Mcn saa kam Alht·rti-3kandalcn
)fa1« Lnsct oq disrmcd kllkinistcrieti
Oliristensism Huld Zaa fik« man deti
at talo nut. !
La saa sit· iiian at si· at der var
liaaddciiskali not« paa de liøie Sto
dcix saa der nat Grund iiok til at
iidiaaiw et »Meis- dia, mit Fulk!«
Allu·rti-3kandalcn —- Instit-»Z
Iiiinisttsr en, Retfirrdialscdonszs liøjcste
Haandliamci i Landct den største
siasltiina oa Tyv!! l
Aals, lmoi«1sd111ygciidc· Men at
Was Misfnndlicd aesnncui dciine
)9lfslø1·iiia vifte sia stor imod Land
on Falk, mod oiidc oa ande, mod
bøic oq li1rw,deter slet ikke saa van
isiiliat at sc.
Der er Kamp derbionnnc, saa det
sur-staat Kamp imcllcm de ncdbrih
dendo oa oplniqqcnde Kra"ster. Kam-s
pen imod Sniudspiesscn ei ikke af
miiidft Vetisdnina i
Oaabcr denne Kamp maa vises
sia at væro en frkiatbar BeayndelsH
til kraftigt at modvirke Aanden fra.
.kailvfiei«dscriic, der bar afsat saa
daarlige Frngtisic l
Saa vil vi sliittclia ndtalc vorti
Nntaarsønskc i følaende Vers:
»He-n Dasrc 05 frcmdcles blid
Oa fielso oz as klkødl
Sau sian sadcsrlia vor Flid
Og aim- dagliat Brødl
J
Hang- :Ii’aade staa os. kraftigt bi-,
Jmeiist Vi vandre her, s-«
IN oi fra Blinden blive fri ·
J Gernan og Begceri
Han starke osi virksom Tro
Paa ABOUT-, Jesus Krist.
At stadia vi bam lyde fro
Trodszs Verdrns Magt oa List!«
»Ob«
Den Telcfon!! i
Ju, oi lmr nn engang faaet den,
oq nnduasre den fnn der uatnrlig
eis flet ikke vwre Tale om. Meri
ulliqevel « der er ingen større For-!
1cedder til end den. Den afslører ofte·
Familieljennnelighedeu som vi da
soI absolut ingen Prisz vilde af
med. Den siger vor Nabo mange
us nore Zkrøbcligl)eder, som vi
selvfølgelig, naar ban er iBesøg
lmsji o-:«, 1ned uderste Omhu føger cit
daskke og skjule. Naar vi faadan
ei fmntnen, ja da er vi fine Falk
pcene :Vkennest"er, omgasngeligc Skik
kelser, medgørlige, for.ekotn1nc11de,
nmaske endog kristelige, ja, hvem
rsed, mnuske faagar ortodokse. Men
Haar vi derimod er cne i vor Stue
og lnrer ved Telefonen, da Was
doq paah da tager dette Redskab
Pulitnren af os. Aa, den Telefon!
Saadan var det en Dag, jeg stod
oc( lvttede til en Samtale, fom ikke
fom mig ved. J saådanne Tilfælde
skal man jo holde Haanden over
Talerøret — — og alligevel snnes
del som, naar Batterierne er i god
Orden, Lyden formaar at forplante
sjg qennem äns eget solide Kød og
Ven. Jea holdt min Haand tret
klemt mod Affendertronmeten. Men
lmad skulde faa ske andet, end at
det netop traf til at vcere lige ved
Titiden, og sotn Vel alle andre
sunde Klokker følte min da ogscm
Tmuq til at slcm ti skmldende
Elaq. Dog, det var endnu langt
fra det merfte Min Klokke led
af, bvad man knnde kalde stmnmende
Mcele. De første Par Slaa leverede
den Altid smnkt da bnrtist men san
de næfte tre-fire, de kom saadan no
get slrebende og jeweide fort sagt,
i et ballende Tempo. La ullervwrft
var det fo, at det var feq langtfmz
ene om at nim-: ni« XII-te denne·
Smabed ved mit »Es-Ist Noa
s
»
—
den ist« dinsider alle ti Hm Ijlgkx
nf - - da san liemierker den ene Hfi
de ntIitalende1 »Bist er lag Wust-Hi
.·aa, ni lsan ikfe nor den Waffe-Hi
Flnnnierls i Etand i Siedet for’
Ul· . . . .« i
Illltinn lIaIIde den ist-di ihle
Elnn inennem ncin Onnnd on iicesteiil
tre Mit nardpnn ,Tet isr doq W 7
sna limiuen mid -den Stundeng sc« s
tieiikte iin Iied mia » sein zIUksW
Vidste linadej Ien on de to, der tnlte
sanimeu 4- an dn smaIiriat nlle de
andre » TillIm-«eei« - pan Inere end!
een Tllknada ,.livad Uslokken Iinr slasp
aen.« I
Pan vor Linie dar der Vl« u. Lapi
innen nnminel iør kllcntter, srii:i"
lioldt san nonernindelint nf nt slanl
en lille Zlndder af tun iea fan nnl
nodt lier med dei snmme lieinierkei
at ImI Linie aif under der Imnn
lnre Nann »Elndderlinien«), mei.
Iil liendei Ema en (8)1«a-1mnelse unIl
der nldiin ndaen, der rinaede efter l
lIende. Osrnnden dertil IinI Viin
nok i det Ineientliniu at lmn pan
indess san meaet med Jlsxlnnm sanl
lnm tidt aiispede slemt fnr at inn
Vesret Tette knnde de andre Quin
der ifke ndlwlde at liøre aennems
Apparatet denne kilrende .xZIii-:-len1
liae ind i Tret. -— NuneL deimeT
lsednaede Kninde fdrstod aodt Iink,l
at Trompeten sfulde daskkes5, nnnri
man vilde liire Men lmn linvdihl
saaet den Vane lilot at holde »in
nrene fo1, da afte IIaI de sIIredt trile
(noaet, der nennemnaaende ei iili
fasldet med alle fede klllenneskltsr
Finare), saa det bleu knn i meaeii
rinae Ildstierfninn at det lIIfkedesJ1
lnsnde at stjnle sine Spor. Lq tienf
dia mi til: lIIm lIørte en Tan, at der
var en tnlende, soin Mit on lndt lie
1nasrkede: »3aa da, oasna, im er den
namle, lnsslilassende Flodlieft der
iaen!« Du kan forlade dia paa,
lnm sinnt LIIdaiIieren up i sin Sinf
fel, oa det endda aesvindt.
Tllken det vil vist vare trenne, før
jcn aleinmeI«, lIUad jea lIørte en Dan,
da jen selv var paa Lnr. Hvein de
scmtalenee Var, lmsfer sen slet ikke
incre. Men der var en V and paa
Vor Linie, soin oed den Leiliabed
kein rigtin skidt af Sted. Han hav
de altid san mange Bemærkninger
at gøre om den nederdræatige LU
ren, soin det syntes alle gav sig af
med. Det, var noget, sagde han,
sonI lIan dybt foragtede· Gan vilde
altid viere den pæne Mand, og det
lIavde truffet, at ban lod sia forstaa
nied, at man aldrig skulde vise sia
anderledesz i andre-:- Noerværelse end
man Var til daglig samtnen med sine
egnez det var nn lIans Pr«ak—5is.
Men nu skal vi se.
Den Taa var lIan paa en eller
cmden Maade bleven Tilliører. On,
allerliedst som Zamtalen nn skrider
frem, stikker bang- lille Barn i at
t1.dskraale, det sad endda paa sin
Mors Skød, men saadan eIs Vørn
jo nu Et saadant Akkompaane
ment syntecs M anden jo nok Var iaen
lidt for meget af det adde. Saa
dreier lIan da lHovedet om inod Ko
neu og lIviskede (det IIil sige med den
Slags Hvisken der er saa gemein
trcenaende i sin Undertrnktlied, at
dcn kan fna ens Haar til at stanr
ret, og man føler, fom om det løber
en koldt ned ad Rygaenlt »Ka n dn
dog ikke faa den llnge til at holde
Vøtte!«
Jdet ban drejede Horn-det, man
lian vel ved llforsiatialied have leis
tet lcnmnden lidt sra Trompeten.
Tbi vi hørte alle hin ayfclige Ovi
sken —- og Varnets Skrig fordob
ledesi Stnrke, soin naar man paa
Oralet hurtiat trækkei ..Principal
Forte« ud.
Almindeliq Munterhed blandt
alle TillIørerne LøZ aik det med
,.T"i-lIi-bi« og Ins-km ba« fra man
qe Strnber.
Jn, den Telefonl Den er
ikke til at undvaere, og dog er «den
det Inerste Skab, der kan tirrrkes·
Teleionist
Fakmoks Fortælling om
Jnlcnat.
Den berønite svenske Forfatterinde
Selmn Laaerløf fortceller hnppiat
um, livorledess lnm Ined sw1«lik1 Kerk
lialied inindes sin Former ined det
snmfl«e, kridlwide Haar, der snd um
strikkede IIaa sine Strønwer i szøps
11rssofaeni fin Stne da fortalte Isi- !
storier fra Ell oraen til Aften, tin-denin
«!’-s3srnene snd stille bos bende og
Æ
lnttede til. Nnar linn dar fasrdni
nied en FartasllinkL lnade linn fin
Oaand pan den lille Eelnsas Odved
en san sande lsnnt »in alt dette ee
san iand1, sont at jen see Pan din
en dn see paa sing-« Ztnndinn sann
linn dasaa en Vise dni en Ridder
da en Kunst-ne, da den liavde til
Llntdasdz ,,’«Liliisel- lallt Viider öfver
Eid.« lelen nf alle Oistnrierne Initi-·
isesJ Eelnia t·nn een, idln den nanilez
metalte dln sein Fødsel
Tet dar en Jnledna da alle nat-;
draane til sinke nden den annilei
Rai-indi- an Eelniaz de nai- ikke kein-i
ne nied. fdrdi den ene nai· for Hain-i
mel, den anden for nna, on de var
lede af det nenne to, at de itte han
de ntanttet fore nied til Lttesangen
da se Jnlelnfene Men da de sad
der i derei- Enfonilied liegnndte
Fimndeen at fortnslle
»Der nai- en zllcand, sont nif nde
i den nnlrle Nat for at laane Jld
Oan akt« sen »Esan til Hug- nn lninlede
Paa. »Am-re, l)jn-lp ncia!« sande
lisan. »Mi« Hnstrn lJar tin-:- født et
Vani, on jeg skal tiende Jld for at
enetne nende dg den lille.« Men det
var dnb Nat, san at alle Illkennesker
inn. Jnaen snarede binn. Manden
gik og aik· Til sidft saa lian Stin
net af en Jld, sein llsste langt liarte
fra. Oan nandrede da i den Ret
tzina on san, at Jlden wandte i fri
Luft. En klllnsngde lsvide Faar lna
ein snn anikring Jlden, on en gam
niel Onrde sad og Vaagede over
Hjarden Da Tllcanden, sdin vilde
laane Jld, foni til Fau!·ene, saa
nan, at tre siore Hunde lna og sen
eed Horden-: Fødder. Te naagnede
alle tre, dn lsan kein, on aalniede
dereii stdre (83al1, sont on! de Vilde
nøx nien der liørtesJ itke en Lud.
Illknnden san, at Oaarene rejste sig
naa derei- klknnae: lian saa, at deres
lniaizsse Tnsnder lnste alinsende Uni
dei Lnset fra Jlden, an at de stor
tlde jinnd lialn san nieeekede, at
en af dein lied oni lsansji Ben on en
dni lianiJ .85lilitid, da at en liieiiqte
sig ded liansz Strude. Men Rielierne
on Tienderne, sont Hundene sknlde
liide dein nied, vilde ikke lnde dem,
on zllkanden led ikke Inindste Skade
Nn vilde Manden gaa videre for at
faa, lwad han behøvede. Men Fan
rene laa san tast ind til ljverandre,
Ryg ved Ryg, at ban ikke kunde kom
me frem. Da steg Manden op paa
Dyrenes Rygge, og vandrede paa
dein hen til Jlden, og intet af Dy
rene vaagnede eller rørte fig. — Da
Manden var kommen ncer til Jlden,
saa Hyrden op. Han var en gam
mel, Vranten Mand, der var unen
lca on l)aard mod alle Mennesker.
On da lian san en fremmed komme,
need lian en lang, spids Stan, soin
lian plejede at have i Hannden, nnar
lian voatede sin Hjaid og kastede
den iniod l)am. Oa Staven for hin-l
isende line iindd Monden; Inen in
den den traf linm, veg den til Si
den og snste forbi bain langt nd paa
Mal-ken. —— Nn kom Manden frem
til Horden og saade til hom: »Krere.
lisaslp mig. og lad mig laane lidt
Jldl Min Huftrn hnr nns født et
Baru, on jeg skal tænde Jld for at
tsnrnie lsende oa den lille!« Hin-den
liadde lielst villet fige nejx nien da
lian tienkte paa, at Hunderte ikke
liavde knnnet skade Manden, at
Faareiie ikke lsavde sprunget for
linni, og at lians Stav ikke havde
villet rnnnne bam, blev han en Smn
le rørt on tnrde ikke nceate ba1n,
livad lian bad om. »Tag san Ine
get, som du bebøver«, sagde lian til
Manden Men Jlden var neesten
lsrnsndt nd. Der Var inan beken
dende Trkestnkker eller Kviste, men
fnn en stor Hob Glødeic on den
fisennnede liavde lwerken Jldfknffe
eller Ist-, lwori lian knnde licere
de bi«n-11dende Kul. Da Horden san
dette, ande lian Pan ny: ,,Tag san;
ineaet dn bebe-verl« oa lian vars
Hlad over, at Manden ikfe kundei
biete ndnen Jld nied sin. Men Man
den bøjede sin ned, snnilede (331øder«
nf Affen ined sine bat-e Hiender. og
lngde deini sin Kappe Oa bverken«·
brændte Gløderne hans Hemden da
lxan rørte ved dein, da heller ikke
sued de llans Kappe: nien Manden
bar dein dort, soin otn det liavde
met-et Nødder eller Lcsbleic —- Da
nn Horden, soin var et san ondt
on venntent Menneske, san alt dette,
lseanndte bnn at falde i stor For
isndrinat Hund knn dette vanse for
en Nat, eftersoni Sundene ikke bider,
Faurene ikke I«n!ddes- Zilvdet ikke
draslie1«, og Jlden ikke brcendesr2
»
Halt lnldte den Frennnede tilbaae
da sngde til imm: »Wind ei« dette for
in Nnt da lmdmf fdnnner det, at
nlle Tiqu Diser diq BannliieltixF
indi-« In fande dlklandenz Inn il n
ille siqe dia det, nnar dn ille sein
sei des « La linn vilde ann sin Bei
nn- snnrt at fnn en Jld tiendl nt
earnie sin Onilrn da Rainer Men
Dis l- nkre Dulden, nt lnin ilfe i-! de
ialn III-Juden lielt ni Inne, inden
linie iEl Rede Dan, lmnd alt detåe
fnnde lmue nt lietnde fGnn reser
sin le da aif efter limit, indtil l,-.:n
teni del-nein lnior lmn liaede hieni
nie Ta saa Hin-den, at Mai-den
jlte liadde saa inenet idin et Ons
nt lm i. Men Horden tienkte, nt det
finfkelizs iifl-1)ldiaeVnt«11 kanske ffnlde
frnfe Hjsnl on stent lmn Unst- en
linard Mund, lilen lian met da inn
t-e:, nt lmn nilde liiaslpe Vniner Lg
lian løste sin Rnnsel fin Pflildeien
da tun freni nf den et bledt on fint
Innreslind nnd det til den ieennnes
de Tllkand da snnde, nt nan sknlde
lnde Bnrnet jene Pan det. Men i
det jamme, iknn ljan niste, nt l)an
eqfnn knnde viere lnn«111l)je1«tia, lilev
innci Ljne aalniede, og «l)nn san,
liend lmn iffe sen- linnde fnnnet se.
Onn saa, at rnndt einkeinq liam
sind en tiet Ekare nf fman Engle
ined føloerne Vinger. La enlmer
af dein holdt en Strengelea i sin
Afmand on alle snnq de ined liøj
Nie-st, at iRat var Frelseren født,
sein sknlde frelfe Verden frn dens
Blinden Da forstod han, at alle Ting
nat sna glnde denne N at at de ikke
rsilde nøre ndaet ondt, La det var
ilke alene rnndt onc Hyrdeih nt der
fandteszs Englez inen l)an snn dem
orsernlt. De sad inde ved Bari-etc
og de snd ndenfor paa.Bje1-aet, og
de fløi under dBiInIneleiL Te fom
nnaende paa Vean i sture Flokke
on da de gik fmbi. standsede de og
tastede et Blit· paa Bin-net. Der nat-«
en sandnn anel oa en snadnn Gle
de oa Sang da Lea, da nlt de
saa ban i den inørfe Nat, lwor linn
før intet knnde lilioe var. Hnn blev
saa glad over, at hnns Øjne var
bleven anbnet, at han faldt paa sine
Knie og takkede Gud.«
Da den gamle Kvinde var kommen
saa langt i sin Fortcelling, sukkede
hun og fagde: ,,Men hvad Hyrden
saa, det kan vi ogiaa se;«-thi Englk
ne flyver anders-anarden hvets JuLss «
lisnat, om vi blot magtede at se dem.«
Og saa lagde-Farmoren sin Haand
paa Selmas Hoved og sagde: »Det
t-: skal du komme iHu; thi det er
saa sandt, som at jeg ser eig, og du
ser mig. Det er ikke paa Lys og paa
Lampen det kommer an, og det er
ikke paa Manne og Sol, at der lin
ger Vcegt: men det, som er 11ødven
digt, det er, at vi bar saadonne Øj11e,
fern kan se Guds Herlinhed.«
w
Livets Bæger.
Ja, Livetgi Bceger skummer kun ved
Randen;
Te lette Perlers underfulde Danks
Forlyste kun det glade Syn, naar
Panden
Omvikles af den første Primelkrans.
Euart bliver for dig som en Trøm,
du drømte,
Hin Skummets Glimten i den lyse
Baar
Og foran Livets Drik, dcn halvud
tømte,
Du grubler tqu med Snesmsnk i
dit Haar.
Men bliver du saa vu’r, hvor Vinens
Talen
Først Uiser rolig dig den-J Flades
Guld
Da lysner der fra Vunden af Po
kalen
J stille Blinken Rigdom underfuld.
Tet tnler til dig som med sagte
Stennner,
Og Fugle synge fra dit Levneds
Grvx
Du lever om, kwad din Erindring
gesunken-,
chmt bøft dit Hjerte bauker mod
det ny.
Da fanget først dit Liv en viet
Time-:
Tet lokker fm det blank-.- Vægers
Rum
Mens farvet af din Nedqunkxski for
ste Strime
Tn under Livets Vierd i samlet
Zum
Rudolph Schmidt.